JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - usavalg08a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.1.08.

Overraskelse i New Hampshire

Mod de fleste mediers forventning blev det Hillary Clinton der vandt demokraternes primærvalg i New Hampshire i går og ikke Barrack Obama der forleden vandt første omgang i Iowa. Løbet blev dog så tæt - 39 % mod 37 % - at CNN først tre timer henne i optællingen vovede at udnævne demokraternes vinder, hvorimod republikanernes blev John McCain med sikre 37 % mod Mitt Romneys 32 %.

Overraskelsen for demokraternes vedkommende ligger i at Obama tilsyneladende i Iowa havde skaffet sig så megen selvtillid og så megen fremdrift eller 'momentum' - som man kalder det - at det så ud som om han ikke var til at standse. Det skal man være forsigtig med at spå om, da Iowa er en meget lille begyndelse, men det var tydeligt at nederlaget her rystede Hillary Clinton og hendes kampagnestab, så de i største hast måtte gøre noget ekstraordinært. Det var ikke nok blot at bygge videre på den organisation og kampgejst der var skabt gennem måneder. Der skulle noget nyt til for at hamle op med Obamas åbenbare vælgertække over for specielt de unge og de kvindelige vælgere. Og det lykkedes på tre felter.

Det lykkedes at mobilisere særdeles mange vælgere til at møde frem i valglokalerne. Clintons ægtefælle, den fortsat karismatiske forhenværende præsident gik ud med en skarpt angreb på Obama. Og endeligt, men ikke mindst viste Hillary Clinton en side af sig selv som hun normalt ikke viser og som vælgerne har savnet, nemlig følsomhed.

Hillary Clinton går for at være en temmelig reserveret og kontrolleret politiker, der i Iowa faldt igennem i forhold til en konkurrent der kunne appellere direkte til folk og kommunikere ubesværet med dem. I New Hampshire præsterede Hillary Clinton - dagen før selve afstemningen - en fjernsynsseance hvor hun viste følelser, dvs kom ind på mere personlige spørgsmål om det store pres hun havde været udsat for under den foreløbige, allerede langvarige og belastende valgkamp. Nogle hævdede at hun ligefrem skulle have haft tårer i øjnene. Det er nu nok overdrevet - eller afhængigt af hvad man forstår ved tårer i øjnene. Men faktum er i hvert fald at hun for en gangs skyld viste sig fra en mere følsom eller kvindelig kant. Meget tyder på at der var tale om bevidst kalkulation fra hendes og kampagnestabens side. Men det er den slags man ikke kan bevise og som egentlig heller ikke er afgørende.

Fast står dog at mange vælgere skiftede kandidat på en dag eller to i og med at medierne gik ind i en diskussion om hendes styrke eller eventuelle mangel på samme som kvinde. Mediernes omtale er ligefrem blevet betegnet som kønsdiskriminerende, og en kommentator kunne derfor ifølge Berlingske Tidendes korrespondent skrive, at "Når vælgerne opfatter Hillary Clinton som en kvinde, som især mændene har gjort ondt, så kan hun ikke tabe." Men når Berlingskes korrespondent selv vælger den tendentiøse overskrift "Tårer af guld", så må man have lov at spørge om kønsdiskriminationen er helt ude af billedet.

Fast står nemlig også at Hillary Clinton i sin takketale til sine vælgere selv kom ind på emnet og erklærede: "Jeg takker New Hampshire. Jeg kom for at lytte til jer, og i processen fandt jeg min egen stemme. Jeg takker de unge mennesker. De stillede de vanskelige spørgsmål, inden de mødte op for at stemme." Og det er trods alt en anden snak, en værdig tale, som ikke bestrider ændringen eller fornyelsen i hendes kampagnestil, men omvendt heller ikke bestrider at kvindelighed er noget andet end mandighed og derfor også må med i bedømmelsen af en politiker der stiller op som kandadat til verdens vigtigste præsidentembede. Ændringen kan blive afgørende for forløbet af de næste primærvalg frem til den store februardag hvor der er valg i tyve stater samtidigt og hvor det endelige udfald formentlig bliver afgjort.

Formentlig vil flere af de demokratiske kandidater da have trukket sig på grund af udsigtsløsheden i at fortsætte. Muligvis kan det blive afgørende hvem tredjemanden i New Hampshire, John Edwards, i givet fald vil vælge at støtte. Det vil vise sig.

Men ændringen i Hillary Clintons stil kan i sidste ende også blive afgørende for om hun eller Barrack Obama vil have største chance for at vinde over den til sin tid endeligt udkårne republikanske kandidat.

John McCains sejr i New Hampshire var ikke overraskende. Den republikanske vinder af Iowa-valget, Mike Huckabee, har formentlig ingen chance længere, men hverken Mitt Romney eller Rudolp Guiliani kan afskrives endnu. John McCaine står dog som republikaneren med de største chancer i kraft af sin troværdighed og integritet. Og han er sandsynligvis den eneste der - trods sine 71 år - ville kunne konkurrere med den demokratiske modkandidat. Og her bliver det efter alt at dømme ikke ligegyldigt om McCaine's modkandidat bliver Hillary Clinton eller Barrack Obama.

Meningsmålingerne har hidtil peget på at der er så mange midtervælgere og mobile republikanere der for alt i verden vil undgå en Clinton i Det hvide Hus, at de vil stemme republikansk, hvis Hillary Clinton opstiller, men demokratisk, hvis det bliver Barrack Obama. Det vil vi sikkert komme til at høre meget mere om de næste måneder. Men det er noget demokraterne som parti bliver nødt til at forholde sig til, hvis de vil generobre præsidentsembedet.

Et amerikansk præsidentvalg er altid noget helt for sig selv. Det er ubestrideligt en ægte demokratisk proces, hvor utroligt mange vælgere får lejlighed til at møde kandidaterne. Men det er også en proces der er præget af kolossal mediemæssig manipulation - og af en kolossal tidsmæssig udstrækning. Uhyre summer og uhyre menneskelig energi bliver brugt på valget. Og udfaldet er aldrig en rationel affære.

Til irrationaliteten hører kandidaternes personlighed, der igen ikke blot omfatter kompetence, erfaring, troværdighed og integration, men også karisma. Og hvad denne angår er det umuligt at se bort fra kønskarakteren.

Det er i denne valgkamp blevet et aktuelt spørgsmål om amerikanerne er parate til at vælge en sort eller farvet person - og det tyder meget foreløbigt på ikke kan udelukkes, selvom den farvede er venstreorienteret eller hvad man i USA kalder 'liberal'. Men det er også et spørgsmål om amerikanerne er parate til for første gang i deres historie at vælge en kvinde til præsident. Dette besvares delvis i demokraternes valg mellem Hillary Clinton og Barrack Obama, men i givet fald først hvis Hillary Clinton til sidst vinder sit partis nominering og kommer til stille op mod en mand som John McCaine.

Jan Jernewicz

Henvisninger: