JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eukrise16m-brexit2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.6.16.

Brexit giver foreløbig stor usikkerhed både i og udenfor EU

EU har nu haft sine første runder i kommission, råd og parlament om resultatet af den britiske folkeafstemning om forbliven eller udtræden af det europæiske fællesskab, og som ventet efter de allerførste udtalelser fra Juncker, Tusk, Merkel og Schulz så blev det en hård afvisning af alle britiske ønsker om en genforhandling af medlemsskabet eller en nyforhandling om en anden form for tilknytning. Set fra Bruxelles foreligger der en klar britisk beslutning om at forlade EU, og en forhandling om en friere tilknytning a la Norge eller Schweiz forudsætter en formel tilkendegivelse fra britisk side om udtræden. Man ser helst denne snarest muligt, men accepterer at den må afvente dannelsen af en ny regering i London til oktober. Bruxelles sagde derfor - i en lidt trist stemning - et definitivt farvel til premierminister David Cameron - og afventer nærmere. Men der bliver hverken givet kredit med hensyn til det springende punkt om fri bevægelighed i det indre marked eller overhovedet åbnet for nogen form for britisk forbliven i EU gennem en endeløs afviklingsprocedure der til sidst bare løber ud i sandet. Og Cameron har da også selv udtrykkeligt sagt til sine egne vælgere, at brexit ligger fast.

Folkeafstemningen den 24.6. har ellers givet en overraskende situation der nærmer sig det groteske. For godt nok var resultatet klart nok med 52 % for et 'leave' og kun 48 % for et 'remain', men for det første var afstemningen kun vejledende og burde i virkeligheden aldrig have være betragtet som forpligtende uden et kvalificeret flertal på 60 %. For det andet kan det konstateres at mange har fortrudt deres 'leave' (det var mere protest end egentlig hensigt), at erhvervslivet er rystet, at de unge er dybt frustrerede, at skotterne er rasende og at såvel det konservative parti som Labour er kommet i dyb ledelseskrise.

Den skotske førsteminister vil ikke acceptere resultatet og truer med både veto og uafhængighed, ja har resolut været i Bruxelles for at bede Juncker om en særaftale (så Skotland kan bevare sin EU-støtte). Labour's svage leder Jeremy Corbyn undsiges massivt af hele sit 'skyggekabinet', men vil ikke gå af, da han er valgt af partikongressen. Cameron har i parlamentet med meget ligefremme vendinger ("For heaven's sake, man, go!") opfordret Corbyn til at trække sig, men forgæves. Cameron har jo heller ingen autoritet tilbage. Hans eget parti må afvente sin kongres for at få valgt en ny formand og ny premierminister. Hans hårdeste kritiker Boris Johnson spås ikke store chancer [og har nu trukket sig], så resultatet kan meget vel blive at den siddende indenrigsminister Theresa May bliver ny leder. Hun har været hård som indenrigsminister og har været på Camerons side, men har ikke blandet sig ret meget i selve brexit-debatten.

I EU prøver man udadtil at opretholde indtrykket af enighed. Donald Tusk indkalder til rådsmøder uden Storbritannien, og Jean-Claude Juncker henvender sig i EU-parlamentet direkte til det britiske UKIP-medlem Nigel Farage med spørgsmålet: "Hvad vil I her i parlamentet?". Og han afviser iøvrigt at han skulle være gammel og syg. - Men alle er klar over at der internt er stor forskel mellem Tyskland og Frankrig om den fremtidige økonomiske linje, stigende modsætning mellem SPD og CDU i koalitionsregeringen i Berlin, bekymring i alle øst-landene for en hård kurs, og uvilje i ikke-eurolande mod en decideret marginalisering.

Bruxelles-eliten ønsker trods alle pæne ord om større hensyntagen til befolkningernes ønsker mere og mere union, og et fuldbyrdet brexit kan derfor betyde at der i praksis vil komme en klar opdeling mellem et A-hold (af nært beslægtede euro-lande med de gamle Benelux-lande som toneangivende) og et B-hold (af ikke euro-lande) som skal overholde de gældende forpligtelser, herunder såvel den frie bevægelighed af arbejdskraft inden for Schengen som accept af at modtage nogle af de titusinder af flygtninge som kansler Merkels egenhændige beslutning af 5. september 2015 har skaffet Europa.

Flygtningekrisen er langtfra overstået. Aftalen med Tyrkiet om at hjælpe med løsningen af dette problem er langtfra kommet på plads. Den konservative spanske regering blev tilsyneladende i søndagens valg hjulpet af brexit-afstemningen fordi vælgerne ikke ønskede usikkerhed. Men det bliver en stakket glæde, eftersom premierminister Marion Rajoy får vanskeligt ved at danne regering og kan blive nødsaget til at udskrive valg igen. Frankrig skal have præsidentvalg næste år, og Hollande bliver næppe genvalgt. Næste år skal Tyskland have forbundsdagsvalg, og resultatet er meget usikkert på grund af Merkels upopularitet og SPD's lederproblem. Også Italien og Østrig har problemer, for slet ikke at tale om Grækenlands gældskrise.

Der synes at være almindelig enighed om at Storbritanniens exit allerede i kraft af landets mindskede handel med EU-landene fremover vil medføre en økonomisk nedgang for EU (vanskeliggøre den vækst man ellers håber på) og at den militært vil umuliggøre alle drømme om en EU-hær. Storbritannien forbliver naturligvis i Nato og vil her have uændret indflydelse, men EU som sådant vil komme til at stå svagere.

Alt i alt er usikkerheden i Europa kun steget til nye højder efter brexit. Og det værste synes at være at mens alvoren er ved at gå op for briterne, så lever EU-toppen i Bruxelles videre som om det er muligt at bevare status quo, dvs den elitære magt i Bruxelles med blikket stift rettet mod mere union. Dybest set kunne den opståede usikkerhed udlægges som en ny mulighed for at ændre kurs, rette op på den manglende demokratisering af EU, vel at mærke ikke forstået som mere magt til det EU-parlament der er en parodi på demokrati, men derimod mod tilbagevenden til den frie afgørelse mellem suveræne stater der er eneste vej til genrejsning af folkelig accept af samarbejdet.

Den sørgelige kendsgerning er imidlertid at der intet tegn er på en ny erkendelse i EU-regi der for alvor vil bremse unionsbestræbelser og så at sige bringe fællesskabet ned på et samarbejdsniveau hvor der bliver åbnet for nye tiltag der konsekvent kunne undgå krænkelse af de enkelte medlemslandes suverænitet. Og her taler vi slet ikke om et frit indre marked eller et pragmatisk samarbejde i Europol, men om statsstøtte, flygtningebegræsning, indvandring og fri bevægelighed. At opretholde status quo vil undergrave EU. Den rådende usikkerhed burde i stedet konstruktivt udnyttes til at åbne for mere veldefineret samarbejde mellem suveræne stater, så folkene føler sig hjemme i samarbejdet i stedet for som nu fremmedgjorte.

Den usikkerhed der er skabt med brexit kunne med andre ord konstruktivt bruges til at søge ned til de følsomme lag af kreativiteten hvor det er muligt at finde nye og bæredygtige begyndelsestilstande til gavn for hele den europæiske kultur og ikke blot for den elitære del der har økonomisk vækst og juridisk-bureaukrati kontrol som ledetråde.

Meget krudt bruges på at forbande David Cameron og fremstille Brexit som en uforsvarlig gambling, skrev professor Jesper Lau Hansen i kronikken i Berlingske 29.6. Men det overses efter hans mening, at modviljen mod EU langsomt åd sig ind på både de Konservative og Labour, og ved afstemningen 23. juni udgjorde den et flertal. At det blev Storbritannien, som udløste kaos, bør derfor ikke overskygge, at Storbritannien ikke er ene om denne modvilje mod EU. Den er også stærk i Frankrig, Holland og Tyskland, tre af de oprindelige stifterstater. Og Lau Hansen konkluderer derfor at "Den dårligst tænkelige udvej forekommer at være et febrilsk forsøg på at fastholde status quo, at bilde sig selv og hinanden ind, at nu hvor de besværlige briter er ude, kan vi fortsætte unionsprojektet for fuld skrue og vé den, der tøver, for så bliver de også smidt ud. Det er lige så naivt at tro, at EU med de eksisterende traktater, en aktivistisk domstol og et hyperaktivt parlament vil "respektere" den udbredte modvilje og sætte tempoet ned andet end rent forbigående. I stedet bør vi vurdere situationen, både vores egen og de andres."

Dette kan jeg tilslutte mig med den udtrykkelige tilføjelse at den nævnte udbredte modvilje mod EU-elitens bestræbelser i mine øjne er en væsentlig del af den folkelige vilje som er og bliver grundlaget for al bæredygtig og konstruktiv europæisk kultur. Men dette forstås allerbedst i de nordiske lande og i Storbritannien!

Ejvind Riisgård

Links:

Den britiske regerings officielle hjemmeside
The Conservative Party (David Cameron)
Leave-EU-bevægelsen (Boris Johnson/Michael Gove)
Ukip - UK Indenpendant Party (Nigel Farage)
Labour Party (Jeremy Corbyn)
SNP - Scottish National Party (Nicola Sturgeon)
BBC News
The Guardian
The Times
The Sun
EU-kommissionen

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' (kr. 50) om to af forrige århundredes største kulturpersonligheder, den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der begge gjorde ubarmhjertigt og utvetydigt op med den bestående europæiske kultur og dens fatale dualisme.

'Bohr og komplementariteten' (kr. 50) indenholder essayene om Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser, Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt (23.12.10.), Modstanden mod komplementaritetssynspunktet (13.1.11) - i lettere opdaterede udgaver.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 50) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: