JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eukrise16koestrig

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.5.16.

Østrig lodret splittet ved præsidentvalget

Præsidentvalget i Østrig søndag den 22. maj blev et så tæt løb mellem de to kandidater at resultatet først forelå sent mandag eftermiddag, da alle de godt 700.000 brevstemmer var talt op. Det endelige resultat blev 50,35 % til den uafhængige, 72-årige økonomi-professor Alexander van der Bellen (tidligere formand for De Grønne) og 49,65 til Frihedspartiets 45-årige ingeniør Norbert Hofer. I stemmer var det kun ca. 31.000 der skilte parterne. Hofer havde fleste stemmer blandt de vælgere der gik til valgurnerne om søndagen, men Bellen havde ret stor overvægt blandt brevvælgerne. Der var stor forskel mellem hovedstad og øvrige land. Bellen havde stor tilslutning i Wien, men Hofer i mange delstater.

Resultatet skal ses i lyset af at Hofer suverænt vandt første runde af præsidentvalget med 36,7 % af stemmerne mod kun ca. 19 % til Bellen, og på tredjepladsen kom en anden uafhængig kandidat, mens de to store gamle partier i koalitionsregeringen led voldsomme og bemærkelsesværdige nederlag. Det konservative folkepartis (ÖVP's) kandidat Andreas Khol og socialdemokraternes (SPÖ's) kandidat Rudolf Hundstorfer var nede på forsmædelige 11 procent af stemmerne. Resultatet heraf blev at den efterhånden mere og mere upopulære socialdemokratiske kansler Werner Faynmann valgte at træde tilbage som både kansler og partiformand. Han oplevede på partiets 1. maj møde i Wien simpelthen at blive buet ud. Hans efterfølger som kansler og partiformand blev den hidtidige direktør for de østrigske jernbaner Christian Kern, altså en managementtype. Det kniber i Østrig som andre steder med socialdemokraternes evner til at fastholde folkelig tilslutning.

Første runde var en ren katastrofe for de to store koalitionspartnere, og selvom van der Bellen var uafhængig og godt oppe i årene, så de naturligvis ikke anden udvej end at anbefale deres vælgere at stemme på ham hvis man skulle undgå den virkelige udfordrer fra Frihedspartiet som ny præsident. Bellen har tidligere været ret rabiat - og angreb fx Frihedspartiets leder Jürg Haider med fråde om munden da denne med en stor valgsejr i ryggen blev optaget som koalitionspartner i den konservative Schüssels regering i 2000. Og i kirkelige kredse er han fx blevet angrebet af ærkebiskoppen i Salzburg fordi han er tilhænger af fri abort. Men den grønne, storrygende mand er jo blevet ældre og var det mindste af to onder. Det er dog karakteristisk for fordelingen af stemmer ved sidste runde, at van der Bellen ikke alle steder kunne holde fast i dem der stemte på ham i første runde - helt modsat Hofer.

Slutresultatet kan kun ses som en voldsom protest mod de to gamle partier og dermed mod det etablerede politiske system og den flygtningepolitik der er blevet ført og som under Faynmann lå meget tæt på den tyske kanslers linje. Det var reelt den linje vælgerne gjorde oprør imod, men den massive kampagne mod Frihedspartiets ellers rolige og værdige kandidat og selve frygten for en forandring var udslaggivende. Van der Bellen har naturligvis lovet at ville være præsident for hele Østrig, og vil uden tvivl gøre sit bedste for at leve op til løftet, men det er givet at det ikke vil lykkes. Han har nemlig trods valgresultat folket imod sig, det vil sige den brede og stigende folkelige modstand mod EU og EU's flygtningepolitik og de gamle partiers uvilje mod at erkende de faktiske forhold og de uundgåelige følger af deres forsøg på at sikre sig ved at lave koalitionsregeringer der ikke kan væltes i valgperioden. Det er typisk for den nuværende situation at Frihedspartiets præsidentkandidat lovede vælgerne at udskrive parlamentsvalg, så sammensætningen kunne blive i overensstemmelse med folkets indstilling, mens van der Bellen ikke vil bruge denne beføjelse. Han gør i stedet opmærksom på at han aldrig vil godkende Frihedspartiets formand (Heinz-Christian Strache) som eventuel kansler!

Frihedspartiet vil naturligvis ikke sætte sig på hænderne til næste valg - og lade andre om at redde kastanjerne ud af ilden. Partiet vil gøre sig stærkest mulig gældende for at holde kritikken af EU's topledelse på højt niveau, i tråd med at det samme gælder i Tyskland, hvor AfD står stærkere og stærkere op til forbundsdagsvalget næste år, og i Frankrig hvor Marie le Pen til næste år har alle muligheder for at komme med i slutrunden af præsidentvalget.

Hovedproblemerne for Østrig er uændrede. Flygtningstilstrømningen er stadig for stor. Forholdet til Italien omkring grænsekontrollen (specielt ved Brenner-passet) er uløst. Begge de to store gamle partier - socialdemokraterne og konservative folkeparti - er voldsomt svækkede, men kan fortsætte deres koalitionsregering valgperioden ud, uanset folkestemningen.

Østrig er splittet så dybt som det ikke har været siden 2. verdenskrig. Europas leder i flertallet af EU-lande skal have åndet lettede op da det endelige valgresultat forelå. Men de gør nok klogt i ikke at glæde sig for tidligt.

Udviklingen i Østrig kan nemlig ikke vurderes isoleret fra andre landes. Den skal derimod ses i nøje sammenhæng med udviklingen i Tyskland og Frankrig og hele EU, hvor det overalt er flygtningetilstrømningen der medfører de selvsamme problemer: stigende uro, dyb krise og massive vælgervandringer.

I Tyskland har Alternativet für Deutschland (AfD) fået usædvanlig god vind i sejlene; kansler Merkel (CDU) er under stigende pres fra sine egne, og det samme er den socialdemokratiske formand Sigmar Gabriel, om hvem der forlængst går rygtet at han vil trække sig. Han er så upopulær som ingensinde - i modsætningen til partifællen udenrigsminister Steinmeier - men selvfølgelig går Gabriel ikke uden at han bliver tvunget til det, for han kan sidde trygt som vicekansler sålænge Angela Merkel holder! Koalitionen blokerer for ændringer.

I Frankrig går det dårligere og dårligere for præsident Hollande og hans regering, med stigende uroligheder i alle storbyer fra bandemiljøer og ghettoer. Ingen regner med at han kan genvinde posten som præsident næste år. Modkandidaten bliver den konservative Nikolas Sarkozy med det flossede ry, så Marie Le Pen fra Front National skulle nemt kunne blive valgt til anden runde. Og her kan man meget vel komme til at opleve et tæt løb mellem hende og den konservative topkandidat. Vinder sidstnævnte, fortsætter uroen og magtesløsheden.

EU kører videre under sin topledelse, Merkel, Tusk og Juncker samt parlamentsformand Schulze, og håber bare på at alt falder i lave af sig selv, selvom Merkel ændrede alt den 5. september med sine åbning af alle sluser for flygtninge fra Mellemøsten. "Vi klarer det" var hendes slogan dengang, men langsomt har hun meget mod sin vilje måttet acceptere at flere af EU's medlemslande i den sydøstlige ende har måtte skride til nationale lukninger af deres grænser, fordi de hverken vil eller kan tage mod en endeløs strøm af flygtninge, hvoraf under halvdelen flygter fra egentlig forfølgelse. Problemet er ikke at man ikke kan tage imod eller integrere et vist antal asylansøgere, men at antallet der kommer er alt for stort til at man praktisk, økonomisk og ikke mindst kulturelt kan klare opgaven, så man undgår uro.

I sin kvide har Merkel og EU-topledelsen bedt Tyrkiet hjælpe til med at begrænse flygtningstrømmen ved bl.a. at sørge for ordentlige flygtningelejre tæt ved Syrien, men præsident Erdogan er ikke en mand man kan stole på. Han har sin egen knaldhårde islamiske agenda, som vil ophøje ham selv til urørlig magthaver, islamisere Tyrkiet væk fra Kemal Türks sekularisering og demokrati, have adgang til EU, have penge for al hjælp og iøvrigt bare grine af os naive europæere. Ingen skal komme at sige ham noget på. Han er jo en 'hædersmand' at den type også Brutus var - ifølge Antonius (og Shakespeare).

Og nu står Storbritannien foran en folkeafstemning om sin forbliven eller exit fra EU. United Kingdom er formelt stadig en enhed, men reelt er det allerede delt på tværs af partier og landsdele. Vidt og bredt diskuteres det overalt i EU og USA hvad et eventuelt 'brexit' vil betyde af især økonomiske ulykker. Præsident Obama advarer briterne, og det samme gør nu rækken af forhenværende danske udenrigsministre. Et brexit vil da unægteligt også være et brud med hele tanken om et europæisk fællesskab, men den tanke har jo lidt allerstørst skade gennem EU-toppens systematiske unionisering og harmonisering af fællesskabet i årtier, og ikke mindst af kansler Merkels undergravning af Schengen-aftalen om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU. Det man ser bort fra er at fællesskabet naturligvis kun kan fungere optimalt, hvis man beskytter sine grænser udadtil og samtidigt bibeholder de enkelte nationers fulde suverænitet til at klare deres egne problemer. Lederne forstår simpelthen ikke den folkelige modstand mod hvad der foregår i Bruxelles.

Og så er det jo kun en bekræftelse at den internationale konference i Istanbul om det globale flygtningeproblem løber ud i sandet, dvs ud i pæne erklæringer der intet løser, men fortier grundproblemernes art. Og at det hele foregik i Erdogans Istanbul er næsten symbolsk. Hvilket herligt foto af den store forsamling af magtesløse magthavere!

G7-mødet i Japan er tilsvarende endt med pæne hensigtserklæringer, der ikke hjælper det mindste, slet ikke på Europas problemer.

EU er nemlig ikke større, end at der er behov for hjælp udefra til at løse problemerne. Og det får den amerikanske præsident Obama, Canadas premierminister Trudeau og Japans premierminister Abe da også at vide på G7-topmøde i Ise-Shima. EU står med tre gigantiske udfordringer, som alle presser sammenholdet i EU-samarbejdet: Flygtninge- og migrantkrisen, Storbritanniens mulige exit ud af EU-samarbejdet og endelig EU's anstrengte forhold til den store nabo i øst, Rusland. De første to problemer er nævnte i det foregående. Det sidste er af en helt anden type.

EU har troet på økonomiske sanktioner over for Rusland, men de udløber automatisk, hvis ikke EU-landene kan enes om at forlænge dem. Og det kniber. Sanktionerne gør godt nok ondt i Rusland, men de rammer også en række europæiske virksomheder – for eksempel kan dansk landbrug mærke sanktionerne og de russiske modtræk over for dem. Derfor argumenterer flere EU-lande for, at tiden måske var inde til en diskussion om en eventuel lempelse af sanktionerne overfor Rusland. Igen ser man slet ikke hvad der først og fremmest er galt med Ruslands-politiken, nemlig at EU støder Rusland fra sig i stedet for at søge et bedre samarbejde. EU er også her låst fast i gammel unionspolitik, gammel kold-krigs pollitik, gammel Nato-politik og gammelt forbund med et USA som vil noget andet.

Jo, ikke blot Østrig er delt. Hele EU er delt.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Valget i Østrig  (26.11.02.)

Sverigedemokraterna fældede Löfven og skærpede det store dilemma hinsidan  (6.12.14.)
Svenskernes illusioner brast  (18.9.14)
Græsk tragedie uden folkelig forståelse  (17.2.12.)