Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eukrise16l-brexit

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.6.16.

Briterne valgte DET STORE BRUD MED EU - stik mod premierministerens ønske

Torsdag den 23.juni 2016 stemte briterne ved folkeafstemningen om tilhørsforholdet til EU med ca. 52 % mod 48 % af de afgivne 33,5 mio stemmer for at forlade EU. Stemmeprocenten var 72,2 %, og det tages normalt som tegn på at vælgerne går ind for det etablerede systems politik, men her gik det lige modsat. Det officielle slutresultat forelå kl. 7.30, men efterhånden som delresultater kom frem, viste det sig at der generelt var flere der havde stemt "leave" end prognoserne havde vist. Slutresultatet var derfor klart længe før det officielle tal var opgjort. Skotland og Nordirland havde stemt "remain", og skotterne har straks krævet ny afstemning om uafhængighed af UK, men Wales og England stemte "leave"; i England var der dog klart flertal på 60 procent for et "remain" i London, der jo bogstaveligt talt er en international og multikulturel hovedstad, en metropol. Generelt var der også overvægt på remain-siden for de unge, for de 18-24-årige ikke mindre end 70 %. Men både det konservative regeringsparti og Labour var dybt splittede. Halvdelen af toryerne, inklusive halvdelen af partiets parlamentsmedlemmer stemte for et "leave", og ca. 30 % af Labourmedlemmer gjorde det samme.

Såvel valutamarkederne som aktiemarkederne reagerede prompte negativt på afstemningsresultat. Pundet dykkede mere end 10 %, så den britiske nationalbankdirektør hurtigt meldte ud at banken ville støtte pundet. Men iøvrigt blev der fra mange sider slået koldt vand i blodet på alle bekymrede vælgere, for Britain forlader ikke EU fra den ene dag til den anden, det er en så omfattende proces at den skønnes at ville tage et par år eller mere; proceduren - efter § 50 i traktaten - har aldrig været prøvet før, og der er et utal af detailspørgsmål der skal på plads. EU-toppen i Bruxelles satser ganske vist - for sin autoritets skyld - på at få sat gang i afviklingen omgående, men det er briterne ikke indstillet på. Cameron har tværtimod med sin bebudede tilbagetræden til oktober fået gjort det klart at der ikke komme noget udspil fra britisk side de første tre-fire måneder.

Premierminister David Cameron gik kl. ca. 9.20 frem til sin officielle erklæring på Downing Street 10 og tilkendegav sin skuffelse, men også sin fulde respekt for resultatet. Og overraskende nok bebudede han allerede her sin afgang som formand for det konservative parti på partikongressen til oktober. Han mente ikke han ville være den rette til at føre de langvarige forhandlinger om Storbritanniens praktiske exit. Og det må man nok give ham ret i.

Cameron erklærede at han havde kæmpet for det han mente og troede på, men befolkningen havde mente noget andet - og det måtte respekteres i et demokrati. Han var synligt bevæget, da han til sidst i talen pointerede at han hele vejen igennem havde kæmpet for Storbritanniens sag. Og det er der ingen grund til at tvivle på, men når kritikken alligevel vil ramme hans person og eftermæle ret hårdt, skyldes det selve ideen med at udskrive en folkeafstemning om en så kompliceret sag som det mere end 40 år gamle tilhørsforhold til EU. Man kan jo kun sætte kryds ved enten ja eller nej, og så enkelt er det ikke for ret mange mennesker, hverken i UK eller andre steder.

Nogle mener at Cameron dermed reelt gamblede med Storbritanniens skæbne, men det forekommer at være en unuanceret vurdering. For kritikken af ham ved udløbet af forrige valgperiode var blevet så stor netop omkring EU, at han kun så den udvej forud for valget at love en genforhandling om UK's aftale med EU og derefter udskrive en folkeafstemning om forhandlingsresultatet senest i 2017. Og til alles overraskelse vandt han valget i maj 2015 med absolut flertal (der ikke mindst skyldtes at den daværende Labour-leder Ed Miliband faldt totalt igennem). Cameron fik forhandlet en aftale på plads med Juncker og Merkel i februar i år. Den var langt fra tilfredsstillende, så han mødte hård kritik af den samlede engelske presse og i store dele af sit eget parti. Men han holdt fast i datoen for folkeafstemningen 23. juni - og dette blev en fatal fejlbedømmelse. For i mellemtiden havde alle europæere fået øjnene op for hvad kansler Merkels åbning af sluserne til de nye massive flygtningestrømme fra Mellemøsten betød. Modstanden mod den nye migration tog til - og tippede forholdet mellem EU-tilhængere og EU-skeptikerne overalt i EU, så resultatet af folkeafstemningen blev helt uberegneligt. Den blev et så markant nej til Merkel og Juncker at Cameron havde gjort klogt i at udskyde afstemningen i det mindste et års tid.



Allerede i februar havde den tidligere konservative borgmester i London Boris Johnson "efter svære overvejelser" besluttet at støtte 'Forlad EU'-kampagnen, fordi han ville have "en bedre aftale for folk i dette land for at spare penge og tage kontrollen tilbage". Uafhængighedsbevægelsen Ukip, der trods en vælgertilslutning på over 12 % kun havde fået et enkelt sæde i parlamentet, så den store chance for at gøre sig gældende, mens Labours leder Jeremy Corbyn var forbløffende svag på ja-siden. Han indkasserede et nyt sviende nederlag og var derfor meget fåmælt bagefter. I første omgang udsendte han kun en erklæring på twitter. Siden sagde han at han havde gjort hvad han kunne for at få folk til at stemme "remain". Kritikken mod ham i partiet er allerede i fuld gang, men kilder der står ham nær har bedyret at han ikke har tænkt sig at trække sig som partiformand. 140.000 friske støtteerklæringer holder ham oppe!

Boris Johnson var meget afdæmpet og syntes allerede tynget af et stort ansvar da han trådte frem på sin bevægelses pressemøde sammen den konservative justitsminister Michel Gove der også var modstander af Camerons aftale. Johnson begyndte med at rose den tabende premierminister: Jeg har kendt David Cameron i meget lang tid, og jeg mener, han har været en af de mest usædvanlige politikere i vores tid. En modig og principfast mand, lød det blandt andet.

Johnson prøvede at berolige alle dem der havde stemt for forbliven i EU: Reaching out to those who voted for the UK to remain, particularly young people who are thought to have backed staying in, he said the UK would still have a strong voice in global affairs as an economic powerhouse and a compassionate and open-minded nation.

Han understregede at United Kingdom ville forblive forenet og europæisk: "To those who may be anxious, whether at home or abroad, this does not mean that the United Kingdom will be in any way less united, nor indeed does it mean that it will be any less European... that this decision involves pulling up a drawbridge or some sort of isolationism - I think the opposite is true. We cannot turn our backs on Europe. We are part of Europe."

Og han sluttede med af fastslå at "While the EU was a noble ideal for its time" it "was no longer right for this country". "We can find our voice in the world again, a voice that is commensurate with the fifth-biggest economy on Earth," he said. "I believe we now have a glorious opportunity: we can pass our laws and set our taxes entirely according to the needs of the UK economy."

Da Michael Gove trods sin ministererfaring hverken i egne eller andres øjne har format til at blive ny premierminister, er Boris Johnson egentlig selvskreven, men mange i partiet kan ikke lide den folkelige og populære, fhv. London-borgmester, der jo faktisk også gik imod London-flertallets ønsker. Der findes andre kandidater - bl.a. to kvindelige ministre - men det bliver en vanskelig tid for det konservative parti. Og Boris Johnson vil se sølle ud hvis han fralægger sig ansvaret.



Den første udtalelse fra Ukips partileder Nigel Farage kom ret tidligt om morgenen, hvor han stolt erklærede at den 23. juni vil blive husket som "vores uafhængighedsdag". Lidt senere sagde han i partiets hovedkvarter - i helt selvfølgelig glæde og stolthed: "Dagen gryr for et uafhængigt Storbritannien. Hvis forudsigelserne holder, så vil det være en sejr for rigtige mennesker, en sejr for almindelige mennesker, en sejr for anstændige mennesker. Vi har kæmpet mod de multinationale, mod de store kommercielle banker, mod storpolitikken; vi har kæmpet mod løgne, korruption og bedrageri; men i dag - tror jeg - vil anstændighed, ærlighed og tro på nationen vinde. -

Fremhævelserne er mine egne; de skal tjene til at påpege hvor meget anstændigheden betyder for Farage. Men det må siges at DR sløsede med oversættelsen af sidste sætning, for Farage's "believe in nation" blev oversat til 'nationalfølelse' og det er altså ikke helt det samme. Men det er typisk for medier og kommentatorer at man gerne snakker om EU-skeptikernes nationalfølelse og andre følelser - uden tanke på at deres skepsis har en langt bredere grund i forankringen i nation, sprog, historie og suverænitetshåndhævelse end det man normalt kalder følelser og hvoriblandt naturligvis også er sådan noget som nostalgi eller nationalromantik.

Men det er just fejlen i den gængse bedømmelse af den herskende EU-skepsis at den fejer den af som følelser af romantisk art - uden at gøre sig klart at den dybeste forankring i menneskets 'tro på nationen' i alle folk og i alle kulturer hænger nøje sammen med det at være ansvarlig for sin nation (eller territorium) og derfor også ansvarlig for grundliggende suverænitet over den. Omvendt er tendensen at man gør tilhængernes holdning til resultatet af en rationel overvejelse, skønt alle og enhver véd at politik, økonomi, kunst og kultur er langt mere end rationalitet og aldrig nærmer sig objektiv videnskab. Irrationaliteten kommer nødvendigvis altid ind i sagen, fordi alt der har med mening, kvalitet, helhed og sammenhæng i den store målestok og den store psykiske dybde er af irrationel karakter og simpelthen er udslag af vore psykiske primærprocesser. 'Følelser' indgår naturligvis i disse fænomener - ikke mindst det man normalt kalder 'emotioner', dvs. skiftende stemninger eller sindsbevægelser (herunder primærfølelser som vrede, frygt, glæde, bedrøvelse, interesse, overraskelse, afsky og foragt). Disse spiller bestemt en stor rolle, fordi det er dem reklamen og populismen spiller på. Men man tager fuldstændigt fejl af det politiske spil hvis man tror det hele kan reduceres til reklame, propaganda og populisme.


Engelske aviser lægger naturligvis ikke skjul på de blandede følelser og tanker ved det britiske exit:

The Daily Mail glæder sig over udfaldet. Avisen beskriver sejren til EU-skeptikerne som "de stille menneskers oprør over for en arrogant politisk klasse, der ikke har forbindelse til vælgerne, og en foragtelig elite i Bruxelles".
The Guardian, der havde opfordret briterne til at forblive i EU, skrev: - Konsekvenserne af vælgernes svar er allerede begyndt at forme Storbritanniens fremtid på en alvorlig og potentielt farlig måde, skriver avisen og konstaterer: - Storbritanniens plads i verden må nu gentænkes.
Daily Mirror, der også bakkede op om fortsat medlemskab, nøjes på forsiden med at spørge: "Hvad fanden skal der nu ske?".

Og dagen derpå talte medierne også om briternes "tømmermænd". Mange vælgere skal være vågnet op med ubehag ved afgørelsen og skal have fortrudt deres egen stemmeafgivning: de ville nok protestere mod Bruxelles, men troede ikke at så mange ville gøre det! Men det kan nu engang ikke laves om. Det er en højtidelig demokratisk afgørelse som Storbritannien må leve med på godt og ondt de næste 4-6 år, og som utvivlsomt vil give overraskende store og ubehagelige problemer, fordi der i første omgang er skabt stor usikkerhed om det videre forløb.



Og det første man kan konstatere er da også at kommentarerne fra hovedkvarteret (om man vil "førerbunkeren") i Bruxelles er ret entydige i deres fastholden ved centralstyringen som det rette princip. Både EU-præsident Donald Tusk, kommissionsformand Jean-Claude Juncker og EU-parlamentets formand Martin Schulz har været ude og melde, at afgørelsen er uigenkaldelig. Nu må briterne se at komme ud af EU i en fart, og den tilbageblevne hovedstamme må se at holde sammen.

Den tyske udenrigminister Frank-Walter Steinmeier var i et længere interview med ZDF fredag aften lidt mere nuanceret, fordi han også pointerede nødvendigheden af reformer inden for EU.

Men Tusk bebudede fra starten fredag morgen at han ville indkalde til et særskilt topmøde allerede mandag hvor Cameron ikke ville få adgang. Så kunne de 27 andre lande i fred drøfte hvordan man skulle gribe brexit-proceduren an. Og lørdag har der været møde mellem udenrigsministrene fra de oprindelige Romtraktakt-lande, dvs Tyskland, Frankrig, italien og Benelux, og dét dokumenterer i sig selv at toppen i Bruxelles ønsker at fastholde centralismen, nøjagtigt som i sin tid både franskmanden Delors og portugiseren Barroso gjorde, og som Juncker himself er nærmest født til. Jean-Claude Juncker er systemets mand, og er kendt som en 'mørkets fyrste' der først og fremmest laver kompromiser bag lukkede døre og ikke har store visioner om Europas fremtid. Premierminister David Cameron har tidligere sagt om denne Juncker at han har brugt hele sit arbejdsliv på at "øge Bruxelles' magt og reducere nationalstaternes indflydelse". - Og det gør det naturligvis ikke bedre at manden er ved at blive gammel og træt, hører dårligt både fysisk og åndeligt - og drikker for meget.



Danmarks statsminister siden juni 2015 Lars Løkke Rasmussen havde indkaldt til særskilt pressekonference kl. 9 i statsmininisteriet og sagde med udenrigsminister Kristian Jensen ved sin side at dagen var en trist dag, men at Danmark ville forblive i EU og arbejde for sammenhold mellem de 27 lande der forblev i EU. Danmark ville i de kommende forhandlinger arbejde for sine egne interesser - og ikke for Storbritanniens. "Danmark hører til i EU. Jeg opererer ikke med, at vi skal have nogen folkeafstemning om det grundspørgsmål."

Dette blev vel at mærke sagt inden Løkke eller nogen anden havde hørt hvad Cameron ville sige. Det er i mine øjne i allerhøjeste grad en uforskammet opførsel, der viser Løkkes manglende statsmandskløgt. Og iøvrigt var en gentagelse af hvad han tidligere har præsteret i forhold til de øvrige partiers ledere. Men det centrale er naturligvis at opportunisten Lars Løkke ikke har tænkt sig energisk at gå i brechen for reformer i EU, skønt det er det der er brug for, og det den danske folkeafstemning i december viste et meget stærkt folkeligt ønske om.



Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl glædede sig i et tidligt interview på DR2 over at den markante EU-skepsis i Storbritannien kom så klart til udtryk. Senere kaldte han det "fantastisk modigt efter vi har set en valgkamp, hvor man har fortalt briterne, at alt ville gå galt. De ville blive fattigere, skatterne ville stige, og de ville ikke have et sundhedssystem. Man har virkelig gjort alt, man kunne, for at skræmme dem fra at stemme for et "Brexit", og så gør de det alligevel."

- Resultatet bunder i en dyb skepsis over for EU. Men et eller andet sted ligger EU, som de har redt. Man har ikke taget bestik af stemningen i befolkningerne, hvor man mener, at EU bestemmer for meget.
- Nu går der et intensivt arbejde i gang med at finde en aftale mellem EU og Storbritannien. Det vil der nok gå et par et år med, og der mener jeg, at Danmark bør presse på, at Storbritannien får den bedst mulige aftale. Den aftale, der så kommer ud af det, vil det være helt naturligt at spørge den danske befolkning om, om de vil have sammen med briterne.

Hvorfor så ikke gå hele vejen selv så? - ”Der er forskel på Storbritannien og Danmark. De er Europas næststørste økonomi og er et meget betydningsfuldt land. Det har en lidt anden vægt i EU, end Danmark har... Derfor har vi en interesse i at presse på for at give briterne den bedste mulige aftale. Og så kan vi få en folkeafstemning, når vi ved, både hvad vi har nu, men også hvad vi ville kunne få."

Thulesen Dahls største problem er og bliver imidlertid at han holder hånden over Lars Løkke Rasmussen.



To tidligere EU-kommissærer har udtalt sig til Politiken.

Ritt Bjerregaard (S) er ærgerlig over resultatet og ser det primært som udtryk for højrenationale bevægelsers modstand mod EU. Det fjerne EU er blevet symbolet på alt det der giver de ældre frygt og angst, men mange oplever også en større og større ulighed i EU.

Connie Hedegaard (K) finder også brexit trist i en tid hvor EU står over for store udfordringer med terrorisme, økonomi, indvandring og klima. Problemerne forsvinder ikke med udtræden af EU. Opgaven for EU er nu at forstå det signal der blev sendt.

Nuværende EU-kommissær Margrethe Vestager har ladet sig interviewe til Berlingske. Hun taler langsommere end normalt, hedder det, og stemmen er tydeligvis påvirket af, at det her er en begivenhed, der rammer dybt. Men Berlingske har valgt overskriften: »Det er mærkeligt, at man kan tale grimt om EU uden at tale grimt om sig selv«. Og det er en besynderlig påstand.

Margrethe Vestager ses som en politiker der har en fast tro på EU som et projekt der sikrer fred og velstand. Derfor er brexit for hende uden tvivl den sorteste dag i EUs historie. »Det største, jeg har oplevet, var, da Muren faldt, da Tyskland blev forenet, og EU blev udvidet med østlandene. Tre fantastiske tegn på viljen til at løse problemer, der var større end en selv, og gøre det sammen. Og så har vi så fået den britiske folkeafstemning i den anden skål. Det er lidt for skelsættende,« siger hun og stiller selv spørgsmålet: Og er det tid til selvransagelse for EU-Kommissionen, der for mange fremstår som en maskine, der fra Bruxelles altid presser på for mere EU?

Vestagers svar lyder: »Der er to ting, som bør ske. Det første er konkret at skabe mulighed for forandring i folks hverdag. Jeg tror, at det, der splitter allermest, er frygten for, at hvis man mister sit arbejde, så kan man ikke få et nyt, at man ikke kan forsørge sin familie, og at man ikke kan se ens børn komme godt i vej. Den anden ting er, at vi holder op med at sige, at alt er EUs skyld. Det er mærkeligt, at man kan tale grimt om EU uden at tale grimt om sig selv, for EU er hverken mere eller mindre end os selv.« - Det sidste kan vanskeligt bestrides på rent logisk plan, men det er jo som så meget andet fra kommissionens og systemets side mundsvejr. Hel brexit-debatten og hele EU-krisen drejer sig de facto om en dyb mistillid mellem systemet eller den over alle ophøjede elite i Bruxelles på den ene side og folket eller ganske almindelige mennesker af kød og blod i de enkelte lande på den anden side, og dette sidste store, helheds- og sammenhængsbærende kollektiv af vidt forskellige mennesker og meninger har både begge ben på jorden og en løbende diskussion og refleksion i gang. Så de er i deres gode ret til at kritisere og fravælge den Bruxelles-elite der ikke interesserer sig for deres skæbner, men i deres naivitet tror de kan løse problemerne med topstyring - i stedet for nede hvor man har ansvar for tingene.



Uden for partierne er det værd at bemærke udtalelser fra kommentatorer som Marlene Wind, Kasper Støvring og Lars Seier Christensen.

Den trofaste EU-tilhænger Marlene Wind imponerede mig dybt på valgaftenen på DR2 fordi hun røbede at hun faktisk - pr. ren mavefornemmelse - forudså et flertal for brexit, og hun hævder til Politiken at briterne har kastet ikke bare deres eget land, men også EU ud i fuldkommen kaos og uvished, der er særligt bekymrende for de yngre briter og for erhvervslivet. Leavekampagnen har absolut ingen plan. Alt er forvirring..... Hendes forventning er derfor at briterne inden for to år vil stemme igen og i anden omgang sandsynligvis stemme komfortabelt ja til at fortsætte i EU. - Og det kan skam ikke udelukkes. Sagen er jo blot at EU ikke vil være det samme om to år!

Forfatteren Kasper Støvring kalder brexit mestendels godt nyt, EU har fået endnu et hårdt, velfortjent slag der forstærker EU-krisen. Men han frygter bl.a. at de føderalistiske og socialistiske bestræbelser i Europaparlamentet vil blive styrket, og at afstemningen i det hele taget ikke får reelle konsekvenser.

Bankmanden Lars Seier Christensen kalder det en fantastisk mulighed for at få redefineret et EU der er kørt helt af sporet. Arrogancen og truslerne (fra Bruxelles) virker modsat, og Bruxelles har nu et massivt problem.... Hvis ikke Bruxelles forstår signalet denne gang, er det slut inden for få år....



Kommentarerne fra bekymrede kulturfolk har der været mange af. De fleste er jo internationalt kendte og engagerede mennesker der trives fint på bonede gulve og røde løbere eller for nogles vedkommende på fodboldbanernes grønsvær, og man forstår deres bekymring. Men jeg finder dem ikke seriøse. De skal såmænd nok klare sig uden at EU bliver ved at være topstyring og ensretning

En af de morsommere kommentarer kommer fra den anerkendte og udmærkede britiske forsker Timothy Garton Ash (erklæret liberal agnostiker): "Europa kan synke tilbage i barbari". Han bryder sig ikke om at "populistiske eliter der giver 'eliten' skylden har virkelig stor folkelig gennemslagskraft. - Allerede formuleringen af denne sætning afslører at den gode og vidende mand intet fatter af den dybe folkelige modstand mod eliten i Bruxelles. Men Politiken giver ham skam spalteplads til at jamre videre søndag i en usædvanlig kronik der starter på debatsektionens forside. Hovedpointen synes at være at Timothy Garton Ash føler sig hensat i et ulideligt dilemmma som både brite og europæer. Og det er han næppe ene om. Men sagen er jo faktisk at det at være europæer bestemt ikke er det samme og aldrig har været det samme som det at være underlagt en elitær topstyring fra Bruxelles. Gid det dog snart ville gå op for alle europæiske jammerkommoder!



Helhedsrealistiske kritik af EU-toppen i Bruxelles

Brexit-debatten i Storbritannien har - som jeg skrev i min artikel 23.6. Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - afsløret ikke blot splittelsen i Great Britain på tværs af parti-, social- og aldersskel, men også EU-toppens totale mangel på vilje til at erkende én gang for alle at EU-landene ikke vil have mere topstyring, men tværtimod ønsker et fornuftigt og begrænset samarbejde mellem suveræne stater. Givet er EU står over for et vendepunkt i sin udvikling. Det reelt afgørende er nemlig at befolkningerne har fået nok af mere topstyring, og at befolkningerne ikke bliver stillet tilfredse uden at Merkel går af som kansler i Tyskland og Juncker som kommissionsformand i Bruxelles.

De har ikke forstået at når en stor institution når et stadium med krise på krise, så bliver den nødt til at finde tilbage til det kaosteoretikerne kalder "stor følsomhed for begyndelsestilstande", dvs til et punkt hvor der på åben og kreativ vis kan skabes nye rammer. I stedet har EU-lederne spillet falsk spil. De har først og fremmest bevæget sig længere og længere væk fra folkene, de almindelige mennesker i de almindelige suveræne nationalstater. De flotte og kæmpemæssige bygningskomplekser med de endeløse gange, kontorer og mødesale er i sig selv et voldsomt vidnesbyrd om at alt er løbet op i decideret aristokratisk arrogance, elegance og prestige - på samme måde som store private erhvervsvirksomheder der når pensionsalderen og seniliteten og ubevidst tror de kan skjule det med pragtbygninger og bonusser.

Det må og skal derfor understreges at krisen i EU også er blevet en decideret kulturkrise på grund af EU-toppens bevidste stræben mod topstyring plus den faktiske flygtningekrise der kom af en enkelt fatal og egenhændig beslutning fra den tyske kanslers side i september 2015.

Hverken EU-toppen eller EU-landenes egne, endnu delvis suveræne regeringer vil indse:

at oplysningen om magtfordeling, folkeligheden kontra eliten halter gevaldig
at æstetiseringens forsøg på at holde den etiske og folkelige refleksion ude fra økonomi og politik ikke dur
at retorikken fejler totalt, fordi den er smal og snæversynet og alene måles på succeskriterier
at mødet mellem folk og politikere (inklusive Folkemødet på Bornholm) drukner i ren og skær entertainment
at den ægte og ansvarlige kreativitet skal generobres gennem frihed, tillid og lokal forankring
at alvoren skal tilbage som nødvendig modvægt til legen, ikke i moralistisk udgave, men derimod som bevidst ansvarlighed for helheden og kulten
at konsistensetikken der ser på overvægten af det gode i det lange løb må bevidstgøres, så forskellen mellem godt og ondt kommer til at stå lysende klart.



Vejen frem for EU og Europa efter briternes formelle nej til fortsat fuldgyldig tilknytning til EU kan umuligt reduceres til en hurtig britisk exit der sletter al tilknytning og al medbestemmelse, så Storbritannien fx - som truslen har lydt - bliver ringere stillet end Norge og Schweiz. Det kan for det første ikke lade sig gøre i praksis, da der er så mange detailspørgsmål der skal tages stilling til og så mange praktiske ting som handel, toldsatser, pas og andet som skal finde nye løsninger før de eksisterende kan ophøre. Den britiske regering og andre regeringer vil få nok at se til. Hverken embedsmændene eller erhvervslivets ledere kommer på ferie foreløbigt. Men hvis fornuften skal bevares, så burde alle bestræbe sig på at finde en løsning som både Storbritannien og EU kunne blive mere tilfredse med end den hidtil bestående.

Derfor er det nødvendigt at få gang i en dybtgående reform af hele EU-systemet. Og den burde alle EU-landes nationale regeringer engagere sig i med fuld styrke. Det vil imidlertid kræve at de holder op med deres hidtidige opportunisme og selvtilstrækkelighed - som vores egen statsminister er det typiske, men foruroligende eksempel på - og i stedet for retter en kritik mod toppen i Bruxelles, herunder navnlig en uduelighed som Jean-Claude Juncker. Uden et dybt og radikalt opgør med selv elitens gamle, hårdnakkede centralistiske stræben kommer reformerne aldrig. EU-krisen vil fortsætte og forværres. Og derfor er det fortsat kun stærke folkelige bevægelser der kan gøre udslaget.

Ejvind Riisgård



Tillæg om selve valgresultatet:

Samlet resultat af folkeafstemningen den 23.6.16. om Storbritannien tilhørsforhold til EU:

51,9 procent har stemt »leave« (17,4 millioner)
48,1 procent har stemt »remain« (16,1 millioner)
Stemmeprocent: 72,2

Men variationerne var store i United Kingdom, især var der stort flertal for at blive i EU i såvel Skotland som Nordirland.

Resultatet for England:
53,4 procent har stemt »leave« (15,2 millioner)
46,6 procent har stemt »remain« (13,3 millioner)
Afgivne Stemmer ialt: 28,5 mio
Stemmeprocent: 73,0

Resultat for London:
Blive i EU: 59,9%
Forlade EU: 40,1%
Antal stemmer: 3.776.751 (godt 13 % af engelske stemmer)

Skotland:
62,0 procent har stemt »remain« (1,66 millioner)
38,0 procent har stemt »leave« (1,02 millioner)
Stemmeprocent: 67,2

Wales:
52,5 procent har stemt »leave« (854.572)
47,5 procent har stemt »remain« (772.347)
Stemmeprocent: 71,7

Nordirland:
55,8 procent har stemt »remain« (440.437)
44,2 procent har stemt »leave« (349.442)
Stemmeprocent: 62,9



Links:

Den britiske regerings officielle hjemmeside
The Conservative Party (David Cameron)
Leave-EU-bevægelsen (Boris Johnson/Michael Gove)
Ukip - UK Indenpendant Party (Nigel Farage)
Labour Party (Jeremy Corbyn)
SNP - Scottish National Party (Nicola Sturgeon)
BBC News
The Guardian
The Times
The Sun
EU-kommissionen



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' (kr. 50) om to af forrige århundredes største kulturpersonligheder, den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der begge gjorde ubarmhjertigt og utvetydigt op med den bestående europæiske kultur og dens fatale dualisme.

'Bohr og komplementariteten' (kr. 50) indenholder essayene om Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser, Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.), Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11) - i lettere opdaterede udgaver.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 50) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

EU ændres uundgåeligt, uanset Storbritanniens exit eller forbliven  (21.2.16.)
David Cameron suveræn vinder af det britiske valg  (10.5.15.)
Thatcherismen og al anden gammel ideologi er død  (18.4.13)
Cameron rejser afgørende EU-debat   (26.1.13.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Labour forlader den tredje vej  (27.09.10.)
Storbritanniens nye redningspakke Cameron/Clegg  (14.5.10.)



Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)
Østrig lodret splittet ved præsidentvalget  (27.5.16.)
Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2)
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (11.5.16.)
Alternativet für Deutschland vækker både bekymring og uforstand   (8.5.16.)
Tolerance forudsætter både frihed og værn af frihed   (30.4.16.)
Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
Erdogan laver ramasjang i forholdet til Tyskland på grund af en satire  (16.4.16.)
EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)



Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)
Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne  (7.12.15.)
Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union  (28.11.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Grækenland får forlænget sit tålte ophold i euroen lidt endnu,
men eurogruppen magter ikke udfordringen
  (19.7.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)



EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)
EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester   (30.6.14.)
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Thatcherismen og al anden gammel ideologi er død  (18.4.13)
Nobels fredspris til EU en fejltagelse  (21.12.12.)
EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)



Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal