Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - homoludens2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.5.16.

Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2)

om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg

Johan Huyzinga gør selv opmærksom på at det umiddelbart ser ud som om rettens, lovens og retshåndhævelsens område ligger meget langt fra legen. Den dybeste alvor og den enkeltes såvel som samfundets vitale interesser behersker jo alt hvad der hedder lov og retspleje. Men et slægtskab mellem leg og retspleje ses efter hans mening allerede af at konkurrencemomentet i høj grad karakteriserer rettens faktiske udøvelse, dvs selve rettergangen, uanset hvad rettens ideelle grundlag end måtte være. Det skal konkret forstås som følger:

Rettens udøvelse finder sted på et tingsted. Hvert sted hvor der fældes dom er en indviet plads som er adskilt fra den almindelige verden. Dommerne træder ud af det almindelige liv før de afsiger dommen. De hyller sig i en lang romersk tunika (kaldet talaren: en embedsdragt der når til anklen) eller sætter en paryk på hovedet. - Parykken har dog aldrig i Danmark været brugt som et specifikt tegn på dommerværdighed; man fulgte blot i 1600-tallet og 1700-tallet den generelle parykmode. - Det spiller ind at retsvæsenet i Europa i høj grad har rødder i Romerriget og Romerretten, og at det blev afgørende for anerkendelsen af denne ret i de forskelige lande at den fra og med oprettelsen af Det Tysk-romerske Kejserrige (år 800 hundrede) ansås for at være en kejserret, altså af allerhøjeste autoritet på daværende tidspunkt.

Retsprocessen beherskes endvidere af et system af faste regler som kan betragtes som et velordnet spil mellem modsætninger (de er antitetiske). Processen kan desuden betragtes som et hasardspil, men også som et kapløb eller en strid på ord. Rettergangen er en strid om ret og uret, om tab og vinding. Den rene agonale idé (tanken om at tabe eller vinde) overskygger den etisk-juridiske tanke om at processen drejer sig om ret og uret. - Den uheldige side heraf ses navnlig i amerikanske retsprocesser, hvor det ofte er aldeles afgørende for en retssags udfald om forsvareren er bedre end anklageren ikke bare som jurist (der er hjemme i paragrafferne), men i høj grad også som taler, udspørger og argumentator, og dette afspejles naturligvis i advokathonorarerne. Det er velkendt at der gennem tiderne er sket uhyre mange justitsmord i USA. Bl.a. har de nye dna-test kunne dokumentere at mange mennesker der har været dømt for mord for tyve eller tredive år siden har vist sig at være uskyldige. - Den komiske side af advokaternes eller prokuratorernes forsøg på at overgå hinanden i veltalenhed havde Ludvig Holberg et godt øje til, jf. fx 'Den politiske kandestøber'.



Huyzinga kommer ind på at der i de germanske folks overlevering flere steder kan iagttages en primitiv sammenhæng mellem ret, lodkastning og hasardspil. Loddet eller styrkeprøven kan i sig selv udtale den endelige dom, fordi rettens udøvelse ligesom gudernes dom (!) har deres rod i en tradition for agonal afgørelse.

Mange steder har selve domsforhandlingen fundet sted i legens form. Fx hos eskimoerne og andre stammer med deres trommesang, drum-match, drum-dance, song-contest. Under trommekampen kender disse stammer overhovedet ikke til retsprocedure. Trommekampen (eller tilsvarende) er den eneste måde hvorpå en uenighed kan afgøres, og den eneste måde hvorpå en offentlig dom i sagen kan 'afæskes' (afkræves). Man har altså her ifølge Huyzinga at gøre med en kulturpraksis der udfylder retsplejens funktion i en helt igennem agonal form, og som på samme tid i bogstaveligste forstand er leg.

Også folkesjælen 'leger med', men i en langt dybere betydning end det en forsker har kaldt 'humor i retsplejen' og som han antog som folkesjælens frie påfund. Legen er nemlig fyldt med en alvorlig betydning. Og dermed rejser Huyzinga spørgsmålet om hvor grænsen går mellem leg og alvor når det gælder retsplejen. Og det svarer han egentlig ikke rigtigt på. Dybest set har jo også den frie humor en alvorlig side.



Kritik (1) ang. retsbevidsthed og retsfølelse.

Ifølge Encyklopædien står 'retsfølelse' for den almindelige retsbevidsthed, dvs befolkningens holdning til hvad der retligt set er rigtigt og retfærdigt. Det slås fast at forskellige grupper i befolkningen dog kan have meget forskellige opfattelser af hvordan retten bør udformes og anvendes. Men det hedder også - temmelig intetsigende eller tautologisk - at retsfølelsen spiller en rolle for befolkningens holdning til ret og retsanvendelse. Artiklen kommer ikke ind på fænomenets psykologiske side, på trods af at der dog er tale om en 'følelse' af en eller anden art.

Slår man op under artiklen om retssociologi kan man derimod finde den meget mere relevante oplysning, at tilhængerne af noget der hedder 'retlig pluralisme' fra 1990'erne har kritiseret den traditionelle juridiske opfattelse af moderne ret som en formel ret. Denne er primært baseret på lovgivning der kan fremstilles som en systematisk sammenhængende national enhed i et retssystem, men den i praksis fungerende ret består ikke mindst af en række uformelle retsnormer der undertiden er i strid med den formelle ret.

Med andre ord er der forskel mellem formel (juridisk) ret, som kan behandles rationelt og systematisk, og en række uformelle retsnormer, som er vanskelige eller umulige at definere og behandle eksakt, men ikke desto mindre fungerer i praksis med stor effekt. Retsfølelsen er naturligvis den væsentligste del af disse uformelle retsnormer - og der er faktisk ikke meget at undre sig over, blot man går en smule psykologisk tilværks. Men det har retsfilosoffer og mange andre kloge hoveder desværre forbandet svært ved.



Kort og godt er der tale om at de formelle retsnormer (juraen) alle ligger på det rationelle plan af den menneskelige tænkning, den som er styret af de såkaldte 'sekundærprocesser', der er kendetegnet af relativt svage, men stabile tanker og følelser. De kan udformes med største systematik og præcision, fordi de er stabile - og at de er svage, vil kun sige at de ikke vækker stærke emotionelle følelser. Nøgternheden og den sunde fornuft kan bevares. Jf. artikel om De psykiske grundprocesser.

De uformelle retsnormer ligger derimod overvejende på det irrationelle plan af den menneskelige bevidsthed, den som er styret af 'primærprocesserne', der igen er kendetegnet af intense, men ustabile tanker og følelser. De kan ikke defineres eller præciseres, men beror på skøn og fornemmelser. Men ingen er i tvivl om at de er der, for vi har alle disse umiddelbare fornemmelser af om noget er rigtigt eller forkert, retfærdigt eller uretfærdigt, rimeligt eller urimeligt. Derfor er der mange eksempler på at folk reagerer skarpt på domsafgørelser de finder forkerte (fx. for milde domme for voldtægtsforbrydelser). Retsfølelsen er simpelthen summen af befolkningens uformelle og irrationelle retsnormer, og derfor er den svær at få fat på for såvel filosoffer som jurister, fordi disse helst vil holde sig til det formelle og rationelle. Men medierne har ubesværet fat på den ligesom politikerne og ganske almindelige mennesker.

Når kloge og forstandige mennesker advarer mod at lade følelser og stemninger influere på konkrete domssager eller lovgivningen (eksempelvis voldtægtssager), så har de naturligvis gode grunde til det, for domspraksis og lovgivning bør være hævet over den tilfældighed der ligger i følelsesmæssige udsving, herunder lynchstemninger, medieskabt hetz eller politisk-demagogisk ophidselse. Retsfølelsen er mere end sådanne tilfældige stemninger. Den er også en over tid mere stabil grundfornemmelse for ret og retfærdighed, og dette ligger i at den dybest set er en del af den kollektive ubevidsthed og dermed et resultat af udvekslingen af uformelle, irrationelle og oftest ubevidste følelser og tanker.

Når Huyzinga med rette gør gældende at der indgår et stærkt legeelement i retsplejen i alle kulturer, så må det understreges at det primært gælder den formelle juridiske dyst om at vinde en sag, og ikke om at sikre højst mulig overensstemmelse mellem den juridisk ret og den almindelige retsførelse. Dommerne kan spille deres spil så godt de overhovedet kan (og i et demokrati som det danske gør de sig stor umage), men dette kan aldrig i sig selv sikre retsfølelsen. I visse tilfælde må man sige tværtom: jo mere dommerne i deres adfærd i retssalen - som de skal og bør - hæver sig over rettens parter i upartiskhed, jo mere risikerer de at støde den tabende part fra sig. Eksempelvis har bandemedlemmer simpelthen ingen respekt for retten eller dommerne. Det hænder ofte at de udvises af retslokalet på grund af deres opførsel, fx vulgære ringeagtsytringer mod dommerne.



Et helt andet forhold - kritik 2 - er at juridisk ensidighed og magtbegær kan være ødelæggende for retsvæsenet, ikke mindst hvis de som i vore dage udfolder sig i overstatlige organer der har som styrende målsætning at lade mere og mere af landenes nationale suverænitet overgå til en central instans, således som det har været tilfældet med EU siden unionstanken greb om sig - i klar modstrid med en oprindelige tanke om et 'Fædrelandenes Europa'. Jf. artiklen Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.).

Det er et fænomen som den vise kulturhistoriker Johan Huyzinga af gode grunde ikke kunne forholde sig til i 1938, men som nu i det nye årtusinde af mærkelige omstændigheder som flygtningekrisens opståen og eskalation i september 2015 er gået hen og blevet et skæbnesvangert anliggende.

Det er her væsentligt at holde fast i at europæisk ret i langt højere grad er blevet afledt af romersk ret end af nordisk, germansk og angelsachsisk ret, og derfor gennem dommeres og embedsmænds universitetsuddannelse er blevet præget af såvel studiet af romerretten som af en retspraksis og retsudøvelse der har fået flere og flere fælles, om man vil universelle træk end den tidligere lokalt prægede ret. Retten blev hvad man på latin kalder en 'jus commune', en fælles ret. Dette var i en vis forstand et fremskridt, for så vidt retsafgørelser blev mere uafhængige af vilkårlige skøn, men det betød i realiteten også at afstanden mellem den formelle ret (den juridiske retsopfattelse) og den uformelle ret (den folkelige retsfølelse) blev øget. Og det er denne udvikling der er eskaleret via overnationale og internationale lovgivningsinstanser og retsorganer som FN, Den internationale domstol, EU-domstolen m.v. så der er fremkommet en folkeret, en international civilret og en international strafferet m.v. - Det skal jeg ikke gå i detaljer med. Jeg henviser til lettilgængelige leksika.



Det jeg her vil fremhæve er at det legeelement i retssystemet som Huyzinga beskriver og som er et fortrin sålænge kreativitet er frivillig og opleves som sådan langtsomt men sikkert er reduceret til ydre formaliteter, mens den snævre juridiske del støt og roligt er forøget til en fuldkommenhed der tydeligt indsnævrer den nationale og endnu mere lokalprægede ret til en grad af tvang der føles snærende og utålelig. Det er jo inden for EU ikke bare latterlige ting som bestemmelser om agurkers krumning eller gulvkludes størrelse der dukker op med mellemrum, men læssevis af nye bestemmelser og regelsæt som trækkes ned over hovedet på forretningslivet, nationale administrationsorganer og almindelige borgere, og som virker som begrænsning af friheden og sund foretagsomhed og kreativitet - samt som en utålelig bureaukratisering. Og det bemærkelsesværdige er jo at systemets jurister stort set alle finder denne udvikling naturlig og uafvendelig.

Her er 'legen' altså ikke mindst i EU gået for vidt, og alvoren taget til i netop et sådant omfang at systemet nærmer sig bristepunktet og tillige med magtesløsheden over for regulære kriser som flygtningestrøm, terrortrussel og græsk økonomikrise aktualiserer selve spørgsmålet om det stadigvæk har noget fornuftigt formål at prøve at bevare systemet eller om tiden ikke er inde til så at sige at begynde forfra, eller rettere om muligt gå tilbage til et punkt i udviklingen hvor der fortsat var tilstrækkelig "følsomhed over for begyndelsestilstanden" til at noget nyt, frugtbart og holdbart kunne se dagens lys.

Jeg skal ikke lægge skjul på at jeg faktisk selv har svaret ved at stille sagen op på denne måde. Men Huyzinga har hjulpet mig med sine beskrivelser af legeelementet i kulturudviklingen.



Endelig kan man naturligvis med hensyn til retsvæsen og retsfølelse spørge hvor det onde kommer fra som domstolene må tage sig af, og hvad samfundet kan stille op mod forebyggelse af ondskab for så vidt denne kommer fra mere eller mindre asociale eller desintegrerede individer. Det lader vi ligge her, for i stedet i næste artikel at se på hvad der sker når ondskaben bliver ødelæggende i den store målestok som det sker i krige mellem suveræne stater eller borgerkrige mellem befolkningsgrupper der stiler efter magtovertagelsen i et givent samfund.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (i pdf-format)
indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

*Eksistens-psykologi for 21. årh.' (i pdf-format)
indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)
Leg, erotik og ungdom - Mennesket som et legende væsen (6)   (19.6.16.)
Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)  (21.5.16.)
Leg, viden og filosofisk tænkning - Mennesket som et legende væsen - (4)  (18.5.16.)
Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3)  (15.5.16.)
Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (4.5.16.)

Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Humormennesket Storm P. Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Latterkultur  (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur')
Latterdag
Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov
Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet  (12.2.12.)



Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (16.3.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
Universalismen et alt for tvetydigt begreb i dag  (29.2.16.)
EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)



Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger
  (23.5.10.)

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal