JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - homoludens3

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.5.16.

Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3)

om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg

Huyzinga om leg og krig
Aggressiviteten ifølge Konrad Lorenz
Terrorismen som nyt fænomen
Bevidsthed giver skel mellem godt og ondt
Ondskab som massefænomen forudsætter sprogevnen
Henvisninger

Huyzinga om leg og krig Til toppen Næste

Er det vanskeligt for nogle umiddelbart at forbinde retsvæsen med leg, så gælder det nok i endnu højere grad at forbinde krig med leg. Men når man læser Johan Huyzingas analyse af lege-elementet i krig, kan man sagtens se en sammenhæng middelbart, dvs ved hjælp af relevante oplysninger. Og hvis man oven i købet benytter etologen Konrad Lorenz' analyser af den grundliggende aggressivitetsdrift som en basal kulturfaktor bliver det endnu lettere. Men under alle omstændigheder må man holde fast i at krig langt fra er det samme som leg, og derfor er det naturligvis nødvendigt at forsøge at finde ud af hvor grænsen går, dvs. hvornår krig bliver alvorlig, ja i mange tilfælde dødsens alvor og fatal alvor.

Huyzinga hævder til en start at enhver kamp som er bundet af ganske bestemte regler netop på grund af disse regler har legens vigtigste kendetegn. Den er fremfor alt en frivillig handling. Legen er ikke det 'almindelige' eller 'rigtige' liv. Den der leger træder tværtimod for en tid ud af dette liv og ind i et aktivitetsområde der er foreløbigt og har sine egne love. Legen står uden for den proces der tilfredsstiller behov og begær. Men den er en regelmæssig tilbagevendende afveksling. Den giver livet fylde og kulør. Legen adskiller sig fra det almindelige liv ved sin placering i tid og rum. Den foregår inden for bestemte rumlige og tidsmæssige grænser og bærer sin betydning og sit forløb i sig selv. Legen skaber orden - ja, den er selv orden.

Ydermere fremtræder legen som en særlig intensiv, energisk og på samme tid ganske håndgribelig form for leg. Men i samme øjeblik de krigsførende parter betragter hinanden som modstandere, der kæmper for en sag, som de er i deres ret til at kæmpe for træder det kampmæssige (agonale) moment i virksomhed.

Den private duel kan opfattes som en juridisk tvekamp der skal hævne en krænket ære. Men begrebet krig er egentlig først opstået da en særlig højtidelig tilstand som kendetegnes af alment fjendskab har kunnet adskilles fra den individuelle stridighed og til en vis grad også fra slægtsfejden. Denne adskillelse flytter ikke blot krigen over i den sakrale, men også over i den agonale sfære. Den brutale vold beholder sin magt, men da krigen ses i lyset af hellig forpligtelse og ære, kan den til en vis grad udspilles i denne forpligtelses og æres former.

Næsten overalt i litteraturen, hvor den ædle og ridderlige krig beskrives og prises, ser det ud til at der samtidig kommer en kritik til orde der fremhæver taktiske og strategiske fordele på dens bekostning. - En speciel skik er udvekslingen af høfligheder mellem krigens parter. Den må ses som en følge af opfattelsen af krigen som et ærens spil, og den forekommer undertiden også i den moderne, for det meste umenneskelige krigsførelse. I denne udveksling af høfligheder savnes undertiden heller ikke et vist satirisk indslag, hvor skikkens karakter af leg endnu klarere kommer til udtryk.

Men Huyzinga er naturligvis fuldstændigt på det rene med at der er grænser for det agonale princips gyldighed, nemlig når æresidealet fra første færd overtrædes og tilsidesættes i den brutale, voldsprægede virkelighed. Da bliver viljen til sejr bestandig stærkere end den selvbeherskelse æresfølelsen dikterer. Ønsket om at vinde ligger de kæmpende så stærkt på sinde at menneskelig ondskab øjeblikkeligt får frie hænder til alt, hvad der overhovedet kan tænkes for at forstærke vold og magt.

Ja, endnu værre: Er krigen ligefrem rettet mod folk man anser for mindreværdige, ophæves enhver begrænsning af magtanvendelsen og man ser menneskehedens historie besudlet af den afskyvækkende grusomhed som allerede oldtidens assyriske og babyloniske konger priste som en gud velbehagelig gerning. Huyzinga gør med tanke på 1. verdenskrigs grusomheder gældende at den nyere tids udgydelser til krigens forherligelse netop har deres rod helt tilbage i den assyrisk-babyloniske opfattelse af krigen som noget guddommen har pålagt én for den hellige æres skyld.

Den senere 'folkeret' - navnlig udtrykt i Folkenes Forbund (1920-46) og De Forenede Nationer (FN fra 1946) - har sin oprindelse på det agonale område som en bevidsthed om at visse former for krigshandlinger var "imod æren og imod reglerne". Når først et system af gennemtænkt og moralsk begrundede folkeretslige forpligtelser har vundet anerkendelse, er der ikke levnet det agonale element ret megen plads i forbindelsen mellem de enkelte stater. Men Huyzinga påpeger også at så snart enkelte eller flere medlemmer af et statssamfund i praksis fornægter folkeretten - og til og med teoretisk opstiller sin egen gruppes magt og interesser som eneste norm for statens politik - så forsvinder ikke alene den sidste rest af den holdning der kendetegner legen, men ethvert spor af kultur, og samfundet synker ned under det niveau der prægede den arkaiske kultur.

Her drager Huyzinga sin vigtige generelle konklusion fra, at såfremt legens holdning ikke til en vis grad bevares, er en kultur overhovedet ikke mulig.

Men ikke engang i et samfund hvor alle retslige relationer er fuldkommen opløst er den agonale drift helt forsvundet, for den ligger i selve den menneskelige natur. Trangen til i konkurrencer at vise sig som nummer eet har utvivlsomt fra kulturens begyndelse været en dannende og forædlende faktor.

Derfor søger 'folkeånden' fx udveje i skønne fantasier over heltelivet, der præges af ædel kappestrid og hører hjemme i en idealsfære af ære, dyd og skønhed. Huyzinga gør udtrykkeligt gældende at selve ideen om den ædle krig nu engang hører til kulturens kraftigste impulser. Det system hvori den ædle krig indgår som et livsideal og som livsform i fornemste betydning er dog især knyttet til en samfundsstruktur hvor en talrig krigeradel uden altfor store besiddelser er afhængig af en fyrstelig magt "af guds nåde"; troskab mod herskeren bliver i dette system tilværelsens centrum. Ja, Huyzinga er ikke i tvivl om at hele riddervæsenet med 'turneringen' som den uundværlige styrkeprøve kun kunne blomstre i en samfundsorden hvor den frie mand ikke behøvede at bestille noget. Rent ud sagt: Kun et feudalaristokrati har tid og lyst til den slags 'leg' der har med faner, våben, ridderordner at gøre - Så fik vi det på plads!

Den engelske kunsthistoriker John Ruskin (kendt bl.a. som en moralsk censurerende eksekutor for William Turner) opfattede ifølge Huyzinga krigen som kraftkilde for menneskelige ydelser. Overfor kadetterne i Woolwich fremhævede han engang krigen som en uundværlig betingelse for alle fredens ædle og rene kunster: "Her på jorden har kun i krigernationens skød den store kunst blomstret. Stor kunst er kun tænkelig hos et folk når den er baseret på krigen". Men Huyzinga anfører dog at Ruskin straks tog sine egne smukke ord i sig igen: alt dette gælder nemlig ikke enhver krig, men kun "den skabende krig som er grundlag for alt, og i hvilken menneskets naturlige uro og lyst til kappestrid efter almindelig overenskomst disciplineres til en smuk, omend skæbnesvanger leg"! - Det bør for fuldstændighedens skyld tilføjes at Ruskin fandt sit krigs-ideal i det gamle Sparta (perioden ca. 700-371 f.v.t.), men fik voldsom afsky for den amerikanske borgerkrigs nedslagtninger i 1861-65. Denne krig var langt fra legen. Den havde karakter af folkekrig og folkemord.

For Huyzingas eget vedkommende gælder at han kun betragtede krigen som kulturfunktion så længe den udkæmpes inden for en kreds hvis enkelte medlemmer anerkender hverandre som ligeberettigede. Kæmpes den mod barbarer, djævle, hedninger eller kættere kan krigen kun føres inden for kulturens grænse for så vidt som man for sin æres skyld pålægger sig visse regler. Æresbegrebet er umiddelbart forståeligt for alle, mener han, og ud fra dette begreb kan man til syvende og sidst betydeligt lettere forklare de store angrebskrige lige fra oldtiden til vore dage, end ved hjælp af en hvilken som helst forstandsbetonet teori om økonomiske kræfter og politiske overvejelser. Og dette er jeg enig i, men savner dog hos Huyzinga en psykologisk forklaring, herunder forklaringen på det faktum at man ikke skal byde en dreng nogen beskyldning i retning af "Det tør du ikke!".

Huyzinga foretrækker at se krig som en retsprocedure i nøjagtigt samme grad som spådommen eller domsforhandlingen. Og da til syvende og sidst alle afgørelser er behæftet med den guddommelige betydning, kan man endog opfatte krigen som en spådom. Men understreger Huyzinga - og da er vi helt fremme ved nazismens udskejelser - først teorien om den totale krig giver afkald på den sidste rest af leg i krigen, og dermed samtidig på kultur, ret og menneskelighed overhovedet. Det var nu ikke teori, når propagandaminister Joseph Goebbels tordnede sit "Wir wollen den totalen Krieg". Det var tværtimod en blind fanatisme og galskab der førte Tyskland i totalt fordærv. Det blev et fatalt enten-eller med ræsonnementet: Enten vinder vi den totale magt eller også de andre. Og hvis de andre vinder, er vi fortabte!

Jeg vil med det samme tilføje at nøgagtigt det samme gælder for terrorismens krige i nyeste tid. Inden vi imidlertid skal behandle disse yderst alvorlige fænomener, hvor lege-elementet synes totalt fraværende, må vi se på de psykologiske og biologiske forhold omkring krigens og ondskabens væsen, således som de analyseres i Konrad Lorenz bog om "Det såkaldt onde".

Aggressiviteten ifølge Konrad Lorenz Til toppen Næste

Lorenz beskæftiger sig her både med aggressivitetsdriftens positive og negative betydning for mennesket og samfundet, og afliver den udbredte forestilling at udøvelse af aggressivitet altid er af det onde. Den har tværtimod været absolut nødvendig i udviklingen, men har givetvis også bevirket en ekstrem fremavl af alle såkaldt "krigeriske dyder", som stadigvæk for mange mennesker står som efterstræbelsesværdige idealer. Fremavlen skyldes, at 'den intraspecifikke selektion' - den udvælgelse der finder sted inden for arten - udviklede sig uheldigt for menneskeartens vedkommende, da mennesket opfandt våbnene og overvandt en af de største trusler fra omverdenen, nemlig truslen fra rovdyrene. For da begyndte kampen ensidigt at dreje sig om konkurrencen med artsfæller. Krigen blev den faktor der kom til at bestemme den fortsatte udvælgelse.

Under alle omstændigheder forsvinder aggressivitetsdriften eller andre på instinkterne hvilende drifter ikke fra menneskelivet, blot fordi kulturdannelsen tager fat. Denne er tværtimod afhængig af at drifterne fungerer og kanaliseres ind i de rette, socialt acceptable baner. Problemet er blot, at den instinktive adfærd ikke kan opdæmmes i længere tid uden at blive udløst. Tværtimod synker tærskelværdien for udløsende påvirkninger. Samfundet kan hverken forhindre udløsning ved moraliseren eller ved abstraheren fra instinkternes eksistens og virkemåde, slet ikke i de moderne, stærkt overbefolkede samfund, hvor menneskene er stuvet sammen i stadig større byer med stadig ringere muligheder for udfoldelse af sund, ikke-frustrationsbetinget driftsaggressivitet.

Og hvad moralen angår, er den altid kun en kompensation til instinkterne - og den bør efter Lorenz' mening ikke, som det er almindeligt i de religiøse systemer, især jødedom og islam, ses som et sæt af absolutter, hævet over instinkterne, men som en relativ faktor der indgår i funktionel helhed med instinkterne og dermed med følelserne. Der kræves nemlig, understreger Lorenz, en følelsesmæssig faktor for at forvandle en ren fornuftsmæssig erkendelse til et imperativ, et moralsk påbud eller forbud. Det er vel at mærke nede i det ubevidste eller underbevidste, i de lag af sjælelivet som den menneskelige fornuft kun har indirekte adgang til, at det instinktive og det tillærte danner den meget komplicerede og afgørende struktur som leder impulsen til handlinger.

Mennesket er altså ikke ondt fra naturens side, fordi det har instinktive tilbøjeligheder, men det er heller ikke godt, fordi det har fået en moral, og det er slet ikke godt nok til at klare det moderne samfundslivs store udfordringer. Efter Lorenz' mening stammer faren for menneskeheden ikke så meget fra magten over de fysiske processer som fra afmagten til at lede den sociale udvikling ind i fornuftige baner. Og denne afmagt fører Lorenz igen tilbage til tre 'hovmodige hindringer': (1) uviljen mod at acceptere den dyriske oprindelse, (2) uviljen mod at acceptere de naturlige årsagslove og (3) selve den idealistiske filosofi der helst vil se bort fra fysiske og psykiske mekanismer og derfor har skyld i begge former for uvilje.

Specielt én menneskelig reaktion viser ifølge Lorenz hvor fuldkommen uundværlig en entydig "dyrisk" adfærdsmåde kan være, og det er begejstringen. For denne er behersket af aggressionen og bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kamp-indsats for sociale interesser, især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der let og ofte udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne. Og det er jo netop situationer af denne type vi kender det ene eksempel efter det andet fra hele verdenshistorien og som vi stadigvæk dagligt kan opleve på tv i reportager fra lande hvor demagoger folder sig ud. Dem er der nemlig ingen mangel på.

Men det må aldrig glemmes, at begejstring er et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og at den med Lorenz' ord kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Denne befriende oplevelse forklarer igen de massepsykologiske fænomener vi forbinder med nazismen og kommunismen, og i nyeste tid med fundamentalismen i Mellemøsten, Iran og Irak. Islamismen og terrorismen i Islams navn er i øjeblikket uhyggelige og fatale trusler mod de vestlige samfund.

Problemet er blot, at begejstringen og dermed aggressionen, uanset deres værste følger, er uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil derfor være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, fordi den fysiologisk har rod i aggressivitetsdriften.

Heldigvis findes der ifølge Lorenz ganske mange fornuftige forholdsregler til regulering af aggressionen og begejstringen; her skal de vigtigste blot nævnes kort:
- Den katharsis som opnås ved at afreagere aggressionen på erstatningsobjekter. Fx som det bruges i terapi afreagere raseri ved at slå i en pude i stedet for at slå på et andet menneske.
- En nyorientering af aggressionen som leder den væk fra krigen og ødelæggelsen, fx sportskampe, der dog også i moderne tid med professionel fodbold, og dannelse af fan-klubber kender til voldsomme udartninger blandt publikum, der ikke kan og måske heller ikke vil styre sig.
- Den kyndige og kritiske beherskelse af begejstringsreaktionen gennem en forøgelse af identificeringer som ikke begrænser sig til grupper eller partier.
- De kollektive menneskelige foretagender som kunst og videnskab hvis opgave er at begejstre for værdier som er universelle, fælles for alle.
- Den latter og humor, som afbøjer konfrontation og skaber gensidig forståelse og respekt.

Det helt store problem i sammenkædning af begejstring og aggression opstår når doktriner bliver absolutte sandheder der igen ophøjes til religiøse dogmer. For en absolut sandhed forsvares affektbetonet med største stædighed, ja fanatisme. En doktrin er den diametrale modsætning til en videnskabelig eller almen eksistentiel sandhedssøgen der består i en vedvarende tilnærmelse til en stadig dybere erkendelse gennem fri intuition, frie arbejdshypoteser og fri diskussion om disse i kreative miljøer, og den bliver i decideret religiøse og ideologiske miljøer til et religiøst dogme, også hvor den ikke formelt set udspringer af hvad man i almindelighed og især fra ateistisk side kalder religion, men fx af en ideologi som den nazistiske eller kommunistiske, der begge netop hævdede at være videnskabeligt sande. Derfor yder en sådan doktrin sine tilhængere samme befrielse som enhver religiøs åbenbaring gør. Alle kendsgerninger der strider imod den bliver benægtet, ignoreret eller fortrængt. Og modstandere af den bekæmpes med alle midler.

Men som Lorenz påpeger, så bliver indoktrineringen først virkelig satanisk, når den forener store menneskemængder, hele nationer og kontinenter eller hele klasser, i en eneste absolut vildfarelse, således som vi så i Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunionen, og siden i Kina (Mao), Nordkorea (Kim Il-Sung) eller Iran (Ayatollah Khomenei og Irak (Saddam Hussein) og flere andre lande. En sådan indoktrinering og en sådan vildfarelse går ikke alene ud over de pågældende nationer og visse klasser i en kortere eller længere periode, men rammer også, hvis den trækker ud, selve evolutionen (forstået som den normale langsomme, ofte ubevidste forandringsproces); den forhindrer nemlig al fri kreativitet og derfor også en gavnlig og ønskelig diversitet i både nationen og menneskearten.

Lorenz var fuldstændigt overbevist om, at menneskene i vore dage i højere grad end tidligere hindres i deres individuelle realisering på grund af et udspekuleret manipulationssystem. Aldrig før, skrev han allerede i 1973, har så store menneskemasser været fordelt på så få etniske grupper; aldrig før har massesuggestion været så virksom; aldrig før har manipulatorerne haft en så god reklameteknik bygget på videnskabelige eksperimenter, og aldrig før har de rådet over så pågående massemedier, som de gør i dag. - Og dette er jo ikke mindre sandt i 2016. Tværtimod. Diktatorerne og folkeforførerne har aldrig før i historien haft held og teknik til at lede så mange millioner mennesker ind i ensretning og undertrykkelse samt korruption og stagnation som de gør i dag.

Terrorismen som nyt fænomen Til toppen Næste

Den ideologisk-religiøse fanatisme i vore dage har direkte forårsaget en helt specifik krise for den vestlige verden og navnlig Europa. Det særdeles velorganiserede og totalt overraskende islamistiske terrorangreb på World Trade Center i New York den 11. september 2001 satte skel i verdenshistorien, fordi det var en helt ny form for terror der allerede gennem sit omfang og sine følger skabte stor umiddelbar frygt (og af samme grund rejste øjeblikkelige krav om gengældelse), men desuden gjorde det nye århundrede til et specifikt terrorismens århundrede hvor 1900-tallet havde været verdenskrigenes og verdensideologiernes kampårhundrede. Terrorismens udvikling blev fra første færd helt uforudsigelig fordi den førtes som en såkaldt usymmetrisk krig, hvor den aggressive part ikke kunne imødegås alene med de gammelkendte militære midler man var i besiddelse af, men krævede nye midler og ny strategisk tænkning.

Terroren tydeliggjorde også kløften mellem rige og fattige og kløften mellem demokratiske og udemokratiske lande, og gjorde dermed verdensbilledet endnu mere kompliceret og uigennemskueligt end tidligere. Det var tydeligt at krisen ikke alene strategisk set krævede behov for alternativer i tænkning, livsform, etik og politik, men simpelthen var så dyb at den ikke kunne løses uden radikal nytænkning på tværs af alle gamle forestillinger.

Men som vi forlængst har kunnet konstatere, er denne nytænkning ikke lykkedes. De politiske ledere tænker videre i de gamle baner og blev endda i forbindelse med den flygtningekrise der opstod i sidste halvdel af 2015 i vid udstrækning så fokuserede på humanitære indsatser at de helt glemte nødvendige og realistiske hensyn til både de enkelte europæiske staters nationale formåen og helhedens fælles europæiske kultur. De har vist sig magtesløse og uduelige og har ført selve Den Europæiske Union frem til et bristepunkt, de ikke selv har evner eller vilje til at hele. Det kan kun en alternativ etik og politik der beror på en radikalt ny og anderledes tænkning, hvis den vel at mærke gror frem i tide.

Umiddelbart er terrorismen kommet så meget bag på flertallet af politikere, eksperter, forskere og almindelige mennesker at det påny rejser elementære spørgsmål: Hvor kommer det onde egentlig fra? Ønsker vi dybest set ikke alle at leve fredeligt med hinanden? Og skulle det ikke være muligt på normal diplomatisk vis at forhandle sig frem til rimelige løsninger for de fleste mennesker og lande?

Svaret på det sidste er ud fra bedømmelsen af den nye terrorisme et klart nej, for terrorister ønsker slet ikke at forhandle, men alene at skabe den frygt og ødelæggelse de selv kan operere i med størst held. Vi ønsker altså ikke alle at leve fredeligt med hinanden, selvom det logisk set skulle være en fordel for alle normale mennesker der ønsker optimale betingelser for at opbygge gode, frie og velordnede samfund. Der findes simpelt mennesker der vil have magt og dermed ret til at herske over andre helt vilkårligt uden hensyn til disses ønsker om frie og velordnede samfundstilstande. Og derfor må det også nøgternt slås fast, at det ondes eksistens slet ikke er så uforståeligt et fænomen som man umiddelbart skulle tro. Det er tværtimod den simple følge af den biologiske kendsgerning at mennesket modsat dyrene har valgmuligheder. Dyr følger blot deres instinkter, og det vil for rovdyrs vedkommende sige at dræbe andre dyr for selv at overleve, men det er ikke ondt at gøre det, for dyret kender ikke andre muligheder, som fx at opdrætte slagtekvæg.

Mennesket adskiller sig fra dyrene ved at have bevidsthed om valgmuligheder og dermed evne til at skelne mellem godt og ondt. Og det er dette der gør den afgørende forskel og samtidigt medfører alle store problemer og udfordringer i menneskelivet.

Bevidsthed giver skel mellem godt og ondt Til toppen Næste

Den menneskelige bevidstheds pludselige og uforklarlige opdukken i den lange, lige så uforklarlige biologiske evolution - der i den bibelske mytologi har fået den nedsættende betegnelse 'Syndefaldet' - betød at mennesket blev klar over 1) forskellen mellem godt og ondt, 2) forskellen mellem mand og kvinde, og 3) ophavets manglende magtfuldkommenhed. Dermed mistede mennesket sin ansvarsfrihed eller uskyld; det forlod for stedse formynderskabets og paradisets velsignelser og dermed den uberørte naturs mangel på valgfrihed og måtte begive sig ud i kulturlivet og dets strabadser med arbejde for føden, opretholdelse af familieliv og samfundsorden ved siden af dets nye kreative glæder omkring sprog, humor, sang, dans, erotik, digtning, billedkunst og udforskning af naturen. Kulturen og kulturhistorien tog sin begyndelse i og med at mennesket fik den særstilling at kunne udnytte, dyrke og lave om på naturen samtidigt med at det vedblev at være en del af naturen. Kultur er altid indgreb i og forandring af naturen, men kulturlivets største glæder ligger fortsat i de spontane udtryk for frihed og kreativitet som ligger i legen. Alle senere forestillinger om at mennesket er herre over naturen eller at der ingen forskel er mellem natur og kultur er illusioner.

Tilsvarende er alle senere diskusioner om hvorvidt mennesket er godt af naturen eller ondt af naturen håbløst naive. Mennesket er hverken det ene eller det andet, men kan i kraft af evnen til sondring mellem godt og ondt også vælge mellem godt og ondt - og dette indebærer at såvel genetiske forhold som miljømæssige forhold bliver medbestemmende for menneskets handlinger. Det mytiske brodermord som Kain begik mod Abel skyldtes angiveligt Kains voldsomme jalousi over at måtte konstatere at broderen var lykkeligere end han selv, havde mere held med sig og uden særlig fortjeneste nåede længere frem i livet. Myten fortæller også at Kain prøvede at flygte fra ansvaret for sin udåd, men blev indhentet af sine samvittighedskvaler. Dog fik også hans problematiske slægt lov til at leve på jorden.

Myten fortæller at jalousi og misundelse hører menneskelivet til som følge af uligheden mellem mennesker. Uligheden er en kendsgerning der kan føres tilbage til friheden, og den kan aldrig fjernes. Men dens følger bliver ondskab, hvis uligheden ikke accepteres som et grundtræk ved livet som alle i sidste ende må affinde sig med. Og ondskaben ligger altid i at den begrænser frihed og leg.

Det er dog ikke alene held der fører til at nogle mennesker kommer længere i deres opbygning af famlieliv, arbejdsliv og samfundsliv end andre. Også viljen til magt og stræben efter magt bestemmer karrieren, og den er ligeledes ujævnt fordelt blandt menneskene. Men den fører til karrierestræb og magtkamp. Og disse kan igen videreudvikles - udarte - til begær efter land, ejendom og penge, herunder i moderne tid efter abstrakte værdier der kan opnås gennem spekulation og korruption.

Dette skaber mere ulighed, og igen må det fastslås at ulighed fører til frustrationer eller simpel skuffelse over at blive forbigået eller ikke nå de mål man har sat sig. Og frustration påvirker altid den naturlige menneskelige aggressivitetsdrift negativt ved at føre til ondskab og hævn. Naturlig driftsaggressivitet og frustration fører til frustrationsaggressivitet, og denne er lig med ondskab, enten personlig ondskab eller kollektiv ondskab.

De moderne sociale medier har på grund af deres tilgængelighed, udbredelse, hurtighed og sin umådeligt befriende hengivelse til fuldstændig uhæmmet impulsivitet foræret alle mennesker en helt ny form for hævn over mennesker der har mere held end andre til at skaffe sig omtale i offentligheden, nemlig den systematiske tilsvining af alle der er anderledes end en selv eller rager lidt højere op end en selv. En sådan tilsvining er ødelægende for al sund debat og samtale, og igen er det friheden og den frie leg det går ud over.

Ondskab som massefænomen forudsætter sprogevnen Til toppen Næste

Den afgørende faktor for at det onde kan blive et massefænomen er selve menneskets ejendommelige sprogevne. Denne evne er naturligvis i første omgang en gave til menneskeheden fordi den kan bruges kreativt og konstruktivt på næsten alle praktiske og åndelige felter af kulturlivet, men i næste omgang kan den blive en forbandelse for menneskeheden fordi den kan bruges kreativt og destruktivt på nøjagtigt samme felter.

Helt elementært viser den negative side af sprogevnen sig i påståeligheden og rethaveriskheden hos det enkelte individ - og det er ganske typisk at denne som hovedregel opstår i sin mest insisterende form i puberteten, og navnlig hos drenge. Den har givetvis med det mandlige kønshormon at gøre. Og vi kender den alle fra meget 'logiske' drenge der hænger sig i sproglige formuleringer og selve de logiske slutninger. De kender ofte kun én betydning af et ord eller begreb og kan køre ensidigt frem med deres konklusioner uden hensyn til relevante modargumenter. Det kan være grinagtigt i isolerede tilfælde, men irriterende og utåleligt når det havner i rethaveriskhed.

Alle dogmatikere havner i den fanatiske rethaveriskhed og insisterer på at sandheden er én og kun én, også i spørgsmål der slet ikke kan afgøres på naturvidenskabelig vis ved objektive målinger. De tror der findes absolutte sandheder i eksistentielle spørgsmål og bliver derfor yderst meningsundertrykkende, når og hvis de får magt, og så er det iøvrigt ligegyldigt om magten er ideologisk-politisk eller påberåbes at stamme fra religiøs åbenbaring. Alle dogmer er nemlig magtmidler der på grund af den præcise sproglige formulering kan bruges til kontrol af menneskers meninger.

De store religioner som jødedommen, kristendommen og islam har alle en stærkt dogmatisk side der kommer til udtryk i deres hellige skrifter, Biblen og Koranen med tillæg af autoriserede udlægninger, og som i kristendommen også fik en skæbnesvanger tilføjelse med autorisationen af den såkaldte 'trosbekendelse' (fra år 325). Det er vigtigt at forstå at denne trosbekendelse ikke stammer fra det evangelium Jesus gik rundt og prædikede, men fra apostlen Paulus som aldrig havde mødt menneskesønnen og som nok forstod at Jesus havde undsagt jødedommen totalt ved blank afvisning af at mennsket kunne blive frelst eller 'retfærdiggjort' gennem sine gerninger. Jesus sagde at man blot skulle tro som et barn tror. Men Paulus fik det til at man skulle tro på Jesus som frelser. Og det betyder lige netop den katastrofale sproglige forvridning af evangeliet at det udslaggivende for troen er at man tror på personen Jesus og bekender sin tro på denne person. Så er vi så langt fra den forestilling om Gudsriget Jesus talte om som vi kan komme - og har bevæget os ind i dogmatikkens verden hvor magthaverne kan kontrollere folks meninger ved at kontroller deres bekendelser. Raffineret, men uhyggeligt hvad følgerne angik for mange århundreder, for resultatet blev jo systematisk meningsundertrykkelse og fjernelse af enhver frihed og fri leg. Først i nyere tid er det blevet almindeligt - navnlig i de nordiske lande - at stille spørgsmålstegn ved trosbekendelsens dogmer. Og der er ingen tvivl om at den kristne kirke i sidste ende må opgive dem.

I mellemtiden har vi europæere besværet med den fanatiske islamisme, der betragter teksterne i Koranen, Sunnaen og Shariaen som absolutte sandheder der ikke kan anfægtes, og som sætter fundamentalt skel mellem troende muslimer og alle vantro mennesker. For her er der i sidste instans ingen pardon, så kan moderate fortolkere iøvrigt siger lige hvad de vil. Det betyder intet hvor fanatikerne har magt. Disse vil have absolut magt, og det vil de opnå gennem jihad mod de vantro, og ved at gøre deres erobrede områder til kalifater eller Islamisk Stat eller hvad de nu måtte kalde det. Her eksisterer hverken friheden eller den frie leg, men kun undertrykkelse. Og derfor er islamismen og den islamistiske terrorisme en skæbnesvanger trussel mod europæisk kultur og europæiske idealer om frihed, fri meningsdannelse, fri kreativitet og fri leg.

Desværre må man i den europæiske kulturkamp konstatere stor forvirring omkring religionerne og især stor usikkerhed omkring sekulariseringen. Det er fx temmelig ufatteligt at kunstnere og kommentatorer i den aktuelle debat om terrorismen ikke kan se forskel på terrorister og martyrer, men uden videre går ud fra at det afgørende er om folk blot tror på det de kæmper for, uanset hvad dette rent faktisk omfatter. Jeg ser det som et udslag af troen på multikulturalismen og vil vende tilbage til problemet når den bebudede udstilling "martyrmuseet" åbner.

Her skal blot afslutningsvis understreges at frihed og navnlig følelsen af frihed er uforenelig med såvel verdsligt, politisk-ideologisk diktatur som religiøs, religiøst-ideologisk diktatur. De er begge menings- og frihedsundertrykkende, fordi de dogmatiserer deres sandheder og gør dem til absolutter. Det betyder altid ende på friheden og ende på den frie leg og den frie kreativitet.

Aldrig før i Europas kulturhistorie har det været så vigtigt som i dag med den store flygtningestrøm af muslimer fra Mellemøsten og Afrika at understrege at demokrati er uforeneligt med mangel på sekularisering og mangel på kvindefrigørelse.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (i pdf-format)
indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (i pdf-format)
indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Henvisninger Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg (4.5.16.)

Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2)
(11.5.16.)