|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.5.16.Mennesket som et legende væsen - (5) leg, musik, kunst og digtningom kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg Leg i musikkenLeg i billedkunsten Leg i digtningen Den poetiske formgivningsfunktion Dramaet som leg Tragedie og kult i vor egen helhedsrealistiske kontekst Henvisninger Leg i musikken Til toppen Næste De vigtigste kendetegn for leg generelt er for Johan Huyzinga fremfor alt frivilligheden og nogle enkle regler som deltagerne accepterer og overholder. Legen er ikke det 'almindelige' eller 'rigtige' liv. Den der leger træder tværtimod for en tid ud af dette liv og ind i et aktivitetsområde der er foreløbigt og har sine egne love. Legen står uden for den proces der giver den tilfredsstillelse af behov og begær som er nødvendig for selvopholdelsen. Men den er en regelmæssig tilbagevendende afveksling, som giver livet noget andet og eksistentielt set meget vigtigt, nemlig fylde og farve. Lege-elementet gør sig - som vi har set i de foregørende artikler - gældende i retsvæsenet, i krigførelsen, i oplærings- og dannelsesprocesserne og i den filosofiske tænkning. Men naturligvis også i musik, kunst, digtning og drama, som vi skal beskæftige os med i denne artikel. Og vi starter med musikken, som adskiller sig fra de øvrige kunstarter ved at føre til det musikeren og forfatteren Peter Bastian har kaldt vores inderste væsen, vores sjælelige kerne, hvilket vil sige selve helheden. - Jf. Ind i musikken. Huyzinga husker os på at ordet musik, (på græsk moysiké), for de gamle grækere omfattede betydeligt mere end det gør for os moderne mennesker, nemlig ikke blot sang og dans og instrumentalakkompagnement, men overhovedet alle de kunster og kunstfærdigheder som var 'musiske' fordi de var underordnet de ni muser og deres anfører Apollon Musagetes - i modsætning til de plastiske og de mekaniske kunstfærdigheder, som lå uden for musernes domæne. Alt musisk er desuden på det nøjeste forbundet med kulten, fremfor alt med festerne, hvor det har sin egentlige funktion af den simple grund at kulten dybest set har det formål at få direkte føling med den nævnte og ganske uhåndgribelige helhed. Sammenhængen mellem kult, dans, musik og leg er beskrevet klart i Platons sidste store værk 'Lovene': Af medlidenhed med menneskeslægten har guderne skænket dem taksigelsesfester som hvilepauser i deres lidelser, og givet dem Apollon, musernes anfører, og Dionysos [ekstasens gud] som kammerater ved festlige lejligheder, så at man ved hjælp af det guddommelige festfællesskab altid kan genoprette orden og fred blandt menneskene. Alle unge skabninger må bruge deres krop og deres stemme, må bevæge sig i jubel og larme højt, hoppe, danse og udstøde alle mulige lyde. Dyrene forstår derimod ikke at skelne mellem orden og uorden, de kender ikke rytme og harmoni. Platons elev, filosoffen Aristoteles så det som sit mål at formulere grundprincipperne for den empirisk foreliggende verden og gav derfor systematiske behandlinger af såvel fysikken (naturvidenskaben) som 'metafysikken', det der ligger uden for fysikken og som omfatter erkendelsen, etikken, politikken og æstetikken, inkl. retorik og poetik. Om musikken skrev han nøgternt at mange mennesker hører musik for den rene fornøjelses skyld. Andre føres gennem musikken til dyd, dvs. en etisk holdning, og atter andre tjener den til åndelig rekreation (diagogé) og kundskabserhvervelse (fónesis). Rekreationen var særligt betydningsfuldt for Aristoteles. Ledigheden eller hvilen var nemlig oprindelsen til alt. Den må foretrækkes fremfor arbejde, ja, er arbejdets mål. Ledigheden synes i sig selv at indebære nydelse, lykke og livsglæde, og denne lykke er livets mål - lykken er så at sige mangel på/udelukkelse af stræben efter noget. Nydelse er bedst hvor menneskets stræben er ædlest. Derfor har vore forfædre ifølge Aristoteles regnet musikken med til opdragelsen, dannelsen og uddannelsen (paideia). Og det er jo faktisk en helt moderne opfattelse af kreativitetens kilde! Efter vores målestok er grænselinjerne mellem leg og alvor dog her stærkt forskudt. Umærkeligt har 'diagogé' fået den særlige betydning af intellektuel og æstetisk virksomhed og nydelse af den slags som sømmer sig for den frie mand (der modsat slaven ikke behøvede at arbejde). Med denne opfattelse anbringes musikken mellem de højere legeformer og den selvstændige kunstnydelse. Men denne anskuelse krydses vel at mærke hos grækerne af den overbevisning at musikken har en bestemt, teknisk, psykologisk og moralsk funktion. Musikken går nemlig for at være en efterlignende (mimetisk) kunstart og denne efterlignings virkninger består i at etiske følelser af positiv eller negativ art vækkes i mennesket. - Det skal for en ordens skyld her tilføjes at Aristoteles her bryder med den idealistiske helhedsfilosofi der var det selvfølgelige udgangspunkt for såvel Sokrates som Platon, og som gjorde dyd, sandhed og skønhed til ét og det samme, når man kommer dybest ned under 'fænomenerne'. Det for Huyzinga centrale synes at være at fornemmelsen for det skønne og følelsen af det hellige flyder sammen under nydelsen af musik, selv uden direkte forbindelse med formulerede religiøse forestillinger; i denne sammensmeltning forsvinder modsætningen mellem alvor og leg. Det betyder igen, at når musikkens funktion og natur skal defineres, nærmer tænkningen sig altid det rene legebegreb. Den væsentlige egenskab i al musikalsk aktivitet er det legende. I de ældre kulturperioder er beskrivelserne af musikkens egenart efter Huyzingas mening temmelig naiv og mangelfuld. Henrykkelse over den religiøse musik udtrykte man eksempelvis ved hjælp af sammenligninger med englekor, sfærernes harmoni osv. Huyzinga har dog næppe fat på den dybere, ganske vist ubevidste mening hermed, nemlig at prøve at udtrykke en direkte føling med det evige eller gudommelige - som modsætning til det timelige, jordiske og prosaiske. Og det kræver nu engang en anden tilgang. Eller man opfattede musikken, løsrevet fra den religiøse funktion, som et ædelt tidsfordriv (rekreation for overklassen der ikke behøvede at arbejde). Først sent når man frem til at vurdere musikken som det Huyzinga kalder "personlig, emotionel kunst-oplevelse". Det er i mine øjne nu også en indsnævring, der viser at Huyzinga aldrig når ind til nogen forståelse for den kerne i det musiske Peter Bastian taler om, og som ligger hinsides alle tillærte, intellektuelle og sprogligt formulerbare fænomener. Til gengæld har Huyzinga øje for den sociologiske side af sagen, når han gør opmærksom på at i de tider hvor man betragtede musikken som fornem selskabsleg regnede man musikanterne til tyendet. Spillemanden hører til de 'farende folk' (de omrejsende). Kunstforstanden hos den ældre tids publikum - om man vil 'smagen' - var højt udviklet og forfinet; agtelsen for kunstens storhed og for dens udøvere var derimod temmelig ringe Specifikt påpeger Huyzinga at romantiken (fra ca. 1780) i stadig videre kredse har hjulpet til erkendelse af musikkens høje kunstnerisk værdi og dens rolle i menneskets liv. Den har jo på mange måder skabt vore gældende æstetiske værdi-målere - plus en helt masse andet som Huyzinga ikke kommer ind på! Jf. essayet om Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste. Men dermed er ingen af musikkens ældre funktioner sat ud af kraft. Musiklivet er stadig præget af de agonale egenskaber det altid har ejet, dvs den legende kampånd. Dans er således den rene leg og var det allerede da Kong David dansede foran Arken. Og det gælder alle de mere folkelige danseformer: Ringdans, figurdans og pardans m.v. Det hører med til billedet af musikken i kulturhistorien at dens kultiske side er stærkt fremhævet i den europæiske musikhistorie i såvel kirkemusikken som operaen, ja endog i selve det forhold at den symfoniske musik finder sted i særlige koncertsale og gennemføres under iagttagelse af stilhed og fuld andægtighed hos publikum - som var det en gudstjeneste. Men mange moderne operaiscenesættelser viser til gengæld tydeligt at langt fra alle instruktører har begreb om hvad ægte kult eller æge mytisk tilgang til tilværelsen er. Jf. artiklen Valkyrien kongeligt vulgariseret om Kasper Bech Holtens iscenesættelse af Wagners opera 'Valkyrien' maj 2003. Leg i billedkunsten Til toppen Næste De bildende kunstarter kan ikke lege helt så frit som poesi og musik, af den simple grund at de er bundet til materien og begrænset til visse formmuligheder. Arkitekten, billedhuggeren, maleren, keramikeren m.v. former materien gennem langsommeligt arbejde efter hver sin inspiration. Hvad kunstneren skaber bliver stående og bliver ved at være synligt og håndgribeligt. I den arkaiske kultur har kunstværket ifølge Huyzinga næsten altid del i den sakrale verden og er ladet med dens kraft, dvs med trolddomskraft, hellig og symbolsk betydning, kosmisk identitet, hellighed m.v., men igen er det væsentligste for Huyzinga at slå fast, at man uden tvivl kan kalde det for leg at sidde instinktivt og spontant og sætte linier og cirkler sammen til fantasifulde, dekorative mønstre - uanset hvilke ubevidste drivkræfter psykologien mener at burde tilskrive denne 'kedsomhedens kunst'. Det er dog "leg i laveste rangklasse", som kan jævnføres med barnets leg, hævder han, og det er efter min mening en klar nedvurdering, der viser at Huyzinga ikke konsekvent fastholder sin essentielle indsigt at det bærende i legen er selve friheden - og at denne frihed naturligvis fornemmes instinktivt lige så godt af barnet som af den voksne, og lige så godt af lægmanden som af fagmanden. I naturfolkenes dansemasker, totempælenes arabesker, den magiske sammenfletning af dekorative motiver, og de karikerede og forvredne menneske- og dyreskikkelser - som alle uvilkårligt vækker associationer i retning af leg - finder Huyzinga hvad han kalder "den uhyggelig humor", og igen må man komme med en indvending eller præciserende tilføjelse. For humor er måske nok uhyggelig for os nutidsmennesker, men for naturfolkene var den en måde at gøre sig fortrolig med uhyggen på, dvs humoren var dybest set udtryk for helhedsrealisme. I moderne tid er billedkunsten stadig i meget høj grad præget af leg og eksperiment. Den gammeldags og autoriserede, såkaldt "gode" smag ringeagtes med fuld ret til fordel for den frie kreativitet. Men igen må konstateres, at legen kan tage overhånd når den bliver rendyrket æsteticisme og dermed forråder enhver etisk eller religiøs dimension. Og det kan den gøre både ubevidst (fordi man ikke er klogere) og bevidst (fordi man ikke ønsker at få rokket sit snæversyn). Jernesalt har flere gange dokumenteret at professionelle kunsthistorikere konsekvent ser bort fra eksistentielle sider af kunsten, også i tilfælde hvor det kun kan lade sig gøre, hvis man benægter kendsgerninger. Jf. artiklen Kunstekspertisen udstiller afmagt over for Edvard Weies eksistenskrise. Det hører med til billedet at billedkunsten siden begyndelsen af 1900-tallet er blevet suppleret med filmkunsten, levende billeder der projiceres op på et stort lærred eller en stor skærm, og denne kunstform blev længe ringeagtet af bogens fanatiske dyrkere, som mente kulturen stod for fald med filmens overfladiskhed, men filmen har vundet i det lange løb, fordi den vitterligt kan nå helt derind i sjælene hvor ord og begreber ikke rækker. Den kan som alle andre kunstformer bliver ren underholdning, men den kan også blive kulturskabende, når folk som Bunuel, Bergman eller Lars von Trier kommer til. Leg i digtningen Til toppen Næste Huygens gør med rette opmærksom på at de gamle kulturers funktion opfattes på en helt ny måde i belysning af poesiens, den hellige læres, visdommens og kultens oprindelige enhed. Den første forudsætning for en sådan forståelse er netop at man frigør sig fra den opfattelse at poesien kun har en æstetisk funktion og kan forklares eller forstås alene ud fra dette synspunkt. I enhver blomstrende og levende kultur, og fremfor alt i de arkaiske kulturer, er poesien en vital social og liturgisk funktion. Al tidlig digtekunst er på én og samme gang kult, festlig forlystelse, selskabsleg, kunstfærdighed, fortryllelse, forudsigelse, profeti og væddekamp. De ældre græske digtere havde alle endnu en betydningsfuld social funktion. De opdrog og formanede folket og var dets ledere, indtil sofisterne dukkede op og ødelagde helhedsforståelsen med deres leg med ord og spidsfindigheder. Den ældre græske digter var 'vates', en besat og rasende, opfyldt af guden. Digtningen var en hellig leg, men i sin hellighed blev denne leg dog ved med at stå på grænsen til løssluppenhed, spøg og forlystelse. I de mere fremskredne kulturer bibeholdt man længe den skik at lade digtformen tjene som udtryk for alt hvad man anså for vigtigt eller livsnødvendigt for samfundet. Overalt kom den poetiske form førend den litterære prosa. Alt hvad der var helligt eller højtideligt, udtrykte man i et digt. Myten havde en selvfølgelig funktion og betydning i såvel antikken som alle de ældre kulturer, herunder dem vi i vores moderne hovmod tillader os at kalde 'primitive'. Hemmeligheden er at myten udtrykker sammenhænge som ikke kan beskrives af fornuften, fordi de er af intuitiv og billedlig art. Det er derfor vildledende når Huygens postulerer at myten kan være fuld af de mest "dybsindige" meninger, for det leder tanken hen på sproglige formuleringer der er særligt vanskelige at fatte. Men mytens billeder var umiddelbare og selvfølgelige for datidens mennesker. Det er os der har problemer med at fatte dem, fordi vi partout går middelbarhedens vej gennem intellektuel analyse. Huygens har derimod ret i at myten - uanset hvilken form den er overleveret i - dog altid er poesi. Det får nogle til at anse den for et æstetisk fænomen. 'Poetisk' er jo nu om dage næsten det samme som 'romantisk' eller fantasifuldt og drømmeagtigt. Og det er naturligvis ikke uforståeligt at moderne mennesker så stiller spørgsmålstegn ved alvoren i den, for alvor er jo i moderne sprog blevet synonymt med praktisk nytte eller økonomisk værdi. Grænserne mellem det der anses for muligt og det der betragtes som umuligt er imidlertid væsentlig for en helhedsforståelse og helhedsrealisme. Trækkes den for hårdt op så den bliver et enten-eller-valg, og så går det galt. Og galt går det også såsnart myten bliver 'litteratur', dvs så snart den i fast, traditionel form føres videre af en kultur, som i mellemtiden er blevet løst fra den primitives forestillingsverden med symboler eller arketypiske forestillinger. Så drives den ind i det stadium hvor den bliver underkastet den skarpe dualistiske adskillelse mellem leg og alvor. Og man er uforstandige nok til at foretrække alvoren og nyttehensynet. Men ret forstået taler myten dog stadig den primitives sprog, og dette sprog har udtryk for billedlige forestillinger som modsætningen leg-alvor ikke kan anvendes på. Både Platon og Aristoteles nedlagde endnu den inderste kerne af deres filosofiske tanker i mytens form. Hos Platon er det myten om sjælen, hos Aristotels ideen om tingenes kærlighed til sjælen der i sin ubevægelighed holder verden i bevægelse. Vi er langt fra moderne årsagsforklaringer. Og derfor kan de gamle grækere stadig læses med et vist udbytte. Den poetiske formgivnings funktion Til toppen Næste Det problematiske ved Johan Huygens' fortolkning af myten og den mytiske tænkning kommer tydeligt frem når han bruger begrebet 'personifikation' til at bestemme naturfolkenes stadig og selvfølgelige menneskeliggørelse eller bedre konstante hjemliggørelse ('domesticering') af tilværelsen. Huygens hævder at man er på vej mod personifikationen, så snart virkningen af en metafor beror på at den ved beskrivelsen af en tilstand eller en begivenhed anvender begreber hentede fra det levende liv. Eller endnu mere præcist: Det skulle være al mytedannelses og næsten al digtnings væsen at fremstille det ulegemlige og det livløse som personer. Ja, Huygens går videre og hævder, at så snart den "poetiske metafor" ikke længere bevæger sig på det ægte og oprindelige mytiske niveau, og ikke længere er en del af en hellig handling, så er 'trosindholdet' i disse personifikationer jo i virkeligheden blevet klart problematisk for ikke at sige illusorisk. Personifikationen anvendes fuldt bevidst som poetisk hjælpemiddel, selv når de begreber som den skal udtrykke betragtes som hellige. Vildledningen - der var ret selvfølgelig på Huygens tid - ligger ikke i at konstatere at der sker en forskydning af begreberne og forståelsen når man går i gang med en intellektual analyse, men også når man overhovedet kalder det ægte og oprindelige mytiske billede for en "poetisk metafor", for det essentielle i den såkaldt primitive opfattelse af tilværelsen var netop helheden: der var så at sige intet skel mellem billede og virkelighed, hverken i festen, der blev ekstatisk gennem sang og dans, eller i dagligdagen der var præget af arbejde og nøgternhed, for i begge funktioner var mennesketilværelsen en helhed og allerede derfor 'hellig'. Det er os moderne mennesker der lægger en sondring ned over den primitive kultur, og vel at mærke gør det ved ikke at være fuldt bevidste om at al sondring er udslag af de psykiske sekundærprocesser og derfor udelukker helhedsopfattelse, fortryllelse og hellighed. Huygens gør dog nøje rede for at romerne med deres bemærkelsesværdige arkaiske religiøse opfattelse af tingene og tilværelsen havde bevaret og endda rent 'sakralteknisk' havde fastslået den primitive funktion, som består i billedlig fremstilling af det vi kalder abstrakte forestillinger (men de kendte altså slet ikke begrebet abstrakt!). Huygens anfører også at Det Gamle Testamente har eksempler på 'personifikation' af abstrakte begreber når det fx i Salme 85, vers 11 hedder at 'Barmhjertighed', 'Sandhed', 'Retfærdighed' og 'Fred' møder og kysser hverandre. I den autoriserede danske oversættelser hedder det "Miskundhed og sandhed mødes, retfærd og fred skal kysse hinanden...." Den hellige Frans af Assisi går tilsyneladende også personifikationens ærinde når han dyrker sin brud Armod med hellig inderlighed og from begejstring. Men Huygens stiller dog det nøgterne spørgsmål om Frans troede på et åndeligt og himmelsk væsen ved navn Armod, altså troede på et væsen der virkelig var armodens idé, og besvarer det med et nej. Men allerede ved at stille problemet op i den slags kølige, logiske ord, har man gjort vold på "forestillingens følelsesindhold". - Huygens påpeger dog ikke at følelsesindholdet i Frans' tilfælde ikke var af emotionel karakter, men det dybeste af alt, nemlig helheden. Huygens må ty til at sige at den hellige Frans både troede og ikke troede, og at kirken ikke udtrykkeligt eller officielt kunne give ham støtte for sin dyrkelse af Armoden. Kirken dyrkede kun Kristus (men havde dog gavn af Frans af Assisi og hele fransiscanerordenen). Langt mere interessant i den store sammenhæng omkring legeelementet i kulturhistorien bliver det når Huygens benytter sin teori om personifikationen til at spørge om legeholdningen ikke allerede må have eksisteret, inden menneskelig kultur eller menneskeligt sprog skabtes. Han kan se en fantastisk forklædning af det menneskelige i det dyriske, når totemismen folder sig ud. Man behøver ikke et øjeblik at betvivle at det primitive menneske anser enhver hellig dyrefremstilling for fuldkommen 'alvor'. Den primitive trækker lige så lidt nogen skarp grænse mellem menneske og dyr som barnet gør. Og alligevel véd han i grunden bedre. Den eneste tolkning som gør det muligt for os at sætte os blot nogenlunde ind i denne sindstilstand er at holde fast i at legens åndelige sfære holder hele hans væsen fangen, fra de helligeste festligheder til de mest barnlige forlystelser, og netop den ejendommelighed iagttager vi hos barnet. Huygens forstå bare ikke at det lige præcis skyldes at legeholdningen suspenderer sekundærprocesserne og med dem den nyttebetonede praktiske objektivtet. Men han vover den afgørende påstand at forståelse af dyrefremstillingen i kult, mytologi og religiøs lære bedst opnås, hvis man tager sit udgangspunkt i den legende holdning. Huygens understreger, at rim, sætningsparallelisme og distikon (dobbeltvers) fra begyndelsen er uadskilleligt forbundne med sangens, musikkens, og dansens principper og alle indgår i legens oprindelige funktion. Den lyriske digtning må siges at stå den oprindelige legesfære nærmest, i og med at den står længst fra logikken og nærmest dans og musik. Også 'mystiske grublens', oraklets og trosdommens sprog er lyrisk. Desuden gælder at trangen til at gøre en forestilling eller idé så overvældende som muligt ved hjælp af fantasifulde, umådelige egenskaber eller mængder iøvrigt ikke udelukkende giver sig udtryk som poetisk funktion eller i lyrisk form. Behov for det umådelige format er en typisk legefunktion. Den er karakteristisk for barnet og genfindes hos den sindssyge. Og derfor også i litteraturen, som fx i 'Gullivers Rejse' (1726) af Jonathan Swift, hvor Gulliver rejser fra lilleputanernes land til kæmpernes land. Dramaet som leg Til toppen Næste Vigtigt er at forstå at mens fortællingen (eposet) mister sin forbindelse med legen, så snart den ikke længere foredrages i festlige lag, men bliver bestemt for læsning, og lyrikken næppe heller opfattes som legefunktion, når den har frigjort sig fra musikken, så beholder dramaet den nære tilknytning til legen, fordi dets egenskab af handlingsforløb aldrig går tabt. I selve sproget afspejles denne nære sammenhæng. Både i tragedien og komedien kan man endnu iagttage nedstamningen fra legen. Det attiske lystspil opstod af Dionysosfestens løsslupne komos. En bevidst litterær skikkelse antog det først på et senere stadium. Selv på Aristofanes' tid bærer det stadig præg af sin dionysisk-sakrale fortid. - Tragedien er i sin oprindelse heller ikke nogen bevidst litterær fremstilling af en menneskelig skæbne, men derimod et helligt spil, altså ikke et stykke teaterlitteratur, men snarest "en spillet gudstjeneste". Fra begyndelsen spilles både tragedien og komedien i væddekampens tegn der under alle omstændigheder må betragtes som leg. Dramaets steming er ifølge Huyzinga den dionysiske ekstases, festrusens og den svulmende lyriske (dithyrambiske) henrykkelse. Og skuespilleren der for tilskueren at se er løftet ud af den almindelige verden, føler sig på grund af masken flyttet over i et fremmed jeg, som han ikke længere blot forestiller, men også gør nærværende og virkelig. I denne følelse river han tilskueren med sig. Den ældste af de græske tragediedigtere Aiskylos havde et usædvanligt ordvalg; det nye og uhørte i hans billeder og udtryk var helt i overensstemmelse med legens hellighed, for hans drama er vokset frem af denne hellighed. Man må derfor konstatere, at der ikke findes nogen skilleline mellem alvor og ikke-alvor i den åndelige atmosfære hvor det græske drama opstod. Men savner dog hos Huyzinga den fulde forståelse for den græske tragedies egenart. Den finder man til gengæld hos Vilh. Grønbech der i 'Lyset fra Akropolis' påpeger at Aischylos' dramaer ikke stiler imod at fejre mennesket, men at vise menneskets vej til at blive etisk større end det var. Han løftede ikke døgnets problemer op i en højere sfære, men "fordybede dagens liv ind i det evige" så det simpelthen fik den størst mulige dimension. Han talte om den blide tvang, en kærlighedens eller venskabets tvang som kommer indefra og altså ikke fra ydre autoriteter. Vejen for mennesket var ikke at vi får vores vilje, men at vi kommer ind i visdommens og kærlighedens milde tvang. Da perserne truede hele den gamle græske kultur, blev kampen afgjort ved et søslag ved Salamis år 480 f.v.t. Det var liv eller død for Grækenland, men tilfældigheder spillede ind. Den græske strateg Themistokles ledede flåden - vandt slaget og blev hyldet som sejrherre, men han forstod at det ikke blot var mod, strategi og dygtig ledelse der havde gjort udslaget, men også tilfældigheden. "Vi har fundet Hellas som et fund", lød derfor hans konklusion. Grækerne stod over for en opgave som var næsten uoverskuelig. Man skulle - med Grønbechs ord - finde nye former for samfundets samvirken, nye idealer som bestemte menneskers forhold til hinanden. Man skulle finde en form at nærme sig Gud på, ja finde en ny gud, en ny etos, en ny litteratur, en ny kunst, noget nyt på alle områderne som kunne give sandt og adækvat udtryk for menneskelivet sådan som det rørte sig i datiden. Det gjaldt selve ånden i det hele, alt det som mennesker troede og tænkte, alt det som skulle blomstre ud i kunstens store skikkelser. For kunsten var ikke pynt eller tidsfordriv, men en dyb føling med sammenhængen mellem det guddommelige og menneskene. For egen regning vil jeg tilføje at situationen i dag er den samme. Det er ikke perserne, men muslimerne der truer os på livet, og Europa må finde sig selv igen - eller bukke under. Derfor er det ikke ligegyldigt hvordan dramaet og teatret har det i dagens Danmark. Tragedie og kult i vor egen helhedsrealistiske kontekst Til toppen Næste Den 22. november sidste år gjorde jeg her på siderne gældende at Europa og navnlig EU har fået en rådden slægt af ledere uden rygrad. De magter ikke politik, forskning, kunst, kirke, sport eller folkeoplysning, og de tror simpelthen ikke på den europæiske kulturs dybeste mening og retfærdighed. Eliten er korrumperet i begær efter vækst, status og magt. Den synes at stræbe efter høje stillinger for prestigens skyld - uden hensyn til indhold og betydning. Karrierens mål er et eller andet definitivt slutpunkt der reelt oftest er lig med det absolutte uduelighedsniveau. Kernepunktet er og bliver at de europæiske ledere ikke længere tror på Europas eller de europæiske nationers virkelige hjertesag - at slås for det der for for alvor har ført Europa frem til sin unikke kultur gennem de sidste sekler: 1) adskillelsen mellem magt og ånd og 2) følingen med de skabende kræfter i folkedybet. Modstanden mod EU-elitens ansvarsløse åbning af strømmen af muslimske flygtninge bunder ikke, som det rask væk postuleres, i primitiv fremmedfrygt, men tværtimod i den sundeste sunde uvilje mod at få undergravet vores unikke samfundsorden og dens enestående sekularisering og kvindefrigørelse. Forsvaret for vores ytringsfrihed er en selvfølge i kampen mod islamismen, og den har af gode grunde været dominerende her i landet siden Muhammedsagen 2005, men det altafgørende og livsvigtige i dag er kampen for sekularisering og kvindefrigørelse, og den kamp kan ikke vindes uden at vi for alvor tror på disse fænomener som vitale for hele vores fremtid. Den tro der her er tale om er imidlertid ikke en tro på religiøse eller verdsligt-ideologiske dogmer og symboler, men en psykisk energiladning af største kraft der kommer nede fra de dybeste lag af sjælelivet og folkeligheden. Den kommer fra selve det kollektivt ubevidste, og kontakten går gennem stilhed og fest. Stilheden er en forudsætningen fordi det er nødvendigt at slippe det i nutiden uhyggeligt voldsomme mylder af indtryk der afleder opmærksomheden fra følingen med instanser i psyken der ligger uden for jegets og jegbevidsthedens kontrol. Og i festen opildnes energierne til højdepunkter der normalt ikke forekommer i hverdagen og som betyder at mennesket i højere eller mindre grad kommer i en form for 'ekstase', hvad der betyder at 'gå ud af sig selv'. For at komme i denne i sig selv ganske attraktive tilstand benyttes først og fremmest dans og musik, men selve fællesskabet og det særlige arrangement omkring begivenheden i form af lokalitet, udsmykning, påklædning, belysning, mad og drikke samt servering spiller også en meget stor rolle. Og hermed kommer vi over i kulten. Kult forstås imidlertid i dag som regel ret nedsættende i betydning af intens dyrkelse af en person, en film eller en livsstil - man taler fx om kultfilm i betydningen æstetisk outrerede film for feinschmeckere - men kult hører oprindeligt det religiøse liv til i og med at religion betød direkte føling med det kollektivt ubevidste eller det evige og guddommelige. Og da denne føling til alle tider og i alle kulturer vil være central for alle mennesker, bliver kulten også vital - uanset forholdet til dogmer og sakramenter. Den må nødvendigvis finde sin egen form. Og det sker på vidt forskellig vis, fx også i moderne ungdomskultur. Kultur findes slet ikke uden kultisk føling med de arketypiske forestillinger. Den ville i givet fald være tom, gold og selvdestruktiv. Kulten hører altså samfunds- og folkelivet til, og hvis de officielle kulturinstanser (herunder teatrene) og den officielle kirke (det vil i Danmark sige Folkekirken) ikke forstår kultens nødvendighed eller formidling, vil folket finde den andre steder. For eksempel i ungdomskulturen, i 'kongerøgelsen' og i musikkulturen, herunder musikfestivalerne, men den kunne i virkeligheden også genskabes i teaterkulturen - skuespil, ballet og opera - hvis teaterfolket vel at mærke forstod hvad sagen drejer sig om. Derfor er det ikke en ligegyldig ting at såvel kirkelivet som kulturlivet og navnlig teaterkunsten for øjeblikket er i dyb krise. Det er tværtimod skæbnesvangert. Men det er en simpel følge af at alt er blevet mere og mere overfladisk gennem en systematisk æstetisering der koncentrerer alt om de ydre virkemidler i stedet for indhold og substans. Kirkens ledelse, museernes ledelse, teatrenes ledelse og hele kulturministeriet samt alle kultur- og kirkeministre i indeværende århundrede er uden den ringeste forståelse for dybdepsykologi, religion eller mytisk drama og tragedie, og de aner simpelthen ikke hvad direkte føling med de arketypiske forestillinger er. Alle de nævnte instanser glider følgelig længere og længere væk fra det folkelige og kultiske og dermed længere og længere væk fra alle former for kollektiv oplevelse af den dybeste folkelige sammenhæng. I øjeblikket er der af forskellige grunde særlig debat om teaterlivet, og medier og kommentatorer har kunnet konstatere at teatrene skranter, mens museerne hitter. Konkret betyder det at museerne på 20 år har fået næsten 60 procent flere gæster (heraf dog mange børn under 12 år), mens teatrene har mistet en femtedel af deres publikum. Professor Kirsten Dortner, Syddansk Universitet, prøver at forklare det med, at museerne og teatrene henvender sig til samme borgersegment, de veluddannede og midaldrende, men at de begge har kæmpet med et lidt støvet, finkulturelt image og haft svært ved at tiltrække et yngre publikum..... Og her er det så lykkedes museerne at kommunikere med brugerne på nye og bedre måder end teatrene. Som man ser bruger Dortner sociologiske begreber omkring borgere og brugere til at forklare forskellen, men går man ned i de dybere sammenhænge, så vil man kunne konstatere at det i virkeligheden er substansen den er gal med - på samme måde som i den politiske sfære. Derfor kan en anden forsker, Jørn Langsted fra Aarhus Universitet, da også konstatere at teatrene godt kan få fat i publikum, hvis de spiller spektakulære musicals, dvs går efter publikumssucces. Og en tredie forsker gør opmærksom på at teatrene godt kan få fat i de helt unge, hvis de gør noget særligt for det. Endelig er det blevet påpeget at selve ordningen for det københavnske teaterliv med en paraplyorganisation som Københavns Teater er ødelæggende for kreativiteten. Det er derfor godt at der uden for den nævnte organisation findes ganske mange selvstændige privatteatre (med offentlig støtte). Men hovedproblemet er stadig det samme: Det vil ikke gøre nogen nævneværdig forskel for kultursammenhængen som sådan om nogle teatre og kulturorganisationer klarer kommunikationen bedre end de gør i dag, når man ikke har det nødvendige at byde på: musik, film, litteratur og teater der giver direkte føling med de kulturbærende kollektive forestillinger i det ubevidste gennem den måde det alene kan ske på: fest og kult der åbner for de store dimensioner i tilværelsen. For det er det folk - inklusive de unge fra 15-års alderen - savner. Måske er der et lille håb i det københavnske teater, fordi et af de mindre, selvstændige teatre har fået helt nye rammer et spændende sted i hovedstaden og om et halvt års tid vil prøve noget nyt. Dette teater vil jeg vende tilbage til om en uges tid, fordi det inden renoveringen kommer med en kontroversiel udstilling og forestilling om martyrer, som alligevel skal omtales, da den direkte vedrører den aktuelle kulturkrise. Ejvind Riisgård Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. (Pris 100 kr.) 'Virkelighedens dobbelte karakter' (25 kr.) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. 'Mozart - Mahler - Wagner' (25 kr.) 'Bjørn Nørgaard - Arne Haugen - Olaf Høst - Johan Th. Lundbye' 'Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie' (i pdf-format) 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (25 kr.) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Henvisninger Til toppen Næste Relevante artikler på Jernesalt: Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion - om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg (4.5.16.) Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2) (11.5.16.) Leg og krig - Mennesket som et legende væsen (3) (15.5.16.) Leg, viden og filosofisk tænkning - Mennesket som et legende væsen - (4) (18.5.16.) Leg, erotik og ungdom - Mennesket som et legende væsen (6) (19.6.16.) Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7) (23.6.16.) Grønbechs metode Konrad Lorenz' kulturopgør Humormennesket Storm P. Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Latterdag Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet (12.2.12.) Ind i musikken om Peter Bastians bog. Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring Musikkritikeren Hansgeorg Lenz (2.9.11.) Det nye koncerthus i Ørestaden (8.2.09.) Musik - underholdning eller kult? (9.5.06.) Operaen, pengene, kunsten og myterne (15.1.05.) Hvad den rytmiske musik kan og vil om Henrik Marstals samtaler om musik og liv. (10.10.02) Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter (6.2.10.) Arvo Pärt og hans enestående musik (23.9.09.) Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens (5.6.09.) Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet (24.10.08.) Beethovens åndelige udvikling (31.8.08.) Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers (20.12.07.) Mozarts sjæl og fascinationskraft (27.1.06.) Per Nørgårds musikalske univers (8.8.02) Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi David Favrholdts æstetik En alternativ, helhedsrealistisk æstetik Th. Kittelsen - norsk skovtrold på Storm P. museet (5.4.16.) Kunstekspertisen udstiller afmagt over for Edvard Weies eksistenskrise (5.4.15.) Turner-film af Mike Leigh (14.1.15.) Bjørn Nørgaard - genmodellering af verden eller udveksling med verden? (15.10.10.) Per Kirkebys tekstproblem (16.5.11.) Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist (28.6.10.) Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken (25.10.09.) C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri (11.6.08.) William Blake's univers (Essay - 05.02.03-) Chagall - en enestående mytisk kunstner (11.11.05.) Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle (22.9.06.) Per Kirkeby på Louisiana (3.11.08.) Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden (12.9.07.) Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden (22.11.07) Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner (21.7.08.) Carl-Henning Pedersens univers (22.11.03.) L.A. Ring mellem de to virkeligheder (14.12.06.) Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) 'Syndefaldet': Myte, ord og billede Vurdering af det 20. århundrede Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Lys over landet, folket og eksistensen (1.5.15.) H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi - Visioner, begrænsninger og fejlslutninger (23.5.10.) 'Fordummelse og naivitet i politik' - fem artikler om retorikken i forhold til den politiske debat i Danmark i det nye årtusinde I - Grundproblematik (4.3.11.) II - Politikernes uskikke (8.3.11.) III - Vælgernes naivitet (10.3.11.) IV - Indvandrerdebatten (14.3.11.) V - Den smalle retorik fejler (17.3.11.) De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Konsistens-etikken Etik og eksistens Komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex' Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken (13.1.11) Artikler om Musik Artikler om Kunst Artikler om Litteratur og teater Artikler om Film Artikler om Psykologi Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Samfund Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |