|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.4.16.Th. Kittelsen - norsk skovtrold på Storm P. museetUdstillingenKittelsens liv og levned Kittelsens værk Kittelsens humor Litteraturen om Kittelsen Henvisninger Med hensyn til billedgengivelser henvises til website for kunstneren Udstillingen Til toppen Næste Den norske tegner og maler Theodor Kittelsens vidtspændende værker fra det korte liv han fik fra 1857 til 1914 er blevet en flot hyldest til en kunstner der har betydet lige så meget for Norge som Robert Storm Petersen (1882 -1949) for Danmark, men som stort set kun kendes her i landet fra sine herlige trolde-skildringer og karakteristiske illustrationer til Asbjørnson og Moes 'Norske Folkeeventyr', og det er en skam. Men nu er chancen der til at se dem i et ganske stort udvalg og en glimrende ophængning på det lille museum på Frederiksberg - endda i året hvor Storm P. til efteråret får en stor udstilling på Nivaagaard. Udstillingen, der varer til 17. april, er kommet i stand ved nært samarbejde med Kittelsenmuseet Blaafarveværket i Modum, ikke langt fra Kittelsens selvbyggede kunstnerhjem 'Lauvlia' i Sigdal. Udstillingskataloget har gengivelser af de vigtigste af de udstillede værker og fine artikler af historikeren Arnhild Skre (Kittelsens livsmyte og andre sannheter), idehistorikeren Trond Berg Eriksen (Theodor Kittelsen - kunstner og illustrator) og kunsthistorikeren Jens Bing. Denne tidligere og meget initiativrige direktør for Storm P. museet har valgt af foretage en sammenligning mellem Kittelsen, Storm P. og svenskere Arosenius under den bevidst paradoksale titel 'Poetisk satire', og den er på sin vis udmærket, men forekommer mig at være af reduktiv art. Den i mine øjne vægtigste artikel er derfor psykiateren Finn Skårderuds "Det lekne norske mennesket - melankoli og humor hos Th. Kittelsen", som går helt ind i hjertet af problemet Kittelsen. Hans synspunkter tages op til kritisk behandling i afsnittet om 'Kittelsens humor'. Hans artikel kan læses på nettet via Kittelsenmuseets hjemmeside. Det er første gang i 100 år Kittelsen udstilles i Danmark, men i Norge blev hans 100-års dag for to år siden naturligvis markeret med flere udstillinger, og de fik alle rekordhøje besøgstal på grund af kunstnerens store popularitet. Af hovedværker vi nu har mulighed for at se for første gang i Danmark er - udover mange troldebilleder - den meget specielle serie 'Svartedauen' om 'Sortedøden' eller Pesten i middelalderen der lagde hele bygder øde, billeder fra Lofoten eller rettere den lille ø Skomvær (Skumvejr) med sit ensomme fyrtårn langt ude i Norskehavet, hvor Kittelsen opholdt sig i 1½ år, og fra Jomfruland (den flade ø tæt ved Kragerø) samt serien 'Har dyrene sjæl?' og illustrationer til digte af Johan Herman Wessel. Og endelig nogle af de sidste 'Tirelil-Tove'-billeder Det fremgår klart at Kittelsen havde et godt øje til det småstadsmiljø på Kragerø han var vokset op i. Han var mesterlig i at karikere og står endog for det første norske socialrealistiske værk fra opholdet i München - fra samme år som Henrik Ibsen skrev sit socialkritiske skuepil 'Samfundets Støtter'. Men det blev ikke satiren der siden kom til at dominere hans kunst. Han forlod simpelthen det snæversynede miljø i Kragerø og Arendal der gav anledning til satiren - og søgte mere ud i skov og på fjeld for at få indre fred gennem direkte nærkontakt med naturen. Det skete på hans helt egen måde - så han slet ikke kan passes ind i den gængse norske nationalromantik som vi kender fra bl.a. J.C. Dahl. Det var dybere lag i hans urolige sjæl han fik føling med gennem naturen, både de trolde som også Ibsen kæmpede med i sit indre og den dødsangst der vaktes i ham gennem en skræmmende gammel 'kjerring' han så vandre rundt i en øde, i sin tid pestramt egn og bittert forbande menneskene; han gav hende simpelthen navnet 'Pesta'. Men naturen i hele sin skønhed og storslåethed abstraherede han ikke fra. Modstykket til Pesta var den unge skipperdatter Inga Dahl han lærte at kende i 1889 og som han giftede sig med efter få ugers bekendtskab. De slog sig i første omgang ned på Skåtøy ved Kragerø, men flyttede senere til Sole i Eggedal og til Sigdal. Kittelsen byggede selv deres kunstnerhjem 'Lauvlia'i 1899, men på grund af den elendige økonomi måtte de til sidst - efter elleve år - opgive det og flytte til Huseby. - Ialt fik de ni børn, hvoraf flere stadig var små da Kittelsen døde i begyndelsen af 1914. Men Inga blev gammel - og kunne berette udførligt om sit og Theodors liv da Odd Hølaas samlede materiale til sin biografi 'Th. Kittelsen. Den norske faun' der udkom i 1942. Hølaas lægger ikke skjul på at det var Inga der holdt manden og familien oppe i alle årene gennem sit livsmod, sin udholdenhed og sin jordnære, praktiske sans. Men familiens økonomiske problemer lyser ud af det forhold at Kittelsen på sygelejet nytårsaften 1913 med blyant, kejtede bogstaver og overstregninger affattede et brev 'Til Kongen og det norske folk' om at den statlige kunstnergave på 1600 kroner der var blevet bevilget ham i 1911 kunne gå videre til ægtefællen. Hvad der da også skete med enstemmighed i Stortinget. En mærkelig skæbne må det siges at Theodor Kittelsen fik. Han afveg - lige som Storm P. - fra den slagne kunstervej og den gængse kunstopfattelse. Han følte sig som Storm P. kun rigtigt hjemme i sit fødeland og i omgivelser han var fortrolige med. Der var samme indadvendthed i ham, men hans humor blev i høj grad præget af den nævnte kontakt med de dybere lag i sindet der truede sjælefreden og småborgerligheden. Han faldt så at sige som en slagen mand før første verdenskrig der satte skel mellem europæernes naivt optimistiske drømme og de følgende årtiers ideologiske vanvid og krige. Og han døde altså ikke - som Storm P. - efter vanviddet. Det er et flot initiativ af museet at vise os denne norske faun i Danmark - i hele hans spændvidde. Kittelsens liv og levned Til toppen Næste Kittelsen voksede op i Kragerø by på øen af samme navn der ligger øst for Telemarken ud mod Oslofjorden og Skagerak. Han var søn af købmand Johannes Kittelsen og Guriane Kittelsen, som havde otte andre børn. Hjemmet var borgerligt og kultiveret, lyst og harmonisk. Moderen var stille og indadvendt og med følsomme træk i ansigtet. Hun sang folkeviser for ham, og det er efter Hølaas' bedømmelse ikke usandsynligt at moll-tonen i Kittelsens sind stammede fra hende. Den udadvendte og fysisk kraftige fader døde pludseligt i 1868, og den 11-årige Theodor måtte slutte sin skolegang. Han viste ikke anlæg for 'ordentligt arbejde' af den slags man kunne leve af, men kom dog i urmagerlære, først hos en gammel bondeurmager i Kragerø siden hos en tysk jøde i Arendal som kaldte ham en stor drømmer. Byen Arendal havde en vis patricierglans over sig, og Theodor tog dens småborgere på kornet i sine tegninger, bl.a. det herlige "En Æresmiddag. Doktor Trump holder Tale for Æresgjesten". Småbyen er jo med Hølaas' rammende ord Norges bidrag til verdenslitteraturen i 1800-tallet (Ibsen, Kielland, Hamsun på hver sin vis.) En af kulturspidserne i byen, juristen og kunstelskeren Diederik Aall fik øje på drengens tegnetalent. Han fik af urmageren at vide at drengen var håbløs som urmager: han sidder hele ugen og glor på glassene og når han har fri sidder han på sit kammer og tegner. Aall frelste ham fra urmageriet og provinsmiljøet ved at sørge for at han kom til Kristiani (Oslo) for at lære at tegne. 17 år gammel kom Theodor høsten 1874 til hovedstaden, hvor han gik til tegning hos den gamle arkitekt A.F.W. von Hanno fra kl. 9 til 13 og igen fra 15-18, og iøvrigt flittigt besøgte Kunstforeningen. Theodor lærte den elementære tegnekunst så godt, at Aall gav ham understøttelse til et ophold i München. Og 19-år gammel kunne Theodor rejse til byen der dengang trods sin lidenhed var en slags centrum i europæisk kunst hvad angår såvel udstillinger som kunstnermiljøer. Af unge nordmænd var der i disse år kunstnere som Eilif Petersen, Hans Heyerdahl, Harriet Backer, Cristian Skredsvig og Erik Werenskjold - og de var alle i modsætning til Theodor modne og myndige personer. Men de hjalp ham, bl.a. med at oversætte den tyske lærers bemærkninger. Og den jævnaldrende Skredsvig blev hans ven for livet. Men det norske miljø havde også ældre norske kunsterne som Marcus Grønvold, Oskar Wergeland, Olav Rusti, og så var der selveste Henrik Ibsen der havde sin egen eksklusive forening i byen, kaldet 'Crocodil', men endnu ikke var blevet utilnærmelig. Hans hjem var gæstfrit. Og man véd at Ibsen drøftede muligheden for at lade Kittelsen illustrere 'Peer Gynt', som denne nærmest identificerede sig med, uagtet at Ibsens Peer var en udadvendt type og med Hølaas's ord mere lignede verdensmanden og løgnhalsen Ole Bull (violinisten). Der var opbrud i luften i München - mod akademi og atelierkunsten og for friluftsmaleriet og naturalismen. Kittelsen sværmede dog mest for svejtseren Arnold Böcklin hvis naturalistiske billeder var mere intime end andres og præget af dyb kærlighed til naturen. Ifølge Hølaas fandt Kittelsen hos Böcklin netop den bestræbelse der var dybest beslægtet med hans eget talent: gennem billedet af naturen at give udtryk for alle menneskelige stemninger, dvs hele registret fra jubel og frygt til fortvivlelse og dødsangst, eller med andre ord: evnen og viljen til at besjæle naturen. - Men til forskel fra Böcklin havde Kittelsen humoren med i bagagen. Foreløbig var det dog realisten som var stærkest i Kittelsen. 20 år gammel tegnede han bl.a. et billede han kaldte 'Kvalm i gata' (gadeuro) hvor to fulderikker har slået ruderne ind hos en butiksindehaver og bliver ført bort af politiet i mange vidners nærvær. Men først og fremmest kultegningen 'Streik', der viser en deputation af arbejdere i mødet med deres arbejdsgivere, en indigneret, patriarkalsk senior og hans yngre, direkte arrogante og storsnudede kompagnon. Det er intet mindre end det første realistiske og sociale tendensmaleri i norsk kunst - længe før Christian Krogh begyndte at folde sig ud. Og det er lavet samme år som Henrik Ibsen i den selvsamme borgerlige by skrev det første moderne drama 'Samfundets Støtter'. - Begge Kittelsens billeder blev udstillet i Kunstforeningen hjemme i Kristiania og blev bemærket. Samme år, 1879, ser Kittelsens velgører, D. Aall, sig imidlertid nødsaget til at meddele ham at han på grund af sit økonomiske sammenbrud ikke længere er i stand til at støtte ham. Kittelsen må tage det til efterretning og sender Aall en stor tak for den hidtidige hjælp. Men det var et hårdt slag for ham. Han måtte holde op på akademiet, og havde ikke råd til farver. Han anede simpelthen ikke hvad han skulle stille op, han manglede den ringeste skilling for at komme i gang med sit 'alvorlige arbejde', til forskel fra alt det dér med sæterjenter eller landlig hygge. Han fik hjælp at vennerne og fik tilbudt gratis undervisning af en af professorerne. Men i længden hjalp det ikke. Hans gæld voksede, og han tegnede hele sin elendighed ud i "Du slette tid" der viser en fattig mager og forhutlet person med krykker og fodlænke samt timeglas på ryggen: sådan så Kittelsen sig selv. Et lyspunkt var det dog at han lærte kunsthistorikeren Andreas Aubert at kende, og denne havde ikke alene forståelse for Kittelsens originalitet, men også forbindelse til folkloristen Moltke Moe der sammen med Asbjørnsen var igang med udgivelse af folkeeventyrene. Og Kittelsen blev også tildelt et legat. Pengene brugte han på en tur til Paris, som fristede ham efter at han havde set en stor fransk udstilling i München. Den ubehjælpsomme Kittelsen faldt ikke til i Paris. Han var flittig, men følte sit 'flidsskrædderi' som goldt. Og sjovt nok blev det bondemaleren Millet han faldt for. Men både økonomisk og psykisk gik det ned for ham. Han følte sig som i en båd alene på Atlanterhavet, som han skrev til Aall. Han ville hjem. Aall måtte skaffe ham et lån i Arendals Sparebank så han fik til billetten. Han var i Norge et par år, dels i Kragerø, dels i Kristiania, aftjente sin værnepligt, men tog igen til München. Her fik Kittelsen tegnet sit betydeligste værk til dato, illustrationerne til den homeriske parodi 'Batrachomachia' (Kampen mellem musene og frøerne), der er den første parodi i verdenslitteraturen. Kittelsen kom i sit es og tegnede slagscener der var rene parodier på historiske slagmalerier. Musene lod han klynke og vise arrig angebslyst. Frøene blev fremstillet som skuespillere der havde lært deres helteroller til perfektion. Tegningerne blev udstillet og gjorde stor lykke. Enkelte blev solgt, men intet forlag ville trykke serien. De blev til sidst købt af en svensk samler og ejes nu af Göteborg kunstmuseum. Depressionen ramte på ny kunstneren. Han henvender sig flere gange til Aubert og erklærer at han vil hjem, og at han helst til opholde sig på en af øerne hjemme. Han savner den natur hvor han med sikkerhed vidste han "kunne løfte noget". I det lange brev til Aubert høsten 1885 hedder det også: "Mere og mere kommer jeg til det resultat at skal jeg opnå noget som maler må jeg tilbage til det jeg har kærest, og dette ejer jeg hjemme i Norge. Men fattigdommen har sat en dyb revne mellem mig og hjemmet, enten hvad angår salg, forvisning til udlandet, egen opfattelse, tom mave, stridighed, kolossal selvtillid og indbildskhed osv.! trods alt. Dette er den helvedes fattigdom skyld i alt. Mere og mere kommer jeg tilbage til hvad jeg holder af det er det hemmelighedsfulde, eventyrlige og storartede i vor natur, men kan jeg herefter ikke forene dette med et sundt studium af naturen frygter jeg for at jeg blive nød tit at blive sløv. Vilje og lyst - men fanden er imod mig. Mere og mere går det op for mig hvad jeg skal gøre og flere og flere ideer har jeg fået - men jeg må hjem ellers går det ikke. Jeg har fået ben og vilje, jeg havde nær sagt både oppe og nede. Jeg er ikke så let at gøre vankelmodig som sidst. Mit program vil jeg gennemføre eller også blive en usling. Men når jeg bare tænker over hvor vanskelig det er at kunne få solgt sine arbejder, hvilken nåde det er af grossereren der køber dem, hvilket påhæng man er nødt til at være for andre, og hvor vanskeligt det er som ærligt menneske under vore omstændigheer, må man tilstå at det dog må være en dybere trang til stede efter noget ellers skulle pokkeren stikke sit væsen ind i sådan skærsild, man kunne bedre trives som skrædder eller skomager (bedst som kritiker) lidt til dig..." Hølaas understreger med rette at brevet ikke bare handler om Kittelsens sult og nød, men også er fuldt af vilje, vitalitet, humor og myndighed. Det er "det stolteste sultedokument i vor ganske fremtrædende sultelitteratur". - Aubert tog affære og fik skaffet 1000 kroner så Kittelsen kunne komme hjem. I 1887 var Kittelsen i Norge, og boede hos sin søster og svoger i Kragerø. Men da svogerens glasmagasin gik nedenom og hjem, valgte manden at søge en stilling som fyrvogterassistent ude på Skomvær fyr på den allersydligste ø i Lofoten. Kittelsen valgte at tage med til denne ensomme og forblæste ø. For Kittelsen blev det en befriende arbejdsrus og en slags Jakobskamp om velsignelse gennem kunsten. Her opholdt han sig med en kort afbrydelse i halvandet år og fik lavet en lang række tegninger og tekster som efterfølgende blev udgivet i to hefter under titlen 'Fra Lofoten'. Desuden lavede han 19 blade til samlingen 'Fra livet i de små forhold', dvs i småstadsmiljøet i Arendal - og ikke at forglemme Troldskabstegningerne. Kittelsen strejfede om på Skomvær og øerne Værøy og Röst, men kommer også nordligere til Raftsund og Svolvær. Han klatrer på fuglebjerge og ror ud til de yderste fiskeskær. Her skulle De se natur, skrev han. "Her er jernhård vildhed. Jeg har flakket om som en vildfugl og gennemvåd, de evige bådture, også med udsigt til at min sidste time var slået, og så op i fuglebjerge, Raftsundfjelde og andet djævelskab". - Og om samlingen af Lofoten-tegningerne hedder det: "Du kan bande på at hvad jeg har i denne samling er ægte.... Det meste bliver selvfølgelig landskaber, men det jeg har valgt af figurer er ialfald så ægte at enhver sikkert vil kunne ta og føle det". En udbygning tjente ham til atelier. Et mørkt firkantet rum med et hul i som tjener til dør. Vinden synger gravsalmer gennem væggenes tusinde sprækker. Gulvet er overfyldt af kasser, poteter, bænke, fiskeredskaber, planker og alskens djævelskab, der mangler kun fodangler og rævesakse. "Er jeg falden i tanker vækkes jeg af et regnsprøjt udefra og uafladelig hopper jeg i fortvivlelse frem og tilbage. Jeg er blå og gul i ansigtet. Jeg maler et Ekko [et kæmpestort lærred af en stejl fjeldskrænt på Værøy] og oplever her i grunden et samlet Ekko af alt hvad jeg før har kæmpet....". - Det nævnte Ekko-maleri var så stort at det måtte sejles fra Værøy i stille vejr for at båden ikke skulle kæntre. Det var et klimax i Kittelsens liv. Han var nok fattig, men selvbevidst, sejrsstolt og ladet med både energi og fantasi samt nye planer. Han leverede endog en tegning af sig selv hvor han forestiller sig sin ankomst til fastlandet som en triumf hvor han modtages som en anden Fridtiof Nansen med æresport og bukkende tilskuere. - 'Fra Lofoten I og II' blev fornemt trykt og godt modtaget. Christian Krogh skrev om bind I: "Norge har fået en digter til. Det er den kendte eventyrtegner Theodor Kittelsen. Den bog som han har udgivet til jul, er en begivenhed både i kunsten og i litteraturen. Det er stortartede menneskelige digte, fulde af dybe tanker, fremsat i et yndigt, vidunderligt flydende sprog, der går lige til hjertet. Tegninger er også digte. Alt er båret af den samme store følelse, hver streg, hver stavelse er i dens tjeneste. Det er Lofoten som pludselig har gjort Kittelsen til digter og til en mægtig kunstner som han nu viser sig at være. Hans syn er blevet sort og hvidt, enkelt og klart deroppe. Den ejendommelige ørken passer for hans enkle, barnlige sind..... Man vil sige at jeg overdriver. Men det er vist ikke uden grund at en gammel forhærdet realist bliver så begejstret over noget der må regnes til den rene romantik." Sommeren 1889 sendte Kittelsen et brev til Aubert hvor han meddelte at han på en ensom vandresti i nærheden af Farris for første gang havde følt "den ildfulde gnist i sit bryst" og forlovet sig med Inga Dahl, som han ville lade sig vie til i al stilhed. Aubert udbrød: Enten er det det dummeste Kittelsen har gjort eller det klogeste. - Det var det klogeste. Vennen Skredsvig betegnede Inga Kittelsen som "Norges første kunstnerhustru" - og Hølaas erklærer at det var hendes fortjenste at Kittelsens liv trods alt fik et nogenlunde harmonisk forløb. Uden hende ville hans liv have endt temmeligt hurtigt som en tragedie. - Parret slog sig ned i et hus på Skatøy, som Kittelsen betegnede som et lille eventyrslot. Værelserne er meget små, men derfor bliver også ligesom hver krog mere kendt og afholdt.....I Gardinerne kryber kogte hummere, på gulvet kryber græslinge, i krogen sneugle, skarv, havsul og Gud ved hvad. Det eneste jeg for tiden savner er en ærlig norsk skovtrold, men det kommer også i det nærmeste. - Her lavede Kittelsen 14 tegninger om årets måneder - foruden illustrationer til 'Sandfærdige skrøner' - og en samling på 18 tegninger til 'Glemmebogen. Her blev deres første barn født - og naturligvis tegnet. Og det var her han så den gamle kælling der blev model til hans Pesta, den ondsindede og hæslige kone, med gulgrønt ansigt, mørke øjne som lå dybt inde i skallen. Hun forsømte ingen lejlighed til at spå om sygdom og ulykke og spytte gift ud. I 1892 flyttede parret til et lille hus i Hvitsten, nord for Moss på den østlige side af Oslofjorden. Her færdiggjorde Kittelsen billedbogen 'Har dyrene sjæl?' som er en meget munter samling af situationer fra småkrybets samfundsliv, en fabelverden der gengiver dyrene med menneskelige følelser, men som indirekte også er en satire over bedsteborgerligheden med bohemetilbøjeligheder, lidt erotik og sværmeri, madstræb og besvær med unger, lidt videnskab og kunst, moral og forbrydelse samt vindskibelighed og slagsmål. - kort sagt: på tyve farvestrålende blade hele "århundredets stolthed" set fra det laveste udsigtspunkt af alle. Det er ikke uberettiget at Hølaas vurderer tegningerne som hørende til verdenskunstens bedste dyrefabler. Bogen blev udgivet i København i 1893, og vakte stor begejstring. Det var også i Hvitsten at Kittelsen lavede det ofte gengivne mesterværk 'Trollet på Karl Johan', et kæmpestort uhyre af en skovtrold på hovedgaden i Oslo som folk skrækslagne flygter fra. Selveste Henrik Ibsen, der havde stamcafé på dette strøg, er kommet med i nederste højre hjørne som en selvbevidst herre der bevarer roen og ikke bliver opmærksom på trolden før en borger peger på den. - Hølaas stiller spørgsmålet hvor bevidst Kittelsen egentlig var om at han så at sige fik tegnet hele tidehvervet på dette ene blad. Og han kommer til det resultat at Kittelsen i al fald havde en evne til "med en naturmagts anskuelighed at illustrere kræfterne i sin egen tid". Og en sådan intuition var genial. Kittelsen var yderst produktiv, men humøret svingede. På den ene side kunne han konstatere at der kun var gråvejr og tøsne og at han selv gik op og ned ad gulvet og var utilfreds med ikke at kunne komme videre med sit arbejde. På den anden side kunne han finde på at besøge en fyrvogter sydpå og oppe fra tårngalleriet synge ud over vandet med høj røst: Af havet kan stige et længslernes rige..... Hølaas kommer ind på Kittelsens refleksioner i et brev til Aubert i 1893 i forbindelse med en større udstilling i Florasalongen i Kristiania: Det er et bemærkelsesværdigt brev, et nøglebrev til forståelse af ham, for hvad ville have været rimeligere end om han havde følt sig som en ung triumfator, når han nu for først gang skulle udstille disse mesterlige ting som folk anede så lidt om. Men han holdt en bedrøvelig revy over sin egen dygtighed: "Tænk dig det er rart Du hvor meget et menneske (et dovent menneske som du engang sagde i Münchenertiden) kan tulle ihob så i løbet af tiden. Jeg liker nu i grunden bedst den tid jeg sad og famlet og lod bare drømmene bære det hele. Da var det godt nok for mig og jeg troede det var godt nok for hele verden. Siden - da kritikken kom blev der filed og filed på form og tanke - der står en fuldstøbt figur, ulastelig i alle former. Heisen mere end det. Dans på en line - krumspring og djævelskab - men den lille dejlige fuglen som kvidret før er fløjet. Og mens man bruger "Dygtigheden" som fil så lusker gerne "Udygtigheden", det vil si hjertelaget sig ud. Jeg glemmer aldrig min gamle farbror oppe i Telemarken som fortalte mig sagnet om prinsen som blev tryllet ind i fjeldet. Han viste mig et trillende rundt hul i bjerget som skulle bære ind i det uendelige. Men der var skøiere som hade stoppet det fuldt af småsten. Så lå gamlen der og grov stenen ud med en kvist. - Det var da ikke noget at bryd sig for sligt tøiseri, sa en. - Ja men Herregud, det var noget så vakkert ved det alligevel, sa gamlen." Kittelsen tog ud på Jomfruland og lavede på få måneder med blyant og et par vandfarver 14 blade fra stedet med en stilfærdig ynde som står fuldstændigt i kontrast til Lofot-tegningerne. Med Hølaas' ord er der tale om tindrende solfyldt luft over fløjsgrønne enge, tunge hesjer af duftende hø, små vejrbidte graner mellem strandens hvide rullesten og trækfugle som tegner deres stjernebilleder mod den hvide himmel og det blå hav. - Serien kom aldrig i trykt udgave, men en kunstkender og mæcen købte den for 1500 kroner og skænkede den til Nasjonalgalleriet. Kittelsen var nu 36 og det var andre ting der rørte sig i ham. Dels Pesta og Sortedøden, dels tegninger til en udgave af Johan Herman Wessels digte, som forlæggeren Ernst Bojesen stod for. Han betalte Kittelsen ikke mindre end 4000 kroner, men forlangte at bogen skulle være på højde med Holbergudgaven som Hans Tegner havde illustreret. Kittelsen gik på med krum hals og i den overbevisning at han forstod Wessel bedre end de fleste. Wessels muntre og udoktrinære sind svarede til noget dybt oprindeligt i Kittelsen selv. Tegningerne blev mere robuste og kraftige end kunstneren selv havde tænkt, og Bojesen blev skuffet. For udgaven gjorde ikke nær så stor lykke i Danmark som Tegners Holberg-udgave. Hølaas forklarer det med at 'Kittelsens brutalt realistiske og norske bonderokoko' har virket fremmed og stødende på danskerne der hellere ville have Tegners forsorne akademiske rokoko. Men Kittelsen blev mere og mere led ved Hvitsten. Jeg må væk herfra. Jeg må ud i Guds hellige natur, må have lov at ånde frit. Hvitsten var en dræbende væmmelig ring, hvor han følte sig klemt op mod en væg af ækle skippersjæle. "Selv naturen kunne man ikke have i fred. Man føler ståltrådspigge og ejendomsret hvor fanden man vender sig og selv om man Diogenes i tønden, ville det være umuligt at beholde tøndefreden her!" - Ja, han drømte om at tage til Island. Dér kunne der komme sagn og poesi og virkelighedsskildring efter hans hjerte. Kittelsen appellerede til vennen Skredsvig der boede i Eggedal - og Skredsvig gik straks igang med at finde et passende sted til Kittelsens familie. Hos en rig enke lejede han for 100 kr. om året en gård i Sole der stod tom. Der var koldt, ensomt og besværligt deroppe, og vand måtte hentes 1½ bøsseskud fra elven. Men Kittelsen slog til. Og familien arriverede til Solegården en kold vinterdag i 1896. Kittelsen blev umiddelbart meget skuffet over det skumle og dystre hus. "Å Herre Gud i himmelen, her mellem alle disse styge, grå, umalte veggene skal mine barn ha sitt hjem". Med ved nærmere eftersyn opdagede han på væggene gamle malerier med sælsomme fabeldyr, havhest, drage, basilisken og meget andet. Og det spøgte også i huset. "Ude på gårdspladsen skulle fanden løbe omkring som en kulsort langrygget køter med gloende øjne og tungen ud af halsen....." Solegården samlede det oprindeligste i Kittelsen, ja fremkaldte en karakterforandring. Alt det blideste fra barneårene, det som lå i sindet som en fjern klang af moderens sange groede frem igen. - Og skov var der så langt øjet rakte. Nu var han i hjertet i landet. Alt appellerede til hans fantasi og skaberevner, lige fra tussebruden der kom ridende med spillemænd, stort følge, krone og rød kappe - til sortedødens uhyggelige Pesta og musestad. - Han kendte folkemindesamleren Andreas Fayes 'Norske sagn' med fortællingerne om den store mandedød. Hovedpersonen, den omvandrende 'Pesta' kendte han endda personligt i forvejen. Han havde set hendes lille grimme krop glide i et med den mørke jord, når høstvejret drev over landet. Nu så han hvordan landet lå tilbage efter hendes hærgninger, muggent, jordslået og i sagte rådnen. Han fik også malet en del i denne tid, herunder Smørbuk, Nøkken, Tussebryllup, Haugtussedans [haugtusser er synske personer som kan se de skjulte kræfter og drifter samt vildskaben i menneske]. Farven i disse billeder havde ikke nogen større egenværdi. Den kunne være en grov og tung brun kolorit, som i Haugtussedansen, men den understregede atsmosfæren i de mærkelige og uhumske begivenheder. Familien blev glad for Sole og Eggedal. Børneflokken voksede, og Inga blev frue for hele bygden fordi hun kunne klare folks småskader. Tre år blev det til på Sole. Men huset var upraktisk, så de begyndte at kigge sig om efter noget andet. På en køretur i Sigdal gik Inga hen for at snakke med nogle folk som skar korn. Og hun købte stedet. Dér byggede de selv 'Lauvlia', et relativt lille hus, men bygget omkring Theodors atelier - med egen udgang, så han kunne gå og komme som han ville, uden at blive indblandet i opdragelse eller andet. Theodor dekorerede atelieret - tillige med pejsestuen. Atelieret var husets helligdom, som børnene kun sjældent fik adgang til (men dog altid juleaften). Kittelsen skulle have ro til sit kunstneriske arbejde, men han var jo også patriarken i familien. Han forherligede på sin vis sin hustru, der reelt havde mere styr på tingene end han havde, men han havde ikke destomindre det gamle og endnu selvfølgelige mandssyn på kvinden som Ibsen ellers var begyndt at skrive imod med 'Et dukkehjem' (1879). Det allerbedste for Kittelsen var naturen omkring huset. Ikke tung og dyster skov, men åbent land, lyst og let med rislende løv og med fuglespor i sneen om vinteren. Han kom igen ind i en af sine bedste perioder i sin kunst. Lyrikken fik igen lov at spile sine vinger ud. Han gav afkald på den tunge olieteknik og vendte tilbagte til sin egen originale akvarelteknik med brug af farvestift og tuschpen. Og han skabte en pendant til Lofoten-tegninger, som han kaldte 'Tirelil Tove', og som alle var farvebilleder. Titlerne til de enkelte billeder hentede han dels fra folkeviser, dels fra romaner: Men fjernt og ensomt lyder fuglens sang; Bløtt som et sovende barn ligge bamsen på lyngen i en lysning i skoven; Det rusler og tusler og tasler; Elgen kommer for tørsten å slukke: Blege tåger vandret over vandet...... Særligt fine er Kittelsens blå vinterakvareller fordi de er fornemt præget af et blåt snelys. Hølaas skriver: "... en kunne fristes til at kalde disse vinterakvarellerne for Kittelsens blå akvareller, for det er en fællestone over dam av blåt snelys enten det nu er den dype ventende vinternatt i skogen med blegt nyårsny eller det er en gnistrende skarp vårmorgen mens dagen gryr over en ensom tømmerkører langt, langt ute på isen. Fra vinduet i atelieret så han en morgen at en ung birk var bøjet helt over ende af nysneen. Den lå i en lang sovende halvbue, men under snetyngden aner en kraften i den unge svaje birk. Med et dukker en mørk og glinsende rype frem av en tunnel hun hadde gravd i sneen. Lysvåken og vaktsom stod hun i en svaj motgående bevægelse. Dette motiv malte han og en kan meget vel betrakte det som et teknisk mesterstykke og som en yderst raffineret komposition, om en vil, men det er bedre end som så. Det er en fri og lykkelig naturinspiration". I 1904 holdt Kittelsen igen udstilling i hovedstaden. Og fik en fin anmeldelse i 'Verdens Gang' af Rolf Thommessen. Han fik bestilling på nye illustrationer til en ny Asbjørnsen-udgave af folkeeventyr. Kittelsen tegnede 57 ilustrationer, som dog var noget mere ensartede end de tidligere. Moe sagde om ham: at han "ikke var anlagt for nøgterne afvejelser, han kender ikke brøker. Han er nær i slægt med eventyret, det er den samme ubrudte tone, den samme forkærlighed for ublandede karakterer og skarpt afgrænsede usammensatte forhold. Overalt, hvor følelsen topper sig og skummer, i det vilde og det ophøjede, dér er Kittelsen mester. Derfor er han født eventyrillustrator." - Men økonomisk blev det vanskelige tider for den efterhånden store familie på otte børn. Sygdom plagede ham også. Han var lamslået af gigt i den stærke kulde. Og i et brev til Aubert hedder det: "Den følelse af at jeg bare slider blandt ligegyldige tykmavede grossereridioter tiltager år for år. Stundom afbrydes dog ørkenen af et ensformigt sjakalhyl af en sulten sagfører som har fået lugten af mit kadaver. Det er det hele. Den såkaldte dårlige tid som jeg allerede debuterede med ved min fødsel. Men skidt - lad det forbandede tema humpe om i møg og elendighed, medens vi søger at fange en lille solstråle." - Men det blev værre endnu. Han sov hver nat ind med fortvivlede tanker og skrev bl.a. "Et mere trægt og ækelt folk at arbejde for og imellem end nordmændene findes vel næppe magen til..... Jeg modtog igår et trusselsbrev som bare gir mig en måneds tid, da brister det. Jeg har så ondt for at gøre mig fortrolig med tanken på at miste vort lille hjem, trods at hver dag har gået med frygt og pine nu i årevis." Gigten viste sig at være en alvorlig nervelidelse som efterhånden lammede han. Han mistede førligheden og måtte allerede i 1905 give afkald på ture i fjeldene. Han fik en ordre fra Norsk Hydro på tegninger fra arbejder i Vestfjorddalen. Men til sidst måtte han opgive ejendommen. Gælden var steget til omkring 10.000 kroner. - Familien flyttede til Huseby i den vestlige del af Kristinia, og Nationalteatret gav ham partoutkort, men Kittelsen ville ikke bruge det. Han kunne ikke gå selv - og ville ikke støttes af andre i fuld offentlighed. - Han fik Stortingets kunstnergage i 1911. Og udgav samme år "Folk og Trold. Minder og Drømmer". Den blev en succes og fulgtes året efter op af "Løgn og Forbandet Digt". Han malede en herlig troldeakvarel af "Troldet som grunder på hvor gammel det er". Og den kan ses som en slags selvportræt. Han er ældet som fjeldet selv. Livet gror på ryggen af ham og visner.... Juleaften 1913 var der gjort klar til højtiden på den nye bopæl, og børnene stod parate da døren ind til juletræet skulle åbnes. Men Faderen var der ikke. Han kom stavrende frem til den åbne dør og stod der og så på dem alle sammen. Han blev liggende i sengen mellem jul og nytår og skrev nytårsaften den allerede nævnte ansøgning til kongen og det norske folk om at kunstergagen måtte gå videre til ægtefællen. Han døde den 21. januar og ønskede ingen præst til dødslejet. Døden var for ham et rent familieanliggende. Men Inga gav dog efter for andre slægtninges ønsker. Det skulle hun efter min mening ikke have gjort. Hun skulle have respekteret mandens manglende religiøsitet. For den var ikke blot en eller anden simpel afstandtagen til den ordinære og dogmatiske kirkelighed, men også udtryk for at Kittelsen aldrig nåede frem til nogen dybere afklaring af at den menneskelige tilværelses inderste hemmelighed ikke ligger i at man får sin ret og anerkendelse eller sin vilje og magt, men tværtimod i at man slipper disse snævre mål for jeget. Men herom senere. Ovennævnte korte skildring af Theodor Kittelsens liv og levned er overvejende baseret på Odd Hølaas' gamle biografi fra 1942, der stadig kan købes antikvarisk for små penge. Dens billedgengivelser er ikke gode, her må man ty til Leif Østbys flotte bog fra 1975 i en dobbeltsproget serie om Norges nationale tegnere. Men Hølaas' fortælling og udlægning er et godt udgangspunkt for en bedømmelse af Kittelsens værk. Den har udførlige uddrag af breve, og den er salig og nøgtern, men lægger ikke skjul på subjektiviteten i den gode forstand: den er personlig og personligt farvet. Derfor kan det naturligvis ikke undre at den kan vække til modsigelse eller kritik af fagfolk i nyere tid. Historikeren Arnhild Skre, der nyligt har udgivet biografien "Th. Kittelsen Askeladd og troll" har i udstillingskataloget vendt sig mod Hølaas' vurdering, navnlig som den fremtræder i forordet til hans fremragende udgivelse "Th. Kittelsen. Tekst, tegninger og malerier", som kom i 1945 da der kunne leveres kunstbøger på ordentligt papir med fine billedgengivelser i både farver og sort/hvid. Dette værk er uundværligt, hvis man virkeligt vil have indtryk af Kittelsens spændvidde. Det er dyrt antikvarisk, men kan heldigvis læses på Det kgl. Bibliotek. Her skrev Hølaas: "Sannheden er at Kittelsen hele sitt liv med den store kunstners viljestyrke og fornemme steilhet måtte stampe og trasse sine mesterverker frem. Fra sine unge dager og til sin død kjempet han med en bøig av fattigdom og likegyldighet" [bøig er folkeeventyrets jætte]. Og dette falder Arnhild Skre for brystet, hun kalder det nærmest en myte, selvom hun erkender at Hølaas' fremstilling i den store biografi er mere nuanceret. Jeg tror man skal dybere i problematiken, for ingen kan bestride at Kittelsens økonomiske vanskeligheder var store livet igennem eller at det var trist at han og familien måtte flytte fra det kære Lauvlie, da han blev alvorligt syg og faktisk længe havde været anerkendt. Arnhild Skre kan selv nuancere billedet med korrespondancen til Kittelsen fra de mange forbindelser han havde, heriblandt hans mange velgørere. Og ingen kan komme udenom at Kittelsen på næsten alle måder må opfattes som en outsider for ikke at sige en ret bitter særling der aldrig kom helt fri af sin fattige opvækst og ikke gjorde livet lettere for sig selv, sådan som han omgikkedes mennesker og sociale vilkår. Ud over sin kunstneriske begavelse var og blev han en drømmer der nok havde realitetssans til at kunne iagttage og beskrive naturen, menneskene og samfundslivet nøgternt og fornuftigt, men havde uhyre vanskeligt ved at tilpasse sig den praktiske virkelighed der forlanger at man finder sig et 'ordentligt' arbejde af den slags man kan leve af og eventuelt forsørge en familie ved. Så er det end for unuanceret at hævde at Kittelsens kunst gennem hele hans liv mødte ligegyldighed, så er det ikke en myte at han gang på gang følte en ligegyldighed der gik ham på. Og er det end også sandt at Kittelsen havde et overraskende stort antal trofaste venner og generøse hjælpere, ja, at han have et netværk af mennesker som var centrale i opbygningen af kunstoffentligheden i Norge, så er det heller ikke en myte at han ofte følte sig som en ensomt kæmpende kunstner. Hølaas ser bort fra denne subjektivitet i Kittelsens opfattelse af sin situation, og derfor er det nærmere sandheden at sige at Theodor Kittelsen fra starten af sit liv havde en følsomhed der både var betingelsen for hans kunst og hele føling med naturen/tilværelsen og var en hindring for hans tilpasning til den praktiske verden. Han havde et vanskeligt og omskifteligt sind og ejede ikke den selvfølgelige og udadvendte modenhed som kendetegnede de fleste af de kunstnerkolleger han omgikkedes. Men det er meningsløst at bebrejde ham noget som helst i den retning, ligesom det er meningsløst at bebrejde samfundet som sådant eller de lokale fællesskaber han var med i noget som helst. Skulle man endelig bebrejde ham noget, kunne det være det faktum at han gjorde sin viv med barn ni gange! Her havde han i hvert fald ikke set eller forstået tidehvervet. Men det afgørende er at Kittelsen aldrig kom ind i tragediens rige, hvor det at have ret er hørt op. Trist er det at konstatere modsætningen mellem drøm og virkelighed, men at tale om tragedie i et sådant tilfælde vil vildlede. Kittelsen kan på flere måder sammenlignes med tilfældet Storm P. som fik et langt liv i tryg småborgerlighed og opnåede en utrolig popularitet så han ligefrem kunne kaldes et "nationalklenodie på linje med Rundetårn", men ikke desto mindre til det sidste savnede den fulde anerkendelse som maler han havde drømt om. Det der bar Storm P. var og blev humoren og mol-musikaliteten. Men det samme kan ikke uden store forbehold siges om Theodor Kittelsen, for han nåede nok på sin side trods alt i sit korte liv at frembringe et uhyre stort og nuanceret værk som vil blive stående for lange tider - og som ikke blot afspejler stor kunstnerisk begavelse og intuition, men også viljestyrke og stejlhed samt mange mol-toner. Men humormenneske var han ikke. Kittelsens værk Til toppen Næste Kittelsens værk spænder fra karikaturen og eventyrtegningerne til naturlyrikken eller -besyngelsen, og det kan kort og oversigtsmæssigt gøres op på følgende kronologiske måde: Karikaturerne fra småstaden viser Kittelsens skarpe iagttagelsesevne og evne til at bruge satiren til frigørelse fra et miljø han ikke brød sig om. De var ikke tidsbestemte til perioderne hvor han boede på Kragerø og i Arendal, men dukkede op på ny mange år senere. 'Froske- og musekrigen' er fra 1883, og 'Fra livet i de små forhold' er fra 1889-90. Eventyrtegningerne til Asbjørnsens og Moes folkeeventyr kom løbende i de tre bind fra 1883, 84 og 87 og i et udvalg i 1907. Og de blev som selve eventyrene folkeeje. Alle norske børn kender Smørbuk (den lille tykke dreng) og Askeladden (eventyrenes mandlige modsvar til Askepot). Trolde er for nordmænd - hvad enten de er voksne og børn - Kittelsens trolde. Troldene dukkede tidligt op i kunstnerens sind. Han tegnede flere på Lofoten 1887-89. Bogen 'Trollskap' er fra 1892. Kittelsen var ikke ene om at illustrere folkeeventyrene. Bl.a. var Werenskjold med fra starten. Og det kan tilføjes at Asbjørnsen havde sine betænkeligheder ved Kittelsens første trolde-tegninger, fordi de modsat Werenskjolds var meget voldsomme og uhyggelige. Kunne børn tåle at se dem uden at blive for skræmte? - Det kan somme tider være svært at afgøre i det individuelle tilfælde, men generelt gælder at børn fra en vis alder elsker disse trolde og uhyrer - hvad der i moderne tid jo også viser sig i at de fleste elsker at se animerede uhyrer af mange forskellige slag på film, endda om og om igen. Man bør derfor aldrig se bort fra at der er tale om arketypiske forestillinger, hvilket vil sige universelle forestillinger i menneskesindet som det er ganske sundt at blive konfronteret med for simpelthen at lære sig selv at kende! Hølaas, der i 1968 udgav "Troll i Norge som Kittelsen så dem", var ikke i tvivl om Kittelsens betydning: "Andre lande har også skog og fjell, men det er bare i de norske skoger at trollene tasser. Trollene er et stykke Norge. De lever i den norske folkefantasi og i norske barnesinn. De vill alltid gjøre det så lenge der er norske barn og norsk natur." Et andet spørgsmål i denne forbindelse er om troldene forsvinder ud af børns og voksnes verden fordi samfundet forandres og bliver mere og mere teknologiseret. I hvert fald har mange fx ment at den moderne belysning der fulgte på elektrificeringen fjernede den gamle frygt for naturens luner og uforståelighed. Og Odd Hølaas taler om at Kittelsen godt nok fik øje på Norges utrolige rigdom af skovtrolde, fjeldtrolde og havtrolde og dermed ramte noget centralt i det norske folk. Men - tilføjer han - det er fortid! Det er jo nu som man tager det. For det er meget muligt at de gammeldags trolde ikke er så aktive i menneskets indre liv som tidligere, men til gengæld har de fået en mængde efterfølgere som hverken unge eller gamle, lægfolk eller lærde mennesker i nutiden synes at være fuldt bevidste om endsige at kunne gennemskue, men som måske er meget værre end dem man har drevet ud. Lad mig bare nævne forestillingerne om: at alt kan måles og vejes, at det åndelige er afledt af det fysiske, at alting kan forklares, at alt er determineret, at religion er overtro, at det kollektivt ubevidste er tom snak, at alle begrænsninger er undertrykkelse, at alt drejer sig om seksuel tilfredsstillelse, at der der findes perfekte kroppe, at blufærdighed er tåbelig, at det er naturligt at udveksle intime nøgenbilleder, at besættelse af iPhone og iPad er ganske uskadelig, at moral er opspind - og for kunstens vedkommende: at alt er lutter æstetik..... osv. osv. 'Fra Lofoten' 1887-89 indeholder to gange tolv sort-hvide helsidesbilleder fra øerne med fin og udførlig beskrivelse af såvel naturen som menneskelivet. Fra selve Skomvær er der tegninger af det store fyr og et klippeparti, fra Røst er der fiskehuse, fra Værøy en sejlbåd i hård sø og to fiskere der snakker med hinanden, mens den ene flår torsk. Men også kirkegængerne på stien mellem fjeldene. Der er tegninger af havtang og fugle på tang, tegninger af skarven og et helt fuglebjerg på en ganske lille ø der har hævet sig i vandet, så det hele ligner en rose der skyder op. 'Tussen' er en mærkeligt formet stenblok som kan ligne en båd, en hund eller en padde. Og så er der de mere specielle: 'Hilder' viser en kæmpemæssig fugleflok over havet med lav sol - og over dem en dødsengel som et luftsyn, en hilder. 'Æolsharpen' viser en stor hvid havfugl med udspilede vinger, stående på en klippe i nederste venstre hjørne. Og i modsatte højre hjørne ses luftsynet af en æolsharpe, en vindharpe hvis strenge sættes i svingninger af vinden: "Strenge er spundne af naturens store renhed. Musikken er dens mægtige bankende hjerteslag". 'Syv søstre' er inspireret af en tekst af præsten og digteren Peter Dass (1647-1707) der netop i epos'et 'Nordlands Trompet' beskrev Lofoten og de farlige malstrømme mellem Lofotens odde og øen 'Mosken' (nord for Værøy) der kunne bringe søfolk i fordærv:
Ved Alsterhaugs Prestegaard findes at se
Syv Søstre som fletter sin' Lokker i Sne Syv Damer og alle saa hvide Der holder de Søstre på høiene Hal Saa høit at sø-farende langt fra den Val Land-Kjendingen haver tilvisse. Jomfruland blev udført i 1893 og har 14 farvetegninger (Tusch og akvarelfarver) samt tekst. Et vers lyder:
Da ser jeg jeg den deilige lille øe -
Hølaas taler om at der er en forbavsende stilfølelse over dem, en tilbageholdenhed som understreger det dvælende, uforanderlige og tidløse over øen med det skønne navn. "Lyrikken i disse tegninger er elegisk, med den har en varm maskulin tone, en ømhed og modtagelighed for omskiftelserne i landskabets væsen som er helt beåndet. Tindrende solfyldt luft over fløjsgrønne enge, tunge hesjer af duftende hø, små vejrbidte graner mellem strandens hvide rullesten, trækfugle som tegner deres stjernebilleder mod den hvide himmel og det blå hav."
Ser Træerne løfter de store Kroner - Op mod den gyldne Aftenhimmel - Stirrende, drømmende staar jeg alene. 'Har Dyrene sjæl?' er fra 1894 og har ialt 18 farvetegninger (tusch og akvarelfarver), og de har til hensigt at besvare det stillede spørgsmål indirekte. Kittelsen finder sine fugle, frøer og snegle meget menneskelige med både følelser og fornuft. Således 'En delikatessehandel' tilbyder sine kunder røgede kålorme, vilde græshopper, friske møl og tørrede myg 'For tidlig nedkomst' viser et fugleæg der er faldet ud af reden så ungen kommer frem 'Generende familieforhold' viser uventet besøg af uønskede gæster 'Loppejagt i urskoven' viser frøers jagt med lasso på en bille 'Slagsmaal mellem to skarnbaser' foregår med store jordklumper 'Indfødte [fugle] af Majoristammen opdager de jordiske levninger af en habenix' (en fattigmand der er omkommet ved gift) 'Et overfald' viser mygge-angreb på et forelsket par 'Genialt' viser maleren der bliver beundret af en flok snegle. 'Syg kærlighed' er billedet af et forelsket par ved solnedgang der får en fugleklat i hovedet 'En serenade' er omvendt en bi, en frø og en mus der forstyrrer et væsen der gerne vil have nattero 'En døgnflues sørgelige endeligt' viser to rotters tarvelige knivoverfald på en døgnfluede og endelig er der 'Litterær influenza' der er en parodi på kritikere i miserabel eller fordrukken tilstand. Svartedauen eller 'Sortedøden' er fra 1900 og rummer en 13-14 helsidestegninger og et lignende antal mindre tegninger - samt tekster. Vi læser om Pesta med sin rive og fejekost (på norsk sopelime) der kommer over berg og dal, skog og eng, sjø og elv, fjord og fjære. Labber, skvabber, knæerne skrangler. Rager og river, soper, feier. Riven tar mange, limen alle. - Og vi hører om børnene der bliver skræmte ved synet af hende og løber ud til mor: Mor, mor!
Slutdigtet hedder 'Pesta drager'.
Skynd dig og kom ud Nede ved bækken kommer der en kjærring saa syg og saa fæl at vi aldrig saa mage. Aa vi er saa ræd den stygge kjærringen! Lad os stænge døren og gjemme os under sengen!
Stille, stille,
vil jeg fare. Nu er der bare sten og hav. Havets store graa linje ligger ensom kold og trist. Hvide knokler, dødningeben smuldrer mellem grus og sten. Sungen er sidste tone af en gravsang. 'Tirilil-Tove' fra 1902 overraskede ved at være decideret lyrisk farverige billeder. Hølaas påpeger at det var skovpoesien Kittelsen havde søgt. Men kunstneren var jo i tvivl om hvad han skulle i "tider som disse, hvor selv så madnyttigt arbejde som 'Løgn og forbandet digt' ikke giver en noget". Bemærkningen viser at Kittelsen selv trak en vis skillelinje mellem sin rene lyrik og eventyrstemningerne. Serien rummer følgende farvebilleder: Der fløi en Fugl over Granehei Elgen kommer for Tørsten at slukke Blege Taager vandrer over Vandet Der ligger Tjærnet i Svartebudalen Troldfuglen basker og slaaes derinde Bamsen [bjørnen] sover i Blaablyngen Tolv Mand i Skoge (eneste sort-hvide tegning) Op under Fjeldet toner en Lur Tirilil-Tove (kvindefigur der sidder på en sten og grunder) Langt, langt borte i Skove Men fjernt og ensomt lyder Fuglens Sang Det rusler og tusler rasler og tasler I forbindelse med Kittelsens udstilling i Kristiania i 1904 skrev journalisten og politikeren Rolf Thommessen i 'Verdens Gang' udstillingen viste en langt dybere og rigtigere forståelse af Kittelsens væsen end man hidtil havde kendt: "Hvad han end mangler, han mangler aldrig det væsentligte. Hvad han er, han er altid kunster, ligemeget digter som maler, om ikke helt nogen af delene. Han er en kunstner på samme måde som det første menneske, da det slog øjnene forundret op over en nyskapt jord. Han har noget af Wergelands uendelige glæde ved at opdage verdener i blomster og dugdråber. Hans begavelse er ingen kulturbegavelse, men ganske panteistisk, i hans natur boltrer Satyr og Pan sig i nordisk skikkelse. Hans kunst har ikke spor af klassicisme, kender overhovedet ingen kunstneriske forudsætnigner, den er i grunden græsk som det græske ville være blevet om den var vokset i vor egen jord. Den er hverken klar eller stilfuld, men den har et evig opladt sind for naturen i stort og småt." Den danske kunstkender Walter Schwartz skriver i 'Satire og Humor i verdenskunsten': "Det var Kittelsens fejl at han lod sig føde i et forkert århundrede. Var han kommet til verden 50 år senere, var han rimeligvis blevet indfanget af rotationspressen, og hans tegninger ville havde sikret ham berømmelsen. Nu blev han bare Th. Kittelsen. Et fattigt liv - og et uforgængeligt eftermæle. En af nordens sjældneste folkelige satirikere." Men som vi skal se bør Th. Kittelsen - lige så lidt som Storm P. - bedømmes primært som satiriker. Der er mere i hans humor og forståelse af naturen og tilværelsen. Kittelsens humor Til toppen Næste Odd Hølaas skriver i omtale af Kittelsens illlustrationer til Johan Herman Wessel, at denne kan ses som stamfar til en særlig form for norsk lune som vi kunne kalde Oslofjordens lune. Det lange, magre og tyndt befolkede land kan ellers være både beskt og bittert i sit vid. Men langs Oslofjordens frodige kanter har der altid levet en rummeligere og klarere humor, som har sin egenværdi, som ikke har noget formål, og som derfor er temmelig uinteresseret i menneskenes ondskab. Og Hølaas mener at Kittelsen hørte til samme milde og frodige strøg af landet med krop og sjæl. Men dette holder næppe, for Kittelsen var en uhyre sammensat person der havde mange modsætninger i sig som han på ingen måde kunne forlige, men tværtimod måtte trækkes med i en bestandig uro og omskiftelig stemning. Og han var slet ikke uinteresseret i den menneskelige ondskab som sådan, for han gik - som vi har konstateret - meget op i at karikere den, ja han kunne indimellem være direkte ond mod sine medmennesker. Og det kom jo ikke af ingenting. Faderens tidlige død, betød for Theodor en deklassering af familien. Han blev selv en social taber, og han nærede klare antikapitalistiske holdninger som det fremgår af skældsord som 'grossereridioter' i brevene. Nogle af hans bedømmere er kommet til det resultat at han havde mere sympati for dyrene end for menneskene. Han så meget dumhed og ondskab hos menneskene. De var når det kom til stykket trolde allesammen! Men humoren hos Kittelsen kan man trods alt ikke bestride eller overse, så derfor er det nyttigt at psykiateren Finn Skårderud har skrevet om kunstnerens melankoli og humor - endda under overskriften "Det lekne norske mennesket". Lek betyder naturligvis leg, men 'lekenhet' er et særligt norsk begreb, der så vidt jeg har forstået nærmest betyder "en genuin evne til fri leg og uskyldig nysgerrighed". Og det har fået den norske journalist Anne Marit Hjelme til et sted at skrive at det måske netop er i denne 'lekenhet' vi har kontakt med den vi virkelig er. Skårderud på sin side indleder da også sin artikel med en understregning af at humor ikke blot er til lyst og underholdning, den er ikke blot noget der får os til at smile og le, men også noget der kan omsætte det smertefulde til noget langt mere tåleligt i psykologisk forstand. Og han gør ligefrem vores mor til den allerførste klovn i ethvert menneskes liv: hun forsøger jo altid at føre det grædende barn fra en negativ til en positiv følelsestilstand. Når Kittelsen betragtes som et "lekent menneske", er det altså fordi det både var hans kunstneriske og psykiske strategi at gøre menneskeligt ubehag til noget langt mindre ubehageligt. Kittelsen opfinder ifølge Skårderud en helt ny norsk underjordisk fauna med sine illustrationer af hvordan nøkker og trolde ser ud. Og han lader de menneskelige konflikter og dårskaber få komisk og spydig dyreham. Mennesker er nogle kryb med åbenbart aggressive træk. Men Kittelsen stuver ikke det onde væk, eller tabuiserer det. Han lufter det så det bliver håndterligt. Han er følelsesbevidst, dvs har evne til at genkende forskellige følelsesmæssig kvaliteter og give dem form, så de netop han håndteres og formidles gennem tekst og tegning. Kittelsens fantasi er frodig. Han har kontakt med det levende, men der er også angst i denne kontakt. Skredsvig sagde om ham, at det igrunden var angsten for det store og stille i naturen og menneskene som skabte den forunderlige mystik i hans kunst. Den åbne fantasi er netop tvetydig: den kan berige, men også være smertefuld og angstgivende. Der kan i visse tilfælde være kort vej fra fantasi til paranoia. Skårderup fortæller at han engang forsøgte "en Kittelsen", dvs at gå ind i skoven og forsøge at se med Kittelsens øjne. Det var fascinerende, for han erfarede at den kreative angst slog igennem i fortolkningen af grene, træer og mærkelige formationer. Det afgørende i Kittelsens tilfælde er imidlertid at han havde kontakt med det barnlige i sig selv. Han havde som alle børn en særdeles god og aktiv forestillingsevne. En pind kan blive en tryllestav, eller - i vore dage - en banan kan blive en mobiltelefon. Og det får så Skårderud til at gøre opmærksom på at vi mister denne friske barnlige evne til at digte og "lade som om", efterhånden som vi vokser op. Vi bliver mere sagligt optaget af forskellen mellem bananer og telefoner. Ikke desto mindre er sådanne forestillinger grundlaget for vores fantasi. Og Skårderud konkluderer temmeligt banalt at vi mennesker altså er forestillende og fantaserende individer. Og så kommer vi desværre ikke videre. Skårderup nævner end ikke med et eneste ord at denne normale udvikling ligger i at vi alle fødes med nogle psykiske grundprocesser som er uden begreber og sondringer samt logik; alle forestillinger er her frit skabende og kan uden videre gå fra den ene association til den næste, og vi kan ikke skelne mellem os selv og omgivelserne, eller mellem fortid, nutid og fremtid. Vi ville naturligvis blive rene og skære fantaserende eller drømmende og lukkede autistiske væsener hvis der ikke kom noget til. Og det gør der så heldigvis med nogle processer der har ord begreber, sondringer og logik og derfor lidt efter lidt fører til en stabil og praktisk opfattelse af den ydre virkelighed der også muliggør en social tilpasning. Alt sammen bliver i ethvert samfund forstærket af den ene eller anden form for opdragelse og skoling samt uddannelse og arbejde. Der er absolut intet mystisk i denne udvikling eller disse psykiske processer. De kan iagttages ikke alene hos børn, men hos enhver hundehvalp eller kattekilling. Og vi véd præcis hvad der er selve forudsætningen for dannelsen af de stabile processer der muliggør tilpasning til den ydre virkelighed. Det er den genstandsbevidsthed der opstår i og med at barnet (eller dyreungen) sanser den ydre virkeligheds håndgribelige genstande ved gentagne forsøg med hænder og fødder, læber, tunge og mund. Den indre verden, den frit skabende forestillingsevne forsvinder imidlertid ikke med tilpasningen til den ydre verden og den tilhørende træning og skoling. Heldigvis, for det er den eksistentielt afgørende verden som vi lever på resten af livet, fordi dens følelser og forestillinger har en kvalitet og en intensitet der medfører oplevelse af en grundliggende 'mening', 'fylde', 'sammenhæng' og 'helhed' som den analytiske erfaring ved hjælp af sanseapparatet ikke giver. Og derfor er det eksistentielt set fatalt for ethvert menneske hvis det saglige, nyttebetonede forhold til tilværelsen skyder det menings- og helhedsgivende forhold væk. Det er en indsnævring af den hele virkelighed, og det er faktisk den der afstedkommer alle vore eksistens- og kulturkriser. Ud fra disse begreber er det ikke svært at forstå hvor det gik galt for Kittelsen i den forstand at han strengt taget aldrig kom ud over det barnlige drømmestadium med vægt på det indre liv og helt ind i den voksenverden der er et realistisk, men dynamisk spændingsforhold mellem de to tilgange til virkeligheden. Det er vigtigt for alle mennesker at bevare barnesjælen og legesindet i sig, fordi det er dér al mening og kreativitet ligger, dér hvor vi har kontakt med det dybeste i os selv; dér hvor vi befinder os i 'evighedens', tidløshedens og hengivenhedens rige. Men vi er nødt til at tilpasse os den praktiske virkelighed med dens urokkelige naturlove, dens fleksible samfundsregler, dens variable moralske normer og dens ejendommelige kultiske kontakt med noget der er større end mennesket og samfundet. Og alt dette er jo ikke noget nyt. Det har været gældende vilkår for mennesket fra tidernes morgen. Baudelaire, som Skårderup citerer, har jo ret i at både latteren og tåren fødtes, allerede da mennesket blev smidt ud af paradiset. De fødtes nemlig da mennesket blev begavet med sin bevidsthed og pludseligt mistede uskylden. Det kunne nu se både forskellen på mand og kvinde og forskellen mellem godt og ondt. Ja, det kunne sågar gennemskue sit ophav som alt andet end almægtigt og fuldkomment. Det er en lang historie.... Men det forekommer ret bekymrende at en veluddannet og velbegavet psykiater som Finn Skårderud tror det begyndte med Henrik Ibsen, Freud og Nietzsche. Det er fint at han kan se hvorfor Kittelsens 'Peer Gynt-projekt' var misforstået og måtte mislykkes, men det er virkeligt afslørende at han betragter Ibsen som "den store dybdepsykolog for det gryende moderne menneske", og at han hævder at Ibsen, Nietzsche og Freud var "på forkant med deres tid og skrev det nye menneske frem som har forladt sin gud og derfor blev tvunget til at reflektere over sig selv og sine egne komplekse følelser". Det sidste har mennesket altså gjort til alle tider fordi det altid har haft to tilgange til virkeligheden, og de problemer i anden halvdel af 1800-tallet som de tre herrer på hver sin vis tog op til analyse var skabt af et systematisk indsnævrende borgerskab der stræbte ensidigt efter velstand og magt. Freud skabte en vigtig gren af den moderne dybdepsykologi med sin bog om drømmetydning (år 1900) og han var skam blevet inspireret af Ibsens dramaer, men han så den skabende underbevidsthed som lutter fortrængning der kunne og burde opløses. Og Ibsen selv var på ingen måde dybdepsykolog. Han kom aldrig i nærheden af en forståelse af at det der foregår dybt nede i menneskesjælen var noget langt større end hvad der fremkommer som reaktion på magthavernes og den kompakte majoritets overgreb. Også det kunne blive en lang historie.... Pointen her er at humor ikke blot er et besynderligt fænomen der får os til at smile og le ved at bygge på det lystfyldte og derved så at sige omsætter det smertelige til noget mere håndterligt og tåleligt. Humor er grundliggende en afgørende oplevelse og erfaring af at tilværelsen ikke er planlagt og determineret af nogen som helst instans således at den kvalitativt målelige, nyttige praksis med arbejde, skoling, vækst og fremskridt samt kamp om magt og ret skulle være livets mening og mål. Humor er derimod dybest set selve livstroen og livsviljen der placerer os i det tragediens område hvor det at have ret er hørt op og er erstattet af det at give sig hen i fri leg, fri skabelse og frit fællesskab med hvad dertil hører af hengivenhed og kærlighed. Derfor kan der let skelnes mellem en humor der i satiren og karikaturen bliver et våben mod andre, og humoren der gør fri og bliver en vej til det givende og frugtbare møde med andre. I denne store humor er der plads til både dur og mol, men mol-tonearten er dominerende fordi den har flere nuancer med end dur-tonearten. Og de mennesker der er kommet ind i tragediens område kan sagtens passe deres praktiske arbejde og tage ansvaret for hvad de gør. Men de er psykisk frie til at lade underbevidstheden arbejde som den vil ud fra det den tager imod gennem årene; de er herunder frie til at lade de universelle arketypiske forestillinger komme med deres input af både mærkelige og skræmmende trolde og uhyrer og af gode, positive og inspirende ideer og forestillinger som kommer ind under fri mytologi og religion. Disse frie mennesker kaldte Vilh. Grønbech 'humormennesker' og de var af den art Storm P. var et sandt eksempel på. Men desværre kommer Theodor Kittelsen ikke ind under denne betegnelse - uagtet sine store fortjenester og sin mange humoristiske tegninger. Litteratur om Kittelsen Til toppen Næste Ovennævte artikel er primært udarbejdet på grundlag af udstillingen/udstillingskataloget og Odd Hølaas' gamle biografi fra 1942 og senere udgivelser. Jeg regner biografien for den bedste, fordi den på det psykologiske plan røber stor indsigt i Kittelsens specielle psyke og humor. Men jeg har naturligvis også trukket på gennemsynet af flere af Kittelsens værker på vore specialbiblioteker. Og jeg er den heldige ejer af både 'Troll i Norge' og 'Trollskap'. Nyudgivelser af bøger om Kittelsen er stort set fraværende, og jeg har ikke fået læst den museet har til salg i anledning af udstillingen. Antikvarisk kan man få de fleste, omend til forholdsvis høje priser - bortset fra Asbjørnsens og Moes bøger og Wessels digte. Jeg henviser til Antikvariat.net, der dækker hele Skandinavien. Den anden udvej er jo bibliotekerne, og her kan folkebibliotekerne desværre ikke hjælpe. Det kongelige Bibliotek har derimod til udlån Leif Østbys "Th. Kittelsen", der er to-sproget og har relativt korte tekststykker, men til gengæld har et væld at fornemme gengivelser at Kittelsens værker. - På læsesalen kan desuden ses 'Th. Kittelsen i tekst, tegninger og malerier' fra 1945, på godt 400 sider, der i god kvalitet bringer alle Kittelsens serier med tegninger og fuld tekst. Det drejer sig om: Folk og Troll, Krigen mellem froskene og musene, Peer Gynt, Årets måneder, Fra livet i de små forhold, Fra Lofoten, Trollskap, Glemmebogen, Jomfruland, Har dyrene sjæl, Ordsprog, Svartedauen og Norske folkeviser samt Tirili-Tove (serie af malerier). Den fuldstændige originaludgave i to bind af 'Fra Lofoten' (med Kittelsens egen tekst og raderinger) kan ses på læsesalen i Dansk Folkemindesamling (ved Diamanten). Dansk Kunstbibliotek (Charlottenborg) har Hølaas' 'Th. Kittelsen - Den norske Faun' og 'Folk og trold. Minder og drømme' til udlån, mens 'Har Dyrene Sjæl?' er til gennemsyn på læsesalen. 'Statens Museum for Kunst' har ingen originalværker af Kittelsen. Ejvind Riisgård Henvisninger Til toppen Link til: Kittelsen-website Kittelsen museet på Koboltgruvene (her gengives mange værker plus en kort biografisk film) Kittelsen-biografi på norske Wikipedia Storm P. museet Litteratur: Theodor Kittelsen (1857-1914. Liv og død, Folk og trolde. (Katalog til Udstillingen på Storm P. Museet, 2016) Th. Kittelsen: Trollskap - ved Eli Ketilsson. (Medusa. 1991; oprindeligt 1892) Th. Kittelsen: Har Dyrene sjæl? (København. 1893) Th. Kittelsen: Svartedauen. (Kristiania. 1900) - [Værket kan fås via Amazon i fotografisk optryk, men desværre i dårlig kvalitet og trykt på uheldigt tonet papir] Th. Kittelsen: Folk og trolde. Minder og drømme. (Kristiania. 1911) Theodor Kittelsen i tekst, tegninger og malerier. (Oslo. 1945) Illustrationer: Asbjørnsen og Moe: Eventyrbog for børn - I-III. (København 1883, 1884, 1887) Asbjørnsen og Moe: Udvalgte folkeeventyr. (Kristiania og København 1907) Johan Herman Wessel: Hundemordet. (Kristiania 1893) Johan Herman Wessel: Digte. (København. 1896) Odd Hølaas: Th. Kittelsen. Den norske faun. (Gyldendal Norsk Forlag. 1942) Odd Hølaas: Troll i Norge - som Th. Kittelsen så dem. (Norsk Kunstreproduksjon. 1968) Leif Østby: Theodor Kittelsen. Tegninger og akvareller (Dreyers Forlag. 1975) Karikatur-Album - ved C.E. Jensen (Chr. Flors forlag 1912.) - Bind II med afsnit om svensk og norsk karikatur, herunder gengivelser af Kittelsen. Verdens Karikaturen. Fra Oldtiden til vore dage, BD II - med afsnit om 'Satiren i Norge'. (Skandinavisk Bogforlag. 1947) Walter Schwartz: Satire og humor i verdenskusten. (Carit Andersens forlag. 1949) - Afsnit om 'Den norske Faun Th. Kittelsen'. Asbjørnsen og Moe: Eventyr - udvalgt og oversat af Anina Rud. Illustreret af norske kunstnere. (København 1968) - [Kittelsen har bl.a. illustrueret: Smørbuk, Dukken i græsset, Bittefred med fedlen, Tobaksdrengen, Bonde Vejrskæg, Isbjørnen kong Valemon, Guldfuglen.[ Barndomslandet. I-X. (Gyldendal 1970). - Kittelsen har illustreret: Hanen og hønen (bd 1), Hvorfor bjørnen er strumprumpet og Da Bjørnen og ræven skulle have ager sammen (bd 2). Dukken i græsset (bd 3). Den bøvede kat (bd 4). Husmusen og markmusen (bd 5) Jens Bing: Maleren Storm P. (Storm P.-Museet. 1985) Ejgil Søholm: Storm P før Ping. Bladvid og satire 1902-20. (Haase. 1986) Vilh. Grønbech: Livet er et fund. Humor og tragedie. (Gyldendal. 1951) Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Storm P. - Latterkultur - Humor og tragedie' (i pdf-format) omfatter essays om Humormennesket Storm P., Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund'), Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur'), Filmen og latteren, Du levende - glæd dig, inden død og glemsel overskyller dig, Er humor den 6. våbenart?, Humor i Mellemøsten, Bladtegnere i minefelterne, samt Livstegn fra Klaus Albrectsen om den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger. Virkelighedens dobbelte karakter' (i pdf-format) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (i pdf-format) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Relevante artikler på Jernesalt: Humor og tragedie (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund') Humormennesket Storm P. Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.) Storm P-museet genåbnet i First Class-stand (15.5.12.) Latterkultur (om Mikhail Bakhtins 'Karneval og latterkultur') Latter, morskab og humor vigtige begreber i voksnes og børns eksistens i lys af Hans Vejleskov Livskvalitet, religion og humor - 5. artikel i ny serie om livskvalitet (12.2.12.) Bladtegnere i minefelterne (12.4.12.) Hvad skal vi med humor og tragedie? (14.4.11.) Religion, humor og tragedie (19.02.06.) Humor og religion i værdikampen (4.2.06. Humor og virkelighed (20.8.07.) Er humor den 6. våbenart? (1.5.05.) Humor, politik og helhedsrealisme (30.11.10.) Livstegn fra Klaus Albrectsenom den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger Johan Th. Lundbye - Den tænksomme og skrivende kunstner (21.7.08.) Piet Hein - en kreativ, æstetisk og filosoferende idealist (28.6.10.) Oluf Høst - nordisk naturpsalmist på Arken (25.10.09.) C.D. Friedrich og det romantiske landskabsmaleri (11.6.08.) William Blake's univers (Essay - 05.02.03-) Per Kirkeby på Louisiana (3.11.08.) Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden (12.9.07.) Jørgen Haugen Sørensen og virkeligheden (22.11.07) Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg Carl-Henning Pedersens univers (22.11.03.) L.A. Ring mellem de to virkeligheder (14.12.06.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.) Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi David Favrholdts æstetik En alternativ, helhedsrealistisk æstetik Kunstblade med værker af Bente Buck
Kunstblad 01: Masker |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |