Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - eukrise16n-brexit3

ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.7.16.

Theresa May agter at føre Storbritannien ud af EU som vinder

Regeringsdannelsen i London har været forsidestof et par dage, men blev så totalt overskygget af først terroraktionen i Nice der kostede mindst 84 mennesker livet og dernæst det mislykkedes statskup i Tyrkiet der dels kostede flere hundrede mennesker livet, dels vil medføre præsident Erdogans skånselsløse opgør med kupmagere og kritikere. Begge ulykker er langtfra opklarede, og derfor vil jeg endnu ikke kommentere dem i særskilte artikler, men blot antyde nogle hovedsynspunkter og ellers her koncentrere mig om Storbritannien og EU.

Kupforsøget i Tyrkiet var amatøragtigt i og med at det var dårligt planlagt. De involverede militærpersoner på oberst- og major-niveau sikrede sig hverken præsidentens person eller kontrollen over medierne; de havde helt naive forestillinger om at kupforsøget ville sprede sig som en løbeild til andre militære enheder, og de fejlbedømte totalt folkestemningen. De første fejl er så elementære at de i sig selv er nok til en fiasko. Men den sidste er alligevel den mest fatale. For Tayyip Erdogan har jo i flere år systematisk og meget dygtigt sikret sig enorm opbakning fra helt almindelige, skikkelige og uoplyste mennesker som helst bare vil have ro og stabilitet i landet og derfor let lader sig manipulere med uden større besvær af en sikker og målrettet demagog. Denne mand udmærker sig oven i købet ved på fuld kraft at ville islamisere landet og føre det væk fra Atatürks modernisering og sekularisering 1923. Og som desuden systematisk har undertrykt kritiske journalister og sikret sig tilslutning fra øverste militær side. Han skulle ikke nyde noget af at blive udsat for et militærkup a la det egyptiske, hvor det var den øverste militær ledelse der satte Det muslimske Broderskabs folkevalgte leder fra bestillingen.

Men som Der Spiegel fastslår i sin korte overskrift over hvad der er sket efter kupforsøget i Tyrkiet: Große Freude, noch größere Angst. Stor glæde (over at kuppet blev slået ned), men endnu større angst (over at præsidenten får styrket sin magt). - Det sidste er uhyggeligt i enhver henseende. Erdogan kan ikke længere kaldes for en helt normal diktator, han lider af paranoia og ser fjender, dænomer og spøgelser alle steder. Han evner at få flertallet af befolkningen med sig fordi den stadig er uoplyst og ikke forstår hvad der foregår. Men han er hadet af et ganske betydeligt mindretal der kan gennemskue ham og som bliver undertrykt.

Den sikkerhedspolitiske ekspert Jan Techau fra tænketanken Carnegie Europe i Bruxelles har megen ret i at "Det vil blive meget sværere for os at se Tyrkiet som en partner, som vi gerne vil arbejde sammen med". - EU står reelt i et frygteligt dilemma ved at skulle samarbejde om flygtningeproblemet, Syrien og Nato med denne Erdogan der konsekvent fjerner sig fra demokrati og sekularisering til fordel for sin egen vilkårlige magt. EU ser ingen anden udvej, men sandheden er at udvejen undergraver EU.



Nice-tragedien ser efter alt at dømme ud til at være udført af en såkaldt ensom ulv, en terrorist der har lavet sin grumme og stordimensionale terrorakt uden andres hjælp og vidende, af rent og skært had til glade og frie franskmænd og Vesterlands-turister der ville fejre mindet om den franske revolution 14. juli 1789 i den smukke revierastad. Ingen kan forstå et sådant had og en sådan ondskab ad rationel vej, men de irrationelle psykiske mekanismer ser ud til at være relativt enkle. Manden havde psykiske problemer, drak og røg hash - og spiste endog det svinekød ortodokse muslimer ikke må spise. Men pludseligt kommer han på bedre tanker og finder indre ro og helbredende kraft i den islamistiske forestilling om at alt ondt ligger i vestlige normer og livsstil og at det følgelig giver livet den allerbedste mening at skade og dræbe flest muligt af dette ynkeligt vantro pak der morer sig hæmningsløst på promenaden ved Middelhavskysten.

Det blev en rystende udåd der ikke blot ramte de mange helt uskyldige mennesker på promenaden, men ramte præsident Hollande og hele det officielle Frankrig lige i hjertekulen. Udåden afslørede et ubeskriveligt had og en ubeskrivelig frustration hos unge muslimer i Syd-Frankrig der føler sig udstødt af samfundet og synes uden for både social og pædagogisk rækkevidde. Udåden viser et dybt polariseret Frankrig der ligger åbent for opløsningstendenser. Og alt rammer EU som helhed, fordi splittelsen hænger sammen med den flygtningtilstrømning der begyndte sidste år og som den tyske kansler Merkel har tacklet uden ringeste forståelse for de langsigtede virkninger af 'godheden'.

EU-toppen spiller højt spil for tiden på næsten alle områder, derfor naturligvis også i forhold til det Storbritannien der overraskende har sagt nej til unionen og selve den dødsdømte unionstanke.



Ved folkeafstemningen den 23. juni valgte briterne simpelthen at sige nej til fortsat medlemsskab af EU, og taberen David Cameron tog straks konsekvensen og meddelte at han trak sig både som premierminister og som partiformand, idet han ikke mente han var den rette til at styre skibet videre i en retning han ikke havde ønsket. Men han annoncerede samtidigt at han først ville gå af i forbindelse med Det konservative partis ordinære landsmøde til september. Det var man sure over i Bruxelles, for man ønskede at Storbritannien så hurtigt som muligt afleverede sin ansøgning om udtræden så brexit kunne eksekveres som en simpel rettergang, men man måtte acceptere udskydelsen. Ét er nemlig traktatens paragraffer, noget helt andet trægheden i de solide, praktiske forhold eller det en anarkist hos Storm P. kaldte "de faktiske forhold i Jernindustrien".

De fleste forventede at Leave-sidens førstemand blandt de konservative Boris Johnson ville stille op som kandidat til formandsposten i partiet, men han trak sig da hans kampfælle, den siddende justitsminister Michael Gove overraskende meldte sig som kandidat, og dermed i virkeligheden stak en kniv i ryggen på Johnson, for hans kandidatur betød at Johnson ikke ville have nogen chance for at få flertal i parlamentsgruppen, hvor han i forvejen stod svagt - og det er gruppen der vælger formand hos de konservative. Til gengæld meldte den siddende og velanskrevne indenrigsminister Theresa May sig som kandidat, idet hun nok havde stået på Camerons side i forhold til EU, men uden at være særligt engageret og derfor uden at have mistet ansigt. Desuden meldte en anden kvindelig minister sig, nemlig energiminister Andrea Leadsom som havde været Leave-tilhænger. Så alt så ud til en kamp mellem disse to kvinder, men Leadsom dummede sig med en irrelevant, men nedladende personlig bemærkning om at May modsat hende selv var barnløs. Det var irrelevant, fordi May ikke frivilligt havde fravalgt børn, men ikke kunne få børn. Leadsom måtte erkende at hun ikke kunne slå May og trak sig allerede 11. juli

Dermed var Theresa May eneste kandidat, og Cameron erklærede at han ville indgive sin afskedsbegæring til dronningen den 13. Det skete efter at han særdeles veloplagt havde besvaret spørgsmål i Parlamentet i den fastsatte spørgetime og efter at have holdt en veldisponeret, personlig tale foran Downing Street 10. Derefter drog han til Buckingham Palace ved 18-tiden og en halv time senere udnævnte dronningen den 59-årige præstedatter Theresa May til ny premierminister. Hun er uddannet på Oxford University, blev medlem af Underhuset i 1997, er gift, men parret har som nævnt ingen børn. Hun blev indenrigsminister i Camerons kabinet i 2010, og regnes for en særdeles kompetent og kontant minister. Hun har ført en stram indvandrerpolitik, hun tog et opgør med de muslimske imamer i London der var medansvarlig for radikaliseringen af mange unge, og hun var heller ikke bange for at sætte hele politikorpset på plads ved et større møde om dettes arbejde. De blev så chokeret over hvad hun sagde at der var tavshed efter talen, ikke en eneste af politifolkene klappede.

Straks hun blev opstillet som kandidat til formandsposten understregede May at briternes brexit betyder brexit og at der følgelig ikke bliver nogen ny afstemning. Det gentog hun i sin første udtalelse foran Downing Street 10 efter udnævnelsen. Theresa May lover at samle Storbritannien og arbejde for et land, der fungerer for alle og ikke blot for de priviligerede. Og hun understregede specielt at Det konservative parti ikke blot hedder konservativt, men "the Conservative and Unionist Party". Og det ord betyder, sagde hun, at "vi tror på det værdifulde bånd mellem England, Skotland, Wales and Nord-Irland".

"Jeg vil arbejde for et Storbritannien, der ikke kun drives i de priviligeredes interesser, men for alles", sagde hun videre. Hun roste sin forgænger, David Cameron, og sagde, at hun vil fortsætte i hans ånd. Men efter folkeafstemningen står vi over for en stor forandring i landet. "Sammen vil vi opbygge et bedre Storbritannien.... Jeg ved, at fordi vi er Storbritannien, kan vi klare udfordringen. Når vi forlader EU, vil vi skabe en ny positiv rolle for os selv i verden", forsikrede hun.



Den fulde ordlyd af Theresa Mays tale lyder:

"I have just been to Buckingham Palace, where Her Majesty the Queen has asked me to form a new Government. And I accepted. In David Cameron, I follow in the footsteps of a great, modern Prime Minister. Under David's leadership, the Government stabilised the economy, reduced the budget deficit, and helped more people into work than ever before. But David's true legacy is not about the economy, but about social justice.

From the introduction of same-sex marriage to taking people on low wages out of income tax altogether, David Cameron has led a One Nation Government, and it is in that spirit that I also plan to lead. Because not everybody knows this, but the full title of my party is the Conservative and Unionist Party. And that word unionist is very important to me. It means we believe in the Union, the precious, precious bond between England, Scotland, Wales and Northern Ireland.

But it means something else that is just as important. It means we believe in a union, not just between the nations of the United Kingdom, but between all of our citizens. Every one of us, whoever we are, and wherever we're from. That means fighting against the burning injustice that if you're born poor, you will die on average nine years earlier than others.

If you’re black, you’re treated more harshly by the criminal justice system than if you’re white. If you’re a white, working-class boy, you are less likely than anybody else in Britain to go to university. If you’re at a state school, you’re less likely to reach the top professions than if you are educated privately. If you’re a woman, you will earn less than a man. If you suffer from mental health problems, there's not enough help to hand. If you're young, you will find it harder than ever before to own your own home.

But the mission to make Britain a country that works for everyone means more than fighting these injustices. If you're from an ordinary, working-class family, life is much harder than many people in Westminster realise. You have a job but you don't always have job security. You have your own home, but you worry about paying the mortgage. You can just about manage, but you worry about the cost of living and getting your kids into a good school.

If you're one of those families, if you're just managing, I want to address you directly. I know you're working around the clock, I know you're doing your best, and I know that sometimes life can be a struggle. The Government I lead will be driven not by the interests of the privileged few, but by yours. We will do everything we can to give you more control over your lives. When we take the big calls, we'll think not of the powerful but you. When we pass new laws, we'll listen not to the mighty but to you. When it comes to taxes, we'll prioritise not the wealthy but you. When it comes to opportunity, we won't entrench the advantages of the fortunate few. We will do everything we can to help anybody, whatever your background, to go as far as your talents will take you.

We are living through an important moment in our country's history. Following the referendum, we face a time of great national change. And I know, because we're Great Britain, that we will rise to the challenge. As we leave the European Union, we will forge a bold, new, positive role for ourselves in the world. And we will make Britain a country that works not for a privileged few but for every one of us.

That will be the mission of the Government I lead, and together we will build a better Britain." (citat slut).



Med hensyn til Theresa Mays ministerhold gælder at af de 23 vigtigste poster er 7 givet til tidl. Leave-tilhængere og 16 til Remain-tilhængere. May har udnævnt dobbelt så mange mænd som kvinder.

Ny indenrigsminister bliver den tidligere energiminister Amber Rudd, der kommer til at spille en stor rolle i at udforme den fremtidige indvandringspolitik. Bekymring for indvandring var afgørende for mange af de britiske vælgere, der stemte nej til fortsat EU-medlemskab. - Forsvarsminister Michael Fallon bliver siddende, og det samme gælder sundhedsminister Jeremy Hunt.

Mays rival til formandsposten den tidl. energiminister Andrea Ledsom bliver miljøminister; den tidliger miljøminister Liz Truss bliver justitsminister efter den fyrede Michael Gove. Fyret blev også den hidtidige finansminister George Osborne, der har stået for lige netop alle de nedskæringer Theresa May betragter som socialt skævvridende. Han erstattes af den hidtidige udenrigsminister, Philip Hammond.



Det bemærkelsesværdige er at Theresa May nok siger hun vil lede landet i forgængerens ånd, men samtidigt udtrykkeligt slår fast, at hun vil føre en anden økonomisk og social linje. Den helt store overraskelse er imidlertid at nej-kampagnens centrale konservative skikkelse, den 52-årige tidligere borgmester i London overtager posten som udenrigsminister.

Boris Johnson kan efter sigende få travlt med at klinke skårene efter alle de udiplomatiske og direkte fornærmende udtalelser om en række af de internationale ledere han har fremsat. Men det skal bemærkes, at han næppe kommer til at møde mange af dem personligt i de kommende år. Han er jo netop ikke blevet premierminister.

Da Barack Obama i april i år var på officielt besøg i Storbritannien, protesterede Boris Johnson i et indlæg i The Sun over, at en buste af Winston Churchill angiveligt var blevet fjernet fra Det Hvide Hus: »Ingen ved med sikkerhed, om præsidenten selv var involveret i beslutningen. Nogle siger, at det var et hak i tuden til Storbritannien. Nogle siger, at det var et symbol på den delvist kenyanske præsidents nedarvede modvilje mod det britiske imperium, som Churchill forsvarede så lidenskabeligt«.

Da der i maj i år opstod en diplomatisk krise mellem Tyrkiet og Tyskland, fordi en tysk tv-komiker havde fremført et smædedigt mod Tyrkiets præsident Erdogan, kommenterede Boris Johnson det således: »Hvis nogen ønsker at fortælle en vittighed om den kærlighed, der blomstrer mellem den tyrkiske præsident og en ged, skal vedkommende have lov til det i hvilket som helst europæisk land, herunder Tyrkiet«. Boris Johnson skrev herefter selv et grovkornet limerick til magasinet The Spectator, der havde udskrevet en konkurrence om at forfatte det bedste smædedigt om Erdogan. Boris Johnson vandt konkurrencen og en præmie på 1.000 pund!

I 2007 skrev Boris Johnson i The Telegraph, at han støttede Hillary Clintons forsøg på at blive USA’s næste præsident. Støtteerklæringen var dog ’peppet op’ med en række lidet smigrende udsagn: »Hvordan kan jeg overhovedet finde på at ytre den mindste form for støtte til en kvinde, der som USA’s førstedame fra 1993 til 2000 optrådte som en blanding mellem Cherie Blair og Lady Macbeth..... hun stampede sine hæle i gulvet, brølede af sine underordnede og kylede askebægre efter sin vildfarne mand?«. Videre hed det: "Hun har afbleget hår, surmulende læber, stålblå øjne, som en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital".

Sidste år omtalte Donald Trump byen London som et skræmmende eksempel på, at religiøse ekstremister overtager magten i hele bydele. Det fik Boris Johnson, daværende borgmester i London, til at sige: »Donald Trumps uoplyste kommentarer er vrøvl fra ende til anden. (...) Den eneste grund til, at jeg selv undgår visse dele af New York er, at der er en reel risiko for at løbe ind i Donald Trump«.

Og endelig om EU. Under valgkampen op til den britiske folkeafstemning sagde Boris Johnson til The Telegraph, at EU var et forsøg på at genskabe Romerrigets forenede Europa: »Napoleon, Hitler og flere andre har prøvet det, og det ender tragisk. EU er et forsøg på at gøre det samme, bare med andre metoder«.



Egentlig er det jo ganske forfriskende med den slags impulsivt-ærlige udsagn, der jo også rummer en hel del sandhed, men diplomatiske kan man ikke kalde dem. Det kan man heller ikke sige om den franske udenrigsministers bemærkninger om Johnsons udnævnelser, eller den tyske Steinmeier der kom for at skade at ytre sig stærkt ironisk om Johnson lige inden denne var blevet udnævnt - og de to skal jo mødes. Men det er nok klogt af Theresa May at gøre Johnson til udenrigsminister i almindelighed - og ikke tildele ham de specielle opgaver som bliver afgørende i forhold til EU. Hun har oprettet et særligt ministerium med ansvar for at forlade EU og hertil valgt den 67-årige David Davis som minister. Han er EU-skeptiker og har sagt, at han mener, at det ikke haster med at aktivere artikel 50 i Lissabon-traktaten og dermed sætte selve den tidsbegrænsede udmeldelsesproces i gang.

Alt tyder på at Theresa May først vil aktivere den om et halvt år, og det er endnu uklart præcis hvilke opgaver den nye "brexit-minister" vil få. Desuden bliver den 54-årige EU-modstander Liam Fox ny minister for international handel og skal her få nye handelsaftaler på plads og dermed sørge for at styrke britisk handel med udlandet. Fox har tidligere siddet på flere forskellige ministerposter og er således en erfaren mand.

En dansk kommentator som Ole Ryborg (DR) har kaldt Theresa May's udnævnelser 'smart', men hvorfor dog det. Nok er der tale om tre Leave-fortalere på disse poster, men det er vel både rimeligt og fornuftigt, eftersom disse poster udover kompetence og tålmodighed vil kræve et virkeligt engagement for at hale gode aftaler på plads. "Så kan de ikke sidde der og sige, at hun ikke har gjort det godt nok. Hold kæft og gør arbejdet er groft sagt budskabet", tror den meget vidende korrespondent åbenbart at Theresa May går og tænker; dermed bekræfter han egentligt blot at han - ligesom eksempelvis Svenning Dalgård på TV2 - har været alt for længe i Bruxelles som korrespondent til at kunne forstå de britiske hensigter og det store perspektiv der ligger i brexit. Udfordringerne er unægteligt enorme, men man skal ikke tro at de ikke også bliver enorme for EU, for her kan man de næste par år ikke bare slå sig til tåls med at få Storbritannien og den nye regering i London ydmyget mest muligt - hvis det er det man tror man kan - men overhovedet at undgå at brexit kommer til at undergrave EU som helhed. Splittelsen i EU er meget stor, og den skyldes ikke alene briternes modvilje og skepsis, men en udbredt skepsis i stort set alle medlemslande.

Faktisk er det efterhånden en ganske almindelig opfattelse at EU ikke kommer levende fra Storbritanniens brexit uden at gennemføre reformer af en art der ikke holder sig til de ydre formaliteter, men til den fundamentale elitære struktur og centralistiske målsætning. Muligvis kan den tyske kansler Merkel redde sig selv og sit parti ved det kommende forbundsdagsvalg, men det i sig selv kan ikke redde et EU der er dybt splittet af mange landes egne problemer og nyvakte nationale interesser.



Man har haft så travlt med at sammenligne Theresa May med den legandariske Margaret Thatcher (1979-90), men det er helt ved siden af. For det først er May slet ikke nyliberalist, for det andet er hun en pragmatisk og ikke en ideologisk politiker. Hun er helt udogmatisk, og kan måske i virkeligheden regnes som en slags tilhænger af den tredje vej dvs af den vej mellem socialisme og liberalisme eller mellem tryghedsprincippet og frihedsprincippet som Anthony Giddens lancerede i 1997, og som placerer pragmatisk politik på midten af det politiske spektrum, langt væk fra gammeldags klassekamp.

Under alle omstændigheder skal der både kompentence og standhaftighed til at holde linjen. For intet tyder på at EU-toppen bliver let at danse med. Det er dog ganske interessant at læse at briterne selv mener, at EU bør være gavmild over for dem efter deres afsked med unionen, men at andre landes befolkninger er helt uenige heri - med undtagelse af Danmark! Ifølge en undersøgelser fra YouGov skal flertallet i fire af fem andre adspurgte medlemslande være af den mening at EU skal være hård i de forhandlinger med briterne. Stærkest er 'hårdheden' i Frankrig og Tyskland. I begge de store lande mener 53 procent, at EU ikke skal gøre briterne nogen tjenester nu. Blot 27 procent mener, at EU bør være gavmild. Undtagelse er Danmark, hvor kun 33 procent foretrækker den hårde linje. Flertal mener, at EU bør tilbyde briterne en generøs aftale med unionen efter deres afsked.



Men EU er dybt splittet på næsten alle områder.

Man er dybt uenige om flygtningskrisen, Grækenlands gæld og den nu stigende italienske gæld der kan kræve ny bankpakke. Man oplever i alle lande stærke nationalistiske bevægelser, som man er så uklog at fortolke som ren højreekstremisme.

Unionstanken er stendød. Juncker er i dag en taber. Og hans forgænger som kommissionsformand José Barroso har efter udløbet af sin 18-måneders karantæne valgt en toppost som rådgiver for netop den berygtede finansinstitution Goldman Sachs som satte gang i finanskrisen i 2007. Det har han lov til, men det dømmer ham ikke alene moralsk som flere kommentatorer fastslår. Det afslører mandens inderste pengefiksering og tro på stordrift og centralstyring. Han var manden bag statskuppet i EU i 2011 og det skal man ikke glemme.

EU-parlamentet ses i højere og højere grad som en demokratisk uting, navnlig efter at den tyske socialdemokrat og stærke moralist Martin Schulz er blevet formand. Man kan sågår nu læse i aviserne at to danske, borgerlige EU-parlamentarikere (Rohde og Schaldemose) vil havde det nedlagt.

Nato har fornyligt holdt møde og har fået en ny rolle i forhold til EU, fordi EU må opgive alle tanker om en fælles hær. Nato har nu påtaget sig at hjælpe EU med sikring af de ydre søgrænser til Tyrkiet og Nordafrika. Hertil kommer at Rusland holdes uden for det gode selskab, og at USA dels afventer udfaldet af det kommende præsidentvalg, dels marginaliseres i forhold til Europa. Usikkerheden er stor.

Jo, EU går vanskelige tider i møde. Brexit er slet ikke nogen dårlig idé for hverken Storbritannien selv eller for Danmark og resten af Europa. Der er i høj grad behov for nytænkning - og en sådan kommer ikke uden nedbrydning af gamle og forældede tankemønstre og administrative strukturer.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Vilh. Grønbech - Konrad Lorenz - Kulturopgør' (kr. 50) om to af forrige århundredes største kulturpersonligheder, den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der begge gjorde ubarmhjertigt og utvetydigt op med den bestående europæiske kultur og dens fatale dualisme.

'Bohr og komplementariteten' (kr. 50) indenholder essayene om Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser, Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt  (23.12.10.), Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11) - i lettere opdaterede udgaver.

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 50) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Links:

Den britiske regerings officielle hjemmeside
The Conservative Party (David Cameron)
Leave-EU-bevægelsen (Boris Johnson/Michael Gove)
Ukip - UK Indenpendant Party (Nigel Farage)
Labour Party (Jeremy Corbyn)
SNP - Scottish National Party (Nicola Sturgeon)
BBC News
The Guardian
The Times
The Sun
EU-kommissionen



Relevante artikler på Jernesalt:

Brexit giver foreløbig stor usikkerhed både i og udenfor EU  (30.6.16.)
Briterne valgte DET STORE BRUD MED EU - stik mod Camerons ønske   (25.6.16.)
EU ændres uundgåeligt, uanset Storbritanniens exit eller forbliven  (21.2.16.)
David Cameron suveræn vinder af det britiske valg  (10.5.15.)
Thatcherismen og al anden gammel ideologi er død  (18.4.13)
Cameron rejser afgørende EU-debat   (26.1.13.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Labour forlader den tredje vej  (27.09.10.)
Storbritanniens nye redningspakke Cameron/Clegg  (14.5.10.)



Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)
Østrig lodret splittet ved præsidentvalget  (27.5.16.)
Leg og retsvæsen - Mennesket som et legende væsen (2)
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (11.5.16.)
Alternativet für Deutschland vækker både bekymring og uforstand   (8.5.16.)
Tolerance forudsætter både frihed og værn af frihed   (30.4.16.)
Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
Erdogan laver ramasjang i forholdet til Tyskland på grund af en satire  (16.4.16.)
EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Merkel og Co. sælger EU's sjæl og frihed til Tyrkiets islamister  (8.3.16.)
EU trækker magtesløsheden ud  (10.2.16.)



Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Massive nytårsovergreb på tyske kvinder sætter et "Før og efter Køln"  (13.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)
Det klare nej til mere EU-union må og skal respekteres af ja-partierne  (7.12.15.)
Sund fornuft at stemme nej til mere EU-union  (28.11.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Reaktionerne på den nye terror mod Europa skal ud over det militante og have fat i det eksistentielle  (19.11.15.)
Frygt ikke! - er det nødvendige svar på den nye terror mod Europa  (15.11.15.)
Grækenland får forlænget sit tålte ophold i euroen lidt endnu,
men eurogruppen magter ikke udfordringen
  (19.7.15.)
Bådflygtningene er en stor etisk udfordring  (27.4.15.)



EU er mere splittet end nogensinde  (21.7.14.)
EU's statschefer valgte Juncker og lod hånt om folkets protester   (30.6.14.)
EP-valget en vælgerprotest der ikke kan fortrænges  (27.5.14.)
Politisk status I - Europa  (7.3.14.)
Thatcherismen og al anden gammel ideologi er død  (18.4.13)
Nobels fredspris til EU en fejltagelse  (21.12.12.)
EU nærmer sig bankunion, men ikke traktatændring  (19.12.12.)
EU-førerskabet udskød endnu engang topstyring  (21.10.12.)
Europa lider  (28.9.12.)



Politisk bedrageri at trumfe tilslutning til Europagten igennem uden folkeafstemning  (19.12.11.)
EU splittes i to - uden at gældskrisen og vækstproblemet løses  (10.12.11.)
Økonomiens store elendighed i Europa er virkelig tragisk  (17.11.11.)
Barroso begik statskup i Bruxelles og splitter dermed EU  (28.10.11.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal