Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - status2016

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.12.16.

Status over året 2016

Flygtningekrisen og terroren
Syrien opgivet af Vesten
Brexit og Erdogan-galskab
Regeringsomdannelsen i Danmark
Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring
Etik, kultur og religion må i centrum
Angsten for kritik af islam
Kulturkristendommen en narresut
Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab
Henvisninger



Flygtningekrisen og terroren    
Til toppen  Næste

Årets mest afslørende begivenhed fandt sted i Tyskland på den allerførste nat, nemlig nytårsnat i Køln hvor tusinder af feststemte tyskere normalt samles på pladsen ved Hovedbanegården og Domkirken for at fejre årsskiftet med dans og sang og løjer samt indtagelse af våde varer. Men denne Sylvesternat i Køln blev ødelagt af et par hundrede muslimske halv- eller helkriminelle bandemedlemmer fra Nordafrika der begyndte at begramse tyske kvinder og indkredse nogle af dem som de derefter kunne forulempe med afklædning, voldtægt og tyverier. Politiet kunne ikke forhindre de massive overgreb, for de var ikke til stede i tilstrækkeligt antal og slet ikke forberedt på situationen. De involverede muslimer var overvejende kriminelle elementer fra de nordafrikanske lande der var søgt nordpå efter den famøse 5.9.15.

På denne september-dag i 2015 blev EU og hele Europa totalt omkalfatret med en eneste patetisk gestus af den almægtige tyske kansler Merkel som bestod i at hun komplet egenrådigt åbnede EU's ydre grænser og dermed reelt ophævede Schengen-aftalens idé. Myndighederne var nu ude af stand til at kontrollere og registrere hvem der kom ind i EU-landene udefra og derefter kunne bevæge sig frit omkring som om de var EU-borgere. De blev samlet op i interimistiske boliger og lejre i Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien eller hvor de måtte ønske at komme hen, og mange af dem havde ingen illusioner om at få asyl, men så blot en enestående chance for endelig at slå sig løs på primitiv muslimsk mandevis i det frie og eftertragtede Europa.

Kæmpestore sikkerhedsmæsige, logistiske, sociale og økonomiske problemer fulgte efter i de fleste EU-lande, hvoraf mange i forvejen havde både alvorlige sociale og økonomiske problemer som stor arbejdsløhed og social uro i ghettoområder. Men lige lidt ændrede det på Merkels overmægtige anfald af barmhjertighed. Hun holdt fast i sit slogan "Wir schaffen das" eller "Vi klarer det" - selvom det vitterligt var en tom frase. Og på trods af flere efterfølgende terroranslag i Tyskland og Frankrig og ikke mindst i Belgien besluttede hun i begyndelsen af december overmodigt at stille op til en fjerde kanslerperiode ved valget næste år. Hendes psykiske inflation er grænseløs.

Få dage efter ramte en af de nyankomne tunesere med en stjålet polsk lastbil kansleren og hele koalitionsregeringen med en terroraktion da han den 19. december for fuld fart kørte ind i nogle boder på julemarkedet ved Gedächtniskirken i Berlin. Merkel beklagede og fordømte, men lod sig ikke rokke. Ligegyldigt hvad der sker af overgreb og terror fra islamistisk eller kriminel muslimsk side er denne tyske ærkeforræder mod europæisk levevis og kultur stadig overbevist om at kristen barmhjertighed er en gudvelbehagelig pligt for enhver anstændig europæer. Det er imidlertid en vildfarelse af de helt store dimensioner for dels er det at gøre gerninger til frelseskriterium, dels er denne barmhjertighed kun en dyd i et samfund der i forvejen er så homogent at der hersker stor tillid mellem alle borgere. I alle samfund der af abstrakt-idealistiske grunde har bevæget sig i multikulturel retning er den undergravende hykleri. - Jf. Femte September - eksistentielt drama



Syrien opgivet af Vesten    
Til toppen  Næste

Borgerkrigen i Syrien gik efter fem år ind i sin afsluttede fase, der med massiv russisk hjælp sikrede landets diktatoriske præsident Assad fortsat magt og suverænitet. Storbyen Aleppo, der husede mange oprørere, blev erobret efter enorme ødelæggelser og mennesketab. Men sammen med byen faldt også hele den vestlige alliance og alle dens løfter om at fjerne diktatoren og give det arabiske forår muligheder for at opbygge et mere frit og demokratisk land.

USA's præsident Obama havde forlængst opgivet at ændre noget som helst på udviklingen i Mellemøsten. Den store sympatiske fredsretoriker vist sig at være en mand af ord der ikke ville ofre amerikansk liv for nedkæmpelsen af et diktatur uden for Amerika.

Hans snarlige efterfølger i Det hvide Hus er rigmanden og republikaneren Donald Trump der betragter al politik som business. Det bliver et kæmpeeksperiment ingen kan forudsige følgerne af - undtagen på ét punkt: Forholdet melem USA og Europa vil ikke længere være et samarbejde i kampen for fred og frihed. Det splittede USA og det splittede Europa går nu hver sin vej, men Trumps valg har trods alt den store fordel for udviklingen at EU nu bliver nødt til at blive sig bevidst om hvad det vil i forhold til bevarelsen af sin egen kultur, eksistens og suverænitet.



Brexit og Erdogan-galskab    
Til toppen  Næste

Storbritannien valgte ved en højst ejendommelig folkeafstemning at forlade EU, men det er stadigt uafklaret hvornår brexit-proceduren vil blive sat i gang og hvad den vil ende med. Men også på dette punkt ligger én ting soleklart: EU står foran store og afgørende beslutninger og ændringer. - Jf. Briterne valgte DET STORE BRUD MED EU - stik mod Camerons ønske.

I Tyrkiet var et dilettantisk kupforsøg nær ved at koste præsident Erdogan magten, fordi det kom bag på ham. Men han fik hurtigt kontrol over situationen og beskyldte omgående sin gamle rival Fethullah Gülen for at stå bag kuppet. Og Erdogan benyttede vel at mærke kupforsøget til at få renset grundigt ud i militæret, retsvæsenet, skolevæsenet og pressen, så han nu sidder sikkert i sadlen og uden hæmninger kan bruge flygtningesituationen til at presse EU for enorme økonomiske tilskud. - Jf. Erdogan indfører islamisk enevælde i Tyrkiet.

Også han var mand for at ændre Europa (og Nato) uden gode hensigter. Og EU tør ikke lægge afstand til ham. Men: en tredje verdenskrig er ikke på vej!

Efter min mening er det helt ved siden af når den svenske historiker og efterretningsekspert Wilhelm Agrell i bogen "Det säkre landet?" (bemærk spørgsmålstegnet) ud fra sammenligninger af den aktuelle verdenssituation med udviklingen omkring 1. og 2. verdenskrig kommer til den konklusion at en ny verdenskrig ikke bare er under opsejling, men allerede er begyndt (citeret efter stort interview i Weekendavisen). For rigtigt er det naturligvis at situationen i Mellemøsten er en så destruktiv proces at ingen stormagt har kontrol over den. Men Mellemøsten er altså ikke hele verden. Og Europa skulle efter de løsnede bånd mellem EU og USA med lidt kløgt kunne holde sig fri af de skæbnesvangre begivenheder i Mellemøsten og Afrika ved definitivt at droppe alle militærmissioner uden for Europas grænser og i stedet fokusere på at bremse flygtningestrømmene. Denne omstilling vil kræve både mod og dyb forståelse for historiens afgørende åndelige kræfter, men en sådan forståelse er til gengæld mulig i netop Europa og i ganske særlig grad i Danmark. Det er der blot stadig mange der ikke véd, især blandt toppolitikerne.



Regeringsomdannelsen i Danmark    
Til toppen  Næste

Lars Løkkes nye regering, bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti med ialt 53 mandater, har jeg (28.11.) betegnet som et reaktionært eksperiment

I stedet for at bevæge sig ind på midten hvor der er muligheder for samarbejde på tværs af de eksisterende blokke trækker statsministeren nu mod den ekstreme liberalistiske pol og har i praksis demonstreret at han vil være statsminister for hvilken pris det skal være. Det er smart overlevelsestaktik, men også kortsynet opportunisme, når det tages i betragtning at Danmark og hele Europa står med flygtningekrise og opløsningstendenser i EU og Nato, en grufuld udvikling i Mellemøsten, en latterlig udvikling i Tyrkiet og kun én glædelig ting i form af en markant distance mellem Europa og USA.

Hvad der i denne situation er brug for er klarsyn, visioner og en bevidst overordnet indsats for at bringe dansk og europæisk kultur på ret køl igen som selvstændige, suveræne aktører der er i stand til at tage vare på deres egen indre konsistens, og det gør man ikke ved på liberalistisk vis at køre bevidstløst videre i det spor der hedder mere vækst og mere globalisering, men tværtimod ved at se kritisk på væksten, globaliseringen og frihandelen og ikke mindst på den åndløshed der har forårsaget dem.

Kun én vej er holdbar, og det er den tredje vejs socialliberalisme i nøje kombination med fuld demokratisering, fuld sekularisering, fuld kvindefrigørelse og - først og fremmest - et helt nyt bevidsthedsniveau. Her er det afgørende med et dybt opgør med falsk multikulturalisme, falsk humanisme og falsk kristendom, der alle sammen sætter blåøjet barmhjertighed over realistisk værn om nationalstaternes evne og vilje til at videreudvikle det sekulære demokrati.

En sådan videreudvikling er Løkke bare ikke manden for at formidle. Han har på intet tidspunkt erkendt udfordringens art. Han udnytter blot den gunstige situation at Dansk Folkeparti er kommet i så store vanskeligheder på grund af utroværdighed og misbrug af EU-midler, at de ikke ikke har fjerneste lyst til at vælte regeringen. Meningsmålingerne peger både på markant tilbagegang for DF og markant tilbagegang for blå blok. Men det allerværste er at Dansk Folkeparti slet ikke synes at forstå at man svigter selve folkeligheden ved at holde liv i Løkkes elitære regeringsdrømme. Og jeg har efterhånden erkendt at DF's misopfattelse af folkeligheden hænger nøje sammen med at partiets kulturforståelse gennem et vist fætterpar er blevet præget af Tidehvervsbevægelsens ulidelige teologi.

Måske ligger der et lille håb i at den socialliberale Mette Bock fra Liberal Alliance er blevet kultur- og kirkeminister, for det er på dette resortområde der må ske ændringer i bevidstheden. Hun er bundet af et monster af et regeringsgrundlag der skal give det udseende af at man tænker 10-15 frem, hvor det i virkeligheden kun er 2½ år, nemlig resten af regeringsperioden. Og hun har naturligvis også personlige begrænsninger, men hun kan se udfordringen i at de to ministerier hun skal tage sig af ligger nederst i det officielle ministerhierarki, men i virkeligheden øverst i betydning for udviklingen.



Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring    
Til toppen  Næste

I den løbende kulturdebat har Venstres Grand Old Man Bertel Haarder uheldigvis haft en ret dominerende rolle som kultur- og kirkeminister. Det var ham der lancerede tanken om en ny kulturkanon, der bl.a. skulle fremhæve værdien af andelsbevægelsen, folkehøjskolen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen samt folkekirken. Og det er jo lutter gode ting. Men tanken bygger efter min mening på den store misforståelse at kultur er noget der kan gøres op i værdier og kulturarv. Og det er rivende forkert. Kultur kan aldrig reduceres til bevarelse, den er tværtimod vedvarende nyskabelse.

Kanonen gav som resultat at folkekirken lige akkurat kom ind på tiendepladsen efter frisind, foreningsliv og hygge, og det bekræfter jo til fulde, at den gamle institution efterhånden ikke længere har en afgørende særstilling i folkelivet og samfundslivet. Den er tværtimod nærmest blevet fuldstændig latterlig i en blanding af intellektualistisk absurditetstro og humanistisk næstekærlighed samt hyggelige kaffemøder og sjove børnegudstjenester. Den klamrer sig stadigt urokkeligt til sin trosbekendelse fra år 325 uden at se at denne spærrer for sund fornuft og sund tro. Folkekirken har unægteligt rødder mange hundrede år tilbage, og dét gør os alle til en slags 'kulturkistne' (fred være med det) - men folkekirken er blevet komplet ubevægelig og reaktionær.

Også folkeoplysningen fra 1800-tallet og den almene universitetsoplysning fra 1900-tallet er blegnet, fordi den hverken har fattet dybdepsykologiens opdagelse af det kollektivt ubevidstes afgørende kilder eller religionsforskningens opdagelse af at gudsriget har med den umiddelbare realitet at gøre og absolut intet med bekendelse af dogmer. Nutidens ungdom får hverken i folkeskolen eller gymnasiet nogen som helst indføring i relevant eksistensforståelse.

Der er med andre ord ingen egentlig sammenhængskraft i folkelivet. Alt går på uforpligtende tradition, 12-taller i dataindsamling, bred og endeløs underholdning og blind tro på vækst, fremskridt, globalisme og multikulturalisme. Og denne afmagt og forvirring er fatal for nationens vilje og evne til at forsvare sin suverænitet. Der mangler noget så afgørende som alvor i tilværelsen, altså forståelsen for at ikke alt i livet kan være leg. - Jf. artiklen Legen fortrænger alvoren i moderne kultur



Etik, kultur og religion må i centrum    
Til toppen  Næste

EU har foreløbig taget imod henved en million flygtninge og asylsøgere og forventer en million mere. Det har skabt så enorme problemer at EU-toppen og flere store landes regeringer er kommet i unåde, mens nationale kræfter og bevægelser har fået stigende opbakning. Men det besynderlige er at problemernes omfang og art ikke synes at påvirke top-eliten i Bruxelles så meget at de overvejer et kursskifte. I mine øjne er dette simpelthen det mest grelle eksempel i Europas kulturhistorie på at også toppolitikere med 'fornuften i behold' kan komme så langt ud i virkelighedsflugt at de i realiteten begiver sig ind i en så fuldstændigt uansvarlig leg med Europas befolkning, kultur og demokratiske system at de i en vis forstand kommer i bås med galninge som Hitler og Mussolini.

Multikulturalismens og globaliseringens tilhængere begår den fatale fejl at de systematisk tilsidesætter den store befolknings helt naturlige forankring i den nationale og lokale kultur og historiske tradition. De nye ismers tilhængere er overvejende rationelt indstillede mennesker med mange internationale kontakter og interesser. Men de tænker i abstrakte, juridiske, økonomiske og erhvervsmæssige baner, der ligger fjernt fra almindelige menneskers intuitive tilknytning til sprog og historie. Og dette indebærer at deres kreativitet overvejende er af logisk og begrebsmæssig art, mens de mere intuitive mennesker i langt højere grad tænker i billeder og derfor i frie, ubevidste associationer. Parterne forstår hinanden dårligere og dårligere. Der opstår en kløft imellem dem, som bevirker at den intuitive del af befolkningen opfatter modparten som yderst elitær og arrogant. Mens den mutilkulturelle del har svært ved overhovedet at fatte hvad det vil sige at tænke i folkelige baner. Man tror fejlagtigt er der udelukkende er tale om nationalromantiske og nostalgiske følelser og aner ikke at forestillingerne i virkeligheden trækker på det mest kreative vi mennesker har: de dybe kollektive kilder i psyken.

Den menneskelige tilværelse er ikke en guddommelig komedie der sætter menneskets ansvarlighed ud af kraft og lader eliten råde. Det er tværtimod folket der bærer den fulde ansvarlighed, fordi det er folket der har følingen med den fulde virkelighed, den der omfatter tilværelsens rationelle og nogenlunde forudberegnelige processer såvel som tilværelsens irrationelle og meget uberegnelige, men til gengæld yderst skabende processer.

Hverken EU-toppen eller EU-landenes egne, endnu delvis suveræne regeringer vil indse:

- at oplysningen om magtfordeling - folkeligheden kontra eliten - halter gevaldig
- at æstetiseringens forsøg på at holde den etiske og folkelige refleksion ude fra økonomi og politik ikke dur
- at retorikken fejler totalt, fordi den er smal og snæversynet og alene måles på succeskriterier
- at mødet mellem folk og politikere (inklusive folkemøderne på Bornholm) drukner i ren og skær entertainment
- at den ægte og ansvarlige kreativitet skal generobres gennem frihed, tillid og lokal forankring
- at alvoren skal tilbage som bevidst ansvarlighed for helheden og kulten
- at konsistensetikken må bevidstgøres, så forskellen mellem godt og ondt kommer til at stå lysende klart
- at Europas krise er en kulturkrise og religionskrise



Udfordringen for Danmark bliver først og fremmest at gøre op med alle gamle (marxistiske) forestillinger om at kultur er en dekorativ overbygning på den materielle basis med dens produktion, handel, teknologi og fremskridt, og at religion er en privatsag der i bedste fald giver syge og gamle lidt trøst, i værste fald bliver opium for hele folket.

Forestillingerne blev en essentiel del af den socialdemokratiske velfærdspolitik, der udmøntede sig i etableringen af kulturministeriet i 1960 og i missionen for også at gøre fine "åndelige sysler" til almindelige menneskers daglige sysler. Det var hvad bl.a. økonomiminister Ivar Nørgaard plæderede for i bogen 'Velfærdsteori og velfærdsstat' (1962). Og den indstilling betød at de socialdemokratiske regeringer i 1960-erne til den kulturradikale elites store tilfredshed foldede sig ud med systematisk støtte til finkulturen i landet (som modvægt til rindalismens kærlighed til trommesalsmaleriernes banale Kronhjorte over sofaerne). Det var på den tid Knud W. Jensen etablerede Louisiana i Humlebæk. Og det blev da en succeshistorie - ligesom Kr. Helveg Petersens, Niels I. Meyers og Villy Sørensens "Oprør fra midten" i 1978 (blot fem år efter Jordskredsvalget i 1973). Oprøret kunne næsten ikke blive finere end når filosoffen og paradoksmageren Villy Sørensen lagde navn og sære formuleringer til - men desværre gik også de to andre herrer ind for hans idé om det utopiske ligevægtssamfund.

Sagen er imidlertid at kultur ikke er finkultur eller elitekultur, og at velfærdsreformer der vil fremme de såkaldte 'åndelige sysler' aldrig er tilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhængsevne eller -kraft. Velfærd ret forstået omfatter et større og højere formål med samfundsudviklingen end fordelingen af en større og større samfundskage eller uddeling af finere og finere 'åndelige' desserter.

Sagen er dernæst at religion ikke er en privatsag og aldrig kan blive det, uden at man totalt fjerner den allervigtigste komponent i kulturlivet: Den dybeste forståelse for at mennesket fra fødslen er et væsen med både en indre (åndelig) side og en ydre (sanselig) side - og derfor af indre psykiske grunde er tvunget til at varetage begge opgaver sideordnet, men give det åndelige overvægt, fordi det er dette der står for alt der hedder sammenhæng, helhed og mening i livet. Der ligger igen marxistisk eller positivistisk ideologi bag aversionen mod religionen. Men det mest besynderlige er at denne ideologi også efterhånden har grebet partier som Venstre og Det radikale Venstre der ellers udsprang af de folkelige vækkelser i 1800-tallet, der var rundet af romantikken. - Jf. Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)

Men det skal slås fast med syvtommersøm, at kulturen og religionen aldrig må komme nederst i bunden af hierarkiet, hvis samfundet skal være etisk konsistent. Derfor ville det være en god idé at slutte kulturministeriet og kirkeministeriet sammen i et moderne kultus-ministerium - med fokus på at skabe en fælles folkelig kult der er blottet for såvel fine fornemmelser som direkte skadelige dogmer. - Jf. Opret et kultusministerium!.



Angsten for kritik af islam     
Til toppen  Næste

En af ulykkerne ved multikulturalismens udbredelse og religionens reducering til privatsag er at den europæiske kultur er grebet af en altdominerende angst for overhovedet at sige noget som helst ufordelagtigt om islam, selvom denne religion gennem den massive indvandring af muslimer åbenlyst har givet de fleste europæiske lande store sociale og sikkerhedsmæssige problemer. Flertallet af befolkningerne i Europa tror at sekulariseringen betyder at religionerne skal reduceres til de private intimsfærer, og at de iøvrigt er principielt lige gode. Og det er altså en fatal fejlvurdering.

Der er faktisk adskillige forhold ved islam som er så bemærkelsesværdige at de nødvendigvis må tages med i en bedømmelse af denne verdensreligions negative betydning i vor tid - og især dens uforenelighed med sekulær vestlig kultur:
For det første var stamfaderen til de nordarabere som Muhammed tilhørte og henvendte sig til, Ismail, ældste søn af Abraham, og det var Ismael og Muhammed der ifølge islamisk tradition byggede centralhelligdommen Kabaen i den store moské i Mekka. Ifølge Det gamle Testamente var Ismail Abrahams søn med trælkvinden Hagar, men Abraham forstødte dem begge, da hustruen Sara blev frugtsommelig.
For det andet var Muhammed en kriger der sejrede ved sværdet. Han var dybdepsykologisk set et uhyre stærkt jeg - nøjagtigt ligesom Moses i jødedommen.
For det tredie var islam en lovreligion med Koranen som lovbogen der indeholder detaljerede regler for livsførelse og gudsdyrkelse på samme måde som Moseloven.
For det fjerde læser muslimerne Koranen som ortodokse jøder læser Torah'en, dvs primært som udenadslæren - og dette sker den dag i dag i deciderede Koranskoler. Alle har set film-optagelser af disse drenge i rytmisk udenadsterpen.
For det femte underkaster muslimerne sig deres guddom - både ved guds-dyrkelsen i hjemmet og i moskéen - ved at lægge sig på knæ og føre ansigtet til jorden - nøjagtigt som en sheiks undersåtter underkaster sig deres suveræn.
For det sjette skilles mænd og kvinder fra hinanden ved gudsdyrkelsen, og kvinder er underkastet særlige regler for påklædning og adfærd og særlige begrænsninger i samfundslivet som gør dem ufrie i forhold til mændene.
For det syvende og ikke mindst vigtige savner islam - ganske som jødedommen - en central hellig skikkelse som er en inkarnation af det der i dybdepsykologen kaldes 'selvet' eller 'helhedspsyken', dvs. det modsatte af et dominerende Jeg, og dette er det afgørende, emergente og konstituerende fænomen i kristendommen.

Alt i alt betyder disse forhold at islam ikke peger fremad eller ud over sig selv. Der er liberale strømninger i islam såvel som i jødedommen, ligesom der begge steder er mystiske traditioner der modificerer religionerne, men der er ikke strømninger der kan føres direkte tilbage til en centralskikkelse af helhedspsykisk art som Kristus - og det er et forhold der i høj grad vanskeliggør den proces mod en almengørelse af helhedspsyken eller 'selvet' som må siges at være blevet af altafgørende betydning i vore dages kristne kultur. Der er markant forskel på islam og kristendommen, og kristendommen er uadskillelig fra europæisk kultur - og vel at mærke ikke blot på det overfladiske kulturarvs-niveau.



Kulturkristendommen en narresut    
Til toppen  Næste

Selve ordet 'kulturkristendom' er brugt første gang i 1933 (af Kristeligt Dagblad) og var dengang nærmest et skældsord, men i dag dækker det ifølge eksperter de fleste danskeres 'tro'. Det vil netop ikke sige at folk går meget i kirke eller overhovedet er interesseret i den kristne bekendelse, men at de bare føler en naturlig tilknytning til den kulturarv og den begebsramme kristendommen står for. Filosoffen Arno Victor Nielsen understreger endog at den almene indstilling direkte stritter imod Søren Kierkegaards syn på kristendommen, der fremhævede lidenskaben eller engagementet i troen. Og det har han fuldstændigt ret i, og det er faktisk en vigtig pointe for undertegnede, for efter min mening er det netop Kierkegaards filosofi der efter hans død kom til at ødelægge folkekirken gennem Tidehvervsbevægelsen. Al enfoldig tro blæses væk med foragt. Umiddelbarheden er slet ikke ånd. Den rigtige tro er den fornemme intellektuelle tro der fremhæver at troen er et spring ud i den paradoksale påstand om at Gud blev menneske.

Det er meget enkelt at tage afstand fra en sådan intellektuel kristendom. Det gør bl.a. folk der ikke vil acceptere den officielle lutherske trosbekendelse, men som vil hævde at Menneskesønnen netop aldrig selv krævede nogen bekendelse for at helbrede folk fra deres skyldfølelser ved at give dem velsignelsen. Det var Paulus der opfandt bekendelsen, og det var kirkefædrene der i 325 formulerede en trosbekendelse som alle kristne havde at acceptere, hvis de ville tilhøre kirken og gøre sig håb om frelse. Dermed indførtes dogmatikken, og dogmer er intet andet end magtmidler der bruges til at skille troende fra vantro. Nøjagtigt som det sker i jødedommen og i islam.

Men hvad dansk kulturliv og samfundsliv angår er det en narresut at tro at kulturkristendommen som sådan kan hamle op med fanatiske trosbekendere af islamisk støbning, der ikke vil lade sig integrere, men tværtimod laver parallelsamfund og i sidste ende håber på indførelsen af islam. Hvis ikke der er saft og kraft i en religion kan den aldrig blive saltet i kulturen - men derfor skal moderne danskere i det nye årtusinde ikke samle sig omkring en ny fundamentalisme der er lige så fanatisk som muslimernes. Det er det modsatte der skal til, nemlig en afskaffelse af trosbekendelsen, så alle danske statsborgere kan være frit åndende medlemmer af folkekirken uden at have ringeste interesse for dogmer og bekendelse.

Og det er ud fra disse betragtninger at undertegnede foreslår oprettelse af kultus-ministerium og en indførelse af det almindelige præstedømme: alle er præster for sig selv i den betydning at alle - uden fjerneste hensyn til trosbekendelser - har direkte adgang til Gud. Man kunne så at sige spare præstelønningerne ved at føre kristendommen tilbage til Menneskesønnens ord om at man skal lade frygten fare og bare tro på helt enfoldig vis. Men først i dag kan vi - ved hjælp af helhedsrealismens begrebsramme - forstå at dette at tro på enfoldig vis er det samme som at leve i umiddelbarhedens rige. - Jf. artiklen om Storm P.'s enfoldige tro.



Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab    
Til toppen  Næste

Den politiske krise i både Danmark og det øvrige Europa er nu blevet så dyb og omfattende at den ikke kan løses ad økonomisk, socialpolitisk, velfærdsmæssig, kommunikationsmæssig eller moralistisk vej. Den kan ene og alene løses i tide ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste. Mange aner overhovedet ikke hvad der menes med disse ord, og derfor skal der nedenfor dels henvises til essayene om Romantikken og N.F.S. Grundtvig, dels påpeges at der er tale om en bevidsthedsudvidelse alle kender fra puberteten (eller i nogle tilfælde fra brug af kunstige stoffer!), men som når vi taler om folkelighed naturligvis ikke er individuel, men derimod kollektiv.

Mange magthavere og mange meget borgerlige og konservativt indstillede mennesker frygter den slags stærke følelser og lidenskaber og stempler dem ofte som sværmeri, populisme eller nationalromantik. Men den slags fordomme viser blot at man ikke forstår de dybere psykologiske mekanismer. For hemmeligheden ved ægte bevidsthedsudvidelser er at det ikke bare er følelser, men både følelser og tankeforestillinger der vækkes og forløses. For at forstå fænomenet skal man væk fra det gamle, gængse og simple skel mellem fornuft og følelse - og i stedet skelne mellem ustabile, men ofte intense følelser og forestillinger på en ene side og stabile, men vage følelser og forestillinger på den anden side. De første kaldes primærprocesser, og det sidste sekundærprocesser. Og det er vel at mærke primærprocesserne der rummer alle former for umiddelbar erfaring eller oplevelse af helhed, mening og sammenhæng i tilværelsen. - Jf. artiklen De psykiske grundprocesser.

Ved folkelige bevægelser er det primærprocesserne der sættes i gang, og dette kan i visse uheldige tilfælde føre til ukontrolleret sværmeri og destruktion. Det er der nemlig risiko for hos alle letbevægelige (labile) eller uligevægtige personer, og det ses jo ikke mindst i tilfælde af massepsykose af den art man kender fra nazismen, kommunismen og islamismen (fx i de iscenesatte massehysterier i visse muslimske lande omkring Muhammedtegningerne). Og kender man ikke fænomenet i anden form, er det forståeligt at man frygter det.

Men de folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet var helt overvejende positive. De førte til borgernes og bøndernes (og senere også arbejdernes) opvågnen til selvstændighed. De sociale klasser vågnede efterhånden alle op fra sløvhed og underkuelse til bevidst ansvar for egen skæbne. Og her gælder en simpel psykisk lovmæssighed: Der sker ingen folkelige eller religiøse vækkelser der er stærke nok til at ændre et samfund på dybtgående vis, medmindre vækkelserne trækker på yderst energiladede kollektive forestillinger. Eller med andre ord: der sker ingen store og varige samfundsændringer med mindre folkene får føling med de stærkeste kræfter i primærprocesserne, dvs de kollektivt ubevidste forestillinger. Og det hører med til billedet, at ægte folkelige vækkelser går uden om vold og voldelige omvæltninger. Man kender så at sige ægtheden på at vækkelserne går uden om volden.



Ulykken i den faktiske krise i Danmark og det øvrige Europa er fastlåstheden i vaner og traditioner, nedarvede værdier og såkaldt 'kulturarv', og denne fastlåsthed ligger efter mine bedømmelser først og fremmest i den stort set komplette uvidenhed om de psykiske grundprocesser som kendetegner både politikere og almindelige mennesker. Specielt er der overordentlig mange veldannede og 'oplyste' mennesker i vore dage der uden videre tror at religion er ensbetydende med tro på nogle mere eller mindre fornuftstridige eller rent ud åndssvage dogmer (præcist formulerede trossætninger), men i virkeligheden er religion en helt naturlig del af den menneskelige kultur. Den dukkede op i den biologiske udvikling samtidigt med at mennesket i "tidernes morgen" fik sin bevidsthed, dvs den helt uforklarlige evne til at se og forstå forskellen mellem den ydre, sanselige verden og den indre, åndelige verden. Og denne form for dobbelt bevidsthed var og er ikke knyttet til dogmer. Men den er unik for mennesket og er selve det der adskiller os fra dyrene. Med denne bevidsthedsforms opdukken i biologien begyndte selve kulturen, menneskets indgriben i naturen - som over mange tusinde år totalt ændrede livet på kloden.

Bevidstheden dukkede op i såvel individet som den enkelte generation og det enkelte folk - og gav mennesket en horisontudvidelse der betød erkendelse af forskellen mellem godt og ondt og erkendelse af det andet køns attraktivitet og anderledeshed. Men autoriteterne og magthaverne begyndte hurtigt at nemme at de kunne dæmme de frie og kreative kræfter ind med formulerede dogmer der kunne bruges til kontrol af undersåtternes tanker og sindelag. Dogmerne blev i både jødedommen og senere islam spundet ind i et uhyre netværk at love og regler (hhv. Moseloven og Koranen), således at religionen blev en decideret lovreligion der kunne kontrolleres fuldstændigt af et præsteskab.

Det er en lang historie som ikke skal repeteres her. Men det skal pointeres at der med bevidsthedens opdukken også hos mange mennesker kom en erkendelse af at autoriteterne og forældregenerationerne måske ikke altid var så indsigtsfulde, alvidende og almægtige som de gav indtryk af. Bevidsthedens opdukken betød altså også muligheden for afsløring af og kamp mod autoriteternes magt og magtfuldkommenhed. Men magthavere og magtstræbere er jo ikke ambitiøse for ingenting. De kan også udnytte almindelige menneskers behov for lederskab til egne formål. Det gjorde de i Palæstina med det resultat at det jødiske samfund blev mere og mere lov- og moralbestemt - samtidig med at det på ny blev offer for fremmede magters overherredømme og for to tusinde år siden blev underkastet den romerske kejsermagt.

Men da kom en ung oprører der kaldte sig 'Menneskesønnen' og som vandrede omkring i Palæstina og sagde hvad han mente. Han fortalte i jævne vendinger og i lignelsens form forjættende om et helt andet rige, nemlig "Gudsriget" der var en diametral modsætning til 'Lovriget'. Dermed sprængte han én gang for alle lovreligionens absolutisme og autoritetsbundethed, så det fik verdenshistorisk betydning. Et emergent nyt religiøst paradigme var igen dukket op i den biologiske udvikling og kom siden ad mærkelige veje til Europa, hvor magthaverne behændigt fik det drejet ind i stærke organisatoriske rammer der indførte den gamle lovreligion ad bagvejen. Afgørende for denne udvikling var et kirkemøde i 325 hvor kirkefædrene i klar strid med Menneskesønnens eget budskab blev enige om en præcis formulering af trosbekendelsen. Den førte videre til pavekirken og skolastikken - indtil den lidenskabelige, men ulykkelige selvpiner-munk Martin Luther gjorde oprør og med nordtyske fyrsters hjælp fik etableret en protestantisk kirke. Den blev stort set lige så autoritativ og undertrykkende som den gamle pavekirke i starten, men gav dog på længere sigt og i kombination med humanisme og naturvidenskab - samt den franske revolutions opgør med enevælden - mulighed for demokrati og sekularisering i de nordeuropæiske lande.

Denne vidunderlige udvikling holder bare ikke længere. Den lutherske kirke har forlængst nået sit klimaks og befinder sig nu en nedadgående fase af aristokratisk værn om gamle privilegier og en begyndende senilitet (for nu at bruge Adizes' herlige organisations-cyklus). Det samme gælder naturligvis den danske folkekirke, og det er netop derfor at den politiske og kulturelle udvikling i Danmark nu er stagnerende og ikke kommer ud af flækken uden et bevidst og målrettet opgør med lutherdommen og konservatismen. Dette opgør kan naturligvis ikke finde en mere passende anledning til sin opblussen end det 500-års-jubilæum der finder sted i det nye år.

Derfor skal min status over året 2016 slutte med bebudelsen af et systematisk opgør med lutherdommen og tilhørende kritik af den stagnerende danske folkekirke. Og med denne bebudelse ønsker jeg Jernesalts læser et godt nytår!

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Femte September - eksistentielt drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15.  (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25)

Ungdom og Galskab - eksistentielt drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer.   (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.)

Manifest 2014 - Politisk status - Dansk Folkeparti som indeholder Helhedsrealismens manifest (14.2.14.), artiklerne Politisk status II - Danmarks unikke situation  (18.3.14.), Politisk status I - Europa  (7.3.14.), Kristendommen passé?  (26.12.04.) samt uddrag af 'Højsangen om den menneskelige eksistens'

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi og Jes Bertelsens etik

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Terroren rammer midt ind den tyske julestemning og kanslerens troværdighed   (22.12.16.)
Aleppo er faldet, og det samme er den vestlige alliance
Lars Løkkes nye regering må betegnes som et reaktionært eksperiment  (28.11.16.)
Lars Løkke stikker hovedet i trekløver-skjul  (21.11.16.)
Trumps valgsejr torpederede Vestens ulidelige politiske korrekthed  (14.11.16.)
Femte September - eksistentielt drama  (7.11.16.)
Ungdom og Galskab - eksistentielt drama  (7.11.16.)

Den lutherske kirkes møde med paven et brud på undsigelsen af stedfortræder-ideen  (02.11.16.)
Dansk Folkeparti i voldsom krise på grund af rod med EU-midler   (24.10.16.)

Erdogan indfører islamisk enevælde i Tyrkiet - og Vesten aner ikke hvad man skal stille op  (24.7.16.)

Theresa May agter at føre Storbritannien ud af EU som vinder   (17.7.16.)
Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
EU's aktuelle krise er selve den europæiske humanismes krise   (28.3.16.)
Terrorangreb mod EU's vildt pompøse, men reelt svage og kriseramte centralmagt  (23.3.16.)
Merkel fortsætter ufortrødent sin splittelse af EU   (19.3.16.)
Fri os fra fortsat religiøs forvirring  (15.3.16.)
Umiddelbarheden hos naturmennesket  (6.2.16.)
Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?  (20.12.15.)
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)



Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski
Grundtvig som mytisk kristen og profet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Konsistens-etikken
Etik og eksistens



Status over året 2015  (31.12.15.)
Status over året 2014  (4.1.15.)
Status over året 2012  (1.1.13.)
Status over året 2011  (1.1.12.)
Status over året 2010  (31.12.10.)
Status over året 2009  (31.12.09.)
Status over året 2008  (31.12.08.)
Status over året 2007  (31.12.07.)
Status over året 2006  (31.12.06.)
Status over året 2005  (31.12.05.)
Status over året 2004  (04.01.05.)
Status over året 2003  (31.12.03.)
Status over året 2002  (01.01.03.)



Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Er Jungs typologi nyttig og holdbar?  (8.5.10.)
Hvorfor inddele mennesker i typer?  (4.5.10)
Konsistens-etikken
Etik og eksistens



Artikler om Danmark
Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om EU og Europa
Artikler om Mellemøsten
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Kunst
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal