Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - umiddelbar04primitiv

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.2.16.

Umiddelbarheden hos naturmennesket

Artikel 4 i serien om umiddelbarhed

I indledningen til artikelserien om det for sikkert mange ret mærkelige udtryk 'den umiddelbare realitet' blev det fremhævet af Martin Bubers sondring mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet kunne anvendes til at tydeliggøre forskellen mellem denne umiddelbare realitet og så den middelbare realitet, for det er letforståeligt at der altid kommer en afstand ind mellem et menneske og et andet levende væsen, en ting eller et forhold, hvis iagttageren ser koldt og objektivt på genstanden (fx når man skal veje, måle eller kontrollere en ting), mens afstanden forsvinder, hvis man ser med forståelse og medfølelse på vedkommende genstand. Det gælder eksempelvis hvis man skal lege med et barn eller en hund - spille et stykke kendt musik på et klaver eller skitsere et maleri på et lærred. I sådanne tilfælde skal man ikke foretage nogen objektiv vurdering af den anden eller af opgaven, men forholde sig naturligt og umiddelbart til dem.

Det er afgørende for eksistensen, at mennesket sørger for overvægt af det gode i livet, hvad der altid vil sige at sørge for overvægt af tillid og tryghed i det lange løb. Og denne overvægt ligger ikke på objektive gevinster man kan kalkulere sig til (og fx registrere på bankbogen), men derimod på selve det nære forhold og nære fællesskab man umiddelbart oplever. Men det er kun sjældent der en skarp grænse mellem jeg-du-forholdet og jeg-det-forholdet. Det karakteristiske for den positive, empatiske og subjektive måde er at de rationelle psykiske sekundærprocesser skydes i baggrunden eller bliver helt suspenderede, og det er netop det der sker i fænomener som god leg, erotik, musik, kunst og humor, og det er det selvsamme der sker i såkaldt 'primitiv kultur', der rent faktisk slet ikke er primitiv i andre henseender end den rent teknologiske, men tværtimod på alle andre punkter er yderst nuanceret og kompleks.

Primitiv kultur eksisterer stort ikke mere, da den hvide mand med hele sin veludviklede teknologi og sin lige så veludviklede trang til at underlægge sig jorden, andre mennesker og naturen med i løbet af de sidste fire-fem hundrede år først har fortrængt og siden udryddet de primitive mennesker, subsidiært givet dem små, mere eller mindre lukkede reservater hvor de nådigst kan opretholde deres liv, vaner og ritualer på en så unormal vis, at de hurtigt forsumper og dør ud.

Men inden katastrofen blev ført til sin bitre ende, blev de primitive kulturer og samfund udsat for Vestens systematiske og videnskabelige udforskning - og det indebar at vi nåede at få et ret dybt kendskab til deres levevis, så vi blev i stand til at forstå naturmenneskets måde at leve på, og dermed forstå hvilke enorme forskelle der efterhånden havde udviklet sig mellem de primitive og de udviklede, og hvorfor vi selv i udviklingen fra naturmenneske til bymenneske/storbymenneske fik en lang række problemer med såvel forholdet til naturen som det indbyrdes forhold mellem de fra naturen løsrevne og dermed fremmedgjorte mennesker eller borgere.

En af dem der tidligt nåede meget langt i studiet af de primitive kulturer i Amerika og i Australien var den danske religionshistoriker Vilh. Grønbech der allerede i 1915 udgav en kortfattet bog om primitiv religion, som blev banebrydende for forskningen, fordi den helt slap den nedvurderende og ringeagtende holdning som kendetegnede den gængse forskning i anden del af 1800-tallet, dvs den forskning som var dybt præget af den engelske overklasses indiskutable forestillinger om at netop den selv var den biologiske og kulturelle udviklings absolutte slut- og højdepunkt.

Grønbechs store fortjeneste var at forstå de primitive kulturer indefra, lytte sig ind til deres inderste sjæleliv gennem de myter, sange, danse og ritualer de brugte for at sikre både deres udkomme og deres nære og dybt ansvarlige forhold til naturen. Grønbechs beskrivelser af disse primitive kulturer giver derfor en fremragende indsigt i forskellen mellem den umiddelbare og den middelbare realitet. Og denne indsigt er vel at mærke ikke bare relevant for historikere og museumsfolk der nostalgisk skuer bagud i noget de opfatter som paradiset selv, den er tværtimod højaktuel den dag i dag, fordi også vi højtudviklede mennesker med en helt moderne, mere og mere avanceret teknologi hver dag lever i en konstant vekslen mellem umiddelbar og middelbar realitet. Vi vil simpelthen ikke kunne sikre meningen med og helheden i vores eksistens hvis vi ikke forstår forskellen og sørger for at veksle mellem de to realiteter.



Lad os springe ud i Grønbechs opdagelser og hans direkte provokerende påstand, at det primitive menneske (naturmennesket) på helt ubevidst plan forudsætter at eksistens simpelthen er liv, at alt der eksisterer lever, og at liv er vilje, for her kan man ikke være i tvivl om at det er noget helt andet end hvad de hovne europæere i deres store visdom var kommet frem til, nemlig at liv er noget der er karakteristisk for organisk eksistens, og derfor ikke findes i den uorganiserede verden. De dogmatiserede med andre ord en dualisme mellem liv og døde ting der blev fatal. For naturmennesker består der ikke nogen principel forskel mellem dyr og planter, mellem planter og sten. Der er tværtimod en vilje i alt hvad der eksisterer. Og det giver et helt andet helhedsperspektiv.

I den primitive kultur gøres der heller ingen sondring mellem liv og sjæl. Hvad enten den optræder som form eller som kraft, hvad enten den kommer i et legeme eller i en drømmeskikkelse, er sjælen liv. Og denne umiddelbare psykologiske opfattelse bliver gennemført til dens yderste konsekvenser, idet sjælskarakteren betragtes som uforgængelig, hvilken form den så ifører sig. Naturmennesket ser handlingen og dens resultat som en manifestation af sjæl; den handlende forlænger sig åndeligt ud i sine gerninger. Medens ethvert foretagende for os kan deles op i en hensigt der er afhængig af mennesket selv, og en virkning der beror på tilfældigt sammenstødende omstændigheder. For naturmennesket er vilje og evne, begavelse og held ét.

For naturmennesket betyder ethvert samkvem med andre ord sjæleblanding. Den sociale omgængelse må reguleres ud fra menneskets ekspansionsevne. I hvert åndedræt sender han sjæl ud over omgivelserne: at ånde på sin næste kan være en mægtig form for velsignelse, og det kan være det modsatte. Som regel tjener sjælesammensmeltningen til at opretholde samfundet mellem mennesker. Eksempelvis giver man i gaven sig selv hen til vennen, og gaven bliver derfor både en velsignelse til vækst i kraft og en forsikring på venskabets ægthed. Man forstår derfor ikke dybden i de følelser som gaven vækker, når man ikke stedse holder sig for øje, at den primitive sjæl er en psykologisk helhed, som består af tanker så vel som af vilje, af fortidsminder så vel som af stolthed, af karaktertræk så vel som af navn der indeholder disse træk.

Mellem menneske og dyr finder der lige så intime sjæleblandinger sted som mellem mennesker indbyrdes. Venskabet mellem dyr og menneske kan føres igennem til fuldstændig identifikation. Ved en sådan pagt vinder manden ikke alene dyrets bistand i alle farer, han sikrer sig også dets natur, deri indbefattet dets legemsform til brug når som helst. Den der har føling med et eller flere dyr, kan skifte ham, fordi han ved forbindelsen får rådighed over flere åbenbaringsformer. Det er en umiddelbar forudsætning i primitiv tankegang, at skal man kunne bruge noget af det som er i denne verden, og få virkelig nytte af det, må forholdet grundfæstes i åndelig samfølelse. Mellem jægeren og vildtet skal der være et forbund, som giver begge parter både rettigheder og pligter. Dette forbund beror på at jæger og dyr har 'blandet sind' og stedse fornyr deres sjælepagt gennem jægerens ritual. For at mennesker kan drage nytte af himlens og jordens gaver, må der være venskab mellem mennesker og naturfænomener.

Sjælesammensmeltning og den dermed følgende umiddelbare forståelse er for naturmennesket en uundgåelig betingelse for al omgang mellem mennesker indbyrdes eller mellem mennesker og den omliggende natur. Derfor udgør modsætningen mellem det kendte og det fremmede den dybeste skillelinje i primitiv kultur, den skiller mellem to verdener. Det fremmede er for naturmennesket uhyggeligt, fordi det strider mod hans væsen, eller som vi europæere gerne oversætter hans tanke: det er trolddom. Han kan ikke værge sig mod det, fordi han ikke kender dets natur, det er uberegneligt. Men det fremmede eller det onde er ikke en konstant størrelse. Alle de mennesker folket har føling med hører til de gode og naturlige, de fremmede er unaturlige, fordi de står uden for folkets lovbundne verden, den vi kalder kosmos.



Grønbech belyser naturligvis indgående det forhold mellem den ordnede verden der fra gammel tid er blevet kaldt 'kosmos' og den uordnede verden der er blevet kaldt 'kaos', idet han forklarer at når vores ordnende bevidsthed en tid taber kontrollen, så oplever vi at verden består af et kaos af lyd og lys og former som vælder frem i udifferentierede masser. Skyer og træer, springende, krybende og flyvende dyr kommer til syne i glimt, for straks efter at tabe sig i intet. Inden for dette kaos skaber vi sammenhæng ved at fremhæve det vigtige og ignorere det uundværlige, ved at adskille hvad naturen præsenterer samlet, og forene elementer som aldrig umiddelbart mødes. Dette ordnende arbejde er den først livsbetingelse for mennesket, først derigennem skabes de isolerede fakta om til brugbare realiteter - til virkelighed. Men i denne stræben går vor kultur og de primitives hver sin vej.

Inden for menneskelivet og dyrelivet udhæver fx vi moderne mennesker individet og ser solidariteten som et samspil mellem individer, i modsætning til naturmennesket for hvem enhed i arbejde og ansvar er livets grundvold. For os er det et brud på virkeligheden at forflygtige den individuelle forms isolerede magt; så tager vi hellere mod de - iøvrigt uløselige - problemer der fremkommer ved den kendsgerning at den enkelte lider så vel for sine medborgere som for sine fædres fejl og synder. For den primitive derimod er det fantasteri at fremhæve en udvortes selvstændighed på bekostning af den sjælelige sammenhæng. I sin opfattelse af livet bygger han alle givne fakta, form så vel som sjælelig indflydelse, vågen seen og høren så vel som drømmeindtryk op til et sjælehele, der for ham selv har oplevelsens præg, mens det sjælelige for os stemples som et fantasifoster, fordi vi tager det synlige menneske som basis og betragter ord, suggestion og drømme som 'overbygning' og utopi.

Eller med andre ord: vi ensidigt 'udviklede' mennesker ser kulturarbejdet som en stræben efter at finde og anerkende sammenhæng, naturmanden betragter det som en aktiv indgriben, hvorved der gives love og skabes ansvar. Han betoner at livet er et arbejde og først og fremmest et ansvar. Gennem hans overholdelse af den solrette bevægelse, gennem hans dyredanse skal verden holdes på ret køl. Den tanke at verden kan forvildes og blive til en ond, lovløs mare, er ham altid nærværende. Hans myter taler derfor om at der er gået kamp og arbejde forud for denne æra, hvori mennesket bor trygt og selvfølgeligt. Og disse myter er vel at mærke ikke (som moderne teorier om universets opståen) spekulationer over hvad der kan være gået for sig engang i urtiden, men en simpel gengivelse af hvad naturmennesket stadig oplever. Han er fuldt fortrolig med den tanke at solen og jorden kan forvildes, og er derfor til stadighed optaget af aktivt at holde menneskeverdenen på ret køl.



Kulturprocessen foregår på den grænse hvor menneskesjælen og omgivelserne støder sammen. Det er ikke nok at vi udvælger og ordner. Tingene får først virkelighed ved at genskabes inden i os.

Kultur er således resultatet af en assimilation gennem hvilken verden omsættes til sjæleindhold. Eller bedre: kultur er en genskabelse af verden til en ny form i menneskets indre. Derfor er dyb modsætning mellem det fortrolige og det fremmede, mellem det som er os selv og det som står uden for selvet, så vi ikke har føling med det. Denne assimilation er en proces som foregår i det store, når et folk enten bliver hensat i nye omgivelser eller kommer til at stå ansigt til ansigt med ukendte kulturfrembringelser.

Vi er kun os selv, så længe vi holder fast på vort sjæleindhold og derfor gribes vi af navnløs, lammende angst, når vi "går i stykker" som det med dyb sandhed hedder. Angsten har en sådan vælde, fordi kaos er en fare der truer mennesket indefra. Det er altså i sin dybeste grund frygten for selvopløsning - en kendsgerning som har største relevans for den aktuelle kulturkrise omkring flygtningeinvasionen.

Menneskets styrke hviler således på harmoni i vort indre, og ved enhver forrykkelse glipper derfor vor følelse af at have herredømme over os selv. Frygten der piner os er vor indre usikkerhed og den deraf følgende angst for at vi selv skal synke ned i etisk råhed. Den sjælelige harmonis art beror på den måde hvorpå vi vælger os et selv ud af omgivelserne. Kulturen omspænder ikke alt hvad der eksisterer. Den tager det ind i selvet som er nødvendigt for menneskets tilværelse, således at der i hans verden frembringes en overvægt af det gode. Og her bruger Grønbech altså netop det etiske udtryk der er kriteriet for konsistensetikken: Den fundamentale betingelse for indre psykisk konsistens - individuelt som folkeligt - er overvægten af det gode i livet på længere sigt. Netop på den måde skabes der (i gammel, mytologisk forstand) ud af kaos et kosmos, som er stærkt nok til at modstå den uverden der bliver tilbage på grænsen af vor tilværelse.



For os bymennesker breder mennesket sig ud i virkelighedens forgrund, og naturen træder tilbage i anden eller tredje række; og får for os blot farve af det menneskelige. Den primitive derimod rører umiddelbart ved naturen, så at de menneskelige og de ikke-menneskelige omgivelser blandes ligeligt i virkelighedens forgrund. Denne gruppering af sjæleindholdet, denne nuancering af elementerne efter deres stilling i den indre harmoni, giver en uendelig variation af kulturtyper, som hver for sig åbenbarer en karakteristisk 'religiøs' helhed (religiøst her forstået før-dogmatisk og før-teologisk som et overordnet helhedssynspunkt).

Grønbech redegør for forskellen mellem kvægavleren, agerbrugeren og jægeren i primitive samfund, herunder prærieindianeren med den nære tilknytning til bisonoksen. Og specifikt om Australiens urbefolkning (aboriginerne) pointerer han, at de gennem deres danse gør sig til ét med så vel den fede kænguru (der kan tjene til føde) som med slanger og stikmyg og mange slags skabninger som han hverken bruger sller synes at have nogen grund til at frygte. Australnegerens sjæl er i høj grad sammensat på en ejendommelig måde som hænger sammen med at han må udnytte sit lands spredte muligheder til fulde for at skaffe sig det nødvendige til livets ophold.

En sammensat kerne af selvfølelse dominerer de oplevelser der udgør naturmenneskets fortid og nutid, og der fremkommer følgelig sjæleformer som slet ikke kan udtrykkes på europæiske sprog. I ørnemændenes kultssang findes deres egen selvforherligelse. Sangen er slægtens dybeste åbenbaring af sit eget væsen, netop fordi det er en hellig sang, der i forening med det tilhørende drama skal opretholde den inderlige forening der er mellem klanen og ørnen. Billedet af ørnen der flyver og samtidig kaster med spyd er for australieren én helhed, og som Grønbech betoner, så beror dette psykologiske forhold slet ikke på en vilkårlig akt af den art vi kalder overtro; den er tværtimod et nødvendigt udslag af menneskets tilbøjelighed til selvkoncentration og dermed følgende ensidighed.

Myten eller fortællingen er en form til at udtrykke en umiddelbar oplevelse af at mennesket i sit praktiske og åndelige liv bliver dybt og inderligt præget af sine omgivelser. Den primitive ensidighed i forholdet til naturen er psykologisk set af ganske samme art som specialiseringen inden for det sociale liv. Men det ligger i den primitive realisme at drage konsekvenserne fuldt ud. Mandens karakter og anlæg beror på sjælens grundbeskaffenhed, og derfor sætter karakteren sit præg på hele klanens livsførelse.



Den enkelte personlighed i europæerens midte bliver kun sat i stand til at udforme sin ejendommelighed i arbejde ved at trække på sine medmenneskers åndelige indhold. Alt hvad han virker får først sin betydning ved at passe ind i kulturens helhed, sådan at det uden større opmærksomhed kan opfattes og bruges af hans medmennesker. Alt hvad han tænker får sin virkelighed ved at bekræftes i den kultur han deler med sine medmennesker, ellers ville hans tanker falde fra hinanden i golde brokker og han selv gå til grunde i åndelig isolation. Selvom om vi som oftest kun føler sammenhængen med vor kultur ubevidst, så er den baggrunden i vort ensidige sjælsindhold. På samme måde går det med de primitive, men med den væsentlige forskel at den åndelige sammenhæng er mere udpræget bevidst.

Inden for de primitive kulturer er folkehelheden så langt fra at være noget ideelt eller åndeligt, at delagtigheden opleves af alle uden undtagelse en eller flere gange om året, nemlig ved fester og sociale stævner. Ved disse stævner har hver slægt sine specielle opgaver at fylde, den øver sin kult på folkets vegne, men også uden for disse tider er alle rituelle livsfunktioners værdi afhængig af at slægten øver dem som repræsentant for helheden, hvad der vil sige det samme som at hver slægt til baggrund for sit forhold til en enkelt side ved naturen har alle de andre slægters oplevelse. Kulturen er således netop verden omsat til folkesjæl. Det primitive menneske er inderligt knyttet til helheden, hans vilje går instinktivt op i folkets behov. Og just dette er svært for os moderne mennesker at forstå, fordi vi lever et individuelt liv og sætter mennesket som altings mål, humanismen klart det enkelte individ som mål, og vi må derfor tale om solidaritet og fællesskab som et ønske eller fjernt mål.

Hos naturmennesket er folkesjælen eller folkehelheden, bevidst eller ubevidst, det selvfølgelige grundlag for eksistensen. Det betyder igen at der hos naturmennesket er overensstemmelse mellem menneskets etik og naturens vilje, hvorimod der i moderne kultur let kommer en kløft mellem naturen og etikken. Og allerede i 1915 (i begyndelsen af første verdenskrig) kunne Grønbech påpege at Europa befandt sig i en kulturkrise, fordi det altid betyder en krise i kulturlivet hvis der fremkommer en kløft mellem naturens vilje og vore etiske love, og en sådan kan vi kun stå igennem i kraft af troen på at krisen nødvendigvis må ende i en ny harmoni af anden art end den der er ved at gå under. Som bekendt førte 1. verdenskrig videre til to årtiers kulturel og storpolitisk uro og voldsom ideologisk kamp, som endte med 2. verdenskrig totale krig og ødelæggelser. Og Grønbech på sin side kunne i 1930'erne og begyndelsen af 1940'erne med fuld ret og styrke gentage sine advarsler. Det går altid galt, hvis der opstår kløft mellem vore instinkter og vore overordnede etiske og religiøse hensyn, for det betyder psykisk inkonsistens i hele kulturen og dermed en splittelse mellem ånd og natur som er fatal. Og disse advarsler kan gentages den dag i dag med største aktualitet. Helt aktuelt i forbindelse med flygtningekrisen, der er fremkommet ved masseinvasion af fuldstændigt fremmede muslimer. Men muslimerne er unaturlige i europæiske sammenhæng, fordi de som fremmede står uden for folkets lovbundne verden, den vi kalder kosmos. Kun de mennesker folket har sand og naturlig føling med hører til de gode og naturlige,

Derfor er det fortsat vigtigt at prøve at forstå at mennesket - uanset al teknologisk udvikling og heraf følgende økonomisk vækst - aldrig kan få rimelig balance i tingene uden til stadighed at sørge for overvægt af det gode gennem et positivt respektfuldt forhold til såvel den ydre natur som den indre psykiske natur der også spejler sig i folkesjælen som helhed. Forudsætningen for overhovedet at løse de store kulturelle udfordringer vi oplever for tiden er at have et selvfølgeligt forhold til både tilgangen til den ydre verden og tilgangen til den indre verden så vi nogenlunde frit kan veksle mellem de to lige vigtige og lige berettigede verdener, og her kan vi stadigt blive inspireret af kendskabet til de såkaldt primitive mennesker, fordi de netop havde den dybeste og mest forpligtende respekt for begge verdener ved at omsætte verden til ubevidst og umiddelbar folkesjæl.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  (24.1.16.)
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene   (18.1.16)
Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?  (20.12.15.)

Vilh. Grønbech - kort karakteristik
Grønbechs kulturopgør
Grønbechs metode
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech
Humor og tragedie
Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers
Systemtænkeren Gregory Bateson  (31.10.15.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner
William Blake's univers
Blicher mellem drøm og virkelighed

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud   (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)
Næstekærlighed kan ikke bære samfundet  (31.10.14.)



De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas



Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal