JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - folkekirken16aPavemoede

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.11.16.

Den lutherske kirkes møde med paven et brud på undsigelsen af stedfortræder-ideen

Den katolske pave Frans I har været i Malmø og Stockholm for sammen med den lutherske kirke at fejre Reformationens store jubilæum, nærmere betegnet 500-året for Luthers provokerende opslag på porten til Slotskirken i Wittenberg af sine 95 teser mod den katolske kirkes ukristelige afladshandel. Provokationen fandt sted den 31. okt. 1517 og blev startskuddet på hans definitive brud med den pavekirke som havde gjort paven til Guds stedfortræder på jorden, og som desuden havde opbygget et magthierarki og en dogmatisk absolutisme uden lige og indført et krav om præsters, munkes og nonners kønslige afholdenhed (cølibat).

Den anstødelige afladshandel er naturligvis blevet bremset som den lodrette fornægtelse af evangeliets ord om den ubetingede (og gratis) nåde den er, men resten gælder stadig for den katolske kirke. Denne hylder fortsat paven som Guds stedfortræder på jorden og den katolske kirke som den eneste kirke der kan uddele en gyldig nadver. Den fastholder at der ingen frelse er uden om den katolske og universelle kirke. Og den fastholder endelig cølibatet på trods af de utallige sager om seksuelt misbrug som katolske præster på både lavt og højt niveau har begået gennem tiderne, og som endda i de senere år er blevet afdækket som et ofte systematisk misbrug med sadistiske træk som har givet hundredvis af kordrenge og elever i katolske skoler lidelser og traumer for livet. Misbruget har ført til store erstatningssager. Der har flere gange været optræk til opblødning af kravet om ubetinget cølibat for præster, men man er veget tilbage uden nogen som helst fornuftig begrundelse. Man henholder sig til at Paulus anbefalede ægteskabet for almindelige kristne, hvis disse ikke kunne afholde sig fra sex, men afholdenheden er det ønskelige og ideelle, og derfor det eneste rigtige for kirkens præster. Den dybere årsag kan imidlertid kun være at den stærke skyldfølelse de katolske præster uundgåeligt får ved overtrædelse af det for langt de fleste mænd uopfyldelige krav om cølibat er et overordentligt effektivt middel til at sikre sig de skyldige præsters indordning under kirkens ret til at give syndsforladelse. Kirken kan netop udelukke folk fra nadveren, hvis de ikke makker ret.

Munken Martin Luther (1483-1546) gjorde oprør mod dette urimelige cølibat, fordi han var en ganske normal mandig mand der hverken kunne undertrykke sin seksualitet med bønner eller selvpiskning. Han brød ud af munkeordenen og giftede sig med en nonne, som han fik mange børn med. Og han dannede en ny kirke uden cølibat og uden smålighed med hensyn til nadveren. Men han fastholdt dog at kun mænd kunne blive præster. Og han fastholdt også et hierarkisk autoritetssystem uden for kirkens regi ved at støtte den verdslige, fyrstelige autoritet. Ja, han dogmatiserede den opfattelse at øvrigheden er indsat af Gud. Øvrigheden var og er en person eller en gruppe af personer der har den øverste ledelse, magt og myndighed inden for et bestemt område, hvilket dengang på lokalt niveau vel at mærke ville sige en fyrste og over denne en konge - med tilhørende stabe. Opfattelsen indgik desværre i Oplysningstiden i den kantske pligtetik og den preussiske kadaverdisciplin og var dermed en medvirkende åsag til nazismens opståen i 1900-tallet - jf. artikel om Fritz Bauers analyser.

Under alle omstændigheder betød Luthers Reformation en splittelse af den romersk-katolske kirke, et såkaldt skisma gennem en radikal afvisning af den pavelige jurisdiktion. Og det var i virkeligheden tredje gang det skete. 1. gang var i 1054 da den romerske og den byzantinske kirke gik hver til sit. Romerne nedlagde en bandbulle mod patriarken i Konstantinopel og denne bandlyste derefter romerne. Derved opstod på den ene side den romersk-katolske kirke med hovedsæde i Rom og på den anden side den ortodokse kirke med hovedsæde i Konstantinopel. De gensidige fordømmelser ophævedes i 1965, men skismaerne bestod. Det 2. skisma varede kun fra 1378 til 1417 og var en splittelse mellem paven i Rom og en alternativ pave i Avignon, foranlediget af magtkamp mellem slægter.....

Men det 3. skisma, splittelsen mellem pavekirken og Luther-kirken kom til at bestå. Dog ikke uden forsøg på forsoning og heling. Navnlig i 1900-tallet opstod deciderede internationale eller interkonfessionelle bevægelser af økumenisk art, der satte sig for at overvinde de opståede splittelser og skabe enhed eller helhed (ordet økumeni betyder den hele verden, altså i denne sammenhæng en kirke der omfatter den hele verden). I 1948 oprettedes Kirkernes Verdensråd, dog uden den katolske kirkes optagelse. Men med pave Frans I's deltagelse i fællesmødet i Malmø mellem de romerske-katolske, de ortodokse og de lutherske kirker kom det første store forsøg på forsoning, og det har da også krævet 50 års forberedelse.

Ved fællesgudstjenesten i Lunds domkirke i mandags blev der netop talt om forsoning ud fra gensidig forståelse af den historiske splittelse og forståelsen af de fælles nutidige interesser. Alle kristne kirker er trængt på grund af globaliseringen, sekulariseringen og de specifikke politiske problemer der er foranlediget af islamiseringen og flygtningeproblemerne. Der arbejdes ikke for nogen egentlig heling i retning af én fælles kirke, for man fastholder grundlæggende forskelle, især fra katolsk side. Rent praktisk gennemførtes den fælles gudstjeneste da også uden altergang, men med taler og bønner fra såvel katolsk som fra luthersk side. Og det var vel at mærke en festlig og tv-transmitteret begivenhed med megen sang og bøn i en overodentlig hallaluja-agtig stemning blandt de mange nationaliteter. Det samme gjaldt vist nok også pavens store møder i sportsarenaer i hhv. Malmø og Stockholm.

To danske biskopper deltog i Lund, men når Kristeligt Dagblad på forsiden af sin mandagsudgave bruger overskriften "Folkekirken har droppet modstanden mod paven", så er det alligevel påfaldende. For dels er det jo i hvert fald langt fra sandheden at folkekirken pludseligt skulle have anerkendt romerpavens overhøjhed, dels er det ikke så lidt af et propagandanummer fra Det lutherske Verdensforbunds side at give indtryk af at man overvinder nogen som helst modstand ved den slags møder. Og endelig turde det være et selvbedrag at man tror at kirken som sådan i den nuværende omfattende kulturkrise vinder noget som helst andet ved sang og musik og glad stemning end en illusion om at den skulle betyde mere i kulturlivet end den rent faktisk gør. Der er unægteligt hos mange kirkeligt interesserede et stort behov for at få bekræftet troen på fællesskabet og troen på at bestandige opfordringer til politikerne og befolkningerne om at gå fredens og dialogens vej i stedet for krigens og voldens, men det er ikke muligt at se nogen effekt i virkelighedens verden. Dalai Lama gør lignende velmenende forsøg, men heller ikke han har succes.

Derfor har det heller ikke skortet på indvendinger og skepsis eller måske snarere overbærende hovedrysten og ligegyldighed over Lund-projektet. For nok tager nordeuropæerne bedre mod pave Frans her i 2016 end man gjorde da pave Johannes Paul II besøgte Skandinavien i 1989. Men det skyldes at tiderne er ændret til fordel for spin og selvbedrag. Det er derfor en sølle trøst at konstatere - som teologiprofessor Theodor Jørgensen nøgternt gør - at begge kirker har fælles interesser og begge bekender sig til den hellige almindelige kirke, "Så selv om der måske stadig vil komme brokkerier over folkekirkens tilnærmelse til den katolske kirke, er tiden forbi, hvor folkekirken ikke fuldt ud byder paven velkommen"! - Ja, hvorfor skulle man ikke byde en velmenende mand velkommen?

Glemt er tilsyneladende at den skarpt tænkende P.G. Lindhardt for mange år siden kort og godt kunne slå fast at al økumeni er svindel, og gjorde det ud fra den simple påmindelse at vi nordboere og protestanter på ingen måde kan acceptere pavekirkens overhøjhed og monopol på frelsen. Det ville jo være at smadre 4-500 års udvikling.

Glemt er dog først og fremmest at sekulariseringen i dag ikke bare er et relativt simpelt spørgsmål om adskillelsen mellem kirkemagten og statsmagten (så præsteskabet ikke har beføjelser til at blande sig i lovgivning, retsvæsen eller øvrighedens administration), men i høj grad også et spørgsmål om en tidssvarende kvindefrigørelse der stiller kvinden lige med manden og en tidssvarende erkendelse omkring falsk autoritet der gør radikalt op med alle former for absolutte autoriteter.

Kvindefrigørelsen er ikke blot et spørgsmål om kvinders almindelige borgerlige rettigheder, men i allerhøjeste grad også et spørgsmål om at bryde den massive kvindeundertrykkelse der sker i den muslimske verden og som har sneget sig ind i vores egen verden med de muslimske indvandrere og de muslimske flygtninge. Der er simpelthen ingen vej uden om et skarpt opgør med gammeldags kvindeforagt og primitivt syn på mandens ret til at dominere familien og samfundet overalt hvor den muslimske kultur støder sammen med den danske og nordeuropæiske. Og der er ingen vej uden om et stærkt pres på alle muslimske lande for at få dem til at ændre kurs og dermed også bane vej for et ægte arabiske forår der kan stoppe krig, vold og ødelæggelse i Mellemøsten.

Det radikale opgør med alle absolutte autoriteter kan heller ikke reduceres til et spørgsmål om individernes demokratiske rettigheder, men er tværtimod et spørgsmål om en helt ny erkendelse der mindsker eller fjerner de ydre autoriteters postulater om en guddommelig sanktionering af deres autoritet - og erstatte den med en sund fornuft der ser de etiske problemer og løsninger som et resultat af hele den frie overvejelse og frie debat og samtale som sker i frie demokratier og aldrig fører til absolutte afgørelser. Det bliver en meget stor opgave og udfordring at bane vej for en forståelse af en sådan konsistens-etik, fordi den forudsætter en ny måde at tænke og føle på, men det vil gå helt skævt, hvis de frie samfund i en sådan kriseagtigt situation tror man bare kan flirte løs med en pavekirke der fastholder sin absolutte tro på at være Guds stedfortræder på jorden og samtidigt fastholder cølibatet og kvinders underlegenhed.

Det er yderst afslørende for den katolske kirkes reaktionære holdninger at pave Frans i flyet fra Sverige hjem til Rom gjorde gældende at den katolske kirkes forbud mod kvinder i præstekjoler gælder for evigt. - Adspurgt direkte af en kvindelig, svensk journalist om mødet med den kvindelige svenske ærkebiskop i Lunds domkirke havde ændret pavens syn på, om kvinder måske i fremtiden også kan få lov at forkynde i den katolske kirke, lød Hans Helligheds svar ifølge Reuters: - Pave Johannes Paul d. 2. havde det sidste ord om dette, og det står ved magt.

Bemærkningen hentyder til et dokument fra 1994, hvor pave Johannes Paul fastslog, at kvinder ikke kan prædike i den katolske kirke. Men den svenske journalist lod ikke pave Frans glide af på spørgsmålet. - Men gælder det for evigt?, evigt?, spurgte hun paven. - Paven svarede: Hvis vi omhyggeligt læser erklæringen fra Johannes Paul d. 2, går det i den retning. - Og det er da venligt og stilfærdigt svaret. Men også så klart at det ikke er til at misforstå. Den katolske kirke har ikke tænkt sig at give kvinder ligestilling inden for sine egne rammer. Den går følgelig ikke ind for kvindernes frigørelse og den går dermed heller ikke positivt ind i kampen mod muslimernes faktiske undertrykkelse af kvinderne.

Det hører med i billedet at Luther trods opgøret mod cølibatet ikke så anderledes på kvindens stilling i kirken eller kulturlivet. Og derfor er det også relevant med kritiske øjne på den store reformator. Men at påstå at folkekirken skulle have droppet modstanden mod paven, er en horribel tilsnigelse, der kun kan skyldes at man helst vil sløre de faktiske og afgørende modsætninger. Men dermed gør man sig skyldig i et kæmpemæssigt reaktionært bedrag.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' (kr. 25) omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi og Jes Bertelsens etik m.fl.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv  (14.12.12.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)