JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - paveabdikation13

ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.2.13. (Ugebrev 7)

Overgangspaven er kørt træt og abdicerer

Forleden meddelte den 85-årige tysk-fødte pave Benedikt XVI til alles overraskelse både inden for og uden for kirken at han under henvisning til sin alder og helbred trækker sig tilbage som pave med udgangen af februar måned. Han har ganske vist for nogle år siden gjort opmærksom på at denne mulighed var til stede, selvom den ikke har været brugt i 600 år. Ingen havde dog åbenbart forestillet sig at han tænkte på sin egen situation. Men han er bogstaveligt talt kørt træt i problemer der ikke alene synes uløselige, men også vokser i antal og størrelse. Desuden har han fra starten betragtet sig som en overgangspave, hvad der også allerede lå i alderen. Når han valgtes som pave i en alder af 78, så var det fordi kardinalerne ikke kunne enes om en nogen i 60'erne. Med den tyske kardinal Ratzinger var der jo heller ingen risiko i teologisk henseende. Den lærde og konservative mand havde i mange år været leder af den katolske kirkes Troeskongregation, der vogter de fundamentale sandheder og principper. Og han skal i denne egenskab have sørget for fjernelse af mindst hundrede præster fra deres embeder på grund af afvigende holdninger - og fik derfor øgenavn af kirkens 'Rottweiler'.

Benedikt var en ydmyg og flittig mand der slet ikke havde forgængerens karisma eller favnende væsen. Han kaldte sig selv en "beskeden arbejder i Herrens vingård". Men han var venlig og imødekommende. Måske for venlig når det kom til det stykke der hedder at holde orden på magtapparatet og moralen i den store verdensomspændende kirke, der i hans år oplevede en overvældende mængde skandalesager, lige fra butlerens meddelsomhed over for en hemmelighedsforfølgende presse til de utallige alvorlige tilfælde af præsters og biskoppers seksuelle krænkelser af kordrenge og unge mennesker.

På dette sidstnævnte område blev den ene store sag efter den anden optrevlet i fuld offentlighed, ofte gennem retssager, og kirken måtte udbetale store erstatninger til mange ofre. Men til bunds i sagerne kom man ikke, for den hellige stol blev ved at holde hånden over mange krænkere ved fx at flytte dem til et andet embede. Og fornylig blev en uvildig tysk instans forhindret i at få fuld adgang til akterne i de tyske sager. Vatikanets opklaringsvilje forblev halvhjertet.

Hertil kom pavens vægring ved eller afmagt over for den opgave at gøre noget ved de deciderede intriger og magtkampe som fandt sted og som først og fremmest Wikileaks lækkede. Det er jo angiveligt en non-profit organisation der ser det som sin opgave at bringe vigtige informationer til offentlighedens kendskab selv om de er fremskaffet gennem anonyme kilder. I Vatikanets tilfælde blev det en så udbredt og undergravende trafik at man taler om 'Vatileaks'.

Pave Benedikt var flere gang meget uheldig med formuleringerne af sin kritik af islam og jødedommen, ja, sågar når det gjaldt videnskabelige oplysninger om fx aids-bekæmpelsen. Den stokkonservative pave var ikke ude på skrammer, men fik dem. Det var åbenlyst at han holdt urokkeligt fast ved den katolske kirkes ældgamle grunddogme om at der kun er én vej til frelsen, og det vil i praksis sige at paven dermed ophøjer sig til Gud.

Og endelig var Benedikt under stigende pres fra menigmand og pressen med hensyn til spørgsmål om prævention, kvindelige præster og selve det cølibat som påtvinges enhver præst i kirken, men som kun meget få af dem formår at leve op til og som derfor fører til sexmisbrugene. Men den ellers indlysende sammenhæng vil paven ikke høre tale om.

Problemerne har altså været mange og dybt alvorlige, men Benedikt har hverken formået at løse dem eller overhovedet at bringe en løsning nærmere. Og han er derfor med rette blevet kaldt 'en tragisk figur' af den tysk-italienske journalist og forfatter Marco Politi som sidste år udgav en yderst kritisk analyse af paven og som regnes for en af de førende 'vatikanologer' i verden. Han var medforfatter til den fremragende bog om Johannes Paul II, som er udførligt behandlet i Jernesalts hovedartikel om denne pave.

Forrige år gav den nu afdøde ærkebiskop i Milano kardinal Carlo Maria Martini sin ærlige karakteristik af situationen med ordene: Vores kirke er stor, men tom; organisationen breder sig; vore ritualer og klædninger er prægtige. Men vi står der som den rige yngling der gik nedtrykt bort fra Jesus da denne ville gøre ham til medarbejder på sine betingelser [nemlig at han skulle forlade alt hvad han ejede!]. - Dét gør en så kæmpemæssig og gammel institution som den romersk-katolske kirke med alle sine uigennenmskuelige bankforretninger naturligvis ikke. Det ligger helt uden for dens forestillinger. Og derfor vil det næppe gøre den store forskel hvem kollegiet af kardinaler i begyndelsen af marts vælger til ny pave. De kan være så vidende teologer, så erfarne organisatorer og så velmenende og målrettede kirkehyrder de være vil, de kan ganske enkelt ikke hamle op med opgaven, fordi denne er blevet så kompleks, så præget af korruption, skandaler og sexmisbrug samt modvilje mod fornyelse at der skal en mindre revolution til for at rette op på miseren - det vil sige en revolution der formår at bringe den katolske kirke til at fravælge nogle af sine bastioner og gå tilbage til det kaosteoretikerne kalder en 'følsom begyndelsestilstand' hvor nytænkning og ændringer kan lade sig gøre. Hvis der overhovedet skulle være bare en enkelt mand i kardinalforsamlingen der ville satse alt hvad han havde i sig på en sådan radikal forandring, så kan kan godt regne med ikke at blive valgt til ny pave.

Der er naturligvis allerede spekulationer om hvem der bliver bragt i forslag og hvem der er favorit. Og man nævner i hvert fald otte-ti kardinaler som skulle være mulige, heraf et par italienere (hvor den ældste er 78 år), en schweizer, en østriger, en fransk-canadier, en philipiner, en brazilianer, en sydafrikaner og en ghaneser. De to sorte fra Afrika, men især Peter Turkson fra Ghana, skulle have gode chancer, og brazilianeren er interessant i og med at Sydamerika er blevet den største blok i pavekirken når det gælde antallet af katolikker. Men næppe nogen kan regne med støtte fra flertallet i første omgang, og derfor kommer man efter alt at dømme ud i en magtkamp med flere afstemninger hvis sluttelige resultat vil afspejle om det nuværende kollegium har mod til at vove sig ud i det eksperiment det vil være for første gang i kirkens historie at gøre en ikke-europæer til ny pave.

I en demokratisk verdensorganisation skulle det ikke være noget større problem, men den katolske kirke er ikke spor demokratisk, men ledes af et kollegium af kardinaler der alle er mænd, alle er godt oppe i årene og alle er valgt af den til hver en tid siddende pave - og derfor ret konservative. Her kan der dog ske overraskelser i den forstand at de vælgende kardinaler aldrig kan være sikker på at den de vælger også fører den politiske, moralske og teologiske linje de valgte ham på. Johannes den 23. blev en større fornyer end nogen havde forestillet sig. Og polakken Karol Wojtyla fik også en betydning som pave Johannes Paul den 2. ingen havde forudset.

Denne gang er der imidlertid den særlige hage ved valget, at man ved at bryde med traditionen med en europæisk kardinal til den store post, ikke blot kunne opnå den tilsigtede virkning at støtte udviklingen i Afrika eller Sydamerika, men i allerhøjeste grad risikerer at svække den katolske kirke i Europa på et tidspunkt hvor den i forvejen står meget svagt. Den utilsigtede virkning kunne blive at den katolske kirke i Europa bliver så liberaliseret gennem presset indefra og nedefra at hele den katolske kirke endnu engang bliver splittet, som det skete da Luther for 500 år siden brød med pavestolens overherredømme og etablerede den frie protestantiske kirke. Der har vitterligt været højtplacerede teologer i den katolske kirke der har gjort oprør inden for de sidste 20-30 år, men de er blevet ekskommunikeret inden oprøret førte for vidt, eller de havde ikke mod eller styrke til at stå imod. Men sagen er at den folkelige modstand mod de ærkekonservative ledere i Vatikanet og deres reaktionære indstilling til abort, prævention, kvindelige præster og cølibat støt og roligt vokser og meget vel kan tænkes at slå uimodståeligt igennem inden for de næste tyve år. Og da bliver det ret afgørende om paven forstår hvad det gælder.

I denne situation må det særligt påpeges, at hele det kulturelle og åndelige liv i samfundet i disse år undergår store og afgørende forandringer der vil komme til at berøre alle kirker, alle religioner, alle kulturbevægelser og alle politiske bevægelser. Generelt er der tale om et sundt folkeligt oprør med eliter der ikke blot på kirkeligt plan (Vatikanet), men også på politisk plan (EU), økonomisk plan (bankvæsenet og centralbanksystemet) samt juridisk og bureaukratisk plan (EU-domstole, internationale domstole og menneskerettigheder) forsøger at ensrette, harmonisere og centralisere mest muligt. Det ødelægger både den nationale suverænitet og den folkelige mulighed for at vælge den grad af og form for vækst som passer til det enkelte folkefærd og som bevarer evnen til fuld samfundsmæssig konsistens.

Hemmeligheden bag alle folkelige opstande og oprør ligger i det kollektivt ubevidstes stærkeste energier - de arketypiske forestillinger - og derfor er det vigtigt at forstå at de elitære betræbelser på at centralisere har det stikmodsatte formål. Det er her kampen ligger, politisk, kulturelt og religiøst - og derfor er der brug for nytænkning på alle disse områder. Religiøst gælder dette for den katolske kirke såvel som for den protanstantiske kirke i almindelighed og den danske folkekirke i særdeleshed. Hverken den forstokkede konservatisme og dens brug af dogmer til ensretning eller den slappe folkekirkes liberale kulturrelativisme der ender med underholdning og humanisme kan løse fremtidens opgaver.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links:

Vatikanets hjemmeside
Catholic Information Network
Marco Politis italienske blog
Der Spiegels anmeldelse af Politis bog

Relevante artikler på Jernesalt:

Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Pave Benedikt XVI og profeten Muhammed  (17.9.06.)
Benedikt XVI: Europæisk kardinal ny pave  (20.4.05.

Katolicismens inderste væsen
Pave Johannes Paul II (Religion - 19.11.02.)

Paven Johannes Paul II begravet (10.4.05.)
Pave Johannes Paul II er død (3.4.05.)

Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet