Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - usavalg16b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.16.

Valget mellem Clinton og Trump er blevet en farce der vil cementere ændringen af verden

I den foregående artikel om det amerikanske præsidentvalg (31.7.16.) karakteriserede jeg nomineringen af hhv. Hillary Clinton som demokraternes og Donald Trump som republikanernes kandidat som et fantastisk opbud af opfindsomt pengeforbrug til overfladiskhed og underholdning på bekostning af seriøst politisk indhold. Vel at mærke afspejlede nomineringen ikke blot den faktiske splittelse af befolkningen; den har selv givet en dyb splittelse i begge de store partier. Valget den 8. november vil ganske givet ikke ændre noget som helst på dette forhold, men tværtimod cementere splittelsen.

Det var ganske sigende at en indsigtsfuld analytiker af international politik som briten Timothy Garton Ash allerede for tre år siden - på 12-års-dagen for terrorangrebet 11/9 - kunne påpege at verden er blevet en anden fordi amerikanerne er blevet dødtrætte af krig. Præsident Obama havde netop i sin tale til kongressen om nationens tilstand meddelt at militær indgriben i Syrien var udskudt fordi Rusland nu arbejdede på et diplomatisk initiativ der kunne få Syriens brug af kemiske våben under international kontrol. Lige siden har USA været tilbageholdende i hele Mellemøsten med alt andet end bombetogter, rådgivning og diplomati. USA vil ikke risikere tab af amerikansk menneskeliv.

Denne nye form for isolationisme har vel at mærke ikke bredt sig i et USA der selvsikkert dominerer den globale scene, men tværtimod i et USA der er "ængsteligt bevidst om sit relative tab af indflydelse". De erfarne og strategisk tænkende typer i det amerikanske militær og establishment udviste ifølge Ash allerede dengang tilbageholdendhed, og den amerikanske regering var karakteriseret af en forsigtig pragmatisme med vægt på sikkerhed frem for alt. - Og dette må vi i dag konstatere under alle omstændigheder vil gælde til og med den 20. januar 2017.

Ash tvivlede allerede dengang på at USA ville vende tilbage som hovedhjørnesten i en form for fri international orden. Og dén tvivl har han næppe skippet. Tidl. generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, har fornylig skældt Barack Obama ud for at være svag og tøvende og at have svigtet Syrien, og den nuværende generalsekretær Jens Stoltenbeg afleder opmærksomheden ved at koncentrere sig om hvad man skal stille op med Ruslands zar Putin. Hverken Nato eller Obama er på talefod med den mand, men det er ham der bestemmer udviklingen i Syrien. Europa kan kun se til når Aleppo bombes sønder og sammen. Mosul bliver det samme med risikofri vestlig assistance til den irakiske regerings offensiv. Flygtningestrømmen til Europa fra Mellemøsten og Afrika har efterladt det frie Europa i en kulturkrise og en overlevelseskamp, og denne er gået så meget i hårdknude at den kan hverken løses med diplomati eller krig, men kun gennem et kvantespring i europæisk og muslimsk erkendelse.

Fast står at USA har ændret sig markant de sidste fire år - ikke blot på grund af præsident Obamas fokus på USA's indenrigspolitik og sikkerhed og hans blændende, men resultatløse retorik om fred, men også på grund af fundamentale ændringer i landets demografiske, sociale og racemæssige struktur.



Befolkningstilvæksten i USA har været markant siden 2. verdenskrig, men dog ikke så eksplosiv som mange andre steder. I 1950 var befolkningstallet ca. 150 mio,
1960 180 mio,
1970 205 mio,
1980 227 mio,
1990 250 mio,
2000 280 mio,
2005 295 mio,
2008 var det fordoblet til ca. 300 mio,
2010 nåede man op på 308 mio,
2014 325 mio og
i 2042 (om ca. 30 år) anslås det at blive 439 mio (eller næsten en tredobling i forhold til 1950).

Hertil kommer imidlertid den store forskydning i den racemæssige og etniske fordeling:
1965 udgjorde de hvide 83 %, latinoer   4 %, sorte 10 %, asiater 1 %
2000 udgjorde de hvide 70 %, latinoer 12 %, sorte 13 %, asiater 1 %
2014 udgjorde de hvide 63 %, latinoer 17 %, sorte 13 %, asiater 5 %
Skøn for 2042:     hvide 49 %, latinoer 25 %, sorte 15 %, asiater 19 %.

Det er med andre ord den store legale og illegale tilstrømning af latinoer der giver den største forskydning, og her ligger naturligvis forklaringen på at Donald Trump i valgkampen fabler om den store mur langs grænsen til Mexico.

Og endelig har vi den religiøse fordeling der betyder meget mere i USA end i Europa:
Omkring år 2000 var fordelingen: protestanter 60 %, katolikker 26 %, jøder 2 %, andre 5 %, ikke-religiøse 7 %.
De hvide kristne (protestanter og katolikker tilsammen) udgjorde altså i år 2000 86 % af befolkningen,
men tallet er i 2008 faldet til 54 % og i 2016 til 43 %.

Antallet af ikke-religiøse er i konstant stigning - som i Europa. Blandt 18-29 de årige skal det nu være oppe på 39 %.



Den amerikanske samfundsforsker Robert P. Jones, der leder det uafhængige forskningsinstitut Public Religion Research Institute, har i juli måned udgivet en bog han kalder "Afslutningen på det hvide kristne Amerika", idet han bruger begrebet 'det hvide kristne Amerika' som symbol på det politiske og kulturelle amerikanske samfund der hovedsageligt blev bygget op af hvide protestanter i USA. Det er dem som i store dele af USA's hidtidige historie har siddet på magten og 'sat tonen' i landet. Men, tilføjer han i et interview til Kristeligt Dagblad: "Hvad de færreste har opdaget er, at sådan ser virkeligheden ikke længere ud." De hvide kristne er kommet i mindretal - og det har dels skabt en mængde angst hos dem, dels influeret stærkt på den aktuelle valgkamp.

De bange hvide kristne føler sig desorienterede i et USA under forandring. De synes at de er ved at tabe noget som var deres. 70 % af dem siger at det er gået ned ad bakke siden 1950'erne. Og det betyder igen at Donald Trumps løfte om at skrue tiden tilbage virker beroligende på disse vælgere. Det er lykkedes Trump at konvertere de 'evangelikale' vælgere til nostalgi-vælgere. Når den politisk uerfarne rigmand kalder USA for et taberland og lover at han som den eneste kan genoprette landets storhed, så er det netop en retorik der rammer plet blandt mange evangeliske kristne. F. eks. gør det indtryk på dem at Trump lover amerikanerne at de fremover igen skal til at sige 'Merry Christmas' (Glædelig jul) i stedet for det nymodens og mere neutrale 'Merry Holydays' (Glædelige helligdage). Men denne nostalgiske appel virker dog mindre på gruppen af hvide protestanter i det nordøstlige USA end i syd og vest. Og Trumps måde at tale om kvinder og indvandrere på støder både hvide katolikker og kvindelige protestanter.

Det er i den forbindelse værd at holde fast i at antallet af amerikanere som identificerer sig om republikanere er faldet drastisk fra 39 % i 1944 til omkring 23 % i 2014, og at 39 % af alle vælgere i dag betragter sig som uafhængige. Her overfor står at det er demokraterne der generelt har størst tilslutning hos jøder, latinoer, asiater, afroamerikanere og unge samt amerikanere uden religiøst tilhørsforhold, og det er faktisk hårde odds for enhver republikansk præsidentkandidat.



Hvad den sociale ulighed i USA angår er det derfor også påfaldende at det er republikaneren Donald Trump og ikke demokraten Hillary Clinton der har givet USA's hvide og foragtede underklasse en røst i valgkampen. Trump kan score point på at hylde dem der ikke passer ind i middelklassens idealer, dvs dem som en forsker bl.a. har kaldt 'USA's hvide skrald'. Det er rundt regnet 10 % af de hvide amerikanere der lever i fattigdom (under 84.000 kroner for enlige og 164.000 kroner for en familie med to børn). Ialt drejer det sig om 19 millioner mennesker, sammenlignet med 13 millioner latinoer og 11 millioner sorte amerikanere under fattigdomsgrænsen. Generelt er arbejderklassen i USA (som i den øvrige vestlige verden) svækket betragteligt siden 1970'erne på grund af globalisering, frihandel og svækkelse af fagforeningerne. Bl.a. er bilindustrien gået markant tilbage, og det har ramt mange amerikanske storbyer som Detroit. Overalt i den vestlige verden er det middelklassen der vokser, og dette indebærer at det er håbløst for socialt orienterede eller socialdemokratiske partier at bygge på gammeldags klassekamp og socialisme.

"Det hvide skrald" har ifølge den amerikanske historiker Nancy Isenberg altid udgjort en væsentlig del af det amerikanske samfund. Men de ignoreres mere og mere, ja de betragtes som dumme og dovne (jvf. den danske debat om de laveste sociale grupper herhjemme). Amerikanerne har arvet den britiske forestilling om at fattigdom hænger sammen med mangel på dyder, siger Isenberg. Men det var jo i virkeligheden den vulgære socialdarwinisme emmigranterne førte med sig fra England og Nordeuropa - og som i USA udartede til en ekstrem liberalisme. Og det er den Donald Trump kører på. Enhver er sin egen lykkes smed, og staten skal blande sig mindst muligt i fordelingen af goderne. Ingen har formuleret superlibertarianismens filosofi bedre end Ayn Rand: "My philosophy, in essence, is the concept of man as a heroic being, with his own happiness as the moral purpose of his life, with productive achievement as his noblest activity, and reason as his only absolute."

Donald Trump personligt lever ifølge Isenberg i en guldrandet verden, og han er så tydeligt en del af den elite som den hvide underklasse selv hævder at foragte. Når han alligevel formår at appellere til denne gruppe, skyldes det hans måde at tale på: Han er grov og smider om sig med skældsord. Folk forveksler dette med ærlighed. Og han påtager sig skamløst en identitet som en mand af folket, når han trækker i sin røde USA-kasket og siger ting som at han 'elsker de lavt uddannede'....



Uanset usikkerheden om det endelige valgresultat den 8.11., så er det givet at Donald Trump har splittet republikanerne mere radikalt end nogen repulikansk præsidentkandidat nogensinde før har gjort. For eksempel har republikanske kvinder fundet anledning til at danne foreningen "Republican Women for Hillary", ikke så meget på grund af hans stødende syn på kvinder som på grund af hans stødende politik. En af foreningens ledere Meghan Milloy, der aktivt har støttet tidligere republikanske præsidentkandidater, betegner Hillary Clinton som en politiker der samarbejder med republikanerne på tværs af fløjene. Hun er i virkeligheden moderat på de fleste områder, der betyder noget for republikanerne, så som at være tilhænger af vækst og handel. Omvendt har Donald Trump vist sig at være stor modstander af handel og vækst, selvom han ikke taler ret meget om sin egentlige politik.

Milloy mener derfor at Det republikanske Parti løber en sjældent stor risiko for at flække i to partier, nemlig et radikalt højreorienteret parti og et centrum-højre parti, og det er det sidste som har muligheder for at reparere skaderne - og det har hun objektivt set ret i. Hvis Trump vinder valget, vil Milloy ikke længere være en del af partiet. Så hun håber nærmest at partiet bliver delt!



Valgets udfald synes på nuværende tidspunkt nærmest at afhænge af tilfældigheder som Donald Trumps nedsættende udtalelser om kvinder og Hillary Clintons email-sag (der pludseligt er blevet forstærket med den republikanske FBI-direktørs udspil) - men det afhænger dog også af en demokratisk vigtig ting om stemmeprocenten. Ulykken ved udviklingen i USA er ikke mindst den politikerlede der er et generelt problem i hele den vestlige verden. Den rammer i USA Clinton mere end Trump, fordi hun repræsenterer det bestående system. Men vælgernes usikkerhed spiller også ind - og den plejer at være til fordel for den kandidat der repræsenterer det bestående på godt og ondt, altså Hillary Clinton. Der er altid mindst risiko ved at stemme på en kandidat der er fortrolig med systemet. Og så må man tage med at Clinton ikke som rivalen Bernie Sanders agter at tage noget som helst egentligt opgør med systemet. Også i andre lande er der usikkerhed om politikere der ønsker altfor alternative løsninger. Det gælder Danmark og Tyskland, og sidst har vi set det med Piraterne på Island.

De nævnte strukturelle ændringer og hele den sociale ulighed i USA kan hverken Hillary Clinton eller Donald Trump gøre noget effektivt ved. Ikke mange tror heller på at Trump kan forhindre immigrationen fra Mexico med en mur. USA er under en kolossal forandring i disse årtier. Og den rammer både landets egen kultur og landets internationale rolle. USA vil fortsat komme til at stå svagere og svagere internationalt, men især i forhold til Europa og Mellemøsten. Og det skal vi europæere egentlig ikke være så kede af, for med de store etniske, religiøse og sociale ændringer der sker i USA er landet heldigvis ikke længere sammenligneligt med Vest-Europa. Det er helt andre problemer USA vil står overfor de næste 30 år end dem Europa står overfor. Og derfor bliver udfaldet af valget ikke så afgørende for os som vi umiddelbart kunne tro eller har for vane at tro.

Tværtimod må det påpeges, at lige netop den ændring i den religiøse struktur vi ser i USA bliver helt anderledes end den der kommer i Europa. Utvivlsomt vil den give store problemer i USA på grund af den massive fundamentalisme blandt de hvide kristne, og det vil ganske givet ramme republikanerne hårdest. De fundamentalistiske hvide kristne må betegnes som dybt reaktionære, og man kan vanskeligt forestille sig at de ikke i de kommende årtier vil få deres indflydelse reduceret markant. Helt anderledes i Europa hvor det bliver de sekulært indstillede der vil vinde terræn og få stigende indflydelse. Og det mest karakteristiske for de sekulært indstillede i Europa turde være at de ikke nødvendigvis skal opfattes som ikke-religiøse, for i hvert fald nogle europæere har efterhånden fået forståelse for at det er selve religionsopfattelse der er ved at undergå forandring.

Selve religionsopfattelsen bliver støt og roligt løsrevet mere og mere fra dogmatisk religion. Den energiske ateistiske propaganda er slet ikke udslaggivende. Folkekirken kan sagtens 'klare' frafaldet uden indblanding fra den side. For frafaldet kommer af en stigende afstandtagen fra autoritetstroen. Man kan endda gå så vidt som at sige, at selve mulighederne for at forebygge den islamistiske trussel mod europæisk kultur kun vil vinde ved at folkekirke-kristendommen lidt efter lidt mister sin hidtidige forankring i dogmatisk autoritetstro, hvilket i praksis vil sige i de dogmer specielt Martin Luther slog fast med syvtommersøm. Dette skal nok blive behandlet nærmere her på siderne i det kommende år hvor Nordeuropa fejrer reformationens 500 års jubilæum. Men svækkelsen af lutherdommen bliver i givet fald ikke en automatisk svækkelse af europæisk kultur som sådan. Denne kan tværtimod blive en styrke.

Også liberalismen må nødvendigvis i de kommende år undergå forandringer der bliver forskellige for USA og Europa. USA har gennem republikanerne knyttet sig så meget til ultraliberalismen at demokraterne kan vinde på det uden at landet opnår nogen afklaring af det centrale forhold mellem det sociale tryghedsprincip og det liberale frihedsprincip. Europa har derimod i nogle år stiftet bekendtskab med det progressive alternativ: den tredje vej; det skete først i Storbritannien og senere i Danmark. men begge steder også uden dybere filosofisk afklaring. Jf. særlige artikler herom.

Den nødvendige afklaring kan findes gennem den komplementære helhedsrealisme - og vil i givet fald kunne ændre den politiske udvikling i Europa til det progressive, vel at mærke også i forhold til den islamistiske trussel.

Ejvind Riisgård



Links

Det Hvide Hus
State Department
Repræsentanternes Hus
Senatet

CNN
BBC
Washington Post
New York Times



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' (kr. 25) indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.), Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.), Fogh og 29. august (2.9.03.), Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister (5.4.09.), Formandsskiftet i Venstre (19.5.09.), Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem (21.10.13.) samt 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.), 'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair (27.7.12.) og 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.).

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Donald Trump trodsede meningsmålingerne og bliver USA's næste præsident  (9.11.16.)
Valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump er trist for både USA og Europa   (31.7.16.)
Barack Obama på afskedsvisit i et kriseramt EU  (27.4.16.)
Midtvejsvalget en bét til Obama - og demokratiet  (7.11.14.)
Obama går solo i klimapolitikken for at vise handlekraft  (27.6.13.)
Barack Obama genvalgt  (7.11.12.)
USA lider  (26.9.12.)
Finanskrisen strammer til igen og gør politikerne afmægtige  (11.8.11.)
NATO under fortsat forandring med nyt koncept  (24.11.10.)
Midtvejsvalget i USA med hug til Obama  (4.11.10.)
Obama i oliekrise  (18.6.10.)
Obama fik sundhedsreformen igennem  (22.3.10.)

Status over året 2009  (31.12.09.)
Obamas fredstale i Oslo  (21.12.09)
Nobels fredspris til håbets ikon 2009  (11.10.09.)
Obama indsat med store forventninger  (25.01.09.)
Barack Obamas valgsejr betyder forandring i USA og hele verden  (5.11.08.)
Obama på den internationale scene  (31.7.08.)
Endelig veg Hillary Clinton pladsen for Barack Obama  (8.6.08.)
Demokraterne strides videre efter Hillary Clintons delsejre  (5.3.08.)
USA' Super Tirsdag 2008  (7.2.08.)

Folkeret og retfærdighed i politik  (13.9.13.)
Obama om USA's Mellemøstpolitik   (22.5.11.)
Afghanistan-krigens status og perspektiv  (31.10.10.)
Obama i Afghanistan-krise  (24.6.10.)
USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)
Irak - fem år efter omvæltningen
- symbol på splid i opfattelsen af religion, kultur, mentalitet, frihed, ret og demokrati
  (23.3.08.)
USA og Irak - september 2007  (18.09.07.)
Irak - et håbløst historisk tilfælde?  (10.8.07.)
Irak: En brik i et større spil uden mindste håb?  (31.1.07.)
11. september  om terrorismen på et-års dagen for terrorangrebet på USA.
Terrorangrebet der sætter skel - 11.9.01.

'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)

Individ og samfund som komplementære fænomener  (23.7.03.)
Liberalismen og socialismen som komplementære fænonmener  (26.8.03.)
Midten i dansk politik  (25.10.04.)
Den kreative klasse ifølge Richard Florida  (9.3.06)
Den herskende klasse efter 1970



Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal