Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - kulturkrisen17

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.5.17.

Den store kulturkrise og udvejen

Frankrig vælger ny præsident i dag. Socialisterne og Republikanerne er blevet vraget i 1. runde, og valget står nu mellem Marine Le Pen fra Front National og den helt unge Emmanuel Macron der har skabt sit eget socialliberale parti 'En Marche' (Fremad!). Intet er givet før flertallet af stemmer er talt op. Usikkerheden gælder især valgdeltagelsen. Men alle målinger peger på Macron, som holder fast ved medlemskabet af EU og navnlig euroen. Han ser ud til at kunne få 60 % af stemmerne og vil i så fald få mulighed for at omskabe den gamle ormstukne Femte Republik til en frisk Sjette Republik. Og han har de allerbedste forudsætninger for det, hvad man kan forstå hvis man læser hans bog fra 2016 "Revolution", der netop er kommet i dansk oversættelse. Den vil blive omtalt nærmere, når valget er afgjort og vil blive kommenteret.

Storbritannien valgte ved en højst ejendommelig folkeafstemning at forlade EU, og selve Brexit-proceduren er nu sat i gang. Theresa May vil føre Great Britain til ny suverænitet. Og hun står stejlt over for Juncker og Co. i Bruxelles. Men først skal hun lige have beskræftet sit mandat hos vælgerne.

Ét er klart: EU står foran store og afgørende beslutninger. Den hidtidige centralisering kan ikke fortsætte. EU bliver nødt til nu at tage hensyn til nationerne og folkene. Men Frankrig og Storbritannien giver håb - på to forskellige, men gode måder.



I Tyrkiet var et dilettantisk kupforsøg sidste år nær ved at koste præsident Erdogan magten. Men han fik hurtigt kontrol over situationen og benyttede forsøget til resolut at få renset grundigt ud i militæret, retsvæsenet, skolevæsenet og pressen. Han sidder nu sikkert i sadlen og kan bruge flygtningesituationen til at presse EU for fortsatte økonomiske tilskud. 16. april fik han med hiv og sving en forfatningsændring vedtaget der vil give ham enevældig magt. Yderligere 1000 Gülen-folk er blevet arresteret.

Også Erdogan har været mand for at ændre Europa (og Nato) ud fra sine egne snævre magtinteresser. Og EU aner ikke noget levende råd.

Borgerkrigen i Syrien gik efter fem år ind i sin afsluttede fase, der med massiv russisk hjælp sikrede landets diktator fortsat magt. Storbyen Aleppo, der husede mange oprørere, blev erobret efter enorme ødelæggelser og mennesketab. Assad er heller ikke veget tilbage for brugen af kemiske våben. - Den britiske Mellemøstekspert Eugene Rogan, der nyligt har udgivet "Arabernes historie", siger lige ud i et interview at slaget mod Assad er tabt. Der kommer ikke noget regimeskifte i Syrien. Assad bliver siddende, og det må vi bare æde!

Alle den vestlige alliances løfter om at fjerne dette syriske uhyre og give det arabiske forår håb om frihed og demokrati var ord og kun ord.

USA's præsident Obama havde forlængst opgivet at ændre noget som helst på udviklingen dernede. Efterfølgeren i Det hvide Hus rigmanden og republikaneren Donald Trump betragter al politik som business, men viser dog store armbevægelser ved at udstede dekreter og smide bomber hist og pist. Det nyeste påfund er en paradoksal "diplomatisk afvæbning" af Nordkorea. - Trumps styre bliver et kæmpeeksperiment ingen kan forudsige følgerne af - undtagen på ét punkt: Forholdet mellem USA og Europa vil ikke længere være et tæt samarbejde i kampen for fred og frihed. Det splittede USA og det splittede Europa går nu hver sin vej.



Europa blev for alvor omkalfatret den 5. september 2015, da den almægtige tyske kansler Merkel åbnede EU's ydre grænser og dermed reelt ophævede Schengen-aftalens idé med åbne grænser for unionens egne borgere.

Myndighederne var længe ude af stand til at kontrollere og registrere hvem der kom ind i EU-landene udefra og derefter kunne bevæge sig frit omkring som om de var EU-borgere. De blev samlet op i interimistiske boliger og lejre i Tyskland, Østrig, Frankrig og Italien, og mange af dem har hverken håb eller illusioner om asyl.

Ligegyldigt hvad der sker af overgreb og terror fra islamistisk eller kriminel muslimsk side er denne tyske ærkeforræder mod europæisk levevis og kultur stadig overbevist om at kristen barmhjertighed er en gudvelbehagelig pligt for enhver anstændig europæer. Den nye formand for SPD Martin Schulz satser i denne dybe krise på det gamle socialdemokratiske løfte om retfærdighed! Den eneste der tør sige sandheden højt, er den siddende indenrigsminister Thomas de Maizière, der på selveste 1. maj-dagen over for Bild-Zeitung pointerede at Tyskland er en kulturnation og har en "Leitkultur", en ledende kultur der ikke er en sammenblanding af alt muligt humanistisk, globalt og multikulturelt stof, men har visse hoved principper. Den først formulerede han provokerende med ordene: Vi har nogle sociale vaner, som udtrykker en bestemt holdning. Vi siger vores navn, og vi giver hinanden hånden som hilsen. Underforstået: vi er åbne og gemmer os ikke bag burkaer.



Herhjemme må Lars Løkkes nye regering mellem Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti med sølle 53 mandater betegnes som et reaktionært eksperiment.

I stedet for at bevæge sig ind på midten, hvor der er muligheder for samarbejde på tværs af de eksisterende blokke, trækker statsministeren mod den ekstreme liberalistiske pol og har i praksis demonstreret at han vil være statsminister for enhver pris. Det er smart, men også kortsynet opportunisme, når det tages i betragtning at Danmark og hele Europa er oversvømmet af flygtninge og indvandrere der laver parallelsamfund og stemmer på Erdogan.

Kun én vej er holdbar, og det er den tredje vejs "socialliberalisme" som først Tony Blair lancerede i Storbritannien og siden Anders Fogh Rasmussen i Danmark. De gjorde det dog uden at forstå at dens bærende idé er komplementariteten mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. Den tredje vejs komplementaritet er i kombination med demokratisering, sekularisering, kvindefrigørelse og et tidssvarende bevidsthedsniveau i dag progressivitetens vej.

Her bliver det for alvor afgørende med et dybt opgør med falsk multikulturalisme, falsk humanisme og falsk kristendom, der alle blåøjet sætter barmhjertighed over realistisk værn om nationalstaternes evne og vilje til at videreudvikle det sekulære demokrati.

På venstrefløjen er der opbrud. Socialdemokratiet har lanceret et nyt principprogram og gjort det klart at der ikke bliver et fælles projekt for hele 'rød blok'. Partiet har uden tvivl lært af Helle Thornings dumhed med et fælles regeringsgrundlag for S-R-SF og skal ikke nyde noget af en gentagelse. Blokken har fælles synspunkter, men netop om flygtningepolitikken er der uenighed. Her er S nærmere Dansk Folkeparti, og det kan De radikale ikke tåle. Men her ligger de progressive muligheder.

Et valg vil ændre alt, men hvornår det kommer véd ingen. Dødvandet råder.



Det mærkeligste er at mange herhjemme efterhånden godt kan se problemerne, men hverken nogen udvej eller noget alternativ.

Folkekirken kører blindt videre i de gamle spor, så den fjerner sig mere og mere fra sin opgave at værne det umiddelbare åndsliv. Dens hovedproblem er ikke udmeldelser, men svigten af de unge gennem en i dag totalt meningsløs konfirmationsforberedelse. Kirken tør ikke åbne for et opgør med sine håbløse dogmer - nu hvor al dogmatik ellers skal bekæmpes. Den foretrækker det gammelkendte dogmer og de letkøbte forskønnelser af sine ritualer.

En institution som Danmarks Radio svigter også sine folkeoplysningsopgaver og public-relation-forpligtelser til fordel for underholdning. DR er blevet en stadigt større og dyrere institution med en nærmest endeløs knopskydning af nye afdelinger og kanaler. Og der bringes skam mange udmærkede udsendelser, men tendensen er kulturfjendsk: for at konkurrere med betalingskanalerne, skeler man i alt for høj grad til seertallene. Det går ud over kvaliteten og alvoren. Selv debatudsendelser bliver underholdning.

Folkeskole og gymnasium svigter ligeledes oplysningen, fordi den - udover basale færdigheder - giver flere døde kundskaber end levende, inspirerende og provokerende råd om de unges eksistentielle problemer. Underviserne ved alt for lidt om eksistensens dybeste problemer og går derfor den lette vej at formidle overfladisk viden om fagenes metodik.

Hovedresultatet af hele den gennemgående tendens er at enhver egentlig sammenhængskraft i folkelivet er forsvundet som dug for solen. Næsten alt går på rutine, uforpligtende tradition, datascanning, metodeformidling, endeløs underholdning og blind tro på vækst, fremskridt, globalisme og multikulturalisme. Og denne syndige forvirring er fatal for nationens vilje og evne til at forsvare sin suverænitet og sine medborgeres integritet.

Der mangler noget så afgørende i tilværelsen som alvor, altså forståelsen for at ikke alt i livet kan være leg, når kultur er at gå mod strømmen. Nogle mennesker vil have magt til at udøve det onde. Det må tages alvorligt og bekæmpes aktivt. Og her dur det ikke at lege med former.



Multikulturalismens og globaliseringens tilhængere tilsidesætter bevidst den store befolknings helt naturlige forankring i den nationale og lokale kultur og historiske tradition. Disse nye ismers tilhængere er overvejende rationelt indstillede mennesker med mange internationale kontakter og interesser. De tænker ensidigt i abstrakte, juridiske, økonomiske og erhvervsmæssige baner, der ligger fjernt fra almindelige menneskers intuitive tilknytning til sprog og historie. Deres kreativitet er overvejende af logisk og begrebsmæssig art, mens de mere intuitive mennesker tænker i billeder og derfor i frie, ubevidste associationer.

Der er opstået en kløft imellem parterne som bevirker at den intuitive del af befolkningen opfatter modparten som yderst elitær og arrogant. Mens den multikulturelle del har svært ved overhovedet at fatte hvad det vil sige at tænke i folkelige baner. Man tror fejlagtigt at der udelukkende er tale om nationalromantiske og nostalgiske følelser og aner ikke at forestillingerne i virkeligheden trækker på dybe kollektive kilder i psyken, som har eksisteret siden mennesket fik sin bevidsthed.

Den ældgamle erfaring fra tidernes morgen har i alle kulturer været at tilværelsen har to lige vigtige sider: den åndelige og den legemlige. Almindelige og normale mennesker har altid kunnet veksle ubesværet mellem de to sider af virkeligheden, men de har også altid ubevidst fornemmet at den medfødte umiddelbare tilgang er den eksistentielt set vigtigste, simpelthen fordi det er den der er forbundet med erfaringen af helhed, mening og sammenhæng i livet.

Folkeoplysningen fra 1800-tallet er blegnet, fordi den hverken har fattet dybdepsykologiens opdagelse af de psykiske grundprocesser og det kollektivt ubevidstes afgørende kilder eller religionsforskningens opdagelse af at ægte religion har med den umiddelbare realitet at gøre og absolut intet med bekendelse af dogmer.

Den almene universitetsoplysning fra 1900-tallet har heller ikke begrebet meget af disse erkendelser, men har tværtimod skubbet det åndelige liv helt ud af forskningen i illusionen om at denne alene derved kan fastholde idealet om objektivitet. Idealet er positivistisk og bygger i sidste ende på fysikalismens horrible forestilling om at alle fænomener i verden kan analyseres som døde genstande efter fysikkens love. Nutidens universitetsvidenskab vil 'dekonstruere' verden og 'affortrylle' den mytiske erfaring. Dermed fjerner den "hjemligheden" i forståelsen og fremmedgør altså verden. Systematisk.



Dette er naturligvis katastrofalt for almindelige mennesker og hverdagslivet. For det betyder at hele produktionsapparatet får lov til med blind støtte fra politikerne at gøre vækstfilosofien til afgud, presse tempoet op og fremme et blindt karriereræs uden at bekymre sig om de psykiske følger som stress, nedslidning og sygdom. Og trenden begynder allerede i børnehaven og grundskolen.

Nutidens ungdom får fra starten opbygget en ensidig materialistisk og rationel verdensopfattelse. Den får hverken i folkeskolen eller gymnasiet indføring i tidssvarende eksistensforståelse der tager de vigtige åndelige og irrationelle sider af tilværelsen alvorligt og leverer en afgørende modvægt mod den åndløse fremskridtstro.

Aktuelt forstærkes de negative følger af denne trend gennem den moderne informationsteknologi, der dels fremmer troen på at al viden er simple data der kan indfanges på en mobiltelefon uden fordybelse, dels fremmer troen på at selskabeligheden på de såkaldt sociale medier - med deres korte beskeder, likes og dislikes - er vigtigere end personlige møder, forståelse og fordybelse.

Pubertetstiden er den vigtige overgangstid der bringer barnet ud af uskyldighedens paradis og ind i arbejdets ansvarlighed, men mennesket bliver livet igennem ved med at trække på den tabte tids lyksaligheder, fordi det var dér helheden og meningen fandtes i intens urform.

Efter puberteten kommer vi aldrig tilbage til en permanent tidløs uskyldighed, men vi kan til hver en tid generfare dens oplevelse af helhed og mening gennem musikken, kunsten, kærligheden, legen og humoren såvel som gennem selve de glæder arbejde, erkendelse og forskning kan give.

Med bevidsthedens opdukken kommer en vigtig erkendelse af at autoriteterne og forældregenerationerne ikke altid er så indsigtsfulde, alvidende og almægtige som de giver indtryk af. Bevidsthedens opdukken betyder i alle generationer muligheden for afsløring af og kamp mod autoriteternes alt for store magt og magtfuldkommenhed.

Først når bevidstheden vækkes, muliggøres den nødvendige frihedskamp. Den nye folkeoplysning skal forbindes tæt med en ny frihedskamp, et nyt forår og en ny femte maj.



Udfordringen for Danmark bliver ikke mindst at gøre op med alle gamle (mere eller mindre marxistisk inspirerede) forestillinger om at kultur er en dekorativ overbygning på den materielle basis med dens produktion, handel, teknologi og fremskridt, og at religion er en dogmatisk privatsag der i bedste fald giver syge, gamle og døende lidt trøst, i værste fald bliver opium for hele folket.

De gamle forestillinger blev en essentiel del af den socialdemokratiske velfærdspolitik, der udmøntede sig i etableringen af kulturministeriet i 1960 og i missionen for også at gøre fine "åndelige sysler" til almindelige menneskers daglige sysler. Denne indstilling betød at de socialdemokratiske regeringer i 1960-erne til den kulturradikale elites store tilfredshed foldede sig ud med systematisk støtte til finkulturen i landet.

Men kultur er ikke finkultur eller elitekultur, og velfærdsreformer der vil fremme de såkaldte 'åndelige sysler' er helt utilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhæng eller kraft. Velfærd eksisterer ikke uden den alvor i samfundslivet der består i forpligtelsen til altid at sørge for overvægt af det gode i selve det national fællesskab.

Den politiske krise i Danmark og det øvrige Europa kan ene og alene løses i tide ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste. Og her skal der folkeoplysning til.



Spørgsmålet er om medierne kan gøre en forskel, eller om de fortsat koncentrerer sig mest om ændringer i layout, nu de har fået nye ledelser. Bladene forsømmer aldrig nogen lejlighed til at fremhæve hvor højt de sætter oplysning, debat og ytringsfrihed, men de synes at fortsætte i gammel gænge, uanset udskiftninger af redaktionerne. De er glade for deres egne fast medarbejdere og kronikører. Men de holder nytænkning ude, så man må spørge om de overhovedet formår "at træde ind i moderniteten"?

Det er fx fint, når Politiken fremhæver gamle Hørups sans for tidsånden og gamle Cavlings sans for nuet. Men i dag kræves der noget helt tredje og endnu mere krævende, nemlig udvikling af sansen for fremtiden og den forudsætter sans for de kollektivt ubevidste kræfter der kan føde fremtiden. Og dette véd opinionsdannerne intet om.

Derfor skal der også oprør og frihedskamp til på den front.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

05.05.17.  Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse? 21.04.17.  Videnskabstroens ubærlige snæversyn
16.04.17.  Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
14.04.17.  Ufred i verden er normaliteten
07.04.17.  Assad har brugt giftgas - Trump reagerer på forbrydelsen
31.03.17.  EU-krisen bekræftes af jubilæums-topmøde og Brexit
14.03.17.  Antidemokraten Erdogan driver gæk med Europa



Artikler om Danmark
Artikler om EU og Europa
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal