Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - frank17

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.4.17.

Videnskabstroens ubærlige snæversyn

Videnskabsjournalisten Lone Frank har som bekendt specialiseret sig i hjerneforskning og har aldrig lagt skjul på at hun er materialist og bedømmer al sandhed på videnskabelig evidens efter simpel laboratoriemæssig bevislighed.

Ud fra denne i befolkningen ganske udbredte overbevisning er hun i stand til i en enkelt "påskefortælling" at nedgøre en stribe vilkårligt valgte udsagn om tro og mening, så det må være en svir for hendes prosaiske meningsfæller. Stort set alle andre mennesker får hun elegant placeret i rubrikken af håbløse, spirituelle, religiøse eller følelsesromantiske modstandere.

Hun insisterer på en ensidigt rationel og videnskabelig tilgang til livet. Vil man virkelig trænge dybere ind i eksistensen, er der kun ét sted at gøre det, og det er i tænkning og rationalitet - og specielt i vor viden om mennesket som biologisk væsen.

Da jeg personligt også tager udgangspunkt i et biologisk syn, men kommer til et helt andet resultat, skal jeg prøve at forklare forskellen ved at sætte fokus på den sag hun selv tager op og som jeg finder er det dybeste eksistentielle spørgsmål.

Der findes ingen objektivt defineret og almen gældende mening med stort M. Hvis der var en sådan, var livet for alvor meningsløst. Men det springende punkt i Franks biologi er påstanden om vi skulle været et meningssøgende dyr, og at der i den forstand i menneskets natur skulle være indbygget en drift efter subjektiv oplevelse af mening. Det savner belæg.

Sagen er også meget enklere: Meningen med livet er givet på forhånd, nemlig fra fødslen. Mening har ikke noget med selvrealisering at gøre eller med det at "æde lykkefølelse", for nu at bruge hendes eget vulgære udtryk. En "vildt effektiv spore" til at handle og ad den vej klare sig i den naturlige selektion har heller ikke noget med mening at gøre.



Psykiateren Victor E. Frankl har derimod fat i det essentielle: Livet er udelukkende ubærligt på grund af fravær af mening. For med en sådan formulering understreges det afgørende: mening som eksistentielt begreb er et dybt irrationelt fænomen. Sproget kommer ikke til kort over for det, for dagligsproget indeholder både metaforer og humor, men eksistentiel mening er aldrig af verbal art og kommer i tid før sproget. Begrebet kan til forskel fra et videnskabeligt synspunkt eller en politisk anskuelse ikke defineres eksakt, men kun benævnes og udtrykkes med metaforer. Men fraværet kan konstateres eksakt. Dette var Frankls solide erfaring fra Auschwitz.

Under normale omstændigheder ses eksistentiel mening tydeligst hos spædbarnet ved sin mors varme bryst og gode mælk. Her er lugten og stemmen af mor, hænder der holder, bærer og favner, varme omgivelser og fred og ro. Alle behov bliver fuldt dækket ind, og intet mangler, og bevidstheden forstyrrer heller ikke. Først fraværet af meningen er ubærligt - og får barnet til at græde spontant.

Ud fra denne simple konstatering, kan den berømte maslowske behovspyramide stemples som et horribelt selvbedrag. Den fornægter at alle grundlæggende eksistentielle behov gør sig gældende fra fødslen og normalt altid vil blive tilfredstillet i nogenlunde velfungerende familier og civilsamfund.



Skal man dybdepsykologisk forstå hvad der er på færde, kan man hos den indsigtsfulde danske psykiater og filosof Erling Jacobsen læse at det er den orale lyst. Just den er den dybeste, klareste og moralsk mest afgørende menneskelige erfaring. I den orale lyst oplevede han selve det gode - under lsd-eksperimenter i en så ren form at det førte ham til udformingen af konsistensetikken.

En sådan erfaring forklarer ganske godt hvorfor selv totalt udhungrede spædbørn i de værste hungerområder i Afrika ofte vises på filmoptagelser ved deres lige så udhungrede moders bryster. Der er næppe mange dråber mælk at hente, men trygheden og meningen findes i moderens arme. Intet under at mennesker elsker at se sunde mødre amme sunde børn - eller at både kvinder og mænd livet igennem fascineres af spændte kvindebryster. Grunden er slet ikke af seksuel art.

Skulle vi nu prøve at indkredse irrationaliteten i denne eksistentielle mening, er det ligetil at pege på musikkens rolle. Den musikalske Schopenhauer forstod at musik ikke er en kopi af livsviljen, men et direkte udtryk for livsviljen. Den logiske Descartes tog altså fejl, når han stolt postulerede sit "cogito - ergo sum" (jeg tænker, altså er jeg). Vi er nemlig allerede fuldt eksisterende før sproget og logikken.

Den norske musikforsker Jon-Roar Bjørkvold er ikke i tvivl om at det centrale er at børn synger. Hvis barnet kunne udtrykke glæden herved, ville det sige "canto - ergo sum" (jeg synger, altså er jeg). Men det siger det jo netop ikke. Det irrationelle gør uden videre barnet legende, spontan, empatisk, kreativ, original og oprørsk - i stedet for tænkende, skrivende, planlæggende, reproducerende, konform, neutral og lydig.



Menneskets kulturudvikling er helt og holdent præget af at bevidsthedens opdukken i biologien betød et evigt oprør mod autoriteterne. Mennesket gik ud af naturens uskyldighed og valgte ansvarligheden, skolingen, arbejdet og fremskridtet plus oprøret. Prometheus stjal ilden fra guderne - og blev straffet derfor: der er ingen vej tilbage, og ilden kan ikke blot give lys og varme, men også død og ødelæggelse, krig og selvudslettelse.

Den herskende klasses store fejlslutning var at den troede og docerede at menneskeheden engang definitivt gik fra mythos til logos. Eliten fandt en afgrundsdyb logisk modsigelse mellem ånd og fornuft - og så frelsen i fremskridtet, teknologien, videnskaben, erobringen og magtudfoldelsen. For mindretallet var livet en jammerdal med endeløst slid, så det tyede til forestillingen om et paradis hinsides.

Men alle børn blev tvunget ind i logikkens og lydighedens strenge skole og fik samtidigt splittet eksistensen hårdt op i en materialistisk og en åndelig del. I civiliserede lande blev dannelsen ét med tilegnelsen af magthavernes elitære dogmer. Humanitet blev endeløs skoling, og døden blev en frygtelig påmindelse om at en dag skal ethvert individ ikke alene ophøre med at trække vejret, men opleve sit eget forfald og opløsningen af alt det det har bygget op i måske 70 år eller mere.



Al dødsangst er angst for opløsning af personligheden, herunder angst for opløsningen af hukommelsen og jeg-bevidsheden. Et menneske uden hukommelse er jo intet menneske, udbryder en patient grædende da hun får konstateret Alzheimer.

Vores store sprogforsker Otto Jespersen hævdede i sin tid det humanistiske dogme at et barn først bliver menneske, når det har lært at bruge ordet 'jeg'. Det indebærer omvendt, at mennesket netop dehumaniseres, når det ikke længere kan sige jeg.

Thomas Bredsdorff har i sin ægtefælles tilfælde måttet konstatere at demens ubønhørligt fører selv et begavet og veluddannet menneske tilbage til et 'barnligt' stadium, hvor 'følelserne' ser ud til at være enerådende. Og dog er også her musikken forblevet i spil som noget der kan deles med andre og udfoldes med kreativitet og glæde. Følelselivet er altså meget bredere og dybere end emotionerne. Allerdybest er det slet ikke 'barnligt', men evigt og umiddelbart.

Det musiske i mennesket er dybere end det verbalt-logiske og rationelle. Højre hjernehalvdel er sæde for emotioner, ikke-verbal og intuitiv tænkning. Venstre hjernehalvdel er derimod sæde for intellektuel, rationel, verbal og analytisk tænkning. Men eksistentielt set er det ikke-verbale vigtigere end det intellektuelle. Det ikke-verbale er nemlig lige præcis på grund af sin irrationalitet selve det fysiologiske grundlag for mening, helhed, orden og sammenhæng eller hvad man nu måtte vælge at kalde dette udefinerbare og ubevislige fænomen af psykisk og subjektiv art.

Fra denne synsvinkel kan spædbarnet kun ses som et fuldt og helt menneske, og enhver aldrende person der undergår demensens skræmmende udvikling må fortsat ses som et menneske med mening, værd og værdighed. Det har nok forladt normalitetens, fremskridtets og timelighedens sædvanevirkelighed. Men det har ikke forladt evighedens meningsfulde verden.



Skal vi overhovedet nærme os en brugbar forståelse for fænomenet, kan vi naturligvis ikke klare os med en materialistisk filosofi eller en kognitiv psykologi der benægter den en halvdel af livets fakta. Og det dur ikke at slutte at det så må være idealismens filosofi eller spirituel psykologi der kan bruges. Det kommer der også kun en halvdel ud af.

Det eneste fornuftige er naturligvis at holde fast i det biologiske faktum at mennesket som følge af bevidsthedens ubegribelige opdukken i evolutionen har fået to tilgange til virkeligheden. Den sanselige tilgang fører via de logisk-rationelle psykiske sekundærprocesser til stadig mere forfinet tilpasning til den ydre verdens fakta og forandringer af arbejdsmæssig, teknologisk, økonomisk, politisk og naturvidenskabelig art. Den intuitive tilgang fører via de musiske, irrationelle psykiske primærprocesser til oplevelse og erfaring af den indre verdens højst subjektive fakta og evige sandheder.

De to tilgange er logisk uforenelige, men de er lige nødvendige for livet og kulturen, og de bør derfor regnes for komplementære i bohrsk forstand.

Eksistentielt er der dog den afgørende forskel at det vi metaforisk kalder mening, helhed, orden og sammenhæng og livskvalitet ligger i de medfødte primærprocesser og derfor aldrig kan forsømmes eller negligeres uden fatale følger for såvel individet som samfundet. Primærprocesserne rummer al fornøden erfaring for en fuldgyldig human konsistensetik.

Sund fornuft anerkender den komplementære helhedsrealisme og dens etik (konsistensetikken) og derfor også primærprocessernes forrang for sekundærprocesserne i eksistentiel henseende. Men den anerkender også nødvendigheden af tilpasningen til den ydre virkelighed såvel som nødvendigheden af en smidig vekselvirkning og en fast korrespondens imellem den ydre og den indre virkelighed.

Ejvind Riisgård



Post scriptum - Ovennævnte artikel er min reaktion på et essay af Lone Frank i Weekendavisen skærtorsdag den 14. april, som havde overskriften "Det varer ikke ved" og var illustreret af Hans Holbeins meget specielle og meget langstrakte billede fra 1521 af "Kristus i graven". Jesus ligger helt udstrakt; kroppen er indsunken og har en voksgul farve og udtørrede sårrande. Manden er stendød. "Vi har ikke at gøre med nogen himmelkonge, men slet og ret med et lig i begyndende opløsning", noterer Lone Frank. Og hun gør opmærksom på at den russiske forfatter Dostojefski i sin roman 'Idioten' lader fyrst Mysjkin sige: "Det billede kan tage troen fra en!".

Selv har Lone Frank aldrig haft nogen tro og indrømmer at det langstrakte værk gør hende sært oplivet. "Der er en fin ironi i at et så centralt religiøst motiv i stedet for at være pumpet med ophøjethed og mystik bliver billede på livet, som det faktisk er. En sårbar, beskidt og forgængelig gang biologi....". Selve påskehøjtiden byder sig for hende til som den perfekte anledning til at fundere lidt dybere over vores forhold til det religiøs, eller rettere til det spirituelle og okkulte som nu regnes for hipt og overskudsagtigt..... Og som den oplyste Lone Frank selv kun har dybt foragt for.

Ordet 'Det' i overskriften betyder altså livet. Og Lone Frank lægger ikke skjul på sin glæde over at dette liv ikke vare evigt. "Vi er her en tid, og også den bevidthed er en gave. En kilde til både trøst og livslyst. Når livet stinker, kan man hæve sig over den øjeblikkelige elendighed, puste ud og finde lettet i, at 'om hundrede år er alting glemt'....." - Lone Frank har sat en gul seddel over sin computerskærm, og der står med klodset blå håndskrift: "Husk: Det varer ikke ved".

Disse bemærkninger måtte jeg af pladshensyn springe over i min artikel, da jeg sendte den ind til Weekendavisens kronikredaktion som modstykke til Lone Franks essay. Hun skal have både ros og tak for sin ærlighed, men naiviteten og snæversynet er afslørende. For hun glemmer det historiske faktum, at Jesus døde på korset, hans lig blev taget ned og begravet (og forsvandt sporløst) - færdig med det. Men det levende menneske, Menneskesønnen, blev aldrig glemt. Han opstod fra de døde - ikke i legemlig skikkelse, for kroppens endeligt kan ingen stille noget op imod. Det er overtro at tro på mirakler der sprænger naturens lovmæssige grænser. Jesu 'opstandelse' var følgelig ikke overnaturlig, men tværtimod såre naturlig ting; den sker tusindvis af gange hver eneste dag i alle lande og i alle kulturer og har gjort det lige siden mennesket fik sin bevidsthed og dermed også et indre liv. Et hvert menneske opstår efter sin død i sindet på sine efterkommere. I de fleste tilfælde huskes det kun i et par generationer, og så er alting glemt. Men i mange andre tilfælde huskes et menneske i århundreder, fordi det har betydet noget ganske særligt for mange mennesker.



Jesus er ikke det eneste eller det første tilfælde af en genopstandelse i efterkommernes psykiske liv. Tværtimod har der gennem tiderne været uhyre mange store personligheder der er blevet husket og stadig huskes i kulturhistorien. Det gælder eksempelvis Sokrates og Platon, eller Aristoteles og Aristofanes. Det gælder Moses og kong David, Cæsar og Nero, Peter og Paulus, Konstantin den Store, Muhammed og Karl den Store. Og det gælder i vore dage Hitler, Mussolino, Stalin, Mao, Osama bin Laden og mange, mange flere. Det er intet mystisk i sagen, for disse genopstandelser skyldes alle den menneskelige psykes måde at virke på.

Så når Lone Frank jubler over at det jordiske liv ikke varer ved, viser det kun hendes ringe psykologiske indsigt. Alle jævne mennesker mister nogle af deres kære; de fleste mister jo på et eller andet tidspunkt deres forældre og bedsteforældre. Som hovedregel går den ene ægtefælle i et ægteskab også væk før den anden. Og i nogle tilfælde udsættes forældre endog for tabet af deres børn.... Tabet kan være hårdt, sorgen stor. Men hovedreglen er også at den mistede person lever videre i sindet hos de efterladte.



Psykiateren og den passionerede bjergbestiger Viktor E. Frankl (1905-97) var jøde og havnede i tyske konzentrationslejre, men overlevede og opdagede at chancen for overlevelse afhang af om man gav op eller bevarede et håb. Han skrev en bog om sine opdagelser og udviklede en psykoterapi han kaldte 'logoterapi', udfra det latinske ord 'logos' der har flere betydninger, men her betyder mening. Frankl var nemlig ikke i tvivl om at meningen er altafgørende. Ja, han formulerede sit hovedsynspunkt med ordene: "I begyndelsen er meningen". Den kan man både leve på og overleve på. Hans erfaring var at det var af stor betydning for overlevelsen i kz-lejrene at lejrfangerne havde et indre liv på forhånd. For de blev under alle omstændigheder tvunget ind i et indre liv i lejren, fordi der ikke er andre muligheder når man ingen frihed har. - Det er spændende beretninger, og man skal være tonedøv, for ikke at kunne forstå at der var god mening i alt hvad han skrev.

Det samme gælder litteraturprofessor Bredsdorff (f. 1937) der har berettet fint og nænsomt om sin ægtefælles Alzheimer-sygdom i bogen "Tøsne og forsythia" (Gyldendal. 2017), og hvad der især har fanget undertegnede er beretningen om hvilken hjælp der var at hente i musikterapien. For terapeuten kunne kommunikere med Alzheimer-patienten med stort gensidigt udbytte. Og det var nyt for Bredsdorff selv at der var denne dybe kilde til mening.

Undertegnede kan i den forbindelse nævne at jeg selv lige har mistet min 6-år ældre storebror der har været stigende dement i 4-5 år og til sidst forsvandt i intetheden. For trekvart år siden havde jeg kontakt med ham for sidste gang. Hans døde krop køres på krematoriet i morgen. Men ånden lever stærkt videre i mit sind, for Knud betød enormt meget for mig og min udvikling i årene fra omkring 1945 til omkring 1951. De sidste år var triste for alle pårørende, men indtil sommeren sidste år var det altså muligt ikke alene at få kontakt med ham, men også at høre og se ham tale smile og grine. Han vil leve endnu mange år i frisk erindring hos de efterladte.

Min artikel har været indsendt til Weekendavisens kronikredaktør, der har meddelt at avisen ikke bruger den, da der var kommet mange reaktioner, men han oplyste at Lone Franks synspunkter står for hendes egen regning og altså ikke er avisens. Da redaktøren har en universitetsgrad i religionsvidenskab, spurgte jeg ham, hvad hans personlige mening om sagen var, og svaret lød at han anså modsætningen mellem religion og videnskab som en forældet sag. Ikke desto mindre gav han plads til gængse og forventelige præsteindvendinger mod Lone Frank. Han anså det ikke for mere relevant at bringe en artikel der belyser sagen fra en utraditionel og givende synsvinkel.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Frank, Lone, videnskabsjournalist (om hjerneforskningen)
Frank, Lone, biolog og videnskabsjournalist
Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)  (21.5.16.)
Ind i musikken  om Peter Bastians bog.
Det musiske menneske  om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring

Michael Haneke: 'Amour' om Kærlighed på prøve over for aldring og død  (30.12.12.)
Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn  (21.1.10.)
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Kieslowski's 'Blå'
Kieslowski's 'Dekalog'
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)
Helligtrekongersaften  i Trevor Nunns uforlignelige filmudgave fra 1996 (12.2.05.)
Fremragende Turner-film af Mike Leigh med stor præstation af Timothy Spall  (14.1.15.)
'Anger' og 'Brændt af solen'

Humormennesket Storm P.
Blicher mellem drøm og virkelighed
William Blake's univers
Nietzsches sjæl

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)

Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid

Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (4.5.16.)
Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)

Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   

Meningen med livet - helhedsrealistisk set  (5.11.09.)
Er der en mening med døden?  (19.10.11.)



Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Religion
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal