|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.5.07.Stamceller og etikAl forskning og teknologi har eller får i sidste ende praktiske konsekvenser og disse indebærer som regel større eller mindre etiske dilemmaer. Ganske som al kultur gør. Kultur er indgreb i naturen der igen er en følge af det der i mytologien hedder 'syndefaldet' og består i at mennesket mister sin uskyld ved at blive et bevidst væsen der kan vælge mellem forskellige handlemuligheder. I og med dette stilles det over for valget mellem godt og ondt. Ondskab findes ikke i naturen. Fx er det ikke en ond handling af en løve at kaste sig over en hjort og æde den. Det er blot instinktiv adfærd der tjener til simpel overlevelse. Det onde i verden kommer med andre ord fra selve menneskets evne til at skelne mellem godt og ondt, og denne evne er igen uadskillelig fra selve den dannelse af bevidstheden som er forudsætningen for kulturen. Det onde hører simpelthen med til kulturen, betragtet som menneskets indgreb i naturen. Moralen, de moralske overvejelser og morallæren (etikken) bliver dermed automatisk en del af kulturen. At benægte dette er at hævde at mennesket (individet såvel som slægten) egentligt slet ikke adskiller sig fra dyrene, men skulle have reelle muligheder for at leve videre i instinktiv uskyldighedstilstand a la den paradisiske. Dette er ren utopi - men er fortsat mange menneskers drøm og dermed også grundlaget for mange ideologiers forføreriske forstillinger om det fuldkomne samfund samt - værst af alt - også deres demagogi om nødvendigheden af hensynsløs revolutionær samfundsomvæltning.Virkeligheden er at menneskene én gang for alle i urtiden (og for individernes vedkommende én gang for alle i puberteten) forlader immanensens, uvidenhedens og uskyldighedens skønne have og begiver sig mere eller mindre frejdigt ind i transcendens eller grænseoverskridelsens usikre rige - og dermed uundgåeligt pådrager sig ansvaret for sine valg og handlinger. Heri ligger fremskridtet der drives af de unge og deres nysgerrighed, forskertrang og eksperimenterelyst, men som ofte beklages af de ældre der er groet fast i deres vaner og forestillinger og altid taler om 'de gode gamle dage'. Som Hartvig Frisch i sin tid formulerede det i 'Europas Kulturhistorie' så baner alt fremskridt sig vej på en støjende og forstyrrende, ja til tider ligefrem uhyggeligt nedbrydende måde, "som et kulturtab hvorover samtidens skønånder udøser deres jammer". Ja, man kan roligt tilføje, at selv det mindste fremskridt rummer både gode og dårlige sider. En simpel brødkniv kan bruges både til sit formål og til at stikke i maven på et medmenneske man ser sig ond på. Atomteknologien kan bruges både til fredelig og nyttig energiudvinding og til masseødelæggende og massedræbende krigsførelse. Og den moderne bioteknologi kan anvendes både til gode og mindre gode eller risikable formål, alt afhængig af hvem der råder over den og hvilken holdning til etik de har. Stamcelleforskningen er ingen undtagelse. Det særlige ved stamceller er at de ved normal deling kan udvikle sig til manger slags celler og derved er i stand til at erstatte syge eller beskadigede celler i kroppen. Man skelner mellem pluripotente stamceller der kan specialisere sig til mange forskellige, men ikke alle celletyper, og totipotente stamceller der netop kan træde til i alle tilfælde hvor der skal repareres skader i menneskekroppen. Til de første hører knoglemarvsceller der kan bruges til erstatning for ødelagt knoglemarv og dermed behandling for leukæmi. Forskningen inden for denne type stamceller er lovende, og de etiske problemer ligger overvejende i, at der endnu er usikkerhed med hensyn til styringen af processerne under den praktiske anvendelse. Men det er en usikkerhed der skridt for skridt vil mindskes med øget forskning. De største forventninger knytter sig til forskningen i de totipotente celler, der stammer fra få dage gamle befrugtede æg og derfor også kaldes embryonale stamceller. De er i stand til at videreudvikle sig til alle de celletyper der findes i den menneskelige krop og regnes derfor af uvurderlig betydning for de kommende muligheder for effektiv sygdomsbehandling. De etiske problemer med disse embryonale stamceller ligger i at de stammer fra befrugtede æg, hvilket i praksis vil sige fra kunstigt befrugtede æg der er en følge af fertilitetsbehandling. Ved denne behandling befrugtes normalt flere æg fra kvinden, selvom der kun skal bruges et enkelt. De overskydende gemmes til eventuelt senere brug for kvinden - eller destrueres. Men med stamcelleforskninger dukker den tredje mulighed op, nemlig anvendelse af de overskydende befrugtede æg i rent forskningsøjemed. Dette kræver tilladelse fra de pågældende kvinder (par), da æggene vil indgå i den videre stamcelleforskning og efterhånden som denne skrider frem, vil de kunne udvikles til specialiserede celler i et andet sygdomsramt menneske. På langt sigt kan det i hvert fald teoretisk også tænkes at anvendelsen af ægget vil resultere i et barn, en slags kloning. Under alle omstændigheder kræver anvendelsen med andre ord lovbestemt donation fra den pågældende kvinde og dermed overvejelser om det moralsk og følelsesmæssigt forsvarlige ved handlingen. De fleste kvinder (par) der ikke ligefrem er religiøse fundamentalister vil nok finde det forsvarligt, eftersom donationerne vil gavne forskningen og dermed andre mennesker. Men den enkelte kvindes eventuelle betænkeligheder må naturligvis respekteres. Men her dukker et andet etisk aspekt op, nemlig at medicinalindustrien af forskningsmæssige og økonomiske grunde naturligvis ønsker flest mulige donationer og derfor kunne tænkes at lægge genererende pres på de kvinder der går i fertilitetsbehandling, ja endog at give sig til at betale for at få kvinder i fertilitetsbehandling selvom disse slet ikke er interesseret i at få børn. Her kommer med andre ord hele spørgsmålet om kapitalismens væsen eller uvæsen ind i billedet. Mange mennesker har jo den forhåndsindstilling, at verden går af lave, lige så snart der kommer penge ind i billedet. De taler derfor som SF-medlemmet af EU-parlamentet, Margrethe Auken, om en glidebane hvis der gives mulighed for handel med menneskelige reservedele sådan som de nye EU-regler for avancerede lægemidler tillader. Auken tilhører parlamentets grønne gruppe, men er i dette spørgsmål havnet i selskab med kristendemokraterne, der simpelthen generelt er imod stamcelleforskning. - Jf iøvrigt artiklen Liv, stamceller og penge (24.7.06.). Med kristendemokraternes grundindstilling er vi havnet i det gamle abortproblem om hvorvidt menneskefostre der kun er få dage gamle skal betragtes som levende væsener, hvis liv skal beskyttes under alle omstændigheder, eller om der blot er tale om livsmuligheder der ligesom fostre op til 12 eller 18 uger ikke ville kunne overleve uden for livmoderen og derfor heller ikke kan betragtes som selvstændige individer i juridisk forstand. Spørgsmålet kan ikke afgøres objektivt eller naturvidenskabeligt, da det helt og holdent afhænger af menneskesynet. Katolikker og andre dogmatisk indstillede, religiøse fundamentalister har én gang for alle lagt sig fast på den anskuelse at et menneske bliver fuldt menneske ved undfangelsen, og at provokeret abort derfor altid vil være at ligestille med drab. Andre - som undertegnede helhedsrealist - vil mene at det afgørende må være besjælingen af mennesket, og da denne igen - helt uvidenskabeligt - må defineres som det udviklede fosters uindskrænkede kontakt med det kollektivt ubevidste (dvs andre menneskers ubevidste sjælelige fællesskab), så kan det siges med sikkerhed at et foster ikke kan betragtes som besjælet før omkring 22 ugers alderen. Provokeret abort før denne alder er ikke drab på et menneske, men fjernelse af en livsmulighed - og den kan naturligvis være betænkelig set ud fra den enkelte kvindes synspunkt, fordi denne vitterligt investerer tid, opmærksomhed og følelser på fosteret hver dag det lever. Men her må det overlades den enkelte kvinde at afgøre, om det er hendes eget livs kvalitet eller det potentielle menneskes muligheder der skal vises størst hensyn. Begge afgørelser kan være behæftede med skrupler. Men mord, det er en provokeret abort ikke. Derfor kan det med hensyn til den for fremtidens sygdomsbehandling så lovende stamcelleforskning siges uden betænkning, at det er reaktionært at gå principielt imod den, sådan som ikke alene den katolske kirkes lobby gør i EU-parlamentet, men de religiøse fundamentalister gør overalt i den vestlige verden, ikke mindst i USA. Det er jo derovre desværre stadigt sådan at de religiøse fundamentalister i allerhøjeste grad er med til at miskreditere alle religioner og al religiøsitet ved at fastholde fokus på abortspørgsmålet og demonstrere højlydt og massivt mod lempelser af abortlovgivningen. I 2004 havde de bl.a. i New Jersey demonstrationer mod stammcelleforskningen med bannere med "No tax payer § for cloning and killing humans". Og tilsvarende har det katolske Familieforskningsråd udsendt en brochure om 'Stamcelleforskning, kloning og menneskefostre' på hvis forside der er et billede, hvor et fuldt udviklet foster er anbragt i et reagensglas. Alle demagogiske kneb gælder når folk skal hidses op mod fremskridtet ud fra absolutte standpunkter - i stedet for at gå ind i en nyttig og nødvendig debat med relative argumenter. For tilbage står at stamcelleforskningen som generelt hele den moderne bioteknologi har praktiske og politiske konsekvenser for samfundet som vi må forholde os til på det etiske plan. Ingen del af den menneskelige kultur kan sætte sig principielt ud over etiske hensyn, da kultur - som understreget i indledningen - altid er indgreb i naturen og som sådan automatisk behæftet med ansvarlighed, hvilket i denne sammenhæng først og fremmest betyder at den der aktivt griber ind i naturen bliver andre mennesker (fællesskabet) skyldige i svar på relevante spørgsmål om følgerne for disse. Der er naturligvis former for kultur der ikke direkte indebærer etiske konsekvenser. fx kan det ikke genere nogen hvilken type sko jeg render rundt i. Men som bekendt generer det nogen at muslimske kvinder bærer tørklæde af religiøse grunde eller ej. Folks æstetiske og seksuelle præferencer er ligesom deres politiske og religiøse referencer en privatsag, så længe de holder dem for sig selv, men bliver offentlige anliggender i samme øjeblik de gøres gældende som andet end privatsager. Videnskabelig forskning kræver ofte stilfærdigt og langvarigt arbejde i laboratorier, biblioteker og studerekamre, men er principielt offentlige anliggende, fordi arbejdet i almindelighed er direkte eller indirekte finansieret for offentlige midler, og fordi det ofte får konsekvenser for samfundet. Der er derfor ikke større diskussion om, at den videnskabelige forskning naturligvis må være underkastet den til hver tid gældende offentlige kontrol, hvilket ikke vil sige menings- eller sindelagskontrol (disse hører diktaturstaterne til), men ansvarlighed for brugen af de offentlige midler og for de praktiske konsekvenser i samfundslivet. Ikke desto mindre findes der forskere der mener at videnskaben selv må stå for al etisk vurdering, ligesom der findes erhvervsfolk der mener at de selv er bedst eller i hvert fald ansvarlige nok til at sikre den etiske kontrol. Andre mener noget andet, og det ligger ganske enkelt i fortolkningen af etikken som sådan. Moral og ansvarlighed er temmelig meningsløs eller illusorisk, hvis den løsrives fra helheden og fællesskabet i videste forstand og gøres til en opgave for fagfolk eller forretningsfolk og deres snævre interesser. Ansvarligheden vil næsten pr. definition sige at være villig til at svare for det man foretager sig, hvilket igen vil sige at redegøre for det over for andre på en sådan måde at eventuelle indvendinger imødekommes. Derfor giver det mening at et demokratisk og oplyst land som Danmark allerede i 1988 oprettede et Etisk Råd, som i 1997 0g 2004 fik udvidet sine arbejdsområder. Rådets formål er at rådgive Folketinget og sundhedsmyndighederne om bio- og genteknologier der berører mennesker, natur, miljø og fødevarer. Rådet består af 17 ulønnede medlemmer der udpeges på grund af deres interesse for etiske spørgsmål - og altså ikke ud fra specifikke faglige, politiske eller religiøse holdninger. Rådet har for eksempel givet råd om abortgrænsen, om genmodificerede organismer, om kloning, om aktiv dødshjælp og naturligvis om stamcelleforskningen. Der er ikke altid enighed i rådet om de forskellige spørgsmål, da der - som rådet selv angiver - netop ikke kan gives definitive svar på hvad der er forkert og rigtigt. Rådet har derfor normalt den praksis i de enkelte sager at offentliggøre mindretalsindstillingerne sammen med flertalsindstillingen. Dette gjaldt også den nyeste indstilling om stamcelleforskningen (se link). En af de videnskabeligt uddannede biologer og videnskabsjournalister der har ytret sig hårdest mod Etisk Råd er Lone Frank, der bl.a. i et større interview i Politiken 17.1.04. kaldte den massive modstand mod bioteknologien for ubegavet, ureflekteret, følelsesbetonet og på mange måder dybt hyklerisk, men som også i en bog fra samme år om 'Det nye liv' gjorde op med det hun kaldte usund skepsis og politisk uansvarlighed. Allerede sprogbrugen lader os klart forstå at der er tale om et partsindlæg i striden. Men det er trods alt velunderbygget i detaljen og skal derfor hilses principielt velkomment. Lone Frank har siden udgivet flere bøger og er en flittig debattør i det offentlige rum, bl.a. som fast medarbejder ved Weekendavisen. Lone Frank lægger ikke skjul på at hun generelt er en hårdnakket modstander af den gigantiske etikbølge der har været i gang i flere år og som bevirker at der nu om dage overhovedet ikke kan diskuteres biologi eller for den sags skyld erhvervsliv uden at etikken skal inddrages. En af følgerne er faktisk at virksomhederne for et syns skyld indfører noget der hedder 'etisk regnskab', men at dette ofte bliver ved synet. Det kommer hun ikke rigtigt ind på. Hun brokker sig derimod specielt over Etisk Råd og beskylder folketingets politikere for uansvarlighed ved at de har deponeret en stor del af deres ansvar i dette råd. Dette er ganske vist urigtigt, da rådet kun rådgiver, og det er også en urimelig anklage, da politikerne allerede på grund af deres arbejdsbyrde er nødt til at få råd fra dertil nedsatte udvalg og kommissioner. Men beslutningerne er og bliver politikernes egne. Lone Frank har megen ret i at der ofte går både religion og metafysik i etikken, og at der derfor også blandes både følelser og krav om absolutter ind i debatten. Etikbølgen eller -trenden bliver derfor i hendes øjne en ny religion der ovenikøbet er dybt præget af frygt, for det er al religion jo åbenbart efter hendes mening. Og det giver alt i alt et forkrampet forhold til etikken, hævder hun. Men når hun selv meget rammende konstaterer at bioteknologien ikke blot er "nogle praktiske metoder og laboratoriefiduser som kan give lidt ekstra i produktionen", men "udgør en voldsom forandringskraft som gør den til en faktor i omvæltningen af økonomisk magt og reorganisering af verdens dominerende centre", så giver hun jo selv det allerbedste argument for at etikken er helt uundværlig i debatten og ikke under nogen omstændigheder kan overlades til fagfolk. Lone Franks hovedindvending mod Det etiske Råd går på, at rådet ikke er sammensat af fagetikere, men ligner "en priviligeret og tilfældigt sammensat diskussionsklub", hvor meningerne kan få lov til at støde sammen, men hvor man ikke tilstræber at komme til enighed om emnerne. Hun synes at have særligt ondt af det forhold at rådet sammensættes af "alt fra kronikskrivende etnografer og forfattere til højskoleforstandere, fondssekretærer og folkekirkepræster med medietække". For resultatet er nemlig at man risikerer at det bliver nogle tilfældige højtråbende debattører der kommer til at udstikke linjerne. Det er da ubestrideligt at denne risiko foreligger, ligesom den foreligger på alle området af den offentlige debat. Men når Lone Frank selv fremhæver at der jo ikke findes nogen facitliste i etiske spørgsmål, at der med andre ord ikke er noget der er objektivt rigtigt eller forkert i forbindelse med kunstig befrugtning, kloning eller stamceller, men at alt drejer sig om valg af fortolkning og om grundliggende værdier, så skyder hun efter min mening sig selv i foden. For så er realiteten, at heller ikke fagfolk i etik nogensinde vil kunne nå frem til anbefalinger som alle - inklusive beslutningstagerne - vil kunne tilslutte sig som absolut rigtige. Det fagetikerne unægteligt er i stand til i kraft af deres filosofiske skoling er naturligvis at gennemføre logiske og stringente faglige analyser bedre end andre, men dette er lige præcis ikke tilstrækkeligt, for såvel alle politiske beslutninger som konsekvenserne af den voldsomme forandringskraft der ligger i bioteknologien berører folk på så bred en basis at de slet ikke dækkes af faglige analyser. De dækkes i sidste ende kun af de vidt forskellige, ofte modstridende meninger, fornemmelser og følelser af både bevidst og ubevidst art som udgør befolkningens totale værdigrundlag. Men hele dette komplicerede mønster eller netværk af rationelle og irrationelle faktorer har fagfolk i almindelighed og en akademiker som Lone Frank i særdeleshed stort set intet til overs for. Og det er et problem, når det nu er den uensartede befolkning som helhed der skal bære byrderne og tilpasse sig udviklingen. - Jf. iøvrigt artiklen om Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution' (30.9.07.). Hvad stamcelleforskningen angår, kommer Det etiske Råd ind i billedet som en fornuftig modvægt mod fagspecialiseringen på området. Rådet er ikke et orakel og giver sig ikke ud for at være det. Men rådet er heller ikke helt tilfældigt sammensat, men faktisk sammensat på en sådan måde at netop mange forskellige grundholdninger er repræsenteret, således at indstillingerne fra rådet til hver hver en tid vil afspejle forskelligheden i befolkningen. Og med en formand som den nuværende, overlæge Ole Hartling, kan det ydermere fastslås at der er sørget for stor besindighed i rådgivningen, der jo igen kan trække på et sekretariat med fagkundskab på de relevante områder. Rådet er i allerhøjeste grad med til at sikre den ansvarlige debat. Og det turde være hovedformålet med det. Det må betegnes som ønsketænkning fra visse naturvidenskabsfolks (og erhvervsfolks) side at et moderne, oplyst, demokratisk og sekulariseret samfund som det danske nogensinde vil overlade det til fagfolks, erhvervsfolks eller for den sags skyld politikeres forgodtbefindede at afgøre hvilken stilling befolkningen skal have til de videnskabelige og teknologiske fremskridt som den stilles over for og må tilpasse sig på den ene eller anden måde. Tilpasningen vil altid i et sådant samfund ske i og med en debat hvori indgår såvel rationelle argumenter som irrationelle hensyn. Det går først for alvor galt, hvis fagfolkene og beslutningstagerne ser stort på almindelige menneskers subjektive meninger og værdier. Kultur er altid indgreb i naturen - og kræver derfor vedvarende etisk debat på bredest mulig basis. Men bredest mulig basis vil altid indebære fastholdelsen af den irrationelle dimension ved siden af den rationelle. Så kan man lide det eller ej. Jan Jernewicz Henvisninger: Links: Center for Stamcelleforskning Etisk Råd om stamcelleforskning Artikler på Jernesalt: Liv, stamceller og penge (24.7.06.) Hvor kommer det onde fra? (23.3.05.) Myte, ord og billede (om bl.a. syndefaldsmyten) Konsistens-etik Introduktion til Den komplementære helhedsrealisme Artikler om Samfund Artikler om Etik Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |