JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eukrise17a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.3.17.

EU-krisen bekræftes af jubilæums-topmøde og brexit

De 28 EU-lande med undtagelse af Brexit-Britannien samledes i weekenden til stor jubilæums-højtidelighed i anledning af 60-årsdagen for Romtraktatens underskrivelse den 25. marts 1957. Ceremonien fandt sted i selvsamme fornemme lokalitet som dengang, nemlig i Palazzo dei Conservatori på Capitol-højene i Rom - for at understrege arven fra det romerske imperium, dvs det gamle Romerriges enorme område og magtstruktur med systematisk 'romanisering' af de undergivne lande (især i kejsertiden fra vor tidsregnings begyndelse til omkring år 400). Og den skete med en kejserlig pomp og pragt der gav mindelser om selveste den tysk-romerske Karl den Stores kejserkroning i Peterskirken juledag år 800. - Mindre kunne ikke gøre det - og den Karl var ingen ringere end ham der tvangskristnede hele den sachsiske befolkning i det nordvestlige Tyskland. - Blandt underskriverne i 1957 var den fremsynede tyske kansler og christdemokrat Konrad Adenauer.

I dag er Palazzo dei Conservatori museum - og det passer glimrende til 60-årsdagen, for godt nok er Romtraktatens oprindelige seks medlemslande blevet til 27 (ekskl. GB), men den foryngelse der efter Murens Fald i 1989 skulle have fundet sted da de otte østeuropæiske lande fra Estland og Polen til Ungarn og Slovenien kom med i 2004 skete aldrig. EU's centrum forblev Bruxelles. Man kunne ikke drømme om at henlægge jubilæumsceremonien til fx Warszawa. En dyb økonomisk krise satte ind i 2007 og truede euro-samarbejdet, og en flygtningestrøm fra Syrien og øvrige muslimske borgerkrigslande skabte i 2015 en ny fatal krise, da den barmhjertige tyske kansler og christdemokrat Merkel den 5. september åbnede EU's ydre grænser i klar strid med Schengen-aftalens idé om fri bevægelighed inden for grænserne. Langt over en million muslimer slap ind.

Den økonomiske krise kom EU delvis over, selvom der stadig er uro om Grækenland, euroen og banksektoren - og desuden er opstået en klar kløft mellem nord og syd. Men flygtningestrømmen har på et års tid ændret det relativt gode samarbejde til et gensidigt slagsmål mellem stater der byder flygtningene velkomne og stater der ikke vil gøre det.

Men faktisk var der en ting mere der ramte solidariteten, og det var EU-domstolens kendelser om navnlig de tyrkiske og jugoslaviske gæstearbejderes rettigheder. Disse kom efterhånden til at omfatte kvinder og børn, studerende og arbejdsløse, ja gav endog i 2008 ophold til gifte personer fra disse lande som var kommet illegalt ind i EU. Det er i demokratiske samfund ikke domstoles opgave eller ret at lave om på lovene, men EU-domstolen blev med Uffe Østergaards udtryk en domstol der handlede aktivistisk og hurtigt fik sine afgørelse anerkendt som direkte retsgyldige og med forret og national lovgivning. - Altså endnu et solidt bevis på faktisk "romanisering" af hele EU.

Efter alt at dømme var det tilstedeværelsen af én million polske arbejdere i England der bestemte udfaldet af briternes afstemning om udmeldelse af EU. Så stor var tilstrømningen fra Polen efter 2004 i kraft af Schengen-aftalen, og den udkonkurrerede hele erhverv og satte lønninger og arbejdsforhold i de gamle lande under pres. Dette holdt solidariteten simpelthen ikke til - ifølge Østergaard.

Nu er Brexit-udmeldelsen formelt underskrevet og afleveret af den britiske EU-ambassadør til EU-præsident Tusk. Og Tusk var ikke glad. Han var i forvejen kommet under pres fordi regeringen i hans eget land vægrede sig ved at godkende ham som EU-præsident for en ny periode. Og hans første opgave efter jubilæet blev at modtage udmeldelsen der er startskuddet på selve de forhandlinger der skal gennemføres på to år. EU's strategi er at Brexit skal blive så dyr for Storbritannien som overhovedet muligt, for ikke at stimulere andre EU-skeptiske lande til at melde sig ud. Men Storbritannien ønsker selvfølgeligt det modsatte. Man erkender at komme til at skylde EU nogle milliarder for bestående aftaler der vil gælde nogle år ud over forhandlingsperioden (bl.a. fælles forskning), men ellers er briternes strategi at køre to parallelle forhandlingsprocedurer: en om selve udmeldelsen og en anden om en ny aftale med EU for tiden efter Brexit. Og det vil EU i princippet ikke være med til - selv om det er det eneste logiske og rigtige. Der kan derfor ventes meget hårde forhandlinger. Men det positive for den britiske premierminister Theresa May er at der er stor opbakning til den britiske udmeldelse. Befollkningen er på det rene med store omstilligsproblemer, men briterne, lige bortset fra skotterne, vil ud af afhængigheden.

Og hvad kunne topmødet i Rom forleden da byde på? Jo, man vedtog og underskerv en ny Rom-erklæring med fire hovedmål:

1) Et beskyttet Europa med sikre grænser, en effektiv, ansvarlig og langsigtet migrationspolitik i overensstemmelse med internationale konventioner, kamp mod terror og organiseret kriminalitet.

2) Et velstående og bæredygtigt Europa med et solidt indre marked, en stabil og yderligere styrket fælles valutua og med bestræbelser for at fuldende den økonomiske og monetære union.

3) Et socialt Europa der bekæmper ledighed, social eksklusion og fattigdom.

4) Et stærkt Europa som er fast besluttet på at styrke fælles sikkerhed og fælles forsvar.

Denne endelige erklæring er ifølge Marlene Wind blevet udvandet bl.a. efter pres fra polakkerne. Men det er givetvis den vej Europa går, hævder hun. Modsat gør lederen af Berlin-afdelingen af European Council of Foreign Relations, Josef Janning, kort og godt gældende, at Romerklæringen netop er formuleret sådan at alle kan læse den på deres egen måde. Talen om solidaritet kan berolige østeuropæerne. Talen om at bevare vetoretten kan beroliges af henvisninger til enhed. Men erklæringen har ikke bygget bro over de grundlæggende uenigheder.

Danmarks tidligere EU-ambassaør Poul Skyttte Christoffersen siger til Weekendavisen, at EU-samarbejdets store uløste problemer ikke kommer nærmere en løsning ved at man lægger flere samarbejdsområder ud til forstærket samarbejde. Det gælder fx den økonomiske kløft mellem Nord- og Sydeuropa og korrektionen af euroens konstruktionsfejl. Et EU i flere hastigheder er ikke det 'gyldne projektil' der kan løse alle EU's problemer. Danmark vil efter briternes exit stå tilbage som det land der har langt de fleste forbehold over for væsentlige dele af EU-samarbejdet.

Interessantest har det været at høre hvad den fremragende britiske historiker Norman Davies mener om sagen, for han er ikke blot ekspert i europæisk historie, men også i polsk, og han mener derfor at vide at Vladimir Putins Rusland for tiden er den største trussel mod EU og et samlet Europa. Kun folk der absolut ingen forstand har på østeuropæisk historie kan være i tvivl om hvorfor stater som Polen, de baltiske lande eller Ukraine føler sig truet på livet af Rusland. Landets økonomi ligger ganske vist i ruiner, og landet er en indenrigspolitisk katastrofe (hvad sidste uges uroligheder og magtreaktioner har bekræftet). Men Rusland føler ikke at det får den internationale opmærksomhed og respekt som russerne mener landet fortjener.

Om Storbritannien siger Davies at det er et af de få europæiske lande som er grundlæggende anderledes end de andre. Briternes ser sig selv som en del af den engelsksprogede verden. og han er overbevist om at Brexit bliver meget hårdere for EU i længden end mange går og bilder sig ind.

Men Brexit er kun et af symptomerne på at EU's substans er grundlæggende svækket. EU's største udfordring er efter hans mening manglen på politisk og visionært lederskab: Der er absolut ingen stor europæisk politiker der er i stand til at trække EU ud af den mudderpøl som den sidder fast i, heller ikke Angela Merkel, understreger Davies.

Men mærkeligt nok siger denne britiske historiker i interviewet med Kristeligt Dagblad 28. marts, at EU's overlevelse vil kræve at Europa-Parlamentet får mere indflydelse og medlemsstaterne mindre at skulle have sagt. "For det er befolkningerne selv der er med til at gøre livet surt for Unionen ved at støtte politikere med en højrenationalistisk eller populistisk dagsorden, som scorer point ved at gå i rette med selve den europæiske samlings idé."

Her er undertegnede rygende uenig. Jeg har hele tiden været imod dette pseudo-parlament, der vælges ved direkte valg i alle medlemslande af repræsentanter for landene, men ikke har magt der kan måle sig med EU-Råd og EU-Kommission (derimod en masse penge der flittigt misbruges til korruption!). Det ville være en ulykke, hvis det fik magt som det har agt, for det ville én gang for alle undergrave hele den idé om EU som et fædrelandenes Europa som de Gaulle i sin tid talte om og fastholdt - og som efter min mening er det eneste der kan forebygge usund nationalisme og populisme.

Jeg er fundamentalt uenig i at al nationalisme gøres synonymt med højrenationalisme og populisme, for den sunde nationalisme eller patriotisme er forudsætningen for befolkningernes fulde ansvar for deres egne nationer, og en sådan ansvarlighed er ikke ekstremistisk. Det er netop centraliseringen og 'romaniseringen' der er fejlen i EU og som den nuværende ledelse og elite i Bruxelles og Berlin fremturer med.

Derfor er jeg enig i Jannings konklusion: Rom-erklæringen fra jubilæet i Rom forleden bygger ikke bro over EU's grundlæggende uenigheder. Den indeholder kønne - og uden tvivl velmente - ord, men den løser ikke flygtningekrisen eller de nye relationer til Storbritannien, USA, Rusland eller Tyrkiet. Og den har slet ingen visioner om at de europæiske grundværdier skal forsvares med alle midler og er værd at slås for.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: