JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - haidt

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.8.16.

Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal

Den amerikanske professor i politisk psykologi Jonathan Haidt har fremsat nogle ganske spændende teorier om den politiske venstrefløjs ansvar for at der er fremkommet så megen populistisk højredrejning i den vestlige verden. Det skete i en bog med den sigende titel "The Righteous Mind: Why Good People are Divided by Politics and Religion" (Det retfærdige sind: Hvorfor gode mennesker splittes af politik og religion) fra 2012 og nu også i et interview i Weekendavisen (29.7.). Og Haidt giver netop en analyse af forskellen mellem venstrefløj og højrefløj i moralsk henseende.

Haidts udgangspunkt er det ret selvfølgelige at der sker en ændring i et kapitalistisk lands værdier når det via markedsmekanismerne når et vist niveau af velstand og tryghed og samtidigt et vist niveau af offenligt ansatte. Folk bliver mere fokuserede på rettigheder og universalisme. Specielt er venstrefløjen i de vestlige lande blevet mere og mere fokuseret på politik der omhandler køn, race og miljø. Haidts pointe er nu at venstrefløjen fremturer med disse fokuseringer på en måde der skaber dyb lede blandt andre mere 'borgerlige' mennnesker og simpelthen fremkalder en reaktion af konservatisme og autorititetstro. Især er det efter Haidts mening venstrefløjens udtalte tendens til politik korrekthed der skaber den reaktive opbakning til de højreorienterede, populistiske partier. Moral og psykologi er kommet til at spille en stor rolle i politik, men dette har den venstreorienterede, globale elite simpelthen svært ved at forstå!

Denne udvikling er ifølge Haidt særlig tydelig i forhold til indvandrere og flygtninge, fordi der ofte viser sig tilbøjeligheder i de højrepopulistiske bevægelser som venstrefløjen ikke kan lide og som de rask væk stempler som racistiske, men, hævder Haidt, racisme er ikke forklaringen på hadet mod eller angsten for de fremmede, for angsten og hadet er ofte blot udslag af moralsk fordømmelse af de fremmedes adfærd. Men for venstrefløjen er racisme blevet et skældsord de bruger mod enhver der så meget som nævner nationale synspunkter, og den bruger specielt ordet 'racisme' som et skældsord om ethvert ønske eller krav om assimilation eller begrænset indvandring - med det klare formål at standse debatten.

Venstrefløjen er udpræget antinationalistisk. Globalister anser nationalisme og populisme som dårlige ting, og for disse mennesker er selve det at være stolt over sit eget land noget negativt. Og med hensyn til indvandring går globalister og internationalister i princippet ind for ubegrænset indvandring. Man går imod alle krav om "assimilation", dvs imod en bevidst integrationspolitik der sigter mod at gøre indvandrerne "lig med de indfødte" og altså efterhånden få dem til at opgive deres egne særlige kendetegn, således at kulturforskellene i sidste ende ophæves.

Alt dette er der i og for sig ikke noget nyt i, det har tværtimod været kendetegnende for modsætningen mellem venstrefløjen og højrefløjen i alle de år de vestlige lande har haft øget indvandring af arbejdskraft fra fremmede kulturer, især af muslimer (hovedparten af 'gæstearbejderne' i 1950'erne og 1960'erne var tyrkere). Og venstrefløjen, der jo navnlig efter ungdomsoprøret 1968 har været styret af sin intellektuelle, akademisk uddannede avantgarde, har også principielt anset internationalismen, globalismen og multikulturalismen som udtryk for fremskridt og derfor opfattet sig selv som progressiv i forhold til en mere eller mindre konservativ og nationaltsindet højrefløj.

Det ser imidlertid ud til at Haidt uden videre accepterer at venstrefløjen så at sige pr. definition skulle være progressiv (og dens modstandere følgeligt reaktionære). Og specielt synes han slet ikke at have fået fat på at ungdomsoprøret i 1968 på få år forårsagede en helt naturlig reaktion fra almindelige mennesker, dvs helt almindelige faglærte og ufaglærte arbejdere og funktionærer. Flertallet kunne udmærket gennemskue at venstrefløjen ikke længere repræsenterede den oprindelige, fremskridtsvenlige arbejderklasse, men tværtimod en elitær intellektualisme der til fuldkommenhed forstod at udnytte arbejderklassens gamle visioner og begreber til sine egne magtmæssige formål. Det gav i alle vestlige samfund en stigende kløft mellem venstrefløj og almindelige mennesker, og ved folketingsvalget i Danmark i 1973 gav det sig helt specifikt også udslag i et decideret jordskredsnederlag til alle de gamle partier, inkl. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og en modsvarende jordskredssejr til skattenægteren Mogens Glistrups Fremskridtsparti og den socialdemokratiske borgmester Erhard Jakobsens midtsøgende Centrumdemokrater. Begge personer og partier var vendt mod den "nye herskende klasse" der var opstået i landet som simpel følge af den offentlige sektors kolossale udvidelse i løbet af fire-fem år (finansieret af store skattereformer og voldsomme skattestigninger).

Denne nye herskende klasse af offentlig ansatte splintrede - som Jørgen S. Dich mesterligt skildrede det - al gammeldags socialpolitik og skabte en helt ny 'socialpolitik' der gjorde omsorg og forsorg til en decideret humanistisk ideologi - og det er i virkeligheden denne nye ideologi der gik igen i den meget åbne indvandrerpolitik. Man forstår simpelthen ikke den problematik der dukkede op med indvandrere og siden flygtninge, hvis ikke man forstår at venstrefløjen mellem 1968 og 1973 havde fået skabt en helt ny herskerideologi der vakte stor modstand i befolkningen.

Det oprindelige krav om assimilation blev hurtigt droppet til fordel for en stiltiende accept af at indvandrerne dannede deres egne parallelsamfund til den bestående danske samfundsorden og kulturorden, men i længden kunne vanskelighederne ikke skjules. Flertallet af befolkningen kunne med egne øjne i stigende grad se at integrationspolitikken stik imod elitens hensigter og påståede resultater i virkeligheden havde forfejlet sin målsætning. Alt for mange indvandrere forblev desintegrerede. De isolerede sig i deres egne ghettoer og drev deres egne unge mænd og drenge ud i ledighed, kedsomhed, kvindeforagt, bandemiljøer og -kriminalitet. Allerede i slutningen af 1990'erne var problemet så stort og synligt at den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen tabte et valg på at benægte problemet og tro at han kunne mane Pia Kjærsgårds nye parti Dansk Folkeparti i jorden igen med sin rent moralistiske fordømmelse af dem som værende ikke-stuerene.

Og med den pludselige flygtningetilstrømning i 2015 gik det helt galt. Selv venstrefløjen måtte erkende at der i virkelighedens verden var grænser for hvor mange muslimer samfundet kunne indoptage uden fatale konsekvenser, når overordentligt mange af dem ligefrem nægtede at accceptere de forhold de blev anvist og nægtede at leve op til de helt normale og rimelige krav om simpel tilpasning til de vestlige landes love og regler de blev mødt med, herunder ikke mindst accept af den vidtgående frigørelse vestlige kvinder har opnået og som kræver en respekt for selve kvindekønnet som er fremmed for muslimsk kultur.

Gennem sine studier i Skandinavien måtte Jonathan Haidt konstatere en kolossal forskel mellem det indvandringsbegejstrede Sverige og det langt mere forbeholdne Danmark.

Hele spørgsmålet om islams placering i det svenske samfund bliver stadig mere giftig i Sverige, mens omvendt støtten til velfærdssamfundet (det svenskerne kalder "Folkhemmet") risikerer at styrtdykke. Haidt går så vidt at han kalder Sverige "det mest feministiske land i menneskehedens historie", og det er egentlig meget rammende. Svenskerne er ekstremt gavmilde og bekymrer sig meget om ofrene for krigene og udviklingen i andre dele af verden. Desværre kalder Haidt også svenskerne "ekstremt progressive", men det er jo at falde for venstrefløjens egen eufemistiske terminologi. Alle vil gerne være fremskridtsvenlige, men venstrefløjen i almindelighed og svenskerne i særdeleshed er jo reelt reaktionære, hvis man vover en helhedsrealistisk vurdering i stedet for den gammeldags højre-venstre-fløjs forenkling.

Men det er værd at notere at Haidt simpelthen frygter at Sverige nu med sin overordentligt liberale og imødekommende flygtningepolitik har taget deres første skridt mod at etablere en permanent etnisk underklasse, altså at de mod deres officielle hensigter og ædle motiver vil få en ikke-integrerbar underklasse af muslimske flygtninge der totalt vil undergrave velfærdssamfundets opretholdelse. - Jf. artiklen Svenskernes illusioner brast (18.9.14).

Danmark er ifølge Haidt - og undertegnede - ikke kommet så langt ud (endnu). Debatten om flygtninge er her i landet langt mere realistisk end i Sverige. Dansk Folkeparti er i dag inddraget på lige fod med andre i såvel debatten som indflydelsen på Christiansborg. Den borgerlige regering prøver mere eller mindre vellykket at begrænse indvandringen, og den får hjælp hertil af Socialdemokratiet. Man kan endog konstatere at Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen gerne vil samarbejde med Dansk Folkeparti om flere forskellige politiske emner.

Haidt peger også på at de skandinaviske velfærdssamfund kun eksisterer fordi vi her har en utrolig høj grad af tillid i samfundet. Sverige risikerer i disse år at gå fra at være et samfund med et højt niveau af tillid til et middelmådigt niveau, mens Danmark ikke er i samme risiko. Han kommer ikke ind på de dybere årsager til forskellen i udvikling. Men det er ikke svært at se den af venstrefløjen højt beundrede Olof Palme (myrdet i 1986) som en af årsagerne. Det var ham der brød den gamle folkehems-socialdemokratisme fra Branting til Tage Erlander med et engagement i verdenspolitikken (Vietnamkrigen, Palæstina-konflikten, menneskerettighederne m.m.) som ikke alene var nyt, men internationalistisk i decideret intellektuel og ideologisk forstand og derfor lodret imod folkhemmets idé.

Jonathan Haidt er ikke et sekund i tvivl om at der for et velfungerende moderne samfund ikke er nogetsomhelst alternativ til assimileringen af indvandrerne: "Enhver europæisk nation der prøver at lade store grupper af muslimske kulturer eksistere side om side med en meget progressiv europæisk civilisation, beder blot om en usammenhængede politik, problemer og intern konflikt".

Interviewet i Weekendavisen har fået overskriften "Babelstårnets kollaps", og det er der faktisk en god idé med, men mærkeligt nok nævnes begrebet slet ikke i artiklen. Om overskriften er redaktørens påfund eller den kommer fra Haidt, er ikke godt at vide, men det er værd at minde om, at begrebet i sidste ende stammer fra 1. Mosebog i Det gamle Testamente og herfra er blevet indbegrebet på umuligheden af at bygge en by med "et tårn der når op til himlen". Overmodet straffes af guderne med en sprogforvirring der ødelægger menneskets indbyrdes kommunikation. En sådan beretning er en myte, dvs ikke en historisk skildring, men en fortælling der siger noget centralt om grundvilkåret for menneskelivet: det er ikke muligt at bygge et verdenssamfund på komplet enighed om alt muligt mellem alle jordens indbyggere. Mennesket kan ene og alene bygge gode og menneskelige samfund i mindre enklaver på jorden, og forudsætningen er - med mine ord - at menneskene i disse enklaver respekterer deres egenart og forskellighed og ikke mindst kønsmodsætningen!

Undertegnede finder det også nødvendigt i forhold til Haidt at understrege at vore progressive vestlige og nordiske velfærdssamfund og vores høje europæiske kultursyn ikke kan opretholdes hvis vi ikke fortsat hævder vores egenart og fulde suverænitet - og altså forhindrer dannelsen af modarbejdende parallelsamfund af enhver art. Vi skal bygge videre på det vi har opnået ud fra de dybe indsigter og høje idealer vi er kommet i besiddelse af - og som vi skal være stolte af.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.