Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - sende17konfirm

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.5.17.


Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?

Konfirmationerne er over os her i forårstiden. Det betyder fest og gaver i stor stil i forbindelse med et gammelt kirkeligt ritual for unge i 14-15-års alderen. Ritualet var i gamle dage markeringen af at de unge kunne forlade skolelivet og komme ud at tjene. Problemet i vore dage er at de unge ikke indvies til den aldeles afgørende forandringsproces i puberteten som skal ende med selvstændiggørelse og frigørelse fra ydre autoriteter, men i stedet indvies til en meget speciel kirkelig bekræftelse på et stykke forældet dogmatik der hverken gør dem frie eller selvstændige, men blot giver dem ret til at gå til alters.

Ordet 'konfirmation' betyder bekræftelse, og det konfirmanden bekræfter ved en konfirmation er den trosbekendelse han eller hun er blevet døbt på da han var spæd og ikke kunne tage stilling til noget som helst der havde med tro og holdninger at gøre. De levede som spæde så at sige i umiddelbarheden, og det var derfor dengang forældrene der påtog sig at tage stilling til tros-spørgsmålene på børnenes vegne.

Konfirmationen finder sted som en slags indvielsesritual af den art man kender fra alle kulturer og religioner. Alle unge går netop fra barnestadiet til modningsårene eller fra 'uskyldigheden' og 'umiddelbarheden' til ansvarligheden og 'middelbarheden' i den betydning at de nu begynder at tænke bevidst og seriøst over tilværelsen. Og det regnes for en så afgørende overgang i livet, at det markeres med et ritual.



Hos naturfolkene skulle de unge i begyndelsen af puberteten bestå en eller anden form for prøve, drengene en decideret manddomsprøve. Hos den oprindelige australske befolkning (aboriginerne) bestod prøven fx i at den unge mand blev sendt ud i vildmarken muttersalene i flere måneder.

Konfirmationen her i landet finder som hovedregel sted i 14-års alderen (8. klasse) fordi skolealderen i gamle dage kun gik til det 14. år. Den dag skolebarnet fyldte 14 år kunne han/hun tages ud af skolen for enten at få en læreplads som håndværker, som arbejdsmand eller bud - eller "komme ud at tjene penge" som karl eller ung pige i huset eller på en gård. Mange forældre havde ikke råd til at lade børnene blive i skolen. Men i dag fortsætter de fleste børn i skolen og tager 9. eller 10. klasse med, før de går videre til gymnasiet eller en anden praktisk ungdomsuddannelse (håndværker, sosu-assistent, kontorassistent og lignende).

Konfirmationen betragtes derfor stadig af mange familier som en helt almindelig tradition som markerer børns overgang til pubertetens særlige modningsproces, og som de fleste unge 14-15-årige tager med for festens, tøjets og gavernes skyld. Og der er der intet ondt i.

Kun i decideret religiøse hjem tager man konfirmationen alvorligt. Den er konfirmandens bekræftelse på tilknytningen til folkekirkens officielle trosbekendelse.

I almindelighed sker der ikke nogen som helst kontrol af om konfirmanden mener sit ja til bekendelsen alvorligt. Men under alle omstændigheder går de vordende konfirmander til forberedelse hos en præst i den kirke deres forældre hører til, og denne forberedelse foregår stadigvæk inden for skoletiden.



Da færre og færre mennesker i vore dage tager trosbekendelsen højtideligt, indrettes forberedelsen derefter. Konfirmanderne får ikke længere terpet den gamle trosbekendelse igennem efter Luthers 'Katekismus' som består af en række spørgsmål med tilhørende svar om den kristne tro. Disse spørgsmål blev konfirmanderne i gamle dage hørt i under selve konfirmationen i kirken. Samlingen af spørgsmål og svar er fra 1529 og var meget dogmatisk. Og den var skrevet i et sprog ingen unge kan forstå i dag.

Nu om dage fortæller præsten lidt om det hele på grundlag af en kortfattet vejledning, og konfirmanderne kan diskutere det de får at vide med præsten og blive lidt klogere på hvad kirken står for.

Men det vigtigste i forberedelsen i nutiden er blevet en vejledning omkring selve det at komme ind i puberteten og overgangstiden, herunder hvordan man forholder sig til det andet køn og til livet i almindelighed. Især kærestesorger er et populært emne. Og hele denne vejledning eller sjælesorg er der mange præster der gør ganske udmærket.

Men når konfirmationen er overstået er vejledningen forbi - og det er de unges problemer og usikkerheden bestemt ikke. De varer tværtimod ved flere år endnu, fordi der hele tiden dukker nye ting op i processen.

Derfor ville det eneste rigtige være at give de unge muligheder for fortsat undervisning i livsspørgsmålene eller private konsultationer med en livserfaren person. Og børns indtræden i pubertetstiden burde markeres med et skoleskifte.



Et nutidigt problem ved konfirmationen er selve det forhold at mange præster ikke længere selv tror på den trosbekendelse de er forpligtet til at bruge ved kirkelige handlinger. Men det må de ikke sige højt, for så er der ballade.

I juledagene 2014 vakte sognepræsten Per Ramsdal i Sydhavn Sogn i København ravage ved til Jyllands-Posten at erklære at han ikke tror på Jesu opstandelse fra de døde, på en skabende gud eller på et evigt liv efter døden, og han fik ifølge samme blad opbakning af flere kolleger. Men der lød også mange protester, bl.a. fra præster som Sørine Gotfredsen, Flemming Pless og Poul Stender, formanden for Indre Mission Hans-Ole Bækgaard og Viborgs fhv. biskop Carsten Nissen. - Præsten blev helt selvfølgeligt indkaldt af sin øverste chef, Københavns biskop Peter Skov-Jacobsen, til en samtale, eller det der i verdslig sammenhæng nogle steder hedder en 'kammeratlig samtale' og betyder en alvorlig irettesættelse med trussel om fyring (eller det der er værre) hvis vedkommende ikke bøjer sig for autoriteterne.

Biskoppen kunne nøjes med at fortælle den formastelige sognepræst at folkekirkens præster er forpligtet på kirkens bekendelsesgrundlag, dvs. den ældgamle trosbekendelse, og at ingen kan være præst i folkekirken uden at acceptere dette. Man kan have forskellige meninger om hvordan trosbekendelsen skal fortolkes, men man kan ikke direkte undsige de enkelte trossætninger (dogmer). Og man kan heller ikke tillade sig som præst - hvad Ramsdal efter sine egne oplysninger har gjort i forbindelse med begravelser - at stikke de pårørende et håb om et gensyn med de afdøde i "livet efter døden" som præsten ikke selv tror på. Det er at bruge en 'nødløgn' (eller 'hvid løgn'), og det må en præst ikke ty til i en sådan sammenhæng. Ramsdal, der tidligere har gjort sig bemærket ved at give flygtede asylansøgere fredsted i Brorsonskirken på Nørrebro, forstod belæringen og undskyldte sine tidligere udtalelser. Han lovede at rette ind, og for at dette kunne ske helt efter bogen indvilligede han i en 'mentoraftale', som bestod i at han skulle følge en grundig manuduktion i kirkens bekendelseslære, og den skulle gives ham af en meget lærd professor i dogmatik på grundlag af otte relevante bøger. Altså en ren og skær teologisk belæring om elementært stof over for en teolog der havde været præst i mange år.

I sommeren 2003 skabte sognepræsten i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, ravage i andedammen med meget bastante og utvetydige udtalelser til Weekendavisen om at han ikke tror på Gud, på opstandelsen eller på det evige liv. Da troen på disse tre religiøse fænomener er grundsøjlen i den danske folkekirkes officielle bekendelse som enhver præst ved sin ansættelse i kirken må vedkende sig, var præsten i åbenlys strid med kirken - og blev da også hurtigt undsagt af kirkeministeren og biskoppen, og efterfølgende ‘fritstillet' (suspenderet) af sin biskop. Trak han ikke på den ene eller anden måde sine udtalelser tilbage, kunne han regne med afskedigelse.

Det var der straks nogle der fik ondt af, bl.a. meningsrådet i Taarbæk der havde fuld tillid til præsten og derfor bakkede ham op. Enkelte, men relativt få kolleger kom ham til undsætning, ligesom en juridisk professor påstod, at ministerens hurtige og fuldstændigt logiske reaktion dømte præsten på forhånd.

Egentlig skulle man ikke tro at der overhovedet var noget at rafle om. Det skulle da lige være mandens kløgt. For enhver præst i folkekirken står søndag efter søndag sammen med menigheden og bekender troen med ordene: "Vi tror på Gud, den almægtige, himmelens og jordens skaber......Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv." Og så er det vel ikke urimeligt at forlange, at præsten står inde for ordene - og altså ikke på såkaldt jesuitervis tager et indre forbehold med et "Gu' gør jeg ej!". Det ville da være at tillade at præsten gjorde tykt nar af menigheden, og hvis det kan finde sted med officiel billigelse, så er folkekirken ikke længere et seriøst fortagende, men pjat.

Dagbladet Politiken gjorde i en lederartikel gældende at kirken med afgørelsen havde indført et 11. bud der endda er vigtigere end de ti andre, nemlig et bud der siger, at det gør ikke noget at præsten ikke tror på noget, bare han ikke siger det højt.

Grosbøll blev siden groft ydmyget af Roskildes daværende biskop Jan Lindhardt ved at blive truet med afskedigelse hvis han ikke bekendte troen ordret og fuldstændigt for biskoppen under dennes afhøring af manden. Samme biskop blev i sin barndom af sin far, den teologiske lydighedsprofessor P.G. Lindhardt, tævet til lydighed så han kom til at stamme.

Sagen er ganske enkelt at kirken opretholder den vanvittige forestilling at tro er et spørgsmål om tro på formulerede og absolutte sandheder eller dogmer og absolut lydighed mod autoriteter.



Folkekirken og samfundet kommer derfor ikke uden om spørgsmålet hvad vi overhovedet skal man med en bekendelse af en række dogmer eller trossætninger som de færreste forbinder med noget meningsfuldt.

Mange i vore dage tror slet ikke på en gud, og kan slet ikke se nogen mening med at tro på noget der ikke kan bevises. Og de har heller ingen anelse om at religion ikke altid har været og slet ikke behøver at være en bekendelse af noget som helst, men kan være en simpel eller umiddelbar fornemmelse af at livet er værd at leve og at der er større kræfter i tilværelsen end dem vores naturvidenskab opererer med.

Allerede når man ser på den anden trosartikel i den officielle trosbekendelse, artiklen om Gud som den treenige Gud løber den kritiske læser ind i problemer. For der tales her om Faderen, Sønnen og Helligånden, og med 'Sønnen' menes Jesus, og Jesus var et menneske der for to tusinde år siden levede i normal legemlig skikkelse i omkring 30 år her på jorden. Men at kalde et sådant menneske for en gud er et postulat der strider mod normal sprogbrug. I almindelighed forstås ved ordet gud et væsen af ikke-legemlig art og med overmenneskelige egenskaber.

Det gør ikke sagen bedre at det postuleres at Jesus var blevet undfanget uden en mands medvirken, nemlig af Helligånden, for derved mystificeres det hele endnu mere. Det påstås at Jesu moder, Marie, skulle være blevet gravid ved en såkaldt 'ubesmittet undfangelse' (uden sæd fra en mand), og det viser at kristendommens fædre anså sex mellem en mand og en kvinde som en decideret 'synd', forstået som en aktivitet der direkte adskilte det fra Gud.

Kirkefædrene indførte derfor i teologien den specielle forestilling om 'Helligånden' for at understrege åndeligheden i tilværelsen, og det vil igen sige at de pointerede et principielt skel mellem ånd og legeme. Og lige præcis dette skel er det mest uheldige af alle skel og har fået fatale følger i den europæiske kulturudvikling.



Et andet mærkeligt og uheldigt postulat er opstandelsen fra de døde, fordi det er i klar strid med naturlovene. Døden er et kendetegn ved livet. Alt liv på jordkloden har sin tid - og den fysiske død kan derfor ikke bestrides.

Noget ganske andet er selve det naturlige psykiske fænomen der består i at afdøde forældre, bedsteforældre, søskende, børn, venner og bekendte lever videre i efterkommernes indre verden og i den forstand genopstår i erindringen gang på gang. Det gælder også ens lærere, og kendte politikere, kunstnere, forskere og filosoffer, nogle af dem endda meget stærkt. Det gælder selv onde magthavere som Hitler, Lenin, Stalin, Mao og andre. Og det er der intet mystisk i. Det ligger i at vi mennesker er åndsvæsener der har et intensivt indre liv - og husker godt!

Men når kirkefædrene for 1700 år siden valgte at formulere trosbekendelsen sådan at der loves de troende både 'kødets opstandelse' og 'det evige liv', så havde det et ganske bestemt formål. Kirken ville understrege at den har autoritet til at dømme de vantro og fortabte til et evigt liv i helvede, samtidigt med at den henviser alle de rettroende til et efterliv i et overjordisk paradis.

Kirken gjorde dermed reelt det dennesidige jordiske liv til en jammerdal som de særligt hellige kun skulle holde ud for at komme i det hinsidige paradis. Livet blev på den måde et træls 'pensum' (en bestemt mængde af lærestof) at arbejde sig igennem for at bestå en eksamen!

Og dette er ikke alene en utopi på linje med det fuldkomne samfund som politiske ideologier stiller op for deres tilhængere, det er også en nedvurdering af det jordiske liv. Det er kun bogstavtro fundamentalister der tror på den slags i dag.

Ved at fastholde trosbekendelsen og konfirmationen den dag i dag gør den danske folkekirke sig skyldig i mangel på sund fornuft og sammenhængende etik.



Men hvorfor overhovedet bruge tid og kræfter på at gøre op med forældede tekster der ikke længere er relevante for almindelige mennesker, endsige unge mennesker? Hvorfor ikke bare se konfirmationen som en ganske harmløs tradition som almindelige unge mennesker roligt kan deltage i for traditionens skyld og for festens og gavernes skyld? De behøver jo ikke at tage bevidst stilling til hvad de formelt bekræfter og som ikke en gang kirkens egne folk tager højtideligt.

Jo, et opgør med konfirmationen er der faktisk mange gode grunde til i den aktuelle politiske og kulturelle situation i Danmark anno 2017. For intet folk kan i det lange løb leve videre på tradition alene. Der må med mellemrum gøres op med gamle traditioner der virker åbenlyst forældede og reaktionære. Opgør af den slags er sket mange gange i historien, og det var faktisk også det der skete i 1517 med Luthers eget opgør mod pavekirken.

En af grundene til et nyt opgør i dag er at det i alle forhold er bedst med en god overensstemmelse mellem det man gør og det man står for holdningsmæssigt. Hvis et menneske gør noget andet end det han hævder er hans moral, så regnes han for en hykler.

Der er dog altid i moralske spørgsmål den undtagelse at man ikke skal slynge sin ærlige mening eller den utilslørede sandhed i hovedet på et andet menneske, hvis det drejer sig om et sygt eller følsomt menneske der ikke er parat til at høre sandheden. I sådanne tilfælde har man lov at pakke sandheden ind eller bare komme med almindelig høflig snak om at alt nok skal ende godt.

For eksempel vil det også, hvis man er inviteret ud at spise, være mest høfligt at sige at maden smagte godt, selvom man egentlig ikke brød sig om den. Det kaldes takt og tone. Den er der skrevet vejledninger i, til brug for dem der ikke vil støde andre mennesker, men tværtimod gøre en ære i at have 'pli' (korrekt opførsel), og det er der intet ondt i.

Men i vigtige eksistentielle spørgsmål forholder sagen sig noget anderledes.



Folkekirkens præster kan sagtens bagatellisere trosbekendelsens forældede dogmer, og sige at dem behøver man ikke tage så alvorligt, når de er så gamle som de er. Tiderne har jo ændret sig, og kirken er ikke så reaktionær som den har været.

Men der er stadig liberale præster der for deres stillings skyld ikke tør sige ligeud at de lige som mange andre mennesker ikke tror på trosbekendelsens dogmatiske påstande. Og omvendt er der stadig fundamentalistisk indstillede præster for hvem ordlyden betyder meget, og for hvem det derfor er et samvittighedsproblem at de ikke kan forlange rettroenhed af dem de døber og konfirmerer.

Så her kunne man i hvert fald skabe klarhed og rene linjer ved at afskaffe trosbekendelsen som fast del af gudstjenesten, dåben og konfirmationen.

Ja, man ville med en sådan afskaffelse af trosbekendelsen faktisk kunne skabe etisk konsistens i kirkens indre liv - dvs. overensstemmelse mellem hvad man siger og hvad man gør.



En anden og måske langt vigtigere grund er at landet gennem det sidste halve århundrede er blevet påtvunget en meget stor og påtrængende interesse for religiøse dogmer som man ellers stille og roligt var kommet fri af på grund af den almindelige sekularisering (verdsliggørelse).

Denne påtvungne interesse for dogmer skyldes ganske enkelt de mange muslimske indvandrere der er kommet til landet (og til Europa i det hele taget), og som har et helt anderledes forhold til religion end etniske danskere har.

For muslimerne er islam stadig en meget autoritetsbunden religion der støtter sig nøje på hellige tekster der ikke bare findes, hvis man opstøver dem, men bogstaveligt talt bliver terpet ind i alle børn den dag i dag med tåbelig udenadslæren. Det drejer sig om Koranen, Hadithen og Shariaen (retslæren). Islam tolkes generelt stadig som et altomfattende system, og islamisk ret opstiller stadig regler for alle sider af tilværelsen. Allah er den eneste sande gud. Og hans profet - Muhammed - er ukrænkelig.

Den muslimske indvandring har givet store problemer i det meste af Europa, netop fordi den islamiske tro adskiller sig fundamentalt fra den sekulariserede kristendom. Den islamiske tro har i allerhøjeste grad vanskeliggjort integrationen af muslimer i de europæiske samfund. I Danmark førte den i 2005 direkte til en dyb konflikt da en bladtegner tillod sig efter helt normal dansk bladtegner-skik at lave en yderst relevant karikaturtegning af profeten med en bombe i turbanen. Det karakteristiske for islamistiske terrorister er jo netop at de begår deres terror i Profetens og Allahs navn.

Og det største problem i denne opståede protest mod tegneren blev faktisk at muslimerne benyttede lejligheden til at kræve en respekt for deres dogmatiske religion som lovgivningen her i landet ikke længere giver nogen som helst religion og altså heller ikke den folkekirke-kristendom som for længst er blevet sekulariseret og derfor hverken har nogen politisk magt eller nogen ret til at forfølge afvigere eller ikke-troende.

Man kunne komme uden om denne type konflikt ved én gang for alle helt at afskaffe kirkens trosbekendelse - som i forvejen har mistet indflydelse - og samtidigt tilkendegive at ingen religion overhovedet skal have særlig respekt på grund af sit dogmatiske indhold.

I vore dage er det simpelthen en demokratisk uting at religiøse mennesker har ret til at kræve respekt for dogmer og profeter, for dermed siger de at de ikke vil lade sig integrere i det sekulariserede demokrati.



Traditioner er som hovedregel ganske harmløse, fordi de primært blot er videreførsel af gamle skikke og vaner.

Traditioner betyder at nye generationer ikke hver gang skal begynde historien på en frisk, men kan bygge videre på hvad tidligere generationer har bygget op. Nogle traditioner falder bort af sig selv, fordi tiderne ændrer sig. Nogle bliver stående og er helt uskadelige. Men der er også dem der går hen og står i vejen for udviklingen og derfor burde fjernes. De virker reaktionære og vil derfor invitere progressive unge mennesker til modstand. Og dette er en sund og helt normal ting.

Det burde få os til at erkende faktum: Det er oprør mod autoriteterne der har sat vores kulturudvikling i gang.

Autoriteterne kan i en lang periode være gode nok så længe de er gode ledere for flertallet, men de har en kedelig tendens til at stræbe efter mere magt og mere respekt - og det betyder at de ofte ikke vil slippe den magt de én gang har fået. Derfor ender de ofte med at stå i vejen for fremskridt og fornyelse - og den eneste udvej kan i visse tilfælde blive at gøre oprør.

Dette gælder forholdet til autoriteterne ude i samfundet, men strengt taget også alle børns forhold til deres forældre.

Når børn kommer i puberteten mister de uskyldigheden og trygheden. De kommer ind i en ansvarlighed der skal opbygges gennem frigørelse fra forældrene. Den kan ske relativt fredelig og gradvis, hvis forældrene er fornuftige og tolerante, men er de dogmatiske indstillede, kan det være nødvendigt med et bevidst oprør.

Intet ungt menneske bliver fuldvoksen og ansvarlig uden en frigørelse fra sine forældre. Og i et sekulariseret demokrati gælder det samme for borgernes forhold til autoriteterne. Ingen autoritet kan i længden gå fri af kritik eller fornyelse.



Den grundlovssikrede danske folkekirke må i dag siges at stå i vejen for en nødvendig modernisering af den kult der hører naturligt med danskernes fælles oplevelse af samfundet som et ordnet og menneskevenligt kosmos.

En sådan moderne kult ville kunne give vores tilværelse den orden og mening som ingen af os kan undvære uden at komme i krise - og det ville vel at mærke i dag kunne ske uden nogen som helst bekendelse til dogmer. En moderne kult eller moderne ritualer skulle alle børn naturligvis - som tidligere nævnt - indføres i ved overgangen fra den syvårige grundskole til den tre-årige mellemskole.

Konfirmationen er den faktor i den danske folkekirke der står allermest i vejen for en tidssvarende eksistensforståelse, fordi den fastholder en bekendelse til dogmatiske synspunkter og dermed blokerer enhver fornyelse af religionen. En sådan fornyelse pegede den danske religionsforsker Vilh. Grønbech allerede på for hundred år siden ved at påvise at al ægte religion beror på det umiddelbare og ikke-teoretiske.



Den politiske krise i Danmark og det øvrige Europa kan ene og alene løses i tide ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste. Og her skal der folkeoplysning til, i hjemmene, i folkeskole og gymnasium og blandt kommentarer i medierne.

Spørgsmålet er om medierne overhovedet formår at træde ind i moderniteten?

Det forudsætter i det mindste at redaktionerne tør gøre op med nogle af deres egne og deres læseres fordomme.

Det er fint med sans for tidsånden og sans for nuet, som somme tider påberåbet. Men i dag kræves de også sans for fremtiden og sans for de kollektivt ubevidste kræfter der kan føde fremtiden. Og det er udtryk alt for mange redaktører og læserer ikke forstår.

Derfor er tiden kommet til oprør og frihedskamp.

Peer Sendemand



Peer Sendemands rubrik: Klik



Henvisninger:

Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Grosbøll sat på plads uden præsteret  (23.5.05.)
Præsten der ikke kan tages alvorligt  - om den afsluttede dilettantkomedie i Taarbæk
Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte   om folkekirken efter Taarbæk-sagen
Er problemet med Grosbøll præstens tro eller folkekirkens dogmer?  (11.6.04.)

At være ateist er snæversynethed   (28.1.11.)
Ateismens problematik  (26.3.05.)
Gravøl for oplysningen?  (9.12.04.) Er oplysningsprojektet dødt eller står det foran sin renæssance?
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.) så den kun verdsliggør selve den politiske magt
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag  (17.11.06.) - kritik af Lars Sandbecks bog om den mytisk-poetiske idé hos filosofferne Peter Kemp, Johannes Sløk og Amos Wilder



Umiddelbarheden hos naturmennesket  (6.2.16.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)



Flygtningestrøm ændrer på få dage Danmark og hele Vesteuropa  (9.9.15.)
Flygtningestrømmen truer Europa og deler europæerne  (2.8.15.)
Muhammedtegningernes altafgørende betydning  (30.9.15.)
Er ytringsfriheden virkelig så afgørende  (8.3.15.)
Vestens kamp mod islamismen er en kamp for sekulariseringen  (11.11.14.)
Islam - en trussel? den vigtige forskel mellem islam og islamismen



Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken Etik og eksistens



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal