JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - eu17nyetider

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.5.17.

Går EU nu mod nye tider?

Frankrig har med Emmanuel Macron fået en handlingens mand som ny præsident. Han har mandag udnævnt sin nye premierminister; det bliver den 46-årige republikaner Édouard Philippe der kommer fra posten som borgmester i Le Havre og nu skal stå i spidsen for reformer der bringer konjunkturerne opad i verdens femte største økonomi og dermed også skulle kunne nedbringe den alt for store arbejdsløshed. Han har en uddannelse der svarer til Macrons, men har også et godt kendskab og et særligt forhold til Tyskland, da han i sin tid tog studentereksamen fra den Franske Skole i Bonn, hvor hans far var direktør. Han tilhører den moderate fløj af det republikanske parti og har stået den tidligere premierminister Alain Juppé nær. Hans udnævnelse er et tydeligt signal til republikanerne om både hård konkurrence op til parlamentsvalget og gode samarbejdsmuligheder efter.

Som sin første officielle gerning aflagde Macron i går mandag Tysklands kansler Merkel et besøg. Hun bliver hans nærmeste samarbejdspartner, og det bliver derfor hende han skal prøve at få med på de tanker om EU's og navnlig Eurozonens fremtid som han har lanceret, og som han skal skaffe sig flertal for i Nationalforsamlingen ved valgene den 11. og 18. juni. Macron og Philippe skal hurtigt i arbejdstøjet hvad indenrigspolitikken angår, men Macron er godt klar over at han må vente på Forbundsdagsvalget i Tyskland til september, inden han kan vide med sikkerhed om Merkel fortsætter.

Og det gør hun efter al sandsynlighed, efter at valget i landets største delstat Nordrhein-Westfalen (med 18 mio indbyggere) i søndags gav en overraskende stor sejr til CDU med 33 % af stemmerne (et plus på 6,7) og et chokerende nederlag til SPD, som med undtagelse af en enkelt periode har haft regeringsansvaret over denne folkerigeste delstat siden 1966. De fik kun 31,2 % - et tab på 7,9!. Samtidigt gik De grønne tilbage og Die Linke gled helt ud. Alternativet für Deutschland kom ind med 7,4 %, mens De frie Demokrater (FDP) med et plus på 4 % kom op på 12,6 %. CDU kan nu danne regering med FDP alene, de får tilsammen 100 mandater af Landdagens 199. En anden mulighed er en stor koalition af CDU og SPD, men den har SPD allerede afskrevet, for de går jo til forbundsdagsvalget til september med den hensigt at sprænge den store koalition i Berlin der har været dem et dyrt bekendtskab.

I Nordrhein-Westfalen har den hidtidige ministerpræsident Hannelore Kraft været en populær regeringschef, så det er ikke hendes person eller politik der har gjort udslaget, men to andre forhold. Vælgerne i området har for det første ikke glemt Kölner-Sylvesteren 2015/16 med de mange overgreb mod tyske kvinder begået af kriminelle "asylansøgere" fra Nordafrika. For de mener at den socialdemokratiske justitsminister var ansvarlig for sikkerhedsbristene (og iøvrigt også for at den tunesiske asylansøger der stod bag lastbils-attentatet mod Berlin julemarked sidste år ikke var blevet overvåget).

Det andet forhold er selve lederskiftet i Socialdemokratiet i begyndelsen af året, hvor økonomiminister Sigmar Gabriel gik af, fordi det stod klart at han ikke kunne vinde valget. Han overtog udenrigsministerposten da Steinmeier blev forbundspræsident. Gabriels afløser som både partiformand og kanslerkandidat blev den hidtidige, meget moralistiske formand for Europa-parlamentet Martin Schulz, og det skabte straks høj stemning i partiet og en "Schulz-effekt" i meningsmålingerne.

Men så kom tre delstatsvalg på rad der har givet SPD alvorlige nederlag og fuldstændigt elimineret Schulz-effekten. Først gik det galt i Saarlandet, hvor partiet kun fik 29,6 % mod CDU's 40,6. Partiets store fejl var at satse på en koalition med Die Linke, der ikke alene er det gamle østtyske kommunistparti, men netop i Saarland fik en kontroversiel socialdemokrat som Oskar La Fontaine som overløber. Så fulgte valget i Slesvig-Holsten, hvor SPD (der var i koalition med De Grønne og det danske mindretal) med 27,2 % tabte stort til CDU der fik 32 %. CDU kunne overtage regeringsmagten ved samarbejde med FDP der fik et plus på 3,3 og opnåede 11,5 %. Og til sidst kom valget i Nordrhein-Westfalen.

SPD er i chock. Intet tyder længere på at Schulz overhovedet har en chance over for Merkel. Han er i høj grad handicappet af ikke at sidde i Forbundsdagen, for det betyder at han ikke løbende deltager i nogen form for debat med Merkel og CDU, og vel at mærke heller ikke kan drage nogen fordel af velvilje over for den nye franske præsident. Partiet ser principielt positivt på Macrons reformer, men det er Merkel der modtager Macron på visit og drøfter planer med. Schulz får virkeligt noget at rive i, som Der Spiegel bemærker. Og Merkel på sin side befinder sig pludseligt på solsiden af tysk politik.

Merkel lægger ikke skjul på sin begejstring over at netop den unge og energiske Macron kan tilføre hele EU-samarbejdet ny dynamik. Hun stråler åbenlyst over de store muligheder for reform af EU som tegner sig efter de tyske delstatsvalg og det franske præsidentvalg.

Der Spiegel skriver i sin overskrift at optakten til det nye samarbejde var lykkeligt: Emmanuel Macron og Angela Merkel lover tæt samarbejde om EU-reformerne. Primært vil dette gælde styrkelsen af Euro-zonen, men også bestræbelserne på at få gang i investeringerne og nedbryde det tunge bureaukrati. Men man må bestemt heller ikke glemme at Macrons stærke betoning af at Frankrigs styrke og vilje beror på fransk kultur, og at denne derfor skal respekteres af landets mange indvandrere. For her viser det sig at den tyske indenrigsminister Thomas de Maizière er på samme linje. Han har fundet anledning til at pointere at tysk kultur ikke er en massevare, men en "Leitkultur', en kultur med ledende ideer og principper som indvandrerne må rette ind efter, hvis de vil integreres.

Det er ikke helt nye toner i Tyskland, for ministerpræsidenten i Bayern, Horst Seehofer, har aldrig været i tvivl om den sag, men Angela Merkels flygtningepolitik var et forræderi mod den, som gav voldsomme problemer i månedsvis. Men stille og roligt har Merkel og CDU rettet op på problemerne efter evne, og sidst har man fået et chok over at 66 % af de tyrkiske indvandrere stemte for præsident Erdogans strammer-forfatning i Tyrkiet for en månedstid siden (de har dobbelt statsborgerskab og er stadig mere tyrkiske end tyske). Erdogans forfatning er helt i strid med de demokratiske idealer i EU. Og nu har tyskerne indset, at det ikke går an at ignorere indvandrernes bevidste modvilje mod integration. EU kan ikke reddes, hvis man glemmer eller blot nedprioriterer betydningen af europæisk kultur til fordel for multikulturalismen. Og her kan alliancen og den gensidige velvilje mellem Macron og Merkel blive af afgørende betydning. Ikke mindst i lyset af at Merkels konkurrent, Hr. Schulz, aldrig nævner ordet kultur og fortsat tror han kan vinde forbundsdagsvalget med fokus på retfærdigheden. Det må jo anno 2017 betegnes som nærmest en socialdemokratisk livsløgn. Mette Frederiksen satser også på lighed - og Labour endda på nationalisering!

Så er der mere mening og fremtid i Macrons komplementære synspunkter når det drejer sig om Frihed, Lighed og Broderskab og forholdet mellem globalisering og naturlig nationalfølelse. Macron har den dybest føling med fransk sprog og fransk kultur som tænkes kan, men han er helt nøgtern i spørgsmålet om nødvendigheden af international udveksling, og han ved at globalisering giver både fordele og risici. Men i EU-spørgsmål ser han Frankrigs interesser som sammenfaldende med EU's.

Det skal derfor - med Politiken som kilde - noteres hvad Macron sagde på sin pressekonference i Berlin efter mødet med tyskerne og kansleren i går.

»Det var meget bevægende med den glæde og jubel, som hilste min valgsejr, også her i Berlin i dag. Det rørte mig dybt, for det viser, at der er en vilje til Europa. Vi er en historisk vanskelig situation for EU, men det handler altså ikke alt sammen om Brexit og triste nyheder, men også om folk, som glædes over og vil et fælles Europa. Denne entusiasme må vi give tilbage, for det er den, EU skal leve af«.

Han frydede sig over, at så mange mennesker udenfor Bundeskanzleramt vinkede, da han sammen med Angela Merkel gik ud på balkonen ud for hendes arbejdsværelse og hilste på de glade tyskere. »Det er en pligt for os begge hver dag at passe på denne entusiasme ved at sørge for, at borgerene i Europa har frihed og velstand. Jeg håber, at der vil komme endnu flere glade borgere om 5 år, når jeg besøger Dem, fru kansler, fordi vi til den tid sammen har opnået gode resultater«.

Den veloplage tyske kansler delte glæden og roste samtidig sin franske gæst: »Det er skønt med de folk, som med deres støtte giver os mulighed for at begynde et nyt arbejde. Men deres fortsatte støtte afhænger helt af, at vi opnår resultater. Præsidenten sagde ved sin indsættelse i går noget, som rørte mig dybt, da han erklærede, at han vil give franskmændene optimismen tilbage. Det glæder mig og det støtter jeg helt og fuldt«.

Om Merkel & Macron kommer til at mødes igen om fem år, afhænger i første omgang naturligvis af, om den tyske kansler vinder valget til september. Men de blev i går enige om en køreplan, ’Road Map’, for nye projekter i EU og eurozonen. Køreplanen skal videreudvikles på et fælles ministerråd mellem de to landes regeringer i juli efter det franske parlamentsvalg. »Vi skal have en helt ny dynamik i samarbejdet. Det går kun godt for Tyskland, hvis det går godt for Europa og det går kun godt for Europa, hvis Frankrig er stærkt«, sagde Angela Merkel. Begge statsledere vil øjeblikkelig starte et arbejde for at gøre EU mindre bureakratisk, så beslutninger kan træffes hurtigere.

I sin bog "Revolution" understreger Emmanuel Macron gang på gang at viljestyrke er en forudsætning for at politik kan lykkes. Ja, han kalder Frankrig en vilje, og siger udtrykkeligt at Frankrig ikke dag efter dag kan genskabes ud af ingenting. Frankrig genskabes ud fra viljen, og viljen hviler på arven fra landets historie som former franskmændenes svar på de ny udfordringer. Jf. artiklen Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring.

Skulle man for en månedstid siden på tilsvarende vis havde prøvet med få ord at sige hvad Tyskland er, ville man vælge et ret kraftigt sortsyn ud fra det der var sket siden 5. september 2015, da kansler Merkel åbnede sluserne for en million muslimske asylsøgere. Hun gjorde det af kristen barmhjertighed og bagved lå også tyskernes kollektive skyldfølelse over nazismens forbrydelser. Tyskland kunne da betegnes med ordene sortsyn og skyldfølelse. Men i dag er det blæst væk hos Merkel selv og hele hendes parti - og formentlig hos flertallet af tyskere.

Men hvad med Danmark? Vi har den svageste regering i mands minde. Vi er ikke med i euroen og vil ikke få nogen direkte gavn af reformer i eurozonen - og frem for alt er Danmark ikke en stormagt. Vi tror stadig vi spiller en rolle i krigen mod den islamistiske terrorisme og i Nato-forsvaret af det europæiske demokrati, men USA under Trump er ikke en pålidelig forbundsfælle. Det er endt som et splittet land i stigende isolation. Ikke desto mindre vil undertegnede hævde at vi efter Macrons sejr i Frankrig og Merkels nye optimisme i Tyskland netop har muligheder for at vise vej på et felt hvor hverken Frankrig eller Tyskland kan være med, nemlig på en moderne eksistensfilosofi og en moderne eksistenspsykologi samt en moderne sans for fremtiden der beror på følingen med det kollektivt ubevidste.

Danmark kunne blive den tredje vejs og den komplementære helhedsrealismes nation.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: