JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df17amettef

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.2.17.

Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?

Midt i Lars Løkke-trekløverregeringens elendighed, så man den 14.2. - på selveste Valentinsdag - socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og DF's formand Kristian Thulesen sidde smukt ved siden af hinanden på en af de store, monumentale sofaer i Christiansborgs vandrehal. De blev interviewet af formanden for Fælles Fagligt Forbund (3F) Per Christensen, og meningen var ikke at vise en ny romantisk alliance, men en nøgtern og pragmatisk tilnærmelse mellem landets største og næststørste parti som kan betyde et opbrud i blokpolitikken og formentlig også medføre Løkkes fald inden for relativt kort tid.

Lars Løkkes regering kan kun sikre vedtagelse af de absolut nødvendige politiske minimalløsninger som finansloven, men må droppe stort set alle større planer og visioner. Den taber støt og roligt tilslutning efter alle meningsmålinger, og Mette Frederiksen har derfor de allerbedste chancer for at blive ny statsminister inden for et års tid. Der er derfor god mening i at hun gennem personlige møder og samtaler sørger for at tilliden mellem S og DF bliver forbedret - uden nødvendigvis at skulle ende med et formaliseret regeringssamarbejde. Det er tiden næppe til, og det vil efter min mening også være uklogt af begge parter. Men de dage er forlængst forbi, hvor S ikke kunne være i stue med DF (det ændrede allerede Helle Thorning), og da forholdet mellem S og Det radikale Venstre er kølnet betydeligt, er opgaven frem for alt at bane vej for nye alliancer.

Der går nemlig på "jävla" vis i dansk politik for øjeblikket. Regeringen er ikke i stand til at løse opgaverne på samlende og tillidsvækkende måde, men tværtimod på en djævelsk vis. Den sælger sig selv fra sag til sag bare for at blive siddende på taburetterne. Valget i 2015 gav Lars Løkke et tab på 13 mandater, men han valgte at danne en smal V-regering ved hjælp af stemmerne fra DF (37), V (34), La (13) og Konservative (6), så han lige akkurat kunne nå de magiske 90 mandater mod S-fløjens 89.

Løkke var og er en snu mand der forfølger sine personlige mål med koldeste beregning, og han sørgede for ved forhandlingerne med partierne udelukkende at sikre tilslutning til at danne regering fra de partier der på forhånd havde peget på ham, men helt droppe accept af et regerinsgrundlag.

I november 2016 inviterede han Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (K) til forhandlinger på Marienborg, og igen sikrede hans forhandlingsevner ham at kunne danne en højst besynderlig trekløver-regering med kun 53 mandater bag sig, men til gengæld med et fælles regeringsgrundlag. DF's Thulesen Dahl accepterede regeringen og fik endda indføjet en lille rent symbolsk tilkendegivelse i det officielle regeringsgrundlag af at Danmark er et kristent land, noget flertallet af DF-vælgerne rent faktisk er ligeglade med. Alle var glade og de tre regeringspartier ligefrem pavestolte.

Men hvad hjælper det, når regeringen ikke kan komme igennem med en eneste større reform eller egne løsninger på aktuelle problemer, fordi der viser sig et parlamentarisk flertal udenom. Og situationen bliver ikke bedre af en stigende intern uro og frustration i Venstre. Sidst har den fremtrædende V-borgmester i Herning, Lars Krarup, kritiseret Lars Løkke i stærke vendinger, fordi han med fuld ret frygter kraftig tilbagegang for partiet ved det forestående kommunalvalg til efteråret.

Lars Løkke har tabt tillid og prestige i flere år. Han skulle aldrig have været statsminister i 2015, for hans eneste ambition var at komme i besiddelse af den eftertragtede nøgle til statsministeriet. Og den ambition er der kun én eneste mand i folketinger der har kunnet indfri for ham sådan som den parlamentariske situation er, og det er just Kristian Thulesen Dahl. Den dag han vender tommelfingeren nedad, er det simpelthen sket med Lars Løkkes drømmejob.

Det store spørgsmål trænger sig derfor mere og mere på: Hvad vil DF i grunden i dansk politik, når de hverken kommer i regering eller får den afgørende magt som oppositionsparti? Og når de oven i købet for øjeblikket går tilbage i meningsmålingerne på grund af skandalen med Morten Messerschmidts EU-støtte?

Et parti der er havnet i konstant opposition og har internt rod med EU-penge kan ikke forblive landets næststørste parti, og går det ind i et regeringssamarbejde med et større parti, risikerer det - som alle andre partier der prøver det - uundgåeligt at blive tvunget ud i en lang række kompromisser der er meget svære eller helt umulige at forsvare over for vælgerne, fordi et sådant parti bliver hægtet op på loyalitet der påbyder tavshed om fælles beslutninger man ikke bryder sig om.

Højst sandsynligt bliver Mette Frederiksen med DF's hjælp landets næste statsminister, og på den måde kommer Dansk Folkeparti til at overtage Det Radikale Venstres gamle rolle som "kongemager", fordi der skal flere mandater til end R råder over. Og som den indsigtsfulde kommentator Hans Mortensen påpeger i Weekendavisen 17.2. så er der fordele og risici ved sagen for DF. Partiet har skaffet sig et bedre forhold til et stort og vigtigt fagforbund som 3F. Det er en sammenslutning af det gamle Specialarbejderforbund og Kvindeligt Arbejderforbund og repræsenterer således mange af de lavtuddannede vælgere DF gerne og med held appellerer til. Mange af partiets vælgere accepterer ifølge undersøgelser gerne at det støtter en S-regering - og det kunne jo netop være de lavtuddannede, men andre vælgere vil dog se skævt til det, og det er nok modstanderne af den socialdemokratiske overformynderstat.

Thulesen Dahls ambition er imidlertid at gøre DF til et parti der uanset hvem der er i regering ikke er til at komme udenom. Støtter partiet en "blå" regering (ledet af V), er dets opgave at optræde som socialt korrektiv, da det i princippet (modsat fx Liberal Alliance) går ind for velfærdspolitikken uden at støtte en udvidelse af den offentlige sektor. Og støtter det en "rød" regering (ledet af S), må logikken være at det optræder som liberalt korrektivt uden at fornægte det sociale hensyn. Men dette siger Thuelsen Dahl blot ikke explicit. Måske mener han det heller ikke. Men først og fremmest går den pragmatiske politiker slet ikke op i den slags problemer. Dem anser han for teoretiske.

Men faktisk er der "en tredje vej", og den er endda ikke et eller andet nyt eller mystisk påfund, men stammer fra den britiske sociolog Anthony Giddens analyser i 1990'erne med direkte sigte på Labour og Tony Blair. Ideen består i at skippe gammeldags klassekamp og søge magten ved appel til den stadigt voksende andel af vælgerskarerne der nu i alle velfærdssamfund - socialt, kulturelt og økonomisk - udgør flertallet på den brede politiske midte. Strategien gav i 1997 Blair en stor valgsejr i Storbritannien, og i 2001 overraskende også det liberale Venstre under Anders Fogh Rasmussen valgsejren i Danmark.

Overraskelsen var i virkeligheden ikke særligt stor, for Giddens gjorde selv opmærksom på at ideen ikke er forbeholdt venstrefløjen. Forklaringen er ligetil, hvis man overhovedet er i stand til at hæve sig over den gamle klassekamps dualisme og indse at midterfløjens vælgere i stigende grad føler sig uafhængige af de gamle partier og deres forældede ideologier. Jf. artikel.

Den dybere årsag til ideens succes (som Giddens ikke har forstået) ligger i at den accepterer den principielle modsætning mellem den socialistiske fokusering på lighed og tryghed og den liberalistiske fokusering på frihed og forandring, men samtidigt også indser at modsætningen ikke er af dualistisk art og aldrig bør føre til et enten-eller valg, men tværtimod er af komplementær art og derfor muliggør accept at begge princippers berettigelse og gode sider.

Følger man den tredje vejs strategi ud fra forståelse af komplementariteten, så bliver konsekvensen at man accepterer at regeringsdannelse og regeringsførelse i ethvert oplyst og velfungerende demokrati bør skifte side med ikke alt for lange mellemrum, eftersom de gamle modsætninger er så dynamiske at de aldrig vil kunne finde et "gyldent balancepunkt".

Den tredje vejs komplementaritære socialliberalisme mellem lighed/tryghed på den ene side og frihed/forandring på den anden side adskiller sig derfor i allerhøjeste grad fra Det radikale Venstres gamle indgroede opfattelse af socialliberalismen som en 'gylden' (men i virkeligheden middelmådig) middelvej der hylder det samarbejdende folkestyre med uendelige tirader, men samtidigt undergraver ideen ved at betragte frihedsprincippet som gældende rettigheder og lighedsprincippet som gældende socialpolitikken. Den radikale udgave gør sund vækstøkonomi til omdrejningspunkt ud fra den tanke om det ideelle ligevægtssamfund som Villy Sørensen og Kresten Helveg Petersen gjorde sig til talsmænd for i "Oprør fra Midten" (1978).

Tanken er og bliver utopisk, og Det Radikale Venstre demonstrerede under Margrethe Vestagers ledelse og deltagelse i Helle Thornings S-R-SF-regering lige netop ideens mangel på realisme. Modsætningerne i samfundet øgedes. Den økonomiske politik blev opfattet som rendyrket liberal konkurrestatspolitik - og regeringen faldt. Jf. Helle tabte glansen.....

Spørgsmålet i 2017 er derfor ikke om DF bliver et spejlbillede af Det Radikale Venstre, men derimod om partiet ved hjælp af tænkning kommer til at forstå at fornyelsen i dansk politik ene og alene ligger i fuld forståelse for at den tredje vej er en bevidst og komplementær socialliberalisme der sørger for såvel dynamikken i udviklingen som en passende regulering i form af regelmæssig magtskifte mellem lighed/tryg og frihed/forandring.

DF skal ud fra denne tankegang under ingen omstændigheder indlade sig på at efterligne Det Radikale Venstres umulige og middelmådige ligevægtsutopi, der de sidste år endog er blevet kombineret med en blåøjet udlændingepolitik.

DF burde tværtimod forstå at det i én periode sagtens kan støtte den liberale side i dansk politik og i en anden støtte den socialt orienterede side. Og partiet vil i begge tilfælde kunne få størst indflydelse ved at holde sig uden for regeringen, så det til hver en tid kan fælde en regering der ikke lever op til kravene for en konsistent og visionær tredje vejs politik. Eventuelt kunne et parti som DF også selv i en periode tage têten og danne regering, hvis det bliver stort nok til opgaven og har det fornødne mod. Det havde Thulesen Dahl ikke i 2015 - Jf. Thulesen Dahls store dilemma.

Problemet med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti og alle de øvrige partier i dagens Danmark er imidlertid at man i den grad fokuserer på den daglige folketingspolitik med dens uendelige mængde af små problemer, men hverken har tid eller lyst endsige passion for at tænke store ideer igennem, så man kunne hæve sig over smålighedens pragmatisme. De små problemer skal selvfølgelig altid løses, men befolkningens manglende tillid til politikere skyldes ikke mindst fornemmelsen for at disse går i for små sko og havner i endeløser debatter om småting og derfor ofte benytter den lette udvej at henvise opgaverne til kommissioner.

Venstre er i stor krise - og holder næppe perioden ud. Socialdemokratiet har tålmodighed til at vente på at komme til. Men det er Dansk Folkeparti der skal levere modet og beslutsomheden når det gælder at trykke på valgknappen og skifte side i parlamentet. Tilnærmelse mellem S og DF må anses for en lovende ting, men den må ikke blive ved den venlige og hyggelige sofasnak.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Femte September - eksistentielt drama der omhandler problemerne med flygtningekrisen efter den tyske kansler Merkels åbne af EU's ydre grænser 5.9.15. (udg. dato 7.11.16. - pris kr. 25)

Ungdom og Galskab - eksistentielt drama der handler om den galskab der følger med puberteten og som giver mange tilpasningsproblemer. (udgiv.dato 7.11.16. - pris kr. 25.)

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Beskrivelse af situationen ved udgangen af 2016
Den fatale politiske afmagt og kulturforvirring
Etik, kultur og religion må i centrum
Har kristendommen potentiale til fornyelse?
Folkelig vækkelse er forudsætning for nyt lederskab
Islam De politiske partier og deres fatale grundfejl
EU og flygtningekrisen