Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - papeloekke16a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.2.16. (med tilføjelse 28.2.)

Pape og Lars Løkke i absurd drama

Politik er hverken videnskab eller sund fornuft, men en ofte uskøn blanding af magtkamp og teater. Og når skuespillet tager overhånd, udarter politik let til et absurd teater der kan måle sig med Becketts og Ionescos vidunderlige leg med logik og andre virkemidler på de skrå brædder. Vi tilskuere får forevist de samme latterlige og meningsløse hændelser og sproglige udgydelser, og det er jo unægteligt en livsbekræftende ting da latter er et særdeles sundt og bærende element i kulturen - og ydermere er så alvorlig en trussel mod magthavernes position og autoritet at disse - hvis det kan lade sig gøre - forbyder dem som gudsbespotteligt kætteri; jf. Muhammedsagen og Rushdi-sagen eller netop afdøde Umberto Ecos historie om skolastikeren Jorge i romanen "Rosens navn".

Det aktuelle skuespil i dansk politik har afløret en sådan absurditet at politikere og endog garvede kommentatorer må ryste på hovedet og samstemmende erklære at de aldrig har oplevet noget lignende. En dygtig fødevare- og miljøminister i den smalle Venstreregering har dummet sig gevaldigt ved ikke hurtigt at komme sine kritikere i møde med fuldstændige og retvisende oplysninger om den forelagte landbrugspolitik, altså med opdaterede og relevante prognoser for miljøproblemet, og det har fået det lille Konservative Folkeparti med en ny uerfaren leder til at undsige hende med en decideret mistilliserklæring der har overrasket alle - inkl. statsministeren - og som ligner et billigt forsøg på at gøre sig bemærket som ligeværdig partileder. Det sker umiddelbart efter at partiet har fejret sin 100 års dag på Christiansborg med en reception hvor statsministeren holdt festtale og ikke undlod at nævne det ældgamle had-kærlighedsforhold mellem de to partier (der strengt taget går helt tilbage til tiden hvor der var klassekamp mellem 'Venstre' og 'Højre').

Den officielle begrundelse for de konservatives markering af sagen lød fra Søren Papes side at partiet nu fokuserer på nogle få mærkesager, og det lyder i og for sig fornuftigt når folketingsgruppen kun tæller seks medlemmer der umuligt kan spænde over alle folketingets mylder af sager og sagsområder. Men det må dog samtidigt konstateres at det er noget nyt og ret påfaldende at miljøpolitik på kort tid har fået en så vigtig rolle i et parti der hidtil (som gammelt godsejerparti) har koncentreret sig om at værne ganske andre værdier.



Statsminister Lars Løkke Rasmussen troede indtil tirsdag aften ikke at han behøvede at tage Søren Papes mistillidserklæring til fødevareministeren alvorligt, men blev på et møde med lederen af de partier der udgør regeringens parlamentariske grundlag klar over at Pape stod fast i mistilliden til ministeren, men iøvrigt fortsat støtter såvel regeringen som vedtagelsen af den forelagte landbrugspakke. Kun ønsker man at lade denne supplere med et tillæg om miljøforbedringer, der kan rette op på manglerne eller udeladelserne i landbrugspakken.

Mødet i statsministeriet blev kort - og Lars Løkke havde ingen kommentaret efter mødet. Han gik i "flyverskjul" og lod pressefolk vente hele natten og den efterfølgende formiddag og gav først på et kort pressemøde kl. 14 besked om at han ville holde et nyt møde med partierne i blå blok. Han var yderst kortfattet og kaldte situationen en skæbnestund og talte om en "gordisk knude" der kun kunne løses på den hårde måde - ved ministerens tilbagetræden eller ved hele regeringens afgang - med mindre man søgte forhandlingsløsningen. Den sidste ville han derfor prøve som en sidste udvej. Udtrykket "den gordiske knude" går tilbage til Alexander den Stores tid 300 år f.K., hvor det hed at den der kunne løse den indviklede knude ville blive hele Asiens hersker. Ingen var i stand til det, før Alexander kom til - og han gjorde det resolut på den måde han foretrak: med sværdet. Så resolut er Lars Løkke ikke.

Han tog forhandlingerne der fandt sted onsdag aften og resulterede i at landbrugspakken skulle forelægges for folketinget efter planen torsdag og at der derefter skulle indledes nærmere forhandlinger om en tillægspakke. Men ikke et ord om eventuel fyring af fødevareministeren. Hun ville ikke selv kommentere sagen, men var glad for at have chefens tillid, så Søren Pape måtte endnu engang understrege at hans parti fortsat ikke havde tillid til hende. Og siden har Lars Løkke i nervekrigen udtalt at det er mere sandsynligt med et folketingsvalg end at ministeren bliver fyret.



Alle og enhver véd at den durkdrevne Lars Løkke vil gøre alt hvad der står i hans magt for at beholde nøglerne til det kontor der er hans politiske ambitioners højeste mål. Han véd udmærket godt at de altid kun er til låns, og han er uden tvivl også på det rene med at han vil miste dem hvis han udskriver valg. Meningsmålingerne er dårlige for Venstre, men de er jo heller ikke lovende for Det Konservative Folkeparti. Så Lars Løkke kan regne sikkert med at truslen om at udskrive valg er mere ubehagelig for Pape end denne vil indrømme. De næste dage bliver derfor en nervekrig mellem Pape og Løkke, og altså endu mere absurd teater efter spændingsprincippet: hvem mon giver sig først.

Løkke har nerve til at holde ud længe af den simple grund at besiddelsen af nøglerne til statsministeriet er livet for ham. Søren Pape er tilsyneladende kravlet så højt op i træet at han som en anden kat ikke selv kan komme ned. Uanset hvordan den gordiske knude løses er det eneste givne udfald at forholdet mellem Pape og Løkke er blevet isnende koldt og aldeles ødelæggende for forholdet mellem Konservative og Venstre, og det har ikke en chance for at tø op med de to personer som ledere. Derfor må man logisk spørge, hvordan det dog er kommet så vidt.

Da den uerfarne Pape efter min mening var et fatalt fejlvalg som ny leder af det kriseramte konservative folkeparti, og et nyt borgerligt fællesskab med eller uden dette parti iøvrigt er en ren illusion, så kan man slet ikke tage partiets forsøg på at markere sig på en demonstrativ måde højtideligt. En sådan markering udstiller kun partiets eksistenskrise. Derimod må man se nærmere på Lars Løkke, hans politiske linje og hans ejendommelige ledelsesstil.



Det er på ingen måde tilfældigt at Lars Løkke holder hånden over Eva Kjer Hansen og i princippet afviser at hun har givet folketinget urigtige oplysninger om landbrugspakken og dens fulde konsekvenser for miljøet. Eva Kjer er nemlig - udover at være en dygtig og påpasselig kvinde - yderst liberal, og hun blev jo i sin tid fyret af Anders Fogh Rasmussen fordi hun udtale det for hende selv fuldstændigt selvfølgelige at frihed fører til ulighed i samfundet. Det er faktisk en skinbarlig sandhed, men den huede ikke Fogh Rasmussen der bevidst søgte ind mod midten. Landbrugspakken er yderst liberalistisk og den støttes naturligvis helhjertet af interesseorganisationen 'Bæredygtigt Landbrug' der nærmest definerer 'bæredygtig' som overskudgivende. Den støttes også helhjertet og energisk af Liberal Alliance der derfor også tager det med sindsro om sagen fører til nyvalg, eftersom det kun vil rense luften, underforstået: rense det politiske miljø for uvedkommende konservativ hensyntagen til naturen ude på landet.

Og Lars Løkke går ind for det alt sammen, fordi han personligt er ærke-liberalist og altså i klar modsætning til Fogh Rasmussen ikke har det fjerneste til overs for ideen om den tredje vej som Fogh overtog fra Tony Blair og Labour og som førte Fogh til den store valgsejr herhjemme i 2001. Et overordnet ideologisk eller filosofisk perspektiv var tydeligt hos Fogh, men er totalt fraværende hos Lars Løkke.

Anders Fogh Rasmussen skiftede efter valgnederlaget til Nyrup Rasmussen i 1998 sin filosofi og strategi omkring minimalstatstanken fuldstændigt ud med tanken om 'Den tredje vej'. Han så at denne vej ikke blot var mulig for et arbejderparti der kommer fra socialismens ideologi, men også for et borgerligt parti der kommer fra liberalismens ideologi. Begge ideologier er nemlig forældede i vore dages samfund der har forladt klassekampen og i stedet for er blevet velfærdssamfund hvor en større og større middelklasse bliver mere og mere dominerende. Anders Fogh Rasmussen gjorde bevidst og velovervejet Venstre til et midterparti og politik til et spørgsmål om midterpolitik. 'Den tredje vej' er vejen mellem ensidige hensyn til 'tryghedsprincippet' og 'frihedsprincippet'. Fogh forstod - ligesom Blair - ikke at de to principper fortsat skal betragtes som uforenelige på logisk eller teoretisk plan. De skal derfor have lov til at gøre sig gældende i den praktiske politik i en politisk proces der aldrig falder til ro i nogen definitiv balance, men forblive spændingsfyldte og dynamiske. Fogh og dermed Venstre fik aldrig afklaret den tredje vejs filosofiske grundlag.

Lars Løkke Rasmussen på sin side kunne ikke drømme om at foretage en sådan nødvendig afklaring. Han gjorde som Labour-lederen Ed Miliband gjorde i Storbritannien: han lagde Tony Blairs filosofi i glemmebogen én gang for alle. Lars Løkkes projekt hedder magtudøvelse gennem praktisk reformering af det velfærdssamfund han selv er vokset op i og aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Han er slet ikke filosofisk indstillet. Han ville aldrig som Fogh kunne påtage sig at holde foredrag i Vartov om sit forhold til Kierkegaard og Grundtvig, for han har ikke noget forhold. Han er ren pragmatiker, og han tænker udelukkende i økonomiske, administrative og strukturelle baner. Og dét er en stor svaghed ved siden af hans letsindige omgang med bilag og betroede midler som har fået Mogens Lykketoft til på humorisk vis at omtale ham som en 'lille svindler'. For undertegnede er det værste absolut hans manglende filosofiske interesse - af den simple grund at problemerne i dag er blevet så store nationalt og internationalt at de simpelthen ikke længere kan løses forsvarligt uden dybe og vedvarende refleksioner over de store overordnede kulturelle, folkelige og miljømæssige eksistensproblemer. Dette gælder ikke mindst efter at flygtninge-tilstrømningen til Europa og kansler Merkels uansvarlige grænseåbning i september har bragt EU-landene ud i dyb krise.

Men det hører med til billedet at selve Lars Løkke Rasmussens ledelsesstil ikke er fremmende for et godt samarbejde mellem de forskelligartede partier i "blå blok". Han har - modsat Anders Fogh Rasmussen - ikke noget nært og tillidsfuldt forhold til sine samarbejdspartnere. Han er formel og kan virke meget enerådig. Han synes ligesom i sin tid Poul Hartling (i den smalle Venstreregering 1973-75) at tro han kan diktere samarbejdspartnere sine betingelser - og bliver overrasket og måske fornærmet over at de ikke bare følger trop.



Helhedsrealistisk set er der ingen tvivl om at de politiske og kulturelle problemer i EU og resten af Europa her i 2016 er blevet så store og presserende at de er umulige at løse på gammeldags pragmatisk maner med snævre økonomiske, juridiske, administrative eller såkaldt strukturelle tiltag. Der kræves helt andre dybtgående og langsigtede indsigter og målsætninger. Og derfor kommer den gammeldags politikertype med hjerte for socialreformer og privat initiativ såvel som den modeprægede politikertype med fokus på at tage sig ud og markere sig (og i Helle Thornings tilfælde tage selfie med Barack Obama) ynkeligt til kort. De bør fejes ud med fuld musik.

Og det samme gælder naturligvis også de yderligtgående liberalister på højrefløjen og de yderligtgående socialister på venstrefløjen. Opdelingen af partierne i højre og venstre på en ret linje med to yderpunkter tilhører en svunden tid med enøjet klassekamp. 'Den tredje vej' er netop den relevante og progressive vej, fordi den er en midterpolitik som ingen kan tage patent på og som tillader forskellige partier at skabe et dynamisk spil mellem muligheder der også rummer hensyntagen til både miljø, oplysning, kultur og de overordnede synspunkter man førhen kaldte religiøse, men som i vore dage bør kaldes eksistentielle eller helhedsrealistiske.

Specielt for såkaldt "blå blok" gælder at den er mere splittet end nogen sinde, og at det i høj grad belaster den at Liberal Allliance er for ekstremistisk liberalt. Det har vist sig som en fatal svaghed at Dansk Folkeparties leder Kristian Thulesen Dahl ikke har vist mod til at tage têten frem for Lars Løkke, og som leder af et erklæret midterparti sørge for at bryde den gamle, dybt reaktionære blokpolitik. Men under alle omstændigheder er Lars Løkke Rasmussen som type slet ikke mand for at nytænke situationen og samle nogle partier på tværs af de gamle blokke til en ny politik. Falder han nu på grund af den ødelagte relation til de konservative, er skaden ikke stor. Det vil give Mette Frederiksen chance for at danne regering - og det bliver i hvert fald en anden slags regering end den løjerlige regering Helle Thorning-Schmidt holdt i live i næsten fire år i et håbløst samarbejde med Det radikale Venstre der er blevet ekstremistisk humanitært og ufolkeligt.

Under alle omstændigheder er Lars Løkke selv skyld i sit fald. Han har ikke været og er ikke opgaven voksen. Han tænker i alt for små baner. Han er havnet i et absurd teater der minder om Becketts "Slutspil" hvor den blinde og opgivende hovedperson til sidst kun havde et meningsfuldt spørgsmål tilbage: Er det ikke snart pilletid?

Ejvind Riisgård



PS! Landbrugspakken blev vedtaget ved trediebehandling i folketinget torsdag eftermiddags - og kl. 16.30 påbegyndte statsministeren sine forhandlinger om en tillægslovgivning på Marienborg.



Tilføjelse 28.2.

Det absurde drama mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og Det Konservative Folkepartis formand Søren Pape Poulsen måtte igennem to dages lange, men forgæves forhandlinger på Marienborg mellem de fire borgerlige partiers ledere og ordførere, før den gordiske knude blev løst med et resolut sværdhug, og det var ikke Lars Løkke der viste beslutsomhed, men Søren Pape. Han holdt telefonmøde med sine folketingsgruppe og fik tilslutning til sin konklusion om at det var meningsløst at fortsætte forhandlingerne om en miljø-fokuseret tillægsaftale til landbrugspakken sålænge fødevare- og miljøministeren hed Eva Kjer Hansen. Og han offentliggjorde på Facebook at han lørdag formiddag ville holde pressemøde om beslutningen. Herefter kom ret hurtigt meddelelsen om at Eva Kjer Hansen havde besluttet at trække sig som minister for ikke at stå i vejen for en løsning af konflikten og dermed den smalle Venstregerings fortsættelse. Søren Pape kunne aflyse sit pressemøde, og Lars Løkke Rasmussen kunne meddele at Eva Kjer Hansen ville gå af. Resten af dagen gik med kommentarer og analyser i alle medier. De fleste er nogenlunde enige om at Søren Pape har opnået at sætte sig i respekt for første gang på Christiansborg, og at Lars Løkke Rasmussen har fået sin position alvorligt svækket - samt at hele forløbet har været både uskønt og unødvendigt.

Søren Pape har beklaget sagens eskalering, men fastholdt at kravet om ministerens afgang var nødvendigt, når hans parti havde mistet tilliden til hende. Lars Løkke Rasmussen har bl.a. i et længere interview med Christine Cordsen til DR1-Nyhederne gjort gældende at Søren Papes udmelding i tirsdags om den manglende tillid til Fødevareministeren kom fuldstændigt bag på ham. Han indrømmer at regeringen er blevet svækket, men beklager den dygtige og loyale ministers afgang og ser det nu som målet at genoprette tilliden mellem de blå partier som støtter hans regering.



Det mest bemærkelsesværdige er at Lars Løkke i interviewet understreger at han ikke bare - uden forhandlinger - kunne acceptere at et støtteparti ville af med en minister der loyalt have gennemført den landbrugspolitik Venstre og Konservative var enige om, for det ville give utryghed for regeringen fremover. Han have brugt det ultimative våben om at udskrive valg i håb om at kunne skabe en fælles løsning med de konservative om både at gennemføre landbrugspakken (med tilføjelser) og beholde ministeren, og det have altså vist sig ikke at kunne lade sig gøre. Og det var så det. Så måtte han afveje om han skulle sætte hele regeringens liv på spil eller acceptere ministerens afgang.

Ikke et ord om at han inden møderækken torsdag-fredag udtrykkeligt havde tilkendegivet at han foretrak nyvalg fremfor ministerens afgang. Og Cordsen foreholdt ham ikke denne udtalelse. Vi har altså ikke fået en begrundelse for at Løkke skiftede mening. Den ville heller ikke være rar for ham, for den måtte være en indrømmelse af han aldeles ikke inderst inde foretrak valg. Han sætter sig dermed hen i den række af statsministre der som
J.O. Krag har et standpunkt til de tager et nyt. Den slags hedder opportunisme. Og den bekræfter i Lars Løkkes tilfælde lige præcis hvad jeg har skrevet ovenfor: Alle og enhver véd at den durkdrevne Lars Løkke vil gøre alt hvad der står i hans magt for at beholde nøglerne til det kontor der er hans politiske ambitioners højeste mål.

Hele dette fornøjelige absurde teater har givet Lars Løkke Rsmussen en stakket frist mere. Han har fået sin illusions-pille om at statsministeriets smukke kontorer består, selvom den politiske tryghed udenfor forgår.

Ejvind Riisgård



Relevante artikler på Jernesalt:

To nytårstaler i kritisk lys  (3.1.16.)
Konservatismen er reaktionær  (31.1.16.)
Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)
Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)
Lars Løkke vandt respit, men Venstres krise fortsætter  (4.6.14.)
Lars Løkkes exit kun et spørgsmål om tid  (29.5.14.)
Lars Løkke faldt uhjælpeligt igennem  (21.10.13.)

Lars Løkke lukrerer på regeringens svaghed, men afklarer ikke Venstres vej  (19.11.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Det politiske opbrud ses nu også i vælgeranalyserne  (30.4.l2.)
Lars Løkke gik i mediefælden og skabte mistanke  (6.12.11.)
Lars Løkke glemmer den tredje vej  (29.9.10.)
Er Lars Løkkes realisme en ideologi?  (30.4.10.)
Lars Løkkes og VK-regeringens dilemma  (11.4.10.)

Thulesen Dahls store dilemma  (23.6.15.)
Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Valget har vigtigere emner end valgkampen lader ane  (16.6.15.)
Venstre på andenpladsen - takket være Løkkes eskapader  (14.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)
Liberal Alliance hylder den ekstreme liberalisme  (25.5.15.)
Den tredje vej og Liberal Alliance  (28.9.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal