Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - konservatismen16

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.16.

Konservatismen er reaktionær

Den britiske politiker og filosof Edmund Burke (1729-97) regnes for den britiske konservatismes grundlægger, men bruges ofte af danske konservative politikere og debattører, når grundsynspunkterne skal forklares - og de er ifølge Burkes store værk om den franske revolution i al korthed forankringen i traditionen og afvisning af revolutionens tre vigtigste slagord: Frihed - Lighed - Broderskab. Ideen om frihed er abstrakt og dur ikke som ledetråd i politik; lighed er direkte imod naturen, og ideen om broderskab er bare forvirret snak.

Nu endte den franske revolution mod Ludvig 16.s enevælde som bekendt ikke med demokratiets indførelse, men i første omgang med Robespierre's terrorregime, så under alle omstændigheder kan man ikke fortænke den britiske tænker i at fælde sin hårde dom. Den var nok blevet endnu hårdere, hvis Burke havde oplevet Napoleon Bonapartes efterfølgende kejserdømme og krigseventyr. Men uanset hvor abstrakte slagords-ideerne måtte lyde levede de videre, for ideer kan være dybere end abstrakte begreber; de kan faktisk være universelle, arketypiske forestillinger der slet ikke er snævert tidsbestemte eller snævert knyttet til bestemte lande og bestemte personer. Og netop begreberne frihed, lighed og broderskab kom til at spille en stor og afgørende rolle i frihedsbevægelserne og de sociale og folkelige bevægelser i både 1800-tallet og 1900-tallet. De kan sagtens stå som det overordnede motto for såvel borgerstandens, bondestandens og arbejderbevægelsens frigørelseskamp, ja hvis man kan acceptere at det vide 'broderskab' dybest set også omfatter søsterskab, så dækker sloganet også kvindefrigørelsen i 1900-tallet.

Konservatismen som historisk fænomen kommer her i landet i største klemme, fordi den vitterligt allierede sig med de højere, priviligerede klasser, adelen og industrialismens nyrige kapitalister, og for Danmarks vedkommende i sidste del af 1800-tallet blev et dybt reaktionært Højreparti der under godsejer Estrups ledelse dannede regering, og dels med Christian IX's billigelse suspenderede parlamentarismen ved at køre med provisoriske finanslove, dels kom i direkte modsætning til bondepartiet Venstre. Ideologien var arvet fra den enevældige preusserkonge Wilhelm III's slogan "Mit Gott für König und Vaterland". Og i partiprogrammet efter 2. verdenskrig hed det stadig at Det konservative Folkeparti ønsker at bevare kongehuset som en del af forfatningen og som nationalt samlingspunkt, og bevare den danske folkekirke og den kristent-humanistiske kulturarv som grundlag for samfundets udvikling. Og iøvrigt at frihed skal være grundlaget for Danmarks udvikling og fremtid. Et frit og produktivt erhvervsliv er forudsætningen for økonomisk vækst. Og der skal være orden i samfundets økonomi. Man gik i 1949 med i Nato for at værne Danmark mod kommunismen, og man gik i 1972 med i EF eller det Europæiske Fællesskab for at værne landet mod handelsgrænser.

Med partiets tilslutning er det gået op og ned efter systemskiftet i 1901 og parlamentarismens endelige indførelse. I 1932 indgik den relativt moderate Christmas Møller det berømte kanslergade-forlig med Stauning, men havde vedblivende godsejerne imod sig og klarede ikke efterkrigstiden. Det var ham der efter krigen vovede at påstå at "vi alle er socialister". Ole Bjørn Kraft var en markant skikkelse i flere år, Poul Møller siden en populær leder, men så fulgte magtkampe mellem Haunstrup Klemmesen og Palle Simonsen, og efter Schlüters gode år 1981-93, kom nye magtkampe mellem Hans Engell og Per Stig Møller, som først løstes i 2001, da Bendt Bendtsen tog over i ti år. Så blev det Lene Espersens og Lars Barfods tur og nedture, indtil man i 2015 i panik valgte en ukendt borgmester fra Viborg til formand, og han er håbløs. Partiet roder nu nede omkring spærregrænsen. Det har simpelthen ingen mission som parti, og har allerede få måneder efter valget i 2015 fået en rival i det nystiftede "Nye Borgerlige", der vil kombinere en klassisk konservativ værdipolitik med en borgerlig økonomisk politik og en utvetydig modstand mod konventioner og overstatslige aftaler, der begrænser det danske folkestyre. Og som vender sig mod den centralisering og bureaukratisering, som EU har gennemgået siden midten af 1980’erne, og som har ødelagt mange af de positive perspektiver i samarbejdet.



Konservatismens idé lever naturligvis videre, fordi der er mange borgerlige mennesker der finder de danske værdier bevaringsværdige. Det førte i den stabile periode omkring 2004 og til ære for Bendtsen til en bog om 'Den konservative årstid'.

Daværende kulturminister Brian Mikkelsen (f. 1966) gjorde i forordet gældende at titlen er en rammende metafor for både konservatismen som sådan og for tiden i Danmark efter folketingsvalget i 2001. Konservatismen har et naturligt forhold til årstiderne ved ikke at sværge til en ideologi, hed det, men være realistisk og samtidig have historien med i respekt for dens organiske udvikling. Efter valget er det på mange måder blevet en konservativ årstid, hævder han. Og man kunne på det tidspunkt ikke fortænke ham i at se lyst på partiets fremtid. Men unægteligt er det ikke alene blevet efterår, det er blevet mørk og kold vinter.

Udenrigsminister Per Stig Møller (f.1942) påpegede at konservatismen ikke kun er fastholdende og bagudskuende, men også fremtidsorienteret og fremsynet. Dens fundament er et sammenhængende menneske- og samfundssyn, der forener forskellige former for respekt, nemlig respekten for individet med dets forskelligheder, krav på muligheder og ønsker om tryghed i en foranderlig verden, respekten for livet i al dets mangfoldighed, respekten for fortiden, traditionen og arven - og respekten for fremtiden med de ufødtes krav på mindst samme vilkår som de nulevende har. - Per Stig Møller er klar over, at de forskellige andre ideologier respekterer de samme elementer, men han mener ikke at de gør det i samme sammenhæng. Specielt det konservative menneskesyn bygger på den opfattelse at alle mennesker er forskellige, at mennesket er et uforudsigeligt væsen der på godt og ondt forandrer sig livet igennem. Man kan følgelig påvirke mennesker, men ikke planlægge deres udvikling og liv. - Da konservatismen mener vi er født forskellige og udvikler os forskellige, men har behov for at leve i et samfund, går den ind for et fælles, grundlæggende værdisæt. Han betoner derfor også selve sammenhængskraften og fællesfølelsen.

Forskningsadjunkt Henrik Stampe Lund (f. 1964) ville have værdikampen ført over på højrefløjen ved at fremhæve "de gode gamle borgerlige dyder som anstændighed og sund fornuft" og markere sig i forhold til dem der fifler med anstændigheden. Askese, familie, tradition, flid, flittighed, dygtighed, autoritet, ansvarsfølelse og etik er sådanne værdier, der i dag må kæmpes for - tillige med ejendomsretten og fremtidsmuligheder for flest mulige mennesker.

Teologen Katrine Winkel Holm (f. 1970), der fortsat er en yderst flittig debattør, modstillede sand konservatisme med såvel banal konservatisme som spidsborgerlighed. Den sande konservatisme må være villig til at være ukonventiel og offensiv. Ellers mister den sin eksistensberettigelse. Konservatismen adskiller sig fra socialisme, liberalisme og kulturradikalisme med sit realistiske og antiutopiske syn på mennesket. Men dens vigtigste modstander i dag er hvad hun kalder 'ned-med-os-kulturen' eller 'forkastelseskulturen', dvs en kultur der vil dekonstruere alle traditionens gyldne ord og ligefrem vrænger af ord som ansvar og pligt, lov og orden, folk og fædreland.



Litteraturforskeren Kasper Støvring (f. 1973), hvis bog 'Blivende værdier' er udførligt omtalt andetsteds (Klik her), koncentrerede sig i antologien om et voldsomt angreb på hvad den amerikanske filosof Allan Bloom i sin tid kaldte 'åbenhedsprofeterne', dvs kulturrelativisterne der mener alle kulturer er lige gode, og at vi skal være totalt åbne for alt hvad de rummer og bringer - i stedet for at holde krampagtigt på vores eget. Men en sådan åbenhed bringer vores kultur i risiko for opløsning.

Cand.polit. og analytiker i en investeringsbank, David Karsbøl (1977) leverede et skarpt og yderst pessimistisk angreb på velfærdsstaten. Der findes efter Karsbøls mening stort set ikke et alvorligt socialt problem i Danmark som ikke har vokset sig større under velfærdsstaten. Der er tværtimod tale om en familiemæssig disintegration, en kriminalitet, en nutidsorientering, en tankeløs hedonisme, en uselvstændighed og en moralsk og mental retardering som forudsigelige, men utilsigtede følgesvende. Ja, den universelle hyldest som demokratiet har nydt er med tiden i realiteten blevet til en hyldest af den ultimative og amoralske kulturrelativisme.

Forfatteren Claes Kastholm Hansen (1942), dengang som nu fast leverandør til Berlingske Tidendes 'Groft Sagt'-klumme, gjorde sig betragtninger over ungdomsoprøret der efter hans mening løb af sporet, fordi det på den ene side positivt vendte sig mod den klassiske fremskridtstro med dens behavioristiske menneskeopfattelse, dens positivistiske videnskab og dens tro på at lykken ligger i stigende forbrug, men på den anden side uheldigvis selv var en følge af det selvsamme forbrug som det vendte sig imod. Det var et overflodsoprør, dengang overfloden var ny. Og det kommer ikke igen. For ungdommens oprør er ikke normen, men undtagelsen i menneskehedens historie (sic!), hævder han. Claes Kastholm vil såmænd have os til at forstå, at der ingen plads er til utopier i en borgerlig tankegang. For nok gør utopier verden overskuelig og giver livet en retning, men de får også mennesker til at gå i takt - og så husker vi (eller i hvert fald de af os der er gamle nok) de blodige spor gennem det 20. årh. Utopier repræsenterer fanatisme - og fanatisme er uforenelig med en borgerlig livsholdning.

For filosoffen Mads Storgaard er der derimod ikke i sig selv noget odiøst ved ideologier i den brede betydning af værdisystemer. For normer og idealer er uomtvistelige. Det afgørende i det politiske liv er hvordan man forholder sig til ideologien. Hvis livet er til for ideologiens skyld, så størkner denne. Når udvekslingen mellem ideologiens idealer og politkkens erfaringer minimeres, så får vi det gennemført ufølsomme politiske engagement. - Politik befinder sig med med andre ord mellem ideal og realitet, og dens opgave er at bringe realiteternes verden så tæt på idealet som muligt, at realisere de mål og værdier som ideologien formulerer. Men der må være korrespondens mellem realitet og idealitet, forstået på den måde at realiteterne altid skal have behørig indflydelse på idealiteten.



Universitetslektor Søren Hviid Pedersen (1966) påpeger at konservatismens grundantagelse er udledt af en antagelse om menneskets ufuldstændighed, herunder en moralsk ufuldstændighed der ligger i at mennesket ikke fødes med forestillinger om ret og rimeligt. Mennesket må følgelig have en kontekst, en tradition, et socialt fællesskab, for at kunne orientere sig i de potentielle handlemuligheder. Og det må have et telos, et mål, fordi vi ikke kan reduceres til produkter af omstændighederne. Mennesket kan ikke forstå og overskue alle de processer der tilsammen skaber og vedligeholder de sociale fænomener. For den konservative er politik derfor en normativ praksis. - Ifølge Søren Hviid består konservatismens fremtid i at kunne artikulere et værdigt og realistisk alternativ til liberalismen og socialismen, ikke ved at præsentere en ideologisk utopisk vision om det perfekte samfund, men ved at opstille nogle metapolitiske principper der vejleder den konservative politiker eller borger, herunder forståelsen for traditionen og den organiske samfundsopfattelse samt den politiske skepticisme, afstandtagen til ideologiske eller utopiske projekter.

Det meste er såmænd ganske fornuftig snak, men ikke mindst i bagklogskabens lys er det også let at se at bogen ikke førte de konservativt indstillede ledere, tilhængere og vælgere til en højere oplysning der kunne bære igennem de vanskeligheder der kom efterfølgende. Det mest interessante indlæg i antologien turde derfor være det der kom fra den gamle provokatør, kunstneren Bjørn Nørgaard, der i sommeren 2003 var blevet udsat for skinger borgerlig hetz på grund af en påstået "indsmugling af socialistisk ideologi" i hans udførelse af gobelinerne ved at lade Karl Marx trone midt i borduren over "Ældre Glyckborgere" - mellem Tolstoj og Søren Kierkegaard - (jf. artiklen Forrykt hetz mod Bjørn Nørgaards gobeliner).

Nørgaard hævder i fuld overensstemmelse med alle historiske kendsgerninger, at der længe er blevet ført borgerlig kulturpolitik i Danmark, for Socialdemokratiet overtog simpelthen borgerskabets kulturelle idealer og værdier, ligesom tidligere bondestandens og arbejderbevægelsens to store oplysningsprojekter grundlæggende byggede på de borgerlige dannelsesidealer fra oplysningstiden og de borgerlige revolutioner m.v. - Men i dagens kulturkamp, hævder han, er det store dyr i åbenbaringen blevet 60'erne og ungdomsoprøret. Modstanderne af dette oprør - og det gælder faktisk også nogle af bogens bidragydere - glemmer blot, at ungdomsoprørerne også gjorde oprør mod marxismen og kulturradikalismen - ved siden af kapitalismen. De var udogmatiske, selvom nogle af dem - i håbløst behov for absolutte sandheder - endte i ‘munkemarxisme' eller det der var værre: terroren hos De Røde Brigader. - Men hovedparten af oprørerne blev faktisk konservative i ordets almene, ikke-partimæssige betydning. De borgerlige frihedsrettigheder, de konservative værdier, de liberale bevægelser og de socialistiske solidaritetsidealer er alle afgørende for de samfund vi har i dag. Det konservative element er derfor en umistelig del af vores kultur, konstaterer Nørgaard.

Man kunne også formulere hans tankegang på den måde, at ligesom Christmas Møller i Befrielsessommeren 1945 kunne postulere, at vi alle er socialister, så kunne den gode, venstreorienterede borger Bjørn Nørgaard i 2004 med god ret sige, at vi alle er konservative i betydningen borgerlige og ikke-revolutionære. Pointen er ikke, at alt er ét fedt, men at ingen af ismerne og ingen af de politiske partier rummer den fulde sandhed.



Går vi til dagens værdi- og kulturkamp, må det først og fremmest understeges at der med flygtningekrisen fra og med kansler Merkels åbning pr. 5.9.15. af EU's grænser for den enorme invasion af muslimske flygtninge og ikke mindst den rystende nytårsaften i Køln 31.12. er sket en voldsom opvågnen af alle europæere. Ingen kan længere komme uden om at besinde sig på de europæiske værdier i almindelighed eller de forskellige nationale værdier i særdeleshed, eftersom allerede antallet af invaderende migranter er så stort at det truer ikke blot landenes suverænitet (herunder grænsesikkerhed), men også landenes velfærd, økonomi, sociale og civile orden, sikkerhed samt kulturelle egenart og sammenhæng. Det rejser derfor specifikt spørgmålet om de enkelte landes forpligtelse til tage imod flygtninge efter gældende konventioner kontra deres ret til at værne sig selv, og dette vil igen - som debatten har vist - rejse dilemmaet om naturlig næstekærlighed, hjælpsomhed og solidaritet kontra naturlig integritet. Dilemmaet er ikke løseligt med nogen af parternes fornuftsargumenter, derfor splitter det alle EU-lande lodret igennem på en ulægelig måde der vil få følger i årtier - og derfor uundgåelig også give samtlige politiske partier udfordringer med hensyn til at vælge en bæredygtigt politik.

En af bidragyderne til bogen om det konservative forår, Kasper Støvring, har taget meget klar stilling og har fx på sin blog på Berlingske den 4.12.15. ironiseret gevaldigt over EU-toppen da denne måtte opgive af få medlemslandene med på en fælles kvoteordning: "Juncker er tydeligvis beruset i videoklippet. Sådan forestiller jeg mig, at EU går under, til stor morskab, midt i tragedien. Fulderikkerne ved det godt, men drikker sig fra sans og samling for at kapere nederlaget, en lille trøst i undergangens stund. Det er Roms sidste dage: Verden er i brand, men eliten forlyster sig." Og videre hedder det: "Der er klar symbolik i det forhold, at EU er placeret i Belgien, en fejlslagen stat, der er blevet kaldt en rugekasse for jihadister, en veritabel jihadistfabrik, Belgikistan. Landet har tidligere været uden regering i 541 dage. Det skyldes en vedvarende dyb politisk krise mellem befolkningsgrupperne i landet, mellem de flamske og wallonske dele. For Belgien er en multikulturel og multinational stat, ikke en klassisk nationalstat, men netop – som EU – en splittet stat, svanger med konflikter. Belgien har mistet den betydning, som kendetegner en normal statsmagt. Staten har ingen kontrol over sit eget territorium. Der er store områder uden for jurisdiktion. Senest har man efter terrorangrebet i Paris måttet lukke landet ned i flere dage, og der er politi overalt. Belgien, der har Europas højeste antal Syrienjihadister per indbygger, får nu hjælp af den franske sikkerhedstjeneste."



Så klart er der ingen af Det konservative Folkepartis folketingsmedlemmer der tør udtale sig. Men partiets politiske ordfører, Mai Mercado, offentliggjorde allerede 4.4.15. en kronik i Berlingske hvor hun vedkendte sig kristendommens afgørende rolle for det danske samfund og danskerne og derfor som en naturlig forlængelse heraf foreslog, at kristendomsundervisningen styrkes og gøres obligatorisk i den danske folkeskole.

Den flittige konservative kommentator Søren Hviid Pedersen påpegede i et indlæg i sin blog på Berlingske samme dag at der bag kronikken ligger en forståelse af konservatismen, der stærkt betoner det danske samfunds fundamentale kristne karakter og historie. "Et samfunds identitet består af en historisk erindring om hvad det vil sige at være dansk. Kristendommen er en integreret del af det at være dansk. Man kan ikke tænke danskhed uden at medtænke kristendommens betydning for vort samfund, vores menneskeopfattelse, vor forståelse af relationen mellem politik og religion etc. Alt dette vidner om kristendommens dybe påvirkning af det danske samfund og danskerne. Der er således ikke nævneværdig forskel mellem vores nationale identitet og vores religiøse identitet. Sådan skal det vedblive at være.
En metode til at bibeholde vores historiske bevidsthed er, at folkeskolen har som forpligtelse at viderebringe kristendommen som en del af skolens curriculum, og at denne formidling af kristendommens helt afgørende rolle for Danmark og danskerne gøres obligatorisk for alle børn i Danmark. Kristendommen er indholdet og substansen i dansk demokrati, kristendommens forpligtende tale til det enkelte menneske er det civiliserende og disciplinerende element, der gør dansk folkestyre realistiske og muligt. Hvis vi skal have en ambition om, at Danmark, også i fremtiden, skal være et kristent og demokratisk samfund, så skal vi sikre, at de fremtidige generationer får en grundig viden og kærlighed til dansk historie og dansk Lutherdom. Den bedste måde at integrere fremtidige generationer i det danske samfund er, at disse integreres i en kristen tilværelsesforståelse."

Søren Hviid fortsætter med nogle præcise bestemmelser af konservatismen, der er blev ekstra relevante efter 5.9.15.: "Konservative skal ikke være bange for at vedkende sig, at politik er en videreførelse af et folks nationale identitet. Derfor er statens institutioner selvfølgelig en vigtig del, af den politiske bestræbelse det er at fastholde Danmarks identitet som en kristen nation. Konservatismen skal ikke konstruere eller designe det danske samfund, men de konservative skal sørge for, at det danske samfund udvikler sig i kontinuitet med dets historiske forudsætninger. Mai Mercados udspil skal ses i denne kontekst. Nemlig som et genuint konservativt forsøg på at sikre at Danmark, også i fremtiden, er en nation og et samfund, der hviler på en kristen tilværelsesforståelse. Kun herigennem kan Danmark vedblive med at eksistere som et godt samfund, fri for totalitære fristelser hvad enten det er repræsenteret ved politisk islam eller kulturradikale/liberalistiske ideologier."

Søren Hviid var lige som Kasper Støvring klar i mælet da han anbefalede et nej ved EU-folkeafstemningen den 3.12., hans og Mercados argumentation er imidlertid efter min mening uhyre svag når det gælder religion og ideolog, for som påpeget gang på gang i artiklerne på Jernesalt, så er folkekirken i dag blevet en så udvandet udgave af snæver humanistisk hjælpsomhed at den er blevet en næsten ligegyldig kulturfaktor, samtidigt med at det er blevet fuldstændigt klart at modsætningen mellem (vest-)europæisk kultur og islamisk kultur slet ikke kan reduceres til en kamp mellem kristendom og islam, men er en kamp på liv og død mellem vestlig frihed, vestlig demokrati, vestlig sekularisering og vestlig kvindefrigørelse på den ene side og muslimsk ufrihed, diktatur, teokrati og præstestyre samt kvindeundertrykkelse på den anden side. Og det er dette der gør masseinvasion af muslimer undergravende og ødelæggende for EU, europæisk kultur og de enkelte EU-landes egne nationale kulturer. Et fåtal af indvandrere ville med lidt godt vilje kunne integreres, men ikke en eller to millioner der bare drømmer om fred og lykke. Økonomi, infrastruktur, administration og sikkerhedsforanstaltninger vil ikke kunne slå til. Det konstateres allerede i mange administrative organer og hos mange politikere, men endnu ikke i hele befolkningen. Denne splittes faktisk og øger de interne modsætningerne i hver eneste nation.



Det er vigtigt at holde fast i Søren Hviids konstatering af at vi mennesker ikke fødes med forestillinger om ret og rimelighed, men må have dem ind med indførelsen i traditionen. Men det er besynderligt at han ikke tillægger det nogen betydning at alle mennesker faktisk i puberteten pludseligt får fuld bevidsthed om forskellen mellem godt og ondt og samtidigt bevidsthed om den ret afgørende forskel mellem kønnene hvad både fysik og psyke angår. Samtidig begynder de som bekendt også at få kritiske øjne på deres ophav og så at sige gennemskue forældrenes og alle autoriteters ufuldkommenhed. Dermed er mennesket for stedse drevet ud af barndommens uskyld og formynder-paradis. Og dermed føres generation efter generation ind i et helt naturligt ungdomsoprør der med regelmæssige mellemrum får samlet energi til store samfundsforandrende ungdomsoprør som det i 1968. Men det er helt centralt at få fat på at det helt almindelige ungdomsoprør generation efter generation - modsat hvad Claes Kastholm hævder - er normen, ja, det er betingelsen for overhovedet at blive voksen og kunne påtage sig fuldt ansvar for eget liv.

Faktisk er hele denne historie beskrevet i den bibelske myte om 'syndefaldet' der som alle myter drejer sig om menneskets generelle livsvilkår. Ulykken var at man talte om 'synd' og deri ikke blot lagde den faktiske adskillelse mellem de unge pubertetsbørn og deres fædrene ophav, men så den som noget grundliggende negativt, skønt den er al kulturs begyndelse. Og det skal huskes at den jødiske opfattelse blev overtaget uden videre af kristendommen, dvs af de apostle der grundlagde romerkirken, men havde hele jødedommen indpodet i sig fra barnsben. Specielt var det seksualiteten der blev miskrediteret systematisk, så det holdt i århundreder - ja, faktisk helt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Først dybdepsykologien og kvindebevægelsen fik efterhånden gjort kål på fordommene, og først præventionen, p-pillen og den frie abort efter 2. verdenskrig beseglede frigørelsen.

Allerede af denne grund er det ikke holdbart at se den kristne tradition i sin helhed som forudsætning for vores nuværende kulturelle situation, men alene som forudsætning for kulturudviklingen fra kristendommens indførelse omkring år 970 til omkring 1945-50. Vi må tværtimod forstå det vedvarende faderopgør (det mytiske 'syndefald') som al kulturs forudsætning og derfor i dag også gøre os fuldstændigt klart at den aldeles afgørende forskel mellem vesterlændinge og muslimerne ikke drejer sig om fortolkelige delelementer i kristendom og islam, men ganske enkelt om kvindefrigørelse kontra kvindeundertrykkelse. Og ud fra dette hovedsynspunkt kan det fastslås med sikkerhed at venstrefløjens generelle tendens til i flygtningedebatten at lade hensynet til de enkelte flygtninge (barmhjertighedsprincip) gå over hensynet til de enkelte samfund (suverænitetsprincippet) er én stor selvmodsigelse.

Og det skal ydermere slås fast med syvtommersøm, at konservatismen ubetinget må betegnes som reaktionær, hvis den ikke højt og tydeligt går imod traditionel kristendom på dette punkt.

Der kunne siges mere om de konservatives nærmest bevistløse fastholden ved traditionel folkekirkelig kristendom. Det lader vi ligge. Folkekirkens elendighed er behandlet udførligt i andre artikler (se oversigt under Folkekirken og protestantismen). Men det bør da lige nævnes, at hvis folkekirken ville vove at tage det store skridt helt at droppe trosbekendelsen, så ville man løse en bunke interne problemer, da denne bekendelse er et dybt forældet magtmiddel der som alle dogmatiske bekendelser intet andet formål tjener end at kontrollere medlemmernes tro. Samtidigt ville man med et sådant kvantespring i kristendommen opnå at komme tættere på Jesu forkyndelse end på Pauli, eftersom Jesus absolut ikke stillede nogen betingelser for tro. Ja, man kunne faktisk ved at fjerne trosbekendelsen i alle ritualer gøre folkekirken helt åben for samtlige danske statsborgere, inklusive nytilkomne muslimer!



Et andet centralt punkt i forståelsen af danske værdier er sproget, fordi der løbende er debat om såvel danskundervisningen i folkeskolen som danskprøverne for indvandrere der søger statsborgerskab. Danskundervisningen i folkeskolen burde forbedres, allerede fordi det er en forudsætning for al uddannelse at kunne læse og skrive. Men danskprøver i forbindelse med statsborgerskab er latterlige, ganske enkelt fordi man ikke kan dokumentere sit niveau gennem objektive tests. Det centrale sprog i alle nationale kulturer er modersmålet, der i blot nogenlunde homogene samfund vil fungere som dagligsproget, dvs som det fælles sprog der i modsætning til fagsprog og kunstsprog dækker alle sider af den sproglige erfaring og den sproglige udtryksmulighed. Det dækker såvel den logisk-rationnelle del som den ulogiske og irrationelle del - og det er det frie spil mellem disse to dele der giver den sproglige beherskelse. Og den kan man vel at mærke ikke stille prøver op for, den kan man kun høre ved frie samvær.

Men tager man dette til efterretning, så må man også acceptere at indvandrere i Danmark ikke taler dansk i fuld betydning af ordet. De kan som alle der tilegner sig fremmedsprog lære at klare sig i daglige situationer på dansk, men de bliver ikke bærere af landets sproglige tradition, og vil derfor vedblive at være handicappede fremmedelementer i kulturen. Det betyder ikke alverden, så længe antallet er indvandrere er forholdsvist lavt - velvillige indvandrere vil lære mere og mere dansk med årene, og deres børn vil have meget nemmere ved at lære det - men er antallet af invandrere for stort, vil modsætningen mellem 'dem' og 'os' bestå - uanset om man vil være ved det eller ej.

Også her synes konservativt indstillede mennesker at være for blåøjede.



Hovedproblematikken i konservatismen kommer man ikke uden om. Selve navnet siger at de konservative lægger mere vægt på bevaring end på forandring, og det er stadig tilfældet, selvom ingen konservative i vore dage vil være åbenlyse og erklærede modstandere af enhver forandring eller ethvet fremskridt. Det er kun nostalgikere der drømmer om et evigt Guldalderdanmark.

Som det imidlertid fremgår af de ovenfor bragte citater, så er der stor forskel på hvordan konservativt indstillede mennesker forholder sig til forskellen mellem frihed og lighed (eller tryghed). De fleste lægger stor vægt på den personlige frihed der ikke mindst indebærer frihed til at udfolde sig, ernære sig, besidde ejendom og drive forretning m.m. og naturligvis at kunne tænke, tro og ytre sig frit. Og allerede Burke understregede at lighed strider mod naturen, hvad der er nogenlunde det samme som at sige ligeud at frihed til udfoldelse altid fører ulighed med sig. Derfor går mange imod velfærdsstaten som forekommer alt for ivrig efter at lade staten regulere, dvs begrænse den private udfoldelse. Men så kommer indvendingen, at ansvaret følger med friheden, således at den frie udfoldelse skal foregå inden for rammerne af hensynet til andre. Vi har trods alt et fælles ansvar for samfundets svageste, ja det "ligger dybt i vores kultur, at vi er solidariske og tager os af hinanden. Derfor har vi indrettet et samfund, hvor vi får hjælp, når uheld, sygdom eller alderdom gør det svært for os at klare os selv." (som det formuleres kort i programmet for "Nye Borgerlige"). Og det er jo fint nok, der er mig bekendt ikke et eneste parti her i landet der siger noget andet.

Det bagstræberisk ligger i at ingen kan se og direkte udtale at der foreligger en klar komplementaritet mellem frihed og lighed, mellem forandring og bevarelse, og mellem pludselig, springvis forandring og kontinuerlig reform. Komplementaritet foreligger når man ikke på rationel vis kan afgøre hvilken af to logisk uforenelige modsætninger man skal vælge; der kan nemlig foreligge noget fornuftigt og berettiget i begge synspunkter. Og man vælger da det bohrske komplementaritetsssynspunkt: at begge synspunkter er berettigede og skal tages med i enhver fuldstændig beskrivelse af problemet og enhver praktisk behandling af dem.



Allerede Burke kunne ikke se det fornuftige i den franske revolutions slogan, der sætter frihed og lighed op som jævnbyrdige ideer ved siden af hinanden og tager fællesskabet med som det tredje punkt der ligesom står for den idé at man lader modsætningerne sørge for dynamikken - uden at fællesskabet går i opløsning (som det eksempelvis altid sker i borgerkrige). Men hovedparten af de konservative mennesker kan tilsyneladende heller ikke se det. Generelt gælder at liberalismens idé kommer til at stå som en absolut modsætning til socialismens idé på trods af at der er fornuftige synspunkter i begge - og altsammen fordi man ikke kan se nogen anden mulighed.

Men faktisk er der den tredje vej som Labour prøvede under Tony Blair i 1990'erne og Venstre under Anders Fogh Rasmussen i 2001. Den betyder at man siger farvel til såvel liberalismen som socialismen som rene ideologier og begiver sig ind på en midterpolitik der vil samarbejde i stedet for at føre klassekamp og som flyer al ekstremisme. Ulykken i begge lande var at lederne ikke fattede den trejde vejs dybeste filosofi og derfor ikke forhindrede at deres lande efterhånden førtes tilbage til den gamle, forældede klasse-orienterede politik 'blokpolitikken'. - Jf. øvrige artikler om den tredje vej under Henvisninger.

I vores helt aktuelle situation med flygtningekrise er det slående at vælgerne godt hjulpet af medierne fastholder den skarpe opdeling i rød blok kontra blå blok, selvom der i folketinget kan skabes stort tværgående flertal for den borgerlige regerings stramning af asylpolitikken. Resultatet er af Socialdemokraterne og dets leder kommer i klemme, idet mange i partiets bagland er på det naive 'barmhjertighedshold' over for flygtninge og vil have Mette Frederiksen til at ændre kurs. Sandsynligvis ville Vestre-regeringen falde, hvis der bliver valg snart, således at Mette Frederiksen ville blive ny statsminister, men tre store partier på venstre-fløjen (Radikale, Enhedslisten og Alternativet) er imod asylstramninger, og det vil blive et stort problem for hende.

Progessiviteten vil naturligvis bestå i at køre en stram flygtningepolitik med tilslutning fra S, DF og V og eventuelt samt Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti. Det vil sige midterpolitik på tværs af fløjene, og det vil igen sige den tredje vej. Men se om nogen af partierne forstår det.

At Det konservative Folkeparti heller ikke viser nogen forståelse er nok ret ligegyldigt, da partiet ikke kommer til at spille en afgørende rolle ved optælling af mandater efter næste valg. Men det er da et klart eksempel på at partiet såvel som konservativt indstillede vælgere uden for partiet er reaktionære.

Ejvind Riisgård



Link til Det konservative Folkeparti
Link til Berlingskes blogs
Link til Partiet 'Nye Borgerlige'



Relevante artikler på Jernesalt:

Godhed som princip bliver altid utopisk ideologi  ()
Kvindefrigørelsen og den frie leg mellem kønnene  (18.1.16)
Status over året 2015  (31.12.15.)
EU's ledere tror ikke på europæisk kulturs unikke fortrin  (22.11.15.)
Merkel bringer sit land og hele EU ud i ufrihed og fangenskab  (6.11.15.)
Merkels bevidste satsning på Tyrkiet undergraver europæisk fællesskab  (20.10.15.)
EU og Merkel bruger flygtningestrømmen til at skabe mere union  (14.10.15.)



Det konservative folkeparti svækket med Pape  (8.5.15.)
Regeringsrokale og partiudmeldinger  (12.8.13.)
Folketinget går på sommerferie og regeringen får et pusterum  (19.6.13.)
Konservativt lederskifte  (16.1.11.)
To partiformænd i vanskeligheder  (3.8.10.)
Genopretningsplan og unødig skattesag  (2.7.10.)
Konservativt udspil om integration og danske værdier  (21.8.09.)
Burkaforbud - et led i kvindefrigørelsen
eller et led i diskrimination af muslimer?
  (18.08.09.)
Formandsskiftet hos de konservative  (10.9.08.)
Dansk Folkeparti og Venstre-Konservatismen  (19.12.06.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
DF, konservative og erhvervsledere  (23.3.06.)
Kongekabale  (11.10.04.)
Gives der en moderne konservatisme?  (28.4.04.)
Blivende værdier?  (14.4.04.)



'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
Den tredje vej og Labours nye formand  (27.9.10.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
Den tredje vej og Lars Løkke Rasmussen  (29.9.10.)

Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Dansk politik under forvandling   (18.8.02.)
Blokpolitik eller hvad? - Status over VK-regeringens første halvår



Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritets-aksiomet
Komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
Komplementariteten mellem sjæl og legeme
Komplementariteten som dynamisk  (23.8.12.)
Er den komplementære helhedsrealisme harmoniserende?  (5.4.10.)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)



Sprog og politik  (9.9.10.)
Hverdagssproget er blevet tømt for eksistentiel substans  (24.12.14.)
Sproget  (kap. af Jernesalts 2009-filosofi)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)

Afmagtspostulater
Politiske parametre  (6.2.05.)
Værdimanifestet i forkortet udgave
Værdimanifest i komplet udgave



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal