JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - frankrig17macron4

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.6.17.

Macron får absolut flertal i Frankrig - men med lav stemmeprocent og skæv mediefortolkning

Anden runde af det franske parlamentsvalg søndag den 18.6. gav følgende resultat (ud af 577 sæder; absolut flertal fra 289):

République En Marche/Modem 361 - (Macrons Socialliberale)
Republikaner/UDI/DVD           126 - (Konservative)
Parti socialiste/PRG/DVG           46 - (Socialister)
La France insoumise/PCF           26 - (Melanchons Radikale Venstre)
Front National                              8 - (Marine Le Pens Højrespopulister)
Øvrige: 10 (hvoraf 3 korsikanere)

De fire førstnævnte er valgforbund.

Valget svarede nogenlunde til prognoserne, men var præget af en valgdeltagelse helt nede på 43 %, der væsentligst skyldtes at de fleste gamle partier ikke var fuldt opstillede og derfor gav mange protesterende sofavælgere. Det giver ikke præsident Emmanuelle Macron mindre magt, men er en udfordring i den forstand at han er nødt til at tage højde for protesten. Valget betød en udskiftning af Nationalforsamlingen på hele 75 %!

For regeringspartiet blev seks opstillede ministre valgt, herunder premierminister Édouard Philippe. Også ministeren for territoriernes 'sammenhæng' Richard Ferrand blev valgt - selvom han som den eneste i regeringen er blevet beskyldt for den slags urene trav partiet principielt vil undgå. Han går dog ud af regeringen for at overtage posten som leder af gruppen i Nationalforsamlingen.

Republikanerne fik valgt Francois Baroin, og bliver stærkeste oppositionsparti i Nationalforsamlingen. Socialisterne fik blandt andre valgt den tidligere premierminister Manuelle Valls, men partiets førstesekretær har trukket sig. For det radikale Venstreparti valgtes den populære og veltalende præsidentkandidat Mélanchon, mens Front National fik valgt sin formand, Marine Le Pen, men ikke sin viceformand.

Vinderpartiet "République En Marche" er et ægte socialliberalt parti der bevidst henvender sig til og ønsker at samle den brede midte. Partiet er kun et år gammelt og har fra starten været mere en bevægelse end et parti. Det ønsker det fortsat at være, men naturligvis er man nødt til ved valg til Nationalforsamlingen og til alle lokalvalg at lade sig betragte som et parti. Og Macron har også valgt at sikre sig orden i egne rækker ved at lade alle kandidater underskrive en erklæring om at det er hans linje de skal følge. En sådan håndfæstning er et særsyn i fransk politik og muligvis på kanten af forfatningen, men den må betegnes som det eneste fornuftige, hvis bevægelsen ikke skal havne i den situation man har set andre steder når nye partier dukker op, at man får valgt en flok individualister og enspændere der ikke kan holde sammen om partilinjen og derfor skaber uro og forvirring blandt vælgerne. Men Macron og "En Marche" er nye fænomener i fransk og europæisk politik med udtrykkeligt ønske om at gå nye veje der adskiller det markant fra alle de gamle etablerede partier og deres stigende indspisthed og korruption - og det kræver orden og lederskab.

Macron vil satse på fornyelse og har taget de første vigtige skridt i den retning ved at danne en regering med overvejende unge og nytænkende politikere samt ligelig fordeling af ministerposter mellem kønnene. Og han har ved parlamentsvalget ligeledes sørget for fornyelse gennem opstilling af relativt unge mennesker med professionel baggrund, men uden større politisk erfaring. Gennemsnitsalderen ligger omkring 44, hvor den gamle nationalforsamlings lå midt i 60'erne. Partiet har opstillet lige så mange kvinder som mænd - og det kan man roligt lægge mere i end ren og skær formalitet, for Macron forstår ud fra sin egen erfaring, hvad det kvindelige element betyder i udviklingen. Der blev valgt ialt 223 kvinder til den nye Nationaforsamling mod 155 til den gamle.

De gamle partiers situation er med ét slag ændret så markant, at de bliver nødt til at finde deres ben igen. Det gamle republikanske parti (Chiracs og Sarkozy's) har bevaret skindet på næsen og vil uden tvivl føre hård opposition, men omvendt vil de sikkert også kunne stå sig bedst i det lange løb ved at få gjort op med al gammel korruption (som både Sarkozy og Fillon blev fældet på). Om Socialistpartiet kan blive 'genfødt' er mere tvivlsomt, for Hollande kørte det i sænk og forstod slet ikke hvad Macron, der en overgang var hans egen rådgiver og økonomiminister, havde gang i og ønskede som fornyelse. Det skal dog til Hollande's ros siges at han til sidst accepterede Macron som en værdig afløser.

Yderfløjene får det svært. De venstreradikale (med Mélanchon) kan formentlig skabe betydelig uro og strejker allerede i løbet af sommeren og efteråret, fordi de er stærkt organiserede og råder over et stort antal klakører og ballademagere. Men Macron er klar over risikoen og vil uden tvivl sammen med sin premierminister forsøge at forhandle sig til resultater med arbejdsmarkedets parter om reformer, som det vil blive svært for de røde fagbevægelser at gå for voldsomt imod, hvis de vil have indflydelse fremover. Macrons strategi indebærer jo også som centralt element investeringer der skulle kunne give nye arbejdspladser.

Højrepopulisterne i Marine Le Pens Front National fik sølle 8 pladser i Nationalforsamlingen - og det giver hun naturligvis valgsystemet skylden for. Men hun må ligesom venstrefløjen se i øjnene at Front Nationals muligheder fremover vil blive yderst begrænsede hvis Macron får nogenlunde held med sine reformer de næste fire-fem år. Han er klar over at det tager tid at gennemføre store reformer, men er også på det rene med at de skal påbegyndes hurtigt. Og så er der jo lige det med Front Nationals' modstand mod EU. For den er ikke til gunst for et parti i et land der har været med til at bygge EU op og hvis befolkning overvejende støtter medlemsskabet. Man kan intetsteds i det frie Europa vinde på i længden at være imod EU som sådan eller imod den offentlige sektor som sådan. Begge er ikke uforanderlige - og de trænger faktisk til reformer, men det skal være reformer til den brede befolknings gunst.

Det er blevet diskuteret om Macron og hans bevægelse er elitær eller folkelig. Men efter min mening er det helt galt at betragte Macron som elitær, blot fordi han har gået i eliteskoler - og det var netop hvad sociologen Christoph Ellersgaard gjorde i Deadline søndag aften. Han sammenlignede også Macron med Margaret Thatcher der var yderst konservativ og yderst neoliberalistisk (i Friedmanns ånd). Og det er en vanvittig skæv vinkling, for Macron er hverken socialist eller liberalist, men socialliberal i nærmest komplementær forstand, og Macron er ikke konservativ og er ikke blevet politiker for at gavne overklassen, men er en midtersøgende politiker der vil tilgodese både fremskridtsvenlige investeringer og passende omsorg for almindelige mennesker. Og hvad det folkelige angår, er Macron rent faktisk forankret i en dyb fornemmelse for fransk sprog og kultur som hæver ham definitivt over modsætningen mellem elite og folk på en måde som rækker tilbage til den ægte antirationalistiske romantik omkring 1789, men samtidig er helt moderne ved at være jordbunden, praktisk og pragmatisk indstillet.

I Deadline deltog også historikeren Christian Foldager med synspunkter der viste at han intet har fattet af Macrons helt nye filosofi og strategi. Foldager var fuldstændigt overbevist om at Macron var så elitær at han ville løbe ind i så store problemer med sine naive vælgere, at han hurtigt ville give både den radikale venstrefløj og den nationalpopulistiske højrefløj ideelle betingelser for comeback. - Det er mærkeligt at se forholdsvis fornuftige og vidende mennesker i den grad gå fejl af Macron, fordi de ikke sætter sig ordentligt ind i hvad der er dennes mål og ambitioner, men sætter ham i bås med gammmeldags tænkende mennesker uden at forstå ham som et emergent nyt fænomen i fransk politik.

Den frankofile højskoleforstander og tidligere medarbejder ved Politiken Bjørn Bredal har fulgt godt med i fransk politik de sidste par måneder og er herunder blevet væsentligt klogere end da han den 6. maj anmeldte Macrons bog 'Revolution' i Politiken med flotte og begejstrede ord. Hans daværende vinkling var bare skæv ad helvede til, fordi han så alt i et yderst snævert romantisk lys af Macrons forhold til sin fransklærerinde. I Deadline imødegik Bredal imidlertid fint og klogt Foldagers negativitet ved at understrege at Macron havde genskabt håbet i fransk politik. Manden står unægteligt over for store udfordringer, men han har en gennemtænkt plan og strategi som har det afgørende element i sig at det vækker genklang hos almindelige mennesker der er lede og kede af de etablerede partiers magtesløshed og korruption. Macron vil noget nyt. Og han har skabt håb om noget nyt.

Samme indtryk var også DR's korrespondent Stephanie Surrugue kommet til efter at have fulgt Macrons bevægelse i flere uger. Hun synes intutitivt at have forstået hvilken omvæltning - ja, revolution - Macron har sat i gang og som det vil blive mere end vanskeligt for oppositionen og det hele det gamle system at standse.

Hvem der får ret, kan kun fremtiden vise, men det er ikke uden grund at Bjørn Bredal i sin klumme i Politiken 19.6. påpeger at den kun 39-årige Macron med Napoleons energi og de Gaulles politiske sans har det der skal til for at blive og være fransk præsident: nemlig noget folkeligt, noget aristokratisk, noget demokratisk, noget erotisk og noget kejserligt i én og samme person! Med Macrons magtovertagelse har Frankrig genfundet ånden og logikken i Den Femte Republik, som blev vakt i årene 1958-62, men dysset ned igen. Måske har Frankrig nu -ifølge Bredal - efter mange tilløb omsider afskaffet den falske modsætning mellem højre og venstre som revolution i 1789 medførte - og fundet en ny og moderne forståelse af forholdet mellem frihed og lighed, mellem marked og samfund, mellem stat og privat, mellem globalt og lokalt, mellem lukket og åbent.

Bortset fra at ordet komplementaritet mangler, er det næsten som skrevet ud af undertegnedes hjerte - og måske ikke upåvirket af min kritik af selvsamme Bredal i artiklen 26.5. om "Usikre vurderinger af Macron" som naturligvis blev sendt til ham. Hvem véd?

Afgørende er at Macron er blevet Frankrigs nye præsident og har fået et absolut flertal bag sig i den nye Nationalforsamling, og at et helt nyt kapitel begynder i fransk og europæisk politik.

Ejvind Riisgård

Links:

Wikipedia om partiet République En Marche
"République En Marche"
herunder Emmanuelle Macrons program
Macrons regering

Den franske Nationalforsamlings officielle website
Det republikanske parti (UDI)
Front National
Le Monde (fransk)
France 24 (eng.)

Litteratur:

Emmanuel Macron: Revolution. Oversat af Peer Bundgaard (Informations forlag. 2017)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Emmanuel Macron - det emergente fænomen i europæisk politik  (12.9.17.)
République En Marche! vandt suverænt første runde af det franske parlamentsvalg  (12.6.17.)
Usikre vurderinger af Emmanuel Macron  (26.5.17.)
Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring  (10.5.17.)
Hollande vandt præsidentvalget på løftet om forandring  (7.5.12.)
Hollande vandt over Sarkozy i 1. runde  (23.4.12.)