Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - frankrig17macron6

ARTIKEL FRA JERNESALT - 13.9.17.

Emmanuel Macron - det emergente fænomen i europæisk politik

Indledning
Begyndelse og baggrund
Bedstemoderen og nærværet
Emmanuel springer puberteten over
Lærerinden og symbiosen
Ordene og nærværet
Forførelseskunst
Sponsorer og storebrødre
Et barn af systemet
Mediernes betydning
Mange forskelliuge vurderinger
Helhedsrealistisk vurdering
Henvisninger



Indledning    
Til toppen  Næste

I min artikel "Macron og Merkel tager nu têten i EU" (3.7.) understregede jeg at man ikke skulle undervurdere den specielle alliance der var opstået mellem den fremstormende unge franske præsident, der havde erklæret at ville bryde gamle mønstre, og den aldrende, konservativt indstillede, men erfarne tyske kansler Merkel. Forholdet mellem de to førende ledere i EU er et nært politisk og personligt forhold som ser ud til at kunne få en lige så stor indflydelse på Macron som hans ægtefælle Brigitte Macron har haft på ham i to årtier, men som nu gælder hele EU og vil blive uden sidestykke i Europas udvikling. Den rækker nemlig ind i den nye tids meget specielle konflikter, som ikke mindst Merkels håndtering af flygtningekrisen har et meget stort ansvar for, og den uafhængighed af USA som Donald Trump har gjort tvingende nødvendig i forhold til Rusland og Mellemøsten.

Macron må bedømmes som et helt specielt fænomen i Europas udvikling, og det kræver et særskilt essay, som dels kan tage udgangspunkt i Macrons egen bog "Revolution", dels i en god og grundig biografi der er skrevet af en journalist ved 'Figaro' og går tæt på manden og hans relationer, og som blev udgivet før Macron blev valgt .

Ganske kort fortalt blev Frankrigs nye, usædvanligt unge og usædvanligt lovende præsident Emmanuel Macron født i 1977 i Amiens, hovedstaden i Pikardiet. Forældrene var hospitalslæger og familien dermed en del af bourgeoisiet. Hans bedsteforældre var på moderens side en skolelærerinde og en jernbanearbejder, og på faderens side en socialrådgiver og en ingeniør. Alle fra ydmyge kår.

Udover sit skolearbejde var Emmanuel kun interesseret i klaverspil og teater. Klaveret har han været lidenskabeligt optaget af siden sin tidligste barndom. Og da han var rådgiver for Hollande blev han kaldt for Elysé-Palæets Mozart, fordi han ofte satte sig til klaveret. Men det er nu komponisterne Schumann og Listz han sætter højst. - Teater opdagede han da han var teenager og kom med i en teatergruppe på skolen. Det blev en slags åbenbaring.

Da Macron var seksten (og havde fået et nært, men specielt forhold til sin dramalærer), sendte forældrene ham til Paris for at læse videre. I løbet af disse år voksede en overbevisning frem i ham om at det der drev værket, ikke bare var lysten til at studere, læse eller forstå. Det var netop ønsket om at handle, at forsøge konkret at ændre tingene. Han valgte derfor at læse jura og økonomi. Han læste bl.a. på École nationale d'administration (ENA), og han blev kandidat i 2004.

Macron arbejdede et halvt år for staten på den franske ambassade i Nigeria. Derefter blev han ansat i finansinspektoratet. I 4½ år lærte han her denne forvaltnings specifikke og strenge undersøgelsesmetoder. Han oplevede et tæt samarbejde med og venskaber mellem mennesker der i fællesskab førte den offentlige politik ud i livet. Han blev viceordfører for Kommissionen for frisættelsen af den franske vækst. Men han besluttede at forlade inspektoratet og arbejde i den private sektor.

Han ville tilegne sig virksomhedernes grammatik og lære at takle internationale forretningsanliggender, og fra 2008-12 arbejdede han for investeringsbanken Rothschild & Co.

I 2012 valgte den nu 35-årige Macron igen staten som arbejdsgiver. På præsident François Hollandes foranledning besluttede han at engagere sig i politik og hjælpe med at udfærdige programmet og ideerne for den i hvert fald på det økonomiske område reformvillige venstrefløj. I to år arbejdede han sammen med Hollande som vicegeneralsekretær med ansvar for eurozonen og andre økonomiske anliggender.

I 2014 bad han sig fritaget fra sine forpligtelser, fordi han havde valgt en ny vej, men præsidenten kaldte ham tilbage til posten som økonomi- og industriminister samt minister for digitale anliggender.

Macron ønskede at føre en klarsynet voluntaristisk politik der konsekvent skulle tage de kampe der kunne gavne landets industri og økonomiske suverænitet. Men han stødte på forhindringer og uenigheder. Og efter de koordinerede og voldsomme terrorangreb i Paris mod seks forskellige lokaliteter i november 2015 blev udnyttelsen af de nye økonomiske muligheder opgivet. Fraværet af en reel reformvilje og en mere ambitiøs EU-politik samt lanceringen af en efter Macrons mening steril debat om fratagelse af statsborgerskab for visse borgere forekom ham at være deciderede fejl. Hans arbejde som minister blev desuden hæmmet af visse folks tekniske inkompetencer og diverse skjulte dagsordener.

Macron besluttede derfor at tage et politisk initiativ og lancerede den 6. april 2016 bevægelsen "Én Marche". Men han understregede kraftigt at initiativet ikke blev igangsat imod nogen, men for noget. Han er en person der er for noget. Han er for at forsøge at overvinde de politiske splittelser, hvis negative konsekvenser han havde kunnet konstatere. Han er for at gå endnu længere i den nødvendige reformering af landet. Han er for at skabe et projekt og genoptage tråden fra franskmændenes fælles historie og genfinde fremskridtets dynamik.

Macron måtte naturligvis forlade regeringen, men undgik ikke beskyldninger om forræderi. Men dem anså han for symptomatiske for den moralske krise i den aktuelle politik. Han ville ikke mekanisk adlyde præsidenten og give afkald på sine egne ideer. Han ville oprør.

Og han blev faktisk til alles overraskelse valgt til Frankrigs præsident den 6. maj 2017 med 66 % af stemmerne mod 34 % til Front Nationals Marine Le Pen (dog med lav valgdeltagelse). Og det efterfølgende parlamentsvalg gav med 361 mandater af 577 hans bevægelse absolut flertal i Nationalforsamlingen. Han fik problemer med dannelsen af sin regering, fordi nogle af de udnævnte ministre viste sig ikke at kunne leve op til de meget strenge krav om rene hænder han forlangte.

Men så gik han ellers i gang med et regeringsprogram og med pleje af de udenlandske forbindelser. Alt sammen i en helt ny stil og med helt nye og ambitiøse mål, der på den ene side vækker tvivl og skepsis hos mange (og får hans placering i meningsmålingerne til at dykke), men på den anden side også vækker betydelig opmærksomhed. Det er oplagt at vi alle står over for noget nyt. Ingen kan vide om han får heldet med sig med sine planer om dybe reformer, og overordentligt mange har svært ved at placere ham fordi han ikke passer ind i de gamle rammer, men han har vakt en tiltrængt optimisme - netop fordi han er noget helt specielt og vover at tro på fremtiden.



Derfor er det påkrævet at prøve at forstå manden, hans væsen, mål og ambitioner. Og dertil foreligger der et godt grundlag med Anne Fuldas biografi, der heldigvis foreligger i tysk oversættelse for dem der ikke er stive i fransk. Bogen er velskrevet og bygger på solid research og utallige interviews med hovedpersoner, venner, forbindelser og kommentatorer. Den er bygget op i streng kronologisk orden, og det forekommer lidt mærkværdigt, eftersom halvdelen af bogen går med grundig gennemgang af Macrons forhold til sine forældre, sin bedstemor og sin lærerinde og senere ægtefælle.

Disse forhold er unægteligt forudsætningen for alt det senere, men de kan jo netop ikke forstås uden at man forstår hvad det hele endte med som følge af Macrons specifikke ambitioner. Og forfatteren undgår ikke forsøgsvis - dog med humor - at sætte ham i bås som fx en politisk ufo, en Mowgli (drengen der vokser op i junglen) eller en Babar (elefantungen der forlader junglen for at besøge storbyen). Den slags skal man ikke tage mere højtideligt end forfatteren selv gør, men det viser at usikkerheden med at placere Macron i en ny og dækkende ramme er stor.

Allerede i sin prolog citerer Anne Fulda den kontroversielle franske forfatter Michel Houellebecq, der har skrevet 'Elementarpartikler' og 'Platform' samt romaner hvor han prøver at vende op og ned på mange ting. Emmanuel Macron? -Jo. "Han virker en smule som en mutant. Han er mærkværdig, man ved ikke, hvorfra han kommer… Jeg har forsøgt at føre et interview med ham, men ærlig talt: Det er utroligt svært at lokke et konkret udsagn, en slags sandhed ud af så veltalende folk."

Dette tilslutter Fulda sig med fuld forståelse. Men både hendes og den berømte mands usikkerhed skyldes efter min mening først og fremmest at man ikke fra starten holder fast i det specifikke:

Vi står med Emmanuel Macron over for et emergent nyt fænomen i den politiske og kulturelle udvikling som har bestemte forudsætninger og en bestemt forhistorie, men kun kan forstås i den helt egenartede sammenvævning af faktiske biologiske, sociale og karrieremæssige forhold med en fremadrettet, fuldt opdateret og progressiv målsætning, etik og helhedsrealisme.

Det vil jeg prøve at gøre klart, og derfor vil jeg supplere Fuldas oplysninger med hvad der skete efter bogens udgivelse og efter præsidentvalget.



Begyndelse og baggrund    
Til toppen  Næste

Emmanuel Macron blev født 21. dec. i Amiens. Han var et ønskebarn efter forældrenes tab af deres første barn, en datter, året inden. Forældrene var Françoise Nogués og Jean-Michel Macron, der begge var læger.

De valgte at give drengen navnet Emmanuel, fordi de syntes om det. Hospitalspræsten fortalte dem at Emmanuel betød "Guds søn", men det er faktisk ikke korrekt; det betyder "Gud med os". Forældrene var i øvrigt ikke troende. De havde lært hinanden at kende ved neurologistudiet i 1974 og blev i 1975 gift kirkeligt, selvom manden var agnostiker.

Emmanuel blev ikke døbt før han blev 12 år (1989), og da efter eget ønske om at ville have sin første kommunion (nadver). Mormoderen blev gudfader tillige med morbroderen. Emmanuel begyndte dermed efter eget udsagn "en mystisk fase" i sit liv, hvilket positivt kan udlægges som en fase med et bevidst indre liv.

Begge forældre deltog aktivt i 1968-oprøret. Faderen husker det som en stor, temmelig befriende fest, men skuffedes. Dog stemte han i 1981 på socialisten Mitterand.



Tabet af det første barn var et mareridt for Françoise Macron der var år om at komme igennem det. Hun var som modertype en 'skruk' der altid var om sine børn. Men det blev hendes mor (altså Emmanuelles bedstemor) der overtog moder-rollen i forhold til sønnen. I 'Revolution' fremhæver Emmanuel netop bedstemoderen som den afgørende moderlige skikkelse i barndommen. Françoise vil ikke acceptere det, men giver pressen skylden for "hypoteserne" om først bedstemoderen og senere Brigitte.

Mange artikler fremkalder også det indtryk at Emmanuel slet ikke har en familie, og det kan Françoise ikke bære. Hun kan fx dokumentere hvor meget hun og manden var på ferie med sønnen og hans søskende. De havde et ganske almindeligt borgerligt liv i provinsbyen Amiens. Og sønnen anerkender at opdragelsen var en opdragelse til frihed. "Kom ikke for sent hjem - og forkøl dig ikke", lød den faste formaning.

Det vigtigste Emmanuel fik med fra hjemmet var med hans egne ord hengivenhed, tillid og ønsket om at gøre tingene godt. Men bedstemoderen Manette var feen i eventyret. Hun var 'dronningen' i hans barndom og langt ind i voksenlivet. Og dette vel at mærke i så høj grad at moderen følte sig frataget sønnen. Han fjernede sig led for led fra hende. Emmanuel har ganske vist via Brigitte fået en fuld og færdig familie med børn og børnebørn, men det er - set fra hans mor siden - altså ikke hans egne.

Naturligvis er Françoise stolt af Emmanuel og hans usædvanlige lynkarriere, men hun opfatter mediesystemet som en blæksprutte. Alle overskrifter, artikler, bøger, internetberetninger og plakater føler hun som en indtrængen i sit privatliv. Hun følger med på mobilen og kan ikke andet, og da Emmanuel på et tidspunkt beskyldtes for at være homoseksuel, rådede hun ham til at dementere. Men det ville han ikke, for det mente han ikke kunne hjælpe.

Françoise vænner sig aldrig til de nye tilstande med Brigitte. Hun forbliver mor; ængstelig og fintfølende. Men hun synes det er frygteligt når han er i Le Tourquet (familiens feriested), for alle kender ham. Og stadig: Françoise føler at man har digtet ham et liv på, og det rebellerer hun imod. "Vi har dog også givet ham noget med hjemmefra".

For egen regning vil jeg her påpege, at det ikke i Françoise Macrons tilfælde har hjulpet at hun som modertype er en skruk, for i forholdet til Emmanuel blev det determinerende at hun på grund af den dybe sorg over tabet af sit første barn var fatalt fraværende og derfor var ude af stand til at forhindre at sønnen - barn nummer to - har følt et savn og fandt sin 'inderste' mor i mormoderen. Undertegnede er af den opfattelse af et menneskes afgørende livserfaring sker som spæd, helt bogstaveligt i moderens arme og ved moderens bryst. Hvis denne hyppige begivenhed ikke er fyldestgørende, vil den give barnet et varigt savn. Og det skulle være mærkeligt andet end at Françoise Macrons dybe og langvarige sorg over sit første barn ikke skulle have influeret negativt på hendes amning af Emmanuel. Derfor skal det også her tilføjes, at jeg finder Anne Fuldas senere refleksion over Macrons store behov for anerkendelse ufuldstændig. Hun hævder at Macrons angst for at falde igennem virker som om det smerter ham, når de beundrende blikke udebliver, dem han fik i sin barndom fra forældre og lærere, men ikke mindst fra bedstemoderen. Men det store savn var efter min mening den umiddelbare, ubetingede og spontane kærlighed fra moderens side det første år eller to.

Faderen Jean-Michel Macron er mindre såret og mere moderat i sine udtalelser. Han relativiserer, analyserer og konceptualiserer (gør bevidst). Han sammenligner bl.a. med Hollande og mener at der hos denne mangler en storytelling. Folk forlanger en historie af ham, som han ikke kan give. Selv ser Jean-Michel sin lille familie som en helt normal familie. "Vi har ikke smidt ham ud", men historien om Emmanuel er efter hans mening fuld af klicheer.

Parret blev separeret i 1999 og skilt i 2010. Jean-Michel Marcron beskrives af exkonen som introvert, en mand der lever i hovedet; en passioneret læser - med fin humor - og en god menneskekender, men mere litterær end matematisk. Han havde stor interesse for fransk, latin og græsk; og han ville egentlig have været arkæolog.

Emmanuel beskriver sin fars realistiske valg af lægefaget som "kongevejen for den perfekte opstigning i den femte republik". Faderen endte som neurofysiolog. "Min lidenskab for hjernen er ubrydelig". Han deler sin intellektuelle interesse med sønnen - ikke mindst for litteratur og historie. De har talt om Napoleon, 2. verdenskrig og de Gaulle. Men Emmanuel var ikke nogen beundrer af Clemenceau (fransk politiker med stor, men diskutabel indflydelse under og efter 1. verdenskrig).

Jean-Michel har besøgt Emmanuel to gange i Élysée-palæet, men han føler sig som tilskuer til nutidens politik. Den er blevet en magtkamp der har fjernet sig fra realiteterne. Og forsiden på 'Paris Match' med Emmanuel og Brigitte huede ham ikke, men han erkender at Emmanuel har et behov for at overbevise andre. Og at han har en overvældede karisma. Selv siger Emmanuel på baggrund af erfaringen fra såvel bankverdenen som Elysée-Palæet: "I finansverdenen går det hårdt til, men der er visse regler der skal overholdes. I politik er alt tilladt".

Faderen lærte Emmanuel (og søsteren) græsk, og indførte ham i filosofi, herunder i Nietzsche, Foucault, Lévi-Strauss, Althuser - samt Jacques Lacran (psykiater der brød med psykoanalysen - og blev strukturalist)



Jean-Michel Macron beskriver sin søn som et barn med lutter gode egenskaber, han var glad, utroligt flittig og venlig. Som 6-årig fik han salamandre og gemte deres haler i glas. Han spillede lidt fodbold og tennis, men brød sig ikke om svømning. Han gik til klaverundervisning på musikskolen i Amiens og havde svært ved at acceptere at klaverlærerinden i først omgang dumpede ham til en højere klasse. Emmanuel var et barn der levede i sin egen verden, men han var ekstraverteret nok til ikke at blive ensom. Han og Françoise har aldrig i familien sagt at Emmanuel var en ekstraordinær begavelse. Han var et normalt barn, men trods alt anderledes end de andre børn og uden nære forhold til de andre.

Macron var flere gange talsmand for sin klasse. Hans mor mente han havde en meget stærk, ja, ligefrem fænomenal hukommelse (hypermnensi), for fx græsk mytologi, og han har altid gerne villet tale for et publikum, allerede som lille. Og han kom til at stå sine lærere nær.

Efter grundskolen kom Emmanuel i jesuitergymnasiet i Amiens. Dette var dog ikke en afgørelse efter familiens tradition. Den var ikke religiøs. Jean-Michel understreger: "For mig er frihed i mange henseender det vigtigste. Jeg har mere tillid til overbevisningskraften end til tvangen".



Bedstemoderen og nærværet    
Til toppen  Næste

Da Emmauel den 4.2.17. foran en jublende menneskemængde på Gerland-stadion i Lyon citerede et fragment af René Char's "Feuilettes d´Hypnose (skrevet under besættelsen, men først udgivet i 1946) henholdt han sig ikke alene til George Pompidou, der engang ved en pressekonference brugte et citat af Paul Eluards, men også til sin legendariske bedstemor, hun som altid troede på ham og tidligst erkendte hans usædvanlige bestemmelse. Hun kunne vække hans begejstring for litteratur og poesi, herunder altså også for digteren og modstandsmanden René Char (1907-88).

Mens Emmanuel havde vægret sig ved at prisgive sit indre til medierne, trak han den i 2013 afdøde bedstemoder frem i forgrunden ved enhver given lejlighed. Så meget havde han at takke hende for. "Der går ingen dag uden jeg tænker på hende", skriver han i 'Revolution'. Hendes opmuntrende, velmente og kærlighedsfulde blik lod ham forstå at han var værdig til hendes undervisning. Selvom de tilhørte hver sin adskilte generation, talte de samme sprog og levede det samme liv.

Han udtrykte ved flere officielle lejligheder hvilken fortryllelse der var ført ind i hans vidunderlige verden. Netop hun havde åbnet dørene til viden, skønhed og i videre forstand 'uendelighed' (eller evigheden, "det mystiske"). Hun havde opdaget ham. Hun var hans veninde, fortrolige og lærerinde i en og samme person. Ja, hun var - som allerede nævnt - 'hans anden mor' ved siden af den biologiske, men eksistentiel set den vigtigste. Hun var kærligheden selv, og det var denne bedstemor der på afgørende vis havde ført ham fremad. Hun havde holdt ham til det lange, seje arbejde med grammatik, historie, geografi. Og hun havde animeret ham til at læse Molière, Racine, Duhammel, foruden nogle nu glemte autorer som hun havde holdt af - som Mauriac og Giono.



Hun hed Germanie Nogués, men kælenavnet var Manette, og Manu (kælenavnet for Emmanuel) var ikke blot hendes yndlingsbarnebarn, men hendes erklærede udvalgte. De havde fundet hinanden, som Brigitte udtrykte det. Manette havde sagt at Manu ikke var som andre, han var ikke en almindelig pode (Sprössling).

Allerede fra 1981-82, da Emmanuel var 4 eller 5 år begyndte et usædvanligt forhold mellem den tidligere skoleleder og den lille dreng med engleansigtet: et eksklusivt, intensivt og krævende forhold - der i enhver henseende var ud over det sædvanlige. Det var et kærligheds- og afhængighedsforhold der varede til Manettes død i 2013, og som var så inderligt at det virkede forstyrrende og svært forståeligt på andre. I første række for Emmanuels mor, der led under at føle sig lukket ude. Hun havde jo bragt et barn til verden hun inderligt ønskede, men hendes egen mor betragtede barnet som sit. Moderen synes aldrig rigtigt at have fattet, at det traumatiske tab af barnet før Emmanuel ubevidst har hæmmet det nærvær ethvert spædbarn ønsker og altid vil kunne fornemme fraværet af.

Heller ikke for faderen var Emmanuels intensive forhold til bedstemoderen en simpel sag. Eller for Emmanuels søskende der havde bedre kontakt med bedstemoderen på faderens side. Brigitte på sin side forstod derimod, at forholdet var så usædvanlig, at det aldrig kunne komme på tale at svække det. Manette var simpelthen en afgørende støtte for Emmanuel. Ja, i grunden levede bedstemor og barnebarn en ubrydeligt stærk kærlighedshistorie. Emmanuel Macrons senere arbejdsgiver og ven, forretningsføreren for investeringsbanken Rothschild & C, kaldte det en "meget sjælden forbindelse", et forhold hvor føler man sig omhyldet af en varm boble.

Manette billigede også den usædvanlige kærlighedshistorie mellem barnebarnet og hans lærerinde Brigitte Trogneus, selvom hun var forbeholden i starten. I tidens løb blev Manette endog en decideret forbundsfælle for parret i forhold til den øvrige familie. Ja, forholdet var ikke gået uden Manettes godkendelse, hævdede Brigitte. Hun fik selv mange møder med Manette da 'Manu' var rejst til Paris - og de talte meget om litteratur. De havde en fælles lidenskab for La Fontaine (der bl.a. skrev nogle berømte fabler).

Da Emmanuel var blevet ansat i bankierfirmet Rothschild & Co talte han i telefon med sin bedstemor både morgen og aften. Samtalerne varede mange gang henimod en times tid. Manette betegnede ham da - så utroligt det nu lyder - som sit ét og alt. Men forholdet var altså begyndt allerede i forskolen, da Manu på vejen hjem fra skolen ofte spiste til middag hos bedstemoderen.

Anne Fulda understreger meget fornuftigt at Manette ikke hører til den slags bedstemødre der giver deres børnebørn slik og kager. Hun var tværtimod krævende.

Germaine Nougès stammede fra simple forhold. Faderen var opsynsmand ved banen og moderen var rengøringskone. Emmanuel har selv betegnet Manettes mor - altså sin oldemor - som analfabet. Germaine var den første i familien der fik en videregående uddannelse. Hun gennemførte et fjernstudium i litteratur og fik et par år før krigen diplom som lærerinde og underviste i Nevers. Hendes mand var også lærer, men omgængeligere og livligere. Han besøgte regelmæssigt sin datter og svigersøn, spiste aftensmand hos dem og spillede skak og bordtennis med børnene. Men for svigersønnen (Jean-Michel) holdt Manette sig som pensionist mest hjemme: Hendes vindue til verden var Emmanuel!



Germaine Nogués var en stærk kvinde og en fremragende lærerinde, en af de få virkelige formidlere, der trak det bedste ud af sine elever Men hun kunne også være streng. Hun var en intellektuel der kunne forlade en familiesammenkomst om søndagen for at sætte sig rygende ind på sit kontor, fx for at læse eller høre klassisk musik. Og hun var i sin undervisning nådesløst krævende. Datteren husker at moderen i den grad trakterede hende med Voltaire (1674-1778; forfatter og oplysningsmand) at hun siden holdt sig fra litteraturen. Og da moderen engang så datteren i køkkenet, lød det: Arme barn, at du spilder tiden med den slags! Ubøjelig var hun også over for Manu. Det eneste der talte var arbejdet.

Men datteren rammer uden tvivl hovedet på sømmet, når hun beskriver sin mor som en kvinde der lige til sin død som 97-årig var uforandret nærværende, og det forklarer ganske godt Emmanuels stærke bånd og reaktion, da bedstemoderens sundhedstilstand blev forværret i april 2012. Han var på det tidspunkt stedfortrædende stabschef i Elysée-palæet, men telefonerede dagligt med hende, og da hans mor lørdag morgen den 3.4. ringede til ham og fortalte at Manettes tilstand var dårligt, løb Emmanuel straks ud til sin bil og kørte til Amiens. Da han nåede frem, var Manette uden bevidsthed. Det sidste ord hun havde hvisket var hans fornavn. Hun udåndede i armene på ham, mens Françoise så på. Ved hendes begravelse holdt Emmanuel en tale der gik alle til hjertet.

Meget relevant fortæller Fulda også at præsident Mitterand havde haft et nært forhold til sin bedstemoder. Han hørte hendes sidste ord som 15-årig, og skrev senere at han sad forstenet og sukkede i timevis. Døden er ikke en øjeblikkelig adskillelse, konkluderede han. At have haft en sådant bedstemoder er et privilegium for det virkelige liv. - Eller med Martin Bubers vise ord: Alt virkeligt liv er møde eller nærvær.

Omvendt trak det for Macron voldsomt ned i bedømmelsen af præsident Hollande at dennes eneste kommentar til hans bedstemoders død var en almindelige bemærkning om at det er trist at miste sin bedstemor.



Emmanuel springer puberteten over    
Til toppen  Næste

I gymnasiet i Amiens blev Emmanuel en ivrig deltager i en teatergruppes arbejde med dramatik - og her fik han en lærerinde der skulle få langt større betydning for hans liv end nogen kunne forestille sig. Lærerinden hed Brigitte Trogneux, hun underviste i fransk og latin, og hun var 39 år, gift og havde tre børn, hvoraf den ene gik i klasse med Emmanuel.

Hun blev straks grebet af Emmanuels fremragende intelligens. Hun var i 2017 lige så forbløffet over det som den gang han var 16. Han var brilliant i alt, i fransk, historie og geografi. Men ikke i matematik. Han mærkede sig alt. Han lagde tingene på rette sted i hjernen. Han havde sin egen orden. Mellem dem opstod meget hurtigt forhold som var rent litterært og hvor alt kredsede om ord. Hver fredag skrev de sammen på et teaterstykke. Det foregik over måneder, og da det var færdigt, besluttede de at opføre det. Skriveriet blev påskud for at tale med hinanden om alt. Og snart sporede Emmanuel følelsen at de altid havde kendt hinanden. Og Brigitte på sin side fortalte senere Emmanuel: "Ved du at de dage hvor vi skrev stykket sammen, havde jeg følelsen af at jeg arbejdede med Mozart." - og det kan næppe forstås anderledes end følelsen af at arbejde sammen med et højt begavet og sprudlende kreativt menneske.

Tingene udviklede sig lidt efter lidt. Emmanuel forelskede sig i hende, og "det skete gennem åndelig nærhed, der lidt efter lidt også blev følelsesmæssig og til sidst også kærlighed, som vi ikke behøvede at kæmpe om, og som varede til i dag".



Brigitte havde bemærket at alle lærere på skolen talte om Emmanuel. Også hendes datter Laurence der gik i klasse med ham berettede om "den forrykte mand der véd alt". Brigitte forsøgte på grund af sin alder og ægteskabelige stand at gøre modstand. Hun havde også indrettet sig på et bedsteborgerligt og komfortabelt liv, men det materielle kompenserede ikke for alt. Ægtemanden gjorde hende i hvert fald ikke lykkelig. Han var bankmand og omtalte hende sjældent. Hvorfor skulle hun ellers løbe en sådan risiko med en elev. Da den 16-årige elev rejste til Paris for at afslutte gymnasiet lød hans romantiske kærlighedserklæring: "Jeg kommer tilbage og gifter mig med dig"

Emmanuels hovedinteresse i skoletiden i Amiens var ikke piger. Et forhold til en jævnaldrende pige (lægedatter fra kvarteret) holdt kun kort tid. Men gennem Brigittes datter Laurence erfarede forældrene ved et tilfælde at Emmanuel kom sammen med Brigitte. En af hans venner ringede til ham hjemme, da han angiveligt var rejst på franskkursus i Chantilly. Moderen blev dermed klar over at det var Brigitte han besøgte. Faderen hentede ham på banegården, da ugen var omme. Moderen var opbragt, men faderen mente at forholdet ville gå over. Han var pragmatisk indstillet og betragtede friheden som det afgørende kriterium i eksistensen og opdragelsen. Han var ikke foruroliget.

I øvrigt var det bedstemoderen Manette der var formidlende mellem Emmanuel og Brigitte. Hun tålte ellers ikke den slags af sine egne børn, men var meget åben og tolerant når det gjaldt Emmanuels kærlighed.

Trods deres åbne holdning værgede forældrene sig mod sønnens følelser, men de anmeldte fornuftigt nok ikke sagen til myndighederne. Det havde formentlig også kun skaffet overflødige ubehageligheder. Skolen skred jo ikke ind. Og Emmanuel var trods alt brilliant, elskværdig, social omgængelig. Hans store lidenskab var læsningen. Han elskede at være i sin tankeverden; han ernærede sig ved ord og tekster. Men forældrene besluttede at tage en samtale med Brigitte, og de forlangte her at hun ikke oftere så Emmanuel - i hvert fald ikke før han blev myndig. Under gråd svarede Brigitte: "Det kan jeg ikke love". Emmanuels mor forstod nu alvoren, men især var hun bekymret over at Brigitte var så gammel at hun ikke ville kunne få Emmanuels børn.

Forholdet vakte naturligvis opsigt og sladder i den forholdsvis lille provinsby Amiens. Det var samtalestof efter messen i den katolske kirke. Og Emmanuels mor husker, hvordan en ansat på hendes hospital sagde til hende "Hvad må De ikke gå igennem!"



Under alle omstændigheder måtte Emmanuel tage til Paris for at afslutte gymnasiet. Forældrene vil ikke være ved at de smed ham ud på grund af forholdet til lærerinden. Men han formåede i hvert fald at gennemføre og forsvare kærlighedshistorien ved sin egen beslutsomhed og sin bedstemoderens hjælp. "Jeg måtte kæmpe for den og det var ikke let…". Han måtte konstatere at forældrene var imod forbindelsen, og at der følgelig skulle ekstraordinær overtalelseskraft til. De havde håbet forbindelsen ville gå over af sig selv.

Emmanuel er tydeligt bevæget, når han fortæller Anne Fulda om sagen. "Det er meget hårdt. Men det gør én stærk at gennemleve sådan noget. Vi måtte tage hensyn til vore familier og til de sociale omstændigheder. Jeg måtte gennemføre mit studium og skaffe arbejde. Og det var hårdt på en og samme tid". Og han tilføjer: "Nøjagtigt det gjorde jeg i femten år. Vor situation i dag har vi hårdt kæmpet os til, fordi vi ville den, og det skete ikke fra den ene dag til den anden. Det var at kæmpe mod herskende forestillinger og regler, blive iagttaget og føle ikke at blive forstået af mennesker der kender én godt. Men kan man klare den slags, kan man også erobre Frankrig."

Emmanuel ville slet ikke leve livet mellem barndom og voksenlivet, forklarer han. "Jeg gik med syvmileskridt direkte fra barndommen til voksenalderen. Måske er det derfor jeg ikke forstår teenagerne"!

Men til sidst accepterede hans forældre forholdet til Brigitte og det opfattede han som bevis for deres kærlighed.



Faderen hævder at det var ham der sendte Emmanuel til Paris for at tage det sidste gymnasieår. Vi havde talt om det længe. Det var et langfristet projekt. Vi ønskede ham i en skole der forbandt ham med elitehøjskolen. Moderen bekræfter dette, og forklarer at der i Amiens slet ikke var nogen konkurrence for sønnen.

I Paris kom Emmanuel på Henri IV-gymnasiet. Forældrene fandt en hybel til ham - et tagkammer nær skolen. Dér boede han et år indtil de købte en lille lejlighed til ham i Rue de la Santé, alt andet end luksus. Han fik som andre studerende fra provinsen økonomisk støtte fra forældrene. Men overgangen var ikke let for Emmanuel, for han var nu ikke længere nummer et i klassen. Vidunderbarnet mistede sin særstilling. For første gang oplevede han konkurrence. Pludselig stod han med et gennemsnitligt karakterresultat.

Henri IV-gymnasiet var ikke for provinsbørn, men for folk fra den fine Venstre Seine-bred der producerede elitemennesker. Emmanuel var ikke et arbejderbarn, men han skulle klare sig i et miljø kan ikke kendte og hvis koder og ritualer ikke var synlige. De første måneder i Paris var en hård prøve. Men flytningen til Paris var i virkeligheden den 16-årige Emmanuels initiationsritual.

Hemmeligt traf han stadig Brigitte der fortsat var lærer i Amiens, men ofte stak til Paris. Emmanuel måtte dog savne sit hidtidige faste orienteringspunkt, bedstemoderen. Han boede for langt fra hende, i en by han ikke kendte og midt i et hyperpriviliegeret og konkurrencebetonet miljø. Men det var trods alt et eventyr for ham.

Hvad der holdt ham oppe var Brigitte. "Jeg ville det liv jeg havde besluttet mig for at leve med den kvinde jeg elskede". Forbindelsen intensiveredes da han endelig blev 18. Men der var ingen dag hvor de ikke hørte fra hinanden. Emmanuel havde ikke ændret mening. 'Jeg elsker stadig Brigitte', sagde han til sin mor. Hvis moderen ikke forstod det, var det hendes sag. Hun måtte efterhånden konstatere at det ikke var muligt at få Emmanuel til at skifte mening. "Han er en vildt besluttet ung mand. Og jeg vidste forbindelsen var alvorlig".

Brigitte har over for Fulda understreget, at det forbliver en hemmelighed hvordan deres forhold blev et kærlighedsforhold (og hermed må hun mene et kærlighedsforhold der omfattede seksualiteten). Dog er det et faktum at Emmanuel den dag han rejste på praktik i Nigeria for seks måneder havde den Trinity-ring på fingeren hun havde givet ham.

I tidens løb blev familieforbindelserne også bedre. I 2000 rejste moderen på ferie med Emmanuel, Brigitte og dennes døtre. I 2007 holdt parret bryllup i Les Touquets (Brigitte-familiens feriehus). Bandt gæsterne var politikeren Michel Rocard og frue, Emmanuels ENA-venner Gaspard Gantzer, Mathias Vicherat og Sébastien Veil. Vidnerne var vennen fra 'Sciens Po' Marc Ferraci og hans pariser fortaler, rigmanden Henry Herman. "Vi var alle lykkelige", erklærer Emmanuel. "De havde arrangeret alt. Jeg havde dog selv valgt musikken, herunder Radetzky-marchen (af Johann Strauss)."

I en doku-film fra dagen ser man Emmanuel takke dem alle for at have troet på og støttet parret i 13 år. "I har accepteret og muliggjort hvad vi er i dag. Ikke et helt normalt par. Men et par der eksisterer - og eksisterer takket være jer."

Brigitte er den eneste kvinde Emmanuel virkelig har elsket. Han forguder hende, forklarer hans mor. Mellem Emmanuel og Brigitte hersker en absolut symbiotisk kærlighed. Men hun tilføjer: For mig er Brigitte ikke en svigerdatter, men en veninde.



Lærerinden og symbiosen    
Til toppen  Næste

Brigitte Macron dukkede op i medierne lidt efter lidt, men hun har været ved Emmanuels side siden han var 16 år, og således fulgt hans opstigning og anstrengelser. Hun har budt folk trods, uanfægtet forklaret sin kærlighed for sine børn, tålt skæve blikke og misbilligelse i provinsbyen. Alt sammen af kærlighed.

Mod og beslutsomhed har ikke blot han vist, men som han skriver i 'Revolution' i høj grad også Brigitte: hun var den egentlige modige. Hun lod forsigtigt sine børn forstå at det utænkelige var sket.

Anne Fulda finder det forbløffende at aldersforskellen mellem dem på 24 år kunne vække så stor opsigt i Frankrig når det for længst er blevet almindeligt i Hollywood. Det viser efter hendes mening at Frankrig stadig er meget konservativ. Det kan jeg nu slet ikke tilslutte mig. For Hollywood er da heldigvis ikke politisk kultur i noget europæisk land. Og rent statistisk set er en aldersforskel på 24 år mellem en 15-årig skolelev og en 39-årig lærerinde ikke så almindelig at det ikke automatisk vækker opsigt.

Men det kom bag på Emmanuel: "Det siger meget om fjendtligheden mod kvinder og forklarer til dels de mange rygter..... Folk er åbenbart ikke i stand til at acceptere det ægte og enestående", skriver han i 'Revolution'. han mener man må tale om skæbne. "I det øjeblik jeg havde besluttet mig for forholdet, vidste jeg konsekvenserne". Han vidste altså at Brigitte var hans udvalgte, selvom hans alder betød at han måtte give afkald på egne børn. "Hun havde gjort indtryk på mig ved sin beslutsomhed.... Og hun er den eneste. Nøjagtigt deri ligger det særegne."

Journalisten Luc Le Vaillant skrev i Libération: Mænd kan sagtens med stigende alder tillade sig forhold til unge kvinder. Der er ingen grund til at kvinder ikke skulle tillade sig det samme med unge mænd. Det var dog ikke nogen målsætning for Emmanuel. Men hun blev faktisk "hævner for alle de modne, forladte kvinder hvis mænd havde valgt en yngre kvinde"! Og han fortsætter: Brigitte Macron blev taget alvorligt som en der beredte vejen for andre. Hun trådte i Diane de Poitiers fodspor (Heinrich II) eller Napoleons Josephine. Men samtidig trådte hun i offentligheden ind i en traditionel rolle som den der beundrede sin mands evner.

Sådanne kommentarer ærgrer både Brigitte og Emmanuel. De er begge forbavsede over at man kan undre sig over forholdet, når "troldspejls-temaet" nu engang er gammelt i medierne. "Alle der stadig taler om det, har ikke forstået hvem vi er", siger Brigitte, der fortæller herom til Anne Fulda uden filter og mistro. Frit fra leveren. Hendes møde med Emmanuel var uundgåeligt og skæbnesvangert. Og som inkarneret optimist tror hun fast på sin lykke. Hun ville ikke høre på sladren bag sin ryg. Det der bekymrede hende var alene hendes børn. De og hendes forældre skulle ikke lide under forholdet.



Trogneux-familien i Amiens er ikke hvem som helst. Det er en familie fra Picardie - katolsk og konservativ. Chokoladeproducenter i fem generationer. Så egentlig passer Brigittes kærlighedshistorie ikke til familien. Det erkender hun selv, og fortæller at hendes søskende først og fremmest har appelleret til hendes moral, for efter deres mening var hendes holdning alt andet end moralsk. Men - og så kommer det afgørende: "jeg har altid betragtet Emmanuel som en jævnaldrende". Med tilføjelsen: "når jeg ser andre mænd på hans alder, siger jeg til mig selv: at det kunne jeg ikke klare! Vores historie er som den er, fordi han er som han er. Hos ham blandes en sjælden form for intelligens med en usædvanlig menneskelighed. Han er i besiddelse af en bevægende kraft." Og Fulda må indrømme at når man hører Brigitte tale sådan, bliver aldersforskellen uvæsentligt. "For mig er vi et ganske normalt par. Vi har brug for hinanden."

Kendsgerningen er at Brigitte er kvinden i Emmanuel Macrons liv, og vel at mærke den første og den eneste sande. Men et normalt par? Det kommer an på…, lyder det fra Anne Fulda.

Da Emmanuel Macron i 2007 giftede sig med sin kvinde, giftede han sig samtidigt med en borgerlig livsstil, der måtte afstemmes med hans kalender og travle arbejdsdage. Familieweekenderne fandt sted i den velsituerede familie Trogneux' hus som tilhørte hende. Emmanuel Macron havde også giftet sig med en komplet familie, dvs ikke alene med en kvinde, men også med hendes tre børn og syv børnebørn. Og Emmanuel forstod lidt efter lidt at tage den til sig, skønt børnene var på hans egen alder - men dog kaldte ham 'daddy'.

Alle der kender dem er enige: De har et symbiotisk forhold til hinanden som er præget af kærlighedsfulde gestus og komplekse blikke. De forstår uden videre hinanden, og de behøver hinanden. De er forbundet på en særlig måde der betyder at de kan se livet på en passende sikker afstand. Han behøver hende, fordi hun er hans fixpunkt (ligesom Bernette Chirac var i forhold til Jacques Chirac). Et fixpunkt der giver ham den lethed, glæde og forbavsende slagkraft han kan bevæge sig rundt med i samfundsjunglen.

Vennen og entertaineren Serge Weinberg fremhæver at Brigitte forstærker Emmanuels selvbevidsthed, for hun er selv livsglad, munter og optimistisk. Og bankieren og vennen David Rothschild supplerer: Hun er en slags psykologisk orienteringspunkt for ham, og hun er samtidig en vigtig samtalepartner for ham, men hun har også været hans frigørerinde og livsledsager siden han var 16. Nogle påstår endog at det er hendes skyld at han efter Science Po (politisk videnskaben) besluttede sig for eliteuniversitetet ENA i Strassbourg (École Nationale d'Administration, oprettet 1945).

Fulda understreger at Emmanuel aldrig var en skørtejæger, heller ikke på ENA i Strassbourg, hvor dagene var lange. Studiekammeraten og vennen fra ENA Mathias Vicherat fortæller, at Emmanuel allerede havde "en kvinde med børn", og det var usædvanligt for dem. Men Emmanuel sørgede for at forholdet tog sig selvfølgeligt ud. Der var aldrig forlegenhed eller uoverensstemmelse at spore hos ham. Det var åbenlyst noget sandt der var gang i. En lignende bedømmelse kommer fra Jean-Pierre Jouyet, der var generalsekretær i Élysée.

Det er forbavsende med denne Brigitte, skriver Fulda. Hun havde et 'klassisk' ydre, underviste på en katolsk skole. Men det så ud som om hun nød det turbulente liv med stjerner og lovende personer da Emmanuel var blevet medlem af staben i præsidentens palæ. Hun blev også af mange betragtet som den perfekte assistent. Men hun er ikke desto mindre noget mere. Hun eksistere ikke kun gennem sin mand.

Der var en tid før ham. Hun taler ikke gerne om den eller om exmanden. "Den tid er forbi. Jeg har nu et andet liv."



Brigitte, f. Trogneux, blev i 1974 - samme år som Emmanuels forældre - gift med André-Louis Auzière. Han var direktør for fransk handelsbank i Strassbourg. Hun levede skiftevis i Paris, Strassbourg og Amiens. Hun fik tre børn, tog universitetsgrad i filologi og var en overgang pressetalsmand for Regional Handelshus i Nord-Pas-de-Calais, en stilling der dog ikke rigtigt passede til hende.

Til lærergerningen kom hun tilfældigt, nemlig gennem en mor der fortalte at hun efter en fødsel igen ville have job og nævnte at stiftet søgte en lærer. Brigitte prøvede lykken, og hvis det ikke var gået, ville hun have lavet sit eget firma. For hun havde efter eget udsagn ikke lyst til at have nogen over sig. I Strassbourg fik hun en stilling på det protestantiske gymmasium, og lærergerningen blev en lidenskab og en åbenbaring. I 1991 kom hun til Amiens hvor hendes mand fik en stilling. Hun blev fransk- og latinlærer på Jesuiterskolen, hvor den 16-årige Emmanhuel var elev. Senere underviste hun på gymnasiet Saint-Louis de Gonzages, også en jesuiterskole, men fornem og elitær. Nogle af elevernes forældre blev hendes venner. Hun indlod sig også med forfattere og forskere. Elever bekræfter at hun var en storartet lærer der kunne holde eleverne i klasserummet efter undervisningstimerne. Hun repeterede stoffet for en lille gruppe, og hun bekymrede sig for elever der stødte på svære sætninger.

Bag hendes facade ser man en mangeartet karakter. Det strålende smil udadtil, dækker over en personlighed med skrammer. En sensibilitet kun fortrolige når ind til, skriver Emmanuel i 'Revolution'. Hun citerer selv Guy de Maupassant (1850-92) fordi han mistede mange unge mennesker i sit liv. Og hun citerer gerne forføreren Don Juan som en af sine ynglingsfigurer (formentlig efter Molieres komedie). Taler hun om kvinders og børns rettigheder, er hun i sit es. "Jeg kan ikke tåle at man gør børn fortræd". Og i modsætning til Emmanuel betragter hun det muslimske slør som symbol på kvinders undertrykkelse.

Anne Fulda karakteriserer Brigitte som "helt igennem egensindig". Både borgerligt konventionel og i stand til at kaste sig ud i det tomme rum. Hun har valgt en usædvanlig skæbne og levnedsløb. Hun forener social konformitet med 'frækhed' og tankefrihed. Og har forkærlighed for at provokere.

Hun stammer fra en praktiserende katolsk familie, og hun har haft en streng uddannelse, skolemæssigt og religiøst med kirkegang to gange ugentlig og messe hver morgen. Men hun var oprørsk, fræk og måtte sidde efter. En lærerinde kaldte hende ligefrem "en uforskammet tingest". Jeg faldt aldrig blot til føje, siger hun selv. Kun bedstemoderen på moderens side så anderledes på sagen. Hun var selv smuk og sexy, og elskede at danse til selskaberne.

Da Brigitte giftede sig i 1974 havde hun et stærkt ønske om at få børn. Hun fik tre: Sébastian, Laurence og Tiphanie; Laurence gik i klasse med Emmanuel og Tiphanie gik i 2017 med i stedfaderens 'En Marche'.

Mange gange i samtalen med Fulda taler Brigitte Macron med afsky om hårdheden i politik og de brutale vaner, og hun er chokeret over mediernes lynchning af premierminister Fillons hustru, der tvang ham til at opgive sit kandidatur til præsidentvalget. Brigitte valgte dog i sidste ende at tilslutte sig sin mands politiske ambitioner. Hun ville ifølge forretningsføreren i Rothschild & Co (og parrets ven) Grégoire Chertok ikke have ham ind i politik. Det bekræfter Emmanuel. Hun accepterede hans politiske engagement af kærlighed, men har ikke villet det. Hun ville at jeg skulle skrive og blive i banken.



Fulda beskriver Brigitte Macrons rolle som mangesidig uden at være veldefineret. Hun har en stærk skulder og et fortrøstningsfuldt blik. Hun gør indtryk, hun er mindre glat og konventionel end den borgerlige stilling som gymnasielærer lader ane. Hun er Emmanuels coach og repetitør, og begyndte også at deltage i planlægningsmøderne, da Emmanuel rykkede ind i ministeriet for økonomi, finanser og digitalisering. Men hun er sårbar - også over for hvad medierne skriver om hende og parret - og bringer af billeder.

Et boulevardbladet eller magasin som VSD begyndte på et tidspunkt at bringe hemmelige snapshots. Ja, medierne styrtede sig over Brigitte, der så at sige var blevet den nye hovedrolleindehaver på scenen for ægtefæller og livspartnere efter Hollande's forsmåede Valérie Trierveiles. Sladrepressen lod ikke vente på sig og i midten af det hele stod den aldersforskel der sørgede for hovedrysten. Nysgerrigheden var stor.

Parret kom på titelsiden af det illustrerede 'Paris Match' - i forbindelse med en officiel statsmiddag i Élysee, fotograferet på trappen til præsidentpalæet, hånd i hånd og begge med store smil. Emmanuel Macron benyttede som andre politikere at præsentere sig i medierne, selvom han egentlig gerne vil opfattes som moderne og kritisk over for medierne. Og forsiden på Paris Match blev uvilkårligt opfattet som billedet af en potentiel præsident.

Brigitte fortsatte dog som lærer i gymnasiet til 2015, hvor det blev klart for hende at stillingen ikke var forenelig med hans planer. Men det har uden tvivl været svært for hende at acceptere hans beslutning om at gå ind i præsidentkampen. Det betød at han var på scenen, mens hun var i kulissen. Men hun er allestedsnærværende - og er derfor også genstand for satire i fx 'Le Canard enchainé'.

I slutningen af januar 2017 gjorde hun sin stilling op. Hun bekymrer sig om hans kalender, møder tit bestemte folk og får huskesedler fra Emmanuel om de personer hun skal møde. Men hun rejser ikke med ham til udlandet. Hun går til alle hans offentlige møder, men tager ikke del i dem. "Jeg er damen for efterfølgende vurdering." Og hun har humoren med. Da hun blev interviewet af Fulda før præsidentvalget, var hun helt afklaret: "Det med præsidentembedet skal klappe nu, for tænk dig engang hvordan jeg ser ud om 15 år!"

Hun er hans fortrolige, men giver ham ikke systematisk rådgivning. Hun er mere konservativ end han er på visse områder. Frem for alt hvad kvindespørgsmålet angår er hun mere radikal, fx også med hensyn til muslimske kvinders hovedtøj.

Brigitte Macron er klar over faktum: Franskmændene vælger et par. Hun konstaterer også at "Folk er tilfredse med at Emmanuel har påtaget sig ansvaret. Og at han er gift og er tro". Og hun tilføjer "Den dag han er utro, har han forelsket sig på ny".

Af gode grunde noterer Anne Fulda i sin bog der udkom før valget, at det er uklart hvordan hun vil tage rollen som førstedame. Og hertil kan føjes, at det fra starten har været Emmanuel Macrons ønske at Brigitte skulle have en eller anden officiel status. Men han har ikke kunnet kommet igennem med nogen lov herom, bl.a. fordi han selv er ubetinget imod enhver form for såkaldt nepotisme, der giver politikeres familiemedlemmer økonomiske fordele uden at indebære arbejdsmæssige forpligtelser af nogen art. Og han er da heller ikke ude på at sikre Brigitte nogen gage. Som 'førstedame' har hun et kontor med to rådgivere, to sekretærer og bodyguards - men han vil gerne have hende inddraget i sit og præsidentembedets arbejde i et klart aftalt omfang - og har derfor bebudet et "gennemsigtigt charter" herom (une charte de transparence). Det er indlysende at Macron ønsker at regeringen som sådan skal kunne nyde godt af de åbenlyse og specielle menneskelige, sociale og kulturelle kompetencer hans ægtefælle har dokumenteret i forholdet til ham selv gennem mere end seksten år og som han mener er tiltrængt i hele den fornyelse eller genopbygning af landet og statsapparatet han ønsker.



Ordene og nærværet    
Til toppen  Næste

Som et yderst belæst mennesker der fra sine tidlige år har været optaget af sproget og ordenes betydning og virkning hører Emmanuel Macron til de intellektuelle mennesker eller det der på fransk hedder 'Hommes de Lettres' og som dækker litteraterne i eksklusiv forstand. Det er bl.a. de personer der sidder i Academie Francaise eller tilsvarende akademier verden over.

I 'Revolution' erklærer Macron ligeud at "Den skjulte, indre undervisning gennem bøger var stærkere end det ydre skin og gav verden en dybde man næppe møder i hverdagen".

Hans vigtigste læremester i barndommen var Colette (1873-1954) forfatter der viste ham hvordan en kat eller en blomst er (og skrev en gennembrudsroman om en ældre kurtisane og en yngre mand), og Jean Giono (1895-1970, primitivist og pacifist) hos hvem han lærte den kolde vind i Provence og sandheden i karakteren at kende. Men dertil kommer såvel Gide som Cocteau som uerstattelige ledsagere. Og naturligvis den tilbedte bedstemor, der lærte ham grammatik, historie og geografi og læsning og indførte ham i Molière og Racine, Duhamel Mauriac og nævnte Giono samt Gide og Camus.

Dertil kommer forældrene, der ligeledes var lidenskabelige læsere. Frem for alt faderen der underviste ham i oldgræsk og latin og åbnede døren til filosofien. Og naturligvis mødet med Brigitte, lærerinden i fransk og latin, der som allerede nævnt var forankret i 19. århundrede med dets begyndelse på den franske roman, Chretién de Troyes, Flaubert, og som førte ham til teaterkunsten og sproget.

Med hører indirekte også fiaskoen ved elitehøjskolen École Normale Supérieur. Han dumpede to gange, og det var en krænkelse han prøvede at skjule og som han selv henførte til sin forelskelse i Brigitte. Krænkelsen blev dog siddende, for skolen gav alle sine elever den ubestrideligt intellektuelle nimbus, han gerne ville have. Det gjaldt eksempelvis Sartre, Althusser og Foucault eller hans egen ven Jean-Pierre Jouyet der diskuterede russisk og engelsk litteratur med ham og som også talte meget om Barthes og Derrida.

Til Macron som litterat hører ifølge Fulda endvidere det kald til at være skribent som den sværmeriske unge mand sporede i sig og som Brigitte understøttede. Han skrev og fuldførte som 17-årig romanudkastet 'Babylon, Babylon', et fiktivt værk om de første spanske erobrere i sydamerika (conquidatorerne), og som får læseren til at tænke på forfatterens erobringslyst. Enkelte venner og bekendte foruden faderen og bedstemoderen læste bogen. Også Marc Ferracci.

Endelig nævner Fulda den næsten tvangsagtige omhu Macron udviste med formuleringen af 'Revolution' hvor han bekendtgjorde sit præsidentkandidatur. Han afvejede nøje de enkelte ord og placeringen af kommaerne.



Ifølge Brigitte havde Emmanuel et næsten patologisk forhold til bøger. Han gav kun bøger som gave, hvad der engang fik et af stedbørnene til at gøre ham opmærksom på at der altså også fandtes legetøjsbutikker. Men for Emmanuel står litteraturen over alt andet. Den behersker hans tanker som et tabt paradis. "Uden litteraturens integrerende kraft gives ikke nogen forbindelse eller reference mellem virkeligheden og det transcendente rige".

Som politiker udstiller Macron sit venskab med efterspurgte skribenter som Érik Orsenna og François Sureau. Érik Orsenna (f 1947) medlem af det franske akademi er en verdensomfarer, iværksætterrådgiver og socialist, som lærte Macron at kende i Sarkozys Attali-komissionen 2007-10. Han var i sin tid rådgiver for Mitterand. Han var en munter eklektiker, en ægte litterat, en blanding af Ricoeur og Levinas (1906-95). Ethvert menneske var for ham en forjættelse; fremskridt uden kultur er utænkelig. Kultur betyder at vokse ud over sig selv og er det modsatte af depression.

François Sureau (f. 1957) forfatter og advokat regnes for 'en smidig bærer af betænkeligheder'. Han er medlem af Den øverste Forvaltningsdomstol og udgav i 2016 en bog om den i 1916 myrdede romersk-katolske præst og eremit Charles Foucauld. For Sureau synes Macron at søge forbilleder og identifikationsobjekter - som om han efter bedstemoderen mangler en personlig historie, en familie eller en figur han kan forgude for evigt!

En anden der har haft Macrons fortrolighed sammenligner Macron med Flauberts Madam Bovary og taler om at Macrons verdenssyn er "befæstet i hans drømmeri". Han vækker indtrykket af "en fremadskridende utilfredshed". - Jeg mener nu sådanne påstande er komplet vildledende.



Frem for alt var der i Emmanuel Macrons tidlige studieår et aldeles afgørende møde med filosoffen og sprogforsker Paul Ricoeur (1913-2005) der først og fremmest har bidraget til fortolkningsteorien (hermeneutikken), men under ungdomsoprøret oplevede en så massiv latterliggørelse som en gammel klovn der gik systemets ærinde at han flyttede teltpælene til USA og først vendte tilbage i 1985. Den danske filosof Peter Kemp er dybt inspireret af franskmanden, som han studerede under i Nanterre og blev ven med og som han introducerede på dansk. Og Kemp var naturligvis begejstret over at Macron viste sig at skylde Ricoeur uendeligt meget. Kemp fik en kronik i Politiken på selve valgdagen i maj, og her redegjorde han for nogle hovedtanker i Ricoeurs filosofi. Den har bare ikke meget med sagen at gøre, for det afgørende i forholdet mellem Ricoeur og Macron er ikke sprogteorier, men selve det åbne, personlige møde gennem to år der lærte den i forvejen sprogfølsomme Macron at tænke i dybere, historiske baner.

Det er derfor dybt beklageligt at Anne Fulda ikke vier det specielle forhold mere opmærksomhed, men affærdiger med at nogle bestrider at Macron arbejdede for Ricoeur som assistent. Men han havde i hvert fald samtaler med filosoffen og uddrog en "symbolsk nytte af forholdet" (hvad et sådant nu er). Hun hævder at Macron gerne ville hæve sig over andre, og altså bl.a. gjorde det ved at fremhæve det særlige forhold og låne sin person en vis sjælelig dybde. Han blev faktisk kaldt "filosoffen i politik". Men Fulda regner det for en "romantisk dimension" - Macron vil dermed præsentere sig som en slags Chateaubriand i den digitale tidsalder!

Det skal dog medgives Fulda, at hun påpeger at Macron ligesom Sarkozy er kendt for ofte at søge kontakt med folk og netop heri følger sit åndelige forbillede Paul Ricouer. Denne havde ifølge Macron selv formanet ham om i sin politiske væremåde stadig at have andres ansigt i blikket og at anerkende andres perspektiver selvom de ikke stemte overens med hans egne.

Hun giver også den oplysning at Ricoeurs grundprincip - bl.a. i Holocaust-striden - var at søge dialogen, i fast overbevisning om at måtte gå i direkte meningsudveksling med sine modstandere for at møde ordene med den historiske sandhed og således fastholde et ubetinget vekselspil mellem historiens spor, kendsgerningerne og de forestillinger som vi gør os om dem.

Og Fulda fortæller endvidere at det var en af Macrons professorer på Elitehøjskolen Sciences Po, historikeren Francois Dosse der gjorde ham bekendt med at Ricoeur søgte studenterhjælp. Dosse havde selv skrevet en biografi om Ricouer og han havde bemærket at Macron "udtrykte sig usædvanligt klogt og tilsyneladende ubesværet og havde især evnen til at holde sammen på forskellige erkendelser." Ifølge Dosse fik Macron et fader-søn-forhold til Ricoeur.

Men man skal til Emmanuel Macron selv for at finde det afgørende i forholdet: I et interview til L'Obs taler han med begejstring om Ricouer: "Vi blev uadskillelige. Jeg kan takke ham for noget yderst vigtigt: selvtillid. Jeg var 21 - og en mand på over 80, en søjlehelgen i filologien, tillod mig at læse sine optegnelser kritisk igennem, gik ind på mine argumenter og agtede mig som værdig til at føre en løbende intellektuel dialog med sig." Og han undlader naturligvis ikke at citere en bemærkning fra Ricouers side: "Deres tilstedeværelse fornemmes som en samtidigs!"

Dette er ganske betegnende for Ricoeur's virkning på den unge mand. Og det var ikke alene uforglemmeligt for Emmanuel Macron, men en så dyb indføring i refleksionens art at det har karakter af åbenbaring - og uundgåeligt fik dyb betydning for resten af mandens eksistens. Det er derfor overordentlig billigt - som politikeren Julien Dray tillader sig til Fulda referat - at reducere forholdet til et udslag af Macrons særlige evne til at fortrylle ældre mennesker - og ovenikøbet kalde Macron en "seniorsmigrer".

Man får ganske enkelt aldrig fat på hverken mennesket eller politikeren Emmanuel Macron uden at forstå, hvor meget det direkte møde og det ægte nærvær betyder for hans eksistens og hans livssyn. Derfor skal citeres, hvad Macron selv skriver i 'Revolution':

Jeg glemmer aldrig de første timer vi tilbragte sammen. Jeg lyttede til ham. Anede simpelthen ikke hvem Ricoeur virkelig var. Havde ikke læst noget af ham. Den aften var startskuddet på en unik relation hvor jeg arbejdede for ham, kommenterede hans tekster, deltog i hans forlæsninger, var i lære i to år. Jeg blev accepteret af ham, og hans tillid gjorde at jeg voksede med opgaven. Han fik mig til at læse og læse mere hver eneste dag.
Takket været Ricoeur fik jeg indsigt i det forgående århundrede og lærte at tænke historien.
Han lærte mig hvor alvorligt man skal tage visse emner og visse tragiske øjeblikke i historien.
Han lærte mig hvordan man kan tænke med tekster der fastholder en kontakt til livet.
I konstant bevægelse frem og tilbage mellem teori og virkelighed.

Paul Ricoeur levede i teksterne, men med en vilje til at belyse verdens tilstand og udvikling, til at skabe mening i og for hverdagslivet. Man skal aldrig vælge den nemme løsning og kun tale til følelserne eller gentage hvad der er populært at sige, og man skal aldrig spærre sig inde i en teori der ikke forholder sig til det konkrete liv.

Det er i denne permanente, men frugtbare ubalance at tænkningen kan antage form, og at en transformation af det politiske domæne kan finde sted.

Her siges det centrale i Emmanuel Macrons politiske filosofi, nemlig at den gælder en transformation af hele det politiske domæne - og derfor har enhver ambitiøs politiker der forstår hvad der er op og ned i eksistensen brug for såvel fortrolighed med den historiske baggrund og tænkningen gennem tiderne som føling med de alle de dynamiske kræfter som skaber fremtiden.

Macron konkluderer derfor på smukkeste vis med ordene: "Man er hvad man lærer at blive sammen med sine mentorer. Dette intellektuelle parløb forvandlede mig. Jeg var heldig, og det er jeg meget bevidst om."



Forførelseskunst    
Til toppen  Næste

"Jeg vil være præsident. Og jeg har forstået jer. Jeg elsker jer." Sådan lød det fra Emmanuel Macron den 18. febr. 2017 i en halvtom sal i Toulon. Det var hvad der drev ham inderst inde. For på få dage syntes den uophørlige opstigning pludseligt stoppet for formanden for En Marche! Efter en uges højdeflyvning fulgte en tilbagevenden til lavere regioners nøgternhed, fastslår Anne Fulda.

Den 14.2.17. havde Macron i den algierske fjernsynskanal 'Echorouk News' betegnet kolonialiseringen som en forbrydelse mod menneskeligheden og som sandt barberi. I et interview med L'Obs 16.4.17. havde han beklaget at modstanderne af ægteskabet og kønsligestillingen var blevet ydmyget. Det var to ytringer der sørgede for opstandelse på både venstrefløjen og højrefløjen. Ingen af dem var grebet ud af luften, men udsagnet om kolonialiseringen kom på det værst tænkelige tidspunkt. Det havde truffet forstæderne og vælgerne af magrebisk afstamning, dvs efterkommerne af folk fra 'solnedsgangsstaterne' (Magreb) i det arabiske storrige i 700-tallet, Tunesien, Algeriet, Marokko, Vestsahara og Mauretanien. Og uanset hvad man mener om de franske kolonisatorer og deres udslettelse af hele folkeslag, så er udsagnet historisk set hverken træffende eller akceptabelt.

Macron havde selv i magasinet 'Le Point' nogle måneder forinden hævdet at kolonialiseringen også havde haft civilisatoriske elementer, men ordene havde givet ham selv søvnløse nætter. De var ikke valgt bevidst nedsættende. Tværtimod. Man forklejner efter Macron mening ikke nogen lidelse ved at anerkende den som en del af historien og erindringen.

Han var principielt tilhænger af forsoning - også mellem parterne på arbejdsmarkedet, men som minister oplevede han at få vendt ryggen til sig i 10 minutter af industrifolk, og at få råbt 'Ud med Macron' i et kraftværk hvor han havde anbefalet reformer.

På fabrikken 'Gad' med mange ufaglærte gik det galt for ham, da han kom til at påstå at medarbejderne ikke blot var ufaglærte, men analfabeter. Det var en grov beskyldning, som vakte så megen protest og opsigt at han valgte at undskylde formuleringen. Det han ville pege på var at der for mange almindelige mennesker der var uden ordentlig uddannelse. Og det ville han gøre noget ved.



Men der skal ifølge Fulda en vis frækhed (eller med et hebræisk ord chuzpé) til for at berolige gemytterne ved bruge general de Gaulles ord 'Jeg har forstået jer', som stammer fra en tale i Algier 4.6.58. Denne sætning er flertydig. Enhver kan gøre sig sine udlægninger. Så i den henseende synes journalisten Marc Endewelds karakteristik at passe, når han i sin bog om 'Den flertydige Hr. Macron' (L'Ambigu Monseur Macron) kalder Macron for en 'modsigelsernes mand'.

Eksemplerne viser i hvert fald den usikkerhed som synes at herske hos Macron, når han ser sig konfronteret med manglende tilslutning eller - som på partidagen i Lyon nogle dage før mødet i Toulon - ikke mødes med énstemmig begejstring. En afvisende holdning synes ham ubærlig, ja uforståelig.

Den nævnte 18.2. havde præsidentkandidaten fra En Marche! som nævnt en halvtom sal foran sig i Toulon (fordi Front National forhindrede folk i at komme ind),og han måtte se sin sejrssikkerhed truet. Hans mine var formørket, hans stemme svagere end sædvanligt. Og hans øjne manglede glød. Det var som om trylleriet var forsvundet med ét enkelt slag, og det var en bemærkelsesværdig forvandling, for det at søge kontakt med folk er lige så vigtigt for ham som det var for Sarkozy. Talrige anekdoter viser dette dybtliggende behov hos ham, fx da han som økonomiminister var på besøg hos borgmesteren i Lyon. Han genkendte da den kvinde der havde smidt et bæger youghurt efter ham ved en tidligere lejlighed - og ville absolut i snak med hende. Det kom til at vare ti minutter.

I sin bog om Macron (der fortæller hele sagen om søndagsarbejde) skriver Nicolas Prisette at argumentet fra borgmesteren var at folk vil stemme på Le Pen, når Macron forsvarede søndagsarbejdet. Men denne svarede at 30 % af befolkningen havde søndagsarbejde - og publikum reagerede med voldsomt bifald. - Det er Macron i renkultur! understreger Fulda. Det viser Macrons ubetingede overbevisningsvilje, forbundet med hans angst for at falde igennem. Som om han ikke kan bære hvis hans samtalepartnere reagerer med andet end tilslutning. Eller som om det smerter ham, når de beundrende blikke udebliver, dem han fik i sin barndom fra forældrene, bedstemoderen, lærerne og vennerne - og alle dem der siden har hjulpet ham med i Paris at blive leder af en succes. - Jf. min tidligere indvending mod at forsimpling moderens svigtende kærlighed det første år af Macrons liv.

"Emmanuel er harmonitrængende", lyder det fra hans gamle ENA-studiekollega Jaques Attali (der har været rådgiver for Mitterand). Han vil elskes af alle. Han har nærmest panisk angst for uoverensstemmelse og har sandsynligvis derfor først forkyndt sit program så sent". - Og det er muligt, men jeg må indvende at 'harmonitrængende' ikke forekommer at være det rette ord for en mand der er i stand til at tænke i komplementære baner og gerne vil have vælgerne til det samme. Og jeg tror derfor heller ikke på at Prisette har ret i at Macron er en modsigelsernes mand.



Men Anne Fulda gør et stort nummer ud af de nævnte personers karakteristikker og påpeger at trækkene har en lang historie.

Siden sin barndom vil Macron overbevise dem der i første omgang ikke viser ham forståelse og værdsættelse, som fx klaverlærerinden. Han drives af længsel efter beundring, og ganske særligt fra dem der er ældre end ham selv og som råder over en magt han ikke selv har. Han vil overvinde alle, omarme dem og håbe på deres anerkendelse. Han er altid på jagt efter en dosis adrenalin. (Mon den slags virkelig kan reduceres til kemi?).

Fulda mener man kan beskrive Macron som en 'aseksuel Don Juan' - eller bedre som en "Don Juan for hvem det ikke er antallet af erobrede kvinder der tæller eller for hvem erobringer og forførelse ikke er seksuelt konnoteret". Hans forførelse fremstiller efter hendes mening en pauseløs narcissistisk forvirring om egen betydning (Selbstvergisserung), en sygelig trang til at forføre og overbevise for igen at opleve øjeblikke af jublende nybegyndelse. Eller som Molière's Don Juan beskriver dette øjeblik: "Den opkommende nysgerrighed har, alt i alt, en uudtalelig pirring, og sætter hele kærlighedens smerte i spil".

Fulda går videre og gætter på at Macron måske stadig længes efter sin bedstemors beundrende blik, det blik student Macron senere fandt hos andre personer, hyppist hos personer der var ældre end ham selv og havde mere erfaring og større indflydelse, hos folk der gav ham anerkendelse og værdsatte hans kultiverethed, modne personlighed og hans sans for sammenhænge. Rækken af sådanne fortryllede personer er lang.



Historikeren Francois Dosse mente Macron udtrykte sig usædvanligt klogt og tilsyneladende ubesværet og havde især evnen til at holde sammen på forskellige erkendelser. En ven fra ENA-tiden mener at Macron altid søgte ældre menneskers nærvær, fordi disse opfattede hans selskab som en ungdomsbrønd og værdsatte den unge ambitiøse mands opvartning. Hans forførelseskunst var virkelig imponerende.

Macron fyldte sine forbindelser med varme og opmærksomhed. På ENA gjaldt det Boris Vallaird (senere stedfortrædende stabschef hos Hollande), Sebastian Veil (Simone V's enkemand), Sebastian Potro (med tilknytning til Sarkozy) og Mathias Vicherat (fra investeringsbanken Rothschild & Co.) Erfaringen hos disse mennesker var også at den unge mand altid var oplagt til spøg, men heller aldrig lod nogen i tvivl om at han levede for noget andet - og følte ansvar. Han holdt distance til de venner der rev studentervittigheder af sig!

Macron opbyggede effektivt et netværk med sin usædvanlige varmhjertethed: Til Gaspard Gantzer (Hollandes kommunikationschef), til Jean-Pierre Chevénement (flere gange minister under Mitterand, men også borgmester og senator) og til den allerede nævnte studiekollega Mathias Vicherat Kvinder var ikke noget tema, for med Brigitte havde Macron alt hvad han behøvede. Han kunne koncentrere sig fuldt og helt om sit studium.

En af de få jævnaldrnede venner Marc Ferraci taler om Macrons usædvanlig udstråling, evne til empati, evne til at føle sig ind i sine modstanderes holdninger og synspunkter. Han var en mester i konversation. Han skar sine ord nøjagtigt til mod samtalepartneren.



Det må altsammen tages til efterretning, men Fulda springer alt for let over det eneste væsentlige spørgsmål i denne forbindelse, nemlig spørgsmålet om hvilken art forførelse Emmanuel Macron bruger og nødvendigvis må bruge for at fremme sin politiske målsætning, som netop er langt større end hans behov for anerkendelse og i mine øjne absolut intet har med narcissime eller selvspejling at gøre. For dér ser den syge sig selv i spejlet uafladeligt for at finde ud af hvem han eller hun er!

Det er ganske givet at Emmanuel Macron både ønsker tilslutning til sine ideer og politiske program, og at han er i besiddelse af charme og karisma samt evne til at vinde gehør og overbevise andre. Uden disse egenskaber kommer ingen politiker frem i forreste linje og slet ikke helt frem til et præsidentembede. Men Macron vil jo noget med sin bevægelse. Han ville handle og forsøge helt konkret at ændre tingene. Han valgte derfor at læse jura og økonomi - og skaffe erfaringer fra både den private og den offentlige sektor. Han kunne ikke nøjes med en karriere som skribent eller bankier - sådan som Brigitte havde foretrukket. Han valgt politikken og gjorde rent faktisk oprør mod sit eget parti og den præsident der gav ham en politisk platform.

For Macron ville noget mere. Han ville en genopbygning af sit land. Og til det formål skabte han en helt ny bevægelse på tværs af de gamle partier. Og han kaldte med fuldt overlæg sin bog herom 'Revolution'.



Sponsorer og storebrødre    
Til toppen  Næste

Takket være sine personlige kvaliteter, betragtelige arbejdsiver og ungdommelige lyse sind har Emmanuel Macron ifølge Fulda forstået at træffe de rette mennesker på den rette tid - uden at virke påtrængende. Han søgte ud over sin biologiske fader en række andre faderfigurer, og derved opstod en imponerende storfamilie af talrige mentorer, fædre og "storebrødre" som Emmanuel selv kærligt kalder dem

Henry Hermand (1924-2016) nævnes hyppigt som Macrons plejefar. Han var oprindeligt forretningsmand og skaffede sig en større formue. Han understøttede det progressive venstre, finansierede flere tænketanke på venstrefløjen, herunder La Republique. Han var modstandsmand under krigen og stod kredsen af progressive intellektuelle omkring tidsskriftet Esprit nær. Han var "antikolonialist, humanist og kristen". Og han var kandidat for det andet venstre og støttede Michel Rocard.

Hermand oplevede Macron som en brilliant intellektuel mand og tilbød at forestille ham for "et par folk" (dvs indflydelsesrige personer), hvis han kom til Paris. Den rundhåndede utopist lånte Macron penge og inviterede ham og Brigitte til middage. Ifølge Brigitte havde Emmanuel ikke et lignende forhold til sin egen far. Hermand var vidne til parrets bryllup i 2007. Ifølge Sylvie Rocard åbnede Hermand alle døre for Macron. Og han besøgte parret i deres lille lejlighed i nærheden af Avenue des Gobelins, i Rue la Santé, hvor sofaen stod lige op ad spisebordet.

Forbindelsen til Michel Rocard (1930-2016), der var prémierminister under Mitterand, var for Macron særlig værdifuld, selvom han kun var 11 år da R blev udnævnt. I 2016 beskrev Macron Michel Rocards regeringstid som statens tilnærmelse til civilsamfundet - med socialhjælpens indførelse som vigtigste sociale begivenhed og styrkelsen af den sociale markedsøkonomi. Rocard betonede dog selv (i sit sidste interview) at en sådan vurdering fra Macrons side var udtryk for historie-glemsel. Men Macron fastholdt at den der kun kendte Rocard som magthaver, intet vidste om ham. Derimod manglede folk som Manuel Valls og Stéphane Fouks efter Macrons mening intellektuelt format. Valls var premierminister fra marts 2014 og stødte i en debat i Nationalforsamlingen direkte sammen med Macron i spørgsmålet om fratagelse af statsborgerskabe for de borgere der overtrådte loven fx ved aktioner rettet mod staten. Macron, der var medlem af Valls regering, erklærede sig imod en sådan lov, fordi den ekskluderede folk, og det der var brug for var det modsatte at få flest muligt includeret. Valls blev iøvrigt udskiftet i december 2016 da han stillede op som præsidentkandidat for socialistpartiet.

Fulda bemærker at Macron udvalgte sine faderfigurer og velyndere med omhu. Han vidste at den der vil frem, må stille sine interesser og tilbøjeligheder til skue - og være "alvorligt medfølende". Og hun spørger om denne holdning er manipulativ?

En højstående manager citeres for at Macron ikke er en løgnemager som kan besnære én, men hvis ord man iøvrigt ikke kan stole på, og han er heller ingen svindler, men hvor grænsen går mellem oprigtighed og forførelseskunst er svært at afgøre. En tidligere Chef for Bank Credit Lyonnais følte sig irriteret da Macron som minister lagde en "skuffende sentimentalitet" (Gefühlsduseligkeit) for dagen i et fjernsynsinterview hvor nøgtern politisk analyse burde herske, men så reducerer han jo netop al personlige holdning til sentimentalitet - og det skal man i hvert fald ikke gøre i Macrons tilfælde.

Ifølge bankieren Henrot behersker Macron "den enestående samtales kunst", dvs evnen til at ovebevise og forføre samtalepartneren, se dem dybt i øjnene og sætte tiden i stå. Men, tilføjer han: en intensiv udveksling tager jo sin tid. Denne François Henrot (f. 1949 og stedfortrædender chef for Rothschild) er en af 'storebrødrene'. Han skildrer Macron som en benådet tilhører: "Ingen kan unddrage sig hans umådelige tiltrækningskraft. Men hans forførelseskunst er ikke hans middel, men hans naturel. Han hører til dem der kan besnære alle og som alle beundrer, uanset alder, køn, kultur, uddannelse og formue."

Henrot mener heller ikke man kan beskylde Macron for nepotisme, for nepotisme betyder at give fordele som vennetjenester (Gefälligkeiten), og det er ikke tilfældet hos Macron. I sin tid som minister har Macron ikke givet sit gamle firma Rothschild en eneste vennetjeneste på statens regning. Tværtimod støttede han ikke banken i en tarifstrid om mobilaftaler. Men beretningerne om de økonomichefer og højstående funktionærer han har besnæret er talløse. - En af dem er internet-udbyderen Marc Simoncini der med brug af en paradoksal formulering har påstået at Macrons styrke er at "han er tæt forbundet med hele verden"!

David Rothschild (investeringsbanken Rothschild & Co.) er ikke i tvivl om Macrons fængslende personlighed. Han skjuler ikke sine følelser Han forholder sig på samme naturlige måde i forretningsverdenen som i politik. Han hilser på sekretærerne og giver dem kindkys. Han bygger forhold til andre op - og det er alt sammen et plus for enhver virksomhed. Tilsvarende mener advokat Jean-Michel Darrois (der førte Macron til Rothschild), at der udgår noget særligt fra Macron, nemlig en forførelseskunst der er særligt rettet mod ældre personer.

Serge Weinberg fra Sanofi-koncernen traf Macron i Attali-kommissionen og betegner ham som en usædvanlig svend (Bursche). Takket være sin personlighed og sin usædvanlige indfølingsevne formår Macron at bevare det store overblik når han belyser et problems konkrete detaljer. Weinberg roste netop over for Rothschild og Henrot den unge mands åndelige bevægelighed. Så det er ikke mærkeligt at Macron røbede sine planer om En Marche netop til Weinberg og Darrois ved et utvunget middagsselskab hvor også Brigitte var til stede. Macron overbeviste Weinberg ved sin umådelige selvtillid. "Jeg sporede en klippefast overbevsining der gik langt ud over vores samtalestof", og han understreger at man for at kunne kandidere til præsidentembedet behøver yderst stor beslutsomhed og urystelig selvtillid som ikke bygger på kognitiv viden.

Præsident François Hollande betragtede en overgang Macron som sin søn og følte det som et slag i sidste ende at blive afvist: det var et dødsstød. Macron tager sig i hans øjne elskværdig ud, men er i virkeligheden afvisende og følelseskold. Og det er jo tankevækkende at Hollande ikke kan se at dette kunne skyldes at ikke han selv har forekommet Macron tillidvækkende og ærlig!

Men Macrons mentorer og fædre oplever ham ifølge Anne Fulda næsten alle som iagttager. Han er stolt over at kende dem, men flyver på et eller tidspunkt hen over dem. En af hans pengeydere skuffedes over en indholdsløs tale om sundhedspolitikken. Macron hævdes at skjule sig bag en intensiv reklame, men har ingen konkrete tanker. Macron gjorde sig i begyndelsen af valgkampen til af at han ikke kom fra systemet, men det er takket være systemets mekanismer at han har gjort sin lynkarriere. Den har han gjort takket være broderskaberne.

Selv understreger Macron dog at han nok har skaffet sig systemets anerkendelse, men aldrig været indfiltret i det. Men det ser Fulda nærmere på.



Et barn af systemet    
Til toppen  Næste

Der er fire helt centrale personer i Macrons opstigning som alle tilhører systemet.

Jean-Pierre Jouyet (f.1954) har været leder af skatkammeret og af finanstilsynet. En særlig type, taleglad, elskværdig, åbenhjertig, og den bedst orienterede om gøren og laden i Republikken. Han var en af præsident Hollandes nærmeste venner og blev i 2014 stabschef i Élysée, selvom han tidligere var blevet fundet skyldig i uregelmæssigheder under Sarkozy. I januar 2017 spøgte han om beskyldninger mod Fillon og statsgælden. Han står midt i begivenhederne og han spejder altid efter nye talenter, men han er også en godmodig fyr, fodboldfan, elsker af franske chansons og af det gode køkken. Han holder aftenselskaber for Eliteclubben 'Le Siecle' og 'Venner af Pariser-operaen'.

Jouyet fik tidligt øje på Macron, anbefalede ham til Hollande og blev hans stærkeste støtte. Lederskabet af finanstilsynet var en nøglestilling for magt, hvor alle politiske skærmydsler glemmes og hvor nationens forvaltningselite dannes. I hans øjne var Macron netop et menneske der forstod at bruge bekendtskaber som springbræt for karrieren i den private sektor. Han taler om "skønånden Macron" som ærede filosoffen Ricoeur. Macron "kom altid uden omsvæb til sagen, er intellektuel og har yderst mangeartede interesser". Jouyet gav tidligt Macron særopgaver med forskellige projekter og kom godt ud af det med ham. Begge elskede den traditionelle franske chanson (J skrev bog om chansons), men Macrons smag var dog mere for ældre ting. "Macron er en levemand der gerne spiser og drikker godt, men også en mand der altid gør alting med største alvor, og han er en kampnatur. Der opstod et nært venskab mellem Jouyet og Macron. De diskuterede også religion, herunder selve den kristelige baggrund som bragte dem nærmere hinanden. Jouyet bemærkede ikke nogen politiske ambitioner hos Macron. Og da Fabius i 2007 overvejede at stille op som præsident og Macron som parlamentsmedlem, lagde han ikke skjul på sin opfattelse at Fabius ikke ville blive præsidentkandidat, men at Hollande var den sandsynlige vinder (i 2007 vandt Sarkozy over Hollandes hustru, og først i 2012 blev det Hollandes egen tur.)

I 2012 fik Macron sin plads i Hollandes verden, men som finaninspektør måtte han på et tidspunkt berolige finansverdenen over kontroversiel tale af Hollande. Jouyet pegede på Macron som økonomiminister, og det var altså ved Jouyets hjælp at den "unge Macron med engleansigtet" blev del af Hollandes stab. Da Macron af egen fri vilje trådte tilbage i august 2016, tog Jouyet ham igen under vingerne; Jouyet overnattede endda i december 2016 hos Macrons i Touquets - "og vi er stadig venner".



Jacques Attali (f 1943) er økonom og politolog, udgået fra ENA, rådgiver for Mitterand og forfatter til adskillige bøger, herunder'Histoires du temps' (1982), og en af dem Macron betragter som 'storebroder'. Uden Attali var Macron ikke kommet frem på rekordtid. Ja, Attali tager æren for Macron: "EM? Ham har jeg opdaget, ja, skabt. I og med at jeg gjorde ham til referent for en kommission hvor alle med navn og rang sad, gjorde jeg ham kendt. Det er en objektiv kendsgerning!" - Og rigtigt er at Attali-kommissionen om økonomisk vækst (nedsat i 2007 af Sarkozy) åbnede alle døre for Macron. Kommissionen kom med et udkast som var sammenfatningen af alt progressivt og som senere blev hvad 'En Marche!' kom til at stå for! Macron kunne i dette kommissionsarbejde vise sin evner, sin grundighed, analysevner og "talent for at hæve stemmen". Og han fik en adressebog der var guld værd for ham. Her traf han også Serge Weinberg, J. M. Darrois og fl.andre. "Alle Macron lærte af kende gennem mig sad i kommissionen".

"Emmanuel Macron havde en vigtig, men rent teknisk rolle som koordinator - og det faldt mig ikke ind at han havde fangarmene ude". Han havde slidstyrke, ekstrem kompetence, stor klarhed, dømmekraft og handlevilje og vilje til konkretisering. Attali har sjældent arbejdet med en så kompetent mand - og sluttelig blev han en ven. - Narcissisme? Mitterand havde en enorm almenviden og en samfundsvision og verdensanskuelse. Sammenlignet med andre var narcissismen underordnet. Problemet kommer først når narcissismen bliver hovedsagen. (Som tidliger anført, mener jeg det er vildledende at tale om narcissismen her). Attali savnede - da Fulda interviewede ham - endnu visionen hos Macron. "Men det var mig der opdagede Macron, og det var mig der sagde ham at han havde forudsætninger for at blive præsident."



Alain Minc (fx 1948, af polsk-jødisk afstamning, forretningsmand med bureau på Avenue George V) er en af systemets konstruktører, ja, han er systemet selv. Blev i 1995 af Chiracs folk gjort til bannerfører for 'Pensées Unique'. Han er et produkt af fransk-republikansk meritokrati (herskerklasse) og har stor almenviden og knivskarp analytisk evne. Han var i januar 2017 kommet lidt i klemme, men morede sig over den nye ordens kampzoner. Han vil altid være hvor det foregår. Han spurgte engang ved fint besøg Macron hvad denne ville være om 30 år - og svaret kom prompte: republikkens præsident!

Han opfatter Macrom som en ekstrem blanding af hurtighed og charme- og taler om hans talent for at omgås alle mennesker. Macron betegner på sin side Minc som en intelligent mand, men ved ikke om han har sikker dømmekraft. Minc rådede i sin tid Macron til at gå til Rothschild - og til at søge opstilling i Marseille, men det afviste Macron i første omgang.



David Rothschild er ældste søn af Gau og Marie-Hélene Rothschild, hvis bank en overgang havde Georges Pompidou som generaldirektør. David etablerede i 1981 efter statsovertagelsen af de almindelige banker investeringsbanken Rothschild & Co. med hovedsæde på Rue de Messin. Og han er en mand der forstår at indøve en vis moralsk autoritet over for hele generationer af finansverdenens aktører. Hans bank er en speciel bank der sammenblander politik og forretning. Og det mishagede ham at Macron forlod banken for at overtage stillingen som rådgiver i Élysée palæet for Hollande - og senere valgte at blive præsidentkandidat. Men tiderne går, fastslår han. Præsidenterne veksler. Investeringsbankernes magt består

David Rothschild en iøvrigt fin, udsøgt herre, der ikke træffes ved opulente middage med et glas i hånden. Han er høflig og opmærksom og modtager sine gæster forekommende. En ægte gentlemen ifølge Brigitte. En storebroder ifølge Emmanuel.

Rothschild er besnæret af Macrons charme, og Macron selv betragter det som en lykke at være blevet ansat hos Rothschild. Ingen anden har virkelig forstået mig. Men Rotschild har noteret sig at Macron tillod sig nogle selvironiske bemærkninger om at han havde været en møg-bankier og at "vi ligesom de prostituerede - har forførelse som kernen i vore job!" - Forførelsens kunst er netop hvad Macron behersker mesterligt. "Da Macron begyndt i banken havde han ingen tekniske færdigheder, men en person med hans talent og charme, hans medmenneskelige kompetencer og hans uddnnelse er i den situation at han hurtigt lærer faget uden at beherske detaljerne".

Verden er efter Rothschildes mening ganske åbenlyst ikke steget ham til hovedet. "Det er nu heller ikke kulturen i vores bank. Hvis man vil have et magtjob og ikke et ydelsesjob, så er man gået galt i byen her. Der gives folk der betjener sig af andre, og folk der betjener andre, og hvis man ikke forstår det, men foretrækker indflydelse af 2. grad, så skal man ikke komme her".



Mediernes betydning    
Til toppen  Næste

Emmanuel Macron formåede at blive en kendt person i Frankrig på rekordtid, fordi han lagde både sine handlinger og fejltrin bevidst ud i en effektiv storytelling. Han vil gerne fremtræde som en mand der altid formår at skubbe til grænserne og bekæmpe konservatismen gennem arbejde og viljestyrke. Mellem oktober 2014 og februar 2015 faldt procentsatsen for de franskmænd der ikke kendte ham fra 47 % til 18 %. Han behøvede så at sige ikke nogen ny PR-strategi for at blive kendt, eftersom han arbejder for en anden politik og ønsker at være konge for grænseoverskridelser. Og han forstod hurtigt at hans forhold til Brigitte var en trumf han kunne spille ud. Desuden var han ung, så godt ud og var fotogen. Og han var hjemme i den store verden, så han ikke behøvede at stå i skyggen af nogen som rådgiver.

Da en ven fra bankverdenen spurgte ham hvorfor han havde accepteret at komme på forsiden af 'Paris Match', lød svaret: Det er ganske simpelt fordi jeg ikke har megen tid til at blive kendt.

Hvad der undrede var alene at han fx i spørgsmål vedrørende Brigitte benyttede kommunikationskoder fra i går, om ikke helt forældede. Hollandes medierådgiver fortalte leende at Macron ikke benyttede internettet og end ikke havde en twitter-konto eller facebookside.

Men Macron var fuldstændig klar over at han som kommende præsidentkandidat ikke kunne unddrage sig nærgående beskæftigelse med sit privatliv. Brigitte vidste det også. Og da hun blev spurgt hvad hun syntes om at være i rampelyset hele tiden, svarede hun at det var nødvendigt, da franskmændene valgte et præsidentpar.

Parret overlod i deres kommunikationsstrategi ingen detaljer til tilfældighederne, og de arbejdede endog sammen med en af grundlæggerne af internetsiden Purepeople, nemlig Mimi Marchand, der betragtes som sladrepressens dronning og var indehaver af en af de tykkeste adressebøger for kendisser.

Parret tog mod indbydelser fra højtstående folk der også havde Hollande som middagsgæster. Og deres påklædning blev derefter. Brigitte er altid velklædt - og i løbet af sommeren er det kommet frem at Emmanuel Macron som præsident bruger flere tusinde kroner om måneden på make-up!

Parret kom oftere og oftere på tidsskrifterne kendis-sider, blev inviteret til teaterpremierer og sangerinders fødselsdage. Eller tog mod middagsinvitationer fra skuespillere. Eksempelvis blev også forfatteren Philippe Besson en nær ven. Parret kom sammen med alle der var noget i Paris. Og alle var dus.



Macron trådte med andre ord i Chiracs og Sarkozys fodspor. Han knyttede forbindelser, byggede broer, indbød til middage og udfoldede sin forførelseskunt på løbende bånd. Og da en kendt tv-vært - Stéphane Bern fra France2 - venskabeligt opfordrede ham til at passe på, svarede Macron: Give mig hellere Deres telefonnummer, min hustru forguder Dem. - Samme person understreger at de begge var venner af kunsten, gik til film sammen, læste de samme bøger osv. - ganske naturligt, for "Macron gør i emotionel henseende et ærligt indtryk".

Han og Bern var endog inderligt enige om at monarkiet har trukket dybe spor i Frankrig. Macron har ikke selv forsømt at gøre opmærksom på hvilken resonans fraværet af en konge har givet i Frankrigs politiske historie siden revolutionen. Han og Bern har også - som det kan ses i Delais' film - forestået Jeanne-d'Arc-festlighederne i Orleans. Jeg har fortalt ham, siger Bern, at det er den mest fascinerende oplevelse man kan få i livet - at se 500.000 mennsker stå på en fem kilometer lang strækning for at se dig og snakke med dig. Man holder endog sine babyer frem. Det er forrykt.

Macron har set det, og det har behaget ham. Og i sin tale har han hyldet heltinden der slog systemet i stykker og forenede landet - længe før tiden for showbusiness.

Hertil kan føjes, at Macron i Delais' film udtrykkeligt fremhæver at han selvfølgelig går fuldt og helt ind for republikken, men at han er tilhænger af en tydeligt vertikal statsmagt. Det vil sige at han ikke går ind for en flad, populistisk republik, men for en republik med ægte lederskab. Det er et op og et ned i hans eksistentielle verden.



Mange forskellige vurderinger    
Til toppen  Næste

Marc Ferraci (vennen fra ENA og vidne ved vielsen) har over for Anne Fulda gjort gældende at Emmanuel er et menneske der allerede tidligt forankrede politikken i sit liv, sin karriere og sin ansvarsfølelse. Da han gik over til Rothschild var vi flere der sagde til ham at dette i et land som Frankrig før eller senere ville give problemer. Men han svarede os at det til gengæld ville skaffe ham finansiel frihed. - Han tjente vitterligt rigtigt mange penge.

Macron nævner sjældent at han forsøgte at blive borgmester i Le Touques. Og han nævner også kun sjældent sit forhold til politikeren Jean-Pierre Chevènement der var tæt knyttet til Rocard, men betoner dog at han sætter pris på den tidligere minister.

Macron kommer altså ikke i politisk henseende ud af intet. Han er ikke vokset op i en verden der var fuldstændigt afskåret fra politik. Han var ikke kun fordybet i de store klassikere. Han var altid tiltrukket af politik. Og han var vokset op i en familie der stod klart til venstre.

I en alder af 16 år havde han også lidenskabeligt slugt forfatteren og senere vennen Jacques Attalis 'Verbatim I' (bind 1 af 'Ord for ord', dækkende årene 1981-86). Den gav ham en dyb følelse af at støde frem mod en forståelse af magten. Senere læste han biografier om Charles de Gaulle, Pierre Mèndes-France og Mitterand, og værker af Michel Rocard.

Han har erindring om Mitterands genvalg i 1988 og Berlin Murens fald i 1989 - som han kalder en temmelig strukturerende begivenhed. Endvidere om Maastricht-traktaten og -debatten samt Delors' erklæring. Og naturligvis terrorangrebet mod World Trade Centret i New York 11.9.2001. Han husker præsidentvalget i 1995, selvom han endnu ikke havde stemmeret. Ligeledes valget i 2002 hvor Jean-Marie Le Pen overraskende kom med i 2. valgrunde. Macron havde selv i 1. runde stemt på Chevènement, men gav Chirac sin stemme i 2. runde. Chirac blev valgt, men hans sejr fik efter Macrons mening overhovedet ingen politiske konsekvenser.

I 2007 gav han sin 2. stemme til Ségolène Royal, Hollandes exhustru, der var blevet formand for socialistpartiet. Hun havde ført en god kampagne, men havde ikke forenet socialistpartiet - selvom hun havde anet behovet for en fornyelse. Partiet kunne efter Macrons mening ikke fornyes indefra. Der var behov for en radikal fornyelse. Og han ser derfor ingen forbindelse til hendes linje.



I kampen for at blive borgmester i Toulon henvendte Macron sig flere gange til publikum med ordene "Jeg elsker jer", og han gør gældende at det er en stor fejl ikke at tale om kærlighed i politik. For der gives en følelsesmæssig (affektiv), irrationel faktor som mennesket behøver. Han fortsætter: "Den selvopofrelse jeg yder, den måde jeg henvender mig til folk på, idet jeg blotter mig selv og kommer i direkte kontakt med mit publikum, ville jeg alt sammen ikke kunne præstere, hvis ikke jeg kunne elske franskmændene. Og det må man på en eller anden måde fortælle dem. For det behøver de."

For at forklare dette yderligere, tyer Macron til det græske ord kairos, der dækker over 'det gunstige øjeblik' (Macron havde jo lært græsk af sin far). Og han siger: "Der gives noget der hedder 'kairos'. Man kan intet selv gøre. Man står i det eller man står ikke i det. Der findes en øjeblikkets kraft som river os med. Og som er større end os selv. Man må gøre det man tror på, give det man kan give og det af et fuldt hjerte. Og når begivenhederne på den måde river os med, må man have ydmyghed. Man kan altid bagefter give det en rationel forklaring og forskønne det, men det bliver ikke den fulde sandhed."

Fulda stiller spørgsmålet om En Marche's præsidentkandidat (han var endnu ikke valgt da hun skrev sin bog) og den tidligere elev på Jesuiterskolen da er en Kristuslignende mystiker.

Den franske storrabiner Haïm Korsia, som kender ham, svarer: Nej, han er Napoleon…. Han har den samme élan og sikkerhed som Bonaparte da han trådte frem efter det gamle regime og revolutionen. Han har evnen til at rive folk med sig. Ungdommen genfinder sig i hans spørgsmål. - Men rabbineren ironiserer over selve navnet 'En Marche' (På vej) som giver ham associationer til billedhuggeren Giacomettes vandrende menneske.

Men skulle Macron på en eller anden måde være besjælet, som hans kritikere spørgende påstår? Korsia tror der er noget spirituelt over ham. De ord alle profeter bruger: 'Her er jeg' passer på ham. - Og rabbineren mener at Macrons store hemmelighed er den dybtgående og respektfulde indsigt i riter og religioner.

Jacques Attali trækker det ned på jorden. Macron har følelsen at have en bestemmelse, men som noget uundgåeligt. Han er et forkælet barn der er vant til at få alt uden at skulle gøre noget for det. Men jeg gentager: det er mig der har opfundet ham...... Men for at nå dertil hvor han er nået er det nødvendigt med en vis hybris og følelsen af at være anderledes.

Fulda må konkludere at denne Emmanuel Macron er en sælsom skikkelse. En mand der bestandigt betjener sig af forførelse og samtidigt accepterer hvad han er. En fredsforstyrrer, teknokrat og rockstjerne..... Eller som en anden udtrykker det: En komisk karakter som ikke findes i det almindelige politiske dyrerige.

Anne Fulda selv kalder hele dette vigtige kapitel om Macron for 'En politisk ufo" - og det er i hvert fald misvisende. For en ufo betyder et 'uidentificeret flyvende objekt', og selv om Macrons karriere har været flyvende, er han i hvert ikke uidentificeret eller uidentificerbar - og kommer slet ikke fra en anden verden.



På en tur med Macron fra en landbrugsbedrift i Mayenne stiller Fulda ham fra bagsædet i hans vogn det ligefremme spørgsmål: Gør De det alt sammen for Deres bedstemoders skyld? Og det ville han ikke benægte. Men han uddyber det, så det får mening.

Bedstemoderen har ikke opdraget ham i den overbevisning at hans skæbne var bestemt på forhånd, men har forberedt ham på engang at påtage sig en bestemmelse. Bedstemoderen elskede ham uforbeholdent. "Det er sjældent i livet. Men det befrier, og det har givet mig en ufattelige lykke. Det giver en selvsikkerhed og en utrolig frihed, men samtidig er det også en forpligtelse. Det har altid ligget mig alvorligt på sinde, at den frihed jeg har skaffet mig gennem mine handlinger forpligter mig til at gøre det gode. For sådan var min bedstemoder. Tøvende tilføjer han: men måske.... har jeg kastet mig ud i denne kamp som om hun ikke længere var der, og utvivlsomt ville hun have tænkt at det er en forrykt idé. Men hun ville have ladet mig gøre det."

Dermed fastslår Macron klart bedstemoderens enorme betydning, men også at han ikke er determinist og altså ikke tror på at alting er bestemt på forhånd i kraft af fysiske og biologiske, herunder genetiske og miljømæssige love, men at han netop skal vælge sin skæbne eller bestemmelse i kraft af den frihed og ansvarlighed han har som menneske. Han kan ikke lave om på de fysiske og biologiske love, men menneskets, samfundets og kulturens udvikling er ikke udelukkende bestemt af disse love, men bestemmes også af menneskets muligheder for at få nye ideer, skabe nye forhold, lave om på tingene og indføre nye love og normer.

Han bruger så vidt jeg har konstateret ikke ordet 'emergens' i sine udtalelser og beretninger, men det er det der ligger bag hans forstillinger og visioner om en genopbygning eller rekonstruktion af samfundet af revolutionær art til forskel fra en gammeldags reformistisk art.



Helhedsrealistisk vurdering    
Til toppen  Næste

I en vis forstand er det ikke så mærkeligt at vurderingerne af Emmanuel Macron er mange og vidt forskellige, eller at de overvejende er vildledende og ufuldstændige - også i Anna Fuldas hæderlige og bestemt læseværdige gennemgang af hans liv, væsen og ambitioner.

For vitterligt er Macron anderledes i udvikling, uddannelse, erfaring og indstilling end politikere i almindelighed, og vitterligt gør han et seriøst forsøg på at gå nye veje i fransk og europæisk politik, idet han ønsker langt dybere forandringer i systemet end sædvanlige reformer muliggør. Han vil rekonstruktion og revolution.

Men dybden heri fatter åbenbart slet ingen (heller ikke hans nærmeste venner), og det skyldes ikke bare at man hidtil har savnet og efterlyst en konkretisering af hvad han ville. Den foreligger jo nu i form af et konkret regeringsprogram og et konkret arbejdsmarkedsprogam. Nej, det skyldes det beklagelige og i virkeligheden helt fatale forhold, at alle i Frankrig og EU tror at udviklingen i vort højtbesungne, sekulære europæiske samfund stort set er kommet ind i sådanne gode civiliserede rammer og forholdsvis rationelle processer at de er i stand til trods alvorlige trusler fra terrorister og andre kriminelle grupper at sikre en rimelig udvikling, mere fremkridt og mere velfærd, bare politikere, erhvervsfolk, videnskaben og medierne fortsætter ad de spor der nu engang er lagt ud på terrænet.

Ingen ser nødvendigheden af bevidste brud på de traditionelle metoder i økonomi, forskning, ledelse og kommunikation, og når en ung, dynamisk og energisk mand med et specielt forhold til sin bedstemor, sin lærerinde og en filosof så dukker op på terrænet, så lader mange sig nok besnære så meget at man vælger ham til præsident, men man gør det mere af protest mod 'gammelpolitikerne' end af overbevisning om at hans ambitioner og planer kan realiseres. Man tror simpelthen ikke på at der kan dukke noget emergent nyt op i historien, noget der aldrig har været set før - selvom behovet for det ligefrem skriger til himlen.



Med hensyn til konkretiseringen af sit program er det rigtigt at Macron under valgkampen først og fremmest brugte sine mange taler til at fremmane billedet af de forandringer han fandt nødvendige. Han er en mand der nyder at få sine tilhørere til at følge sin tankegang og altså også forstår kunsten. Men da han først var valgt, sammensatte han en regering af en type man ikke har set før, nemlig af helt igennem kompetente og erfarne mennesker der aldrig havde været involveret i regeringssystemets eller nationalforsamlingens gamle, mere eller mere korrumperende processer. Han skilte sig omgående af med de få nyudnævnte ministre der viste sig at have snavs på fingrene.

Den nye regering under Éduard Philippe (listen over medlemmerne kan ses på linket nedenfor) fremlagde relativt hurtigt sit program (der ligeledes kan ses i detaljer på et link), herunder et meget vigtigt arbejdsmarkedsprogram. Macron anser det for helt nødvendigt at ændre arbejdsmarkedet fundamentalt, for at give virksomhederne bedre vilkår til at investere og skabe flere arbejdspladser. Men det er et felt der er fyldt med miner i form af fagbevægelsens indædte modstand mod at få lavet noget om. I skrivende stund er det netop oplyst, at der i dag - tirsdag den 12.9. - er indkaldt til store demonstrationer i Paris mod regeringen. Det bliver givetvis et hedt efterår for den. Men der er ingen tvivl om at både Macron og regeringen vil bruge alt hvad de råder over af overtalelsesevne for at få arbejdsmarkedet ændret, da de ellers ikke kan gennemføre deres politik. Arbejdsmarkedsprogrammet bliver givetvis prøvestenen på Macrons evner som præsident.

En ny og mere centralistisk linje i EU-politikken trænger sig også på. Macron ønsker eurozonen styrket - og regner med et tæt samarbejde med kansler Merkel efter hendes forventede genvalg. Han er som Merkel meget utilfreds med at visse østlande ikke vil tage mod flygtninge efter den fastsatte kvoteordning. Og de skal ikke vente barmhjertighed fra hans side.

Macron holder fast ved Pariser-aftalen om klimaet fra 2015, og han havde håbet på at overbevise USA's præsident Trump om at acceptere den. Det lykkedes selvfølgelig ikke. Trump går konsekvent sine egne veje - og det må Macron, Merkel og alle andre europæiske ledere tage til efterretning. Det indebærer at vestmagterne stort set intet kan ændre i Syrien eller Mellemøsten. Macrons udenrigspolitiske linje er imidlertid klar: han ønsker effektive aftaler med Magreb-landene i forhold til terrorister og flygtninge. Jf. artikel af 1.9..

Alt dette skal ses i lyset af at Macron ønsker en stærk stat og et stærkt præsidentskab. Han han ingen større respekt for de franske præsidenter efter Mitterand. Men han ser op til general de Gaulle - og nationalheltinden Jeanne d'Arc (1421.31) der vovede at samle datidens 'perkere' - som Macron formulerer det - og gøre oprør mod den engelske besættelsesmagt, men hun endte med at blive brændt på bålet for kætteri (bl.a. fordi hun bar mandsdragt). Det afgørende for Macron er at han sætter sin dynamiske energi ind for at få ændret hvad der er uret og blokerer for genopbygning. Og han véd at der er et op og ned i livet som i politikken. Han satser derfor på det han kalder vertikalt lederskab.

Det vil igen sige at han hverken er en populist, der følger følelsesmæssige strømninger, eller en forfører der bare nyder at besnære andre. Han er heller ikke en opportunist der søger magt for at nyde den tilfredsstilelse magtens besiddelse er for mange ordinære mennesker. Han vil noget der ændrer samfundet. Han kan derfor ikke kaldes harmonisøgende eller forsonende, for han er udmærket klar over at politik kræver indsats, kamp og dynamik, hvis den skal føre til ændringer. Men han er integrerende. Han ønsker ungdommen integreret i arbejdslivet, og han ønsker muslimerne integreret i både arbejdslivet og samfundet. Men vel at mærke under den forudsætning at de accepterer de sekulære samfunds grundlæggende normer.



Macron beskyldes naturligvis af sine modstandere - navnlig fra fagbevægelsens og Front Nationals side - for at være elitær. Og han indrømmer blankt at hans baggrund er elitær, fordi han som opvokset i et borgerligt og akademisk miljø har fået en høj uddannelse. Men han understreger at han ikke er elitært indstillet. Han ønsker tværtimod samfundet forandret så det bliver til gavn for alle lag i samfundet.

Dette fører så igen til beskyldninger om at være en modsigelsernes mand. Og det bør man lægge mærke til, for det røber jo lige netop det meget beklagelige forhold at folk (endog såkaldt 'kloge hoveder') har forbandet svært ved at tænke i komplementære baner, dvs at holde sig fri af den ulyksalige tilbøjelighed som alle rationalister lider under (og som også blev forstærket af rationalismens store filosof Immanuel Kant), nemlig at tænke i dualistiske baner: enten er en påstand rigtig eller også er den forkert. Overordentlig mange har svært ved at forstå at to påstande der tilsyneladende er uforenelige på logisk plan begge kan være berettigede og gavnlige - af den simple og gode grund at logikken ikke rammer mere komplekse påstande og modsætninger. Derfor kan man i mange tilfælde med fordel se to modsætninger som komplementære, hvad der betyder at man kan betragte begge som sande og må have dem begge med i en fuldstændig beskrivelse. Og det er noget Emmanuel Macron tilsyneladende både forstår og kan anvende helt ubesværet uden, så vidt jeg er orienteret, at kende begrebet 'komplementaritet' (som det er Niels Bohr der har lanceret som modbegreb til dualismen).

En af de modsætninger Macron ønsker at overvinde er den modsætning mellem klasserne som siden midten af 1800-tallet har ført til en decideret klassekamp og stadig har uforsonlighedens karakter. Den kan overvindes med det den engelske sociolog Anthony Giddens i 1990-erne har kaldt "den tredje vej", og det er faktisk den Macron synes at ville betræde, igen uden at kende eller bruge udtrykket. Men det er meget lettere at forstå hans politik og ambitioner, hvis man bruger dette begreb.

Om den tredje vej skal kaldes en revolution, kan altid diskuteres. Den udelukker bestemt ikke radikale ændringer i det bestående system, men det er jo primært en ændring i politikernes, forskernes, mediernes og almindelige menneskers indstiling den kræver. Og forstår man ikke dens inderste idé, kommer man ikke langt. Både Labours Tony Blair og Venstres Anders Fogh Rasmussen tog ideen op uden på noget tidspunkt at få øje på dybderne i den. Men jeg vil vove den påstand at Emmanuel Macron vil kunne få utroligt meget ud af at tage såvel komplementaritetsbegrebet som ideen om den tredje vej til sig.


Macron er ubetrideligt et helt nyt og emergent fænomen i fransk og europæiske politik, fordi han på en helt usædvanlig måde via bedstemoderen, via Brigitte og via Ricoeur har fået sproget og historien med sig som en helt naturlig baggrund og forudsætning - og fordi han derudover gennem de samme stærke og vejledende personer har indset nærværets, håbets, viljens og alvorens afgørende betydning i såvel livet som politikken og kulturen. Uden dem var han aldrig blevet den han er. Uden dem ville hans egne iboende evner aldrig været kommet til fuld udfoldese. Men man skal bestemt ikke se bort fra hans egen, iboende vilje til grænsesprængende forandring, rekonstruktion eller revolution, som indebar at han på et tidspunkt fik nok af de litterære og filosofiske stilfærdige studier og slutteligt valgte den hårde og risikable politiske vej. Han er noget så sjældent blandt politikere som en transcendent mand. Uden denne specifikke indsigt og vilje, ville vi slet ikke have oplevet hans iver efter revolution.

Jeg tror det er nødvendigt i denne forbindelse at understrege at Brigitte Macron har givet sin mand noget helt ekstraordinært i kraft af at være selvstændig kvinde. Dette i virkeligheden ægte komplementære mand-kvinde-forhold mellem dem har i hele sin specielle art også været forudsætningen for hans valg af den politiske vej og for hans muligheder for succes med den.

Lykkes det Emmanuel Macron at komme igennem med sine store og ambitiøse planer og ideer, da vil det ændre hele Europa.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Links:

Wikipedia om partiet République En Marche
"République En Marche"  (partiets website)
Emmanuelle Macrons program
Macrons regering (officiel website

Den franske Nationalforsamlings officielle website
Det republikanske parti (UDI)
Front National

Le Monde (fransk)
France 24 (eng.)



Litteratur:

Anna Fulda: Emmanuel Macron. Die Biographie (Aufbau. 2017) - oversat efter originaludgaven: "Emmanuel Macron, un jeune homme si parfait"
Emmanuel Macron: Revolution. Oversat af Peer Bundgaard (Informations forlag. 2017)

Dokumentarfilm om Emmanuel Macron af Bernard Delais (vist på DR2 den 25. april 2017) med deltagelse af bl.a. Marc Endewald, Jacques Attali og Jean-Pierre Chevénement - og naturligvis Macron selv, der får lejlighed til hen ad vejen at kommentere udviklingen. Filmen har også et langt klip fra økonomiminister Macrons sammenstød i Nationalforsamlingen med premierminister Valls og et andet fra hans første store tale som præsidentkandidat.



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Macron fejrer Bastilledagen i stor stil  (16.7.17.)
Macron får absolut flertal i Frankrig - men med lav stemmeprocent og skæv mediefortolkning  (20.6.17.)
République En Marche! vandt suverænt første runde af det franske parlamentsvalg  (12.6.17.)
Usikre vurderinger af Emmanuel Macron  (26.5.17.)
Frankrig vælger Macron, håbet og viljen til forandring  (10.5.17.)
artikel af 1.9..

emergens-aksiomet
Emergens: Behovet for spring i udviklingen

Komplementaritetssynspuntket og Niels Bohr
Komplementaritetssynspunktet
Komplementaritets-aksiomet
Komplementariteten mellem individ og samfund
Komplementariteten mellem liberalismen og socialismen

"Den tredje vej" iølfge Anthony Giddens
'Den tredje vej' og New Labour under Tony Blair  (27.7.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)



Artikler om EU og Europa
Artikler om Flygtningekrisen
Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal