JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - macron18a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.5.18.

Macron gør op med religion som privatsag

Frankrigs visionære præsident talte den 9. april i Paris til det samlede kollegium af franske biskopper under overskriften "Kult og verdslighed". Emmanuel Macron henvendte sig først til værten, ærkebiskop Pontier: "Vi har begge to, Monseigneur, trodset skeptikerne i alle lejre ved at være sammen i dag."

Og han tilføjede: "De og jeg er fælles om at føle at noget er gået i stykker i forholdet mellem kirke og stat, og at det er vigtigt for os begge to at reparere dette forhold."

Det er da meget muligt - som Bjørn Bredal mener at vide - at alle verdens republikanere tænkte "Det var satans", for Frankrig slog vitterligt allerede i 1905 fast ved lov at landet er verdsligt. Venstrefløjsleder Jean-Luc Mélenchon tilkendegav en endnu stærkere mening: "Macron har fået metafysisk delirium".

Men Macron understregede faktisk at han hverken var opfinder af eller fortaler for en statsreligion der skifter den guddommelige transcendens ud med et republikansk credo. Han ville derimod pointere at adskillelsen af kirke og stat på ingen måde har til formål at benægte det åndelige til fordel for det timelige, endsige at løsrive samfundet fra en religiøsitet som så mange af Frankrigs borgere søger næring i.

Udsagn af den slags må forvirre ethvert menneske der tænker i gamle baner, og derfor må det fremfor alt huskes at Macron hvad angår udvikling, uddannelse, erfaring og indstilling er en helt anden politiker end den gængse, og at han seriøst ønsker at gå nye veje i fransk og europæisk politik, ja, vil både rekonstruktion og revolution.

Han tror simpelthen ikke at udviklingen i vore højtbesungne, sekulære samfund i Europa er kommet ind i sådanne sikre rammer og rationelle processer at vi er i stand til at trodse de alvorlige udfordringer fra korrupte og priviligerede folk eller fra sociale tabere, flygtninge, terrorister og kriminelle grupper bare ved at fortsætte i de gamle baner.

Macron ønsker en stærk stat og et stærkt præsidentskab. Han kræver indsats, kamp og dynamik der medfører ændringer, men han ønsker desuden ungdommen integreret i arbejdslivet og muslimerne integreret i både arbejdslivet og samfundslivet - vel at mærke under forudsætning af at alle accepterer de basale sekulære normer.

Umiddelbart kunne det se ud til at Macron nu pludseligt giver efter for de gamle katolske autoriteters ønsker om en stærkere position. Men her kan man let forregne sig, hvis man ikke holder fast i Macrons egne visioner, udtrykt i bogen "Revolution". Frankrig er en helhed, siger han. Man kan ikke både være franskmand og ville viske fortidens tavle ren. Vor kultur er det der samler os. Det der forbindes os med hinanden. Kulturarven er vores våben mod splittelsen, radikaliseringen og resignationen. Men, fortsætter han, vores kultur, vores følelser og alt det vi beundrer er lidt mere end dét. Det er at genfinde kernen i det liv, vi deler med hinanden.

I bund og grund mangler vi alle noget. De vestlige samfunds udvikling synes at nedsænke os i en slags resigneret tristesse. Vi får hver især anvist en funktionel plads i markedet eller i staten. Transcendensen synes endegyldigt at være gået tabt, og dermed hentyder Macron til alt det der i folks personlige liv eller hverdag ikke lader sig sammenfatte i penge, sociale roller og effektivitet.

Af disse ord turde det med tilstrækkelig tydelighed fremgå at Macron ikke nærer fjerneste forestilling om at den katolske kirke skulle genindtræde i en statsautoriseret magtposition, men derimod et håb om at den kunne indtræde i en aktiv rolle om at reparere forholdet til en overordnet faktor. Han véd at der findes en faktor der ikke alene de facto giver næring til de mange franske borgere der er katolikker, men som dybest set er lige netop den kilde til alle irrationelle forestillinger som giver hverdagen alt det der går ud over pengene, de sociale roller og effektivitet og hele den hårde kamp om magt og prestige. Denne instans kaldes fra gammel tid transcendent, fordi den netop går langt uden for det snævre timelige jag efter målelige gevinster, men i og for sig er den ikke særligt mystisk, da vi alle kender den fra fødslen. Kun er den blevet mere og mere mystificeret, fordi vi er blevet indoktrineret eller forført til at tro at de verdslige og materielle værdier er mere virkelige end de åndelige. Og det er dette Macron vil gøre op med.

Man kan indvende mod præsidenten at han som franskmand nok har visse vanskeligheder ved at se uden for den katolske verdens rammer, og det vil derfor nok være på sin plads at påpege at den protestantiske verden har en fordel i at kætteren Martin Luther for 500 år siden lancerede "det almindelige præstedømme". Han slog én gang for alle slog fast at mennesket har direkte adgang til Gud og altså er præst for sig selv og i den henseende kan undvære alle paver og biskopper og præster. Men desværre ville denne kætter jo ikke afgive kirkens autoritet eller menneskets absolutte pligt til at lyde autoriteterne, så præsterne forblev urørlige som forvaltere af sakramenterne og fyrsterne som forvaltere af samfundsordenen.

I dag er der ikke mange der forstår hvad disse sondringer drejer sig om. Sekulariseringen på vore breddegrader har betydet, at kirken nærmest af sig selv har mistet det meste af sin indflydelse og respekt, og at religion er blevet gjort til en privatsag. End ikke under Muhammedkrisen i 2006 lagde Danmarks statsminister skjul på denne dybest set fatale opfattelse.

Og det er her Macron nu kommer ind med en frisk provokation der har fået folk til at rejse børster. Folk som flest render rundt i den vildfarelse at religion er for særlinge der går i kirke i tide og utide, beder bønner i tide og utide og i øvrigt bliver forargede over næsten alt der ikke pænt følger kirkens katekismus om et kristeligt liv og levned.

Men heller ikke Macron kan rede trådene ud og forklare det mystiske eller transcendente med begreber der ikke stammer fra teologien og ikke forudsætter noget overnaturligt eller nogen åbenbaring. Det har hjulpet ham en del at han som ung student var i tæt dialog med sprogfilosoffen Paul Ricoeur, men denne mands teorier om fortolkningen af eksistentielle tekster trak mest i intellektualismes retning. Og så kan det let gå galt. Men Macron får dog i sin tale til biskopperne trukket en for ham klar og inspirerende appel frem fra Ricoeurs side i 1967 om at opretholde et fjerntliggende mål for menneskeheden, kald det et ideal, en moralsk sans, et håb, en religiøs sans… Det er en appel om at komme forbi planer uden perspektiv. Tilsigt mere, spørg mere; deri ligger håbet. Forvent altid mere end det der kan virkeliggøres.

Overført til kirkens situation vil dette i Macrons øjne indebære at kirken ikke må blive en karikeret vogter over vore skikke. Ikke en kilde til usikkerhed som løber gennem hele livet, og som nok giver dialog, spørgsmål, søgen, men mangler hjerte og følelse.

Så vidt jeg har forstået Macrons tale ønsker han hverken mere stærk tro eller mere moderat tro, for han véd ikke hvad det er. I hvert fald ønsker han ikke mere tro på nogen absolut religion eller nogen absolut filosofi. Han ønsker en form for transcendens der sætter mennesket frit i forhold til al absolutisme og som kan bære dybere behov end det absolutte.

Der gives for Macron en absolut frihed fra tro og filosofi, som altid respekterer Republikkens sekulære lovgiving. Verdsligheden er her en massiv regel for hele vort fælles liv som ikke tåler noget kompromis, men giver absolut trosfrihed og dermed den åndsfrihed han gerne vil vække.

Det lyder i mine øren forjættende, men også en smule uklart fordi begreberne ikke forekommer fuldt gennemtænkte. Det kan de ikke blive uden at tage psykologien til hjælp - og det gør hverken Macron eller bispekollegiet. Det gjorde heller ikke Ricoeur. Macron nævne ikke ordet 'psyke' eller 'psykisk' en eneste gang i sin tale. Men så er det umuligt at give en tidssvarende forklaring på åndsfrihed og undgå at sætte transcendens lig med det overnaturlige.

Forholdet mellem det hverdagslige og det transcendente - eller mellem det timelige og det evige - er i mine øjne meget enkelt. Det 'evige' eller såkaldt 'transcendente' går nemlig slet ikke uden for erfaringens område, men er tværtimod lige så erfaringmæssigt som hverdagens 'timelige' eller praktiske ting og forhold. De transcendente erfaringer adskiller sig alene fra de jordnære erfaringer ved at bero på de indre psykiske processer som vi også kalder intuitive og som ikke er håndgribelige og derfor hverken kan måles og vejes eller placeres i rum og tid.

Mennesket har to tilgange til virkeligheden. Den ene er den ydre, der går gennem sanserne og sproget og som medfører en række begreber, sondringer og logiske regler som er nødvendige for tilpasningen til den praktiske verden. Den anden er den indre der går gennem intuitionen og som primært er billedmæssig og derfor uden rationelle sondringer. Forbindelsen mellem de indre forestillinger er ikke logiske argumenter, men frie associationer - og derfor ligger al kreativitet her. Det samme gør al mening med tilværelsen, oplevelse af orden og sammenhæng samt oplevelsen af den helhed der er vort inderste jeg og som allerede spædbarnet har.

Vi mennesker kan naturligvis ikke overleve uden at skaffe os brød på bordet og tag over hovedet og i øvrigt tilpasse os både de fysiske love og nogle fælles regler for samfundslivet. Men det afgørende i vores eksistens som åndsvæsener er at vi bevarer meningen med livet, så vi ikke havner i fortvivlelse og depression, og at vi hele tiden bevarer og fornyer oplevelsen af orden og sammenhæng samt helhed.

Dette har fra tidernes morgen været kultens opgave - og derfor har alle mennesker over hele jorden og i alle kulturer set det som noget selvfølgeligt at bruge sang, dans, musik, fortælling, drama og kunst i deres kult. Det er hvad alle myter beretter om - og derfor er det givet at den mytiske forståelse af eksistensen ikke alene er ældre end den logisk-rationelle, men også stadigvæk er fundamentalt nødvendig.

Man skal blot gøre sig processernes art klar. De logiske eller rationelle processer er under viljens og sprogets kontrol. Men de billedmæssige og irrationelle processers art ligger uden for viljens kontrol. De forløber i drømme, spontan refleksion og meditation og i leg som en uafbrudt strøm af associationer neden under bevidstheden. Og dette skyldes at de ikke er udslag af individets egne impulser, men tværtimod udslag af det man i nyere tid kalder 'underbevidstheden' eller 'det kollektivt ubevidste'.

Derfor går det naturligvis galt for folks mentale sundhed, hvis samfundene gør religion til en privatsag og i udviklingsræsets hellige navn jager kulten, musikken, dansen og dramaet ud af samfundslivet, som det i stigende grad er sket i de industrialiserede, bureaukratiserede og nu også digitaliserede lande. Der er kommet til at mangle noget aldeles essentielt, som mange kritikere gennem de sidste to hundrede år har påpeget, og som Macron nu påpeger på sin måde.

En fransk præsident lever nu engang i et land der i århundreder har været romersk katolsk og de sidste 60 år også et centralt EU-land - og det kan og vil en mand som Macron ikke sætte sig ud over. Hans visioner ligger klart inden for både sekulariseringens område og inden for drømmen om et stærkere EU og et stærkere fransk præsidentskab. Tilsyneladende mangler han den endelige frigørelse fra en autoritær og absolut dogmatisk kirke. Men nu har han vovet at forklare biskopperne at de og han har en fælles interesse i at forsøge at finde et nyt forhold mellem stat og kirke.

Her er vi heldigere i Norden, hvor vi i 1849 løste sekulariseringsproblemet ved at opfinde en 'folkekirke', der nok er en bekendelseskirke, men netop ikke en statskirke. Den vandt sin frihed, men er dog utilsigtet reduceret til noget i retning af en omsorgsforanstaltning der tilbyder trøst og glæde for særligt trængende, men i øvrigt ikke betyder noget i folkelivet.

For lige som i Frankrig mangler det afgørende, den uafladelige dybe føling med det der giver livet mening og som sikrer fuld åndsfrihed. Begge steder viger man tilbage for det definitive opgør med al dogmatisk tænkning - hvad enten den er af religiøs eller ideologisk art, og det gør man fordi man ikke forstå den frie tænknings art.

Tænkning er kun fri hvis de primære psykiske grundprocesserer ligger uden for kontrol af magthavernes systemer. Der er ingen frihed uden opgør med dogmer, for dogmer er både i præstestyre og militærdiktatur magtmidler til kontrol af borgernes meninger og tanker.

Åndsfrihed er betingelsen for al frihed, og åndsfriheden er intet værd uden fuld respekt for den spontane tænkning, den kreative tænknings frie associationer - og det vil igen sige at åndsfriheden kræver fuld respekt for det kollektivt ubevidste.

Det forstår Macron næppe. Men det har vi her i landet gode muligheder for at forstå fordi vi i hundrede år både har haft en religionsforsker som Vilh. Grønbech, der påpegede det på sin specielle måde, og en atomfysiker som Niels Bohr der har vist os den afgørende betydning af komplementaritetssynspunktet. Vi kan blot ikke længere forsømme at se bort fra disse geniale forskeres dybe og tidssvarende indsigter.

Ovennævnte artikel har været indsendt til dagbladet Politiken som kronikforslag, men er som ventet ikke blev accepteret, da det ligger helt uden for det selvudnævnte "organ for den højeste oplysning i landet" at befatte sig med den halvdel af virkeligheden der hedder det underbevidste, åndelige eller ikke-materielle. Bladet havde såmænd en udmærket kronik i lørdags om marxismen som "historiens største fiasko", fordi den var en illusion om kapitalismens sammenbrud der definitivt skete med sovjetkommunismens fald. Hvor proletariatets diktatur stables på benene ved hjælp af rå magt imod flertallets vilje, ender klassekampen naturligvis med diktatur (og statskapitalisme). Hvor proletariatet derimod ikke formår at forhindre en egentlig demokratisk udvikling, formår det heller ikke at fjerne eller justere kapitalismen som grundlag for markedet. Dette er aldrig uden problemer, men foretrækkes dog af flertallet fordi det er frit og regulerbart. Men kronikkens svaghed var den sædvanlige i akademikeres behandling af brede eksistentielle emner: Man ser bort fra psykologien og ikke mindste den psykologi der bestemmer folks frie tænkning i og med at den er styret mere af det irrationelle end af det rationelle.

Men yderligere to ting skal tilføjes her. Den første er at dansk Christiansborg-politik som bekendt er blevet ramt af Venstre-manden Søren Pinds udtræden af regering og politik, hvad der hos nogle borgere har udløst sorg, men hos andre stor glæde. Helle Thorning-Schmidts tidligere rådgiver Noa Redington hævder i Politiken 6.5. af den gode Emmanuel Macron også har Søren Pind på samvittigheden, for det der for alvor fik Pind til at miste gejsten var erkendelsen af at han ikke orkede at blive Danmarks svar på Frankrigs præsident, og derfor heller ikke sidste forår orkede at springe ud med en tænketank af professorer, højskoleforstandere og erhvervsfolk. I stedet endte han i en ynkelig tabersag om vandtrykket i Københavns Kommune! - Jeg tror ikke den ellers følsomme Macron er i stand til overhovedet at registrere en så beskeden byrde på samvittigheden. For ærlig talt. Søren Pind når ikke Macron til sokkeholderne, hvis man måler dem på en historiske fornemmelse der går i dybden. Denne forneemmelse er sjælden - og den kendes i hvert fald slet ikke hos nogen politiker her i landet.

Det tragiske er at heller ikke en seriøs og vittig journalist som Bjørn Bredal kan forstå Macrons egenart, men tværtimod mystificerer ham.

I en ny klumme om de franske fagforeningers demonstrationer mod Macrons reformer af det stive franske arbejdsmarked med bl.a. ekstremt lav pensionsalder for statsansatte og manglende fleksibilitet for private arbejdsgiveres ret til at skille sig af med overflødige medarbejdere, fremhæver Bredal at Macron provokerer arbejdstagerne ved udtalelser om at han ikke som præsident har til opgave at holde øje med "den sociale vejrudsigt", men at lede landet. Og Bredal tilføjer da formildende at den sociale 'vejrudsigt' netop skifter lidt for uheldigt når voldelige venstreekstremister går med i demonstrationerne forklædt som smadremænd (såkaldte 'black blocks' der kommer fra hele Europa, når 'vejret' indbyder til det). Men først og fremmest betoner Bredal at Macron praktiserer en alfaderlig effektivitet i magtudøvelsen og en tydelighed i embedsførelsen som ligger langt fra forgængerens 'normalitet'.

Macron har i et nyt interview med det litterære magasin La Nouvelle Revue Française ikke lagt skjul på at hans dybe kendskab til fransk litteratur er afgørende for hans forhold til den franske befolkning. At være Frankrigs præsident har nemlig to dimensioner, at udøve magten og at inkarnere landet. Og disse to dimensioner kommer på kant med hinanden, hvis der ikke er en historie, et drama, en følelser af at samfundet har en skæbne der udspiller sig. Franskmænd er ulykkelige, når politik er reduceret til teknik og politisk kævl, påpeger Macron. De elsker derimod, når der virkelig er en historie. "Det er jeg selv et levende bevis på! Og jeg er meget bevidst om at det er den franske befolkning og den alene der har skabt mig, ikke et politisk parti". - Og dette har Macron jo fuld ret og god grund til at påpege. Det var ikke Socialstpartiet der skabte ham, men en helt ny bevægelse der brød med partisystemet, dets gamle fordomme og hele den europæiske småborgerlighed - og som først og fremmest trak mod en ny periode hvor tragedien banker på og hvor vi atter mærker et dybere åndedræt som litteraturen er med i. Og det er stadig Macron og det franske folks forkærlighed for romaner og ikke den demonstrerende, mere eller mindre voldelige arbejderklasse der her i maj 2018 har et flertal bag sig i meningsmålingerne.

Den særdeles franskkyndige Bredal afslører dog sin begrænsning i forståelsen af fænomenet Macron, for han gør den linje i kulturen der står vinkelret på den horisontale dagen-og-vejen-linje og som Macron bestemt ikke tager afstand fra, til en "vertikal mystik", for det viser i hvert fald at Bredal ikke synes at have forstået Macrons grundlæggende transcendentale filosofi, at den afgørende refleksive dimension i tilværelsen er spændt ud mellem det allerhøjeste og det allerdybeste i tilværelsen og netop derfor er det eneste der til hver en tid kan sikre en sand helhedsrealisme og dermed modvirke at samfundet forsumper i småborgerlig jagt efter velfærdsgoder eller i teknik og kævl. Den vertikale polaritet (efter min mening en regulær komplementaritet) opretholder tværtimod fuld forståelse for det tragiske i tilværelsen, dvs en simpel erfaringsmæssig accept af at mennesket ikke får sin vilje og derfor heller ikke skal gå rundt og tro at det kan skabe det ideelle og harmoniske samfund.

Denne eksistensfilosofi er ikke spor mystisk, den er sund fornuft og komplementær helhedsrealisme. Og Macron er i øjeblikket den eneste europæiske statschef der repræsenterer denne helhedsrealisme.

Ejvind Riisgård

Henvisninger

Bjørn Bredal klummer:
21.4.18.: Macron fornærmer sekularisterne. Den franske præsident udfordrer ry republikansk tabu: adskillelsen af kirke og stat.
5.5.18: I denne uge cyklede jeg direkte ind i kampens hede i Paris. Macron tager livtag med fransk konfliktkultur

Links:

Macron på visit i København (30.8.18.)
"République En Marche" (partiets website)
Emmanuelle Macrons program
Macrons regering (officiel website

Den franske Nationalforsamlings officielle website
Det republikanske parti (UDI)
Front National

Le Monde (fransk)
France 24 (eng.)
La Nouvelle Revue Française

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: