Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - groenbechi70aar

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.4.18.

Vilh. Grønbechs underkendte betydning

- hyldest i anledning af 70 året for hans død

Inspirationen fra Grønbech
Grønbechs kulturopgør
Grønbechs begrænsning
Jernesalts kulturopgør
Kulturopgørets helt aktuelle nødvendighed
Henvisninger



Inspirationen fra Grønbech    
Til toppen  Næste

Her på siderne har der aldrig været lagt skjul på at religionshistorikeren Vilh. Grønbech (1873-1948) er undertegnedes og dermed Jernesalts hovedinspirator i og med at det var ham der ud fra dybt original livs- og forskningsindstilling gjorde sin videnskab til en central udforskning af menneskets fundamentale føling med virkeligheden. Han udforskede selve den direkte og umiddelbare helhedserfaring af virkeligheden som er forudsætningen for alle menneskers eksistens, og som ikke forudsætter sproglige begreber eller evner, men er givet os fra fødslen. Dermed løsrev Grønbech den daværende religionsforskning fra kirkens og teologiens omklamring og snæversyn.

Jeg er personligt opvokset i et meget snæversynet indremissionsk hjem og fik ikke hørt om denne Grønbech før et par år efter hans død, nemlig da min seks år ældre storebroder i 1950-51 begyndte at læse hans bøger og gjorde mig opmærksom på dem. Det gjaldt ikke mindst bøgerne 'Kampen for en ny sjæl' (genoptrykt i 1946) og 'Livet er et fund' (udgivet posthumt i 1951) der blev rene "åbenbaringer" for mig; de sprængte fuldstændigt mine vante forestillinger så jeg fremover kunne se livet, religionen og samfundet i et helt nyt perspektiv. Det medførte ikke alene et definitivt brud med mine forældres snævre religionsopfattelse, men også en helt anden forståelse af sproget, samfundsudviklingen og kulturhistorien.

Det førte naturligvis til læsning af flere andre af hans bøger og en helt anden forståelse for hvad jeg iøvrigt læste og hørte. Men den fulde forståelse af manden fik jeg dog først da jeg fra 1971 til 74 fik pløjet hele hans forfatterskab og levned igennem og skrevet en større biografi om ham, som blev udgivet på Gyldendal i 1974. Først derved forstod jeg hvor stor og sjælden en forsker han var. Han havde en utrolig indfølingsevne og derfor også en særlig - og noget kontroversielt forskningsmetode, som kun få mennesker forstod og som endnu færre er i stand til selv at leve op til. Den sprængte nemlig alle eksisterende faggrænser - og det gik op for mig at dette simpelthen er forudsætningen for at kunne forstå nødvendigheden af et kulturopgør. Et decideret kulturopgør er nemlig ikke blot et opgør med bestemte politiske, ideologiske eller religiøse forestillinger, endsige med forekommende tilfælde af fagligt snæversyn, men et fundamentalt opgør med alle ideer og forestillinger der bærer en hel kultur og som i den europæiske kulturs tilfælde i slutningen af 1800-tallet havde medført en fatal indsnævring af virkeligheden.

Jeg fangede det dybe opgør med den europæiske kultur og religion som Grønbech lancerede og som ikke blot ramte kristendommens dogmatik, etik og kirkelighed, men også de verdslige ismer; og ikke mindst ramte den den helt almindelige fremskridtstro som var blevet dominerende med naturvidenskabens udvikling og samfundets industrialisering, og i virkeligheden indebar en utrolig naiv forestilling om at det materielle fremskridt næsten automatisk ville føre til et bedre og bedre samfund - uden ringeste hensyn til den åndelige indstilling og udvikling. Ja, Grønbech så som den første forsker overhovedet at det fatale ved den europæiske kulturudvikling netop var at den adskilte det materielle fra det åndelige og både bevidst og ubevidst reducerede det åndelige til en fritidsbeskæftigelse eller luksusbeskæftigelse som alle og enhver kunne nyde hvis de havde lyst og energi, men som var uden fundamental betydning for menneskets daglige eksistens og samfundets langsigtede udvikling.

Grønbech så med sjælden klarhed at det materielle og det åndelige ikke kan adskilles fra hinanden uden at det går galt for kulturen. Allerede med 1. verdenskrigs frembrud fik den naive fremskridtstro sit grundskud. Men illusionen førte jo ikke blot til fire års ødelæggelser og myrderier, men også til de ideologiske ismers frembrud og stigende indflydelse og sluttelige opgør med 2. verdenskrig.

Grønbech kunne uden vanskeligheder se at dette ikke var tilfældigt, men beroede på selve grundforestillingerne om fremskridtet som et rent materielt fænomen. Den store ideologiske tragedie 1940-45 førte naturligvis filosofiske og religiøse overvejelser og teorier med sig, men det meste forblev inden for metafysikkens og utopiernes gråhed og mørke. Da politikerne først havde sundet sig, koncentrerede de sig om at få hjulene i gang igen, Og fremskridtets mølle malede da også hurtigt det tyskerne kaldte "das Wirtschaftswunder", det økonomiske mirakel der skulle give velstand til alle i Vesteuropa og Amerika og dermed bane vej for det ideelle samfund. Grundfilosofien forblev den samme. Men mærkeligt nok forblev problemerne og konflikterne tilsyneladende også de samme verden over. Det mærkelige ligger imidlertid kun i at hverken de politiske og videnskabelige ledere eller almindelige mennesker kunne se at årsagen til krisen lå og altid ligger i fornægtelsen af det åndeliges betydning. Flertallet mistede stille og roligt - og uden at opdage det - følingen med den åndelige dimension i tilværelsen, ja bestred at denne overhovedet eksisterede som andet end fantasi, begreber eller teori.



Grønbechs kulturopgør    
Til toppen  Næste

Hele dette kulturopgør skal naturligvis ikke her gennemgås i detaljer. Der henvises til hovedartiklen om Grønbechs kulturopgør, men det skal fremhæves, at Grønbech så det kristelige centraldogme om dualismen mellem ånd og natur som hele den europæiske kulturs grunddogme. Det stammede fra kirkefaderen Augustin (354-430) og fastholdtes ikke alene gennem renæssancen og de følgende århundreder med ny teknologi, men også gennem naturvidenskabens nye indsigter i biologi og medicin. Blot fik den her en dybere begrundelse end før. Hvor man tidligere talte om det syndige, det onde, det djævelske i menneskets natur, talte det 19. århundredes profeter om dyret i os, noterede Grønbech. Ingen præst eller munk kunne sige "synd" med beskere hån eller helligere frygt end evolutionsmanden, når han talte om det dyriske i mennesket, og når han forkyndte, at vor lykke helt afhænger af en frejdig vilje til at knægte dyret med dets drifter og tilbøjeligheder og gøre legemet til et lydigt redskab for ånden.

Evolutionsteorien er således for Grønbech ikke blot en objektiv videnskabelig teori om arternes oprindelse og drivkræfterne i udviklingen, men en subjektiv forkyndelse af modsætningen mellem sjæl og kød, mellem ånd og natur, mellem pilgrim og barbar, eller mellem civiliseret og uciviliseret. Forklaringen på det moderne Europas kultur bliver i evolutionsteorien til subjektive og moralske faktorer som konkurrence og forherligelse af viljen til magt, og derfor er der tale om opkomsten af en "myte" i ordets negative betydning. Den subjektive opfattelse blev bygget op over den "livsfølelse" Europa umiddelbart levede på i slutningen af 1800-tallet, at dyrene repræsenterer en lavere form for liv, at vi mennesker har dyret i os og at vi langsomt må kæmpe os fri af dets jordbundethed for at kunne blive sande mennesker, dvs. mennesker for hvem legemet med dets drifter og lyster er et overflødigt vedhæng til sjælen.

Selve psykoanalysens fader Sigmund Freud (1856-1939) fornyede som en ny kirkefader Augustins dogme om livet som en kamp mellem kød og ånd. For Freud var mennesket "et liderligt bløddyr med slimede arme", og den eneste måde at befri sig for drifter og lidenskaber på var at "sublimere" de generende erfaringer der skyldes drifterne. Ordet "sublimere" er nyt i den forbindelse, skriver Grønbech, men det udtrykker på en prik den gamle sjælelige teknik, at åndeliggøre eller sjæleliggøre erfaringerne, begivenhederne og tingene. Psykoanalysen var med andre ord forklædt teologi, som han engang polemisk sagde i en diskussion med psykoanalysens danske bannerfører Sigurd Næsgaard i 1934. Ingen tror på arvesynden som psykoanalytikerne!



Renæssancen i 1500-tallet, der som begreb og kronologisk ramme først blev introduceret i 1800-tallet, var da for Grønbech ikke nogen nyfødsel, men netop hvad navnet siger en genfødsel. Den har ikke sat en eneste oprindelig tanke ind i kulturen, ikke fremdraget en eneste oplevelse som kunne gøre nogen forandring i livssynet. Men den blev et gennembrud, fordi den fuldendte middelalderens arbejde og førte dennes kamp til sejr. Videnskabeligt registrerede renæssancen det færdige resultat af de foregående århundreders møjsommelige, men energiske forskning, fordybede det og ryddede gamle hindringer af vejen for det. Den profane videnskab førte tænkning og forskning videre, efter kongers og adelsmænds omsorg for folkets timelige og åndelige vel. Der opstod endda i 1700-tallet en ny teologi der gjorde den kirkelige dogmatik overflødig, nemlig "den naturlige teologi" der forsøgte at grunde religionen på den menneskelige erfaring, og i det 19. århundrede fandt evolutionslæren - som allerede nævnt - begrundelsen for moralen og verdenssynet i tilværelsens egne love og behøvede altså ikke som den kirkelige dogmatik nogen gud som skaber eller autoritet.

Men lykkelængslen forblev den samme stræben efter utopia. Dog med en væsentlig forskel hvad angår disciplinen. Neden under den nationale og religiøse frigørelse betød renæssancen en stramning af disciplinen i forhold til middelalderen. Den blev en uafbrudt ensretning og uniformering!

Maskinerne vandrede ind og forvandlede arbejdet til slid og produktion og gjorde det dermed til en forbandelse for arbejderne. Ganske særligt i England blev industrialiseringen en grufuld tragedie, fordi tusinder af mennesker sled og sultede sig ihjel. Men den egentlige gru ligger for Grønbech dybere. Der blev nemlig for første gang i historien skabt en klasse mennesker, for hvem hele virkeligheden bestod i brød og pjalter, og for hvem ånd ikke eksisterede under nogen form. Den engelske kultur skabte med jernhård lov det kulturløse, dyriske menneske, som man forgæves vil søge ude blandt de såkaldt primitive folk eller formørkede hedninger. Dette samtidigt med at den frembragte sit ‘mesterstykke', den fintfølende, sky og ædle overklassekvinde.

Reformationens forsøg på at tvinge alle med i det kristelige pilgrimsræs var dermed glippet i Vesteuropa. Kapitalismen var blevet en privatkapitalisme, der viste sig i stand til at emancipere sig totalt fra de besiddende klassers moralske fornemmelser, således at forstå, at den gik helt efter sine egne love - uden hensyn til kapitalejernes eventuelle moralske skrupler eller mangel på samme. Eller med andre ord: Den calvinske metode afslørede sig til sidst som det den egentlig var, selve den ufejlbare prædestination, der dømte de svage til umenneskelige vilkår og udstødte masserne i det yderste mørke - vel at mærke her på denne jord. Og den afslørede det jo stadig i 1975 i lande som USA, Sydafrika og Rhodesia (det nuværende Zimbabwe), hvor den calvinske kristendom prægede overklassen.

Skulle der for fuldstændighedens skyld peges på et helt samfundsystem, hvor tvangen ikke glippede over for noget lag i samfundet, men som tværtimod helt op til 1990 virkeliggjorde renæssancens og reformationens drømme om den totalitært ensrettede stat af flittige og nøjsomme, spidsborgerlige og puritanske borgere, måtte det være det store, lukkede, statskapitalistiske samfund østpå, Sovjetunionen.



For Grønbech er det indlysende, at når det åndelige sættes uden for den praktiske virkelighed, således som det skete både kunstnerisk og religiøst i det 19. århundrede og for alvor blev sat i system i Sovjetunionen i det 20. århundrede, så bliver det til blændværk. For mennesket kan kun leve på realiteter: hvor hans virkelighed er, dér vil også hans hjerte være. Med disse ord får Grønbech præciseret hvad han mener med den umiddelbare virkelighed han hele tiden taler om, det er den virkelighed der uden om al refleksion og bevidsthed bestemmer et menneskes, et folks eller en kulturs handlingsmotiver.

Samtidigt bliver det klart, hvad Grønbech mener med, at den umiddelbare religiøse realitet var gået tabt; det vil sige, at det åndelige var sat totalt uden for det praktiske og har fået sine egne domæner, hvor det kan leve frit og uafhængigt.

Men hvor dette sker, får åndens kendsgerninger en anden karakter end dagens fakta. Der er ikke længere nogen tvingende sammenhæng mellem teori og praksis. Det forlanges ikke, at idealerne skal have afgørende betydning for kulturens gang. Politikerne er netop kun realpolitikere, der drives af de snævreste økonomiske og magtmæssige interesser. Og præsterne koncentrerer sig om at trøste folk med at det bliver bedre i det næste liv, i hvert fald for dem der bekender troen.



For åndsaristokratiet og kultureliten blev evolutionslæren som sagt den frelsende tanke, dvs den tanke der frelste mennesket fra sit lave, dyriske væsen. I evolutionen fik det 19. århundrede med andre ord sin myte eller religion der på én gang samler virkeligheden til et kosmos og leder kraften fra dette kosmos ind i den enkelte. Dens kultur består i søgen efter sandheden for sandhedens egen skyld. Dens etik hviler på erkendelse af at livet er en selvforædling. Dens håb udspringer af fortidens erfaring og giver fremtiden den sikkerhed som følger af lovbunden sammenhæng uden spring. Og endelig giver den et helhedssyn ud over verden som udelukkende er bygget op på virkelighedens data og ikke behøver at søge støtte i ukendte muligheder. Denne nye religion søgte gud inden for det oplevede og fandt ham i naturens love. Den grundede fremskridtstroen i nødvendigheden.

Evolutionslæren skabte desuden en ny og bedre teologi, nemlig religionshistorien, der - før Grønbech selv kom til - blev en primitiv forklaring på den tilsyneladende så forfærdende kendsgerning, at mennesket har lavet sig en religion. Den evolutionistiske religionshistorie mente at kunne se, at mennesketankens historie indeholdt den fulde forklaring på religionens oprindelse og udvikling, og også at kristendommen havde haft en historisk opgave at løse i vankundighedens tider. Dermed var Europa befriet for det tankens kors som al den megen overtro havde været for renæssancens mennesker, slutter Grønbech dybt ironisk.

I evolutionslæren fik den officielle, kirkeligt organiserede religion således en overmægtig medbejler. Videnskaben vandt en klar og afgørende sejr og beviste sin ret til denne sejr ved at skabe frugtbarhed og arbejdslyst, som kun de erobrere kan gøre, hvis idealer står i pagt med den virkelighed som har frembragt dem. Fra evolutionstanken udgik der kraft til alle videnskaber, og efterhånden blev den simpelthen metode i dem.

Kampen mellem evolutionsmændene og kirken blev ganske vist hård og bitter og unfair, men det skyldtes efter Grønbechs mening, at parterne var enig om alt væsentlig, nemlig om menneskets høje mål, om det etiske ansvar, om selvfornægtelsen og overvindelsen af det dyriske. Tro og vantro er enige lige til problemets udformning, skriver Grønbech. Ja, parterne må helt ud i konklusionernes tomme rum for at få front mod hinanden. Modsætningen mellem tro og viden, som gik tilbage til oplysningstiden, blev nu tilspidset i en kamp for eller mod gud, og i denne kamp blev teismens (gudsvidenskabens) forsvar en uafbrudt række tilbagetog. Gud er tænkelig, ja ret beset sandsynlig. Hans eksistens kan ikke modbevises, og det er i givet fald fornægterne som skal levere beviset...., hedder det hos Grønbech, igen dybt ironisk.



Det ses, at Grønbech tog klart afstand fra den kristne pilgrimslængsel efter en anden og bedre verden i det hinsidige. Den skyldtes efter hans mening den skarpe dualisme mellem ånd og materie og var således en klar flugt fra den jordiske virkeligheds dobbelte natur. Og han så klart at denne længsel efter en anden verden stammede fra apostlen Paulus, der i modsætning til discplene aldrig havde lært mennesket Jesus at kende. Grønbech studerede også systematisk kristendommens første århundrede og kom frem til et billede af Jesus som var i diametral modsætning til kirkens og teologiens billede. Grønbech brød dermed også med den kirkelige tradition. Det jordiske menneske Jesus, som kaldte sig selv for Menneskesønnen, var historisk set en anden end den skikkelse som menighederne oplevede som opstanden tre dage efter sin grusomme henrettelse og som de betragtede som deres frelser og efter jødisk skik kaldte 'den salvede' (på græsk Kristus, på hebræisk Messiah). Hele den sondring mellem den faktiske, historiske og jordiske person og den oplevede, åndelige eller himmelske skikkelse har jeg beskrevet nærmere i 'Vilh. Grønbechs kulturopgør'. Men jeg har også givet kortere redegørelser for Grønbechs opfattelse i såvel artiklen om Grønbechs kulturopgør som senest i artiklen Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet.

Ifølge Grønbech stod Jesus midt i sit jødiske folk, men han manglede enhver interesse for spørgsmålet om Israels frelse. Han kunne slet ikke se forskellen mellem israelere og hedningerne - eller mellem 'retfærdige' og 'uretfærdige'. Men han vakte meget stor opmærksomhed med sine ord, for han talte frit og lige ud og med stor karismatisk kraft. Der var intet system i hans forkyndelse. Det var kun livets sammenhæng i dem, så man ikke kunne skille indhold fra formen. Han talte oftest i lignelser. Men de billeder han brugte kunne ikke oversættes til almindelig prosa med sædvanligt moralsk sigte. Lignelserne var hverdagsagtige virkelighedsskildringer, men vel at mærke med en overraskende påpegning af hvad det er at være et sandt og levende menneske. Det er at give og at hjælpe. Den barmhjertige samaritan hjalp den nødlidende mand han tilfældigt traf på sin vej - uden at spørge om denne var god eller ond eller om han for sit eget vedkommende havde pligt til at hjælpe. Han hjalp spontant. Og det er det man gør i Guds rige, hvor der ikke hersker nogen moralsk lov eller pligt. Det ser man tydeligst hos barnet. Det kommer og ved ikke hvorfor eller hvordan. Det hører - med mindre det fordærves med moralske påbud - uden videre til i Guds rige. Dér lever det i hengivelsen og umiddelbarheden - uden at tænke på at gøre sig fortjent til løn eller anerkendelse. Velsignelsen kommer altid af sig selv i normale familier.

Menneskesønnens budskab var ikke som den gængse jødedom moralistisk; det beroede ikke på at mennesket kan skelne mellem godt og ondt eller skal prøve at være på den rigtige side af andres dom. Kun ét er fornødent og det er at give sig hen. Love og regler spiller ingen rolle. Og det gør stræben efter at holde reglerne heller ikke. Tværtimod: den der vil frelse sit liv ved at overholde reglerne og forskrifterne, vil miste det. Mens den der ikke bekymrer sig om reglerne, vinder livet. Livet kan slet ikke forklares. Det er noget mennesket finder og lever ud. Men dette var svært at forstå for jøderne, for de levede i angst for at fejle og synde. Jesus fornægtede selve begrebet synd og opfordrede alle til at slippe al angst og al forpligtelse til at overholde autoriteternes forbud og påbud.

Der var humor i det budskab Jesus gik og forkyndte, og netop denne humor i Jesu historier har en egen, umiskendelig tone som adskiller dem fra allegorier og parabler. Meningen i dem kommer frem på samme måde som livet i sædekornene: det gror simpelthen frem af sig selv. Denne livskraft kan Jesus se alle vegne. Han tager derfor ikke livet som en skole eller eksamen, men som evighedens uudtømmelige kilde eller gudsriget selv. Dér er alle sondringer mellem fortid, nutid og fremtid ophævede. Alt er nutidige og sammenhængende begivenheder. Og det ejendommelige er dernæst at Jesus ikke har nogen lære om det himmelske til forskel fra det jordiske. Han taler heller ikke om at livet skulle være grundfæstet i ærefrygt for en eller anden magtfuld skaber, eller at det skulle hvile på en pagt med skaberen. Gud er lige så selvfølgelig som alt virkeligt liv. Og han er livets gud der alene ser på om folk er levende og givende - eller døde og krævende og nøjeregnende.

Menneskesønnen kom heller ikke med gode løfter om en fremtidig herlighed eller forsøg på at vække et fromt sindelag. Han forkyndte virkeligheden - og dermed gudsriget, og dommedag var for ham hver dag hvor mennesket afgør om det vil vælge livets vej eller dødens. Dommedag i Jesu tale skal altså ikke forstås som apokalytikernes tale om menneskehedens og menneskeverdenens totale undergang og menneskets definitive fortabelse. Den er livets daglige dom midt i folkets liv, men den er altafgørende i og med at den sætter det vigtigste skel af alle, skellet mellem levende og døde. Jesus gik efter sin grusomme og smertefulde død på korset over i historien i to forskellige diametralt modsatte skikkelser, dels som frelserskikkelse for de mennesker der så en absolut autoritet i ham og var villige til at indordne sig under dogmatikernes autoritet, dels som inspirator for de mennesker der så det emergent nye i hans forkyndelse om et gudsrige her på jorden, det vil sige et rige der psykisk eller åndeligt talt er selve alternativet, ja det eneste alternativ til magtens rige i alle dettes mangfoldige, men altid undertrykkende udgaver.

Grønbechs opfattelse af Jesus er med andre ord diametralt forskelligt fra det billede Paulus prædikede og det som små tre hundrede år senere blev dogmatiseret i den kristne kirkes officielle trosbekendelse fra året 325. Jesus har intet ansvar for denne trosbekendelsen eller den deraf følgende etablering af kirken som magtinstans. Hans evangelium kan tværtimod i hele sin radikalitet ikke forstås som andet end et ubetinget alternativ til kirkens officielle lære og virke. Og denne forståelse af hans budskab viser den dag i dag profetisk fremad.

Den officielle dogmatik omkring trosbekendelsen fra år 325 er håbløst reaktionær. Den hævder den ene absolutte, men uholdbare sandhed efter den anden. Den hævder at Faderen og Sønnen og Helligånden er ét, den hævder menneskesønnens guddommelighed, hans ubesmittede undfangelse og hans overnaturlige kødelige opstandelse. Den sætter en utopisk forestillng om et legemligt liv efter døden op for alle som tilslutter sig trosbekendelsen, og den giver kirken absolut status som eneste religiøse autoritet. Og alt dette er så meget mere reaktionært, som vor tid - netop to tusinde år efter de afgørende begivenheder og et tusind år efter kristendommens indførelse i Norden - skriger på nytænkning som følge af fremskridtets forherligelse og kirkens dalende indflydelse, befolkningens stigende mangel på føling med de umiddelbare realiteter, befolkningstilvækstens og miljøforureningens konstante vækst og tilstrømningen af autoritetstro muslimer i milliontal.

Intet andet kan løse ophobningen af disse problemer end folkets opvågnen til forståelse for en alternativ tænknings nødvendighed.

Men det hører i denne forbindelse med til Grønbechs indsigt og overblik, at det for ham var et lovende tegn at der allerede i det 19. århundrede kom oprørsbevægelser og reformbevægelser, arbejderbevægelse og kvindebevægelse ud af det daværende og skånselsløse forsøg på at reducere tusindvis af mennesker til intet. Blot reducerede han ikke oprørene og revolutionerne som rene og skære forsøg på at overleve og få del i nogle goder. Tværtimod påpegede han allerede for 80 år siden at når man engang skal gøre regnskabet op i hele sin bredde vil opdage, at arbejderbevægelse og kvindesag er led i en større begivenhed, kampen for at genvinde det hele menneske - og i denne kamp har både digtere og kunstnere, utopiske drømmere og fattigpræster virket med. De har forberedt revolutionen ved at kræve et rigere, dybere liv end den kristne kultur kunne byde på, ved at opdage at mennesket er større og virkeligheden mere vidtspændende end evolutionen drømte om.



Grønbechs begrænsning    
Til toppen  Næste

Grønbechs storslåede og dybtgående kulturopgør har naturligvis bestemte forudsætninger og derfor tidsbestemte begrænsninger.

Den personlige baggrund for den utrættelige polemik var Grønbechs omplantning i 8-års alderen fra almuemiljøet på Bornholm (Allinge) til storstadsmiljøet i København (Nansensgade) og de udfordringer der mødte ham som ung i den fremmede, akademiske verden. Begge dele tvang ham til at gøre sig kulturproblemet bevidst.

Den faglige baggrund var det grundige kendskab til primitive og antikke kulturer som denne højt sprogbegavede mand havde erhvervet sig i årene 1902-20. Studiet af de primitive og antike kulturer havde åbnet hans øjne for, at der var andre kulturmuligheder til end den Europa levede på; ikke blot andre måder at leve på hvad angår ydre vaner, sæd og skik og produktionsmetoder m.v., men andre måder at gøre erfaringerne på og holde dem sammen på. Materielt og teknisk nok med ringere resultat end i vores kultur, men i henseende til indre funktionsduelighed ofte lige så godt, og hvad bredde, rigdom og sundhed angår langt bedre.

Men der var også en mere tidsbestemt, politisk grund til at Grønbech følte sig tvunget til at gå i gang med sit kulturopgør, og det var hele den religiøse og livsanskuelsesmæssige uro og søgen der fulgte i kølvandet på 1. verdenskrig og som efter 2. verdenskrig antog karakter af dyb angst og rådvildhed hos mange mennesker. Denne udvikling gav Grønbechs indlæg en stadig mere udtalt profetisk tone og fik ham i sidste ende endog til i efteråret 1945 at stable tidsskriftet "Frie ord" på benene.

Det siger sig selv, at alle tre aspekter i Grønbechs kulturopgør rejser flere spørgsmål om almengyldigheden og aktualiteten af kulturopgøret.



For det første skal det huskes, at et opgør af den tværfaglige og helhedsrealistiske art der er tale om hos Grønbech aldrig nogensinde vil kunne ske på et såkaldt objektivt grundlag. Det ville tværtimod være totalt meningsløst, hvis subjektiviteten i den gode betydning af ‘det personligt erfarede og gennemtænkte' ikke var kritikeren bevidst og blev lagt åbent frem. Der var naturligvis og er stadig humanistiske forskere der tilstræber en naturvidenskabelig objektivitet og derfor på forhånd med stor iver udelukker enhver form for personlig stillingtagen. Og det er da i hvert fald en videnskabelige indstilling der burde udelukke subjektiv vilkårlighed og decideret religiøs eller ideologisk målsætning. Men selv naturvidenskaben må i dag bøje sig for den kendsgerning at ingen forsker står på et iagttaglsespunkt uden for naturen, samfundet, tiden eller sproget og derfor aldrig kan blive 100 procent objektiv. En forsker kan tværtimod kun være optimalt objektiv ved at være bevidst om de subjektive faktorer og nøgternt inddrage dem i beskrivelsen af alle undersøgelser.

Ingen har som Niels Bohr og Werner Heisenberg påpeget dette vilkår (Bohr især med den faste vending: Vi hænger i sproget). Og hvad fx videnskabelige biografier angår har en videnskabshistoriker som Thomas Söderkvist netop i sin fortræffelige bog om den danske biolog og nobelpristager N.K. Jerne påpeget at forskeren er nødt til i disse sager at involvere sig selv i projektet for at kunne skrive en decideret "eksistentiel forskerbiografi". Det lykkedes ikke helt for Söderkvist, men det var til gengæld netop hvad Vilh. Grønbech konsekvent gjorde i hele sin forskning - med største bevidsthed og største held. Det kræver ikke alene særlige indfølingsevner, men også en særlig høj moral i metoden og særlig nøgternhed i redegørelsen for forskningen. Disse krav levede Grønbech op til, men det er da selve modet til at involvere sig der gjorde hans forskning til noget særligt. Han gemte sig aldrig - som flertallet af humanistiske forskere - bag en facade af falsk objektivitet der dybest set betød at forblive udenforstående. Det turde sige sig selv, at ingen forsker kan leve sig ind i hele kulturer og afgørende kulturstrømninger uden at involvere sig selv dybt i projektet - og i fald materialet indbyder til det føle sig tvunget til et decideret kulturopgør. Uden personlig involvering intet kulturopgør overhovedet.

Men kulturopgøret må ikke bero på naive eller falske forestillinger om den kultur og de kulturstrømninger man angriber. Skal man undgå sådanne forestillinger må man sætte sig dybt ind i den kultur man vil afsløre. Og det vil igen ikke blot sige, at man læser sig ind i fakta, men at man sætter alt ind på at finde ind til sjælen i det fremmede. Det gjorde Grønbech med en viljestyrke og målrettethed som er sjælden, og som han selv et sted rammende sammenligner med en 'Jakobskamp': Lige som Isaks søn Jakob i kamp med englen på liv og død - gav Grønbech sig ikke før englen havde velsignet ham, dvs ikke før den livsvigtige kamp med stoffet havde velsignet ham.



For Grønbechs vedkommende gør der sig i hele den sammenhæng en bestemt modvilje gældende, og det er modviljen mod al teoridannelse. Han gik i sin forskning altid efter det særlige og specifikke og ikke efter det generelle. Han kunne naturligvis ikke undgå at måtte udtrykke sig generelt om de fælles træk og store linjer han fandt, men han skrev på den helhed den konkrete kultur eller den konkrete personlighed han fandt i det enkelte tilfælde og gik aldrig efter at finde lovmæssigheder for udviklingen. Derfor har han nok gentagne gange redegjort omhyggeligt for sin metode og sit arbejde, men aldrig skrevet en systematisk oversigt over sin forskning endsige udarbejdet en decideret teori som fx. de engelske religionshistorikere, han læste i studieårene, eller dybdepsykologen Sigmund Freud, som han senere stødte på og hvis teori om fortrængninger han afskyede. Og denne modvilje mod teorier kan man beklage, for så vidt det er rart at kunne kigge forskerne i kortene gennem sådanne teorier!

I tilfældet Freud var det ikke mindst beklageligt at Grønbech så bort fra dennes første geniale opdagelse, nemlig lovene for de to slags psykiske grundprocesser, de primære, medfødte og irrationelle processer og de sekundære, tillærte, rationelle og logiske processer. For de svarer fuldstændigt til forskellen mellem umiddelbarheden og middelbarheden. Men Grønbech dømte Freud på fortrængningsteoriens skævhed.

Desuden gælder at ingen forsker undgår en personlig begrebsramme som man som læser af den pågældende forsker må finde ind til, hvis man vil forstå vedkommende. Det gjorde Grønbech jo selv i alle sine projekter, og det har jeg selv gjort i mit eget Grønbech-projekt. Og jeg er ikke i tvivl om at det simpelthen er nødvendigt med en eksplicit begrebsramme, hvis man skal forstå komplekse forhold i naturen eller i historien, ikke mindst hvis man vil påpege ny tænkning eller nye opdagelser. I tilfælde af kulturopgør er det efter min mening indlysende at begrebsrammer er helt og aldeles nødvendige.

I Grønbechs tilfælde var jeg forsigtig med at systematisere hans begrebsramme, da jeg skrev min biografi, men det blev jeg stærkt interesseret i efter at Junganalytikeren Ejgil Nyborg gjorde mig opmærksom på at Grønbechs psykologi lå meget tæt på C. G. Jungs. Dette var jeg slet ikke klar over i 1974 da min viden om Jung var stærkt begrænset. Men nu fordybede jeg mig i Jung, og jeg må give Nyborg ret. Der er hos Grønbech og Jung tale om to dybdepsykologier der er helt uafhængige af hinanden og har vidt forskellig terminologi, men ikke desto mindre mange fælles træk, og som desuden står i skarpeste modsætning til Freud på det altafgørende punkt: forståelsen af den skabende, uforklarlige og uforudsigelige underbevidsthed. Jung taler om arketypiske forestillinger af universel art. Grønbech om den umiddelbare og skabende ånd eller underbevidsthed. Og det fælles er at de - til forskel fra Freud - forstår det som noget grundliggende positivt og kreativt, der skal betragtes og plejes, ja respekteres som en selvstændig og uafhængig instans ved siden af den rationelle bevidsthed, og altså ikke som noget negativt og mere eller mindre sygeligt eller fortrængt, som skal kureres.



Det hører med til billedet af Grønbech at han dybest set ikke forstod naturvidenskabens ånd og mening. Han noterede dens resultater og kunne fx slet ikke som kirkens folk forarges over Darwins teorier, men som det er fremgået af det ovenstående kunne han til gengæld ironisere over evolutionsteoriens tro på at mennesket og navnlig den engelske gentleman skulle være højdepunktet på en trinvist opstigende udvikling. Grønbech så ikke en sådan stige, men overalt liv der groede uberegneligt og uforudsigeligt.

Men først og fremmest havde Grønbech decideret afsky for alle forsøg på at "sætte mennesker og kulturer på logaritmer", som han kaldte det, dvs finde lovmæssigheder for deres typer og historie som kunne formuleres med matematiske udtryk. Og det kan jo ikke bestrides at denne trafik i mange tilfælde har taget overhånd og ført til resultater man efterfølgende har kunnet ses som latterligt tidsbestemte. Men selv tendensen til matematisk generalisation er og bliver natuvidenskabens hovedsigte og særkende. Den adskiller naturvidenskaben markant fra al god humanistisk forskning der har som mål at forstå mennesker som levende og bevidste kulturvæsener i deres egenart, men den naturvidenskabelige metode er ikke alene mulig, den vidner om selve den menneskelige bevidstheds særlige evner til at finde lovmæssigheder i naturen som på en eller anden vis må skyldes at der må være en eller anden strukturel lighed mellem naturen og bevidstheden. Og dette er da fantastisk i sig selv - og egentligt at betragte som en vedvarende skabelse af selve vores virkelighed.

Helt galt gik det for Grønbech i forholdet til Niels Bohrs filosofi og navnlig hans komplementaritetssynspunkt. Grønbech havde ikke noget mod manden, som han endda udvekslede skrifter med, men han fattede ganske enkelt ikke Bohrs erkendelsesteori. Det var han bestemt ikke ene om i 1930'erne og 40'erne. Men den manglende forståelse finder jeg dybt beklagelig, når jeg selv ser komplementaritetssynspunktet som løsningen på den tåbelige forstandsforhekselse som den kantske dualisme - også efter Grønbechs mening - medfører for tænkningen og som indebærer at man hele vejen igennem tænker i enten-eller-baner. Det skal jeg ikke udpensle her - jeg henviser til andre artikler - men jeg må understrege at min egen filosofi og mit eget kulturopgør ikke kan forstås uden accept af komplementaritetssynspunktet.



Jernesalts kulturopgør    
Til toppen  Næste

På trods af de nævnte begrænsninger har Grønbechs kulturopgør faktisk bevaret sin almengyldighed og aktualitet den dag i dag, fordi hele den grundlæggende problematik - indsnævringen af virkeligheden med eksistentiel eller religiøs krise til følge - ikke på nogen måde er et overstået kapitel i Europas nyeste kulturhistorie. Tværtimod har hele den politiske og kulturelle udvikling siden velfærdssamfundets opkomst i 1960erne og ungdomsoprørets opblussen i 1970erne afsløret dybe brist i den europæiske identitet og selvforståelse og derfor også en fortsat dyb eksistentiel eller religiøs søgen, som hverken den etablerede videnskab eller den etablerede kirke kan give tilfredsstillende svar på. Denne udvikling har kun ført til en efterfølgende politisk radikalisering og en hel bølge af problemer omkring miljøforureningen, stressforøgelsen, globaliseringen og den nye verdensøkonomi, den kolossale udvikling med informationsteknologien og lægevidenskaben, kolonialismens afvikling og den muslimske rejsning

Den eksistentielle eller religiøse søgen eller famlen er udbredt, og den har på ingen måde noget hinsidigt som mål, tværtimod er menneskene i dag meget mere bevidste om tilknytningen til det jordiske og sanselige, men stadig gælder, at det vesterlandske menneske, europæerne og amerikanerne synes at nære en længsel efter et eller andet utopisk mål der forskyder sig i det fjerne i samme takt som det såkaldte fremskridt erobrer nyt land - og derfor efterlader den traditionelle livsforståelse fortsat kun sine rastløse 'pilgrimme' i frustreret, ja ofte stresset tilstand. Stadigvæk gælder, at der er dyb mangel på sammenhæng mellem det materielle og det åndelige, mellem ånd og natur.

Kampen for et fremtidigt fællesskab, hvor jorden og evigheden, arbejdet og lidenskaben, økonomien og festen, alvoren og humoren er den umiddelbare realitet føres stadig, men har mange odds og stærke kræfter imod sig. Forvirringen er lige så stor som den tilgængeligelige informationsmængde. Og man tror stadig mest på det nogle svenske forskere kalder 'factfullness', det vil sige troen på at mennesker kan leve udelukkende på facts.

Dette er baggrunden for, at nærværende internetorgan Jernesalt overhovedet er blevet lanceret, og ideen med nu at redegøre for Vilh. Grønbechs kulturopgør er derfor ikke blot at rekapitulere et kapitel om en af dansk videnskabs allerstørste skikkelser i det 20. århundrede, men at forbinde de to tidsmæssigt adskilte fænomener og så at sige gøre Jernesalts kulturopgør til en slags videreførelse af Grønbechs som også forfatterens to-bindsværk fra 1983 "Den dobbelte udfordring" var.

Dog sker denne sammenkædning med den væsentlige tilføjelse, at Jernesalt som det allerede fremgår af forsiden og grundartiklerne ikke blot står for helhedsrealismen og tværfagligheden, men også - i direkte modsætning til Grønbech - for komplementariteten. Det er en afgørende forskel, hvis nærmere behandling naturligvis hører hjemme i andre artikler. Her skal blot understreges, at indsnævringen af virkeligheden er uundgåelig overalt hvor den komplementære helhedsrealisme fornægtes.



Men det vil være på sin plads udtrykkeligt at anføre de mange grundsynspunkter jeg i sidste ende har overtaget fra Grønbech, men dog tillempet:

Livet er et fund og en gave. Det er uforudsigeligt og uforklarligt. Og det er ikke determineret
Livet er dennesidigt og skal leves i nutiden.
Livet har sin relativt korte tid, lidt forskellig fra art til art og fra individ til individ.

Sjælen bliver til gennem oplevelser og erfaringer og bliver således med tiden et mere og mere komplekst fænomen.
Sjælelivet er et fint og tyst spil mellem det bevidste og det ubevidste eller underbevidste.
Helheden er vort inderste jeg, altså sjælens inderste medfødte kerne.

Det underbevidste omfatter i princippet alt individuelt oplevet og tænkt, men er større end jeget.
Det trækker på en fælles fond der med Jungs udtryk kan forstås som det kollektivt ubevidste med mange universelle træk.

Ånden er således dette fælles sjæleliv, Men det er lokalt og historisk tidspræget,
det har overordentligt mange universelle træk der går igen i kultur efter kultur, ikke mindst i de mytiske, billedmæssige forestillinger.
Men fast står, at det åndelige bliver blændværk, når det sættes uden for den praktiske virkelighed.

Døden er afslutningen på det aktive og bevidste liv,
men den må også ses som en overgangsfase hvor den individuelle sjæl forlader kroppen og så at sige går tilbage til den store fælles fond af kollektivt ubevidst.

Religion er oprindeligt og grundliggende den direkte føling med den fulde, uindskrænkede virkelighed.
Denne virkelighed omfattende både den irrationelle og den rationelle dimension, hvilket vil sige både de mytiske eller billedmæssige forestillinger og de sproglige og logiske processer.
Festen, musikken og dansen, altså kulten, har en aldeles afgørende rolle for opretholdelsen af den direkte og umiddelbare føling med virkeligheden.

Den fatale middelbarhed kom ind med teologiens dogmatiske systemer, autoritetstro og kirkelige organisation, og den gjorde den sproglige formulering af troens indhold vigtigere end den umiddelbare tro eller livsindstilling, ja gjorde dogmerne til kirkens fundament. Accept af dogmerne var betingelsen for frelsen, og det er selvfølgelig noget andet end den gamle jødiske indstilling om at gerningerne og dermed moral var det vigtigste. Men opfattelsen var alligevel i diametral modsætning til Jesu opfattelse, hvor frelsen eller frigørelsen var fuldstændig gratis og udelukkende bestod i bare at tage imod kærligheden og tilliden.

Dogmerne var trossætningernes ophøjelse til absolutte sandheder, og de brugtes af den etablerede kirke til kontrol og ensretning af samfundsmedlemmerne, og dette betyder ubestrideligt en indsnævring af såvel virkeligheden som menneskets frihed.
Der er ingen frihed uden åndsfrihed, og det vil sige uden respekt for det frie åndsliv eller det kollektivt ubevidste.

Menneskets gudsforestillinger er ikke et produkt af spekulation, men en følge af det kollektivt ubevidstes uhyre skabende væsen og virksomhed, som ses i spontane drømme såvel som digtning og billedkunst. Forestillingerne omfatter ved siden af guder, helte og engle også djævle, skurke og hekse - samt forestillinger om himmel og helvede, undergang og sejr. Disse fænomener er altid at forstå som psykiske fænomener.

Jesus var et menneske - og kaldte sig også Menneskesønnen. Og når han også kaldte sig 'Guds søn' mente han ikke hermed noget ekstraordinært eller overnaturligt, men simpelthen det selvfølgelige at vi alle er 'guds børn' i kraft af det kollektivt ubevidste.
Påstande om at Jesus er en inkarnation af Gud, er en teologisk påstand der kun har til hensigt at mystificere ham.
Men eksistentielt set er det fuldstændigt meningsløst at skulle tage stilling til om et menneske er blevet gud.

Guds-riget er i Jesu mund ikke et rige hinsides den fysiske død, men det tillidens og hengivelsens rige, som allerede barnet fødes ind i og som mennesket siden gennem alle aldre er i stand til at opleve. Det sker ved alle former for hengivelse hvor den bevidste analyse suspenderes, det vil oftest sige gennem forelskelse, kærlighed, fest, dans, sang, musik, fri kunst, fri forskning og naturbetragtning og fri humor.

Der kræves ingen præstation for at komme ind i Guds-riget, hverken af moralsk eller intellektuel art, altså heller ikke i form af en bekendelse af trossætninger. Der kræves ikke andet end at man bliver som barn påny, det vil sige suspenderer alle moralske og tankemæssige forestillinger og begiver sig ind i tillidens og den umiddelbare tros rige.
Tro er altså aldrig tro på påstande, men livsmod eller hengivelse som kontrast til mistillid og fortvivlelse og livsangst.

'Opstandelsen' er i Jesu mund ikke en fysisk eller legemlig genopstandelse af den døde krop, men en genopstandelse i psyken eller erindringen hos de mennesker der har været knyttet til den afdøde personligt eller gennem kollektiv påvirkning.
Og genopstandelsen er således ikke bevis for guddommelighed.



Virkeligheden er hverken den materielle eller åndelige substans hver for sig, men helheden af dem.
Virkeligheden skal dog ikke ses som 'holistisk', dvs som et videnskabeligt enhedssystem. For lovene for den fysiske verden er fundamentalt anderledes end 'lovene' for den åndelige eller psykiske verden. Holismen er derfor en logisk umulighed.
Men da helheden er vort inderste jeg, dvs kernen i vores psykiske tilgang og forståelse af verden, må den nødvendigvis indgå i en helhedsrealistisk begrebsramme for virkeligheden.

Virkeligheden bliver på denne måde dobbelt i den forstand at vi har to sideordnede tilgange til den: den ydre via sanserne og den indre via intuitionen. Og ingen af dem kan undværes.
Det er naturligvis livsvigtigt både at tilpasse sig de fysiske love og at have føling med meningen og helheden.
Der er her tale om komplementaritet. Dette var dog ikke et begreb Grønbech brugte eller forstod.

Humor og tragedie er centrale fundamenter i den menneskelige eksistens.
Humoren er ikke blot vittigheder og satire, men også en måde at komme helt fri af moralsk og videnskabeligt snæversyn på.
Humoren gør netop fri ved at påvise eller afsløre at tilværelsen ikke er underkastet deterministisk lovmæssighed.
Tværtimod er den kendetegnet af at livet vokser frit og dermed er skabende i ordets bedste betydning.

Tragedien kommer ind i billedet i og med at erfaringen også fortæller os at mennesket på trods af sin bevidsthed og frihed ikke altid, ja i virkeligheden ret sjældent får sin vilje eller sine drømme og ønsker opfyldt.
Til gengæld er mennesket henvist til at måtte justere og relativisere sin målsætninger og så at sige se tilværelsen i et blødere, mol-præget lys.
Dette kan føre til større visdom, og ægte visdom er netop kendetegnet af den lige som sorgen kommer over mennesket mod dets vilje.

Sproget kan aldrig reduceres til et rent praktisk og fagligt korrekt sprog, sålede som det tilnærmelsesvist sker i de videnskabelige fagdiscipler.
Tværtimod er den faglige rendyrkelse ensbetydende med tabet af alle de nuancer der ligger i virkelighedens og ikke mindst den menneskelige eksistens' mangeartede karakter.
Denne mangefoldighed kan kun fastholdes i dagligsproget som til forskel fra fagsprogene er stabilt over store tidslængder fordi det ovevejende består af relativt vage ord og begreber i modsætning til de videnskabelige fagsprogs klare definitioner.

Dagligsproget betjener både de irrationelle og de rationelle sider af vores virkelighedsbillede.
Og det betyder at det hele tiden veksler mellem logiske og systematiske processer på den ene side og de ulogiske og irrationelle processer med frie associationer på den anden side.
De irrationelle processer kan indimellem være intense og på den måde give ekstatiske øjelikke og udelukke al gustent overlæg.
Der er simpelthen omvendt proportionalitet mellem stabilitet og intensitet i sproget.

Historien er menneskets fælles erindring om fortiden og udviklingen - og denne erindring sker overvejende som en ubevidst proces i hverdagen, hvor oplevelser og erfaringer synker ned i det ubevidste.
Men den sker naturligvis også som bevidst proces i såvel refleksion og fortælling som historisk forskning.
Forskningen kommer imidlertid aldrig bag om historien (naturvidenskaben heller ikke bag om naturen).

Forskningen finder aldrig årsager for alle begivenheder og vil aldrig kunne føre årsagskæderne tilbage til et begyndelsespunkt.
Udviklingen er ikke determineret og kan ikke forudsiges. Den er i denne forstand præget af tilfældighed.
Men historien har mening for mennesket, for så vidt vi alle fra fødslen har en dyb fornemmelse af sammenhæng og helhed.



Kulturopgørets helt aktuelle nødvendighed    
Til toppen  Næste

Undertegnede er ikke et eneste øjeblik i tvivl om at Grønbechs kulturopgør har bevaret sin almengyldighed og aktualitet den dag i dag, netop fordi hele den grundlæggende problematik - indsnævringen af virkeligheden med eksistentiel eller religiøs krise til følge - ikke på nogen måde er et overstået kapitel i Europas nyeste kulturhistorie. Tværtimod har vi i disse år den største kulturkrise nogensinde.

Hele den politiske og kulturelle udvikling siden velfærdssamfundets opkomst i 1960erne og ungdomsoprørets opblussen i 1970erne har afsløret dybe brist i den europæiske identitet og selvforståelse og derfor også en fortsat dyb eksistentiel eller religiøs søgen, der bare aldrig finder en fornuftig afslutning.

Hverken den etablerede videnskab eller den etablerede kirke kan give tilfredsstillende svar på krisen. Den herskende videnskab og den herskende folkekirkelighed har kun ført til politisk radikalisering og ekstremisme samt en intellektualiseret debat om spekulative teorier eller mystificerede logiske modsigelser, og udviklingen har kun ført til en hel bølge af problemer omkring miljøforureningen, stressforøgelsen, globaliseringen og ny ansvarsforflygtende kapitalisme. Den har indebåret en kolossal udvikling i informationsteknologi og lægevidenskab, men begge har giver ekstrem megen kontrol og overvågning samt rystende bureaukratisering. Kolonialismens afvikling har som sidegevinst haft en fatal eksplosion i verdensbefolkningen. Og den længe ventede muslimske rejsning mod reaktionærer diktatorer af verdslig eller religiøs art er blevet slået ned relativt nemt, fordi den ligesom den vestlige verdens studenteroprør og ungdomsoprør i 1968 naivt troede på at fantasier om et fuldkomment samfund uden udbytning og ulighed ville kunne realiseres bare de gamle magthavere blev skubbet væk.

Det er jo en utopisk drøm der ser totalt bort fra det fundamentale vilkår at der aldrig kommer en fri samfundsorden uden hierarkier og ulighed. Vi kan alene ved fælles hjælp skabe frie demokratiske samfund hvis vi accepterer virkelighedens dobbelte karakter: Virkeligheden har både en praktisk side med magtudøvelse omkring produktion, teknologi, økonomi, jura og bureaukrati og en åndelig side omkring fri skabelse, fri sang og dans, fri kunst og forskning, fri pardannelse og fri leg og sport samt en fælles kult der varetager en simpel forpligtelse til opretholde følingen med helheden og overvægten af det gode i livet.

Intet oprør vil få heldet med sig uden at acceptere de fysiske, sociale og økonomiske vilkår og samtidigt respektere åndsfriheden, hvad der igen vil sige det kollektivt ubevidste. Her står vi nemlig over for noget ukrænkeligt eller helligt - der i modsætning til magtens ydre autoriteter - altid må respekteres.

Mange mennesker søger forståelsen for denne indre autoritet - det inden i os selv der føles som større end vores jeg og vores vilje. Ja, den eksistentielle eller religiøse søgen eller famlen er faktisk meget udbredt, men den får ingen hjælp fra den etablerede videnskab eller den etablerede teologi. Den har på ingen måde noget hinsidigt som mål således som kirken hævder, tværtimod er de fleste menneske på vore breddegrader i dag meget bevidste om tilknytningen til det jordiske og sanselige, men stadig gælder det forhold, at det vesterlandske menneske, europæerne og amerikanerne, i deres indre har en fatal længsel efter et eller andet utopisk mål der forskyder sig i det fjerne i samme takt som det såkaldte fremskridt erobrer nyt land. Derfor efterlader den gængse livsforståelse fortsat kun rastløse 'pilgrimme' på vandring i frustreret, ja ofte stresset tilstand. Bagved gælder stadigvæk, at der er dyb mangel på sammenhæng mellem det materielle og det åndelige, mellem ånd og natur.

Kampen for et fremtidigt fællesskab, hvor jorden og evigheden, arbejdet og lidenskaben, økonomien og festen, alvoren og humoren er den umiddelbare realitet, er stadig i gang, i hvert fald på ubevidst plan, men den har mange odds og stærke kræfter imod sig, fordi forvirringen er lige så stor som den tilgængeligelige informationsmængde. Ja mange mennesker tror stadig mest på det de svenske forskere Hans Rosling, Ola Rosling og Anna Rosling i en bog fra 2017 har kaldt 'factfullness', det vil sige troen på at mennesker kan leve på facts og derfor skulle kunne droppe - og om nødvendigt bekæmpe - instinktive fornemmelse der forhindrer et faktabaseret verdenssyn.

Denne bog skal jeg vende tilbage til, men her skal slås fast, et et sådant faktabaseret verdenssyn lige præcis er naiv utopi, for mennesket kan ganske vist ikke overleve i vores dages yderst komplicerede samfund alene ved at holde sig til de medfødte 'dyriske instinkter', men det kan sandelig heller ikke overleve alene ved at holde sig til fakta eller data. Der skal noget meget dybere til af psykisk art, og det er den umiddelbare føling med den inderste irrationelle helhed og den irrationelle mening med tilværelsen der sikrer håbet og den nødvendige optimisme. Disse grundliggende fænomener er af åndelig art, og det vil igen sige at menneskets overlevelse uanset konkret samfundsystem eller konkret kultursystem altid beror på respekten for åndsfriheden. Og respekten for åndsfriheden er det samme som respekten for underbevidstheden eller det kollektivt ubevidste - og det er præcist her moderne menneskers oplysning halter langt bag efter de aktuelle udfordringer.

Der er store udfordringer med den fysiske overlevelse og den praktiske, tekniske, økonomiske og politiske omgang med den ydre, fysiske verden, men hvis følingen med den hele, uafkortede virkelighed der har hele den irrationelle dimension som sideordnet instans til den rationelle dimension glipper, da går det galt med kulturen.

Derfor er opgør med al dogmatik blevet en absolut nødvendighed - og det vil ikke alene sige skarpt opgør med al officiel kristendom, jødedom og islam, men også skarpt opgør med naiv tro på fremskridt, teknologi og et snævert vidensbaseret verdenssyn.

Derfor er Vilh. Grønbechs kulturopgør stadigt aktuelt, især i Jernesalts justerede og opdaterede udgave.
De principielle såvel som de mest aktuelle artikler om sagen er angivet nedenfor, men emnet er fast tema på siderne.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen  Næste

Litteratur

Biografi: Ejvind Riisgård: Vilh. Grønbechs kulturopgør I-II (Gyldendal. 1974)

Grønbechs vigtigste værker:

Vor Folkeæt i oldtiden. I-IV. 1909-12.
Primitiv religion. 1915.
Religiøse strømninger i det 19. årh. 1922.
Indisk mystik. 1925.
Nordiske myter og sagn. 1927.
Kampen om mennesket. 1930.
Mystikere i Europa og Indien II-IV. 1932-34.
William Blake. 1933.
Jesus. Menneskesønnen. 1935.
Fridriech Schlegel i årene 1791-1808. 1935.
Goethe II-II. 1935-39.
Hellenismen. I-II. 1939-40.
Sejersen fra Variager (roman). 1940.
Paulus. 1940.
Kristus. 1941.
Hellas I-IV. 1942-44.
Sprogets musik. 1943 (om sin metode).
Sangen om livet og døden. Sange. 1944.
Madonna og gøgleren (roman). 1946.
Kampen for en ny sjæl. 1946.
Lyset fra Akropolis. Posthumt 1950.
Livet er et fund. En bog om humor og tragedie. 1951.



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Vilh. Grønbechs kulturopgør
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech
Hvad skal vi med humor og tragedie?
Grønbechs metode
Armin W. Geertz om Grønbechs metode Johannes Adamsen om Grønbech i forhold til Nietzsche og kristendommen

Humormennesket Storm P. William Blake's univers
Blicher mellem drøm og virkelighed
Grundtvig som mytisk kristen og profet
Niels K. Jerne - immunologi og eksistens
Mozarts sjæl og fascinationskraft
Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet
Nietzsches sjæl

Konrad Lorenz' kulturopgør
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Bohrs banebrydende filosofi ifølge Favrholdt
Favrholdts fejlbehæftede filosofiske forordninger - kritik af David Favrholdts 'Filosofisk codex'
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens)
Konsistens-etikkens Ti Bud  

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski



kulturkrisen 2017: Den store kulturkrise og udvejen  (7.5.17.)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Kulturens hovedkilder: Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
Kultur, kamp og kanoner  (28.9.05.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket   (21.11.08.)
Er værdikamp mulig uden kulturopgør?  (28.10.12.)
Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)



Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Uvidenheden om det ubevidste er en kulturkatastrofe  (30.3.18.)
De humanistiske fag ekspanderer uden hensyn til samfunds- og eksistensværdi  (26.3.18.)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Komplementaritetens betydning for politik og eksistens  (4.6.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
Gives der slet ikke nutidig og progressiv eksistensfilosofi?  (16.10.13.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)

Teologien er ikke til megen hjælp for tiltrængt ny religionsforståelse  (25.2.18)
Er Gud menneskets opfindelse?  (22.2.18.)
Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør  (24.12.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)



Artikler om Virkelighed
Artikler om Religion
Artikler om Psykologi
Artikler om Erkendelse
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal