Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - bobler2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.8.16.

Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling

Bobler i politik
Bobler i nyhedsformidlingen
Bobler i videnskab
Problemet langt større end Vincent F. Hendricks vil vide af
Journalistikken taber konkurrencen med de sociale medier
Politikerne bukker under for spin og overfladiskhed
Videnskaben forguder ensidig rationalitet
Folkeoplysningen mangler dybde og bredde
Henvisninger



Bobler i politik    
Til toppen  Næste

Som det fremgik af den forrige artikel om bobler i økonomi og medier slår filosoffen Vincent F. Hendricks i sin bog "Spræng Boblen" ned på det forhold at det ikke altid er nødvendigt at aktiver eller kapitaler har en fundamental værdi for at det kan være profitabelt at 'handle' dem på markedet - hvad enten aktivet måtte være af finansiel, social eller anden art. Til tider kan det nemlig være nok at alle tror at alle andre tror at der er en fundamental værdi forbundet med aktivet. Og dét turde være en særdeles vigtig konstatering. Den form for 'tro' eller ubevidst forudsætning kaldes i socialpsykologien for pluralistisk ignorance og henviser til at alle forbliver uvidende når alle andre er det. Dette skal man have in mente når man taler om 'bobler'.

De sociale medieplatforme (Facebook, Instagram, SnapChat) er nemlig konfigureret som sociale markedspladser med overskuelige regnskabsformer for popularitet, således at alle i princippet let kan danne sig overblik over hvor mange 'likes' den enkelte bruger har, hvem der kan se dem og hvem man kan se i sit eget eller andres netværk af venner og fjender.

Strømmen af 'likes' eller 'retweets' kan med andre ord være med til at polstre bestemte opslag, sider, billeder eller sager så de "går viralt" og kan blive begyndelsen på en boble. At et budskab går "viralt" vil sige at det via sociale netværk spredes eksplosivt ligesom en virus. Alle former for 'meningsbølger', 'hoppen med på vognen', 'lemmingeeffekt', 'medieeksponering' og 'social påvirkning' kan have en kolossal magt. Og det centrale er at denne magt ligesom på de finansielle markeder kan bestå helt uafhængigt af om aktiverne faktisk har en fundamental værdi eller ej.

I denne nye artikel behandles bobler i politik, nyhedsformidling og videnskaben med udgangspunkt i Hendricks' gennemgang, men følges op af en kritik, fordi undertegnede mener at Hendricks' analyser er helt utilstrækkelige til at placere fænomenet i den store samfundsmæssige og historiske perspektiv. Og dette skyldes først og fremmest at Hendricks går uden om etikken.


Der har efterhånden i både Danmark og den øvrige vestlige verden bredt sig en stigende fornemmelse af at politik er blevet et politisk cirkus hvor politikerne lader hånt om substansen. Og som Hendricks påpeger kommer diagnosen fra hele paletten af politiske aktører: Politikere ytrer rutinemæssigt ønske om at "komme tilbage til substansen"; vælgerne mener at hovedårsagen til den omfattende politikerlede er at der spildes for meget tid på ligegyldigt pjat, spin og mudderkastning. Og meningsdannerne på diverse medier og blogs efterspørger konstant politisk indhold i form af konkrete politiske forslag eller langsigtede visioner. Den politiske debat handler ikke om det den burde handle om, men har mistet forbindelsen til såvel borgerne som virkeligheden. Det at løse samfundsmæssige problemer og udfordringer gennem konkret og jordnær lovgivning (realpolitik) fylder for lidt i forhold til at spille spillet med gængse symbolske markeringer, og det betyder igen at der oftest tales til følelserne eller 'mavefornemmelsen'.

Der dannes med andre ord hele tiden politiske bobler ved at politiske sager overophedes. De mister forbindelsen til virkeligheden og bliver substansløse - hvad der igen betyder at de ikke længere har fundamental værdi. For at fastholde en fundamental værdi skal en sag ifølge Hendricks eksemplificere en bredere problemstilling. Når en enkeltsag bobler op, fjerner meningsdannelsen sig fra kendsgerninger og overophedes til blot at fremstå som et repræsentativt eksempel på et samfundsmæssiget problem.

Mediestormene omkring Fattig-Carina og Dovne-Robert er eksempler på sager der boblede op af indignation og blev pustet op i forhold til deres fundamentale værdi, for hverken Carina eller Robert var repræsentative kontantshjælpsmodtagere. De blev derimod stereotyper på kontantshjælpsmodtagere der over en bred kam fik skudt krævementalitet og dovenskab i skoene.



Fundamentalværdien af et politisk standpunkt kan efter Hendricks' mening fastsættes ud fra forholdet mellem mål, midler og væsentlighed.

I dansk politik er der stort set enighed om målene. Der er konsensus om velfærdssamfundet som bærende grundmodel. De politiske mål indfries kun hvis midlerne er "baseret på pålidelige forskningsresultater" eller har "rod i ideologisk betingede fordomme" - og altså ikke er myter. Og allerede her afslører Hendricks et ret naivt syn på politik. Men han har ret i at standpunkter ikke har potentiale til at løse væsentlige samfundsproblemer, hvis de omhandler småtterier. Er væsentligheden ikke med som kriterium går proportionerne til helheden tabt.

Når der overhovedet opstår politiske bobler er det fordi det politiske miljø er gæstfri for dem eller indbyder til dem. Og dette sker igen ved at de politiske aktører - partier, medier og vælgere - gør boblespekulation til en vindende strategi i forhold til investeringer i realpolitik. Ja, det ligger ifølge Hendricks i selve spillet at mediet har en tendens til at blive budskabet, at midlerne bliver målet og at formen bliver indholdet.

For journalisternes vedkommende gælder at de for at kunne oplyse og kvalificere den demokratiske debat skal vække opmærksomhed og navnlig skaffe sig gennemslagskraft. Der kræves altid en "god historie", dvs en historie der fordrer stillingtagen ved at vække indignation eller frygt. Taler en historie til disse stærke følelser har den større gennemslagskraft end saglige historier om væsentlige problemstillinger eller historier der appellerer til handlings deaktiverende følelser som opgivenhed og ulykke. Dementier, forklaringer og præciseringer bliver sjældent delt i samme grad som de gode historier de er et produkt af. Et sådant miljø lægger op til bobledannelser. Der spekuleres i indignation eller frygt, fordi det giver gennemslagskraft på de sociale medier og gør en forskel for den offentlige mening. Den gode sag og den gode historie reduceres i dette miljø til selve følelsesaktiveringen.

Borgerne er ikke bedre stillet end politikerne og journalisterne, for når borgerne tilkendegiver deres holdninger sker det gennem de midler de umiddelbart har til rådighed, dvs likes, tweets, delinger og kommentarer på de sociale medier, og her gælder at de sager og standpunkter der spredes hurtigst og får størst meningsdannende effekt jo netop er dem der fremkalder frygt og indignation. Og resultatet bliver en nedadgående spiral i oplysningsniveauet.

Hertil kommer at de sociale medier virker forstærkende på den såkaldte lemmingeeffekt (tendensen til at hoppe på vognen når andre gør det). Selve det at andre deler, liker eller på anden vis investerer deres mening i et standpunkt, bliver til et "social bevis" for væsentlighed og politisk realværdi. Efter Hendricks mening er det i et sådant miljø svært at undgå at bidrage til bobledannelse. Men han undlader at sige ligeud, at den slags "sociale beviser for væsentlighed" er en narresut!



Resultatet er at selve de politiske bobler gør vores samfund til et "postfaktuelt demokrati": den solide virkelighed er blevet et tilbagelagt stadium. Følelser, "fortællinger" og spin betyder mere end substans, viden og proportioner. Fakta og forskningsresultater ignoreres eller afvises hvis de ikke passer til ens politiske dagsorden. Og det er næppe den samfundsmodel nogen ønsker, men den det lader til at vi alligevel bevæger os i retning af.

Tendenserne får gunstigere og gunstigere vilkår, i takt med at informationsdelings- og sorteringshastigheden konstant forøges på de elektroniske platforme og hurtigt slår igennem også på sociale medier. Politik er ifølge Hendricks tilsyneladende blevet reduceret til vælgermaksimering, og på vælgermarkedet er det ikke længere sandhedsværdien af saglige argumenter der tæller, men hvordan "sandheden" konstrueres og bruges offensivt.

Etableringen af "fortællinger" har i informationssamfundet rejst sig som det fyrtårn politikere, spindoktorer, journalister og kommunikationsfolk orienterer sig mod (og som også litteraturfolk har været med til at fremme med deres fortælle-teori, narratologien). Den gode fortælling er blevet "viral", den spreder sig som en virus. Den er selvreproducerende, potentielt gratis og breder sig igennem YouTube-likes, Facebook-kommentarer og andre tilsyneladende uskyldige serviceydelser som de sociale medier leverer.

Problemet med lavere oplysningsniveau er ikke blot personligt. På de sociale medier og fora er man selv med til at producere og promovere dårlig information. 'Liker' du den gode fortælling på Facebook, blot fordi den er 'god', spreder du muligvis junk-evidens til dine venner og bekendte. Og kan folk ikke sondre mellem junk-evidens og kendsgerninger, går det ud over debatten og demokratiet. Der skabes kollektiv forvirring og polarisering.



Bobler i nyhederne    
Til toppen  Næste

Vincent Hendricks gør gældende at der fra en markedsmæssig betragtning er eller bør være en væsensforskel mellem den etablerede presse og de sociale medier. Den ene type nyhedshandlere er reguleret af regler for god presseskik med krav om korrekt information, kildekritik, kontekstplacering, efterprøvelse og berigtigelse. Mens den anden type fungerer i markedet på stort set frie vilkår og uden nævneværdige journalistiske og redaktionelle begrænsninger.

Markedsstrategen Jeffrey Kleintorp har påpeget, at "Hvis der sker et eller andet, så er Twitter stedet for at få informationen hurtigst ud.... Men det er også her du må vente på at de mere etablerede nyhedskilder begynder at melde ud…." - som et tydeligt eksempel på "digitalt tryk" nævner Hendricks Barack Obamas tweet om "Four more years" efter genvalget i 2012. Det spredtes lynhurtigt som en virus.

Hvad specielt Facebook angår, er den en medievirksomhed med ca. halvanden milliard freelandsjournalister der skriver, liker, kommenterer og deler opslag om alt fra Hubble-teleskopet og flygtningestrømmen til mønstre på grydelapper - og som i øvrigt afgiver deres copyright til medievirksomheden så snart der er trykket 'sendt'. Og den er unægtelig svær at konkurrere med i antal og adgang til offentligheden.

En trend af 'likes', 'delinger' og 'retweets' bliver dog først for alvor en historie der kan handles som et nyhedsaktiv, hvis de etablerede medier begynder at byde ind på historien. Det kræver at de regulerende nyhedsinvestorer - journalister på de etablerede medier - udviser interesse for produktet og er villige til at tilbyde historien. Den etablerede presse spiller således en nøglerolle i udviklingen af økonomiske bobler, mobbebobler og shitstorme, bl.a. fordi det Hendricks kalder "pressens megafon til offentligheden" er så stor som den er.

De regulerende journalister kan imidlertid lige så let som 'desperadoerne' på børsmarkederne se hvad der trender, for de abonnerer på de samme konti og er stort set forbundet i samme netværk. Der er derfor et incitament for professionelle journalister til at gradbøje reglerne eller "sænke overliggeren" med fare for at de kommer til at bringe en nyhedsboble til familien Danmark i nyhedsudsendelserne kl. 19 (TV2) eller kl. 21.30 (DR1).

Hvad skal vi gøre ved denne problematiske udvikling? - Hendricks svar forekommer uendelig naivt. Han mener at pressen bør tage udgangspunkt i at der eksisterer en manglende erkendelse af at størstedelen af de udfordringer vi står over for - nationalt såvel som internationalt - kun kan løses "ved at vi læner os ind i en global verden, sætter dagsordenen, arbejder sammen, går foran - semper ardens!". - "Altid brændende" betyder det sidste, og det viser at Hendricks i det mindste regner med at der forestår et hårdt arbejde, men hvad hjælper hårdt arbejde, hvis man arbejder i blinde efter pæne, uforpligtende målsætninger alle er enige om?



Bobler i videnskaben    
Til toppen  Næste

Interessant - for ikke at sige morsomt - er det at Hendricks med lethed kan finde bobler i moderne videnskab, skønt videnskaben vel egentligt burde være hævet over den slags modelege eller børnelege. Den burde altid gå efter den solide og efterprøvede sandhed. Men forskere er også mennesker, og de er i vore dage hårdt presset af det politiske bevillingssystem!

Enhver personlig holdning kan ifølge Hendricks anvendes som "intellektuelt likvidt middel der kan kastes efter politiske, kulturelle eller sociale ideer". Også videnskab kan geares op med for megen intellektuel likviditet, forstået som forventning om forklaringsmæssig kraft og tilgængelige forskningsmidler kombineret med boom-tænkning i det videnskabelige miljø og anden socialpsykologisk påvirkning - og så kan der opstå videnskabsbobler.

En videnskabsboble betyder at der satses alt for meget på et enkelt videnskabeligt område, i form af forskertid, forskningsfinansiering og forventning til forklaringsmæssigt afkast. Overoptimistisk investering i bestemte forskningsområder, i videnskabelige metoder eller teknologier kan generere tilstande der kan sammenlignes med dem der findes på finansielle markeder inden de kollapser.



Hendricks slår specielt ned på de aktuelt høje forventninger til neurovidenskaben. Ja, han hævder at det videnskabelige system har været vidne til en hidtil uset stigning inden for de områder hvor ordet "neuro-" er blevet påklistret et eller andet felt: neuroøkonomi, neuromarketing, neuropsykiatri, neuroetik, neurokriminologi og så videre. Forventningen er at disse neurovidenskabelige teknikker og metoder på passende vis vil kunne forklare diverse menneskelige adfærdsmønstre og praksis.

Den gavmilde hensættelse af midler til støtte af projekter inden for neurovidenskab er den første betingelse for at videnskabsbobler kan opstå. Den anden betingelse er at der er masser af spekulanter i neurovidenskaben. Både forskere og forskningsledere kan finde på at "spekulere i at understøtte forskningsstrategier der taktfast følger de gangbare videnskabelige tendenser, publikationskanaler og forskningsfinansieringsmønstre".

En prominent eksperimentel neurovidenskabsmand som britten Semir Zeki har ikke lagt skjult på sin overbevisning: "Kun ved at forstå de neurale love, der dikterer menneskets aktivitet inden for enhver sfære - jura, moral, religion og sågar økonomi og politik, for slet ikke at tale om kunst - kan vi nogensinde gøre os forhåbninger om at opnå retvisende indblik i den menneskelige natur." Og en anden, Henry Markram (Human Brain Project), har tilsvarende hævdet at "Når først man har bygget en supercomputer-kopi af menneskets hjerne er alt muligt…". - Det er efter min mening næppe simpel 'spekulation' der ligger bag sådanne udtalelser, men derimod en absolut tro på at den positivistiske videnskab før eller siden vil være i stand til at løse bevidsthedens mysterium og dermed sætte alt ind i en altomfattende årssagssammenhæng. Det er en kæmpeillusion, men det hæfter Hendricks sig ikke ved.

Han er derimod godt klar over at der også i videnskaben findes "tilskuere" der bare følger trop. De kommer ind under det fotræffelige begreb "pluralistisk ignorance" der optræder i forskningen når ingen tillader sig at spørge til hvad de virkelige erkendelsesmæssige meritter ved et bestemt forskningsområde egentlig er. Nok kan enhver forsker eller politiker individuelt godt være i tvivl om de meritter eller forklaringsmæssige løfter et bestemt forskningsprogram har aflagt, men alligevel tror de samtidigt og fejlagtigt (og naturligvis ubevidst) at alle andre er overbevist om programmets soliditet. Og det betyder jo, at vidensmiljøet som kollektivt fænomen kommer til at abonnere på det pågældende forskningsprogram med dertilhørende forskningsstøtte eller belønning til forskeres citationspræstationer.



Problemet langt større end Vincent F. Hendricks vil vide af    
Til toppen  Næste

Det er en spændende gennemgang Vincent F. Hendricks leverer om disse uholdbare bobler i politik, nyhedsformidling og videnskab, men som gjort gældende i den første artikel om hans bog så er hans analyser helt utilstrækkelige, fordi han ser bort fra etikken, dybdepsykologien og det irrationelles afgørende betydning for kulturen. Og disse tre forhold hænger vel at mærke uløseligt sammen.

Det er karakteristisk for rationalisten Hendricks at han har overordentligt mange moralske vurderingen i sin bog, men helt undlader at tage etikken op som selvstændig filosofisk disciplin i forhold til erkendelsesteorien. Det betyder at hans moraliseringer reduceres til almene råd og betragtninger som de fleste kan blive enige om, men som savner ethvert perspektiv i retning af den helhedsbetragtning han sådan set selv slår til lyd for. Han gør imidlertid aldrig et seriøst forsøg på at bestemme helhedsbetragtningen nærmere. Han nøjes med at påpege at det er nødvendigt at se alle problemer i en større sammenhæng - og det er der næppe mange der vil protestere imod.

Jeg mener at forklaringen på utilstrækkeligheden skal findes i det forhold at Hendricks ikke aner nogetsomhelst om dybdepsykologi, altså ikke er kommet til indsigt i at den gamle, gængse skelnen mellem følelser og fornuft er helt utilstrækkelig til at forstå det menneskelige sjæleliv og åndsliv. For følelser er meget mere og andet end de overfladiske eller impulsive emotioner som reklamefolk og politiske demagoger kan appellere til og som får folk til at folde sig ud på de sociale medier på både godartet og ondartet vis. Følelser kan også være dybtgående og forpligtende. Og hvad fornuften angår er den både en kølig, mere eller mindre objektiv forstandsmæssig betragtning og en varmere og dybere indsigt i det irrationelles eksistens og væsen som kan gribe fat om mere subjektive sider af sjælen og ad den vej afstedkomme en bindende forpligtelse.

Skal man virkeligt kommer til en dækkende forståelse af sjælelivet og åndslivet skal man forlade den gamle dualisme mellem følelse og fornuft og erstatte den med det komplementære forhold mellem de relativt stærke, men ustabile følelser og forestillinger på den ene side og de relativt vage, men til gengæld stabile følelser og forestillinger. De første er medfødte og kaldes derfor primære processer, mens de andre er tillærte og kaldes de sekundær processer. - Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser.



Det afgørende er at det er udtryk for fatal naivitet at tro at mennesket er eller burde være et rent rationelt væsen. Det ville være det samme som at sige at mennesket er eller gerne skulle være en computer der følger rent logiske og derfor forudsigelige årsagslove. Men mennesket er faktisk et åndsvæsen og født som et sådant. Og det betyder at det ved siden af den logiske sans også har sans for det ulogiske, uforudsigelige og kreative - og følgelig har et afgørende forhold til musik, kunst, leg, erotik, sport, humor, ansvarlighed, kult og religion, ved siden af forholdet til den fysiske virkelighed med det praktiske liv, teknologien, økonomien og politikken.

Mennesket kan aldrig reduceres til en maskine, en computer eller en vare. Det er faktisk - som allerede Karl Marx kunne se - en fremmedgørelse af mennesket at betragte det som en ting, en vare eller en maskine. Mennesket er et åndsvæsen med dyb, medfødt forståelse for den store helhed, den store sammenhæng, det store perspektiv, det store ansvar. Og alt dette er af irrationel karakter, hvad der ikke betyder at det er mærkeligt eller mystisk eller umuligt at tale sagligt om og beskrive, men blot at det følger helt andre baner end de logiske og derfor kun kan beskrives med helt andre begreber end dem der tilhører det praktiske liv, økonomien og naturvidenskaben.

Etikken bliver i denne sammenhæng en konsistensetik der er bundet af en indre forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet - i stedet for at følge ydre autoriteters pligtpåbud. Og her ser man anderledes på det moderne boble-fænomens risici.



Journalistikken taber konkurrencen med de sociale medier    
Til toppen  Næste

Som anført bliver en trend af 'likes', 'delinger' og 'retweets' først for alvor en historie der kan handles som et nyhedsaktiv, hvis de etablerede medier begynder at byde ind på historien. Det kræver blot at de regulerende journalister på de etablerede medier beslutter sig for at tilbyde historien. De regulerende journalister kan let se hvad der 'trender', for de har adgang til de samme kanaler og er forbundet i samme netværk. De forfalder endda til at gradbøje reglerne og kommer let til at bringe en nyhedsboble til TV2 og DR1. Den etablerede presse spiller således en aldeles afgørende nøglerolle i udviklingen af økonomiske bobler, mobbebobler og shitstorme.

Og grunden skal man ikke lede længe efter, for den er naturligvis at den etablerede presse af trykte aviser med tilhørende nyhedsbureauer konkurrerer med de sociale medier, og navnlig gør det med henblik på at få fat på de unge mennesker der nu om dage helt overvejende bruger de sociale medier som den primære og ofte eneste informationskilde. Det sjove er at de store gamle dagblade i denne konkurrence prøver at tilpasse sig situationen ved at appellere mest muligt til de unge gennem udvælgelse af særligt stof og brug af særlig layout - og netop derved støder de ældre og midaldrende læsere fra sig. For disse er bedre vant og ønsker fortsat at få ordentligt, gennemarbejdet og seriøst læsestof. Alle de store bladhuse har mistet faste kunder og har måttet skære ned i såvel den redaktionelle som den tekniske stab.

De taber ganske enkelt konkurrencen - og det kan ikke være nogen overraskelse, for de trykte aviser er nu engang beregnet på en læsning der tilsigter en eller anden grad af seriøs informationstilegnelse og kritisk analyse, som de ældre årgange vil have, men de unge fravælger. Heldigvis kan de ældre, kritisk indstillede læsere endnu en tid sagtens få dækket deres informationsbehov gennem de mindre aviser som Information, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen samt internettets mange muligheder. Men hvis ikke udviklingen vender, må det forudses at de store bladhuse må give op eller lade sig korrumpere eller prostituere. Her er det i sidste ende pengene der tæller!

Der er imidlertid ingen grund til unødvendig pessimisme, for meget tyder allerede på at udviklingen så småt er ved at vende, fordi selv de unge kan se at de får stene for brød på de sociale medier - og altså bliver fordummede og forvirrede ved at tro at disse mediers likes og delinger er bevis på nogetsomhelst i retning af social anerkendelse. De er tværtimod bevis på "narcissistisk anerkendelse". Brugerne får ene og alene bekræftet deres egen selvoptagethed og falske forestillinger om betydning.

Mange hænger naturligvis fast i sumpen - og er blevet afhængige af de gratis og uforbindende anonyme klap på skulderen de ved en smule kløgt kan skaffe sig, men mennesket er jo netop således indrettet i psykisk henseende at de kun kan være konsistente ved at sørge for overvægt af det gode i det lange løb, og dette er umuligt ved at lyve for sig selv og fx bilde sig selv ind at man får ægte skulderklap, anerkendelse og kærlighed ved de belønninger der gives på de såkaldt sociale medier der er dybt asociale allerede ved deres anonymitet og virtualitet. Kravet om indre konsistens kan overhøres i lang tid - ligesom kravet om ydre konsistens i form af en normal sundhedsgrad uden afhængighed af stoffer. Men på længere sigt er det ikke muligt hvis man vil undgå forfald og for tidlig død.



Politikerne bukker under for spin og overfladiskhed    
Til toppen  Næste

Når så mange almindelige vælgere i stort set hele den vestlige verden i dag føler stigende lede ved vore politikere er det heller ikke så mærkeligt, for vælgerne har en klar fornemmelse af at politikerne spilder for megen tid på ligegyldigt pjat, spin og mudderkastning. Politik er blevet et politisk cirkus hvor politikerne lader hånt om substansen. Og det er jo ikke bare en fornemmelse, der er grebet ud af luften, det er tværtimod en fornemmelse der har hold i det faktum at politikerne i stigende grad siden årtusindskiftet er begyndt at bruge spindoktorer og siden Facebooks og Twitters indtog på markedet også er begyndt at bruge de sociale medier som informationskanal til vælgerne.

Tydeligst så man det da Helle Thorning-Schmidt dannede regering og hun og ikke mindst økonomiminister Margrethe Vestager systematisk begyndte at sende deres små-beskeder ud til vælgerne på Twitter. Helle Thorning blev også verdenskendt på at tage selfies med sig selv ved siden af præsident Obama og David Cameron (til åbenlys stor fortrydelse for Michelle Obama). Og hvorfor skulle hun ikke gøre det, når alle andre ville benytte den enestående lejlighed til det? Jo, simpelthen fordi det ikke er en statsminister værdigt. Statschefer kan eventuelt acceptere at almindelige mennesker gerne vil have taget selfies med dem, men at gøre det selv, virker barnligt selvoptaget.



Generelt må det hævdes, at såvel brug af spindoktorer som brug af de sociale medier afslører udviklingen af politikerne fra at være selvstændigt tænkende mennesker med en relativt høj grad af personlig integritet og konsistens til at blive selvoptagne mennesker der styres mere af hvilket indtryk de gør på folk end af hvad de står for og kæmper for. Der var eksempelvis ingen tvivl om hvad en socialdemokrat som Thorvald Stauning, en radikal som Jørgen Jørgensen eller en folkesocialist som Aksel Larsen (før 1967!) stod for, men med Helle Thorning, Margrethe Vestager og Villy Søvndal fik vi en type politikere der for enhver pris ville til magten og brugte såvel deres udseende og påklædning som deres gode talegaver til at vinde letpåvirkelige vælgere og efter valget lod hånt om dem. SRF-regeringens definitive fald i 2015 var et markant udtryk for at en sjældent stor del af vælgerkorpset følte sig voldsomt snydt af de tre partichefers valgløfter. Alle tre partier led så store tab, at det vil tage dem år at få det genoprettet, om det overhovedet lykkes. - Noget lignede har man set i Sverige, vel at mærke fra den borgerlige regerings side under Moderaternas Frederik Reinfeldt (2006-14), så det er begge fløje i vestlige lande der er havnet i dilemmaer.

Man kan indvende at Venstres Anders Fogh Rasmussen også brugte spindoktorer, men i hans tilfælde var der trods alt tale om en fast politisk linje der svarede til valgløfterne. Og hos ham så man dog også en bevidst taktisk genistreg, da han efter sit partis valgnederlag i 1998 blev partiformand og udskiftede sin gamle minimalstatsideologi med den strategi der blev kaldt "den tredje vej" og som var lanceret af Labour-sociologen Anthony Giddens og førte Tony Blair til magten i 1998. Fogh brugte kun ideen som strategi, skønt den i virkeligheden var en ny filosofi der kunne have ændret Venstres position hvis den var blevet ordentligt forstået. Ideen blev siden udtrykkeligt forladt af både Labour og Venstre.



I denne udvikling ser vi en klar forrykkelse i den politiske proces fra ægte substans og ægte konsistens til spin, skin og bedrag, og derfor skal man naturligvis ikke bebrejde vælgerne at de føler decideret politikerlede. Det har de gode grunde til - og deres lede er opmuntrende dokumentation for at vælgerne fortsat har en ganske sund og sikker fornemmelse for forskellen mellem skin og ægthed. Skinnet er den ydre form og fremtoning til forskel fra den virkelige beskaffenhed og sande natur. Skinnet kan bedrage, fordi det beror på et bevidst forsøg på at gøre indtryk. Den ægte personlighed er sand og konsistent.

De ægte mennesker, de sande naturer og de konsistente personligheder har man tillid til og man husker dem for deres faktiske fortjenester. De uægte mennesker, falske naturer og inkonsistente personager mister man tilliden til og man glemmer dem efterfølgende. Politikere som Helle Thorning, Margrethe Vestager og Villy Søvndal - og eksempelvis Reinfeldt - går ikke over i historien som andet end parenteser.

Igen er der ingen grund til at se alt for pessimistisk på udviklingen, for almindelige, nogenlunde oplyste mennesker kan godt lade sig forføre til at stemme på uægte mennesker, men de opdager det altid - før eller siden. Den brede befolkning har sund fornuft nok til at sikre overvægt af det gode på langt sigt. Værre er det med det slæng af politikere der ikke blot i stigende grad har fået større og større afstand til menigmand og reelt ikke er repræsentative for vælgerkorpset, men som fortsat tror det tjener landets og befolkningens interesse at de tror på de sociale medier. Det er selvbedrag der vil hævne sig.



Videnskaben forguder ensidig rationalitet    
Til toppen  Næste

For videnskaben er det selvsagt et forskningsmæssigt dilemma, at forskerne - som Hendricks påpeger fokuserer på pengemidlerne til deres forskning i stedet for på sandhed og erkendelse. Neurovidenskabens placering i forskernes bevidsthed er et særdeles sigende eksempel. Og det hører også her med til billedet at den etablerede presses professionelle journalister er ansvarlige for den uheldige udvikling, fordi de hopper på vognen og glemmer al sund fornuft. Men eksempler findes inden for mange andre videnskaber.

I mine esssays om kunstneren Edvard Weie og humormennesket Storm P. har jeg kunne påvise at anerkendte fagfolk går uden om de eksistentielle problemer disse to personligheder tumlede med.

I psykologien kan man konstatere en systematisk vigen uden om dybdepsykologien ud fra det grundsyn at denne psykologi beskæftiger sig med psykiske forestillinger og processer der ikke kan måles eller gøres til genstand for kausale beskrivelser. Det vil sige at fagfolk og eksperter bevidst holder irrationelle kendsgerninger og processer uden for forskningen, selvom disse ikke alene er faktuelle og beskrivelige, men i allerhøjeste grad har afgørende betydning for menneskers ve og vel og hele eksistens. Værst er naturligvis tendensen i den kognitive psykologi der nu er på mode. Men overalt er der tale om at fornægte sjælelivet og åndslivet.

I filosofien kan man se en dansk fagfilosof som Carsten Koch skrive en stor og grundig - og bestemt læseværdig - bog om den banebrydende engelske fysiker og matematiker Isaac Newton - og over mange sider redegøre for dennes ihærdige, men indtil 1938 ukendte interesse for alkymi uden at gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i moderne dybdepsykologi og ad den vej skaffe sig den eneste mulige forståelsesramme for Newtons alkymi. Dennes beskæftigelse med alkymi var nemlig helt og holdent af eksistentiel art - og kan kun forstås hvis man sætter sig ind i forskellen mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser. Newton søgte en autoriseret mening med tilværelsen som ikke kan gives i en alkymi der beskæftiger sig med fysisk-kemiske processer - og det forstod han aldrig.

I atomfysikken har vi herhjemme et eklatant eksempel på at forskere med enkelte undtagelser ikke tager den store Niels Bohrs banebrydende erkendelsesteoretiske ideer om komplementaritetssynspunktet alvorligt. Det var et synpunkt han overførte fra kvantemekanikken til anden videnskab og som én gang for alle undsiger den kantske dualisme med det skarpe skel mellem logiske modsætninger. Her tænkte man i enten-eller-baner. Enten er en påstand sand eller også er den falsk. Færdig! Bohr forstod ud fra kvantemekanikkens logiske vanskeligheder med at få forligt opfattelsen af lyset som bølger med opfattelsen af lyset som partikler, at der ikke var anden udvej end at betragte de to opfattelser som komplementære: begge var rigtige og berettigede og kunne begge føre til ny viden om fænomenet. Jf. Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken

Nævnes skal endelig også at både den danske religonshistoriker Vilh. Grønbechs og den østrigske etolog Konrad Lorenz' meget stærke, gennemførte og omfattende kritik af den europæiske kulturs udvikling er blevet forbigået af mange fagfolk, fordi den rører ved deres elskede fordom om al udvikling er deterministisk bestemt af årsagsloven. Jf. essayene Grønbechs metode og Konrad Lorenz' kulturopgør.

Værst er imidlertid Vincent F. Hendricks selv som rationalistisk filosof, fordi han konsekvent undgår at medinddrage dybdepsykologi og konsistensetik i sine analyser. Ogå han har en fuldstændig dogmatisk tro på at videnskab er ensbetydende med rationelle analyser hvor argumenter altid afgør sandhedsværdien, på trods af at den menneskelige tilværelse er så fuld af irrationelle fænomener og kendsgerninger at det er komplet umuligt at vurdere politik, økonomi, kommunikation og moderne nyhedsformidling eller såkaldte "sociale medier" uden at tage det irrationelle i betragtning. Hendricks repræsenterer i virkeligheden selv tidens mest fatale trend: den fuldstændigt urokkelige tro på at den menneskelige eksistens kan forstås og vurderes uden føling med sjælelivet og åndslivet.



Folkeoplysningen mangler dybde og bredde    
Til toppen  Næste

Som sagt er der ingen grund til at se alt for pessimistisk på udviklingen, for almindelige, nogenlunde oplyste mennesker kan godt lade sig forføre til at stemme på mennesker med ringe indsigt og udsyn, men de opdager det altid - før eller siden. Den brede befolkning har modsat eliten og politikerne under nogenlunde normale forhold sund fornuft nok til at sikre overvægt af det gode på langt sigt.

Men i krisetider kan det gå galt, fordi eliten og politikerne bliver mere usikre end ellers - og fordi den almindelige befolkning også kan blive forvirret. Begge dele kan i høj grad henføres til at oplysningsniveauet slet ikke er tilstrækkeligt til at sikre den optimale begrebsramme for en god og givende offentlig debat. Den gældende begrebsramme er nemlig forældet og alt for præget af en positivistisk tankegang der direkte fornægter det irrationelle åndsliv og derfor fastholder kløften mellem en overvejende akademiske elite og de overvejende folkelige modbevægelser.

Folkeoplysningen eksisterer egentlig kun på papiret i form at offentlige tilskud til folkehøjskoler og oplysningsforbund, og selvom begge i og for sig har gode tilbud og god søgning, så er der ikke længere reelt tale om en ægte folkeoplysning af den art der opstod i 1800-tallet og var i direkte reaktion til den altfor snævre rationalisme fra slutningen af 1700-tallet. Den nye folkelige oplysning eller folkelige vækkelse var af nøjagtigt samme psykologiske art som individets typiske bevidsthedsudvidelse i puberteten, der igen kan forstås som en ekstraordinær dyb romantisk føling med det kollektivt ubevidste. Mærkeligt nok er der mange mennesker i vore dage der ikke begriber et kuk af dette. De ser ud til at være fanget så hårdt og effektivt ind i rationalismens nyttebetonede spind, at de hurtigt kommer gennem de romantiske følelser - som ofte falder sammen med normale forelskelser - og lader sig føre videre til et stressende karriereræs.

Men alle er og bliver på bunden romantiske i og med at følingen med det kollektivt ubevidste er medfødt og af afgørende betydning for alt der hedder personlig erfaring af mening, sammenhæng, helhed og ansvarlighed, men dette får først for alvor karakter gennem pubertetens psykiske udvidelse og kreative kaos. Og det vil igen sige, at et folk der lader sit psykiske liv snævre ind til nyttebetonet rationalisme bliver handicappet og fremmedgjort. Eneste udvej af denne risiko er at gøre bevidst op med rationalismen.



I en krisetid som den nuværende, hvor flygtningestrømmene pludseligt har truet den europæiske kulturs indre sammenhæng og konsistens, er det ekstra vigtigt for befolkningen at blive bevidst om situationen og forstå at de ikke ledes fremad af eliten, men tværtimod forrådes af denne og ledes bagud. Og det betyder at flertallet forledes til at gå med strømmen i stedet for mod strømmen.

Men kultur er og bliver at gå modstrøms, fordi mennesket i modsætning til dyrene er i besiddelse af en bevidsthed der muliggør skelnen mellem godt og ondt og mellem sand og falsk, og dermed muliggør valg i tilværelsen. Mennesket er ikke bundet af naturens determination og indskrænkning, men kan i vid udstrækning gå uden for naturens grænser. Ja, man kan i virkeligheden - med udtryk fra fysikken og kybernetikken - sige at kultur i kraft af den menneskelige bevidsthed er at gå imod entropien eller sandsynligheden. Der vil altid være muligheder for at gå nye veje - og skabe nyt, herunder skabe noget der aldrig før har været set i historien. Livet må dybest set betragtes som "vedvarende eksistentiel tilblivelse mod sandsynligheden", som den danske biolog og filosof Holger Møllgaard engang har kaldt det.

Det betyder at menneskelig kultur går i opløsning hvis alle bare altid følger strømmen - og det er netop hvad brugerne af de sociale medier gør og som de til stadighed giver hinanden belønninger for, så de glemmer at de er fornuftsvæsener med en vilje.

Etikken er nødvendig i såvel det individuelle liv som i samfundslivet, men kun konsistensetikken har fat på det afgørende perspektiv, at moral ikke består i at følge bestemte, autoriserede regler eller maksimer, men i at bevare den indre konsistens ved til stadighed at sørge for overvægt at det gode på det lange sigt.

Igen er det på dette punkt de sociale medier svigter katastrofalt. Og igen er det her det må påpeges at rationalistiske filosoffer ikke kan bidrage til en større forståelse.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen



Litteratur

Vincent F. Hendricks: Spræng boblen - Sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden. (Gyldendal. 2016)



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

Isaac Newton og menneskets eksistentielle udfordring (20.9.15.) - 125 sider. 25 kr.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej'

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF'

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Sprogterror afslører fatal uvidenhed om psykologi
- hos bødler, ofre, politikere og journalister
  (18.11.14.)
Hademails florerer og ødelægger både debat og udvikling  (7.8.13.)
Facebook på Nasdaq-børsen = 'Al magt til folket'?  (21.5.12.)
Reality-tv fortegner virkeligheden   (9.5.11.)
Medier, ungdom og dannelse  (2.5.11.)
Wikileaks kontra magthaverne  (26.10.10.)
Skal man bare svine sine modstandere til på Facebook?  (27.4.10.)

Blogs som narresutte  (21.10.09.)
Weblogs og eksistenslogs  (7.8.06.)
At læse Jernesalt  (6.12.06.)
Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.) om bl.a. mediernes rolle i dannelsen
Er samfundet blevet selskabeligt? > Eller er dette bare en medieforskers postmodernistiske tese?
Er Danmark ved at blive et underholdningssamfund?  (7.9.08.)
Politik og medier Er politikerne i det gennem-medialiserede samfund dømt til populisme?



Demagogi - Forførelsens kunst III
erkendelsens faste holdepunkt
erkendelsens forudsætninger
fordummelse i politik (I - grundproblematik)  (4.3.11.)
forførelse og politik   (31.7.07.)
Oplysning: Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Oplysningen: Gravøl for oplysningen?



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Sjæl og hjerne
Hverdagssproget er blevet tømt for eksistentiel substans  (24.12.14.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Sprogpsykologisk aksiom
Sprog og forførelse - Forførelsens kunst III
Skadelig sprogblomstring? (i rapper-sproget)
Sproget og virkeligheden



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Legen fortrænger alvoren i moderne kultur - Mennesket som et legende væsen (7)   (23.6.16.)
Universalismen et alt for tvetydigt begreb i dag  (29.2.16.)
Har samfundene indbyggede etiske retningslinjer?  (24.9.15.)



Humormennesket Storm P.
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet griber dybt ind i eksistensproblematikken  (13.1.11)
H.C. Ørsteds dristige, men umulige naturfilosofi
- Visioner, begrænsninger og fejlslutninger
  (23.5.10.)
Isaac Newton kan først forstås fuldt ud med emergent helhedsrealisme
(Essay om den geniale fysiker - på grundlag af C. H. Kochs biografi)
  (30.8.15.)
Edvard Weie og hans eksistenskrise
Lone Franks store hjernetrip
Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag

Grønbechs metode
Konrad Lorenz' kulturopgør
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Vurdering af det 20. århundrede
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski



Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
De radikale undgår næppe tilbageslag  (11.6.15.)
Socialistisk Folkeparti må bøde for letsindigheden i 2011   (10.6.15.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)
Anders Fogh Rasmussens exit som statsminister  (5.4.09.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
Svenskernes illusioner brast  (18.9.14)



Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal