Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - teologi2018

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.2.18.

Teologien er ikke til megen hjælp for tiltrængt ny religionsforståelse

Når man selv ud fra en helhedsrealistisk livs- og kulturforståelse uden besvær kan gennemskue anerkendte religionsforskeres snæversyn med hensyn til forståelsen af religion som fundamentalt fænomen i udviklingen, så er det ganske ejendommeligt at læse den teologisk uddannede professor i religionsfilosofi ved Aarhus Universitet Svend Andersens angreb på de selvsamme to ateistiske religionsforskere som er genstand for min kritik i artiklen Er Gud menneskets opfindelse?. For han angriber dem ikke for snæversyn og mangel på psykologisk indsigt, men for "en himmelråbende uvidenhed eller en bevidst karikering" af den kristne gudstro. Og han bedyrer at religion og kristendom er for vigtige størrelse i vores samfund og kultur til at "blive behandlet på den amatøragtige måde".

Andersen opponerer - som undertegnede - mod Mikael Rothsteins opfattelse af Gud som en genstand, for Gud er efter Andersens mening universets skaber hinsides enhver skabning, altså med den klassiske betegnelse er et 'transcendent' væsen, hvilket ifølge ordbogen vil sige et oversanseligt eller overnaturligt væsen der ligger uden for erfaringen. Et sådant væsen kan man selvsagt ikke tale bogstaveligt og håndgribeligt om. Det kræver nemlig et andet sprog, hævder han. - Og dette kunne der være noget om, men 'argumentation' fra Andersens side afviser på forhånd modpartens argumenter som falske eller uvedkommende - og det er altså en skinargumentation. Men kan ikke i en fornuftig dialog med anderledes tænkende postulere personlige eller subjektive definitioner som sande, og modpartens synspunkter som falske eller uvedkommende, ved blot at hæfte betegnelsen oversanselig eller overnaturlig på de fænomener der er til drøftelse, for så hører både dialogen og fornuften op. Man gør derved sin religion til en trossag der er hævet over kritik og modsigelse - eller - om man vil - man gør sin tro til et fuldstændigt ufatteligt 'mysterium' man kan fryde sig over, fable om og tale om på et specielt sprog for indviede, men aldrig i ordets egentlige forstand samtale om med et menneske der ikke deler synspunktet om transcendens eller overhovedet accepterer noget uden for naturen.

Andersen opponerer af samme grund også mod Rothsteins opfattelse af religion som "kulturelt fænomen", der kun findes i kraft af videregivelse af sprog, forestillinger og handlinger. Og tillige mod Herbeners synspunkt at Gud er et menneskeligt produkt der lige så godt (eller bedre) kunne dyrkes som én blandt mange andre. Marx, Nietzsche og Freud har jo i 1800-tallet været inde på samme tankegang, men kunne ikke bevise at Gud er menneskets opfindelse. Deres forsøg var dog efter Andersens mening mere interessante end Rothsteins og Herbeners (uden at vi får at vide hvorfor, men mon ikke det har noget med originaliteten at gøre?)....

Naturligvis kan man hverken bevise om Gud eksisterer eller ikke eksisterer, da Gud under alle omstændigheder ikke er en genstand der kan måles og vejes. Og man kan desuden - som jeg selv har gjort - udtrykkeligt sige at Gud heller ikke blot findes i kraft af videregivelse af sprog m.m., men derimod har en universel eksistens i menneskets indre verden allerede før det tillærte sprog og traditioner kommer ind i individets eksistens, nemlig som indre forestillinger der trækker på kollektive forestillinger. Men da sådanne forestillinger hverken er sanselige eller håndgribelige, men intuitive og kun tilgængelige for det indre syn, så er Gud jo netop et psykisk (og dermed også et kulturelt) fænomen. At benægte dette i det 21. århundrede er simpelthen udtryk for den horrible naivitet at tro at man kan redde den sunde fornuft ved på forhånd at stemple intuitive forestillinger som overnaturlige, fordi de hverken er sanselige eller håndgribelige. Oplyste mennesker er i dag bevidste om at mennesket ikke er i stand til at se universet udefra eller give nogen årsagsforklaring på universets, jordklodens, livets, sprogets eller etikkens og kulturens opståen. Gudsforestillingen hører derfor slet ikke hjemme i årsagsforklaringernes verden. At give udtryk for at Gud har skabt verden er ikke og har aldrig været en naturvidenskabelig påstand i moderne forstand, men den er heller ikke et menneskeligt påfund. Den er derimod en spontan intuitiv indsigt af universel art, der inden for menneskeheden udtrykker både et vidunderligt, men uforståeligt faktum som vi ikke blot må tage til efterretning, men spontant føler os dybt taknemmelige for. Det vrimler med udtryk herfor i både myte, kunst, musik og digtning.



Svend Andersen påstår naturligvis også at Gud har trange kår i dagbladet Politikens debat, men han modsiges af en folkekirkepræst der interviewes næsten samtidigt til samme avis og som glæder sig over at tro og kristendom er blevet 'det nye sort' i debatten. Det véd Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro i København, fra de mange mennesker der opsøger hende, fordi de er blevet rådvilde i en tid der tilsyneladende undergraver både kristendommen og den almindelige gudstro på mange måder, herunder både ateisme og såkaldt videnskab der principielt afviser det hellige i eksistensen. Og denne interesse er efter hendes mening af det gode, "for uden åndeligheden ender vi alle i endeløse terapiforløb". Åndløsheden består efter hendes mening i at vi i dag glemmer at forholde os til de svære spørgsmål i livet: Hvorfor er vi her? Hvad sker der efter døden? Hvad er meningen med livet? - Og det er jo netop centrale eksistentielle spørgsmål som videnskaben - hvad enten den kalder sig humanistisk eller eksakt videnskab - ikke kan svare på, og som mange derfor må søge manet i jorden gennem bekostelig terapi eller pilleforbrug.

Der er efter min mening ikke tvivl om at mange af folkekirkens præster er gode til at lytte til disse spørgsmål og efter evne give svar der uden at foregive objektivitet eller absolut sandhed giver stof til eftertanke, men navnlig virker som personlig diskurs og dermed falder ind under det den jødiske filosof rammende kaldte "et virkeligt møde" - og hjælpen er oven i løbet helt gratis. Her er vi ikke alene ude over alle håbløse intellektuelle forsøg på at bestemme gudsforestillingernes og religionernes væsen eller uvæsen, men også ude over den ligeså håbløse benægtelse af spørgsmålenes fornuft og rimelighed. Når Ateistisk Selskab laver en buskampagne eller når nogen skriver et kritisk indlæg i Politiken, så betyder det bare at der kommer flere hen til præster som Østrem for at snakke om det. For som hun siger, for mange mennesker handler religion om at have et åndeligt hjem, og - tilføjer hun - så er det ligegyldigt om kirken kun bruges som en slags åndeligt sikkerhedsnet en gang om året til jul, eller når man tænder et lys ved sin døde mormors billede.



MEN - for der er et stort 'men' - dette har altsammen intet med humanisme at gøre, og det tror Østrem gudhjælpemig. Den humanisme vi taler om i dag er efter hendes mening ganske vist først for nylig blevet udvidet til sådan nogenlunde at rumme alle mennesker. Men nu er vi så, hævder hun, i gang med at tage visse rettigheder tilbage fra fattige og flygtninge, og det er galt, og det skyldes åndløsheden, for hvert eneste menneske er skabt med en værdi. Det er ikke skabt tilfældigt. Det er ikke bare atomer og neutroner der fiser rundt om hinanden. "Dit menneskeværd er ikke et jeg skal tilkende dig, for så går det galt. Det er også det der afgør om vi tillader udryddelser, udrensninger og borgerkrige, hvor man holder op med at se hinanden som mennesker".

Østrem er dermed blevet repræsentant for den udbredte trend i folkekirken der består i at gøre kristendommen til humanisme, på trods af at kristendommen fra tidligste tid (apostlen Paulus' breve) udtrykkeligt har hævdet - til forskel fra jødedommen - at mennesket ikke frelses ved sine gerninger, men ved sin tro. Men nu hævder Østrem og mange andre moderigtige præster for det første at kristendommen først og fremmest består i barmhjertighed og at det enkelte menneske derfor så at sige kun opfylder sine kristen-forpligtelser ved at gøre gode gerninger. For det andet gør hun menneskeværd ensbetydende med rettigheder, og det har heller intet med kristendom at gøre.

Stort set alle mennesker i Danmark og lignende europæiske lande synes det er forfærdeligt med de udryddelser, udrensninger og borgerkrige der finder sted rundt omkring på jordkloden og for tiden ikke mindst i Mellemøsten og Afrika, og som medfører en enorm og truende flygtningestrøm mod Europa. Det er en simpel humanistisk forpligtelse at fordømme disse overgreb og om muligt at bringe dem til afslutning, og indtil dette måtte ske at hjælpe de folk der lider nød i disse områder. Men det er en ren humanistisk forpligtelse, og den udelukker - modsat hvad mange borgere tror - bestemt ikke en overordnet hensyntagen til nationens og borgernes egen kamp for opretholdelse af det civile, humant indstillede og sekulariserede demokrati som vi har opbygget gennem et par hundrede år og som bl.a. i nyere tid har medført en særegen principiel ligestilling mellem kønnene. Man véd efter undertegnedes mening ikke hvad europæisk humanisme er, hvis man tror den kan bestå i at lade stå til over for fremmede der bevidst eller ubevidst vil vores kultur til livs.

Hertil kommer imidlertid det allerværste i Pernille Østrems argumentation, nemlig at det 'menneskeværd' hun taler om ikke er en størrelse man som præst, lærer, politiker, erhvervsleder eller almindelig borger skal tilkende den enkelte, men tværtimod er en rettighed ethvert menneske er skabt med i en eller anden åndelig henseende. Og dette er jo det skinbarlige vrøvl. En rettighed er et juridisk begreb som borgere får i kraft af borgerskabet - og dette er nok en kulturel størrelse, men ikke en åndelig. Men dertil kommer det helt centrale: Den basale 'værdi' ethvert menneske fødes med er naturligvis ikke noget det tilkendes det af nogensomhelst, men tværtimod noget der er givet i og med at det fødes ind i et levende, menneskeligt samfund der tager sig af det. Dette sker helt spontant og kræver ikke nogen beslutning af noget menneske eller nogen instans. Menneskeværdet tildeles automatisk barnet af de forældre og pårørende der får det - uden nogetsomhelst overlæg. Det tildeles det instinktivt og selvfølgeligt fra moderens side ved at blive taget i armene, lagt til brystet, kysset, kærtegnet og overdænget med søde ord, og det bekræftes efterfølgende fra faderens og andres side også ved at blive taget i armene, kysset og kærtegnet og eventuelt givet navn.

Det er altsammen så selvfølgeligt at alle kan se at der må være noget galt, hvis ikke det sker nogenlunde som beskrevet. Og det er i princippet nøjagtigt det samme der sker, når en hundehvalp eller kattekilling kommer til verden. Den bliver instinktivt slikket og ammet. Der er intet at undre sig over. Det er sunde instinkter der gøre udslaget. - På et senere tidspunkt kan man i menneskets verden givet individet en mere rituel, højtidelig indføring i slægten eller i det religiøse fællesskab, fx i forbindelse med navngivning eller dåb. Og det kræver altsammen kun den selvfølglige indstilling, at man gang på gang lader barnet erfare at det er elsket. Ret hurtigt kommer opdragelsen til, og det er den helt nødvendige tilpasning til familiens og samfundets praktiske regelsæt, og her kommer der naturligvis altid udfordringer, problemer og konflikter ind i billedet. Men den ubetingede kærlighed til barnet skal grundlæggende bevares, hvis barnet ikke skal lide skade.



Den amerikanske psykolog og terapeut Thomas A. Harris bruger en ganske fornuftig skematisk inddeling af familierelationerne ved at tale om 'Barnet' over for 'Voksen' og 'Forældre', hvor barnet konkret kan være enten et kreativt eller et frustreret barn, den voksne en rimeligt fornuftig og moden far eller mor, og 'Forældre' er de dominerende og magtfulde mennesker der konsekvent forlanger lydighed af barnet, også i trodsalderen og puberteten. Og han understreger naturligvis hvor vigtigt det er for barnets udvikling at det mødes med ubetinget kærlighed. Ellers mister det sin intimitet og kreativitet. Og ligeledes understreger han at kun den frigjorte voksne i den konkrete far eller mor kan nå til enighed med den frigjorte voksne hos andre om menneskers værd, herunder det oprindelige (ikke frustrerede) barns intimitet.

Men Harris kan også se sammenhængen med det religiøse aspekt og påpege at den religiøse oplevelse er den enestående kombination af Barnets følelse af intimitet og den Voksnes eftertanke med fuldstændig udelukkelse af 'Forældres' tilbøjelighed til styring og dominans. Harris nævner endda udtrykkeligt at kirken er et museum for Forældre-påstande, at mange såkaldt 'religiøse' mennesker er forældre-styrede (styret af de indoktrinerede moralregler), og at begrebet 'nåde' kun kan fattes af den Voksne. I den ægte religiøse oplevelse er Barnet derimod med. Og Harris understreger at den åbenhed og medlidenhed med mennesker der fandtes hos Jesus er et vigtigt historisk eksempel på at mennesket er elsket og er i stand til at elske og forstå andre.

Dette peger efter min mening på noget meget vigtigt i den aktulle debat om forståelsen af kristendom og religion. Kristendommen adskiller sig ret væsentligt fra patriarkalske lovreligioner ved at have sanktioneret en 'velsignelse' (eller 'nåde') der er en ubetinget bekræftelse på at det hører hjemme i familien og det større fællesskab, og denne sanktionering skyldtes vitterligt Menneskesønnen, der netop sagde nogle ord som ikke genfindes i andre religioner og som lyder: Lad de små børn komme til mig, underforstået 'så jeg kan røre ved dem og dermed give dem velsignelsen (Markus 10,14). Og han forstod også - uden at have læst psykologi - de grundlæggende psykologiske mekanismer så godt, at han helt selvfølgeligt understregede at ingen kommer ind i himmeriges rige, uden at blive som børn påny, hvilket vil sige uden at aflægge alle tillærte eller indoktrinerede meninger og holdninger.



Her er vi ved kernen i kristendommen - og derfor er det fatalt at den aktuelle trend i folkekirken går i retning af barmhjertighed og humanisme, og at kirkeministeren, teologer og mange præster ikke kan se behovet for en radikal fornyelse der skærer den katolske og protestantiske dogmatik, som den blev formuleret i trosbekendelsen, væk. Der kommer - som det fremgår af min artikel mod Herbener og Rothstein - ingen hjælp fra religionsvidenskaben. Og det gør der heller ikke fra professor Armin W. Geertz fra Aarhus Universitet der i sin kronik fornylig gjorde et stort nummer ud af at hævde at religion ikke bare er tåbelig overtro, men noget som har været en afgørende evolutionær fordel for mennesket i dets udvikling. Geertz skal have kastet sig over den kognitive erkendelse og psykologi og forstår lige så lidt som Rothstein og Herbener at man i al vurdering af religion må skelne skarpt mellem det magtmæssige og det åndelige, og for kristendommens vedkommende forstå at magtopbygningen i den kristne kirke ikke stammer fra det evangelium Jesus gik rundt og prædikede, men fra de dogmer der blev formuleret i år 325 og som bl.a. fik fatale formuleringer der stammer fra apostlen Paulus (herunder selve bekendelsen af troen) - jf. Teser om Paulus og kirkefædrene.

På grund af de etablerede, overvejende patriarkalske religionssystemers massive magtmisbrug gennem historien og ikke mindst gennem middelalderen og nyere tider (herunder også truslen fra islam) er selve ordet 'religion' blevet et yderst tvetydigt og udskældt begreb, der naturligvis ikke kan undværes når man skal beskrive eller drøfte de historiske fænomener, men som åbenlyst trænger til en alternativ og mere forståelig betegnelse i vore sekulariserede nutid. Jeg har foreslået at man tager skridtet fuldtud og bruger betegnelse helhedsrealismen eller hvis man skal være helt præcis "den komplementære helhedsrealisme", for den er konsekvent anti-dogmatisk og antiholistisk, men fremhæver ved hjælp af komplementaritetsbegrebet at vi mennesker har adgang til både den ydre, sanselige verden og den indre, intuitive eller åndelige verden - og bygger alt menneskeværd, alt fælleskab, al frihed og al mening med tilværelsen på at få disse to virkeligheder til at hænge sammen i et dynamisk modspil uden at ophæve den indbyrdes modsætning.

I denne helhedsrealisme holdes den nødvendige distance til såvel den naive tro på videnskabens bud på eksistensforståelsen som den teknologiske udviklings velsignelser og al ødelæggende magtkamp og ondskab.

Ejvind Riisgård

Artiklen vil blive fulgt op med en belysning af den påfaldende ændring i verdensbilledet der fandt sted i det 15. århundrede. Verdensbilledets ændring for 500 år siden langt fra problemfrit  (2.3.18.)



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Relevante artikler på Jernesalt:

Lys over landet, folket og eksistensen  (1.5.15.)
Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør  (24.12.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid



Konsistens-etikken  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens
Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007

De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Holismen en umulighed i dag

Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)

Har psykologien og terapien brug for samfundskritik?  (25.08.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)



Hvad er den umiddelbare realitet for en størrelse?  (20.12.15.)
Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Humanioras og humanismens dybe aktuelle krise  (6.9.15.)
Humanioras eksistenskrise er selvforskyldt  (12.10.14.)
Gives der slet ikke nutidig og progressiv eksistensfilosofi?  (16.10.13.)
Den irrationelle uvilje mod det irrationelle  (29.05.13.)

Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen mellem ånd og materie  (09.5.13.)
Dynamisk komplementaritet  (23.8.12.)
Livskvalitet og erkendelse - 3. artikel i ny serie om livskvalitet  (24.1.12.)
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Hvad skal vi med rationalitet og videnskab  (5.4.11.)
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet  (13.1.11)

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Artikler om Religion
Artikler om Psykologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal