JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - psykogsamfund

ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.8.17.

Har psykologi og terapi brug for samfundskritik?

Med stor interesse læste jeg interviewet med psykologen Cathrine de Thurah Wulff i Politiken lørdag den 12.8. og glædede mig specielt over at i hvert fald nogle praktiserende, universitetsuddannede psykologer langt om længe er nået frem til den erkendelse at et rent individuelt syn på menneskets psykiske eller åndelige liv ikke dur, eftersom mennesket også er - og altid har været - et socialt væsen der lever i et konkret samfund, en konkret kultur og et konkret åndsliv.

Som kronikøren påpegede er der et væld af forhold omkring os, såsom arbejdsmiljø, kultur, familie-forhold, skønhedsidealer osv., som vi ingen kontrol har over, men som påvirker os voldsomt alligevel. Hendes etik som terapeut byder hende derfor at forholde sig til disse strukturelle fænomener. Terapien er aldrig helt neutral, men må efter hendes mening også være 'aktivistisk' ved at sige nej til samfundets grundpræmis om at det er individet der er noget galt med, hvis det fx får en psykisk diagnose for at være for tyk eller for at få stress i jagt på 12-taller.

Cathrine de Thurah Wulff er - gennem samtaler med venner og kolleger plus klienter - nået til et punkt hvor hun må slå til lyd for at det hører med til psykologifaget og dets etik at man forholder sig til de samfundsstrukturer der hersker uden for terapilokalet og som påvirker os alle. I stedet for blot at holde sig til de gængse terapimanualer og ændre tankemønstre, vaner m.m., og i stedet for blot at se og behandle symptomer, mener hun at symptomerne skal forstås som en "modstandshandling" mod systemet fra individets side.

Hvis man finder fornuft i disse synspunkter, kan man ikke andet end ønske Cathrine de Thurah Wulff held og lykke med inddragelse af samfundskritikken i psykologien og terapien, men som gammel, livserfaren mand med ret god viden om psykologi, erkendelsesfilosofi og eksistensfilosofi samt samfundsforhold og historie må man også tilføje, at psykologiens gængse snæverhed og manglende evne til at hjælpe almindelige mennesker med almindelige eksistentielle problemer i et samfund der ændrer sig voldsomt og hurtigt, ikke bare skyldes at terapien fokuserer på det snævert individualistiske, men først og fremmest at psykologien gennem årtier er blevet mere og mere materialistisk og nu er havnet i en nærmest ideologisk bestemt overtro på at hjerneforskningen skulle være løsningen på menneskets psykiske problemer.

Hun nævner selv det uheldige i at flertallet af psykologer og terapeuter ser symptomer som udtryk for problemer i hjernen som folk bare skal lære at håndtere bedre - bl.a. ved hjælp af såkaldt behandlingspakker…... (plus piller).

Hun håber på at få startet en diskussion blandt fagfæller om samfundskritik og terapi, men først og fremmest tror hun det vil hjælpe folk at tænke på deres symptomer på en mere helhedsorienteret måde. Og så er der noget der klinger i mine øren.

Sagen er nemlig at der faktisk findes en eksistensfilosofi, eksistenspsykologi og eksistensetik der er helhedsorienteret og principielt tager afstand fra såvel materialistiske teorier som idealistiske teorier og i stedet ser mennesket som et helhedsvæsen der både har et legeme med sanser og en sjæl med intuition og derfor fra fødslen har to tilgange til virkeligheden: den ydre tilgang via sanserne og den indre via intuitionen. Den første tilgang er tillært og af sproglig art og er forudsætningen for tilpasningen til den praktiske virkelighed gennem oplæring, uddannelse, arbejde, produktion og politik. Den anden tilgang er medfødt og er af ikke-sproglig art; den har en helt anden logik end den førstnævnte (ingen formel logik, ingen sondringer mellem virkelighed og fiktion eller mellem fortid, nutid og fremtid). Men det helt essentielle er at det er denne medfødte tilgang der rummer al erfaring af kærlighed, tillid, erotik, sang, musik, dans, leg, sport m.m. - samt 'mening med tilværelsen' (mening skal her forstås som noget ikke-sprogligt, noget i retning af at føle sig hjemme i tilværelsen og være i gode hænder).

Ud fra denne begrebsramme er det forholdsvis let at forstå at det automatisk må give alvorlige psykiske eller åndelige problemer at forsømme eller ligefrem helt boykotte den frie, spontane, intuitive tilgang til den indre virkelighed til fordel for den bundne, skolingsmæssige og rationelle tilpasning til den praktiske, nyttebetonede og i vore dage også ekstremt konkurrencebetonede ydre virkelighed.

I gamle dage havde man ved siden af det hårde praktiske liv et folkeligt og religiøst liv der via sang, musik, dans, erotik, sex, fællesskab og kult sørgede for et rigt og frit åndsliv (religion og kult her forstået primært som noget ikke-dogmatisk eller førdogmatisk). Men dette sideordnede liv er stort set gået fløjten i de fleste samfundssystemer og kulturer - takket være den yderst ensidige dyrkelse af nytten, teknologien, fremskridtet og forbruget samt de dogmatiske religioners ødelæggelse af religionerne (i kristendom, jødedom og islam). Tilbage er kun et overfladisk eller æstetisk fritidsliv med voldsomme udskejelser i jagten på intense oplevelser af uforpligtende art, hvilket generelt vil sige noget der ikke har at gøre med den medfødte og naturlige etiske forpligtelse til at sørge for overvægt af det gode i livet.

Den helhedsorienterede filosofi, psykologi og etik jeg taler om er komplementær i den forstand at den ser de to tilgange til virkeligheden som lige berettigede, men med to helt forskellige hensigter. Og man skal følgelig ikke vælge mellem dem, men sørge for en eller anden vekslen og afbalanceren (der i alle tilfælde vil være individuelt og kulturelt betinget). Jf. Jernesalts 2009-filosofi.

Man undgår med denne helhedsrealisme al dogmatik; det frie menneske skal altid være i opposition til autoriteter og magthavere og kritiske over for tidsbestemte og ofte afhængighedsskabende trends.

Og man undgår desuden al determinisme. Intet menneskes skæbne er afgjort på forhånd. Årsagsloven bestemmer ikke alt.

Menneskets frihed indebærer ansvar for egen skæbne i et givent fællesskab - og det eneste krav etikken byder alle mennesker uanset køn, race, etnicitet og kultur er kravet om indre konsistens, og det er til gengæld altafgørende: enhver skal sørge for overvægt af det gode i livet - udfra den evne til at skelne mellem godt og ondt alle får i puberteten (ved det myterne kalder 'syndefaldet'). Med bevidstgørelsen i puberteten skabes ansvarligheden og friheden - og dermed selve kulturen.

Og det er konsistensetikken der sørger for den fulde ansvarlighed, både individuelt og samfundsmæssigt.

Det skal i denne forbindelse understreges at den gammelsdag skelnen mellem fornuft og følelse er utidssvarende, for vi véd i dag at det afgørende skel ligger mellem relativt svage og nøgterne, men til gengæld stabile følelser og forestillinger (de såkaldte sekundærprocesser) på den ene side og de intense og meningsgivende, men til gengæld ustabile følelser og forestillinger (primærprocesserne) på den anden side. Disse sidste dybe og meningsgivende 'følelser', forestillinger eller erkendelser er ofte etisk forpligtende og derfor bærende for konsistensetikken.

Ud fra disse synspunkter kan det siges med sikkerhed, at Cathrine de Thurah Wulff og hendes ligestillede fagfæller - uanset deres gode vilje og forhåbninger - aldrig vil få held til at forbinde psykologien og terapien med en bred og dybdegående samfundskritik uden at få fat på, at mennesket har et åndsliv ved siden af det praktiske liv, og at dette åndsliv kun kan være frit, kreativt og meningsskabende hvis og når det forstås som uafhængigt af såvel autoriteter som falske forestillinger om videnskaben som Sandheden, kunstige paradiser som Frelsen eller teknologisk-økonomisk fremskridt som Løsningen.

Åndslivet er kun frit hvis mennesket er fuldt bevidst om at følingen med den åndelige virkelighed ligger i følingen med de ukontrollable, kollektivt ubevidste kræfter i tilværelsen der er lige så jordiske og empirisk konstaterbare som den fysiske verden, men hverken kan bevises eller sandsynliggøres på objektiv vis som disse. De er af intuitiv art, det vil sige direkte og umiddelbare. Man kan ene og alene se dem, betragte dem eller danne sig en tydelig forstilling om dem ved at være fuldstændigt åben over for dem og altså suspendere al sædvanlig analyse. Og det vil sige at man må være åben og modtagelig for den vedvarende, aldrig ophørende indre dialog som underbevidstheden sørger for, fordi den i modsætning til den bevidste opmærksomhed ikke er styret af viljen eller noget som helst nyttehensyn.

Men det karakteristiske for den gængse materialistiske og hjernefikserede psykologi og eksistensforståelse er netop at man afviser den åndelige dimension af tilværelsen og helt aktuelt kan finde på rent ud at erklære den for al kreativitet og meningskabelse aldeles afgørende intuition for fejlagtig information.

Politiken bragte den 23. august et hårrejsende debatindlæg der postulerede at "videnskaben kan noget ingen anden videnskilde kan: den skærer igennem vores intuitioner og viser os verden, som den rigtig er". Indlægget var skrevet af meget kloge mennesker med fine titler, nemlig Rune Busk Damgaard der er cand.scient. og ph.d. i molekylær cellebiologi og forsker ved Medical Research Council, Cambridge, England, og Kasper Gade der er cand. scient. i biololgi og videnskabsredaktør på Gyldendal Nonfiktion. Og så kan det ikke være finere. De er det man kalder store autoriteter på et lillebitte område af naturvidenskaben, og de følte sig kaldede til at imødegå Politikens redaktør Christoffer Emil Bruun der i et debatindlæg havde angrebet videnskaben for at underkende den personlige erfaring og ikke at kunne tåle kritik. Den debat skal jeg ikke blande mig i; jeg er ikke på Bruuns hold - og når ingen af parterne synes at vide besked med at videnskab og eksistensforståelse er to vidt forskellige ting, kan man godt spare sig indblanding.

Men når Damgaard og Gade postulerer at videnskaben kan "vise os verden som den rigtig er ved at skære igennem vores intuitioner", så foreligger der ikke blot et klart subjektivt postulat, men total uvidenhed om hvad intuition er - og så kan d'herrer ikke dække sig ind bag henvisninger til fine uddannelser og titler. De afslører i én enkelt sætning lige præcis det materialistiske og hjernefikserede snæversyn der er katastrofalt for menneskeheden, fordi det gør fagvidenskab til ideologi eller overtro og ser totalt bort fra den del af eksistensen der har med mening at gøre og derfor betyder alt for alle mennesker lige fra fødslen.

Lad mig henvise til Encyklopædiens korte artikel om intuitionen (bind 9, side 448) som er skrevet af psykologen Henrik Høegh-Olesen. Intuition er evnen til umiddelbar og direkte opfattelse af en helhed eller sammenhæng uden forudgående rationel tænkning. Denne helhed kan være et almenmenneskeligt livsforhold, en praktisk, teknisk eller erkendelsesmæssig problemstilling eller tilværelsens inderste væsen. I modsætning til den rationelle tænkning, bygger den intuitive indsigt ikke på slutninger fra led til led, og kræver ikke anstrengelse eller intention, men præsenterer uden videre sit indhold for os, helt og komplet, uden at vi kan forklare hvordan denne helhed fremkommer. Indsigten har ofte åbenbaringskarakter og knytter sig ofte til en særegen ophævelse af afstanden mellem den erkendende og det erkendte.

Det vil tydeligt fremgå at intuition er noget helt andet end det man populært kalder 'mavefornemmelser' og som man ikke skal tage højtideligt. Man kan bare se på Busk og Gades udokumenterede mavefornemmelse. For egen regning vil jeg til Høegh-Olesens artikel dog føje den oplysning, at intuitive erfaring af ægte art ikke alene indgår i al stor kunstnerisk skaben fx hos Chagall, Johann Sebastian Bach og Storm P., men også i al stor og genial videnskabelig erkendelse - lige fra Galilei, Newton, Maxwell og Darwin til Bohr eller Vilh. Grønbech. Men kan her som regel endog nøjagtigt datere de afgørende åbenbaringer af store sammenhænge. Se eventuelt de anførte artikler.

Men i nærværende artikel om psykologiske problemer og samfundskritik er det naturligvis vigtigst at understrege at intuitionen indgår i al helhedsopfattelse af tilværelsens orden, sammenhæng og mening - uden undtagelse og uden brug af sprog og logik. Den intuitive indsigt er simpelthen medfødt og betingelse for efterfølgende at kunne tilpasse sig den fysiske, sociale og samfundsmæssige virkelighed. Mangler intuitionen, bliver eksistensen aldrig hel - og videnskabens opgave kan derfor aldrig blive "at skære igennem vore intuitioner", men at skære igennem vore falske og eksistenstruende forestillinger og mavefornemmelser af den art bl.s. hjerneforskningens forstandsidioter disker op med.

Politikerne og samfundsforskerne har også deres falske forestillinger, fagidioti og snævre interesser. De tror først og fremmest at det teknologiske og økonomiske fremskridt gør alle lykkelige, og at det derfor må gælde om at forcere fremskridtet og den økonomiske vækst. Men det er i vore dage skruet så meget op i gear, at det generelt giver stress, misundelse og psykiske lidelser. Så det ville ikke bare være en idé at komme med en relevant samfundskritik. Det er i dag en absolut nødvendig opgave, og kritikken skal ikke primært rettes mod fysiske personer eller fysiske institutioner - men tværtimod rettes mod selve vildfarelserne i den gængse videnskab, den gængse økonomi og den gængse politik.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: