|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.11.12.Hvad er umiddelbar realitet?Eksistens og videnskab er to tingUniverset, naturen og livet Sjælelivet, samfundslivet og åndslivet Legen, kunsten og musikken Kulten, gudsforholdet og humoren Henvisninger Eksistens og videnskab er to forskellige ting Til toppen Næste Forholdet mellem naturvidenskaben og vores eksistensforståelse er komplementært. Det vil sige at den tilstræbt objektive eller subjektuafhængige og principielt distancerede betragtning af verden eller naturen og dens mange enkeltfænomener er diametralt modsat den selvfølgelige, subjektafhængige og indforståede betragtning af tilværelsen, men samtidigt at ingen af dem kan undværes, hvis vi både vil opretholde et praktisk-realistisk billede af verden og bevare en grundliggende opfattelse af verden som meningsfuld og sammenhængende. Groft sagt gælder, at videnskaben bygger på objektivitet og distance, eksistensen derimod på subjektivitet og symbiose. I videnskaben ser man på alle fænomener udefra, man betragter alt som ting eller genstande og oftest i deres adskilthed fra helheden; i eksistensen lever man derimod midt i fænomenerne og må til hver en tid forholde sig personligt og deltagende til dem. Denne komplementære indstilling er grundlaget for hele Jernesalts filosofi. Hovedsynspunktet er at naturvidenskab i virkeligheden ikke kan sige det fjerneste om virkeligheden som helhed, men at vores psyke uden videre går ud fra og til stadighed vedligeholder den opfattelse at virkeligheden ikke bare udgør en helhed, men danner en meningsfuld helhed, hvor 'mening' vel at mærke ikke skal forstås som et sprogligt defineret begreb der kan fortolkes, men som umiddelbar kendsgerning der opfattes intuitivt uden intellektets hjælp og som noget selvfølgeligt. Dybdepsykologisk set beror de to modstridende opfattelser på at vi alle lever på to forskellige slags psykiske grundprocesser, nemlig de primære, som er medfødte og før-sproglige, og de sekundære som er tillærte og betjener sig af ord, begreber, sondringer og logik. Uanset den systematiske udvikling af sekundærprocesserne gennem hele livet (sprogligt, skole- og uddannelsesmæssigt, socialt, erhvervsmæssigt og politisk m.m.) vedbliver vi alle på det eksistentielle plan at være bestemt af primærprocessernes umiddelbare forestillinger om helhed, mening og symbiose. Glipper disse forestillinger havner vi ikke i en eller anden ønskværdig rationalisme eller nyttemoralisme, men i sindssyge eller dyb depression (fortvivlelse). Ulykken og udfordringen for vores kultur i dens nuværende stadium er, at naturvidenskaben og dens måde at tænke på efterhånden - og helt i strid med kendsgerningerne - har fået status som den eneste fornuftige, rationelle og korrekte måde at forholde sig på i den daglige praksis med al dens nytte og formålsbestemthed. Alt andet betragtes som noget følelsesmæssigt af mere eller mindre underordnet værdi der oven i købet ofte tenderer direkte mod metafysik og overtro. Denne naturvidenskabelige ringeagt for værdierne betyder, at eksistensforståelsen i høj grad forsømmes som selvstændigt erfaringsområde for alt det naturvidenskaben ikke kan sige noget seriøst om, nemlig 'meningen' med tilværelsen. Og da ingen kan leve uden denne umiddelbare 'mening', bliver resultatet at flertallet eksistentielt set render mere eller mindre forvirrede rundt og blandt andet bliver modtagelige for æsteticismens oplevelsesjag, paradoksmagernes leg med ord og begreber, dogmereligionernes og ismernes absolutte læresætninger, og videnskabsjournalisternes halve sandheder der får lov at fylde op i medierne, fordi redaktørerne heller ikke véd bedre. Gang på gang hævdes det eksempelvis i medierne at naturvidenskaben i princippet har fundet eller er tæt på at finde løsningen på gåderne om universets og livets opståen, eller at hjerneforskningen har løst sjælelivets mysterier. Folk betragter naturvidenskaben som en autoritet og hopper gladeligt på påstandene, inklusiv vrøvlet om at partikelfysikerne har fundet 'gudspartiklen', alt imens de samtidigt trodser samfundsforskernes teorier og ideer om demokratiets og økonomiens rationalitet ved at følge trendene i udviklingen, markedets spekulationsbobler, spindoktorers og reklamebureauers forførelse, sende hademails til folk der forstyrrer deres naivitet samt vælge de politikere der klæder sig bedst, smiler bedst, lover mest og gør sig bedst på tv (eller i amerikansk politik bedst på de store kultiske vælgermøder). De færreste vil være ved, at vi alle lever i en meningsmæssig sammenhæng der subjektivt set er en umiddelbar realitet, og at vi trods al opdragelse, skoling, læsning, uddannelse og oplysning ikke kan gøre andet, fordi de primære psykiske processer er stærkere end de sekundære. Det er noget vi ikke kan lave om på, og det skal vi ikke være kede af, for al mening, sammenhæng og al kvalitet og værdiladning beror på disse primærprocesser i og med at de afhænger af intensiteten i tanke og følelse. Prøver man at ignorere dette eller fornægte det med det formål at fremme sekundærprocessernes praktiske virke og nytte-rationalitetens stadige udbredelse der alt sammen beror på ikke-intensive tanker og følelser, opnår man intet andet end at hælde barnet ud med badevandet. Man tror, at den mening, kvalitet og sammenhæng der ligger i primærprocesserne kun er 'badevand' eller et andet underordnet hjælpemiddel. Man er ikke bevidst om hvori meningen og sammenhængen ligger - og derfor sætter de færreste sig ordentligt ind i hvad den umiddelbare realitet eller de umiddelbare realiteter vil sige. De umiddelbare realiterer er universet, naturen, livet, sjælelivet, samfundslivet, sproget, åndslivet, kærligheden, legen, kunsten, musikken, kulten og gudsforholdet. Alle disse realiteter er hvad Bohr kaldte 'elementære kendsgerninger' i den forstand at de er emergente fænomener i tilværelsen som naturvidenskaben ikke kan føre tilbage til eller reducere til andre elementære kendsgerninger, selvom mange fortsat tror det (især deterministisk indstillede). Eksistentielt set er mennesket i universet, i naturen i livet før det indlader sig på at filosofere over hvad det vil sige. Det er i sjælelivet, samfundslivet og åndslivet før det filosoferer over nogetsomhelst. Det er i kærligheden, legen, kunsten og musikken før det overhovedet tænker og før det skelner mellem sig selv og hvad det befinder sig i. Og det er derfor også i festen, kulten og gudsforholdet før det begynder at stille spørgsmål og rejse tvivl. Universet, naturen og livet Til toppen Næste At universet og naturen er elementære, ikke-reducerbare kendsgerninger hænger nøje sammen med det forhold at de er på forhånd givne fænomener som vi overhovedet ikke kan sætte os udenfor og iagttage fra et sted uden for os selv eller uden for menneskeheden på jordkloden. Naturvidenskaben er i stand til at komme med et kvalificeret bud på universets alder ud fra de rødforskydninger der ses i verdensrummet som følge af universets ekspansion. Alderen er blevet sat til ca. 13,7 mia år - og dette tal er der foreløbigt ingen saglig grund til at betvivle. Det vil formentlig blive justeret som følge af fortsat forskning, men den astronomiske tidsramme som sådan vil næppe blive ændret. Problemet er og bliver selve begyndelsen, da de to teoretiske muligheder der kan tænkes begge er lige tåbelige. For hvis hele universet kommer af intet, havner man blot i sproglig meningsløshed. For i vort sprog kommer som bekendt ikke noget af ingenting - bortset fra lommeuld, som Piet Hein vittigt sagde. Men hvis det kommer af noget, er det beregnede eller påståede begyndelse slet ikke en rigtig begyndelse, men blot en meget speciel overgangsfase. Og den har vi ikke forudsætninger for at sige noget fornuftigt om, da vi dels ikke kan sætte os uden for universet og iagttage nogetsomhelst udefra, dels ikke kan give nogensomhelst fornuftig forklaring på det nulpunkt i tiden der teoretisk følger af den fantastiske massekoncentration ved ekspansionens 'begyndelse', og endeligt ikke kan give en fornuftig forklaring på sammenhængen mellem tyngdekraftens og kvanteflutuationernes funktion ved det teoretiske eller spekulative nulpunkt. Forskerne forsøger at komme nærmere en forklaring ved at sætte hastighederne op i deres stadig længere og større partikelacceleratorer og ad den vej prøve at genskabe processer man formoder må have fundet sted ved den hypotetiske begyndelse, men det eneste forsøgene resulterer i er, at man finder nye, men yderst ustabile partikler. Selve den principielle vanskelighed med at forene relativitetsteori og kvantemekanik ser man bort fra. Og selve 'begyndelsen' er nu engang noget man forestiller sig eller ekstrapolerer sig til - men af gode grunde ikke noget man kan observere, endsige genskabe. Hvad naturen angår gælder stort set det samme, da naturen sprogligt kan dække det samme som universet. Men ordet kan naturligvis også gå mere specifikt på den natur vi kender her på jorden og som adskiller sig fra kulturen ved ikke at have menneskelig indgriben som forudsætning. Da større og større dele af jordkloden bliver opdyrket, fortrænges den form for natur vi opfatter som beroende på sig selv. Den kendes i dag overvejende i form af alle de naturfænomener der skyldes de voldsomme naturkræfter mennesket ikke kan kontrollere - herunder vejr og klima samt jordskælv og tsunamier. Men stadig har den uberørte natur stor fascinationskraft for det moderne menneske der bor i overbefolkede byer. Mange mennesker føler sig i direkte berøring med det guddommelige, når de står over for denne uberørte natur (som fx stjernehimlen) - og dette forhold viser hen på at naturen subjektivt, eksistentielt og uvidenskabeligt betragtes som en på forhånd given eller skabt sammenhæng - med det gamle græsk ord et 'kosmos' til forskel fra 'kaos' - eller 'Midgård' til forskel fra 'Udgård' som de gamle nordboere sagde. Humlen er at naturvidenskaben stiller spørgsmålstegn ved overleverede antagelser og fordomme, herunder alle de gode mytologiske fortællinger der udelukkende kredser om den menneskelige eller eksistentielle mening og sammenhæng. Naturvidenskaben har ligefrem som metode det princip filosoffen Descartes formulerede med ordene: "Man bør tvivle på alt" (på latin: De omnibus dubitandum est). Og det er et fornuftigt princip i naturvidenskaben, fordi forskerne netop ved at stille spørgsmålstegn ved overleverede antagelser, kan afdække nye kendsgerninger og årsagssammenhænge. Det er imidlertid slet ikke det eksistensen drejer sig om. Her lever man nemlig i forhold der principielt ikke kan tvivles på. Hvad man eventuelt kan tvivle på er alene påstandene om forholdene eller detailforklaringer på dem. Man kan ikke tvivle på at man selv er sat i universet og i naturen eller i livet. Ganske vist påstod Søren Kierkegaard at eksistensen dog begynder med ironien, men det afslører netop mandens intellektuelle distance til eksistensen. Han forstod ikke at accepten af eksistensen som et givet forhold, går forud for eventuel distance og tvivl, eller at ironi ganske som tvivl er en decideret tankefunktion der falder ind under de psykiske sekundærprocesser. Sjælelivet, samfundslivet og åndslivet Til toppen Næste Samtidens store forvirring om eksistensen kommer næppe tydeligere frem end i debatten om forholdet mellem sjælen og hjernen. Sidst har en naiv læserbrevsskribent hånet en anmelder der tillod sig at kritisere en tv-kendt hjerneforsker for mod bedre vidende at flirte med tanken om at sjælelivet kan reduceres til hjerneprocesser. Det er der mange der tror på og derfor kan man åbenbart vinde billige point ved at undlade at sige sandheden: at hjerneforskningen trods sine store fremskridt med udforskningen af forholdet mellem hjerneprocesser og målelige delaspekter af den psykiske aktivitet ikke kan og aldrig vil kunne sige noget om sjælelivet i egentligste forstand, for dette beror ikke på målelige hjerneprocesser alene, men først og fremmest på aldeles uforklarlige helhedsprocesser der omfatter både hele individets personlige krop og hele det upersonlige felt af energi som udgøres af det menneskelige fællesskab og som for forståelsens skyld bedst kan sammenlignes med det elektromagnetiske felt i fysikken, men naturligvis ikke kan forklares ad den vej. Det allerværste udslag af hjerneforskningens vildledning af den almindelige borgers grundopfattelse af forholdet mellem hjerneprocesser og sjæleliv er det hjernedødskriterium som folketinget vedtog i 1990 og som gav grønt lys for transplantation af vitale organer som hjertet fra personer hvis hjerne ifølge hjerneskanninger var ophørt at fungere, men som endnu ikke var konstateret hjertedøde og derfor blev holdt kunstigt i live ved respiratorer. Loven havde naturligvis det ædle formål at give livstruede patienter med dårlige hjerter mulighed for at få et nyt og dermed overleve deres sygdom. Men lovgiverne så fuldstændigt bort fra den ældgamle menneskelige erfaring at et mennesket ikke er død før dets hjerte er ophørt med at slå, hvilket igen altid har betydet at sjælen ikke forlader et menneske før det er holdt op med at trække vejret og er blevet et koldt legeme, et lig. Det er simpelthen ufattelig at ellers fornuftige politikere har kunnet negligere denne ældgamle erfaring og lade materialistisk indstillede læger og forskere der ikke har begreb om at sjælelivet er en umiddelbar realitet overtage menneskets dødsafslutning på hospitalerne - og reelt indføre et helt uværdigt og uacceptabelt pres på de døende patienters pårørende. At det kan gå galt som i tilfældet Carina er allerede noget der bør mane til eftertanke, men den hævdvundne praksis er et uhyggeligt eksempel på at flertallet af politikere og læger i dag ikke længere aner hvad en sjæl er. Sjælelivet er en umiddelbar realitet som ethvert barn allerede oplever og fornemmer intutitivt fra det fødes og som simpelthen ikke middelbart kan forstås uden at man forudsætter et kollektivt felt af psykisk energi som eksisterer og virker uafhængigt af det enkelte individ. Da det som umiddelbar realitet er ubevidst er den bedste betegnelse for det fortsat 'det kollektivt ubevidste', som Jung kaldte det, og som han udforskede systematisk. Det centrale er at det giver sig udslag i alle former for spontan psykisk aktivitet som i spontan pludren og sang, spontane bevægelser (som fk dansebevægelser), spontane drømme (natdrømme som dagdrømme), spontane forestillinger om mulige aktiviteter og mulige projekter og mulige valg mellem disse aktiviteter eller projekter samt spontane forestillinger om fortidige eller fremtidige begivenheder - eller under ét al den spontane kreativitet man allerede finder hos børn og som blandt voksne giver sig udslag i særdeles givende kreativitet - praktisk, kunstnerisk, idémæssigt, politisk og religiøst. Fælles for alle disse spontane psykiske udslag er - som det fremgår af Jungs studier - en lang række 'arketypiske forestillinger', dvs forestillinger som er universelle og i vid udstrækning går igen i alle kulturer til alle tider (og derfor genfindes i forskellige variationer i alle myter), og som igen på hypotetisk plan kan siges hver for sig at have udgangspunkt eller inspirationskilde i bestemte grundforestillinger som far og mor, himmel og helvede, guder, djævle og engle, trolde og hekse bare for at nævne nogle få. Det afgørende er at disse inspirationskilder er uhyre skabende eller givende, men at de hverken kan defineres eksakt eller overhovedet måles og beskrives eksakt. De er kilder for en endeløs mængde af billeder og har været det gennem alle tider, men kan lige så lidt forklares som det enkelte menneskes personlige bevidsthedsdannelser kan. De unddrager sig nemlig begge den eksakte påvisning af en kobling mellem hjernens materielle delprocesser og sjælens utroligt varierede og kreative helhedsmæssige og meningsbærende processer. Ingen kan give en forklaring på denne ejendommelige og emergente umiddelbare realitet eller det mysterium som ligger i at materien i de sjælelige processer så at sige giver sig til at reflektere sig selv. Men selve udslagene af denne omfattende og vidtforgrenede refleksion fra såvel individets som kollektivets side er ubetvivlelige. Både samfundslivet og åndslivet forudsætter disse ubevidste kollektive fænomener, og dette betyder at begge bliver umiddelbare realiteter som må tages til efterretning som elementære kendsgerninger, men ikke kan reduceres til andre og ikke kan eksakt og udtømmende forklares. Derfor er det vildledende at betragte samfundet som en konstruktion, selvom der naturligvis i dets væsen og indretning indgår menneskeskabte og menneskevillede delelementer, som hele tiden kan justeres gennem love, administration og strukturer. Samfundet er altid mere end disse elementers kombination. Og derfor må såvel samfundsforskningen som det politiske system give op, når de forsøger at gøre alt til bevidst og rationel konstruktion eller at tegne det ideelle samfund på de ideologiske tegneborde. Forskningen kommer aldrig bag om samfundet og dets forankring i det ubestemmelige og indeterminerede kollektivt ubevidste, og det politiske system får aldrig held med den vilkårlige samfundshersen efter indsnævrede dogmer og utopier. Den videnskabelige forskning kan på begge felter sagtens komme med nyttige analyser af bestemte delelementer af samfundslivet som fx. vælgervandringerne eller den sociale lagdeling, men samfundsliv og politik bliver aldrig videnskab. De bæres og skabes ikke af folk der sætter sig uden for med henblik på at iagttage processerne, men af dem der står midt i processerne som aktive deltagere. Åndslivets umiddelbare realitet viser sig først og fremmest i den uforudsigelighed der præger det frie samfunds fællesskab og dets undertiden lunefulde udvikling, men det viser sig i allerhøjeste grad også i den modstand befolkningen rundt omkring giver alle de dogmatiske eller fundamentalistiske systemer af såvel religiøs som ideologisk art som prøver at skabe ensretning og tyranni. Åndslivet trives kun i frihed, og derfor mødes al undertrykkelse spontant med modstand. Diktatorer kan meget vel have held til i en kortere eller længere periode at fastholde undertrykkelsen med systematisk vold og overgreb, men det betyder altid indsnævring af virkeligheden og derfor også altid spontan modstand. Det grelleste eksempel på systematisk undertrykkelse i nyere tid er det sovjetkommunistiske system fra 1917 til 1989, fordi det var så langvarigt og så skånselsløst brutalt. Men det undergravede sig selv gennem totalt fravær af sund kreativitet (det stagnerede), og det viste sig at det trods alle hensynsløsheder ikke formåede at udrydde den folkelige åndelighed og religiøsitet. Specielt lykkedes det aldrig at kue den katolske kirke i Polen. Ånden var stærkere end magtsystemet, selvom om også katolicismen i kraft af sin dogmatisme selv udgør et magtsystem, der på andre felter er kommet til kort over for folkereligiøsiteten (fx med hensyn til madonnadyrkelsen). Åndslivet har mange konkrete udslag som alle kan vise den ejendommelige emergens der lå i bevidsthedens opkomst i den biologiske udvikling. Legen, kunsten og musikken Til toppen Næste Det spontane ved det kollektivt ubevidstes mange manifestationer i både det individuelle liv og folkelivet er allerede blevet fremhævet, men ses også meget tydeligt i de mange konkrete udslag af leg, kunst, musik og dans. Ingen der iagttager børn eller for den sags skyld dyreunger i fri udfoldelse er i mindste tvivl om at spontaniteten er fremherskende. Nok lærer ungerne hurtigt tingene og omgivelserne at kende og at gøre deres erfaringer med bevægelsesapparatet, sanseapparatet og udtryksapparatet, således at de går ind i den stadige og fremadskridende realitetsprøvelse der er baseret på de psykiske sekundærprocesser. Men de morer sig bedst ved den frie udfoldelse og viser her stor kreativitet med ofte overraskende udslag. Bare det at se en flok kattekillinger udfolde sig i leg er overordentligt morsomt. Det er også fuldstændigt rigtigt at alle unger lærer en masse gennem den frie udfoldelse, men det afgørende er at spontaniteten får lov at råde. Derfor er det selvsagt et problem at kanalisere menneskebørn ind i faste formålsbestemte aktiviteteter for tidligt. Fornuftige børnehavepædagoger er naturligvis opmærksomme på problemet, men der er fortsat grund til at skelne mellem børnekultur og skolekultur på den måde Jon-Roar Bjørkvold gør i sin bog om det musiske menneske. Børnekulturen er musisk og dermed præget af spontaniteten. Eksistentielt nærvær, ægthed og oprigtighed er helt afgørende. Skolekulturen er derimod umusisk; barnet skal lære at sidde stille, at koncentrere sig om bundne opgaver og frem for alt lære at læse. Den bliver overvejende bogstavcentreret, hvor den hidtil var mundtlig - og ydermere kropslig. 'Magien' forsvinder derved. Og det betyder, at spontaniteten stort set går fløjten - eller henvises til frikvarter og fritid. Bjørkvold kalder det ligefrem ‘det institutionaliserede barndomsbrud', og det ligger altå i seks-års alderen og ikke først i puberteten i form af ungdomsoprør eller ‘syndefald'. Igen må det retfærdigvis nævnes at forældre, lærere, politikere og forskere er opmærksomme på problemerne, og at de prøver at modvirke de megt uheldige følger, men de vedbliver at være under pres fra selve det paradigme der hedder at vi skal være flittige, uddannelsesmindede, effektive og konkurrencedygtige, fordi vi ellers ikke har råd til den velfærd vi har vænnet os til og betragter som en rettighed. Modsætningen mellem nytteværdi og spontan kreativitet bliver stående som logisk uopløselig. Og det må vi lære at leve med. Men det betyder i vid udstrækning at 'magien' og 'evigheden' forsvinder fra hverdagen og samfundsudviklingen. Kunsten og musikken får derfor sin særlige store betydning i vore dage som rummet og tiden hvor spontaniteten, kropsligheden og det musiske kan udfolde sig uden hensyn til nytteværdien. Begge må igen betragtes som umiddelbare realiteter der nok intellektuelt kan analyseres udefra efter hævdvundne æstetiske, psykologiske eller socialvidenskabelige principper - jf. fx artiklen om David Favrholdts æstetik, men hvis magi eksistentielt set kun kan fanges gennem aktiv deltagelse. Man må gå ind i musikken som Peter Bastian netop kalder sin bog. Og man må tilsvarende gå ind i kunsten og opleve den indefra for at få fuldt eksistentielt udbytte af den. William Blake, Marc Chagall, Per Kirkeby, Arne Haugen Sørensen og Carl-Henning Pedersen er glimrende eksempler på kunstnere der bevidst trodser alle bedsteborgerlige krav om nyttehensyn, genkendelighed og bekræftelse og som begiver sig den frie kreativitet i vold selvom det kan koste kamp. Blake så på evigheden som en uudtømmelig kilde for såvel forestillinger som materialisationer i form af konkrete ting på jorden og konkrete værker lavet af mennesker i form af enten håndværk eller kunst (for Blake i grunden det samme). Der var hos Blake især i tidlige faser en tendens til at betragte materialisationen som et beklageligt fald fra himmelen eller det evige ned på jorden og til det timelige, men efterhånden som han indså ‘komplementariteten' i verden, at der er en dobbeltdrift i alt, så gik han væk fra at betragte det jordiske som noget negativt - medmindre det blev fastfrossent i en stavnsbinding til det materielle, nyttige, borgerlige. Men det var op til mennesket selv at undgå denne stavnsbinding ved at fastholde tilgangen til det evige. Blakes udformede en af sine centrale erfaringer i sætningen at evigheden er forelsket i tidens frembringelser. Marc Chagall tilbyder mange indgange til sin kunst, først og fremmest den spontant følelsesmæssige. Billederne fungerer netop spontant på grund af det arketypiske indhold. Den uafladelige billedmæssige henvisning til de arketypiske forestillinger gør Chagalls billeder universelle, for selve forestillingerne er universelle og kan til hver en tid aktiveres i bevidstheden ved brugen af passende billeder, ord eller musik. Og de kan knyttes til enhver sammenhæng via frie associationer. Dette betyder selvfølgelig ikke at man ikke kan kommentere Chagalls billeder eller billeder i det hele taget. Det gør vi nu engang, fordi vi er reflekterende mennesker der hele tiden prøver at skabe forbindelser mellem kunstværkerne og kunstnerens liv, miljø, baggrund, erfaringer og oplevelser - og vore egne forestillinger. Men uvilkårligt betragter vi den ikke-fortænkte kunst som den bedste. Vi vil netop ikke have filosofiske, religiøse eller bedsteborgerlige facitlister eller have vort synsfelt snævret ind. Vi ønsker at gå med åbent sind ind i kunstnerens univers for på den måde at få udvidet vort eget og få bedre føling med noget der står over os selv. Per Kirkeby, der faktisk er videnskabeligt uddannet geolog og i den forstand en jordbundet mand, er en kunstner der tilsyneladende starter et billede med nogle tilfældige linjer og farver på et hvidt lærred der hidrører fra de tilfældige farver han i bøtter og tuber har til rest fra tidligere billeder - 'kartoffelmos' kalder han selv disse rester - og dem går han straks i dialog med for at finde en struktur, noget fast. Han kan efter eget udsagn overhovedet ikke male uden at se ud i verden og heller ikke se ud i verden uden at at finde mening i det sete. Tilsyneladende starter han med at se det uskyldige i verden, men i og med at han søger og finder en struktur, mister han uskylden. Og dybest set kan han slet ikke få øje på et ubesmittet landskab, for det var en central og rystende oplevelse for ham som ganske ung geolog i Grønland at måtte konstatere, at der slet ikke findes et ubesmittet landskab i verden. Vi ser så at sige ethvert landskab med subjektive øjne. Arne Haugen Sørensen har en ganske speciel fremgangsmåde når han maler, nemlig at blive ved og ved indtil han finder det sted i processen hvor han som en anden samurai kan hugge til og siger stop. Det er aldrig et punkt der kan nås ad rationel vej, for det er så at sige billedet selv der som noget større uden for ham selv lægger op til et angreb der kræver øjeblikkelig afværgen. Indstillingen over for kunstværket bliver derfor ifølge Haugen zenagtigt, tålmodigt afventede det rette tidspunkt for handling. Hele denne metode har gjort det næsten tvingende nødvendigt for Haugen at male på mange billeder samtidigt, således at han kan gå fra det ene til det andet og male nye strøg eller nye lag oven på, indtil øjeblikket kommer. - Arne Haugen gjorde også tidligt den erfaring at den gode vilje kan ødelægge et billedet fuldstændigt, nemlig når kunstneren bliver ved med at rette og rette i det forfængelige håb at gøre billedet bedre og bedre. Men på den måde ville Haugen kunne komme til at male hele sit liv på det samme lærred! som han udtrykker det. Efterhånden udviklede han derfor en arbejdsmetode hvor det nærmest lykkedes ham at sætte sin vilje helt ud af spillet. Han havde fundet ud af at det var hans gode vilje der ødelagde et godt billede. Musikken har det særlige ved sig at spontaniteten kommer helt af sig selv, fordi alle kan synge og danse fra de er helt små - og vel at mærke også gør det. Den er ikke bundet af nogen forestilling om at ligne eller efterligne det sansede man kan se i omgivelserne. Den kan tværtimod direkte udtrykke noget stort set alle mennesker umiddelbart finder essentielt ved tilværelsen og derfor både meningsfuldt og livsbekræftende uden at intellektet blandes ind i bedømmelsen. Ifølge filosoffen Arthur Schopenhauer åbenbarer komponisten verdens inderste væsen og udtaler den dybeste visdom i et sprog som hans forstand ikke fatter. Den erfarne musiker og kyndige og provokerende amatørfilosof Peter Bastian, der også har studeret kernefysik, beskriver den optimale musikoplevelse på denne måde: Ud fra komponistens åndelige dimension opstår der ved inspiration konkrete forestillinger, følelser og strukturer, der materialiserer sig i et partitur med angivelse af den praktiske, instrumentale udførelse. Ved denne skabes lydbølger der perciperes af modtagerens sanseapparat og herigennem fører til dannelse af følelser, strukturer og gestalter i modtagerens sind, der igen - i det optimale tilfælde - transcenderer til en musikalsk enhed i modtagerens åndelige dimension. Tilhøreren møder dermed komponistens ånd. Forudsætningen for at musikken transcenderer, så musikstykket ikke bare opfattes som lydbølger eller analyserbare strukturer, men som en enhed, er imidlertid, understreger Bastian at alt gælder med, at modtageren afstår fra at prioritere og analysere. Der kræves vågen opmærksomhed og resonans, hvad der igen betyder, at det sædvanlige egoforsvar med dets evindelige trang til at skelne og afvise uønskede følelser og sansninger suspenderes. Musikkens væsen er holistisk og går tabt i enhver analyse. Johann Sebastian Bach var faktisk helhedsrealist: Han levede til dagligt i den sædvanlige reale virkelighed, hvor han klarede sine jordiske forpligtelser med familieliv, organist- og kantorvirksomhed, musikundervisning og komposition, men han levede samtidigt i direkte føling med det himmelske eller guddommelige, og han vidste at det er dette guddommelige der giver helheden, meningen og sammenhængen. Bach kunne leve i denne himmelske tid i kraft af sine erfaringer som mystiker der var nært forbundet med hans erfaringer som musiker. Og forholdet mellem de to sider af virkeligheden ser ud til at have været aldeles uproblematisk, fordi han via sin lutherske kristendom havde gode betingelser for at se dialektikken i forholdet. Forholdet betragtede han som komplementært i den bohrske betydning af ordet. På logisk eller rationelt plan er der tale om uforligelige modsætninger, men modsætningen ophæves når man på intuitivt plan kan se begges uundværlighed og fundamentale værdi i eksistentiel henseende. Komplementariteten findes også i forholdet mellem det musikantiske og det sakrale aspekt i Bachs musik. Han havde lige store evner og lige stor kreativitet på begge områder, og alt tyder på at han både kunne musicere på livet løs med største lyst og fryd og kunne finde frem til de toner og klange og mønstre der giver 'freden over al forstand'. Der er værker der er udpræget musikantiske, ja ofte fuld af humor, og andre der er udpræget sakrale. Men højdepunkterne findes hvor spændingen mellem dem sker inden for samme værk - som i kantaterne og de store messer/passioner. Richard Wagner var ubetinget en romantisk komponist, og da romantikken her på siderne primært fortolkes som en reaktion mod Oplysningstidens alt for snævre rationalisme og som genopdager af den føling med det kollektivt ubevidste som samme rationalisme lukkede og stadigt pøver at lukke øjnene for, så skal det særligt påpeges at Wagners musik i høj grad afspejler forholdet til det kollektivt ubevidste. - Det var den manglende kontrol og specielt den manglende kontrol over seksualdriften der skræmte Schopenhauer og Wagner. Det gav i begge tilfælde inkonsistens i udviklingen, men i Wagners tilfælde var der samtidigt en stor forståelse for den kreative side af sagen. Han inspireredes altid mest af spontan erotisk tiltrækning, og han oplevede gang på gang at få digteriske og musikalske ideer, motiver, klange, former og sammenhænge forærende af kræfter i sig selv han ikke var herre over. Det fremgår i eminent grad af Wagners samlede oeuvre at musikken ikke alene kan bygges op i store former og lange linjer der kulminerer i specifikke former for ekstase, men også i slutninger der mere generelt peger ud over dagligdagen og sædvanevirkeligheden. Musikken har den evne at den kan transcendere, gå ud over sin egne grænser. Og det er uden al tvivl musikkens største evne. For den klassiske musik i almindelighed og den krævende operaform i særdeleshed gælder at de i sig har kvaliteter som anden musik ikke har, herunder den intense, men umiddelbare føling med virkeligheden i dens komplementære dobbeltkarakter af fysik og lyd på den ene side og ånd og energi på den anden. Richard Wagners fortjeneste er at have skrevet operaer der ikke alene kan nydes for dem der har øren at høre med og øjne at se med, men som også kan se eksistensen som et vedvarende 'syndefald' der skaber kultur i og med at mennesket gør oprør mod guder og forældreautoriteter, men vedbliver at trække på det kollektivt ubevidste. Det essentielle ved Wagners musikdramatik var selve fastholdelsen af den spændingsfyldte komplementaritet mellem det timelige og det evige, mellem det magtmæssige og det kærlighedsmæssige og mellem det immanente og det transcendente i en storslået ligevægt mellem ord, musik og iscenesættelse. Dermed er vi med musikken rykket over i det kultiske, og det skyldes at musikken i særlig grad har evnen til at rykke mennesket ud af den daglige trummerum eller sædvanevirkelighed over til den direkte føling med virkeligheden i sin stærkeste form. Dette er ikke bare en påstand der kan udslynges omkostningsfrit, det er også en udbredt erfaring der i dag gennemsyrer vort sekulære velfærdssamfund og synes på vej til helt at erstatte den efterhånden intetsigende kirkelige kult. Kulten, gudsforholdet og humoren Til toppen Næste Kunsten kan få sin særlige betydning netop ved at holde sig på afstand af det politiske og koncentrere sig om at holde kilderne til det kollektivt ubevidste åbne. Musikken spiller en særlig rolle, fordi den - som Schopenhauer allerede forstod - i højere grad end nogen anden kunstart udtrykker 'livsviljen' eller bedre 'den psykiske energi' direkte, hvad der igen betyder at den hos næsten alle mennesker rummer mulighed for en bevidsthedsudvidelse der giver kontakt til en instans uden for det enkelte menneske som er større end det selv. Bedre korrektiv til det praktiske liv med dets nyttemoral og magtkamp end musikken gives simpelthen ikke. Kulten kommer uundgåeligt ind i musiklivet, fordi musikken efter sin natur har 'religiøse' undertoner, ikke i dogmatisk forstand, men i 'helhedsrealistisk' forstand - religion forstået som den umiddelbare føling med den fulde meningsgivende virkelighed. Musikken rummer mulighed for direkte føling med det 'guddommelige' eller 'sakrale' således som specielt kirkemusikken alle dage har gjort, men også den klassiske tragedie gjorde - og derfor specielt operaer af Mozarts eller Wagners format stadig formår. Der skal absolut ingen dogmatik eller konfessionel formidling til for at skabe den direkte føling. Tværtimod blokerer disse let. Kult er religionshistorisk set nøje forbundet med fællesskabets fest og ekstase. Man kan slet ikke tænke sig en kultur uden ritualiserede fester der finder sted på kultiske tider og steder, som kredser om myter og guder og som har ekstasen eller entusiasmen som hovedformål. 'Ekstase' betyder at 'gå ud af sig selv' og 'entusiasme' at 'gå op i gud' - hvad der i kultisk sammenhæng er et og det samme. Midlet er primært rytmisk sang og dans samt drama. Men den moderne sekularisering betyder naturligvis at kulten skifter indhold således at centreringen og bevidstheden om mytiske begivenheder og gudernes selvfølgelige placering i dem nedtones eller helt forsvinder til fordel for en forstærkelse af selve det formelle, musiske, dansemæssige og ekstatiske. Sekulariseringen er imidlertid ikke alene en nødvendig demokratisk adskillelse mellem verdslig magt og kirkelig magt, men i praksis også en betydelig mindskelse af de officielle religioners indflydelse. Mange reagerer på kirkernes afmagt og naturvidenskabens samtidige fremmarch ved en ateisme eller benægtelse af troen på guder, som i og for sig er fuldt forståelig som reaktion, men som ikke desto mindre har virkninger der slet ikke er tilsigtede og som langt fra er hensigtsmæssige - for slet ikke at tale om at den giver fundamentalistisk islam friere slag. Det forholder sig nemlig dybdepsykologisk sådan, at guderne er arketypiske forestillinger der repræsenterer så store energiladede bindinger at de ved kulten går hen og bliver de allerstærkeste værdikilder for et menneske eller et fællesskab. Sådanne værdikilder kan intet menneske og intet folk undvære, og hvis mennesket eller folket af forskellige grunde som fx undertrykkelse i et religiøst miljø eller fra diktatorisk fundamentalisme tager afstand fra gudsdyrkelsen og bliver ateistisk eller indifferent indstillet, så indebærer det ikke automatisk at det mister den største magt i sit sind, men at det bliver usikker på dets væsen, savner ord for dets eksistens og rolle og derfor begynder at give andre instanser gudestatus i sindet. I værste fald kan mennesket gøre sig selv til gud - og dermed ende i en voldsom psykisk inflation af den art fx. Nietzsche havnede i. I mere almindelige tilfælde erstatter folket de gamle officielle, religiøse guder med pseudoguder som fx politiske eller ideologiske heltetyper med tilhørende lederkult (eksempelvis Hitler, Mussolini, Lenin, Stalin, Mao, Kim Il-Sung eller Ayatollah Khomeini, Osama bin Laden, Saddam Hussein og Muammar Gaddafi). Det uforudsigelige modspil fra noget overordnet mangler. På jævnt dansk plan, hvor hverken de politiske eller religiøse ledere længere har heltestatus eller blot førerstatus, vælger man sportsstjerner, rockstjerner og tv-stjerner som erstatning - og her er der ingen grænser for heltedyrkelsens eller kultens omfang. De store sportsbegivenheder og de store musikfestivaler får alle et stærkt kultisk præg og format. Officielt taler man hverken om kultisk tid eller kultisk sted. Man kredser ikke om hellige bøger og tekster, men ritualerne og heltene er der. Og ekstasen er formålet, selvom man i de fleste tilfældes nøjes med at tale om begejstring. Men alle der har et tilstrækkeligt sammenligningsgrundlag med religiøs eller ideologisk kult har ingen vanskeligheder ved at se lighederne. Og forklaringen er ligetil: intet folk kan undvære kult. Fjerner man de gamle religiøse elementer fra kulten, erstattes de uundgåeligt af andre mere verdslige eller sekulære elementer. Forskellen er at det vigtige modspil fra en eller anden overordnet instans totalt mangler. Igen snydes flertallet af begrebernes udvanding eller omdefinering, idet de tror at de som ateister er hævet over både gudsdyrkelse og kult. De fleste mennesker går uden videre ud fra at når man afviser al tro på gud med henvisning til at guds eksistens ikke kan bevises eller dokumenteres (og hvordan kan han overhovedet eksistere, når der er så megen ondskab i verden?), så bedrager de sig selv ved at forveksle religiøs eller ideologisk dogmatik og fundmentalisme med en oprindelig udogmatisk helhedsrealisme der gør gudsforholdet til en aktiv relation med uafladelig dialog og ikke en intellektuel påstand der kan hævdes eller benægtes efter behag og kritisk sans samt ledernes magtvilje. Ægte kult og gudsforhold er en umiddelbar realitet som det er sprogligt meningsløst at benægte eller hævde. Den kan man kun forholde sig til på samme aktive og deltagende måde som man forholder sig til kunst eller musik på. Man kan gå ind i musikken og lade sig omslutte af den, åbne sig for den og være i frugtbar dialog med den - eller man kan lade være og holde sig udenfor. Og kun i første fald får den eksistentiel betydning. Og man kan gå ind i kulten og gudsforholdet og lade sig omslutte af dem og åbne sig for dem - eller lade være og holde sig udenfor ved fx at afvise guds eksistens, men denne afvisning er ikke mere relevant end at afvise musikkens eksistens, for det er ikke musikkens påviselige, men fortolkelige eller diskutable materielle egenskaber - så som noder, instrumenter eller lydbølger - der skaber muligheden for dens virke og fællesskab, men den udførelse man kan være meddeltager i. Men morsomt er det unægteligt at læse at en udmærket forfatter som Bjarne Reuter, der netop har udgivet en genfortælling af biblen, finder det relevant at understrege at han ikke tror på Gud, for dermed afslører han blot at han ikke kan godkende postulater om guds eksistens fra noget hold, men han røber slet intet om at de tilgrundliggende myter ikke interesser sig en døjt for denne problematik, men simpelthen afspejler den direkte og umådeligt inspirerende føling med de arketypiske forestillinger, som går forud for al intellektuel skepsis og kritik og som man kun kan forholde sig til ved at gå i dialog med dem. Og her nærmer vi os et afgørende karakteristisk træk ved de oprindelige gudsforestillinger, nemlig at de som arketypiske forestillinger ikke kan defineres eller gøres til genstand for dogmatisering - uden straks at miste deres kraft og saft. Hemmeligheden er netop at mennesket gennem disse forestillinger har direkte føling med instanser der står over de enkelte individer og de enkelte organiserede fællesskaber og som er totalt ukontrollable fordi de principielt er udefinerbare og umonopoliserbare. Gennem hele kulturhistorien har de derfor også været præget af den store humor der ligger i at menneske ikke kan få kontrol over forestillingerne og ikke kan bruge dem til egne magtformål uden samtidigt at forråde deres idé. En af følgerne af at kulten og religionsforholdet er umiddelbare realiteter er at man ikke forståelsesmæssigt kan stille sig uden for dem og betragte dem på objektiv videnskabelig vis. For derved kommer man aldrig i berøring med fænomenerne. Man er nødt til at vove sig ind i dem og gøre et forsøg på erfaring eller generfaring af den art religionshistorikeren Vilh. Grønbech gjorde til metode. Han forstod at religion er en udstråling af selve livets fylde, og at det eksistentielle grundproblem er om man føler sig hjemme i tilværelsen ved at lade sig omslutte af denne fylde eller ej. Dertil tjener kulten og ekstasen. Derfor hører det også med til tilværelsens store humor, at moderne religionsvidenskab totalt ser bort fra betingelsen for at lære alle religioners inderste væsen at kende indefra - gennem erfaring - og i stedet prøver at forklare religioner og religiøsitet i alle deres mere eller mindre afartede moderne former gennem religionspsykologiske eller religionssociologiske metoder der ser alt udefra. Der kan indimellem komme nogle hæderlige og relevante ting ud af sådanne undersøgelser, fx påvisning af forhold der kan være relevante i pædagogisk eller politisk sammenhæng, men kernen får man aldrig fat på, fordi den ligger i den umiddelbare føling der ikke kan iagttages udefra. Af samme grund kan man ikke skaffe sig nogetsomhelst kendskab til gamle eller nye religioner ved at studere kultgenstande på etnologiske museer. Det kan godt være ægte genstande fra historisk tid, men de kan ikke generfares som hellige ting fra hellige steder - og giver derfor kun et overfladisk eller direkte forfejlet indtryk. Kult og religion som umiddelbar realitet betyder at man altid er tvunget til at gå ind i dem og erfare dem indefra, hvis man overhovedet vil forstå dem. Og derfor bliver moderne ateisme såvel som moderne religionsvidenskab stort set kun en misforståelse. Om den menneskelige eksistens gælder generelt at den ikke består i videnskabelig eller objektiv iagttagelse og vurdering, men i subjektivt engagement - og derfor er det nødvendigt med en helhedsrealistisk tilgang til den der ikke benægter kritisk vurdering eller videnskabelig udforskning, men til gengæld heller ikke forveksler intellektuel og akademisk analyse med indlevelse, erfaring og generfaring. Peer Sendemand Peer Sendemands rubrik: Klik Henvisninger: Til toppen Relevante artikler på Jernesalt: Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) De psykiske fundamentalkræfter (2.4.09.) De psykiske grundprocesser Jeget og selvet Selvet - sjælen - ånden Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Er der en særlig psykisk energi? (15.7.07.) Sjæl og hjerne Hjerne og sjæl Ny debat om organdonation bør gå dybere i problemet med hjernedød (11.10.12.) Hjernedødskriteriet er falsk, allerede sprogligt (11.9.10.) Lone Franks store hjernetrip - et ambitiøst partsindlæg om 'Den femte revolution' (30.9.07.) Overtro og medier (13.7.11.) At være metafysiker er en tvivlsom affære (26.1.11.) Filmisk leg med virkelighed og bevidsthedstilstande i Nolans 'Inception' (8.8.10.) Åndsfænomenet i naturen (10.7.10.) Ind i kunsten - optakt til en kunstfænomenologi David Favrholdts æstetik En alternativ, helhedsrealistisk æstetik William Blake's univers (Essay - 05.02.03-) Chagall - en enestående mytisk kunstner (11.11.05.) Kandinsky, det abstrakte og det spirituelle (22.9.06.) Per Kirkeby på Louisiana (3.11.08.) Arne Haugen Sørensens kamp med virkeligheden (12.9.07.) Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg Carl-Henning Pedersens univers (22.11.03.) Ind i musikken om Peter Bastians bog om musik og bevidsthed. Det musiske menneske om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens (5.6.09.) Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers (20.12.07.) Hvad skal vi med myte, kult og religion? (10.4.11.) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech (28.05.08.) Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski (23.04.08.) Religion, eksistens og sekularisering - eller Religion, Politiken - og Europas fremtid Kan alle vore forestillinger dekonstrueres? (25.04.08.) Mytologi (2.8.02.) Myte ord og billede (13.7.02.) Grundtvig som mytisk digter og profet Musik - underholdning eller kult? (9.5.06.) Sport og kult i nutiden (30.4.06.) Religion ude af Danmark? (11.4.06.) At være ateist er snæversynethed (28.1.11.) Ateismens problematik (26.3.05.) Grænser for Gud? - Eller grænser for religionsforvirring? (24.11.05.) Nikolaj Cederholms ateistshow en smart fordomsbekræfter (7.3.07.) Sekulariseringen må opdateres (29.11.04.) så den kun verdsliggør selve den politiske magt Intellektualismens systematiske guds- og mytebedrag (17.11.06.) - kritik af Lars Sandbecks bog om den mytisk-poetiske idé hos visse filosoffer Religion, humor og tragedie (19.02.06.) Religiøse følelser ikke uantastelige (6.2.06.) Humor og religion i værdikampen (4.2.06. Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Kunst Artikler om Musik Artikler om Erkendelse Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |