JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - higgs

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.7.12.

Sandhed og vrøvl om Higgs-partiklen

Den 4. juli var der euforisk stemning i kerneforskningscentret CERN i Genêve, da resultaterne af 45 års jagt på den såkaldte Higgs-partikel blev offenliggjort og med mere end 99 procents sandsynlighed dokumenterede den fysiske eksistens af denne 'boson' som den britiske fysiker Peter Higgs beskrev på teoretisk plan i 1964. CERN indledte jagten på den i 1980, men først i 2009 fik centret mulighed for at komnme på sporet af den gennem den nye, 27 km lange partikel-accellerator LHC (Large Hadron Collidor), der kan accellerere partikler op i en hastighed meget tæt på lysets og få dem til at kollidere med andre.

Euforien skyldtes at Higgs-bosonen indgår som et helt centralt element i fysikernes såkaldte 'standardmodel', der er et hypotetisk bud på de lovmæssigheder som får vores univers til at "hænge sammen", ja, den kaldes den eneste manglende brik i det store puslespil, og det er derfor ikke så underligt at de 3000 internationale topforskere der har været involveret i projektet betragter det som et gigantisk skridt i den rigtige retning. Opdagelsen er en triumf for videnskaben, sagde den danske partikelfysiker Troels C. Petersen som sammenligner den med opdagelsen af et helt nyt kontinent. Det er nu lidt misvisende, eftersom nye kontinenter som fx Amerika blev opdaget temmelig tilfældigt (det var jo faktisk Vestindien Columbus søgte på sin sejlads i 1492), hvorimod der er en målrettet systematik og teknologi bag bekræftelsen på eksistensen af Higgs-partiklen der kun eksisterer i ca 10-i-minus-25 sekunder og kun har en diameter på ca. 10-i-minus-25 meter. Man kan kun sige at det er fantastisk at det overhovedet kan lade sig gøre. Selv Stephen Hawking troede ikke rigtigt på det og indgik for nogle år siden et væddemål imod det, men han tabte altså.

Opdagelsen siges også at være en oplagt idé til en Nobelpris, men problemet i denne forbindelse er at en Nobelpris for en naturvidenskabelig opdagelse kun gives til maksimalt tre personer der har arbejdet tæt sammen om det samme projekt - og i Higgs-opdagelsen er der tale om en decideret holdindsats med mange hundrede forskere på højt niveau. Selv den nu 83-årige Peter Higgs, der var til stede ved offentliggørelsen i Genêve og var meget bevæget ved højtideligheden, er beskeden nok til at påpege at der allerede i 1964 var seks forskere i tre grupper der uafhængigt af hinanden fremsatte standardmodellen som hypotese.

Higgs-partiklen er fundet ved to forskellige eksperimenter som har givet samme resultet, og det er strengt taget ikke en særlig god dokumentation i sammenligning med hvad der ellers kræves i eksakt videnskab. Men problemet er jo, at det kræver helt ekstraordinære, kostbare og langvarige eksperimenter at komme på sporet af hvad man tror der skete ved 'The Big Bang' for 13,7 milliarder år siden fordi forskerne skal have acceleret partiklerne op i disse ekstreme hastigheder og meget nøje registrere alt hvad der sker. Det er ikke mange måneder siden, at CERN-ledelsen måtte indrømme at der lå en teknisk fejl bag en professors sensationelle udmelding om at man havde fået partikler til at bevæge sig hurtigere end lyset - og dermed modsige Einsteins relativitetsteori (hvad der vitterligt ville have været en sensation med stor rækkevidde).

Man er forhåbentlig på sikrere grund med Higgs-partiklen, selvom projektet som sådant kører videre til november, og der er derfor næppe tvivl om at opdagelsen får stor betydning for den fremtidige forskning, herunder fx udforskningen af 'mørkt stof' og 'mørk energi' som udgør størstedelen af universet, men stadig er en gåde. Og den kan endvidere indgå i mere avancerede modeller for den fremtidige forskning om elementarpartikler og universets påståede begyndelse. Den eksisterende model siger noget om hvordan lys, radioaktivitet og elektromagnetisme hænger sammen, men man mangler stadig at få tyngdekraften med i modellen, hvad der vil sige at få den gensidige tiltrækningskraft mellem masserne med. Og derfor er det lidt af en tilsnigelse at forskerne nu udbasunerer den nye opdagelse som "en hjørnesten i Einsteins drøm". Denne drøm fra 1922 gjaldt en forenet feltteori der samler alle fysikkens love i én ligning. Drømmen optog Einstein resten af livet, men førte ikke til konkrete forskningsresultater fra hans side - og den blev i realiteten undermineret i 1925 med kvantemekanikken, som Einstein aldrig forligte sig med (jf. hans mange diskussioner med Niels Bohr).

Drømmen kan nu formuleres mere præcist som en drøm om en udvidet standardmodel der forener relativitetsteori og kvantemekanik, altså en overordnet teori der både forklarer hvad der sker ved meget høje hastigheder og energiniveauer og hvad der samtidigt sker med 'mekanikken' i små subatomare partiklers opførsel. Men kvantemekanikken fastslog lige præcis umuligheden af at give en nøjagtigt bestemmelse af en partikels impuls (energi) og sted samtidigt. Den indførte sandsynligheden - og det var lige netop dette der ikke passede deterministen Albert Einstein eller hans meningsfæller. Og det er det der stadig ikke passer flertallet af nutidens naturvidenskabsfolk. Det er derfor ganske sigende for problematikken at der i den slags udvidede modeller der arbejdes med indgår ideer om at der kan være flere dimensioner i universet end de fire vi kender (højde, bredde, længde og tid), man taler om op til 11 dimensioner! Det kalder man 'supersymmetri' og involverer altså muligheden for universer som vi ikke kan se, men som er parallelle med den vi ser og er en del af. Så undgår man kvantemekanikkens realfysiske undsigelse. Til gengæld holder man sig i den rene teoretiske sfære.

Higgsopdagelsen kommer specifikt ind i den store hypotese som en teori om at Higgspartiklen er til stede en kort tid ad gangen overalt i universet og interagerer med andre partikler således at der påføres masse ved selve interaktionen. Higgs-partiklen betragtes med andre ord i denne store hypotese som partiklen der giver ting masse ved at interagere eller vekselvirke med andre partikler i omgivelserne. Derfor er det naturligvis et stort skridt for forskningen at man nu under meget specielle og vanskeligt reproducerbare eksperimentelle omstændigheder har kunnet måle noget der med stor sandsynlighed må formodes at være Higgs-partiklen. Men man kommer ikke hovedproblemet nærmere, for man har ikke med opdagelsen forklaret eller sandsynliggjort at den ekstremt lille partikel med den ekstremt lille levetid skulle være til stede overalt i universet og ved interaktionen med andre partikler skulle påføre disse partikler masse. Forskerne kan med andre ord stadig ikke give nogen forklaring på den generelle sammenhængen mellem tyngdekraften og kvantemekanikken.

Og præcis her er det at vrøvlet melder sig blandt mange af de forskere og navnlig videnskabsjournalister der skal formidle den nye forskning til almindelige dødelige og nøgterne mennesker der gerne vil være åbne over for ny erkendelse, men ikke hopper på alle mulige luftige fantasier.

Lad os starte med det vrøvl der ligger i at kalde Higgs-parten for 'Guds partikel'. Ifølge et interview som Berlingske bragte den 8.7. gør udtrykket Peter Higgs flov, for det stammer fra en populærvidenskabelig bog fra 1993 der netop hed "The God Particle" og var skrevet af nobelprismodtageren Leon Ledermann og videnskabsjournalisten Dick Teresi. Men det var vel at mærke forlagets redaktør der besluttede sig for den mystificerende titel, for forfatteren havde selv valgt "That goddamned particle", hvad der er en udmærket betegnelse for en partikel der volder så mange problemer - og iøvrigt i modsætning til forlagets titel ville være en decideret humoristisk betegnelse. Det værste ved det valgte navn var ifølge Higgs at folk ikke forstod at det var en vits, og at de derfor tog det alt for alvorligt. "Så er det vi får kommentarer fra teologer, som virkeligt aldrig burde være skrevet", slutter Higgs. (Hele interviewet kan høres på Physics World)

Man kunne også have valgt en titel som 'Oh-My-God-Particle', der jo også fastholder humoren. Men tager folk talen om Guds-partiklen alvorligt, går det galt, fordi forskerne aldeles ikke postulerer nogetsomhelst i retningen af at Higgspartiklen skulle være den byggesten 'skaberen' har brugt til at skabe universet - eller overhovedet postulerer at vi med 'The Big Bang' står over for 'skabelsen' som sådan. Ja, de fornuftigste forskere undgår at blande naturvidenskab og mytologi og teologi sammen og bruger overhovedet ikke mytologiske termer som 'skabelsen' eller 'skaberen'. Teologerne har som bekendt store problemer med at få de bibelske skabelsesberetninger til at hænge sammen med moderne naturvidenskab, fordi de som uhelbredelige dogmatikere også tager disse beretninger alvorligt som rationelle forklaringer. Religionsforskere, der forstår hvad myterne går ud på, er derimod klar over at myterne udelukkende taler om skabelsen som den afgørende begivenhed i den evolutionære udvikling der indførte det emergent nye bevidsthedsfænomen i vores enklave af universet og dermed skabte mennesket og kulturhistorien. Og denne skabelse fandt ikke sted for 13,7 milliarder år siden, men for måske 30.000 eller 50.000 år siden. Den mytologiske skabelse er skabelsen af den menneskelige eksistens med dens grundlæggende skelnen mellem lys og mørke, ondt og godt, og den naturvidenskabelige hypotese om 'The Big Bang' har absolut intet med denne eksistentielle sag at gøre.

Derfor er det så forfriskende at høre Peter Higgs trække fysikeren David Millers populærvidenskabelige forklaring frem som denne brugte i 1993 over for den daværende britiske forskningsminister, der ville vide hvorfor Higgs-partiklen var så vigtig at Storbritannien skulle sætte penge af til CERN-forsøgene på at finde den. Miller fortalte en historie om en partileder som går gennem et rum med partimedlemmer, svarende til et Higgs-felt, og dér skaber de en bølge af en sammenstimlen, svarende til en Higgs-mekanisme. Senere går et rygte om partilederen gennem samme rum, og det skaber en tilsvarende sammenstimlen. Og det er dette rygte der svarer til Higgs-partiklen selv. - Engelsk humor og didaktisk analogi når de er allerbedst. Og bevillingen gik naturligvis igennem!

Euforien fra Higgs-partiklens opdagelse forleden bør imidlertid også bruges til at slå lidt koldt vand i blodet på folk der stadig går rundt og tror at vi med nutidens fantastiske partikelforskning kommer et skridt nærmere forståelse af hvad der skete ved universets begyndelse. For denne begyndelse er og bliver en tænkt størrelse som konkret er udformet som teorien om The Big Bang, der igen bygger på ekstrapolation bagud i tid fra den påviselige kendsgerning at det univers vi selv befinder os i og kan iagttage er under stadig ekspansion (som opdaget i 1929 af den amerikanske astronom og kosmolog Edwin P. Hubble). Udvidelsen som sådan kan sluttes fra rødforskydningen i stjernernes lysstråler og er hævet over diskussion. Hvad der ikke er dokumenteret og principielt ikke kan dokumenteres er at ekspansionen har foregået altid, dvs fra verdens begyndelse, for dels kan man ikke iagttage universet udefra, men alene drage slutninger fra det lys man modtager fra stjernerne i dag, dels er det komplet meningsløst i sproglig henseende at tale om verdens begyndelse som et absolut nulpunkt i den astrofysiske udvikling.

Når man hævder at The Big Bang fandt sted for 13,7 mia år siden, beror det på ekstrapolationer fra observationer fra jorden som man foretager i nutiden. Og de er sikkert korrekte, men de forudsætter som nævnt at de har fundet sted 'altid', og dette kan ingen vide nogetsomhelst om. For dels kan man ikke udelukke tilfældigheder i et univers vi nu om dage ved ikke følger rent deterministiske love. Ekspansionen kunne jo teoretisk være en nyt emergent fænomen på et eller andet tidspunkt i udviklingen. Men det afgørende er at ekstrapolationen bagud i tid nødvendigvis fører til et tidsmæssigt nulpunkt der da efter Einsteins geniale formel om sammenhængen mellem masse og energi omvendt skulle føre til eksistensen af en gigantisk fortættet masse. Og disse ting kan vi ikke regne med eller blot forestille os. De er uvirkelige eller teorier for ikke at sige fantasier. I praksis taler forskerne derfor også om hvad der foregår umiddelbart efter det gigantiske store 'Bang' - eller de begynder som Hawking at fable om et eller andet før nulpunktet der forudsætter imaginær tid.......

Det forskerne for alt i verden ikke vil indrømme er, at det observationsmæssigt er umuligt at se universet udefra, sprogligt umuligt at føre det tilbage til et nulpunkt, erkendelsesteoretisk umuligt at ophæve kvantemekanikkens ubestemthedslov, og rationelt umuligt at forestille sig såvel en begyndelse som en førsteårsag (en igangsættende faktor): Vi er bundet af den erkendelse at vi er en del af det univers vi iagttager og aldrig kan komme bag. Vi må derfor give op over for alle forsøg på at skaffe en teori for det hele der giver en deterministisk forklaring på universets opståen, livets opståen og bevisthedens opståen. Men vi kan til gengæld finde stadig nye forklaringer på en mængde detaljer i universets opbygning og udvikling.

Eksistentielt set er der ingen grund til at beklage den videnskabelige afmagt, for myterne giver hele den storslåede skabelsesberetning vi har brug for og som påpeger bevidsthedens, kønsforskellens og ansvarlighedens afgørende betydning i menneskelivet og kulturlivet.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Links til:

CERN, Geneve
Physics World
Naturleksikonnet om partikelfysik

Relevante artikler på Jernesalt:

Erkendelsens forudsætninger
(12 afsnit af hovedartiklen om 'Den komplementære helhedsrealisme')
Niels Bohr filosofi og dens konsekvenser
Hvad er virkelighed?  om Niels Bohr og Københavnerfortolkningen (20.12.04.)
Peter Zinkernagels filosofi Verdensbilledet - 2009  (13.3.09.)
Liv, evolution og kultur  (28.2.09.)
Sprog, naturvidenskab og eksistensfilosofi
om modsætningen mellem naturvidenskab og eksistensfilosofi og muligheden for at slå bro mellem dem ved hjælp af sproget og komplementaritetssynspunktet.

Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken  (26.6.07.)

Sproget og universets mysterier  (13.9.10.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)

Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler:

Artikler om Samfund  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)
Artikler om Sekularisering  (se iøvrigt linkene i venstre ramme)

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.)