Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - verdensbilledet

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.3.18.

Verdensbilledets ændring for 500 år siden langt fra problemfri

Oversigt og perspektivering

I sin bog om "Fysik og humanisme" fra 1959 slår atomfysikeren Werner Heisenberg, der i 1920'erne og 30'erne arbejdede tæt sammen med Niels Bohr, fast at hele vort kulturliv, vore tanker, handlinger og følelser er udsprunget i vestens åndelige klima, og at hele styrken i vor vestlige kultur nu som altid beror på den intime forbindelse mellem principiel problemstilling og praktisk handling. Han påpeger at det åndelige klima har sin oprindelse i antikken, og at arbejdet med antiken giver mennesket en værdimåler der sætter de åndelige værdier højere end de materielle. Dermed tænkte den meget musikalske Heisenberg ikke først og fremmest på de specifikke åndelige værdier der giver sig udtryk i kunst, musik, etik og religion, men på den menneskelige erkendelse der ikke alene formår at hæve sig over det praktiske og sanselige, men at forstå og beskrive fænomenerne så dybtgående at den kan finde lovmæssigheder for dem og endda udtrykke disse lovmæssigheder i et helt abstrakt matematisk sprog. Det betyder ikke at vestens styrke ligger i den teoretiske indsigt, for den ligger efter Heisenbergs mening i selve det forhold at vi tror på vi har en opgave i verden. "Jeg tror for at kunne handle, jeg handler for at få indsigt", som den tyske historiker Hans Meyer formulerede det. - Det skal i denne forbindelse understreges, at Heisenberg selv var en fremragende matematiker der i 1925 løste et stort problem i atomfysikken eller kvantemekanikken med en særlig matrix-matematik - og faktisk fik denne løsning forærende som en ren åbenbaring på en svømmetur ved Helgoland. Naturvidenskabeligt nybrud er altså ikke resultat af simple logiske slutninger (deduktion), men kræver induktion.

Antikken kommer ind i hele denne forståelsesramme, fordi det unægteligt var de gamle grækere der skabte en tænkning der løsrev filosofien fra den rent praktiske handling og nytteværdi, og som frembragte både store matematikere som Euklid, store astronomer som Ptolemæus og store filosoffer som Platon (der skelnede mellem fænomenerne og de bagved liggende ideer), Sokrates og Aristoteles.

Oldtidens videnskab var næsten i et og alt skabt af grækerne, og deres videnskabelige overlegenhed over romerne havde skaffet det græske sprog en enorm udbredelse. Men i løbet af det 5. årh. efter Kristus opløstes det romerske imperium, og 'barbarerne' (ikke-hellerne) gjorde sig til herre i det latinske vesten, ja, videnskaben i den vestlige del af Europa blev - ifølge videnskabshistorikeren Olaf Pedersen, afskåret fra sine græske kilder. Den sparsomme videnskabelig litteratur som blev skrevet på latin var udpræget andenhåndsværk (fx kompendier). Den resumerede resultaterne af oldtidens videnskab, men beskrev ikke de metoder der lå til grund for dem og var derfor uegnet som udgangspunkt for videnskabelige forskning.

Ikke mindst for astronomien var situationen katastrofal. Oldtidens astronomiske hovedværk, Ptolemæus' Almagest, oversattes, men forsvandt sporløst. Tilbage var kun en oversættelse af størsteparten af Platons dialog 'Timaois', og det var mere end 800 år gammel og repræsenterede en meget primitiv opfattelse af universet. Mennesket blev betragtet som et mikrokosmos, en lilleverden, der på alle punkter afspejler makrokosmos, den store verden. Og i tidens løb blev denne mikrokosmos-idé et vigtigt støttepunkt for astrologiens tro på det enkelte himmeltegns herredømme over de enkelte organer i legemet.



Der skete i det hele taget en betydningsfuld udvikling i det østromerske rige der bestod indtil 1453 da tyrkerne erobrede Konstantinopel. Fra omkring år 762, da Bagdad blev grundlagt, begynder det videnskabelige liv inden for Islam at blomstre op. Lærdomscentrene der omfattede såvel muhammedanere som jøder, kristne og hedninger udgjorde et stort videnskabeligt internationale, holdt sammen af det arabiske sprog. Araberne overtog indernes talsystem, og udviklede en helt ny gren af matematikken, trigonometrien og en række nye navigationsinstrumenter. Man blev nu i stand til at udtrykke astronomiske observationer i tal, og netop ved at kunne gøre talmæssigt rede for planeternes daglige og årlige bevægelser henover himmelkuglen trådte det lovmæssige og regelbundne i disse bevægelser stærkere frem, og dermed vaktes ønskes om at kende de grundlæggende love for himmelbevægelserne. Araberne havde fremragende astronomer, men de gik helt og holdent ind for astrologien i en form der i virkeligheden fremtrådte som en slags determinisme. Araberne antog at mennesket var domineret af stjernernes indflydelse, og når stjernernes bevægelse er lovmæssig og lader sig forudberegne, må det samme være tilfældet med menneskets liv.

Efterhånden begyndte den romersk-katolske kirke at gøre sin indflydelse gældende på godt og ondt. Biskop Isidor af Sevillas skrev omkring år 620 et leksikon og et naturvidenskabeligt værk der gav en sammenhængende fremstilling af hans verdensbillede. Han afviste astrologien som ugudelig overtro, og han antog en sfære af vand oven over fiksstjernehimlen - ud fra en bogstavelig fortolkning af biblen. Han formidlede kirkefædrenes dobbelte naturbetragtning til middelalderen: Naturens fænomener kan på den ene side gøres til genstand for videnskabelige analyse. På den anden side også opfattes som tegn/symboler på en åndelig virkelighed. Isidor drog således parallel mellem solen og Kristus og mellem månen og kirken. Op mod år 800 oprettedes mange nye klostre- og katedralskoler rundt omkring i Karl den Stores imperium og bevirkede at studiet af de syv 'frie kunster' kom i en fast gænge.

Den vigtigste begivenhed blev ubetinget oprettelsen af universiteterne, som overtog rollen som centre for den højeste undervisning og forskning. Mange universitetslærere tilhørte fra første færd dominikaner- og franciskanerordenen, og de havde, modsat benediktinerne, lov til at vandre fra sted til sted, således at der skabtes langt livligere videnskaberlige kontakter mellem landene. Dertil kom specialieringen af studierne som var en bydende nødvendighed på grund af stoffets stærkt forøgede omfang, men som kun var mulig ved læreanstalter med et stort antal professorer.

Universiteterne fik derfor særlige fakulteter for teologi, medicin og retsvidenskab og var således ikke længere ensidigt orienteret mod præsteuddannelsen. Men for at opretholde et fælles grundlag for de videregående studier lod man overalt de studerende begynde med at gennemgå et fælles kursus i de syv gamle 'artes liberales' (de frie kunster) ved det særlige 'artist-fakultet', der derfor altid var det største. At disse fag var 'frie' eller 'frigørende' betød at de var teoretiske. Der var tre humanistiske fag: grammatik (sprogvidenskab), rhetorik (litteratur) og dialektik (filosofi), og fire eksakte fag: aritmetik, geometri, musikteori og astronomi. Musikteori var eksakt fordi den var videnskaben om tonestrukturernes natur (den var ligefrem en del af matematikken!).

Artist-fakultetet fik hovedansvaret for formidlingen og udnyttelsen af det nye stof, der var tilvejebragt gennem oversættelserne fra græsk. Dette gav sig bl.a. udslag i frigørelsen og selvstændigheden af en række nye videnskaber, fx en særskilt 'mekanik', og nye lærebøger, en bog om Jordkuglen og en bog om Teorien for planeterne. Hvor den tidlige middelalders astronomiske lærebøger i det store og hele havde været rent fortællende, blev man nu på ny belært om hvorledes naturens fænomener kan gøres til genstand for forklaring gennem en matematisk beskrivelse på grundlag af en hypotetisk model.



Karakteristisk for hele denne udvikling omkring universiteterne er at aristotelismen spredte sig ud over Europa, så den græske tænker snart stod som "Filosoffen" fremfor alle andre. Aristotelikerne knæsatte erfaringsprincippet: al erkendelse begynder med sanseerfaring, således at tanken ikke har genveje til kundskab om naturen uden om det tålmodige arbejde med at iagttage og observere fænomenerne. Og eksperimentalfysikken begyndte at tage form. Men hvad angår astronomien var aristotelismen i det store og hele til skade for udviklingen.

Den aristoteliske astronomi byggede på den græske matematiker Eudoxos der ikke var på højde med Ptolemaios. Tillige virkede aristotelismen uheldig ind på astronomien på grund af Aristoteles' krav om at himmelfænomenerne skulle forklares ud fra den mekaniske fysiks love. Dette var naturligvis ikke uheldigt i sig selv, men blev skæbnesvangert i og med at den aristoteliske fysik - i modsætning til den senere newton'ske - faktisk var helt uegnet til at danne grundlag for den teoretiske astronomi. Aristoteles havde i sin fysik skelnet mellem naturlige og tvungne bevægelser. Et legemes frie fald er det naturlige; og de naturlige bevægelser er alle retlinede. Kast med et legeme (spydkast eller bueskydning) er derimod en tvungen bevægelse, og den er ikke retlinet. Men når planeternes bevægelse ude i himmelrummet ikke foregår efter rette linier, men i cirkulære baner, måtte det ifølge Aristoteles skyldes at himmellegemerne har en anden natur end legemerne i jordens nærhed. De er hverken tunge eller lette. De består af et særligt femte element, og denne 'æter' danner sfærer der er gennemskinnelig for lys og varme, men uigennemtrængelig for legemer.

De aristoteliske fysikere kunne med andre ord ikke lade sig nøje med den rent matematiske beskrivelse af fænomenerne, men ønskede besked om solsystemets "virkelige" fysiske forhold på grund af bestemte fysiske forudsætninger. Det var den aristoteliske lære om bevægelsen der doceredes overalt på universiteterne med deraf følgende konsekvenser for verdensbilledet. De matematiske astronomer kom til kort.

Tilstanden ændredes med ét slag i året 1277 da ærkebiskoppen af Paris som den øverst ansvarlige for Pariser-universitetet offentliggjorde en lang liste over aristoteliske læresætninger der ikke måtte doceres som sande, fordi de var i strid med den kristne tro eller med anerkendte filosofiske anskuelser. Det blev altså ved et ydre magtbud slået fast, at Aristotele ikke havde patent på sandheden. Vejen var givet fri til en kritisk stillingtagen til Aristoteles.



Kritikken af den aristoteliske fysik gav sig udslag i en ny teori for bevægelsen, en ny teori om tyngden, en vigtig hypotese om jordens daglige rotation og den dristige idé om verdensrummets uendelighed.

Tiden var endnu ikke moden til skabelsen af en mekanik uden om kraftbegrebet. Men den franske fysiker Jean Buridan mente at den tvungne bevægelse i fx et 'projektil' skyldes at pilen under sin kontakt med buen modtager en indre kraft der sætter den i stand til at bevæge sig videre. Den kraft kaldte han 'impetus'. Buridan hævdede at denne impetus-teori også er gyldig for cirkelbevægelsen. Han antog at der ved verdens skabelse indprægedes en vis mængde impetus i hver sfære. Dette var et første forsøg på at give en forklaring af astronomiske fænomener på grundlag af fysiske kræfter af samme art som dem der kendes på jorden. Denne begyndende mekanisering af verdensbilledet var så meget mere bemærkelsesværdig, som de hidtidige forestillinger havde været meget primitive ved at antage 'besjæling' af universet. Denne animistiske anskuelse fik sit grundskud gennem impetusteorien.

Også en bemærkelsesværdig ny teori for tyngden. Den opfattelse afklaredes at verdenscentret er et rent matematisk punkt der ikke kan udøve nogen fysisk tiltrækning på legemer. Tyngden opfattedes derfor nu som de tunge legemers naturlige tendens til at forenes med deres lige. Jordkloden betragtes som resultatet af de tungeste legemers forening.

Dristigst blandt alle det 14. århundredes hypoteser var dog englænderen Thomas Bradwardine's forestilling om verdensrummets uendelighed. Uden for det traditionelle univers findes nu det tomme rums uendelige dybde. Det første observatorium indrettedes i Nürnberg i 1471, og det blev forbilledet for Tycho Brahe's tilsvarende astronomske anstalt på Hveen (1580). Tyskeren Nicolaus Cusanus (1401-64) slår til lyd for anvendelsen af vægten som forskningsinstrument, fx til bestemmelse af magneters styrke, luftens fugtighed m.m. Angående astronomien drager Cusanus den konklusion at universet hverken kan have noget bestemt centrum eller nogen yderste grænseflade. Universet er nu ikke blot uendeligt, men ensartet i alle sine dele, og kloderne svæver omkring i det som ligeberettigede medlemmer af verdensaltet.



Olaf Pedersen understreger at den nye fysik og astronomi på ingen måde betød en tilbagevenden til grækernes videnskab. Tværtimod opstod det nye verdensbillede under en langvarig og hårdnakket kamp mod den græske fysiks og astronomis mest fundamentale forudsætninger:
Copernicus flyttede jorden bort fra verdens centrum og anbragte solen i dens sted
Kepler brød med den ældgamle forestilling om den jævne cirkelbevægelses fuldkommenhed og beskrev planeternes baner som ellipser.
Galilei fandt lovene for både det frie fald og projektilbevægelsen og gjorde det omsider umuligt at fastholde noget som helst af den aristoteliske bevægelseslære.

Den nye naturvidenskab bygger i det væsentlige på tre forskellige principper:
erfaringsprincippet, den eksperimentelle metode og den matematiske beskrivelse.
Disse tre udgangspunkter for de nye fremskridt var imidlertid alle blevet gennemprøvet i middelalderen.

Galilei fremhæver til stadighed at al erkendelse begynder med sanseerfaring; der gives ingen spekulative genveje til kundskab om naturen. Men dette erfaringsprincip havde næppe ført til så store resultater uden indførelsen af den eksperimentelle metode i fysikken. Og Galilei anvender ved beskrivelsen af faldproblemet netop den matematiske metode der i det 14. århundrede var skabt af Oresme.



Blandt de mærkbare ændringer i videnskabens samfundsmæssige stilling på denne tid var den mest påfaldende den begyndende adskillelse mellem forskningen og universiteterne. I det 16. årh. har vi mange eksempler på videnskabsmænd der efter en universitetsuddannelse tager et betydningsfuldt forskningsarbejde op på privat basis. Dette gælder fx både Copernicus og Tycho Brahe. Overalt ser man de bedste videnskabelige pionerer forlade universiteterne.

De gamle lærdomsanstalter havde skiftet karakter. Det åndelige klima på universiteterne var blevet forandret. De reduceredes nu mere og mere til formidlere af en undervisning der var stereotyp i form og indhold og kun vanskeligt gav plads for alt for revolutionerende anskuelser. Dette viser sig bl.a. ved den ændrede opfattelse af aristotelismen. Den kom ind i middelalderens tænkning som en stormvind der rensede luften og virkede befriende på videnskaben takket været sit erfaringsprincip. Men nu var aristotelismen blevet forvandlet til et stift system af anskuelser som netop erfaringen gjorde mere og mere uholdbare.

Til de gode følger af adskillelsen hører den store berøringsflade mellem videnskabsmændene og det praktiske livs folk. Men adskillelsen havde også sine skyggersider: jo mere konservativ undervisningen blev, des større modstand mødte de nye ideer hos professorerne der følte grundlaget for deres egen videnskabelige eksistens svinde bort. Her ligger årsagen til kampens bitterhed. Den videnskabelige debat i det 16. og 17. århundrede tager ofte form af rent personlige fejder mellem repræsentanter for traditionen og for den progressive videnskab. Specielt forsøgte man at tillægge Aristoteles større autoritet end tilfældet havde været tidligere. De konservative forskansede sig bag Filosoffens anskuelser, som om disse var det sidste ord i sagen. Men metoden var dømt til at slå fejl. For netop hos Aristoteles selv lærte man jo, at naturerkendelse aldrig begynder eller slutter med studiet af en filosofisk autoritet.

Dette kommer stærkt frem hos Galilei, der stadig fremhæver aristotelikernes mangel på logik når de mener at kunne afgøre et spørgsmål ved at henvise til deres mesters værker. Eksempelvis fik en ung forsker der havde iagttaget solpletter i sin kikkert det svar fra en ældre forsker: Unge mand, jeg har læst min Aristoteles syv gange, og der står ikke noget om solpletter hos ham!



Aristotelikernes vigtigste våben blev slået dem af hænde. Men kampen gik ind i en ny og afgørende fase, da den tabende part nu søgte at appellere til en endnu stærkere instans, nemlig kirken, under hvilken de fleste universiteter jo stadig sorterede. Dermed opstod der en situation der hidtil havde været ukendt, nemlig en direkte konflikt mellem kirken og en naturvidenskabsmand. De etablerede universiteter søgte at dæmme op for det nye ved at mobilisere de kirkelige myndigheder og fremstille nye videnskabelige teorier som teologisk suspekte.

Det lykkedes i det store og hele kun i ét tilfælde, nemlig i Galileis, og det fik til gengæld vidtrækkende konsekvenser. Galilei (1564-1642) havde taget kikkerten i brug og var i 1610 blevet uafhængig matematiker ved Medici-hoffet i Firenze; 1610 opdagede og beskrev han månens bjerge m.m. og 1613 konstaterede han solpletterne; men så tog Inkvisitionen (Det Hellige Officin i Rom, der skulle værne dogmerne mod kættere) affære. Den indledte undersøgelser mod Galilei i 1614. Og i 1616 blev den kopernikanske teori om jordens bevægelse, som Galilei havde forsvaret, erklæret for kættersk. Galilei fik lov til at vende tilbage til Firenze, med formaning om kun at fremstille kopernikanismen som en ubevist hypotese. Og han havde efterfølgende det held at kardinalen i Firenze, der var hans velynder, blev valgt til pave i 1623. Men han var altså ikke længere en fri forsker der kunne fremsætte nye teorier på grundlag af sine omhyggelige og objektive observationer.

Galileis historie viser ifølge Olaf Pedersen, hvorledes forskerens videnskabelige modstandere og personlige uvenner gennem et langvarigt spil af intriger fik de højeste kirkelige myndigheder til at gribe ind og erklære det kopernikanske system for uforenelig med Biblens tale om den stillestående jord. At dette skete i strid med al traditionel bibelfortolkning, og på grundlag af manglende astronomisk kompetence hos domstolen er en sag for sig. Afgørende var det, at astronomien derigennem blev part i den religiøse kamp i Europa med alvorlige konsekvenser for hele forholdet mellem naturvidenskaben og det almindelige åndsliv i videste forstand.



Verdensbilledet ændrede sig altså ganske betydeligt for 5-600 år siden, takket være en kritisk naturvidenskab, der løsrev sig fra såvel primitive opfattelser af universets besjæling og stjernernes betydning for menneskets skæbne som den katolske kirkes bogstavelige bibelfortolkning og kætterfordømmelse af frie forskere og deres solide naturvidenskab. Overtroen var den ene side af sagen, og den kommer videnskaben næppe nogensinde fuldstændigt til livs, da den i høj grad appellerer til folks frie fantasi og derfor stimuleres kraftigt af fx. Triers film. Den anden og mere alvorlige side af sagen var den kristne kirkes dogmatik der ikke alene fortolkede biblens tekster helt bogstaveligt (eller allegorisk), men også brugte ældgamle græske hypoteser om Jordens og stjernes natur som autoritative og absolutte sandheder, skønt de ikke havde det fjerneste med de eksistentielle forhold at gøre som Menneskesønnen belyste i sine lignelser og budskaber, og som man skulle tro måtte være det centrale. Kirken var blevet en gigantisk og imperialistisk magtfaktor i Europa - og misbrugte kynisk og konsekvent sine såkaldte 'trosartikler' til en ensretning af forskning og meningsdannelse som først fik lige så katastrofale paralleler i det 19. århundredes brutale ideologier.

Pavekirken i Rom forfaldt i 1500-1600-tallet yderligere til en person- og slægts-orienteret magtkamp for fyrste-eliten som nåede et højdepunkt fra 1492 til 1503 under pave Aleksander 6 (født Borgia) med en hensynsløs magt- og pragtudfoldelse. Efterfølgende kom den yderst omfattende og indbringende afladshandel til der førte munken Martin Luther til sin 'Reformation' og den pavetro spanske kardinal Ignatius Loyolas til en skarp mod-reformation og dermed en kirkestrid der hverken gavnede folkereligiøsiteten eller forskningsfriheden.

Det grelleste eksempel på kirkeligt magtmisbrug kom faktisk fra lutherkirkens side, nemlig den indædte modstand i 1800-tallet mod Charles Darwins evolutionsteorier der fandtes stridende mod biblen - og helt op i vor tid har givet anledning til sekterisk kamp mod fri naturvidenskab. Endnu engang blev forholdet mellem naturvidenskab og det almindelige åndsliv fordrejet, hvad der ikke blot betød en hensigtsmæssig begrænsning af kirkens magt og indflydelse, men en voldsom svækkelse af åndslivets generelle status som kritiker af magtsfærens ensidighed og virkelighedsindsnævring.

Men mærkeligt nok forblev naturvidenskaben længe behersket af troen på alle begivenheders årsagssammenhæng og principielle forudsigelighed, dvs den determinisme der allerede udfoldede sig tidligt i astrologien, men nu kom til at stå stærkt i den fysiske disciplin 'mekanikken', fordi den åbenbart tilfredsstiller et indgroet behov for at se alting styret af forudsigelige årsagssammenhænge a la mekaniske ure. - En fransk forsker hævdede således engang: Der eksisterer overhovedet kun een substans i denne verden, og mennesket er dennes mest fuldkomne udtryk.... Jeg tror ikke at jeg tager fejl, når jeg siger at det menneskelige væsen er et ur....



Perspektivering med Heisenberg

En af Isaac Newtons udgivere beskrev eksperimentalfysikernes metode således: Det er ganske vist deres mål at udlede alle tings årsager af de enklest mulige principer, men som princip antager de noget som endnu ikke har kunnet iagttages. Deres metode er tosidet: analytisk og syntetisk..... Grundlaget for en sund og sand naturlære er fænomenernes selv; de leder os - selv om det til tider delvis sker mod vor vilje - til principper af en sådan art, at man i dem tydeligt fornemmer det viseste og mægtigste væsens allerbedste rådslutning og øverste herredømme.

Det er m.a.o. fænomenerne og induktionsmetoden der har ført Newton til erkendelse af uigennemtrængelighed, bevægelighed og stødkraft hos legemer samt bevægelses- og tyngdeloven..... Newton fremsætter grundsætninger der gør det muligt at definere begreber såsom masse, årsag, kraft, inerti, tid, rum og bevægelse og bliver herved den første systematiker i den moderne naturvidenskab.



I indledningen til "Mekanikkens principper" (1876) gør fysikeren Heinrich Hertz (1857-1894) opmærksom på, hvordan fysikken atter begynder at besinde sig på, at den er en naturvidenskab, hvis udsagn om begrænsede områder af naturen kun har en tilsvarende begrænset gyldighed, og altså ikke er nogen filosofi, hvis mål det er at udvikle en verdensanskuelse om naturen som helhed og om tingenes væsen.

Hertz fastslår, at fysiske forestillinger kun er forestillinger, og at vi kun på et enkelt punkt kan sige noget om, hvorvidt de stemmer overens med genstandene i naturen, nemlig når vi spørger om hvorvidt de logiske konsekvenser, vi drager af vore forestillinger, svarer til de empiriske konsekvenser af de fænomener som vi gør os forestillinger om. Dermed kommer selve den menneskelige vurderingsevne med ind i naturvidenskabens bevidsthed.

Efterhånden kom naturvidenskaben imidlertid til at strække sig ud over den daglige erfaring. I anden halvdel af 1800-tallet blev det første omend ikke særlig farlige angreb rettet mod det gamle verdensbillede; udviklingen af elektricitetslæren betød at ikke materien, men kraftfeltet måtte anses for det egentlig virkelige. Og efter opdagelsen af radioaktiviteten kunne kemiens atomer ikke længere opfattes som materiens sidste, udelelige grundelementer. De var tværtimod sammensat af tre slags grundelementer: protoner, neutroner og elektroner.

Videnskaben om lyset komplicerede yderligere forholdet. Forsøg beviste, at elektronen ikke slet og ret er en partikel men derimod på en vis måde både partikel og bølge. Senere forsøg viste, at det samme er tilfældet med protonen. Vi ser altså, at materie såvel som lys er sammensat af bølger og partikler. Materie og lys ligner således hinanden langt mere med hensyn til struktur end man før troede, og vor opfattelse af naturen bliver således både klarere og enklere.

I 1900-tallet fandt atomfysikken ud af at selve den objektive realitet som man havde håbet at finde i elementarpartiklerne var en for grov forenkling af de virkelige forhold og måtte vige for langt mere abstrakte forestillinger. Hvad materiens mindste byggesten angår bevirker enhver iagttagelsesproces en stærk forstyrrelse; man kan overhovedet ikke længere udtale sig om partiklens forhold uden i forbindelse med iagttagelsesprocessen. Dette medfører sluttelig, at de naturlove som vi formulerer matematisk i kvanteteorien, ikke længere kommer til at handle om selve elementarpartiklerne, men om vort kendskab til disse partikler.

I atomteknikken har vi helt og holdent at gøre med udnyttelse af naturkræfter som den dagligdags erfaringsverden ikke åbner nogen adgang til.



Heisenberg gør naturvidenskabens udvikling op på denne måde: Den moderne naturvidenskab udmærkede sig i starten ved en bevidst beskedenhed. Den kom kun med udsagn om nøje afgrænsede sammenhænge, og disse udsagn havde kun gyldighed inden for disse grænser. I løbet af det 10. århundrede gik størsteparten af denne beskedenhed tabt. De erkendelser man nåede til inden for fysikken, betragtede man som udsagn der gjaldt for naturen som helhed. Fysikken ville være filosofi og forlangte til gengæld - i det mindste til visse tider - at al sand filosofi skulle være naturvidenskab. I dag må man sige, at fysikken har foretaget en kovending, idet den synes at være på vej tilbage til ældre tiders beskedenhed.

Opdageren af elektronens bølgenatur, fysikeren Louis de Broglie (1892-1987), skriver i "Den moderne fysiks udvikling" (1939) bl.a.: Som alle andre naturvidenskaber går også fysikken frem ad to forskellige veje: Den eksperimentelle som sætter os i stand til at opdage og analysere et stigende antal fænomener, dvs fysiske kendsgerninger, og den teoretiske som i et sammenhængende system resumerer og forbinder de kendsgerninger vi har erfaret, og som samtidig angiver nye veje for eksperimentelle undersøgelser. Enhver tidsalder har sin fysik, nemlig den samlede sum af erkendelse som er resultatet af dette samspil mellem eksperiment og teori. - ... subtile fænomener som de molekylære, atomare og indre-atomare fænomener kan kun opdages og analyseres ved hjælp af en eksperimentalteknik, der er så forfinet, at den sætter os i stand til at opdage og optegne yderst subtile virkninger samt til at måle størrelser som er uendeligt meget mindre end dem vi kender fra vor daglige erfaring.

Protonens masse er, skønt uhyre lille, næsten totusinde gange større end elektronens, og denne kendsgerning viser at der eksisterer en mærkværdig asymmetri mellem positiv og negativ elektricitet. Protonens ladning er derimod ganske den samme som elektronens, dog naturligvis med modsat fortegn - positiv i stedet for negativ. Lyset strømmer (altså) gennem det tomme rum uden modstand og er - til forskel fra lyden - ikke bundet til bevægelsen af noget stof. Hvis en bølge forhindres i sin udbredelse opstår der en kompliceret fordeling af svingningsintensitet, en fordeling der hovedsagelig afhænger af bølgelængden for den bølge der møder den omtalte hindring. Interferens- og diffraktionsfænomener er af denne art.



Ifølge Heisenberg gælder følgende regler for naturens udforskning siden Newton:
1) Man bør ikke antage flere årsager til naturlige ting end dem som dels er sande og dels tilstrækkelige til at forklare disse ting.
2) Man må så vidt muligt tilskrive ensartede virkninger de samme årsager.
3) Egenskaber ved legemer som hverken kan forstærkes eller afsvækkes og som gælder for alle de legemer vi er i stand til at eksperimenter med, må anses som egenskaber ved alle legemer overhovedet. Åbenbart, at man hverken kan skabe drømmebilleder der strider mod eksperimenternes forløb eller fjerne sig fra analogier med naturen, da naturen er enkel og plejer at være i overensstemmelse med sig selv. Udstrækning, hårdhed, uigennemtrængelighed, bevægelighed og træghed i helheden kommer af, at de enkelte dele besidder de samme egenskaber; heraf slutter vi, at selv de mindste dele i et legeme også ejer udstrækning, hårdhed, uigennemtrængelighed, bevægelighed og er forlenet med træghed. Dette er hele grundlaget for naturvidenskaben.
4) I eksperimentalfysikken bør man betragte resultater opnået ad induktionens vej som helt eller tilnærmet rigtige uden hensyn til formodninger om det modsatte, indtil man finder nye fænomener som enten gør resultaterne mere nøjagtige eller føjer undtagelser til dem. Dette er nødvendigt for at induktionsargumentet ikke skal ødelægges af hypoteser.

Heisenberg sammenfatter sit principielle syn på den videnskabelige metode således: Når man ved hjælp af en bestemt målestok, et bestemt princip eller aksiom nøjagtigt kan identificere et fænomen isoleret fra de mangfoldige bevægelser af legemerne i naturen og bevise dets egenskaber, kalder man dette fænomen for lovmæssigt. 'Bevise' betyder her at bestemme og begrunde det iagttagne fænomen ud fra givne forudsætninger. Først da får vi en videnskab som ikke lader sig nøje med tilfældige, foranderlige og relative konstateringer. Definition af fænomenet må derfor svare til naturens "forhold" inden for de rammer som forudsætnignerne angiver. "Natur" betyder altså her et lille, nøje afgrænset afsnit og udsnit af de mangfoldige fænomener som vore sanser kan opfatte, og inden for dette område lader vi os - som Galilei siger - lede ved hånden. Spørgsmål og svar, iagttagelse og definition har ikke længere et alment metafysisk, teologisk sigte - men er blevet mere beskedne formål.



Hvor bliver ånden af?

Man forledes her til at spørge: Hvor bliver ånden af i alt dette, den ånd eller de åndelige værdier som Heisenberg selv taler om og som angiveligt adskiller sig fra de materielle værdier og har gjort det siden antikken.

Det er klart at det teologiske sigte må forsvinde, når kirken med Biblen i hånden som absolut autoritet vælger at gå imod naturvidenskaben. Og begrebet 'metafysik', der egentligt bare betyder 'det der kommer efter fysikken' og hos Aristoteles blot var en udgiverredaktionel term, er efterhånden blevet en så ulden betegnelse for alt der ligger uden for fysikken og naturvidenskaben at det er uanvendeligt i vore dage, hvor strengt taget intet ligger uden for fysikken, og hvor intet i fysikken kan forstås uden en eller anden sammenhæng med en almen filosofi der har med den menneskelige bevidsthed og den menneskelige eksistens at gøre. Mennesket lever i verden og er en del af naturen, og det kan ikke stille sig uden for verden og betragte naturen objektivt derfra.

Svaret er naturligvis Niels Bohrs og Københavnfortolkningens gentagne påmindelse om at "vi hænger i sproget". Alt hvad vi formulerer i tanker og forklaringer formuleres i sproget der gennem tiderne er blevet udviklet til et finere og finere middel til menneskelig kommunikation, men ikke er og aldrig bliver hævet over selve det spil mellem bevidst og ubevidst der kendetegner det og gør dets kommunikationsopgave mulig. Sproget har mange forskellige udgaver der ikke mindst er blevet mangfoldiggjort gennem den teknologiske og videnskabelige specialisering. Og Bohr selv understregede ofte at hans foretrukne sprog var det faglige sprog naturvidenskaben brugte til forskel fra de sprog litteraturen, politiken, kunsten og religionen bruger. Men netop den musiske Werner Heisenberg var aldrig i tvivl om at fælles for alle fagsprog og specialsprog var dagligsproget, dvs det almindelige, smidige sprog mennesker bruger til dagligt og som dækker ikke blot de praktiske opgaver, men alle praktiske (rationelle) og åndelige (irrationelle) opgaver og formål.

Heisenberg forstod om nogen at dagligsproget i al dets vaghed i forhold til det mere præcise naturvidenskabelige sprog havde en stabilitet som beroede på, at "det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden". Hans eget sprog var også langt smidigere end Bohrs, der i høj grad var præget af en næsten stereotyp fastholden af præcise, men tunge formuleringer. Heisenbergs sprogfilosofiske betragtninger er fundamentale for Jernesalts komplementære helhedsrealisme - og findes beskrevet i artiklen om Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser.



Det er karakteristisk for Heisenberg at han ikke blot gør matematikken til naturvidenskabens fællessprog, men helt selvfølgeligt placerer den matematiske generalisation som et åndeligt fænomen. Matematik var i hans øjne ikke bare tal der kunne bruges til at tælle med (eller til spøjs talmystik), men var selve det redskab naturvidenskaben kunne og måtte bruge til at få overblik over fænomenernes lovmæssigheder. Galilei, Newton, Maxwell, Planck, Einstein, Bohr, Heisenberg selv og alle deres store opdagelser var utænkelige uden matematik og matematiske åbenbaringer.

Åbenbaringer er ligeledes grundlæggende for al anden stor naturvidenskab. Og i det hele taget for al stor kunst og arkitektur, musik, drama, litteratur, filmkunst, humor og religion. Åbenbaringer beror psykologisk på det kollektivt ubevidste, og det er netop det kollektivt ubevidstes spontane kreativitet der ses i videnskab, musik, kunst, kult og religion. Derfor bliver disse vidt forskellige kulturfelter alle del af det menneskelige åndsliv. Og derfor kommer de alle - som frit kreative fænomener - også til at være menneskets uundværlige alternative sidestykke til den magtudfoldelse der gør sig gældende på alle områder af det mere praktiske samfundsliv - og naturligvis rummer deres værdier.

Det kollektivt ubevidste giver sig udtryk både individuelt og kollektivt, og de kollektive udtryk kan give sig både gode og slette udslag, således at vi i historien ser store positive bevægelser afløse store negative bevægelser. I 1800-tallet medførte romantikken store folkelige og religiøse vækkelser der fik enorm samfundsmæssig betydning for de europæiske lande og har virkninger den dag i dag. Men ideologierne i første halvdel af 1900-tallet havde overvejende negative virkninger. I vort nye århundrede ses tilløb til folkelige vækkelser og rejsninger i bl.a. "det arabiske forår". Men de er hidtil blevet slået ned af de kyniske magthavere.

Det skal imidlertid huskes at store ændringer i folkenes og nationernes kultur og samfundsliv aldrig kan finde sted uden at de får kraft fra det kollektivt ubevidste.

Ejvind Riisgård



Litteratur:
Werner Heisenberg: Fysik og humanisme
Olaf Pedersen: Middelalderens verdensbillede



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Jernesalts filosofi - formuleret 2009:
Begreber og aksiomer  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -  



Fysikken og virkeligheden
Tiden og virkeligheden
Rummet og virkeligheden
Livet og virkeligheden
Ånd og virkelighed
Sproget og virkeligheden
Humor og virkelighed



Werner Heisenberg
Niels Bohrs filosofi og dens konsekvenser
Isaac Newton
H.C. Ørsted
Charles Darwin
Niels K. Jerne
Martin Luther til sin 'Reformation'

Systemsammenbrud betyder ikke tidernes ende, men nye muligheder  (13.9.15.)
Hvad er umiddelbar realitet?  (5.11.12.)
Sandheden og den dobbelte virkelighed  (4.12.06.)
Hvad er virkelighed  (om Københavnerfortolkningen)
Virkelighed og kunst: Jørgen Haugen Sørensen
Virkeligheden, vrøvlet og kvantemekanikken  (26.6.07.)
virkelighedsaksiomet



Teologien er ikke til megen hjælp for tiltrængt ny religionsforståelse  (25.2.18)
Er Gud menneskets opfindelse?  (22.2.18.)
Herbener forudser et stort religionsskifte uden ånd  (9.1.18.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)

De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)



Artikler om Erkendelse
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal