JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - aandloeshed2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.1.18.

Herbener forudser et stort religionsskifte uden ånd

I sin klumme 31.12. i Politiken forudsagde religionshistorikeren Jens-André Herbener at der i løbet af et årti eller to vil ske et stort religionsskifte i Danmark der primært vil ramme kristendommen i og med at den lutherske folkekirke vil blive reduceret til en mindretalsinstitution på linje med de islamiske, katolske, hinduistiske, buddhistiske, ny-hedenske, ateistiske og humanistiske institutioner samt myriaderne af individuelle former for spiritualitet.

Dette store tidehverv vil ifølge Herbener også medføre at det i stigende grad bliver samfundet der kommer til at sætte dagsordenen i kristendommen og ikke omvendt, som det ellers har været tilfældet så længe kristendommen var en stærk og livskraftig religion.

Og det lyder bestemt ikke usandsynligt, hvis man vel at mærke ser religion og samfund som to adskilte størrelser eller 'regimenter' der begge er bestemt af rationel foretagsomhed og klart gennemskuelig magtkamp. For både i den lutherske og i den katolske verden er der vitterligt gennem de sidste århundreder sket en sekularisering der dels har frataget kirken en væsentlig del af sin jord og faste ejendom, dels har bevirket at kirken samtidigt har mistet store dele af sin autoritet i moralsk, erkendelsesmæssig og eksistentiel henseende.

Hele den vestlige og demokratiske verden har fået langt større frihed hvad angår meninger, ytringer, adfærd, forskning, politik, medievirksomhed og kulturliv i bred forstand (kunst, musik, litteratur, sport, underholdning, ferier og rejser). Og dette betragter langt de fleste vesterlændinge som et stort gode. Men friheden kan for øjeblikket - takket være de sociale mediers enorme indflydelse - alligevel opleves som en slags opløsning af alle faste værdier og selve værdibegrebet. Alt flyder. Alt er tilladt. Intet er givet. Intet er helligt. Folk tager for sig af retterne og rettighederne. Nogle blivere rigere og rigere. Andre fattigere og fattigere. Uligheden øges, og det samme gør forvirringen hos alle der ikke bare gladeligt følger med strømmen. Verden styres - som Colling Nielsen tendentiøst har påpeget det - ikke af religioner eller ideologier, men af strømme eller kaotiske mængder (multituder) af følelser, tanker og teknologier der skifter i et tempo så vi slet ikke når at kende verden, før den er pist væk.

Men efter min mening holder hverken Collings eller Herbeners fornøjelige provokationer, for nok går udviklingen hurtigt, men ikke hurtigere end at flertallet kan følge med hvis de sætter sig for at holde den kritiske afstand til hvad der sker. Dette vil de blot ikke være i stand til uden en langt dybere forståelse af værdierne, kræfterne og lovmæssighederne.

Ud fra helhedsrealismens synspunkt kan der aldrig opretholdes et skarpt skel mellem samfund og eksistensforståelse uden at det går ud over det menneskelige fællesskab, for sammenhængen ligger hverken i ydre strukturer eller indre fornemmelser af spirituel art, men i et yderst levende og dynamisk spil mellem bevidst overvejelse og modtagne input fra det kollektivt ubevidste som får både samfundslivet og kulturlivet til at gro på nogenlunde fri og acceptabel måde - og disse bevidste overvejelser og disse input fra det kollektivt ubevidste er komplementære og lige nødvendige størrelser i og med at vi mennesker har to tilgange til virkeligheden, nemlig den ydre, sanselige og den indre, intuitive.

Allerede derfor er det naivt at tro på at teknologien og digitaliseringen vil få lov til at løbe løbsk så mennesket til sidst hverken véd ud eller ind, men bare mere eller mindre hæsblæsende må løbe med så godt de kan - og så ellers a la den tyske kansler med et beroligende "vi klarer det" se hvad der sker. Og ligeledes er det naivt at tro på et religionsskifte der ikke blot reducerer en syg og affældig folkekirke til en mindretalsinstitution på linje med et hav af tilfældige, udefra kommende og meget modeprægede eller magtdrømmende bevægelser, men også reducerer en langt dybere og mere flertydig kristendom med emergent nye, men ikke fuldt påskønnede kilder til en helt ligegyldig størrelse der kan afskrives med overlegen foragt.

Det der i begge tilfælde mangler er en dybere forståelse for at der i ethvert sundt og frit folk neden under den overfladiske tumult og rådvildhed foregår nogle vigtige kollektive processer der stadig sørger for medmenneskelig varme og nærhed og som til trods for alle forhindringer fra bl.a. tåbelige politikere og blinde mediefolk samt falske rådgivere er i stand til at opretholde familierne, skolerne, foreningerne, virksomhederne og lokalmiljøerne intakte og levedygtige. Befolkningen her i landet har endda den store fordel at have såvel politiske bevægelser som folkelige oplysningsforbund bag sig som inspiratorer. Hvad der savnes er alene den fulde, opdaterede bevidsthed om hvilke psykiske og eksistentielle processer der må aktiveres for at folket som sådant kan hamle op med de store magthaveres hensynsløse manipulationer og de store meningsdanneres glade vildledning. De mekanismer der skal aktiveres er i virkeligheden hverken svære at forstå eller at anvende, tværtimod, for alle kender dem fra barnsben, men de forties, fornægtes og nedvurderes nærmest automatisk fra stort set hele det etablerede systems side allerede fordi de er irrationelle og derfor anses for at være ufornuftige eller fornuftsstridige.

Men der er naturligvis intet fornuftsstridigt i at vi fuldtud forstår og accepterer selve den kendsgerning at vi ved siden af den rationelle og praktiske tilgang til virkeligheden (gennem sanser, sprog og logik) har en irrationel tilgang gennem intuition og indre, arketypiske forestillinger, når det er de sidste der giver os al eksistentiel orden, sammenhæng, mening og livsmod i tilværelsen. Det forstår flertallet bare ikke længere, selvom det for bare nogle få årtier siden var noget ret selvfølgeligt. Flertallet forstår ikke at dette eksistentielle perspektiv dybest set stikker langt dybere end den dogmatiske og moralsk snæversynede kirkelige vane-kristendom vi har her i landet - for slet ikke at tale om den udemokratiske, diktatoriske og kvindeundertrykkende islamiske religion.

Den sunde og uundværlige irrationelle side af eksistensen viser sig på mange punkter i alle menneskers tilværelse hver eneste dag. Lad mig blot nævne alle spædbørns første år med strømmen af indre billeder uden sprog og logik, alle menneskers spontane drømme, humor og fantasier, kunstneres og forskeres intuitive erkendelser (ofte som heureka-åbenbaringer), forældres og bedsteforældres store og vedholdende omsorg for deres børns trivsel og oplæring, børnenes egen frie leg og udfoldelse, uformelle møder mellem folk, familiesammenkomster og -fester, de unges intensive musikdyrkelse (især ved musikfestivaler), den rige udfoldelse af amatørmaleri, bred interesse for kunst, sang og musik, film og litteratur, rejser og ferier og ikke at forglemme folks normale arbejdsglæde og tilknytning til lokale virksomheder. Alt dette og mere til vedbliver at være det bærende grundlag for såvel familierne og arbejdspladserne som universiteterne, organisationerne og samfundslivet i bredeste forstand - uanset alle de aktuelle og bestemt meget alvorlige problemer som det øgede arbejdstempo, den øgede digitalisering og den øgede fjernstyring og -kontrol medfører. De sidstnævne problemer giver ikke blot udbredt krisestemning i både Danmark og den store verden udenfor, men forårsager en meget dyb realkrise som naturligvis ikke har en chance for at blive løst, hvis ledere og politikere fortsætter med at tro på gamle reformmetoder og managementideer eller traditionelle sparerunder og nedskæringer. Det er blevet nødvendigt med en decideret kulturrevolution, der som navnet antyder - uanset dets uheldige associationer til Mao-Kinas Store Proletariske Kulturrevolution i 1960'erne - er fredelig, men dybtgående, fordi den kommer nedefra og går uden om ideologier, partipolitik, religiøse konfessioner og alt bureaukratisk embedsværk.

Det uhyggelige ved den aktuelle krise er at både almindelige mennesker og såkaldte eksperter samt politiske ledere med årene er blevet mere og mere overbevist om at alt det irrationelle er forkert og kan sættes i bås med overtro, spirituel mysticisme og verdensfjern religiøsitet (religion er en privatsag for specielt indrettede særlinge, understreges det). Der ses totalt bort fra at en dybtgående kulturrevolution - til forskel fra en folkelig opstand eller voldelig revolution - mange gange i historien har været sund reaktion på alt for snæver eller direkte diktatorisk ensretning af dogmatisk og systematisk art og har været forudsætningen for al ny omblomstring, ny kreativitet og nyt håb. Det var hvad der skete i Middelhavsområdet omkring vor tidsregnings begyndelse hvor det store romerske kejserrige brød sammen af indre modsigelser og erstattedes med en højst ejendommelig blanding af fri kristendom og snæver teologisk og kirkelig kristendom (der også endte i diktatorisk magt). Det var hvad der skete på Island år 1000, hvor det selvødelæggende hedenskab (med drabelige familiefejder om ære) fredeligt afløstes af en ny kult og ny eksistensforstålse - og det var endelig det der i 1800-tallet skete i Norden, men særligt markant i Danmark, med de brede vækkelser der var både folkelige og religiøse og betød bønders og borgeres og senere også arbejdernes frigørelse fra autoriteternes rigide og vilkårlige overherredømme og privilegier.

Man forstår slet ikke hvad der skete i disse tilfælde, hvis man ikke ser det som den folkelige ånds naturlige, men helt igennem irrationelle reaktion mod de elitære magthaveres rationelle og bureaukratiske overgreb og tyranni. Såvel den rationelle orden og ordensmagt som den irrationelle frihed og kreativitet må siges i deres grundliggende komplementaritet at være lige nødvendige for ethvert velfungerende og levedygtigt samfund, men de kan sjældent finde en rimelig balance, fordi de to grundindstillinger er og bliver dynamiske modsætninger der aldrig går op i en højere syntese. Samfundet kan kun finde ligevægt ved rå magt - og en sådan holder naturligvis aldrig i længden, da den hæmmer den frie kreativitet. Det dokumenterer alle forsøg, hvad enten de kommer fra venstre eller højre i det politisk-ideologiske mønster eller fra de religiøst-dogmatiske instansers drøm om én sand kirke eller ét sandt kalifat. Selv idealisters drøm om et "humant ligevægtssamfund" (formuleret i 'Oprør fra Midten') er håbløst naivt, fordi det forudsætter modsætningernes forenelighed.

Vi bliver nødt til at acceptere at ethvert levedygtigt samfund for at kunne holde sammen og alligevel kunne forny sig må have såvel en vis civil og social orden og tryghed som en betydelig frihed og kreativitet. Og da det er næsten umuligt at finde den rette og holdbare balance mellem disse modsætninger, vil alle samfund og alle kulturer historisk blive præget af udsving mellem yderpunkterne. De magt- og diktatur-orienterede finder vi i den katolske kirke, den islamiske kultur, det kejserlige eller royale enevælde og det ideologiske diktatur under nazismen, facismen, socialismen og kommunismen. Men jo også i vores dagens stemningsregimer der ved hjælp af de helt moderne sociale medier kan ende med en præsident i USA som den inkompetente og latterlige Donald Trump. Det er givet at der altid før eller siden kommer reaktion på sådanne former, men især militærdiktatorer kan holde sig ved magten ganske længe, som det fx. er set i Sovjetunionen og i Mellemøsten. En sund reaktion i form af 'tøbrud' eller 'arabisk forår', bliver slået brutalt ned. Men drømmene om forandring dør naturligvis aldrig ud. Det ser man for øjeblikket i Iran.

Det afgørende i den nutidige og i virkeligheden meget dybe kulturkrise er at alle progressive mennesker der ønsker dybere forandring ikke blot må indstille sig på meget hård og vedvarende kamp med fejltagelser og skuffelser, men også i tide må indse at det ikke er nye store ledere der skal håbes på, men derimod et fundamentalt opgør med selve tanken om store autoriteter i form af store karismatiske førere med tilhørende absolutte ideologier og ukrænkelige dogmatiske skrifter. Og dette er utvivlsomt en så radikal ændring i selve indstillingen til forandring, at den kræver bevidst opgør med al vanetænkning og derfor også kræver nye begreber og en ny begrebsramme.

Men én ting skal man holde fast i, og det er opfattelsen af mennesket som et åndsvæsen der har både en ydre, sanselig tilgang til virkeligheden og en indre, intuitive, som vel at mærke er væsensforskellige i selve de psykiske processer og derfor principielt uforenelige på det logiske plan. Den medfødte tilgang beror på billeder og frie associationer, hvor sondringer mellem subjekt og objekt, mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid, nutid og fremtid ikke findes. Den tillærte får efterhånden opbygget disse sondringer sammen med selve sproget og logikken. Og disse processer er naturligvis absolut uundværlige for den praktiske tilpasning til den ydre fysiske verden såvel som den sociale og økonomiske samfundsorden.

Men det alt for mange har glemt eller tror de kan se bort fra er at den indre, intuitive tilgang til virkeligheden med alle dens billeder og frie associationer aldrig bliver overflødig, men tværtimod vedbliver livet igennem at være den eneste direkte føling med alle de eksistentielt livsvigtige værdier vi ikke kan definere eller beskrive eksakt, men kalder orden, sammenhæng og mening med tilværelsen og forbinder med en dyb opfattelse af tilværelsen som en helhed der unddrager sig al analyse. Her kommer vi simpelt ikke uden om at se værdierne som noget åndeligt - og vel at mærke samtidig se dem som noget kollektivt der er andet og mere end hvad vi hver især som individer kan ræsonnere os frem til ad sproglig vej. Mennesket har alle dage og i alle kulturer gjort sig billedmæssige forestillinger om tilværelsen og universet som er universelle fordi de er kollektive - og aldrig kan overflødiggøres af rationel videnskab og filosofi.

Oprindelige religioner - af den art vi kender fra mytologierne - har disse intuitive og kollektive forestillinger vi under ét kalder ånd. De er absolut nødvendige for ethvert menneskes, ethvert folks og enhver kulturs indre sammenhæng, styrke og overlevelsesevne - og derfor er det naturligvis ikke blot dybt naivt at filosoffer og religionsforskere i vore dages store krisetider render rundt og muntrer sig med i udvalgte og villige medier at spå om et stort religionsskifte der når det kommer til stykket blot består i noget så banalt som den forhåndenværende kriseramte folkekirkes reducering til en mindretalsinstitution. Den slags spådomme er faktisk en fatal vildledning, for den abstraherer totalt fra den kendsgerning at intet folk og ingen kultur kan undvære en bred og dybtgående intuitiv forestilling om en orden og sammenhæng i tilværelsen som bærer af irrationelle fænomener som helheden, livets mening og selve livstroen eller livmodet.

Udover at disse forskere vildleder befolkningen, så afslører de også at det netop aldrig bliver objektiv videnskab at tage stilling til tilværelsens helhed eller livets mening. Det er op til folks og folkets subjektive intuition. Og denne opgave klarer intuitionen udmærket, hvis den blot besinder sig på åndsfællesskabet. Hertil hjælper altid et godt oplysningsniveau og en videnskab der nøgternt påpeger kendsgerningerne, men dette gør hverken Herbener eller Politikens redaktion.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: