JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - aandloeshed3

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.1.18.

Drømmer kvindefrigørelsen virkelig om kønsforskellens ophævelse?

Det kunne i hvert fald se sådan ud når man læser skribenten og sangeren Pernille Rübner-Petersens kronik i Politiken 5.1. for dér udnævner hun 'Den lille havfrue' til det perfekte kvindeforbillede med den begrundelse at drivkraften for historien også bør være drivkraften for moderne kvinder og deres liv i dag - og den hedder havfruens aktive begær og hendes begærsblik på prinsen.

Det er jo en lidt besynderlig udmelding når skribenten selv er udmærket klar over at havfruen i H.C. Andersens eventyr fra 1837 ofrer intet mindre end sin stemme til havheksen for overhovedet at få lov til at forlade sit element og komme op i menneskets verden og dér få mulighed for at vinde prinsen og en udødelig sjæl. Hun ofrer med andre ord sin eget væsen, sin handlekraft og sit råderum i et naivt forsøg på at rette sit aktive begær mod en mand af højeste rang. Dette påstår Rübner skulle være den moderne kvindes vilkår, selvom kvinder dog fødes som subjekter i egen ret med selvbestemmelse og handlekraft samt eget råderum for handlinger.

Rübners udgangspunkt er naturligvis den aktuelle debat om kvindefrigørelsen i forbindelse med #MeToo-bevægelsen der har afsløret en omfattende sexchikane fra mænds side - særligt hvor mænd som arbejdsgivere har formel magt over kvinder, men efter Rübners mening kommer de til kort over for den fulde sandhed om vores kultur, nemlig at det stadig er penetration og fysisk og mental dominans der inkarnerer selve den grænseoverskridelse der bekræfter den mandlige selvfølelse, mens modtagelighed og skrøbelighed inkarnerer den gængse feminitet.

Rübner fører flere forskere og kunstnere i marken for sit synspunkt, herunder sociologen Pierre Bourdieu der på grundlag af grundige studier af det patriarkalske samfund i berberisk-talende stammer i Algeriet i 1998 udgav en bog om 'Maskulin dominans', og som naturligvis ikke lagde skjul på den dybtgående strukturelle ulighed mellem kønnene som ligger i patriarkatet som sådant, nemlig at manden råder juridisk og moralsk over kvinden. Denne juridiske og moralske ret gælder ikke i det moderne vestlige samfund, men den mentale matrix er uændret og manifesterer sig i den praksis at sex med kvinder er mandens ret der kan udøves når som helst og hvor som helst. Mange kvinder sætter sig imod denne praksis, men gør de det ikke, risikerer de at blive stemplet som ludere...

Den feministiske filmteoretiker Laura Mulvey påviste i 1975 på grundlag af klassiske hollywoodfilm, tv, reklamer m.m. at det mandlige begærsblik er splittet i en destruktiv ambivalens mellem den omnipotente lyst og beherskelse på den ene side og angsten for kastration på den anden side. Men Rübner skærer igennem og hævder at det maskuline begærsblik er en nøjagtig udgave af den maskuline dominans. Og det aktualiserede problem er at mandens begær og trang til dominans i princippet stadig er accepteret, men at vores kultur simpelthen mangler en kodning for iscenesættelse af et kvindeligt heteroseksuelt begær aktivt rettet mod heteroseksuelle mænd.

Rübner efterlyser derfor en iscenesættelse af det aktive kvindelige begær der ikke bare retter sig mod det modsatte 'kønstegn' og så at sige blot laver en omvending af mandens begær, men måske ligefrem kunne få mænd på banen som sexobjekter. Det ville modsvare den massive objektivisering af kvinder der finder sted i disse år, bl.a. gennem seksualiseringen i de sociale medier med deling af private nøgenbiller. - Selve efterlysningen er til at forstå. Men det er mig en gåde at den lille havfrue kan ses som ideal i denne sammenhæng, og at der slet ikke efterspørges en dybere analyse af begærets art og fokusering.

Hvis vi tager den lile havfrue først, så er det da et glimrende eventyr fra H.C. Andersens side. Det kan ikke alene tåle genlæsning og genfortælling den dag i dag (og er endog for et par år siden gjort til genstand for en spændende John Neumeier-ballet); det kan også fremhæves som det eneste eventyr der har berørt digteren selv på en meget personlig måde. Han var inde på følelser og længsler han selv sloges med, men aldrig rigtigt kunne forlige sig med. Og det skyldtes blandt andet at tiden ikke havde en adækvat psykologi der kunne hjælpe ham. Det har vi dag, og den har bl.a. junganalytikeren Eigil Nyborg redegjort for i sin bog om 'Den indre linje i H.C. Andersens eventyr' - jf. essayet H.C. Andersens angst for det kvindelige.

Havfruer er jo ikke virkelige, zoologiske væsener, men fiktive og symbolske forestillinger i menneskers psyke, der generelt skyldes den psykologiske lov at alt ubevidst projiceres ud i omverdenens objekter. Dybdepsykologisk set bærer havfruerne på en evig længsel efter forløsning. De længes derfor imod menneskene, nærmere bestemt mod den erotiske forbindelse med en mand hvorved de vil kunne vinde en udødelig sjæl (eller det evige liv, hvor skellet mellem subjekt og objekt er ophævet). En mand der kommer i kontakt med en sådan havfrue, kommer symbolsk i kontakt med sit animaaspekt (sin indre kvindelighed), men dette bliver jo netop vanskeligt at fastholde som fuldt integreret del af mandens egen sjælelige helhed, da en havfrue trods alt tilhører et andet livselement, naturens element (konkret 'havet' i betydningen det underjordiske eller underbevidste). Eventyrets prins afviser hende da også til fordel for en jordisk prinsesse der godt nok er opdraget i et helligt tempel, men har lært alle kongelige dyder - og har både stemme og normal menneskelig førlighed. Den dybt skuffede havfrue må følgelig vende tilbage til havet - og opløses som skum uden at få en udødelig sjæl (men hun kommer dog i himlen, da Andersen absolut ville have en happy end!).

Det er efter min mening vildledende at gøre denne fiktive eller symbolske havfrue til model for den moderne, frigjorte kvinde, for denne bør bestemt aldrig ofre sin stemme for noget som helst, endsige søge ind i en anden eksistens for at blive forløst. Hun bør både fysisk og mentalt forblive så hel og intakt som hun er født. Og dette bliver man efter pubertetens hormonalt betingede bevidstgørelse ikke uden mødet med en hel og intakt mandlig artsfælle. Det store eksistensproblem i den reelle verden er hvordan dette møde skal finde sted og hvori begæret efter det andet køn ligger.

I besvarelse af disse eksistensspørgsmål bliver det aldeles afgørende at tage nøgternt udgangspunkt i de to fakta at manden biologisk-hormonalt vil søge seksuel forløsning i form af orgasme gennem penetration og sædudtømmelse i en kvindes skede, og at kvinden biologisk-hormonalt vil søge den forløsning der følger heraf og som udover en orgasme også kan resultere i befrugtning med efterfølgende svangerskab, nedkomst og omsorg for et barn. Biologien er simpelthen indrettet som dyrenes, hvad der forplantningsmæssigt vil sige i mandens store trang til sædudtømmelse i en mere eller mindre villig kvinde.

Sålænge samfundet er primitivt patriarkalsk går manden ikke ud over det rent instinktive. Han betragter kvinden som sin ejendom, retten til sex som en selvfølge og sin dominans som noget normalt og normativt. Dominansen udelukker ikke totalt det erotiske spil eller kvindens tilfredsstillelse ved forholdet, men ægteskabet bliver forpligtende alvor for parterne gennem barnefødslerne og for mandens vedkommende også varetagelsen af hans og familiens ære, et helt nyt begreb der kun er muligt med sprog og stærk selvfølelse. Først på et relativt sent tidspunkt i kulturudviklingen bliver forholdet mere menneskeligt og differentieret med såvel mere gensidig respekt, flere romantiske følelser og dybere kærlighed. Og først i nyeste tid med dens deciderede kvindefrigørelse, effektive prævention, frie abort og kvindernes ligestilling med hensyn til uddannelse og rettigheder vil der ske en så afgørende opprioritering af kravet om mandens fulde respekt for kvindens selvbestemmelse, handlekraft og råderum at mandens hidtidige dominans i seksualiteten, ægteskabet og eksistensen som sådan bliver problematisk, uønsket og uacceptabel - altsammen inden for variationer omkring partnernes medfødte egenskaber, tillærte adfærdsmønstre og tilkommende ideale forestillinger. Statistisk set vil mændene stadigvæk på grund af deres hormonale beskaffenhed forblive mere fysisk aktive, dominerende og voldelige end kvinderne, og derfor vil der i fremtiden også komme flere meget selvstændige kvinder der betakker sig for ægteskab.

Men man undervurderer her ofte hvad de nævnte ideale forestillinger medfører for begge køn, for de er nemlig ikke bare nogle banale forestillinger om at være rimelige og hensynsfulde eller ligefrem medgørlige og eftergivende; det kan man også være uden for det seksuelle felt. De er også determinerende forestillinger og solide erfaringer om at menneskets begær ikke udelukkende forløses gennem den seksuelle tilfredstillelse (orgasmen), men også gennem en mængde andre aktiviter som leg, sport, arbejde, kunst, musik, litteratur, forskning, meditation, kult og humor. Den menneskelige kultur ville slet ikke findes uden at det forholdt sig sådan, og kulturen eksisterer nu engang - og har eksisteret lige siden der dukkede mennesker op i den biologiske evolution. Det forholder sig endda sådan, som biologen og adfærdsforskeren Konrad Lorenz har kunnet påvise at ikke blot menneskets, men også dyrenes orgasmer medfører en helt speciel intensitet og gejst, ja ekstase, som han meget provokerende, men også dybt inspirerende udlægger som grundlaget for al åndsvirksomhed. Hans synspunkter har den klare fordel at man her kan undgå at sætte åndsaspektet op som en modsætning til naturen og instinktaspektet. Det er i sidste ende én og samme sag, men det giver sig kun hos mennesket udslag i en ganske speciel evne og vilje til grænseoverskridende kulturudvikling. I virkeligheden har vi her den allerbedste grund til at afvise alle forestillinger (herunder kristendommens) om en uoverstigelig kløft mellem ånd og materie.

Tager man de ideale, indre eller åndelige forestillinger om den mulige omforming af den specifikke seksuelle forløsning til en langt mere varieret og grænseoverskridende forløsning gennem kulturel aktivitet alvorligt, da forandres forholdet mellem mand og kvinde radikalt. For det første løsrives det fra den rå og ofte voldelige penetration og dominans og bevæger sig ind i et meget mere differentieret og for begge parter givende erotisk spil der fremmer den gensidige forståelse og den ægte kærlighed; i praksis betyder det at der lægges meget stor vægt på både forspillet og kvindens frivillighed. For det andet løsrives forholdet helt fra mandens ret til sex når han har lyst, fordi det nu ikke længere er denne ret der er central, men ønsket om det ægte møde med kvinden, og dette ægte møde afhænger altid af fuld tillid og fuld opgivelse af at se partneren som objekt. Partnerne kommer ind i det jeg-du-forhold som Martin Buber taler om og hvor objektiviteten er suspenderet.

Men man skal under ingen omstændigheder tro at mandens biologiske og kønshormonale mandskraft dermed fjernes, neutraliseres eller nedvurderes, men derimod forstå at den omformes eller forvandles til noget langt mere differentieret - og vel at mærke bliver dette under bibeholdelse af mandskraftens inderste væsen, trangen til grænseoverskridelse. Det vil i realiteten sige, at mandens kulturdrift i bredeste forstand altid hviler på den biologiske trang til grænseoverskridelse, men at denne som følge af åndslivet omformes til noget symbolsk, der igen i sidste ende har mandens evne til erektion, penetration og ejakulation som psykologisk fundament. Heraf kommer det at sproget er fuldt af mandlige udtryk for gennemslagskraft, grænseoverskridelse og dominans i alle aktiviter der vedrører kulturel aktivitet og engagement og som ikke direkte har noget med sex at gøre. Manden går i krig med en opgave, overvinder modstand og problemer, sejrer og når tilfredsstillende eller ligefrem flotte resultater og nyder triumfen. Sådanne udtryk støder ofte kvinder og meget fredelige mandlige humanister (med relativt stærk anima). Men for den kulturelle udviklings skyld kan vi være ganske glade for både omformningen og det tilhørende sprog, der som altid er rigt på slang og humor.

For den moderne frigjorte kvinde der kæmper for ligestilling med manden og imod alle former for krænkelser, ydmygelser og nedvurderinger dukker der imidlertid her et helt nyt problem op der ikke kan overses, men kræver bevidst opmærksomhed og stillingtagen. Og det er selve det faktum at kvindens biologiske og kønshormonale evne og kraft er af en helt anden art end mandens og navnlig ikke rummer en trang til grænseoverskridelse der som mandens har et tilsvar i kønsorganernes udformning eller funktion. Hvor manden ubestrideligt som biologisk hankønsvæsen er udstyret med en penis der efter pubertetens indtræden kan erigere så den kan trænge ind i en skede og udtømme sæd og dermed også i i sit indre får forærende et kraftigt symbol på evnen til grænseoverskridende penetration og befrugtning med tilhørende ekstase, dér har kvinden som biologisk hunkønsvæsen en skede, en æggestok og en livmoder der er beregnet på at tage imod befrugtende sæd og efterfølgende give liv og værn til et menneskekim og senere pleje til dets videre udvikling. Det er og har alle dage været betragtet som noget overordentligt vigtigt og livsbekræftende for både den enkelte kvinde og familien samt menneskeheden - og det giver derfor naturligvis også kvinden et kraftigt symbol, nemlig symbolet på værn og omsorg for et barn. Og derfor vil det store flertal af kvinder fortsat gerne have børn og fortsat gerne være svangre i ni måneder og fortsat gerne give afkommet optimal omsorg og pleje i de begrænsede perioder dette kræver. Det lyser simpelthen ud af normale kvinder!

Når det overhovedet kan komme dertil i det moderne samfunds udvikling at flere og flere kvinder i denne henseende bliver tvivlere, oprørere eller afvigere, skyldes det naturligvis kvindernes emancipation, altså deres frigørelse eller udfrielse af det gamle, traditionelle afhængighedsforhold af manden med henblik på at opnå fuld ligestilling med manden. Det er i vid udstrækning nået i de vestlige lande gennem juridiske, sociale og økonomiske rettigheder, så kvinderne kan få samme slags uddannelse, samme slags job og samme slags politisk indflydelse som manden. Og dette støttes naturligvis også af en bred almen erkendelse af at kvinder er lige så intelligente og lige så samfundsengagerede som mændene. Men ligestillingen halter åbenlyst bagefter på det snævert familiemæssige og seksuelle område, fordi den her kommer i konflikt med dybe mentale eller psykiske mønstre.

Feminister vil under ingen omstændigheder acceptere dette efterslæb, og derfor ser man ikke alene meget rigoristiske forsøg på at fjerne alle mulige kønsforskelle i det praktiske liv som uligheder i løn, antal høje stillinger i virksomheder og forskningsinstitutioner og skæv repræsentation i bestyrelser og politiske organer m.v., men også problematiske og i mænds øjne ofte latterlige forsøg på at fjerne grundlæggende sprogforskelle (angivelse af køn i ordene) eller forskelle i naturlige vaner som måden at lade vandet på. Rabiate feminister hinsidan vil afskaffe ordene han og hon og erstatte det med det kunstige fællesord 'hen'. Eller rabiate kvinder forlanger at mænd skal sidde ned på toilettet for at tisse i stedet for at pisse stående som de altid har gjort. Det kan i værste fald føre til kvinders forsøg på at dominere manden i ægteskabet så han føler sig undertrykt og latterliggjort. Og det viser i hvert fald generelt at det næppe er en decideret magtkamp der bliver løsningen på ligestillingsproblemet.

Det bagvedliggende problem er og bliver at en hel del frigjorte kvinder ikke vil acceptere selve den biologiske og kønshormonale kønsforskel, og altså heller ikke vil indse at løsningen på den sidste del af emancipationen slet ikke ligger i udligningen af enhver kønsforskel, men i at kvinderne for deres eget vedkommende kommer til fuld accept af deres biologiske indretning og hormonale styringsmekanismer ved at forvandle og ophøje det grundlæggende og yderst livsbekræftende omsorgsinstinkt til et decideret åndsfænomen og eksistensprojekt. Det betyder ikke at særligt begavede og kompetente kvinder der vælger karriere fremfor ægteskab og familieliv ikke skal følge deres ambitioner og tage konkurencen med mænd op som noget naturligt, eller at flertallet af kvinder, ligesom flertallet af mænd, ikke sagtens kan leve eksistentielt frit og fornuftigt uden at lade sig drage ind i slagsmålene om topkarriere og topindkomster, drømmevillaer og luksusliv. Nej, det betyder at flertallet af kvinder i fællesskab skal finde ud af at formulere en ny eksistensfilosofi og -strategi som ikke fjerner seksualiteten fra deres liv, men tværtimod forvandler den til noget andet og langt mere end at vinde 'prinsen på den hvide hest', nemlig at udfolde omsorgen aktivt og engageret, ja grænseoverskridende, så den bliver et ægte og fuldgyldigt modsvar og modspil til mandens forvandlede instinkt.

Hermed er også sagt at kvinders drøm om ophævelse af den biologiske kønsforskel er håbløst utopisk, og at kvinder ikke kan bruge den lille havfrues specielle historie som forbillede for hverken selve frigørelsen eller den nødvendige refleksion over frigørelsens betingelser. Der kræves meget dybere psykologi og meget dybere forståelse af åndsfænomenet i den menneskelige eksistens. Først og fremmest skal alle forstå at åndslivet altid gror efter sine egne hensyn og altid står i kritisk modsætningsforhold til al magtkamp og dominans.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: