JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - kvindekamp02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.3.17.

Afgøres kvindekampen af ligestillingskampen?

I hele den frie vestlige verden er kvindefrigørelsen en central del af selve demokratiet og den fortsatte demokratiseringsproces. Der er stadigvæk nogle forskelle i hvor langt de enkelte lande er kommet, men generelt gælder at demokrati ikke er muligt uden kvindefrigørelsen og en principiel ligestilling mellem kønnene. Når kvindernes årlige kampdag stadig giver mening er det selvfølgelig fordi kvinderne stadig har noget at kæmpe for i de vestlige lande og meget at kæmpe for internationalt.

I det ellers fremskridtsprægede amerikanske samfund har det vist sig nødvendigt for kvinderne at demonstrere mod den nyvalgte præsident Donald Trump, fordi han i et og alt virker mandschauvinistisk, selvom han er liberalist og principielt ønsker at give alle borgere lige muligheder. Grunden er naturligvis at Trump er et magtmenneske uden lige der mener at penge kan og bør afgøre alt. Han er måske nok i stand til at lytte, og han har sine personlige rådgivere, men han er yderst resolut og handlekraftig, og de beslutninger han træffer og som han vil have ført ud i livet hurtigst muligt er hans egne. Og de er altid med til at konsolidere hans magt. Hans nærmeste rådgivere er mænd, og hans nærmeste kvinder synes uden magt. Hans unge og smukke ægtefælle, der helst ikke vil for meget i rampelyset, virker endog som en dukkeagtig model, sikker optræden i det ydre, men det indre er skjult.

I de europæiske demokratier er der lignende tilstande i lande hvor præsidenten har de afgørende magtbeføjelser - som i Frankrig. Her har det som hovedregel været mænd der blev præsidenter. Og derfor er Front National's kvindelige præsidentkandidat Marine Le Pen's chancer i anden runde af det kommende valg mindre end den mandlige modkandidats. Men i andre lande behøver regeringschefen ikke at være mandschauvinist for at blive valgt sådan som det er tilfældet i hele Sydeuropa. Det gælder heldigvis hverken i de nordiske lande eller i Storbritannien, Holland og Tyskland. I Storbritannien har man endda haft en stærk kvinde som Margaret Thatcher der ikke faldt igennem i forhold til mænd. Theresa May ser heller ikke ud til at gøre det.

Tyskland er derimod kommet i den ejendommelige situation at flygtningekrisen i 2015 totalt ændrede den kvindelige kanslers politik så den kom på tværs af mange EU-lande. Angela Merkel gik fra at være en relativt stærk og målrettet kvinde til at være en blød og eftergivende kvinde. I ti år førte hun i bedste 'koneform' landet rimeligt igennem en svær finanskrise med solid støtte fra sin økonomiminister Schäuble, men i flygtningekrisen lod hun sig helt og holdent styre af sin kristelige humanisme og blæste på EU-landenes muligheder for at opretholde deres ydre værn mod millionstrømmen af mellemøstlige og afrikanske muslimer der truer selve den europæiske kultur på livet. Man kan påstå at Merkel på en studs blev netop den kansler hun altid havde drømt om at blive, men ikke kunne få flertal for på normal demokratisk vis. Da chancen endelig kom, ændrede hun derfor alt med et dekret - der ikke lader Donald Trumps dekreter noget efter i henseende til rent diktat. Først langsomt og modstræbende har Merkel måttet acceptere nødvendige stramninger af den tyske asylpolitik.

Hendes politik må betragtes som et forræderi mod den europæiske kultur - jf. artikel - men man står dermed tilbage med spørgsmålet: Er det også et tilbageslag for kvindekampen at en kvindelig regeringschef i et vestlig demokrati lader den moderlige omsorg vinde over den mandlige handlekraft og den mandlige trang til at forsvare sit territorium?

Umiddelbart vil jeg tro at kvindesagsforkæmpere vil svare ja, for selvom mange kvinder ikke vil være ved at de mangler handlekraft i sammenligning med mænd, så er det en kendsgerning at flertallet af kvinder i både Tyskland og Danmark støtter den eftergivende politik i flygtningekrisen. Det er derfor heller ikke den det tyske socialdemokratis nye kanslerkandidat Schulz vil ændre yderligere, men uretfærdigheden i Tyskland. Og hans chancer ligge i selve det udbredte ønske om at få en kansler der ikke har siddet i embedet i 12 år. Merkels åbning af EU's ydre grænser den 15.11.15. kan ikke gøres om, den har og vil blive ved med at få voldsomme konsekvenser for Tyskland, bl.a. i forhold til Tyrkiet, men den bliver jo ikke gentaget. Det er fremover en ødelæggende strøm af muslimske flygtninge fra Afrika der bliver hovedproblemet.

Så det relevante kvinde-spørgsmål bliver nu, om kvindekampen kun kan vindes, hvis ligestillingskampen fokuserer på det ensidige mål og det held at gøre kvinderne ligestillede med mænd på alle punkter lige bortset fra det med kønsorganerne og kønshormonerne?

Ligestillingskampen gælder juridiske rettigheder, og disse skulle i et frit demokrati gerne være de samme for kvinder som for mænd. Kvinder skal have adgang til de samme muligheder, uddannelser, jobs og chefstillinger som mændene. Og der er absolut intet grundlag for at diskriminere i henseende til race eller intelligens. Men ét er jura og noget andet biologi, og al rettighedssnak drejer sig overalt på kloden om universielle rettigheder der hverken må begrænses af nationale eller kulturelle hensyn. Alle ideer om fælles regler for hele klodens befolkning og om overnationale regeringer er en efterligning af romerrettens ensretning, hvad enten den vil topstyre multikulturalismen fra Bruxelles eller New York.

Går man til biologien, så er det imidlertid umuligt at se bort fra det faktum at der er forskel på kvinders og mænds kønsorganer og kønshormoner. Det har der altid været, og det har gennem historien bevirket en tydelig og til tider massiv undertrykkelse af kvinderne. Det gælder i jødedommen, kristendommen og islam. Og undetrykkelsen har i alle tre tilfælde ligget i at de pågældende religioners hellige skrifter har gjort manden til familiens overhoved når det gælder ejendom, ægteskab og børn samt seksuel tilfredsstillelse. Kvinderne er ovenikøbet blevet anset som moralsk urene i forbindelse med noget så biologisk som menstruationen, og hvad angår kristendommen er seksualiteten som sådan blevet anset som en synd der igen som biologisk eller instinktivt forårsaget gjorde alle mennesker til syndere. Dette er der på vore breddegrader blevet gjort godt og grundigt op med gennem oplysning og sekularisering. Folk dyrker nu sex som de vil - og er i almindelighed lige glade med hvad præsterne måtte mene og sige herom.

Kvindeforkæmpere og ligestillingforkæmpere anser naturligvis ikke sex som syndigt. Men da sex nu engang udover nydelse også kan indebærer formering (overvejende i kontrolleret form), så medfører den af biologiske grunde den store kønsforskel at det er kvinderne der er svangre i ni måneder, føder børnene, ammer dem i flere måneder og iøvrigt føler en stærkere omsorg for børnene end mændene gør. Nogle er endog så glade for at blive svangre, få børn og pleje dem - at det kan ses på dem. Og inden de selv får børn, går de meget op i søskendes og veninders børn. De betegnes humoristisk som 'skrukhøner'. De venter kun på selv at få deres kuld. Og dette er jo en af de vidunderlige ting ved naturen.

Men så kom kvindekampen, og den rørte ikke det fjerneste ved det vidunderlige i moderskabet som sådant, men den så at kvindefrigørelsen forudsatte at moderskabet skulle være friviligt. Det betød at kvinder skulle have adgang til prævention og fri abort. Og det lykkedes - til mange mænds og især mange præsters modstand og forargelse. For hvor blev mandens magt så af? Den magt der ellers var nedfældet i de hellige skrifter. Modstanden var omsonst. Kvinder udgør halvdelen af befolkningen og vil naturligvis være frie som manden. og her i landet fik de stemmeret i 1915. Kvindesagen blev dog ikke overflødig, for i nyeste tid dukkede karrierekvinderne op - som følge af frigørelsen.

Da kvinder er lige så dygtige, intelligente og kompetente som mænd, må de konkurrenceindstillede kvinder selvfølgelig have samme muligheder for ikke bare uddannelser og almindelige jobs, men også for chefstillinger og topstillinger. De påtager sig i sådanne stillinger både samme arbejdsbyrde, efteruddannelse og coaching og samme fysiske fitnes-træning som karrieremænd, men stadig gælder at der er flere mænd i topstillingerne end kvinder. Grunden er den enkle, at det er så svært og krævende for en kvinde både at få børn og opbygge en topkarriere, at mange anser det for nødvendigt at vælge mellem de to muligheder. Det gjorde for eksempel Ritt Bjerregaard. Andre har dog ment at kunne forene de to muligheder. Det gjorde fx Lis Groes der fik ni børn og både en politik og administrativ topkarriere. Og tilmed røg cigarer! Og i dag er der mange der forener de to livsopgaver.

Det medfører så et moderne problem som teknologien har muliggjort med fertilitetsbehandling, ægdonation og nedfrysning af æg. Karrierekvinderne behøver fremover ikke længere at føde de par børn de gerne vil have på et tidspunkt af karrieren, hvor enhver orlov vil sætte dem tilbage i konkurrencen med mændene. Disse kvinder kan vente til der kommer et passende tidspunkt - om det så skal være til de bliver 50 eller mere og altså har nået den såkaldte overgangsalder eller klimakterium der er bestemt af ægløsningernes ophør. Med muligheden for nedfrysning af æg kan kvinden selv bestemme hvornår hun skal have børn (sæd er der ikke mangel på). Fertilitetbehandlingen kræver særlige regler og koster naturligvis mange penge, og det er ikke givet at den skal være gratis, når hele sundhedsvæsenet lider af større og større pengemangel. Men da karrierekvinder tjener mange penge selv, burde problemet kunne løses. Og da der ydermere ser ud til at være mulighed for ad åre at fremstille en "baby-pille", vil den hellige gral nok forblive velforvaret.

Men stadig spøger et særligt problem, nemlig at den normale kvinde - modsat manden - ikke kan se bort fra trangen til at få børn og have omsorg for børnene.

Det er meget godt at en kronikør i anledning af kvindernes kampdag i Weekendavisen 3.3. tager afstand fra gamle Freuds påstand om eksistensen af en generel 'penismisundelse' hos kvinder. Det var jo en påstand psykoanalysens skaber brugte mod kvinder der hellere ville havde magt end børn (eller nu om stunder magt og karriere før børnene), for han var selv ikke så lidt af en mandschauvinist. Men hans teorier var baseret på datidens sociale forhold og mandsdominans, og hans teori om en penismisundelse kan sagtens latterliggøres, hvis man ser den som en banal påstand om at piger skulle misunde drengene deres praktiske urineringsudstyr. Det kvinder dengang og stadigvæk i vid udstrækning misunder mændene er deres privilegier i det fortsat mandsdominerede samfund. Og her tager kvindesagskvinderne fejl, hvis de tror at det største privilegium blot drejer sig om det kropslige organ. Det drejer sig nemlig om noget helt andet. Det drejer sig dybest set om en stærk psykisk trang til gennemtrængning, befrugtning og grænseoverskridelse - og denne trang hænger vel at mærke fra naturens side sammen med det fysiske kønsorgans specielle evne til at under seksuel ophidselse at svulme op eller erigere og blive i stand til at trænge ind i en skede.

Elementært, min kære Watson. Ja vist. Men noget der ikke er lige så banalt er den såkaldte 'sublimering'. For den betyder at mandens trang til gennemtrængning og grænseoverskridelse ikke er bundet til den snævre biologiske opgave, men kan overføres til en lang række vilkårlige kulturelle opgaver. Om man overhovedet skal kalde dette en 'sublimering', får stå hen. Det var oplagt at Freud så det som en sådan, men det er ikke indlysende for andre end den kulturelle elite at det ene skulle være 'finere' end det andet. Det afgørende er derimod at selve evnen og trangen til at bruge den seksuelle drift til noget andet end at få børn er det der skaber kulturen.

Alt andet lige betyder det at begavede og viljestærke kvinder sagtens kan nå langt i en uddannelse og en karriere, for de har nu engang også en del mandligt kønshormon i sig, men den er mindre end hos manden og frem for alt er kvinden uden den indre, psykiske tilfredsstillelse der ligger i at en målrettet og tålmodigt fokuseret præstation bekræfter manden i hans udadvendte og grænseoverskridende skabertrang - uden at være forbundet med udløsning af sæd.

Det er faktisk årtier siden at en dansk psykiater påpegede denne sammenhæng i en bog om phallós. Det er det græske ord for penis, men i den antikke græske kulturs fallosdyrkelse var ordet et universelt symbol på både potens og frugtbarhed. Og hvad man end kan mene om de gamle myters værdi, så er de udtryk for dyb erfaring om eksistensens dybeste kræfter. Det er imidlertid meget sigende for den moderne debat om kvindefrigørelse og ligestilling at både lægfolk og eksperter, inklusive psykologerne, ser konsekvent bort fra disse dybdepsykologiske faktorer. Og derfor er det såmænd ikke så forbavsende at mange kvinder drager så mange forkerte eller utilstrækkelige konklusioner.

Det man fra kvindernes side burde begynde at interessere sig for er hvad kvindelighed og kvindefrigørelse skal betyde hvis man tager højde for de dybeste psykiske faktorer. Det er ikke nok at opfordre kvinder til at kende deres krop; det er heldigvis en selvfølge i dag. De skal nemlig også kende deres psyke. For krop og psyke er nært forbundet. Det er kun kristne fundamentalister og materialistisk indstillede videnskabsmænd der ignorerer forbindelsen ud fra hver sit synspunkt. De første anerkender kun ånden, de sidste kun materien. Men mennesket er altså et helt væsen der har både en indre åndelig side og en ydre sanselig side. Og heldigvis er vi erkendelsesmæssigt kommet så langt, at vi ikke behøver at vælge mellem de to tilgange, for de kan ses som komplementære fænomener.

Det første man bør slå ned på i den moderne kulturdebat i Europa er at man på alle punkter af kultur- og samfundslivet hylder vækstfilosofien og vel at mærke primært måler den på økonomi, teknologi, produktion og forbrug. Alle kan se at væksten medfører store problemer for såvel klimaet som den menneskelige psyke. Men næsten alle politikere og regeringer hylder fortsat vækst i stor stil, ja de frygter recession som pesten, og flertallet af befolkningen bliver ved med at tro på de vækstfikserede politikere.

Ind i mellem kommer der partier op der påpeger problemerne og anbefaler alternative løsninger. Og ind i mellem er der såmænd også analytikere der anbefaler mindre mandlig handlekraft og aggressivitet og mere kvindelig omsorg og empati. Man kunne endog høre Hillary Clinton som præsidentkandidat udtale at hun gik ind for de store altfavnende moderlige værdier. Men når den normalt nøgterne Angela Merkel i 2015 skulle tage stilling til den voldsomme flygtningetilstrømning fra muslimske lande, så valgte hun ensidigt omsorgen fordi hun identificerede den med kristen kærlighed.

Ingen forstår tilsyneladende at det eneste der har en chance for at løse de vestlige landes aktuelle problemer er at undlade at vælge mellem en mandlig og en kvindelig indstilling og i stedet se de to indstillinger, også kaldet frihedsprincippet og tryghedsprincippet, som komplementære og dermed ligeberettigede. Enhver progressiv vestlig kultur skal bevare demokratiet og kvindefrigørelsen gennem henholdsvis en mandlig handlekraft der sikrer de nationale grænser, den nationale suverænitet og initiativlysten - og en kvindelig omsorg der sikrer nærværet, empatien og hjælpsomheden i landene.

Deciderede karrierekvinder skal have lov til at konkurrere med deciderede karrieremænd og søge de topstillinger de har kompetencer til, men befolkningen skal ikke på nogen måde opmuntre, endsige opgejle nogen som helst mand eller kvinde til at vælge en individuel vej der tydeligvis går ud over fællesskabet. Tværtimod skal opgaven være at sige nej til overdreven og skadelig vækst såvel som til kvindelige karrieremagere der ikke har anden målestok i livet end mændenes jag efter erhvervssucces, store indkomster og store formuer.

Kvinder burde finde den værdi i eksistensen der både svarer til deres biologi og sikrer dem en udfoldelse af evner og færdigheder der modsvarer mandens fallosdyrkelse ved at få dybest mulig kontakt mellem livsopgavernes substans og kønsorganernes indretning. Det er forståeligt at moderne kvinder har svært ved at finde en passende betegnelse på deres livmoderhule, som alle kan enes om og som dækker alle sider af organets brug og formål, men det er betegnende for forvirringen at nogle kan finde på at afvise ordet skede fordi "skeder har svamp". Det har alle skeder nu ikke, men det uheldige ligger først og fremmest i at fravælge et ord der fra gammel tid har været velegnet til at fremhæve at organet passer til en erigeret penis og dermed til både lyst og gavn. Fravalget af ordet synes at pege på det forhold at mange kvinder ikke blot selv vil bestemme over deres krop og deres graviditeter, men også helst vil være fri for mændene. Mange kvinder synes at ligne de Jomfru Maria-dyrkere der i sin tid lancerede ideen om den ubesmittede undfangelse.

Undertegnede er som mand part i sagen. Jeg må tage kvindernes mere eller mindre bevidste modstand mod mandens instinktive begær til efterretning, men jeg må også konstatere, at der er kvinder der eksplicit tør melde ud at de godt ind i mellem kan fryde sig over at "knalde med et rigtigt chauvinistisk røvhul som er totalt dominerende på en totalt ufed måde", for nu at citere en modernes feminists bramfri tale i dokumentarfilmen 'Venus'. Hun mener det er paradoksalt som feminist at have den slags lyster. Men det er kun fordi hun stiller det op som en logisk modsigelse. Ser man de to ting som komplementære modsætninger er der ikke tale om nogen logisk modsigelse, men om en dybt humoristisk leg mellem de to køn. Den bør alle være glade for.

Den politiske side af sagen er af største alvor. For kvindefrigørelsen kommer ingen vegne i de frie vestlige demokratier hvis kønnene fokuserer på elitær karriere. Og den kommer ingen vegne i de ufrie muslimske diktaturer, hvis kvinderne ikke gør op med mandsdominansen i bred forstand. Kvinderne i Europa må acceptere de europæiske nationalstaters effektive bevogtning af de ydre grænser. I dag er hele Europa til grin for den nye tyrkiske diktator fordi Angela Merkel ikke tør sige ham effektivt imod. Her dur imidlertid hverken almindelige eftergivenhed eller speciel 'kristen humanisme'. Her dur kun værn om vore territorier.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: