Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - zentropa

ARTIKEL FRA JERNESALT - 1.12.17.

Ålen i filmbranchens danske paradis

I mange, mange år er filmselskabet Zentropa blevet forbundet med de såkaldte dogmefilm fra og med 1995, hvor instruktørerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg i Paris præsenterede deres Manifest "Dogme 95" som reaktion mod tidens, men navnlig Hollywoods filmstil. Dogmet foreslog en modbevægelse mod alle illusioner om god smag og æstetik til fordel for en sandere og enklere form og produktionsmåde. Manifestet rummede 'ti kyskhedsløfter' om fx håndholdt kamera og autentisk location, og det blev hurtigt tiltrådt af både en række danske og udenlandske instruktører. De første dogmefilm var Vinterbergs 'Festen' (1998), Triers 'Idioterne' (samme år), Søren Kragh Jacobsens 'Mifunes sang' (1999) og Lone Scherfigs 'Italiensk for begyndere' (2000).

Men egentlig blev filmselskabet 'Zentropa Entertainment' grundlagt allerede i 1992 af Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen og har siden også haft Wibeke Windeløv og Ib Tardini som producere. Selskabet, der også har lavet pornofilm, etablerede sig i 1998-99 i nogle gamle militærbarakker i Filmbyen i Avedøre (Hvidovre kommune). I 2008 købte Nordisk Film en stor andel af selskabet og ejer i dag 50 % af Zentropa, og Nordisk films direktør Allan Mathson Hansen er bestyrelsesformand for Zentropa. Nordisk Film ejes igen af Egmont, hvis nuværende direktør hedder Steffen Kragh. Zentropa er et af Skandinaviens største filmselskaber, og det har unægteligt haft en væsentlig andel i at danske film har vundet stærkt frem internationalt.

Zentropa har siden etableringen i Filmbyen været kendt som et ret specielt filmselskab med en ganske særlig kultur der først og fremmest skyldes medstifteren og den mangeårige leder Peter Aalbæk, også kaldet 'Ålen', som er født i 1956, var med i ungdomsoprøret og tilsluttede sig dettes generelle illusion om at alle sociale normer er samfundsskabte, tidsbestemte og relative. Han udviklede sig til et overmåde frit og bevidst provokerende menneske og skabte i samme ånd en ledelsesstil på Zentropa, der skulle forestille at være fri, sjov og provokerende - og naturligvis fremmende for selve kreativiteten. Ja, Aalbæk er fuldstændigt overbevist om at det er denne frie ledelsstil der er grundlaget for Zentropas succes. Det er naturligvis en indbildning, men det er først nu i 2017 at boblen er bristet. Og det er kvindelige, tidligere medarbejdere i selskabet der i kraft af kvindernes nye, berettigede og velorganiserede oprør mod mændenes udbredte sexchikane i Vesten langt om længe har fået mod til at stå frem og dokumentere at Peter Aalbæks ledelsesstil er en gang fri mandschauvinistisk magtdominans der som alle andre former for en sådan er gået ud over underordnede og relativt svage eller eftergivende mennesker der ansættelsesmæssigt har været afhængige af mandens luner og velvilje.

Dagbladet Politiken har i november måned kunnet bringe adskillige afslørende artikler om Zentropa samt en flersidet temaavis under det sigende navn "Selskabet for grænseoverskridende adfærd". Her kommer krænkede kvinder til orde tillige med udenforstående kommentatorer. Og det er ikke småting der er dukket op. Lektor i filmvidenskab på Københavns Universitet Johannes Riis, som i årevis har læst adskillige organisationsteoretiske analyser af produktionsafdelinger i branchen og for hvem Zentropa hidtil har stået som en national stolthed, må indrømme at han aldrig andetsteds er stødt på en kultur der bare minder om Zentropas. Fagforeningen af Ansatte i Filmbranchen (FAF) har ikke fået anmeldelser fra medlemmer om sagen, men tager naturligvis afstand fra krænkelserne. Såvel det svenske selskab Film i Väst som Det svenske Filminstitut har afbrudt samarbejdet med Zentropa, og sidst har ti ledende europæiske filmproducenter der med egne øjne har oplevet de berygtede julefrokoster på Zentropa offentligt protesteret mod at Aalbæk og selskabet nu forsøger at bagatallisere krænkelserne. Anklagerne har gjort så stort indtryk på filmsskabets bestyrelse, at man både har afsat Peter Aalbæk som leder og forbudt ham at udtale sig på selskabets vegne. Men bestyrelsesformanden har dog også understreget at han står last og brast med filmselskabets øvrige ledelse og ikke har opfattet ledelsesstilen på den måde kritikerne har beskrevet den.



Blandt sagerne skal for klarhedens skyld blot nævnes nogle få eksempler fra de anonyme kilder: Til julefrokosten kunne man vinde 10.000 kroner hvis man stillede sig nøgen på scenen. Eller piger der lod deres kønshår gro kunne vinde 10.000 kroner hvis man havde de længste kønshår.... Hver gang han (Aalbæk) kom forbi mig på kontoret (i Stockholm) kastede han mig over knæet og klaskede mig i røven foran de andre under høje grin og latter..... En anden udfordring var nøgenbadning i poolen. På tur skulle småtterne (praktikanterne) bade med Peter Aalbæk og Lars von Trier. Den småtte der lige havde været i poolen, skulle vælge den næste småtte.... Under julefrokosten, hvor en masse fra filmbrancehn var inviteret, skulle vi småtter op på scenen og præsenteres sammen med Aalbæk. Jeg havde en nederdel på. Mens jeg stod dér, stak han pludselig mikrofonen op under min nederdel og sagde: "Hør, fissen snakker"..... Jeg kan huske engang hvor Aalbæk kom gennem kontoret og løftede mig og lagde mig over et bord for at give mig smæk, mens han grinede højt. Jeg blev meget chokeret. Så jeg sagde noget til det, og han svarede: "Du er snerpet, det er bare en joke".... I virkeligheden har Peter Aalbæk lavet en kultur, hvor man skal synes, det er sjovt, at nogen får målt hår under armene eller blivet slået i røven. Og den kultur bliver man en del af.... Seksualitet og seksualisering fylder ekstremt meget. Jeg har oplevet at chefen stod bag mig og lavede stønnelyde, jeg-kneppe-dig-lyde, i baggrunden, mens jeg talte i telefon. Og hvis man ikke siger fra, så er det en slags accept, og så bliver det en del af hverdagen....

Og en enkelt navngiven fortælling fra produceren Meta Louis Foldager Sørensen, der arbejdede på Zentropa i 2006-10 fortæller: Jeg tror at alle der har været ansat på Zentropa har været udsat for eller vidne til seksuelt betonede ting, men også bare mobning eller 'drillerier'. Det var en indgroet del af kulturen. Og det var der ingen der lagde skjul på overhovedet. For mange var det også fysiske ting: klaps, smæk, kys - både med og uden tunge - omfavnelser med mere. Der blev leget med tanken om dem i seksuelle situationer. Der blev talt om deres bryster eller kropsbehåring....Det var en helt særlig sekterisk kultur. Både ledelsen og medarbejderne erkendte jo også helt åbent, at det var en sekt....



Det er netop væsentlig at holde fast i at atmosfæren i Zentropa med Foldagers ord var en kultur af helt sekterisk art, for den adskilte sig ikke alene markant fra andre selskabers - hvad sexchikane i almindelighed ikke gør - men har i bund og grund været præget af en enkelt mands indstilling, en yderst kreativ, fantasirig og dominerende chef der aldrig har lagt skjul på sine lyster, sin magtvilje og høje cigarføring eller sit høje humør og sine illusioner om at alt hvad han foretog sig var til firmaets, medarbejdernes og branchens bedste. Der var ikke alene tale om en hensynsløs og vilkårlig magtdemonstration som man kun finder i de værste diktaturer, men også om en seksuel exhibitionisme som er ekceptionelt grænseoverskridende og kombineret med en højst ejendommelig indbildskhed. Den har totalt udelukket at manden overhovedet har kunnet se at hans adfærd ville være sårende og krænkende for langt de fleste normale mennesker og derfor aldrig ville kunne finde sted hvor man værner om medarbejdernes integritet og finfølelse. Al kritik og alle indvendiger affejede Aalbæk med skældsord som snerpethed og manglende humor. Selv over for Krause Kjærs vedvarende forsøg i Deadline for et par uger siden på appel til mandens moralske forestillinger svarede Aalbæk konsekvent udenom ved at fastholde at alt var ment som jokes - og at alle vidste dette.

Det særegne ved hele Zentropa-sagen er altså ikke at Peter Aalbæk har brugt sin diktatoriske magt til at skaffe sig al den sex han kan få blandt sine underordnede - det er en helt normal praksis i alle rene mandsdominerede magtsystemer som eksempelvis Kreml i Moskva og Det Hvide Hus i Washington - nej, det særegne er at han ikke forsøger at skjule noget, men bogstaveligt udstiller sin krop, sine kønsorganer og sine lyster for alle og enhver der er ansat i hans selskab, og som han forventer vil synes det er sjovt og spændende og ophidsende. Politikens tegner Roald Als ramte plet med tegningen 13.11. af 'Ålen i Paradiset', hvor han på kanten af poolen - med en ung, betuttet pige i bassinet - med høj cigarføring og høj latter svinger sin diller rundt som en propel under udbruddet "Det her bliver eddermaneme en fremragende film". Roald Als kalder tegningen "Peter Aalbæk forsvarer sin ledelsesstil i Zentropa" - og det gjorde han endnu den 13.11. men siden er han som bekendt beordret tavs af sin bestyrelse. Hans ledelsesstil forsvares ikke længere. Og kan heller ikke forsvares.



De mange sager om sexchikane der er kommet frem de sidste par måneder i den vestlige verden - navnlig i filmbranchen, men også over for kvindelige skuespillere og operasangere på teatrene - dækker såvel verbal og fysisk chikane som ikkeverbal chikane i form af ytringer eller blottelser. Den er naturligvis ikke uafhængig af at de optrædende personer og instruktører nødvendigvis kommer tæt på hinanden under såvel indstuderingen som live-opførelser, især hvis der er tale om nøgenscener, og at dette i sig selv vil friste nogle over evne, hvis ikke de er i stand til at holde sig i skindet og hvis ikke kulturen på stedet umisforståeligt siger nej til krænkelser. Generelt går den absolutte grænse som regel ved direkte og uønsket berøring, men i fx en kunstart som balletten er berøringer uundgåelige; herrerne løfter fx damerne med en hånd på et lår. Derfor skal moralen her være ekstra høj.

Men det store problem med sexchikane er at den som hovedregel altid går ud over de svage i et hierarki, og kun kan finde sted i et hierarki hvor de ansatte er fuldstændigt afhængige af deres chef eller chefer. Skal man dette til livs, er det nødvendigt med et systematisk opgør med mandsdominering i såvel private som offentlige virksomheder og selskaber. En kultur som den der har fået lov til at udvikle sig over længere tid i Zentropa er helt uacceptabel i dag, og dette på trods af at trenden blandt de unge og på de sociale medier er en nedbrydning af gammeldags blufærdighed. Man dyrker nøgenhed og intim berøring i stor stil og deler nøgenbilleder på medierne. Man ønsker i de fleste tilfælde billederne forbeholdt kærester indbyrdes, men kan hverken forhindre at de tilfældigvis kommer ud til andre eller bevidst deles med andre i mer eller mindre dårlig hensigt som fx hævnakt ved brud med partneren. Og når man kun vanskeligt kan forhindre dette, skyldes det den meget store usikkerheden ved brug af facebook og lign.

Når en filminstruktør og feministisk debattør som Eini Carina i en kronik hævder at det nu - efter alle de mange afsløringer af sexchikane mod kvinder - er manden der skal passe på sin dyd, så er det imidlertid udtryk for en uheldig sprogbrug, for at 'passe på sin dyd' er et gammeldags udtryk for at bevare sin uskyld i betydningen sin barnlige uskyldighed, og det er en altfor upræcis betegnelse for hvad det gælder om i den aktuelle kønsproblematik, nemlig under alle forhold at kunne bevare sin integritet og ansvarlighed - uanset om man er mand eller kvinde.

Mennesket er nu engang et dyr med kønsdrifter, der for alvor vågner i puberteten og giver helt naturlig lyst til seksuel udforskning og udfoldelse, begyndende i det små med flirt og sluttende med et gennemført samleje. Og det er altsammen i vore dage løsrevet så meget fra forplantning og ægteskab at det regnes for en helt normal foreteelse som ikke længere er forbundet med det gamle syndsbegreb som går tilbage til et decideret mandssamfunds værn om familieæren. I det moderne samfund, der tilstræber ligestilling mellem mand og kvinde, er det hverken syndigt at gå i seng med en anden eller tilfredsstille sig selv. At udfolde sig seksuelt med en partner bliver ene og alene en betænkelig sag, hvis det ikke sker frivilligt, hvis partneren ikke er kommet over den seksuelle lavalder eller hvis der er tale om et lærer-elev-forhold eller lignende. I så fald må der omtanke og selvkontrol til. Og det burde egentlig være en selvfølge blandt civiliserede mennesker, men er det altså langtfra i dag.

Men at bevare sin fulde integritet er noget andet og mere, nemlig at være ansvarlig for sit privatliv, sin blufærdighed og sin skam. Og denne ansvarlighed burde egentlig også være en selvfølge, men er det slet ikke længere, fordi disse begreber forlængst er blevet undergravet af en falsk modernitets trend der giver folk den illusion at frihed ophæver al moral og alle moralske betænkeligheder og på anarkistisk vise definerer frihed som frihed til alt. "Alt er tilladt" som parolen lød under ungdomsoprøret - og tidligere lød under nihilismen.



Eini Carina spørger i sin kronik (Pol. 28.11.) om det i sidste ende ikke ville være det egentligt frigørende at hæve sig op over idioternes udskamning og være ligeglad med om nogen så ens liderlige selviscenesættelse. Sådan har hun i hvert fald hidtil selv tænkt, men er efter #MeToo-kampagnen blevet klogere. Og hun fremhæver specifikt feministen Emma Holten som en kvinde der har haft format til at "konvertere offerpositionen til en magtposition". Efter Carinas mening drejer alt sig nemlig om magt. Derfor er den udbredte intimitetskultur på sociale medier, især Instagram og Tumblr, i sidste ende med til i hendes optik at øge kommercialiseringen af kroppen og dermed udvide kapitalismens råderum. - Men her går det efter undertegnedes mening galt i ræsonnementet.

Carina hævder at grænseoverskridelsen alle dage har været kapitalismens brændstof. Og når vi deler vores mest intime følelser, tanker og drømme med hinanden og dermed lader Facebook, Google osv tjene penge på vores privatliv, så inviterer vi kapitalismens indenfor. Vi deltager med dødangsten hængende ud af halsen i en frådende kamp om social anerkendelse, hvor valutaen er målbare likes, følger, visninger, delinger. Debattørerne er ikke frihedskæmpere, men gladiatorer der afleder massernes frustrationer. Feminismen ædes op at sin egen doktrin om at det private er politisk, for det politiske er i sagens natur også offentligt, og dermed gøres det private til et offentligt anliggende der servilt serverer vores menneskelige identitet for storkapitalen. Så længe vi lever i det her kapitalistiske system er der altid nogen der har magten over skammen på bekostning af nogle andre. Nu er det måske langt om længe blevet kvindernes tur til at have støvlen på. Men vi er stadig først og fremmest forbrugere og produkter.

Man kan godt forstå at Carina tvivler på at verden kommer til at være væsentligt anderledes, blot fordi kvinderne får støvlen på, for nettet hænger stadig fra et containerskib, og dette skib er ejet af en mand!



Det fatale i hele dette ræsonnement er at den grænseoverskridende kapitalisme på næsten blind marxistisk vis udpeges som ondets rod og at der ikke så meget som øjnes en udvej, selvom den har eksisteret lige så længe som der har været mennesker på jorden. Den hedder menneskets åndsliv og sjæleliv, og disse to fænomener er ikke - som Marx hævdede og alle rationalister og determinister stadig hævder - en afledt størrelse i forhold til materien, men tværtimod en fuldt ligeberettiget størrelse fordi mennesket nu engang har to tilgange til virkeligheden, nemlig den udadgående, sanselige og den indadvendte, intuitive. Den første følger logisk-rationelle love som kan sikre os bedre og bedre tilpasning til og udnyttelse af den fysiske, sociale og samfundsmæssige virkelighed; den anden er derimod irrationel og sikrer os et sjæleliv og åndsliv der bliver et afgørende alternativ til magtkampen i den ydre verden (hvorunder også hører kampen om de ideologiske og religiøse magtmidler vi kalder dogmer). Den irrationelle del af vores bevidsthed kaldes underbevidstheden, og netop den er forudsætningen for al nytænkning, al kreativitet og al humor. Den giver os hele det frirum i tilværelsen som ingen har magt over, men som tværtimod kan give os den ægte frigørelse og den ægte frihed, hvis vi selv forstår det og værdsætter det.

Frihed er altså ikke som anarkister, nihilister og mange ungdomsoprørere gennem tiderne har troet - og som Zentropas store magiker og bannerfører har troet og fået sine beundrere og tilhængere til at tro - en frihed til alt der ophæver enhver moral og ethvert etisk aspekt, men tværtimod selve den psykiske frigørelse der gør fri af alle former for tvangsmæsig, mere eller mindre neurotisk eller psykopatisk afhængighed af instinktive impulser såvel som ydre og indre autoriteter. Og denne frihed er også grænseoverskridende, fordi den er uafbrudt skabende og tit skaber noget emergent nyt. Det er først og fremmest heraf kulturen kommer - og aldeles ikke fra teknologien, pengeøkonomien, dogmatikken, magtbrunsten eller 'fremskridtet'.

Kun åndsaspektet kan modvirke magtkrænkelserne - og derfor skal vores vigtige aktuelle kamp for ligestilling mellem kønnene naturligvis ikke have som mål at mændenes magt over kvinderne afløses af kvindernes magt over mændene, men tværtimod have den fulde ligeberettigelse som mål. Kønnene er forskellige af kønshormonale grunde og vil vedblive at være det, og kønsforholdet kommer derfor aldrig i en statisk balance. Men kønsforholdet kan blive noget højst positivt og værdifuldt i de fleste menneskers liv, hvis det kommer fri af magtkampen som sådan og kommer ind i humorens og tragediens verden hvor det at have ret er hørt op til fordel for en sund, konstruktiv, tillidsfuld og fælles indsats for at sørge for den overvægt af det gode i livet, som konsistensetikken har vist er det indre psykiske krav for alle mennesker.

Ejvind Riisgård



Link til Zentropa

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Leg, kunst, musik og digtning - Mennesket som et legende væsen - (5)  (21.5.16.)
Trier, Hitler og destruktiviteten  (19.5.11.)
Film og forførelse  (12.07.06.)
Filmen og latteren  (30.6.05.)
Bunuels 'Begærets dunkle mål'
Ingmar Bergman - Nordens største filmkunstner  (Essay - 31.10.05.)
Rainer Werner Fassbinder   (Essay - 31.7.05.)
Krzysztof Kieslowski  (Essay - 28.2.04.)

Lars von Trier  (kort karakteristik) Direktøren for det hele  Trier når han er træls (8.12.06.)
Nymphomaniac: Trier, seksualiteten og eksistensen  (25.9.14.)
Triers 'Melancholia' er et sandt mesterværk  (31.5.11.)
Har film og anden kunst et budskab?
- Debatten om Triers 'Antichrist'
  (19.7.09.)
Triers 'Antichrist'  (8.6.09.)

'Supervoksen'  Christina Rosendahls film om overgangsriter og 'syndefald' (18.8.06.)
'En Soap'  Pernille Fischers film om køn, identitet, partnervalg og humor (18.4.06.) 'Kunsten at græde i kor' - og overleve mistrøstig barndom   (3.5.07.)
'AFR' - i sandhed en utroværdig film  (22.4.07.)
'Drabet'   Per Flys film om politisk og moralsk inkonsistens (11.9.05.)



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
Hvor kommer det onde fra?   - Er mennesket ligefrem ondt af natur?  (23.3.05.)
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)
Ansvarlighed  (10.1.07.)
Afgøres kvindekampen af ligestillingskampen?  (8.3.17.)
Leg, erotik og ungdom - Mennesket som et legende væsen (6)   (19.6.16.)
Køn, identitet, partnervalg og humor  (7.5.06.)
Familien er død! Familien leve!  (16.6.05.)
Pornoficering eller seksualisering?  (18.3.05.) Det aggressive menneske om Anthony Storrs dobbelte aspekt og dets følger
Det generøse menneske om generøsitet, seksualitet og Tor Nørretranders
Det æstetiske menneske eller Tilfældet Jørgen Leth



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Kvindeillusion og kvindesvigt  (26.3.17.)
Afgøres kvindekampen af ligestillingskampen?  (8.3.17.)
Heksejagt på kvindelige toppolitikere?  (17.8.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)
Ligestilling i rockmusikken og iøvrigt - en illusion eller hvad?  (11.8.09.)
Køn, identitet, partnervalg og humor
Film og forførelse
Familien er død! Familien leve! (om Cooper)
Ole Chr. Madsens en film om manderolle, faderkompleks og parforhold
Hvorfor skal hekse på bålet?



Artikler om Film
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Samfund
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal