Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - luther2017cbekend

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.11.17.

Det mest utidssvarende ved kristendommen er intellektualismen og bekendelsestroen

Kulturkrisen kræver nytænkning af alt
Intellektualismens forbandelse
Bekendelsestroens vanvittige idé
Helhedsrealismens alternativ
Henvisninger



Kulturkrisen kræver nytænkning af alt    
Til toppen  Næste

Som det er fremgået af mine artiker om Teser mod Paulus og Luther, Luther ifølge Herbener og Den store kulturkrise og udvejen er den grundlovsforankrede danske folkekirke i krise, ikke fordi den ikke har et flertal af befolkning som sine medlemmer, men fordi den har et stigende antal udmeldelser på grund af sine dogmer og et stigende antal præster der har store problemer med trosbekendelsen. De må gå stille med det hvis ikke de vil risikere deres embede. Krisen kunne også ses på DRK med udsendelserne 31.10. om hhv. 'På sporet af reformationen', en fuldstændig tandløs samtale med sognepræst Jens Bach Pedersen, Dragør, og 'Luther i dag' der var den nyudnævnte 'folkeprofessor' Adam Holms skoleridt med sognepræst Sørine Godtfredsen, antrolopogen Dennis Nørmark og religionssociologen Jens-André P. Herbener, der alle var forudsigelige. Også Adam Prices tv-serie 'Herrens veje' har demonstreret ligegyldigheden omkring en provst der mente det godt, men hverken kunne styre sin trang til de våde varer eller de våde skeder. Der er åbenlyst behov for andet end et frisindet svar fra officiel side om at den kristne tilgang til Gud kan være lige så god som andre tilgange i den moderne demokratiske velfærdsstat eller det mere kritiske svar fra mere eller mindre udtalt ateistisk side at folkekirken ikke er så reaktionær at det gør noget. Blot må udtrykkeligt siges at nytænkning er bedre end gængs gudstro eller gængs gudløshed.

I Bertel Haarders tåbelige Danmarkskanon kommer den kristne kulturarv ind på tiendepladsen efter foreningsliv, frisind og hygge. Heri ser en historiker en accept af religionen som en "legitim kilde til livsmening for mange", en præst at kristendommen er "en lidt uartikuleret faktor", mens en filosof tør skære igennem med tvivl på at det overhovedet skulle være kristendommen vi danskere skal samles om i fremtidens samfund.

Ingen tager fat om nældens rod: at "legitime livskilder" til mange hverken redder nogen nation eller nogen person. Ingen forstår at der skal noget helt andet end "artikulerede trosbekendelser" til at dæmme op for den mere og mere udbredte tro på multikulturalisme, nemlig hvad man dybdpsykologisk forstår ved ægte livstro eller dybere mening med livet.

Men allerværst: Ingen af kristelighedens tro væbnere tager sig sammen til at komme med en nytænkning der vil kunne opfattes af normalt begavede og kritiske lægfolk som andet end udenomssnak. En biskop hævdede således for et års tid siden i en kronik i Politiken at kirken bekender sin tro på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber, fordi kirken "går efter troens mening"(!), som skulle være at "hævde at alting blev skabt ud af ingenting". - Man tager sig til hoved med et "Herre Jemini", for den slags er sprogligt vrøvl af samme rene karat som når Tor Nørretranders hævder at universet er et opblæst nul og tror han har sagt noget originalt.



For undertegnede helhedsrealist står det dag for dag klarere og klarere at det eneste der virkelig vil batte i vores dybe, aktuelle kulturkrise er et direkte opgør med så vel den den intetsigende multikulturalisme som selve den dogmatiske tankegang der ligger bag al kristen dogmatik og al kristen paradoksmageri (så vel som al dogmatisk og truende islamisme).

Opgøret vil aldrig lykkes med mindre man tager fat i selve de psykologiske mekanismer der gør folk til fanatikere og som får dem til at tro at der kun skulle være faste holdepunkter i dogmer, absolutter og autoriteter. Ingen kan i dag få ordentlig indsigt i hverken gudsforholdets eller naturvidenskabens natur uden at bruge en ny begrebsramme der forklarer forskellen mellem vor umiddelbare opfattelse af den kvalitative eksistens og vores middelbare opfattelse af den kvantitative omverden. Man må have fat på, at alt hvad vi kalder værdier og kvaliteter eller mening i tilværelsen har at gøre med vores medfødte umiddelbare opfattelse af tingene - af den simple grund at vi får den forærende fra fødselen som en selvfølgelig grundfølelse der er helt og holdent irrationel, eftersom vi på det tidspunkt ikke kan tænke rationelt og ikke har et sprog til at formulere tankerne. Rationaliteten og sproget kommer først med de såkaldte sekundærprocesser, de logiske, analytiske processer vi lærer i og med at vi lærer sproget, og som naturligvis derudover læres bedre og bedre og endda systematisk ved skolegang og senere faglig uddannelse. Det er den middelbare tilgang til virkeligheden vi derved lærer, og den er nødvendig for livets og samfundsordenens praktiske opretholdelse (vi skal have brød på bordet), men den er helt uegnet til at opretholde opfattelsen af livets mening eller værdi.

Den middelbare eller analytiske tilgang til virkeligheden er jo kun en tilgang til den halve virkelighed, og det uhyggelige ved denne halvering er at den som en helt naturlig følge som regel har at folk slutter fra den praktiske tilgangs åbenlyse succes til dens monopolagtige stilling som eneste vej til korrekt erkendelse. Derfor får den formelle logik, den abstrakte matematik og den på objektive observationer og eksperimenter grundede faglige viden og naturvidenskabelige viden meget højere rang end den subjektive, ofte farvede og ukontrollable erkendelse, selvom det er den der tæller i eksistentiel henseende.



Intellektualismens forbandelse    
Til toppen  Næste

Hos ingen anden dansk kulturpersonlighed ses dette tydelige end hos teologen, filosoffen og forfatteren Søren Kierkegaard (1813-55) der levede fra 1813-1855 og i enhver henseende var en særling. Trods sit korte liv fik han skrevet en lang række værker der gennemspillede religiøse, psykologiske og filosofiske temaer på en så original vis, at han regnes for en af eksistentialismens vigtigste fædre. Folk der bliver bidte af hans forfatterskab, slipper det som regel aldrig.

I 'Begrebet angst' beskriver han menneskets fundamentale angst for at være et frit og selvansvarligt individ. I denne forbindelse må fremhæves sætningen om at subjektiviteten er sandheden, for den betyder netop at et menneske i eksistentiel henseende ikke kan nøjes med de objektive kendsgerninger, men tværtimod altid må tage ansvaret for sine egne personlige standpunkter.

For Kierkegaard gjaldt det dog ikke blot om at vælge friheden, men også at gøre 'springet' ud på troens dybe vand. Dette valg beror ikke på logisk ræsonneren, men på bruddet med logikken og antagelsen af paradokset eller det absurde. Troen bliver for Kierkegaard ensbetydende med tro på det absolut paradoksale i at Gud blev menneske (gennem Jesus) og 'det evige' således 'timeligt'. Dette fattes ikke af forstanden, men er ifølge Kierkegård og mange andre teologer den kristne tros kerne. Dermed sættes kristendommen bevidst og definitivt uden for fornuftens rammer.

Kierkegaard viste at dette intellektuelt kan lade sig gøre - i kraft af stor sproglig opfindsomhed - og det er derfor ikke uforståeligt at så mange veluddannede og rationelt indstillede mennesker siden har kunnet indfanges for livet af spidsfindighederne.

En af de tydeligste manifestationer af Kierkegaards absurde tro er hans fortolkning af den gammeltestamentlige beretning om Abrahams ofring af sin søn Isak. Abraham mente at have hørt Jahve befale ham denne ofring som udtryk for ubetinget lydighed mod Herren. - Det er en lydighed der i de fleste normale menneskers opfattelse er dybt uetisk og forkastelig. Men Kierkegård accepterer den fuldt ud. Han drager ikke den konklusion at Abraham må have misforstået Gud.



Intellektuelt er Kierkegaard et studium værd, fordi han beskæftiger sig med de store eksistentielle spørgsmål på en måde der tvinger til afklaring. Men set ud fra en helhedsrealistisk synsvinkel repræsenterer han en form for tro der gør det absurde til gud og dermed afgud. Han viser derfor væk fra den ægte tro, den tro der oprindeligt er barnetro, og som selvfølgelig skal omformes gennem pubertetens og ungdommens intellektuelle kritik, men aldrig må havne i intellektualisme. - Jf. iøvrigt e-bogen Ungdom er krise, frigørelse, nye indsigter.

Følgerne af Kirkegaards tænkning blev katastrofale for den danske folkekirkes udvikling efterhånden som den uforsonlige kamp mellem grundtvigianere og missionsfolk langsomt ebbede ud. For det betød at den tidehvervske bevægelse, der byggede på Kierkegaards påstande om troen, vandt frem i 1930'erne og 40'erne og nu om dage dominerer den teologiske debat fuldstændigt på bekostning af en ægte folkelig debat. Det har reelt været med til at undergrave folkekirkens position, idet præsterne med deres forkyndelse og pukken på trosbekendelsen driver folk ud af den kirke de ikke vil slippe som medlemmer - eller rettere de driver folk ud af et ægte og helhedsrealistisk gudsforhold der ikke accepterer absurditeter.

Kierkegaard nøjes ikke med at dyrke absurditeterne, han bestred simpelthen at umiddelbarheden kunne være ånd. Efter hans mening kom ånden først ind med troen på det absurde. Det er i virkeligheden en horribel påstand, al den stund flertallet af mennesker kloden over har en enfoldig tro fra barnsben - og al forskning i dyrs adfærd desuden viser at også højerestående dyr har adfærd der viser udslag af ånd, dybdepsykologisk forstået som former for ekstase der bringe højdepunktsoplevelser ind i eksistensen. Mennesket kan jo også kommunikere med både spædbørn og mange dyr (primært tamdyr, men også mange fugle), på en sådan måde at der opleves højdepunkter. Så Kierkegaards opfattelse holder ikke.

Men Kierkegaard var sikker i sin sag, der derfor må betegnes som ren og skær intellektualisme. Derfor kunne han også i sin bog om "Stadier i livet" (stadier betyder ikke udviklingstrin, men typer) dele mennesket ind i typerne æstetikeren, etikeren og det religiøse menneske, men den sidste type underdelte han i en religiøsitet A og B, hvor A står for den almene type af stakler der lever i immanensen (middelbarheden), mens B står for den særlige fine og ædle type der vover springet ud i den absurde tro og transcendensen.



Bekendelsestroens vanvittige idé    
Til toppen  Næste

Trosbekendelsen er og bliver syndebukken i denne historie, for den gør en formel og meget omhyggeligt formuleret dogmatisk bekendelse til det afgørende kriterium i forståelsen af menneskets eksistens. Det betyder i virkeligheden at den sætter magthaverne i stand til at kontrollere individerne med forbud mod afvigende tale og holdninger. Dogmer er magtmidler, og hvor dogmatiske religioner hersker, hersker der tyranni. Og dette gælder hvad enten der er tale om religiøse dogmer eller om verdslige (ideologiske) dogmer som fx. kommunismen, nazismen eller islamismen eller kommercialismen og forbrugerismen eller multikulturalismen.

Hvor trosbekendelsen - der indførtes af kirkemagten på et kirkemøde i Nikæa i 325 og er gået videre i protestantismen - bliver det afgørende for menneskers rette tro, erstattes psykologisk set den simple og naturlige, og i princippet ukontrollable enfold, der bygger på menneskets medfødte føling med helhed, mening og orden, med formulerede dogmer som magthaverne kan håndhæve som de eneste sande. Det vil med andre ord sige at den føling der gives os alle i vuggegave (og beror på de umiddelbare primærprocesser og deres frie associationer) tilsidesættes til fordel for en middelbar og kontrollabel rettroenhed, der beror på de tillærte sekundærprocesser - og som intet har med normal livstro at gøre af den art der præger alle mennesker overalt på jordkloden, i alle kulturer og på alle sprog.

Men desværre er vi europæere gennem jødedom, kristendom (katolicisme og protestantisme, metodisme med mere) blevet vænnet til at betragte religion som et dogmatisk fænomen (modsat både det nordiske hedenskab og den kinesisk-japanske buddhisme). I jødedom og islam er der ligefrem tale om deciderede lovreligioner, dvs religioner der har et utal af udtrykkeligt formulerede regler for både privatlivet og samfundslivet som giver en autoritær etik, som alle skal følge, hvis de vil undgå såvel samfundets straffe som de guddommelige straffe. Lov-dogmatismen blev ændret gennem kristendommen på den måde at man ikke gjorde overholdelse af lovregler, eller overholdese af autoriserede moralske regler og udførelse af autoriserede moralske gerninger til betingelse for den højeste anerkendelse (Guds velsignelse), men nu gjorde en formel bekendelse af troen på Kristus som frelser til betingelsen for velsignelsen og det evige liv (efter døden). Ja, som bekendt er trosbekendelsen et fast led i alle gudstjenester, dåbshandlinger og begravelser. Menigheden siger at den tror på én sand gud, på Guds søn og på Helligånden. Den tror på jomfrufødslen af Jesus, på Jesu opstandelse fra de døde og på et liv efter døden....



Der foregår andet i kirkerne end denne tomme, udenadsbekendelse (som Luther gjorde meget ud af ved at udarbejde en Lille Katekismus til udenadslæren), bl.a. tekstlæsninger og salmesang. Og der foregår ofte kirkekoncerter hvor musikinteresserede kan høre fx. Johann Sebastian Bachs vidunderlige orgelmusik, kantater eller passioner. Men det er typisk for præstestanden og bispestanden, at man accepterer denne musikinteresse, men tit benytter lejligheden til at understrege, at det ikke er gudstjeneste, eftersom man går uden om den fælles trosbekendelse!

Miseren ses tydeligere og tydeligere år for år, fordi konkurrencen i moderne tid ikke kommer fra rationel naturvidenskab eller intellektuel ateisme og agnosticisme, men fra fanatisk islamisk lovreligion der ikke har begreb om at evangeliet som det kan læses i de tre synoptiske evangeliser river grundlaget væk under al lovreligion og derfor også ville være befriende for alle muslimer.

Men folkekirken, vanekristendommen og kulturkristendommen bøjer sig i støvet for relativismen og multikulturalismen og den grænseløse frihed uden for kirkens rammer. Og dermed bliver den kun mere og mere ufolkelig og unational. Den forstår slet ikke at netop Menneskesønnens budskab om Guds Rige som umiddelbarhedens og enfoldens rige lige præcis er det salt i kulturen der alene ville kunne give kraft til det aktive og lidenskabelige værn om det nationale civilsamfund og dets bærende tillidsfuldhed og solidaritet.



Helhedsrealismens alternativ    
Til toppen  Næste

Men er der et alternativ? Er tro og religion nu engang ikke decideret irrationel affære der i det moderne kultur- og samfundsliv bør forvises til privatlivet og folks demokratiske ret til at tro på hvilke absurditeter de vil? Nej, der er faktisk et fornuftigt alternativ.

Den politiske krise i Danmark og det øvrige Europa kan ene og alene løses ved en folkelig vækkelse der ligesom de folkelige vækkelser i 1800-tallet får føling med de stærkeste kræfter i det kollektivt ubevidste. Mange magthavere og mange meget borgerlige og konservativt indstillede mennesker frygter den slags stærke følelser og lidenskaber og stempler dem ofte som sværmeri, populisme eller nationalromantik.

De folkelige og religiøse vækkelser i 1800-tallet var imidlertid helt overvejende positive. De førte til borgernes og bøndernes (og senere også arbejdernes og kvindernes) opvågnen til selvstændighed. De sociale klasser vågnede efterhånden alle op fra sløvhed og underkuelse til bevidst ansvar for egen skæbne og derfor også oprør mod al underkuelse. Og her gælder en simpel psykisk lovmæssighed: Der sker ingen folkelige eller religiøse vækkelser der er stærke nok til at ændre et samfund på dybtgående vis, medmindre vækkelserne trækker på yderst energiladede kollektive forestillinger. Der er altid en risiko ved de energiladede kollektive forestillinger, men det hører netop med til 1800-tallets folkelige vækkelser i Danmark, at de gik uden om vold og voldelige omvæltninger.



Det afgørende var og er at der med bevidsthedens opdukken hos både individet og folket kommer en erkendelse af at autoriteterne og forældregenerationerne måske ikke altid er så indsigtsfulde, alvidende og almægtige som de giver indtryk af. Bevidsthedens opdukken betyder altså i alle generationer også muligheden for kritik og afsløring af og kamp mod forældregenerationerne og alle andre autoriters magt og magtfuldkommenhed.

En vigtig skikkelse for Danmarks vedkommende blev N.F.S. Grundtvig der i sine digte viste hvordan han grundliggende så eksistensen som en apokalyptisk kamp mellem det gode og det onde, fx mellem Sankt Mikael og Dragen. Mytologien var ganske vist ikke nogen religiøs lære, men han kunne bruge den til at påpege den historiske proces og dennes kristologiske sigte.

Grundtvig var ikke præst for ingenting. Også han søgte og fandt i dogmet kraft til at forlange en kirke af levende mennesker. Han sang og prædikede det ind i dem, så alle blev til en kirke, når de samledes. Han skabte dermed en ny mytisk religion i landet. Men den kunne i længden ikke hamle op med videnskabens tørre myter, de urokkelige og absolutte sandheder.



Udfordringen for Danmark bliver derfor en helt anden i vore dages velfærdssamfund, nemlig at gøre op med alle senere forestillinger om at kultur er en dekorativ overbygning på den materielle basis med dens produktion, handel, teknologi og fremskridt, og at religion i den kontekst er en privatsag der i bedste fald giver syge, gamle og døende mennesker lidt trøst, i værste fald bliver opium for hele folket (som Karl Marx talte om).

Forestillingerne om kulturen og religionen som en åndelig overbygning på den materielle basis blev en essentiel del af den socialdemokratiske velfærdspolitik, og den udmøntede sig meget klart i etableringen af kulturministeriet i 1960 og i missionen for også at gøre fine "åndelige sysler" til almindelige menneskers daglige sysler. Den indstilling betød at de socialdemokratiske regeringer i 1960-erne - til den kulturradikale elites store tilfredshed - foldede sig ud med systematisk støtte til finkulturen i landet - som modvægt til bl.a. rindalismens forkærlighed for banale trommesalsmalerier over sofaerne.

Men kultur er ikke finkultur eller elitekultur, og velfærdsreformer der vil fremme de såkaldte 'åndelige sysler' er helt utilstrækkelige til at sikre et samfunds sammenhæng eller kraft. Kulturlivet har en langt større og vigtigere rolle i samfundsudviklingen end fordelingen af en større og større samfundskage eller uddeling af finere og finere 'åndelige' desserter. Neden under al pynt og dekoration i samfundet findes den bundne forpligtelse til altid at sørge for overvægt af det gode i ethvert nationalt fællesskab, dvs en konsistensetik.

Religion bliver ud fra dette helhedsrealistiske grundsyn ikke en privatsag og kan aldrig blive det, uden at man totalt fjerner den allervigtigste komponent i kulturlivet: Den dybeste forståelse for at mennesket fra fødslen af indre psykiske grunde er tvunget til at varetage både sine åndelige og sine praktiske opgaver sideordnet, og altid sørge for at give det åndelige overvægt, fordi det er dette der står for alt der hedder sammenhæng, helhed og mening i livet eller med ét ord: konsistens.

Hvis samfundet skal være etisk konsistent, må kultur og religion aldrig komme nederst i rangorden. Det er nødvendigt at opgradere helhedsrealismen, igen, og derfor ville det være en god idé at slutte kulturministeriet og kirkeministeriet sammen i et moderne kultus-ministerium (som landet havde fra 1849 til 1916). Det skal fokusere på at skabe en fælles folkelig kult der er blottet for såvel fine fornemmelser som direkte ufolkelige dogmer. Til en sådan ny fælles kult hører ikke blot gudsdyrkelse, men også musik, dans, erotik, kunst og øvrige former for fællesskab om det der giver føling med helheden.

I denne forbindelse skal det understreges at helhedsrealismen har dagligsproget som det eneste sproglige værn om både den rationelle og den irrationelle tilgang til virkeligheden. Og også at humoren spiller en afgørende rolle som værn mod dogmatik og fanatisme. Humoren er troens fosterbroder som den jødiske filosof Martin Buber slog fast. Humoren sikrer nemlig at al rettroenhed udelukkes. Mennesket træder ind i "tragediens rige" hvor det at have ret hører op.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Teser mod Paulus og Luther - i anledning af 500-året for Luthers oprør mod Pavekirken  (31.10.17.)
Luther ifølge Herbener  (29.10.17.)
Den lutherske kirkes møde med paven et brud på undsigelsen af stedfortræder-ideen  (02.11.16.)
Jul og folkereligiøsitet  (24.12.15.)
Tro og tillid undergraves i samfundet  (17.12.l5.)
Folkekirkens falliterklæring om tro  (27.1.15.)
Folkekirken kan ikke finde ud af gudsforholdet  (28.12.14.)
Folkekirken, kønsudjævningen og flugten fra den sande udfordring
- eller da Folkekirken blev til Lillekirken der var glad for sig selv
  (14.12.12.)
Folkekirke, statskirke og folkereligion  (17.5.12.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Gives der mon en tredje vej i eksistensen - hinsides determinisme og vilkårlighed?  (20.6.08.)



Umiddelbarheden hos naturmennesket  (6.2.16.)
Er julesalmer i folkeskolen en uting?  (23.12.11.)
Kan alle vore forestillinger dekonstrueres?  (25.04.08.)
Mytologi  (2.8.02.)
Myte ord og billede  (13.7.02.)
Grundtvig som mytisk digter og profet
Musik - underholdning eller kult?  (9.5.06.)
Ind i musikken
Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')
Humormennesket Storm P.  Ny vurdering af den store kulturpersonlighed(31.5.05.)



Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Håbet er det grænseoverskridende i eksistensen  (16.4.17.)
Ufred i verden er normaliteten  (14.4.17.)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)
Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech  (28.05.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste  (26.05.08.)
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Europa - religiøs slagmark igen?  (16.3.08.)
Religion, eksistens og sekularisering -   eller Religion, Politiken - og Europas fremtid



Mennesket som et legende væsen - (1) introduktion -
om kulturhistorikeren Johan Huyzingas værk om kulturens oprindelse i leg
  (4.5.16.)
Arbejde, forskning og religion   som kulturens tre hovedkilder (28.12.04.)
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Hvad skal vi med religion?     (14.2.07.)
Er religion en privatsag?  eller er det på tide at se den som et offentlig anliggende?
Hvad skal vi med myte, kult og religion?  (10.4.11.)



De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi
Sjæl og hjerne
Hjerne og sjæl
Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt
Hvad er egentlig bevidsthedsforskning?   (31.7.10.)

Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
Konsistens-etikkens Ti Bud  (Ti moderne principper for det sekulariserede samfund)
'Jeget' og 'Selvet' i analytisk psykologi
Hvem er min næste?  (15.1.06.)
Selvrealiseringens idé og psykologi   (18.3.06.)



Artikler om
Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal