JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - luther2017modteser

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.10.17.

Teser mod Paulus og Luther - i anledning af 500-året for Luthers oprør mod Pavekirken

Indledende bemærkninger
Teser mod Paulus og kirkefædrene
Teser mod Martin Luther
Afsluttende bemærkninger
Henvisninger

Indledende bemærkninger Til toppen Næste

Som det fremgår af artiklen 20.10. Luther ifølge Herbener, så er der naturligvis god grund til at gøre status med hensyn til danskernes forhold til reformatoren Martin Luther (1483-1546) der i 1517 slog sine berømte teser mod pavekirkens afladshandel op på kirkedøren i Wittenberg og dermed udfordrede hele den katolske kirke. Det lykkedes ikke paven at slå Luthers kætteri og oprør ned, og resultat blev at den protestantiske kirke med mange fyrsters hjælp bredte sig til flere nordeuropæiske lande på relativt kort tid, og allerede i 1536 blev gjort til officiel kristendom i Danmark.

Den danske folkekirke er fortsat luthersk-evangelisk, men fik ved grundlovsændringerne 1849 og 1866 en særordning der adskiller den fra det man forstår ved en statskirke, og den nød længe almindelig tilslutning i folket. Men samfundsudviklingen de sidste årtier har bevirket at den ikke længere spiller nogen rolle i folkelivet og kulturlivet, selvom den fortsat nyder befolkningens passive tilslutning. Kun få bruger kirken til andet end grundritualerne dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Men de fleste borgere bliver stående som medlemmer. Kun de mest kritiske borgere gider melde sig ud - enten for at slippe for kirkeskatten eller fordi de er ateister eller agnostikere. Så status er at folkekirken er en yderst konservativ institution der groft sagt mest bevares af vane, tradition og træghed og naturligvis nogle få menneskers religiøse interesse.

Og det er jo egentlig en grotesk situation, når man tager i betragtning at folkekirken i den krisetid vi længe har haft på en eller anden måde burde kunne varetage folks eksistentielle interesser i bredeste forstand, disse omhandler jo langt mere end det man sædvanligvis forbinder med religiøsitet. Men det er ikke tilfældet. Religion rager ikke almindelige mennesker en pind. De skræmmes tværtimod væk af at se at det er fanatikerne i muslimernes religion der går forrest i forsøgene på at give religionen en magtmæssig og moralistisk betydning i eksistensen. Men den slags har vi haft nok af i Indre Mission, i sekterne og i ideologierne. Nu regner vi os for oplyste og sekulariserede og vil derfor helst have at folk holder deres eventuelle religiøse særinteresser eller sværmerier for sig selv. Religion er en privatsag, som statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde under Muhamedkrisen for femten år siden.

Hverken borgerne eller politikerne forstår at religion kan være noget meget mere end dogmatisk snæversyn, moralsk snæversyn og private særinteresser. Den kan være folkelig og have stor betydning for folkeliv og kulturliv, hvis den vel at mærke løsrives fra det dogmatiske og private. Men flertallet af folk, politikere, præster og lærde mennesker aner i dag ikke længere hvad dette vil sige. For de har stort set alle fået virkeligheden snævret ind til det materielle og økonomiske og fokuserer derfor temmelig ensidigt på velstand og velstandsstigninger. Vist er der noget ved siden af, men det kommer stort set ind under begrebet 'underholdning'. Det kan ikke undgå at medføre en bred kulturkrise, for kultur kan ikke leve og udfolde sig frit og meningsfuldt uden den alvor der kommer af et helhedssyn.

Og det mest groteske i situationen er at selv videnskabsfolk der har religion som fag heller intet forstår. Flertallet af dem går ind for fuld religionsfrihed. Folk må da tro hvad de vil, når vi har et liberalt samfund, og når alle religioner er lige gode eller lige dårlige. De lærde hoveder kritiserer til gengæld de bestående religionssystemer for at svigte både demokratiet og oplysningen - men de siger ikke noget om hvad religion egentlig går ud på. De affejer den som overtro eller lignende underlødigt. Det var just det Jens-André P. Herbener nyligt gjorde i en serie artikler i Politiken om Luther og Reformationen som jeg har gjort til genstand for min helhedsrealistiske kritik her på siderne i den ovenfor nævnte artikel. Manden er fornuftig nok til ikke at bruge ordet 'overtro' om sine modstandere, men det fremgår klart af hans kritik at han hører til de oplyste mennesker der føler sig højt hævet over al folketro og religiøsitet - og derfor end ikke finder det ulejligheden værd at røbe sine egne "eksistenssandheder", altså det han selv lever på.

Min egen helhedsrealisme siger at vi mennesker har to tilgange til virkeligheden - den indre åndelige og den ydre praktiske - og derfor ikke kan være hele mennesker uden at have et nært og ubrudt samspil mellem dem begge via det dagligsprog der dækker den hele virkelighed. Jeg mener at dogmatiske religionssystemer er virkelighedsindsnævrende, men påpeger at religion også kan være udogmatisk. Og jeg opfatter udogmatisk eller førdogmatisk religion som virkelighedstroskab i højeste grad, idet den betragter den irrationelle del af virkeligheden som sideordnet og fuldt ligeberettiget med den rationelle, og derfor går min kritik ud på at vise hvorfor og hvorledes de dogmatiske religionsssystemer bliver reaktionære og skadelige i kraft af selve dogmerne og kampen om dogmerne - og slet ikke i vore dages kulturkrise kan yde positive bidrag til nogen løsning.

Først og fremmest må man for den danske folkekirkes vedkommende påpege at det navnlig er to forhold der giver problemet, dels den bekendelsestro der stammer fra apostlen Paulus, dels den autoritetstro der stammer fra reformatoren Martin Luther. Disse to forhold er ødelæggende for al religion og har i mine øjne fuldstændigt perverteret kristendommen og folkekirken. Og det vil jeg trække frem i de følgende teser om henholdsvis Paulus og Luther - med direkte henblik på at få flest mulige til at vågne op og nu gøre endeligt op med fejlene. Det er nemlig på høje tid.

Teser mod Paulus og kirkefædrene Til toppen Næste

Den kristne kirke grundlagdes ikke af Jesus, men af apostlene Peter og Paulus. Det var dem der drog på mission til Europa da de måtte erkende at Jesu død på korset ikke - som mange havde forventet - blev 'tidernes ende' eller 'Gudsrigets komme'. Apostlene var praktiske og uuddannede mennesker og kunne som omrejsende missionærer opmuntre, belære og formane menighederne hvor de kom frem. Først efter at Peter og Paulus var kommet til Rom blev en egentlig kirke og kirkelig organisation etableret med både præsteskab og teologi.

Paulus foretog selv den skelsættende fortolkning af troen: Frelsen (eller retfærdiggørelsen) sker ikke - sådan som jøderne havde hævdet - ved gode gerninger eller moralsk god og korrekt livsførsel, men alene ved troen på den opstandne Kristus. Selve bekendelsen af denne tro blev kirkens fundament.

Stridigheder om den rette tro i udvidet betydning skabte hurtigt splittelser, der dog afsluttedes med Thomas Aquinas' usædvanligt klare og stringente tænkning og højskolastik i 1200-tallet. Denne teologi gav strenge definitioner på hvad der var ret tro med tilhørende inkvisition og ekskommunikation af kættere - eller det der var værre, bandlysning og kætterbål.

Den katolske kirke blev splittet flere gange, men det væsentligste skisma kom med den ulykkelige og selvpineriske munk Martins Luthers oprør i 1517, der i første omgang gjaldt den mere og mere betænkelige handel med afladsbreve: man kunne ved at købe disse kirkelige breve så at sige købe sig til syndernes forladelse.

Både den katolske og den lutherske kirke har haft magtmisbrug der strider fundamentalt med forkyndelsen hos Jesus, men de kunne begge i vid udstrækning hente deres argumentation hos Paulus. Det var også ham der gjorde gældende at kvinder skal tie i forsamlinger, og at man skal adlyde øvrigheden.

Dertil kommer at den katolske kirkes præster slet ikke kan leve op til idealet om cølibat (at leve uden sex), men - som det ikke mindst er kommet frem de sidste årtier - dyrker de i vid udstrækning sex uden for det ægteskab de er udelukket fra som præster, ja, de forgriber sig endog på børn de har til konfirmandundervisning eller altertjeneste. Det bekræfter kun det generelle forhold at kirken forfalder i samme grad og takt som den bliver mere magtudøvelse end ånd. Jesus evangelium eller forkyndelse var af åndelig eller sjælelig (psykisk) art, men Paulus og de øvrige apostle forkyndte og etablerede en kirke der var en magtorganisation der kunne kontrollere tilhængernes liv - og som desuden hvor den blev statskirke kunne monopolisere sandheden og tvangsomvende både statsledere, fyrster, høvdinge og almindelige mennesker.

Jesus forkyndte 'Guds Rige', men det var kirken der kom, er det vittigt blevet sagt.

Blandt kirkefædrene står Tertullian stærkt fordi det var ham der tillægges sætningen "Jeg tror, fordi det er fornuftsstridigt" (credo quia absurdum). Han accepterede urimeligheden og umuligheden i at Guds søn var død og siden opstod, selvom det stred mod fornuften.

Tertullian (ca. 166-222) var romersk embedsmand med høj juridisk uddannelse - og det er derfor ikke underligt at han indlod sig på sproglige spidsfindigheder, men derimod fatalt at kirken på et koncil i Nikæa i 325 formulerede en decideret trosbekendelse som siden blev udbygget, men endte med at fastslå Menneskesønnens og Helligåndens gudommelighed.

Den nugældende katolske trosbekendelse (som blev overtaget af protestantismen) fastholder desuden Jomfrufødslen (Jesus er undfanget af Helligånden), Jesu opstandelse fra de døde og himmelfarten. Samt hans genkomst for at dømme de levende og de døde. Endelig bekender den sig til "kødets opstandelse" (forstået bogstaveligt) og "det evige liv" (forstået som noget hinsidigt). Troen blev en længsel efter Paradiset. Og magthaverne kunne effektivt true alle vantro med fortabelsen og helvedes flammer.

Katolicismen hævdede senere udtrykkeligt sin universalitet: der er ingen frelse uden for kirken. Og den indførte på et vatikanerkoncil i 1869-70 dogmet om pavens ufejlbarlighed.

Alt i alt står den katolske kirke således grundlæggende for en yderst autoritær, mandsdomineret opfattelse af den sande kristendom. Den har hensynløst bekæmpet alt kætteri og gjorde tåbelig modstand mod moderne videnskab. Den har haft sin enorme indflydelse med både praktisk sundhedsvæsen og lærd forskning, men den er bygget op med et enormt magthierarki, en enorm magtorganisation og streng og effektiv censur, og den har været inddraget i utallige krige, herunder barbariske erobringskrige og korstog. I sin storhedstid vandt den hovedsageligt frem med sværdets magt. Og det strider mod evangeliets ånd såvel som mod den naturlige religions ånd. Men den katolske kirke vil trods store interne reformatorer som Johannes 23. og Johannes Paul II i princippet hverken ændre på sin lære eller sin magt.

Teser mod Martin Luther Til toppen Næste

Martin Luthers store forjeneste var at han med sin reformation fra og med 31.10. 1517 skar igennem pavekirkens åndelige magtmonopol og fastslog at der ingen instans er mellem Gud og det enkelte menneske. Enhver er præst for sig selv og har direkte adgang til den overpersonlige instans der kaldes Gud. Det er en yderst værdifuld erkendelse der kaldes "det almindelige præstedømme" og som må forblive basis for al moderne religiøsitet.

Reformationen var en revolution, der løsrev de nordeuropæiske kirker fra pavens overherredømme, men den forhindrede ikke egne former for krav om ret tro og forfølgelse af kættere. Tværtimod. Den gamle historie gentog sig. Den protestantiske kirke forblev en organisation der fortsat havde betydelig magt. Og al magt korrumperer.

Den lutherske kirke hævdede først og fremmest sin magt gennem forvaltningen af sakramenterne (dåben og nadveren), der kun kunne udføres af autoriserede præster. Men desuden gennem oplæringen af børn i skolen og kirken ved hjælp af en kortfattet katekismus. Fadervor, De ti bud og Trosbekendelsen blev systematisk gennemgået i form af spørgsmål og svar. Og det skete gennem ren og skær indoktrinerende udenadslæren.- Jf. iøvrigt Filmen 'Det hvide Bånd' om underkuelse af børn (21.1.10.). Den tysk-østrigske filminstruktør Michael Hanekes film med undertitlen 'En tysk historieberetning om børn' fortæller en grum historie om den uhyggelige autoritære opdragelse af børn som var udbredt mange steder i Europa i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, men som uden tvivl var værst i det protestantiske Nord-Tyskland og i hvert fald dér fik sine værste følger. Opdragelsessystemet var nært forbundet med mandsdominansen, mandens absolutte herredømme i ægteskab, hjem og skole og på alle niveauer af samfundslivet.

Det er i den forbindelse værd at notere at Luther forklarede det fjerde bud om at ære sin far og mor således: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ringeagter vore forældre og foresatte eller vækker deres vrede, men holder dem i ære, tjener, lyder, elsker og agter dem.

Denne udlægning viser klart hans stærke betoning af autoritetstro og lydighed.

Luther fulgte nøje Paulus i dennes syn på øvrigheden som værende indsat af Gud. Men han skærpede opfattelsen ved at understrege lydigheden mod øvrigheden og autoriteterne. Ja, han gjorde dybest set staten til en hellig og urørlig instans, der har ret til med skånselsløs tvang og konsekvens at gribe ind i livets mindste enkeltheder og tvinge den enkeltes samvittighed. Derfor greb han uforsonligt ind mod de store bondeopstande i 1524-25 mod fyrsterne.

Luthers formulerede en "to-regimentslære" der siger at det åndelige liv eller troslivet er et helt andet end det verdslige og samfundsmæssige liv, og dette er det i og for sig vanskeligt at bestride. Problemet ligger i at han kalder begge verdener for "regimenter", for det er kun det verdslige og samfundsmæssige der er et regimente i og med at det i skarp modsætning til det åndelige rige er en magtstruktur.

Endnu i dag kan man fra luthersk side høre fuld tilslutning til den opfattelse at "bundetheden af samvittigheden gør fri". Og her må det én gang for alle slås fast, at det vi normalt kalder samvittigheden dybdepsykologisk set er den dummeste del af menneskets personlighed, fordi den er dannet inden 5-års-alderen og altså hovedsageligt beror på indoktrinerede normer fra fædrenes side, altså hvad Freud kaldte et Overjeg (der i det fleste tilfælde er faderens overtagne normer). Jf. artiklen Kan moral begrundes?.

Luthers religiøsitet bæres psykologisk set ikke af naturlig gudsfrygt (eller hvad man kunne kalde 'ærefrygt for noget der er større end mennesket'), men af sygelig gudsangst. Og det ligger i at han både havde en manio-depressiv psykose og især i sine unge år en svær angstneurose med tvangslidelsesmæssig farvning.

På længere sigt blev Luther angstprægede etiske grundsætninger katastrofale i den tyske historie fordi de forbandt sig med Kants ubetingede pligtetik og den næsten samtidige preusserånd med ren militær kadaverdisciplin. En klog mand som Kurt Bauer, der efter 2. verdenskrig var generalstatsadvokat for opklaringen af nazisternes forbrydelser, kunne se en klar linje fra Luther til nazi-moralen.

Luther må altså siges at være talsmand for en yderst autoritær etik - og dermed blokerer lutherdommen totalt for en forståelse for moderne konsistensetik. - Jf. essayet etik og eksistens.

Indoktrineringen af Luthers 'Lille Katekismus' er forsvundet her i landet. Folk er stort set ligeglade med hvad Luther mente, men det er nødvendigt at få gjort op med hans etik og teologi, både fordi den er utidssvarende og reaktionær og fordi vi har fået en trussel fra islamisk side som helt og holdent bygger på lovreligion og autoritetstro. Og her er det selvmodsigende blot at hævde en anden autoritetstro.

Den nuværende kulturkrise kan slet ikke løses uden en definitivt opgør med den virkelighedsindsnævrende lutherdom. For en løsning forudsætter en helhedsrealistisk forståelse af virkeligheden.

Afsluttende bemærkninger Til toppen Næste

Sekulariseringen er forlængst sket i det meste af Europa. Man skal til et land som Polen for at se et regime der under det ekstremt katolske parti "Ret og Retfærdighed" hårdnakket forsøger at stritte imod verdsliggørelsen og dermed den generelle udvikling i EU. Selv i gamle katolske lande som Italien, Spanien og Frankrig er kirkens rolle stort set udspillet som stærk politisk faktor. Og den nye førende skikkelse i europæisk politik, den franske præsident Emmanuel Macron, betragter sekulariseringen og den skarpe adskillelse mellem stat og kirke som en helt selvfølgelig basis for al fornuftig udvikling.

For Danmarks vedkommende er sekulariseringen også forlængst fuldbyrdet. Vi har ikke en statskirke, men har siden 1849 haft et ægte folkestyre og en ægte folkekirke. Der er trosfrihed, ytringsfrihed og religionsfrihed i landet med et konstitutionelt monarki (monarken har repræsentative opgaver, men ingen politisk magt), men dog med den ejendommelighed at monarken ifølge grundloven skal tilhøre den luthersk-evangeliske kirke. Vi har både katolikker, jøder og muhammedanere samt ateister og agnostikere og asa-troende samt en mængde religiøst indifferente mennesker ved siden af protestanterne, og folkekirken har navnlig de sidste 70 år gennemgået en betydelig ændring med kvindelige præster og biskopper såvel som en stærk reduktion af opsplitningen i kirkelige retninger (Indre Mission, grundtvigianere og højkirkelige).

Men det skal og kan ikke skjules at den danske folkekirke fuldstændigt har mistet terræn i folkelivet og kulturen. Jeg er personligt ikke i tvivl om at det primært skyldes den indflydelse Søren Kierkegaards filosofi har fået gennem Tidehvervsbevægelsen. For den har medført en uhyrlig intellektualisering af kristendommen, så den er blevet mere og mere fremmed for menigmand og for dagligsproget. Det er ganske sikkert at folkekirken vil miste endnu mere indflydelse de næste årtier. Det følger også af at den ikke er til at råbe op. Undertegnede har forsøgt med åbne breve til både kirkeministeren, en biskop og en redaktør. Men det var omsonst. Og specielt var det bemærkelsesværdigt at mit forslag til kirkeminister og kulturminister Mette Bock om en sammenlægning af de to ministerier til et fælles kultursministerium overhovedet ikke blev taget seriøst. Det er nemlig en tanke embedsmændene i de to ministerier finder så fuldstændigt uantageligt at de korser sig ved den. Jf. Åbent brev til Kulturminister Mette Bock (9.1.17.)

Det for mig afgørende er at få gjort op med den latterlige bekendelsestro og autoritetstro og få en helhedsorienteret eksistensforståelse gjort til hovedsagen i kulturlivet. I en følgende artikel vil jeg derfor prøve nærmere at forklare hvad den afgørende forskel er på bekendelsestroen og helt almindelig sund og naturlig livstro.

Ejvind Riisgård

Henvisninger Til toppen

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: