Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - aarsmoeder2017

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.9.17.

DF og S har holdt årsmøder, men fastholder blokpolitikken - og Politikens chefredaktør holder stadig på S og R

De to vigtigste årsmøder i weekenden blev holdt i Ålborg og Herning, hvor hhv. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti tog stilling til den politiske situation og deres eget partis holdning til regeringsmulighederne. Men det hører med til billedet at også Det Radikale Venstre holdt årsmøde på Nyborg Strand.

Her forsøgte Morten Østergaard som formand at give indtryk af at det parti der i gamle dage havde en central rolle i dansk politik stadig havde sin betydning her i 2017, hvor udlændingepolitikken af gode grunde er i fokus for alt, og hvor Dansk Folkeparti derfor har en indflydelse der ikke huer de radikale. Den begavede og frejdige Morten Østergaard, der har fået den utaknemmelige opgave at rette partiet op efter valgnederlaget som skyldtes Margrethe Vestagers ubarmhjertige behandling af S og SF fra 2011 til 2015, forsikrede - vandrende rundt på midtertribunen - at han ikke opgiver sin holdning for at tækkes partier med "stockholmsyndrom", dvs partier der forelsker sig i deres gidseltager (underforstået DF). "Og derfor siger jeg bare til de gode folk i Venstre, til vore venner i Socialdemokratiet og måske især til Mette Frederiksen: Vi skal da ikke deponere nøglerne til Danmarks fremtid hos Dansk Folkeparti. Vi kan da gøre det meget bedre, hvis vi gør det sammen". - Og til det meget bedre, hører efter Østergaards mening at Danmark tager flere kvoteflygtninge.

Den slags udtalelser vækker naturligvis bifald hos årsmødets faste stab af gode humanister - ligesom kravet om monarkiets afskaffelse. Men det giver hverken partiet flere stemmer eller mere indflydelse. Det er tværimod nærmest en selvmorderisk linje, som en kommentator skrev. Partiet har frivilligt og godtroende låst sig fast i et hjørne af hegnet hvor det fortsat kan råbe højt om sine idealer, men hvor gamle samarbejdspartnere ikke længere gider høre dem. Fred være med dem.



Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, skulle håndtere det problem at han dels i længere tid har flirtet ganske meget med Mette Frederiksen om et samarbejde mellem S og DF om en række konkrete politiske tiltag der har med danskernes velfærd at gøre, dels utvetydigt har pointeret at det mest logiske for Dansk Folkeparti er et tæt samarbejde med Venstre. DF har vitterligt fælles interesser med Socialdemokratiet på flere områder hvor den ønskede støtte til velfærdspolitikken kræver offentlige udgifter, men Thulesen Dahl har altså ville understrege at DF er et borgerligt parti der støtter den borgerlig statsminister, også selv om han hedder Lars Løkke Rasmussen og drømmer om skattelettelser for de velstillede.

Thulesen Dahl lægger altså ikke op til at DF efter næste valg vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, men han vil derimod gerne have socialdemokratiet trukket længere ind på midten og længere væk fra såvel de radikale som SF og Enhedslisten, men det er åbenlyst de radikale han har mest imod. Han glædede sig over at Dansk Folkeparti har fået en endnu større rolle efter regeringsudvidelsen sidste år hvor Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti blev regeringspartnere. DF kan nemlig nu med egne mandater lave flertal med regeringen: Men "vi kan også i mange situationer vælge at lave flertal uden om regeringen, når vi finder det nødvendigt". Og han opfordrede direkte Mette Frederiksen til at udstede en garanti for at de radikale ikke får indflydelse på udlændingepolitikken i tilfælde af rødt flertal. Han kvitterede for at Mette Frederiksen havde skiftet tidliger tiders hadekampagner mod DF ud med en fremstrakt hånd til samarbejde. Den hånd har vi taget imod", og han sendte en hilsen til Socialdemokratiets kongres i Ålborg med håbet om at partiets bagland bakker op om kursskiftet omkring indvandrerpolitikken og dermed samarbejdet med DF. Iøvrigt fandt Thulesen Dahl det urealistisk at pege på Mette Frederiksen som statsminister efter næste valg. Men han syntes ikke man skulle udelukke noget i fremtiden. "Det er gået langt stærkere med samarbejdet mellem S og DF end jeg havde troet det ville gøre. Og det er jeg kun glad for."

Det forstår man godt, for Thulesen Dahl elsker det taktiske spil på Christiansborg der giver ham store og helt konkrete muligheder for at få indflydelse på landets politik. Det fryder ham at lave aftaler med S der går regeringen imod, og det fryder ham især at han kan lave aftaler med S der forhindrer at Liberal Alliance får sine ultraliberalistiske ideer som lettelser af topskatten igennem. Men omvendt er han også klar over at han ikke kan blive ved med i det uendelige at være den stærkeste oppositionspolitiker med størst mulig indflydelse på finanslov, skattepolitik og udlændingepolitik - uden at påtage sig det optimale politiske ansvar der er ensbetydende med regeringsansvar. Derfor understreger han med fuldt overlæg netop nu at det logiske efter næste valg er et regeringssamarbejde med Venstre. Partiet kan ikke blive ved med at køre friløb, og de specielle forhold der råder lokalt i kommunalpolitikken - og flere steder gør det naturligt for DF at pege på en socialdemokrat som borgmester for at få størst mulig indflydelse - gælder ikke på landsplan.

Dette forvirrer en del vælgere, der af gode grunde ikke kender de lokale forhold hele vejen rundt, og derfor forsøger Thulesen Dahl at skabe klarhed ved at støtte sig til indgroet blokpolitik. Og det er hans svaghed. For der er jo netop efter Helle Thorning-regeringens hårde Vestager-Corydon linje sket en opvågning i partier og vælgerbefolkning som giver et opbrud hele vejen rundt, med det utopistiske Alternativet som eneste klare undtagelse. Det radikale er kørt af sporet som naive humanister. Enhedslisten vil under alle omstændigheder blive en hård nød for Socialdemokratiet at tackle ved 'rødt flertal'. Men der er hos de fleste andre partier en opblødning af gamle standpunkter som rammer den indgroede blokpolitik. Der er endda for Socialdemokraternes vedkommende flere afskrækkende eksempler i udlandet på at det ikke er en selvfølge at socialdemokraterne kan vinde et valg alene på velfærdsgoder, 'lighed' eller 'retfærdighed', men er nødt til at tage udlændinge- og flygtningepolitikken alvorligt og holde passende afstand til alt for dogmatiske eller hippi-agtige venstrefløjs-ideer.

Problemet for DF og Kristian Thulesen Dahl er at man ikke kan se et alternativ til den blokpolitik som ellers blev principielt undsagt af Anders Fogh Ramussen allerede i 2001. Han vandt valget på Anthony Giddens nye idé om den tredje vej; han svigtede den selv, fordi han strengt taget ikke forstod den som andet end ren valgstrategi. Men ideen er reelt den eneste der fører definitivt væk fra gammeldags og forældet klassekamp og ind på midten hvor hverken dogmatiske eller ekstremistiske partier har noget at skulle have sagt. Thulesen Dahl havde kunnet tage têten i dansk politik efter valget i 2015, hvis han havde forstået hvad sagen drejede sig om. Men det gjorde han ikke. Han lod Lars Løkke overtage nøglerne til statsministeriet, selvom denne mand udtrykkeligt havde begravet Giddens progressive idé. Og Thulesen Dahl vælger stadig side i det gamle røde-blå spil som er dybt reaktionært i dag.

På et direkte spørgsmål i en tv-udsendelse efter årsmødet svarede Thulesen at han forsøgte at holde balancen mellem mulighederne på midten ved at samarbejde med begge fløje, hvor der var fornuft i det. Men han undlod fuldstændigt at komme ind på den mest logiske mulighed at han i stedet for - som han beskyldes for - at "flakse mellem fløjene" kunne have peget på sig selv som statsminister, når han i 2015 vitterligt stod i spidsen for et borgerligt parti der var blevet større end Venstre. Jeg skrev den gang at Thulesen tilsyneladende var bange for magten, og det mener jeg stadig. For det mest logiske var at fravælge både Lars Løkke (som havde været statsminister i en kort periode) og den Mette Frederiksen der endnu ikke havde prøvet det. Thulesen kan, så vidt jeg er orienteret, stadig heller ikke se at der skal en frisk mand til at løse opgaven, sådan som Macron har vist i Frankrig og efter alt at dømme den nuværende udenrigsminister Sebastian Kurz (ÖVP) vil få mulighed for at vise som kansler i Østrig efter oktobervalget. Begge ved at skabe nye partier og kalde dem bevægelser. Thulesen Dahl behøver ikke at skifte partinavnet ud, for DF er et forholdsvis nyt parti - men det er også en bevægelse!



For Mette Frederiksen er problemet et noget andet, for hun står i det dilemma at hun i tilfælde af valgsejr bliver afhængig af en differentieret og splittet venstrefløj som ikke samlet kan gå ind for den udlændingepolitik hun og partiet nu langt om længe finder formålstjenlig. Stramningerne er simpelthen nødvendige for at forhindre de multikulturelle tilstande i England hun latterliggjorde i Ålborg og simpelthen betegnede som et skræmmebillede på en storby - med pakistanske områder for sig, somaliske for sig og arabiske for sig osv. Hun afviste blankt at give DF garanti for ikke at ville samarbejde med de radikale (den slags garantier giver intet parti). Og hun fastholder naturligvis som Arbejderpartiet i Norge og Socialdemokraterne i Tyskland at de traditionelle ideer om lighed og retfærdighed er partiets hovedsag.

Og dér står partiet så - med en strammere udlændingepolitik end før, men med samme lave andel af vælgerne som - i gammel rød-blå forstand - skaber afhængighed af den yderste venstrefløj og som ikke nødvendigvis fører partiet til regeringsmagten. Man kan undre sig over den gæve Ålborg-piges snæversyn, når man tager dialogen med Thulesen Dahl i betragtning. Partiet vil tilsyneladende hverken lære af Helle Thornings og Bjarne Corydons fatale fejl eller af Anthony Giddens progressive ideer. Nej, hun fastholder hele den gamle retorik så snart vi er uden for udlændingepolitikken.

Det sjoveste er imidlertid at dette sker samtidig med at dagbladet Politiken under den nye chefredaktør Christian Jensen har lanceret en ny serie med fokus på spørgsmålene "Hvorhen, Centrum-Venstre?" og "Hvilke nye ideer skal trække Danmark og Europa i en mere progressiv retning?". Chefredaktøren åbner selv ballet med et essay med den sigende overskrift med ekstra store bogstaver: "Kom nu, centrum-venstre, vi vil begejstres!". Og for at hensigten ikke skal være løgn lader man Roald Als tegne en dannebrogsklædt Mette Frederiksen ved siden af legendariske Viggo Hørup på monumentet i Kongens Have og med en solid snor i det fæle DF-køter Martin Henriksen der letter ben op ad Villumsens berømte værk.

Christian Jensen konstaterer at vi lever i paradoksernes tidsalder. Den nye verdensorden har bragt centrum-venstre i krise. Næsten overalt i Europa prygles de partier og strømninger, der har opbygget velfærdsstaterne, af nationalistiske populister, venstreorienterede fantaster eller ideologiske neoliberalister. I Danmark kan den alliance mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der har opbygger det danske velfærdssamfund, måske igen indtage regeringskotorerne. Men det må bekymre enhver der ønsker en anden retning for Danmark at de hverken kan skimte konturerne af et fælles projekt eller nye visioner, der for alvor kan begejstre befolkningen. Og Jensen henvender sig meget forhåbningsfuldt til de for ham mest relevante ledere: "Kære Mette Frederiksen og Morten Østergaard: I bærer et historisk ansvar på jeres skuldre. Der er så mange mennesker, der knytter deres forhåbninger til jer. Til at I sammen kan skabe et fælles projekt, der markerer et klart alternativ til neoliberalisme og teknokrati. Til at I denne gang ikke blot vil forvalte Danmark, men også forandre og forbedre det."

Christian Jensen formulerer nogle slogans: Vær klar til det 21. århundrede! - Løft Blikket! - Slip drømmene løs! - Og: Vær indigneret! Og han skriver bl.a. at der er brug for en politik der slipper flere drømme og visioner løs, og som tør formulere vor tids humanisme, hvor humanismen ofte latterliggøres som naivitet. Men han beklager at socialdemokratiet synes at have glemt at det blev skabt på en bevægelse af internationalt udsyn og samarbejde, mens det i dag er slået ind på en mere EU-kritisk linje. Og Jensen peger i den forbindelse på at håbet om et stærkt internationalt samarbejde i øjeblikket bæres ud i Europa af den franske præsident Emmanuel Macron. Hvis han kan begejstre en hel nation med sine visioner om et forstærket EU, hvorfor skulle centrum-venstre i Danmark så ikke kunne gøre det? Det kræver at centrum-venstre tager sin historie og kultur tilbage som Macron netop forsøger at gøre i sin bog 'Revolution'. Centrum-venstre bør afvise de nationalkonservatives sirenesang og arbejde helhjertet for et stærkt EU i et stærkt Europa.

Og for at sidstnævtne opfordring ikke skal kunne misforstås fulgte et par dage senere en klar tilslutning til EU-præsident Junckers EU-status om et fornyet og forstærket EU - med en fælles valuta og en fælles valutaforvaltning samt en udvidet Schengen-aftale. Jensen er klar over at Junckers centralistiske forslag næppe vil vække begejstring, men han er åbenbart ikke klar over at forslaget heller ikke vil finde støtte hos Macron, for denne er realist nok til at forstå at EU må splittes op i to hold, hvis eurozonen skal effektiviseres. Det vil være til Danmarks fordel og helt i Danmarks ånd. Danmark er nemlig hverken en stormagt som Frankrig eller Tyskland, men sig selv, og Danmark har i efterkrigstiden vundet sin specifikke form for velfærdssamfund ved at tage sin historie og kultur alvorligt, og landet skal nu i det 21. århundrede lige præcis tage denne historie og kultur tilbage ved at forhindre en ødelæggende indvandring af vanskeligt eller umuligt integrerbare muslimske udlændinge. Christian Jensens og venstrefløjens humanisme er - i klar modsætning til Emmanuel Macrons - netop naiv, fordi den ikke forstår den sunde nationalismes fornuft og nødvendighed!

Roald Als har heldigvis også leveret en herlig tegning til redaktør Ole Rasmussens ironiske kommentar til Politikens slagsangs-konkurrence om en sang der kan skabe fornyet begejstring og håb på centrum-venstrefløjen. Chefredaktør Christian Jensen ses som en hellig mand foran et alter med en trefløjet altertavle med en bedende Macron mellem agitatoren Viggo Hørup og åndsaristokraten Georg Brandes! Fra Jensen lyder det: Og nu beder vi menigheden komme med forslag til den første salme.

Jeg tror personligt ikke en ønsket sang eller salme dukker op, eller at Christian Jensen får held med sit projekt, og jeg tror heller ikke han fatter meget af Emmanuel Macron eller hans nyskabende progressivitet og komplementaritet. For denne er sundt nationalt og afvisende over for ødelæggende parallelsamfund - og frem for alt er den i virkeligheden en spændende fransk udgave af den tredje vej. Den er klart en bevægelse mod noget nyt, der aldrig har været set før, men som har den nationale historie, det nationale sprog og den nationale kultur med sig uden at lukke sig omkring dem. Men den skipper de gamle, forældede former! Og det er det eneste fornuftige i den aktuelle situation.

Ejvind Riisgård



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artiLinks:

Socialdemokraterne
Dansk Folkeparti
Dagbladet Politiken

Det radikale Venstre
Venstre
Liberal Alliance
Enhedslisten
Socialistisk Folkeparti
Alternativet



kelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Venstre imod parallelsamfund og for reform-centralisme  (14.10.17.)
Socialdemokraten Kaare Dybvads folkelige illusioner  (23.7.17.)
Socialdemokratismens nye illusioner  (23.6.17.)
Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)
Anker Jørgensen og folkeligheden  (21.3.16.)
Året der gik bød på krig, kriser og debat, men ikke på udsyn og format  (4.1.15.)
Et landsmøde kan udstille krise og afmagt  (2.10.13.)
Socialdemokraterne i krise  (12.12.04.)
Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Dansk Folkeparti flygter fra sit ansvar som progressiv mediator  (12.8.17.)
Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)
Dansk Folkeparti i voldsom krise på grund af rod med EU-midler   (24.10.16.)
Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)
Thulesen Dahls store dilemma  (23.6.15.)
Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)
Politisk status II - Danmarks unikke situation  (18.3.14.)



Lars Løkkes nye regering må betegnes som et reaktionært eksperiment  (28.11.16.)
Lars Løkke stikker hovedet i trekløver-skjul  (21.11.16.)
Dansk politik er havnet i et sjovt, men uholdbart dødvande  (28.9.16.)
EU's politikere vil ikke være ved at krisen er dødsens alvorlig  (19.9.16.)
Pape og Lars Løkke i absurd drama  (25.2.16.)
To nytårstaler i kritisk lys  (3.1.16.)
Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)



Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb  (29.7.17.)
Kvindeillusion og kvindesvigt  (26.3.17.)
Højrenationalismen er lige så reaktionær som globalismen>  (10.2.17.)
Venstrefløjens snæversyn på indvandring er fatal  (7.8.16.)
Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (13.3.12.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal