Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folkelighed2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.7.17.

Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb

Den store forvirring om folkeligheden
Helhedsrealismens progressive svar på forvirringen
Henvisninger



Den store forvirring om folkeligheden    
Til toppen  Næste

Som nævnt i artiklen om Kaare Dybvads bog "De lærdes tyranni" har dagbladet Politiken bragt en serie artikler om eliten og om forskellen mellem folket og eliten, og det er i hvert fald et aktuelt problem, fordi der hersker stor politikerlede i de vestlige demokratier. Og denne lede kan næppe forstås eller begrænsens uden at man i det mindste bestemmer de relevante begreber nogenlunde entydigt og alment acceptabelt. Men forvirringen er stor, og den fremgår klart og tydeligt når man læser artiklerne - bragt under fællestitlen "Den forbandede elite" - som helhed, og derfor skal Jernesalt hermed levere et udvalg der netop viser de mange subjektive indfaldsvinker, men totalt savner det nødvendige overblik.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard erkender at hun qua sin officielle post tilhører eliten, men understreger samtidig at hun ikke er elitær. Hun er en del af eliten, fordi hun er folketingets formand, har et godt vederlag, har gode vilkår og bor i Gentofte, men hun har ikke nogen hovskisnovski-facon at være på. Hun taler et sprog folk kan forstå - og hun er ikke djøf'er. Derimod findes der en københavnsk medieelite som sender journalister til Sønderjylland for at glo på dem der har stemt på Dansk Fokeparti som om de var aber i et bur. - Hun vedgår at 'folket' er os allesammen, men når man i debatten siger 'folket' tænkes der på dem der føler at de ikke bliver hørt. Man tænker på lavtlønsarbejderen eller mellemklassearbejderen der føler at de bliver tromlet lige lovlig meget - i EU-spørgsmål, i udlændingespørgsmål, i tryghedsspørgsmål omkring velfærdssystemet.

Venstremanden Jan E. Jørgensen påpeger (adspurgt) at han har stor respekt for Kjærsgaard, men at det trods alt er længe siden hun har været hjemmehjælper. Så hun har pr. definition ikke større ret til at udtale sig på vegne af folket end alle vi andre har. Han synes generelt at brugen af ordet elite er ret mærkværdig. Vi er jo alle samme elite på hver vores felt. - Det sidste bemærkning tyder på at Jørgensen ikke kender forskellen på elite og fagmand. Det er sprogligt meningsløst at påstå at vi alle sammen skulle være "elite på hver sit felt". Fagmand kan enhver blive gennem specialuddannelse, men eliten er det udvalgte mindretal der opnår toppositioner inden for de forskellige samfundssektorer. De regnes for privilegerede - i modsætning til almindelige mennesker, der netop derfor kaldes folket (eller nedsættende "masserne").

Et par mere tilfældige mennesker som Politiken spørger, mener at elitebegrebet er noget der bare tales frem i debatten, men dette er jo ikke holdbart når nogle vitterligt er højere på strå end andre. Og når en forsvarsadvokat slet ikke kan se hvilken særlig adkomst Kjærsgaard skulle have til at sige at folk i København påstår at de andre tager fejl, for det gør hun selv..., så er det også et letkøbt argument, for skellet mellem elite og folk er ikke et spørgsmål om hvem der har ret, men om hvem der er priviligerede.

Eliteforskeren Christoph Ellersgaard påpeger at den elite Pia Kjærsgaard snakker om dækker ove relativt lukkede og ekskluderende subkulturer som ikke har magt nok til at blive kaldt en "magtelite". Det man som forsker kan sige er at der foregår nogle kampe om at definere, hvad der er det rigtige. Her bruger man et særligt sprog der ekskluderer dem der kommer udefra. Disse grupper har slet ikke den magt som den egentlige magtelite har: dem der bestemmer hvordan medier og institutioner skal opføre sig, dem der sidder i fonde og bestyrelser og i erhvervsnetværk....

Forskeren Malte Frøslee Ibsen fremhæver at der er en vis sandhed i at nogle har en priviligeret position i samfundsdebatten, men der er ingen klare kriterier herfor udover at de vil noget andet en højrepopulisterne. Eliten er efter hans mening dem der ikke vil det samme som højrepopulisterne!



Forfatteren Peder Frederik Jensen (oprindeligt uddannet bådebygger) har adgang til medier, men har ikke megen magt i forhold til "den direkte magt", den institutionaliserede magt. Den reelle elitekritik kommer fra små erhvervsdrivende der har haft frustrerende møder med myndigheder som skat. Han mener at man både på venstrefløjen og i socialdemokratiet er fuldstændig blind for iværksætterkulturen og de selvstændige. Han tror Venstres arrogante centraliseringer er udtryk for at man ikke forstår hvad det vil sige at bo i provinsen. Men i dag sidder nogle provinsfolk fast i en ørkesløs elite-bashing frem for at adressere kernen i problemerne.

Politiken har også spurgt en række andre "tilfældige mennesker", men her gælder jo generelt at redaktørerne sørger for udvælgelsen. En pensioneret ergoterapeut mener ikke magten ligger hos medierne. Den ligger hos politikerne og virksomhederne. En socialfaglig terapeut hævder modsat at alting beror på hvordan medierne beskriver og udlægger tingene. En sygeplejerske hævder at magten ligger i det kommercielle. Men tilføjer at magt jo ikke behøver være noget negativt. Der er mange dygtige forretningsfolk der har magt, men som også er ydmyge....

En pensionist er ikke i tivl om at det er EU der har mest magt. En studerende mener til gengæld det er de rige. En efterforsker i Den Uafhængige Politiklagemyndighed er sikker på at det er medierne der har mest magt. Der er for mange aviser og journalister der skaber sandheden frem for at videregive den sandhed der er. - Men dette sidste synspunkt synes at bygge på den illusion at der altid kun foreligger en indiskutabel sandhed at viederegive. Men al debat kommer dog af at der netop er uenighed om hvordan tingene skal fortolkes.

Professor i journalistik Mark Blach-Ørsten medgiver at mediekritikken siver ned fra politikerne og erhverslivet til menigmand. Kritikken bunder ofte i at det netop er politikere og erhversvfolk som får stillet de mest kritiske spørgsmål af medierne, fordi de udgør en elite. Og det er ikke rart for dem. Mange frygter af medierne farver deres artikler. Og at de burde varedeklarere deres publikationer, så folk véd hvad der er gengivelse og hvad der er udlægning. Og dette kan Politikens nye chefredaktør Christian Jensen tilslutte sig - og lover at bladet følger det op. Det bliver nok svært. Medierne har nemlig reel magt, og de har altid farvet deres rapporter (de var oprindeligt partiblade). I visse tilfælde farver de stoffet meget bevidst og tendentiøs - og så kan man i værste faald tale om "Lügepresse". Den udartede i nazitiden til det allerværste, men har i nyere tid også været set i forbindelse med kansler Merkels flygtningepolitik i 2015 som tysk presse helt ukritisk tog til sig. Den slags vil læserne ikke affinde sig med ret længe i frie samfund, men det er læserne der skal være vågne og kritiske. Medierne kan man ikke uden videre stole på.



Enhedslistens politiske ordfører cand.jur. Pernille Skipper afviser at hun selv skulle tilhøre eliten. For eliten er for hende en politik-økonomisk lille konkret gruppe, som har ekstraordinært stor indflydelse uden at have et demokratisk mandat bag sig. Det er nogle få hundrede mennesker som ejer nogle af de største virksomheder og som i kraft af deres store formuer er i stand til at påvirke politiske beslutninger og få udformet reglerne til deres egen fordel. En adgang som ligger langt ud over det at kunne stemme hvert fjerde år som alle andre har. Konkret peger hun på lobbynetværket 'Vækst i Generationer' som omfatter bl.a. Danfoss, Jyske og Haldor Topsøes. De havde i foråret held til at få det politiske flertal til at sikre en nedsættelse af arveafgiften. Skipper henviser til Christoph Ellersgaards bog om 'Magteliten' (2015), der netop viser at vejen til den økonomiske og politiske-administrative elite i Danmark er brolagt med "rigtige forbindelser". I denne magtelite er der enkelte der er valgt, men det er fordi de repræsenterer demokratisk funderede institutioner som partier og fagforeninger. Til gengæld mener Skipper at EU's indre marked lader den økonomiske elites profithunger stå over borgernes interesser, og ligeså mener hun at globaliseringen virker for eliten. Det kan på denne baggrund af næsten ordodoks venstrefløjsideologi ikke undre at Pernille Skipper kalder Kaare Dybvads snak om en politisk elite af akademikere for dybt forkert.

Venstres Søren Pind (cand.polit. og uddannelses- og forskningsminister) indrømmer at han lønmæssigt er en del af den øverste procent. Men kulturelt har han en enorm svaghed for dansktop-musik. Han elsker det provinsielle og det nære samfund. Men han er klar over at det bliver opfattet som ganske elitært (!) - og det har han det fint med. Han var i 2003 med til at formulere en række Venstre-folks "10 liberale teser", hvor ideen var at ulighed ikke nødvendigvis er skadelig, men kan havde nogle positive dynamiske effekter. Men teserne blev omgående skudt ned af statsminister Anders Fogh Rasmussen og var medvirkende til at Pind blev forbigået som minister. Fogh ville ikke høre Venstrefolk postulere at frihed uundgåeligt fører til ulighed; det fik også Eva Kjær Hansen at føle. Pind er ikke i tvivl om at centraliseringen og stramme regelsæt om folk på offentlig forsørgelse skaber vrede mod eliten. Men at tale om en stærk kulturelite er efter hans mening helt absurd - og det tror pokker, når han selv er folkelig på det felt!

Den mest bemærkelsesværdige opfattelse af eliten kommer dog fra EU's konkurrence-kommissær Margrethe Vestager (cand. jur. og tidligere leder af Det radikale Venstre og økonomiminister i Helle Thornings S-R-SF- regering). På trods af at den kommissionspost hun fik i 2014 regnes for en "tung post", og at hun fik den for næsen af Helle Thorning Schmidt der have set hen til en endnu højere post i EU, så synes Vestager ikke posten placerer hende i eliten. Hendes forklaring er, at EU er et åbent system der er mere gennemsigtigt end det danske demokrati! Ja, i virkeligheden er hun i egne øjne kun en del af en meget lille kreds af mennesker, fordi hun er socialliberal og radikal, og det er jo ved gud ret eksklusivt, som hun siger, men det er bare ikke elite, for enhver kan melde sig ind og være med. Elite-begrebet er et fjendebillede.... Men hun indrømmer dog at have fået lov til at låne magt! - Det er et ret imponerende syn på hvad elite er og hvad EU er, og hun ser i hvert fald totalt bort fra den kendsgerning at den udbredte politikerlede i Danmark og resten af EU-landene hænger meget nøje sammen med modstanden mod og mistilliden til hele magtapparatet i EU. Vestager var heller aldrig kommet i betragtning til kommissionsposten, hvis hun ikke havde været minister flere gange i Danmark og endda som vicestatsminister under Helle Thorning havde dokumenteret at det reelt var hende der i samarbejde med Bjarne Corydon førte den meget blå-farvede økonomiske politik igennem. Men Margrethe Vestager dokumenterer med sin opfattelse således også at spørgsmålet om placeringen i eliten altid er en subjektiv vurdering.



En måling der er foretaget af Megafon for Politiken og TV2 kan iøvrigt bekræfte at et flertal på 56 % mener at medierne har for stor magt i det danske samfund. 40 % mener det er EU-institutionerne, 27 % peger på "Den kreative klasse", og 25 % på politikerne. Men kun 16 % på kulturpersoner og 10 % på fagbevægelsen.

Den tyske eliteforsker Michael Hartmann er ikke i tvivl om at når begrebet elite er blevet et skældsord så skyldes det at kløften mellem de rige og resten af befolkningen - især den nederste tredjedel - i løbet af seneste to-tre årtier i stort set alle industrilande har udvidet sig enormt. Væksten i den økonomiske udvikling er hovedsagelig endt hos den øverste procent. Det fremmer indtrykket af at "dem deroppe" kun tilgodeser sig selv og glemmer resten af befolkningen.

Også Christoph Ellersgaard påpeger at utilfredsheden i Danmark har ulmet længe. Den dukkede op ved jordskredsvalget i 1973; ved nejet til Maastricht i 1992 og ved euro-nejet i 2000. Måske også i Dansk Folkepartis fremgang. Og med finanskrisen i 2008 fik "samfundskontrakten" et knæk. Muligheden for at regulere finansmarkederne fejlede. Og overordnet set fik finanskrisen ikke nogen særligt store konsekvenser for eliten.

Det bør her tilføjes at den såkaldte samfundskontrakt er en forestilling fra 1762 om at individerne i et ordnet samfund til forskel fra inividerne i naturtilstanden har indgået en aftale med hinanden om at overdrage en del af deres rettigheder til magthaverne mod til gengæld at opnå fællesskabets fordele, herunder beskyttelse af liv, ejendom og grundlæggende rettigheder.

Og det bør navnlig fremhæves, at forestillingen (der stammer fra Jean-Jacques Rousseau) er ren teori eller metafysik og ikke spiller nogensomhelst rolle uden for filosofien. Grunden er den ganske enkle, at mennesket til forskel fra dyrene har en bevidsthed der indebærer at nogle fødes klogere og fysisk stærkere end andre og allerede derfor kan skaffe sig større magt end andre. Af denne grund har der altid være ulighed i alle samfund, ja, i virkeligheden gælder at den frihed der også er en følge af bevidsthedens opdukken uundgåeligt medfører større ulighed. Men det er til gengæld også et faktum at nogle mennesker føler stort ansvar for andre, og at det er muligt for fællesskaberne at nå en form for mindelig eller tålelig samordning af alles interesser, således at man undgår de mest ødelæggende modsætninger og kampe - i skarp modsætning til samfund hvor "jungleloven" eller den rå "Manchester-liberalisme" råder, og hvor det altid er den stærkeste og mest snu der kan ophøje sig til dikatorisk hersker i troen på "Survival of the fittest". Men velordnede og fredelige samfund med en vis social regulering er ikke en følge af en "samfundskontrakt"; det er tværtimod forståelsen for fordelen af en orden og fred der kan føre til et fornuftigt forhold mellem ledere og ledede, mellem magthavere og underordnede eller mellem eliten og folket.

Man kan altså i modsætning til Jean-Jacques Rousseau tale om en form for sund fornuft og ansvarlighed der medfører at et samfund giver sine borgere fælles rettigheder og et mindstemål af muligheder for at opretholde livet, men det er hverken resultatet af en traktatmæssig aftale eller en juridisk konstruktion a la Folkebundet, FN eller EU (der jo alle har vist sig afmægtige når det virkeligt gælder). Det er langt snarere en følge af de halvt bevidste og halvt ubevidste forestillinger og følelser der dukkede op i sidste halvdel af 1700-tallet på grænsen mellem rationalisme og romantik. Den meget ungdommelige romantiske bevægelse var en reaktion mod den altfor stive og logiske rationalisme og førte direkte til de store politiske revolutioner og folkelige bevægelser i såvel Europa som USA som eftertiden kan takke for bruddet med monarkiets og kirkens autoritet og overhøjhed. Og det emergent nye i denne udvikling, det der aldrig havde været set før i historien, var det sunde dynamiske spil mellem de to fundamentale modsætninger mellem det logisk-rationelle og det kreativt-intuitive.

Moderne politikere, redaktører og forskere går imidlertid gang på gang fejl i deres fortolkninger, netop fordi de vil forstå alt rationelt, men ikke ser alle de irrationelle eller folkelige kræfter der er på spil. Nutidens fortolkere forstår - som det ses af ovenstående udvalg - som hovedregel ikke at såvel magthaverne som undersåtterne aldrig er rent rationelt tænkende og handlende væsener, men tværtimod altid også får deres forestillinger og følelser dybt påvirket af kræfter nedenunder det bevidste. Og just derfor får de muligheden for et sundt og pragmatisk forhold til udviklingen som ikke findes i diktaturerne.

Det sunde og folkelige er altid et fint og tyst spil mellem bevidst og ubevidst, der sikrer det dynamiske spil mellem alle modsætninger, men aldrig havner i ensidighed og ensretning, endsige magtmisbrug, korruption, undertrykkelse, foragt for det jævne eller snobberi for magtelitens og den kreative klasses livsstil, unoder og skøre påfund.



Helhedsrealismens svar på forvirringen    
Til toppen  Næste

Ud fra et helhedsrealistisk synspunkt gælder at det komplekse menneskesamfund ligesom de højerestående dyrs fællesskaber har en uundgåelig social lagdeling som en direkte følge af forskellen mellem kønnene og forskellen mellem individerne i henseende til intelligens, fysisk styrke og psykiske anlæg, men at de samtidigt til forskel fra dyrenes verden har et socialt og kulturelt sammenhold og fællesskab der også er en direkte følge af den mennskelige bevidsthed.

Denne bevidstheds uforklarlige opståen i "tidernes morgen" bevirkede i puberteten en afgørende erkendelse af forskellen mellem kønnene og forskellen mellem godt og ondt samt indsigt i autoriteternes ufuldkommenhed. Menneskene mistede for stedse uskylden og blev fra da af et kulturvæsen, selvom det bevarede grundliggende dyriske træk. Det fik frihed til at gå nye veje, og dette medførte en decideret individualisering af arten, men det indså samtidigt intuitivt at fællesskabet var nødvendigt og krævede en etik, en social og kulturel ansvarlighed som ikke var set før.

Friheden betød og betyder tendens til friere individuel udfoldelse, og denne medfører uundgåeligt større ulighed. Men fællesskabsfølelsen sørgede for forpligtelsen til at begrænse uligheden så den ikke ødelægger alt samarbejde.

Friheden og ligheden forblev modsætninger, men modsætningen skabte såvel sund dynamik som risikabel konflikt og i værste fald kunne den medføre ufred og krig.

Der er derfor intet mærkværdigt i at den sociale lagdeling i menneskesamfundet førte til en forskel mellem rige og fattige, kloge og mindre kloge og mellem ledere og ledede samt mellem dem der slår sig ned på bestemte bopladser og terrritorier og de fremmede. Det er en helt naturlig ting for mennesket at værne om det man ejer og bygger op i og omkring bestemte territorier. Og værnet omfatter også fælles kult, normer og ritualer.

Men menneskets magt adskiller sig markant fra dyrenes magt ved gennem bevidsthedens udvælgelse af særlige metoder at fremme muligheden og tendensen til stadig større magt end det er muligt for dyr at håndtere. Den sociale lagdeling medførte således både en opdeling mellem herskere og undersåtter og en opdeling mellem klasser med forskellige grader af magt og beføjelser.



Magten tenderer imidlertid næsten altid til magtudvidelse og derfor også til magtmisbrug og korruption. Derved opstår allerede i de teknisk set primitive samfund særlige privilegier for de "udvalgte", som efterhånden medfører oprør fra neden mod ledere af både verdslig og religiøs art. Oprørene fører visse steder til revolution og modrevolutioner og endeløse krige og borgerkrige, men har i særlige tilfælde i nyere tid også ført helt frem til demokratiske og parlamentariske styreformer, hvor uoverensstemmelserne afgøres på fredelig vis ved forhandlinger på grundlag af aftale regler.

I demokratierne er kongers og pavers privilegier afskaffet eller betydeligt indskrænket, men privilegier findes fortsat fordi den kapitalistiske struktur, der er en følge af pengeøkonomiens brud med naturaliehusholdningen ved hjælp af opsparing, långivning og rentebetaling, medfører at nogle investerer klogere end andre og på børserne også spekulerer sig til ekstraordinært store formuer.

Privilegier og magtudøvelse bliver i disse moderne kapitalistiske samfund uigennemskuelige, og korruptionen bliver derfor det samme. Men med indførelse af helt moderne informationsteknologi er der ingen ende på spekulationerne, korruptionen eller uigennemskueligheden. Uligheden og konflikterne stiger, og lighedens og retfærdighedens store forkæmpere fristes ofte til utopiske oprør, hvor man i nostalgisk længsel efter den tabte uskyld hylder kapitalismens og spekulationens afskaffelse. Nogle postulerer at privat ejendom er tyveri, andre hylder det store fællesskab uden reguleringer overhovedet. Mange ønsker fantasien til magten.

Men realiteten siger noget andet end drømmene og gør magtkampen, magtmisbruget, korruptionen, spekulationen og uligheden til selve grundvilkåret for det moderne menneskelige samfund. Demokratiet og parlamentarismen muliggør en vis regulering og social omfordeling, men samfundet bliver aldrig fuldkomment i betydning fri for ulighed, magtmisbrug og kriminalitet. Det nærmer sig slet ikke noget i den retning. Tværtimod gælder i det 21. århundrede at uligheden globalt set er steget til uanede højder, således at en lille del af verdensbefolkningen er i besiddelse af størstedelen af de finansielle formuer. Og de rigeste har naturligvis både direkte og indirekte stor indflydelse på fordelingen af goderne, reguleringn af markedet og selve den politiske, ideologiske og meningsmæssige magt.

Men at sætte denne pengeelite, der ikke mindst er fremkommet ved spekulation (tænk blot på George Soros), lig med magteliten som sådan er den største og mest fatale fejlbedømmelse der kan tænkes, for den tilslører fuldstændigt den magt der knytter sig til geopolitisk og våbenmæssig magt. Og den tilslører samtidigt at de findes en tredje faktor der er det modsatte af magt.



Fra et helhedsrealistisk synspunkt er status derfor ikke så pessimistisk som den umiddelbart kunne lyde til, for der findes åndelige kræfter i mennskesamfundet der er af anderledes karakter end de magtorienteredes kræfter. De har begge såvel rationelle som irrationelle kilder og motiver. Men de åndelige kræfter har i højere grad løsrevet sig fra de naturlige instinktive magttendenser og -ønsker og har erfaret og frembragt en sideordnet kvalitetsverden der bygger på helt andre værdier end penge, ejendom, privilegier og magtbeføjelser, nemlig fællesskabsværdier som alle kender og har erfaret lige fra fødslen: tillid, omsorg, kærlighed og hengivenhed samt nysgerrighed, kreativitet, der igen finder udtryk i lege, erotik, sport, sang, musik, dans, billedkunst og litteratur.

I denne frie verden er kreativiteten og tilliden i højsædet og nyttehensyn underordnet. Korruption komme kun ind hvor disse fænomener forbindes med økonomiske fordele som det fx sker i den professionelle sport.

Men hovedsagen er at langt den største del af befolkningen over hele kloden - i klar og tydelig modsætning til eliten - har bevaret sin sunde fornemmelse for de medfødte livserfaringer og -værdier og til stadighed formår - trods ydre vilkår - at forny erfaringerne og deres fortryllelse gennem en daglig praksis der holder sig fri af nyttehensyn, pengeinteresser, privilegier, magtkampe og korruptionsmuligheder. Hertil betjener denne brede befolkning sig af et dagligsprog der modsat fagsprog og videnskabssprog dækker hele tilværelsen, altså både de rationelle og de irrationelle sider.

Her og først her er tale om 'folket' i fuld betydning og fuld ret; folket står som sagt i klar modsætning til eliten, men skam også i klar modsætning til populistiske tendenser. Eliten tænker altid i pengefordele, og populismen altid i udnyttelse af folkestemninger til egen fordel. Men ægte folkelige bevægelser trækker på erfaringer alle har og som er helt selvfølgelige, fordi der grundliggende er en umiddelbar tro på det gode i livet.

Folket har - uden nødvendigvis at være bevidst om det eller uden at tænke nærmere over det - en autoritetsfri moral, som har det formål at sørge for overvægt af det gode i livet. Folket lever med andre ord på en overvejende ubevidst konsistensetik der som navnet angiver ikke bygger på ydre autoriteter, men på et indre, psykisk krav om overvægt af det gode: Den menneskelige natur er opbygget således, at der ikke kan findes en indre konsistens i psyken, med mindre man sørger for overvægten af det gode i livet - og hvad dette er, véd de fleste mennesker intuitivt på forhånd - uden at kunne definere det eksakt. Men de lever på det.



Elitens individer har individuelle og bevidste ønsker om magt, men folket har fælles og intuitive ønsker om en overvægt af det gode for såvel dets enkelte medlemmer som helheden.

De folkelige bevægelser hviler i sidste ende på irrationelle faktorer der har med kønshormoner at gøre og derfor som hovedregel bryder stærkest frem i ungdomstiden. Den menneskelige ånd og åndskraft er altså ikke noget mystisk eller metafysisk fænomen. Den følger tværtimod af menneskets naturlige aggressivitetsdrift, men bryder først igennem for alvor i pubertetstiden, hvor den medfører det skel mellem ondt og godt, den kønsbevidsthed og det opgør med autoriteterne der skaber kulturen.

Skal man forstå disse fænomener bedre og give dem en begrebsramme der gør det muligt at tale om dem i dagligsproget, må man forstå de åndelige kræfter som beroende på "det kollektivt ubevidste" der altså heller ikke skal forstås som noget mystisk, metafysisk eller overtroisk, men tværtimod som den solide erfaring som alle kender fra den bevidsthedsstrøm der løber nedenunder den bevidste strøm, eller fra spontane drømme, spontane forestillinger og spontane sange.

Dette betyder at oplysningen aldrig som i Oplysningstiden i 1700-tallet kan reduceres til tilegnelse af kundskaber, men tværtimod netop i første række er intuitive indsigter der dukker spontant op forud for al sproglig formulering og sproglig analyse. Her kan man tale om folkeoplysning, og denne ville blive skæv og forvridende, hvis den sættes lig med kundskaber, således som Politikens redaktør Jes Stein Pedersen fornylig gjorde i en leder.

Humanismen bliver tilsvarende for snævert rationalistisk, hvis den skyder det irrationelle fra sig, som Weekendavisens redaktør Henrik Wivel fornylig gjorde i en leder.

Sand oplysning er for livet, og det vil sige for det fulde, uindskrænkede liv der omfatter både rationelle og irrationelle sider. Og sand humanisme er den ægte folkelige konsistensetik der fastholder almindelige mennesker i et jævnt og muntert liv på jord, hvor de passer deres børn, deres syge og deres gamle, deres uddannelse og arbejde, deres boliger og netværk såvel som deres kreativitet, deres sang, dans, musik og kunst, og deres leg, erotik, kærlighed og glæde over miljøet og naturen samt nationen. Derfor må alle almindelige mennesker undgå at blive draget ind i pengeelitens, magtelitens, mediernes, reklamebranchens, forlystelsesindustriens, ekstremisternes og populisternes løgne og fristelser.

Kun den komplementære helhedsrealisme tilbyder en folkelig og pragmatisk begrebsramme der tilgodeser både den rationelle og den irrationelle side af tilværelsen og samtidigt påpeger fornuften i at følge den tredje vej mellem frihedspricippet og ligheds- eller tryghedsprincippet. Her kan man undgå skånselsløse krige mellem modsatte principper, modsatte interesser og modsatte klasser. Her kan man hæve forvirringen omkring normer, moral og autoritetstro, og her kan man alligevel bevare en sund dynamik i samfundene - uden at henfalde til utopiske drømme om konfliktfri samfund.

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' (kr. 25)indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.), Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.), Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet samt artikler om SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut  (21.3.13.) - m.fl.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' (kr. 25)indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.) m.fl. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Dansk Folkeparti flygter fra sit ansvar som progressiv mediator  (12.8.17.)
Socialdemokraten Kaare Dybvads folkelige illusioner  (23.7.17.)
Folkemødet på Bornholm trues af ytrings-fanatikere  (20.5.15.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Folkeligheden og Anker Jørgensen  (21.3.16.)
Henrik Dahlstore politiske desillusionering   (13.6.11.)
Krag og standpunkterne
Pia Kjærsgaard - afgiver sin formandspost  (9.8.12.)
Pia Kjærsgaard spøger stadig  (9.8.09.)
Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti på fremmarch
Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?  (5.8.12.)
Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Villy Søvndal går uden om selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)

Bayreuth i frit Wagner-fald med Mestersangerne  (4.8.17.)
  Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Folkemødet på Bornholm trues af ytrings-fanatikere  (20.5.15.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Folkeskolen: Alternativet foreslår nye skolefag  (17.2.17.)
Folkeskolens krise afslører dybere samfundskrise  (16.12.10.)
Folkeskolen: Skolen for livet - eller for erhvervslivet?  (8.6.10.)

Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Kreativitet, frihed, stress og livskvalitet  (14.10.05)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Er samfundet blevet selskabeligt?  (Danmark/Medier - 7.6.04.)
Følelser og værdier, tro og demokrati  (28.1.04.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Er demokrati muligt uden lederskab?  (15.10.12.)
Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (13.3.12.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme



Kan moral begrundes?  (Erling Jacobsens moralfilosofi)
Etik og eksistens  (Essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens
eksistens-axiomet
eksistens: 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (e-bog)
Eksistens: Gives der slet ikke nutidig og progressiv eksistensfilosofi?  (16.10.13.)
eksistens er både at være on-line og off-line  (30.8.14.)
Eksistens er opgør med dansk politiks elendighed  (11.8.14.)
Eksistens er realitetsprøvelse og tilblivelse  (4.8.14.)
eksistens og erkendelse
eksistens og naturkatastrofe
Eksistens på søndags-Deadline
eksistenslogs og weblogs  (7.8.06.)
eksistensfilosofi, sprog og naturvidenskab
Eksistenstialismen: Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen mellem ånd og materie  (10.5.13.)
Eksistentiel dannelse: Manifest 2010 om tidssvarende eksistentiel dannelse
Grundtvig, N.F.S., digter, historiker, præst
Romantikken ifølge Rüdiger Safranski  (23.04.08.)
Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste



Artikler om Samfund
Artikler om Danmark
Artikler om Psykologi
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal