JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df17b

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.8.17.

Dansk Folkeparti flygter fra sit ansvar som progressiv mediator

"Glem al snak om lavere topskat" - med den udmelding fra Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Sorø har Kristian Thulesen Dahl lagt en stopklods ud for regeringen forud for efterårets forhandlinger om finansloven, skatten og licensen. Som bekendt forhindrer stopklodser aldrig alle terrorforsøg eller ulykker, men det generende for Lars Løkke Rasmussen er heller ikke at blive standset i nogen form for ødelæggende handlinger (den slags indlader det pæne menneske sig ikke på!), men at blive standset i handling overhovedet. Han fremtræder mere og mere handlingslammet - og kan næppe undgå et nederlag ved næste valg. Men dét bekymrer ham næppe. Løkke er som bekendt så glad for at være i besiddelse af nøglen til statsministeriets fine lokaler på Christiansborg, at det i hans øjne kun kan være et plus at besidde den så længe som overhovedet muligt. Han nyder at rejse rundt og hilse på nyudnævnte præsidenter og på nykårede EM-sølvvindere i kvinde-fodbold. Og han er som inkarneret opportunist altid villig til at gå på kompromis, bare han kan beholde sin post. Principper betyder intet, og visioner har manden lige så lidt som andre danske politikere. Hvis han taber nøglen ved næste valg, er det usandsynligt at han senere skulle få chancen for at vinde den, da uroen i Venstre peger på formandsskifte. Lars Løkkes nyeste feberredning af en minister med uorden i fiskekvoterne, viser hans overlegne evne til overlevelse for en nøgles skyld, men heller ikke andet.

Når BT på den baggrund stiller spørgsmålet om Thulesen Dahl vil fremprovokere et hurtigt valg, så kan man roligt svare nej. For det har hans parti ikke råd til. Det har haft en støt tilbagegang i meningsmålingerne det sidste års tid, dels på grund af Morten Messerschmidts letsindige omgang med EU-midler til det både EU-kritiske og korruptionsfjendske parti, dels på grund af den faktiske støtte til den opportunistiske statsminister mange borgerlige vælgere er utilfredse med. Ved valget fik Dansk Folkeparti 21,1 % og blev dermed større end Venstre. Men fra maj 2016 gik det tilbage som følge af fusk med EU-midlerne. 17. november 16 var det nede på 14,3 % og seneste måling ved udgangen af juni siger 13,3 %. Hertil kommer ganske vist det forbedrede forhold til socialdemokratiet og dets leder Mette Frederiksen, og det har indlysende fordele for DF med hensyn til at få noget igennem på tværs af regeringens ønsker, men en del af partiets vælgerkorps bryder sig alligevel ikke om det. Så det hjælper ikke på meningsmålingerne.

Men fast står at Dansk Folkeparti har større indflydelse på hvad den smalle V-K-LA-regering kan få igennem end hvis det var medlem af regeringen. Og det er åbenlyst en gevinst Thulesen Dahl nyder og forstår at udnytte optimalt. Blandt andet kan partiet presse regeringen på flygtningepolitikken.

På sommergruppemødet blev det gjort klart at DF helt vil have flygtninges ret til familiesammenføring suspenderet, også efter de gældende tre år. Partiet vil i stedet gå i gang med at hjælpe flygtningene med 'repatriering' i de områder de kommer fra, hvis det vel at mærke er muligt at vende tilbage. Og Thulesen Dahl tror ikke partiets forslag er uforeneligt med de internationale konventioner. Som man iøvrigt heller ikke har den respekt for som regeringen har.

Et andet punkt der bliver ganske vigtigt i de forestående forhandlinger om et nyt medieforlig er at Dansk Folkeparti vil afskaffe licensen og flytte hele finansieringen af Danmarks Radio til finansloven. I samme ombæring skal medievirksomheden skæres markant, lyder det fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Og her gælder at både kulturminister Mette Bock og Socialdemokratiet er åbne over for forslaget. DR har gennem årtier vokset sig større og større, så mange har fået opfattelsen at forpligtelserne til ordentlig public relation altid viger for bestræbelser på at få fat på flere og flere brugere, selvom dette koster meget dyre cheflønninger, sidst har man opfundet en yderst højt lønnet stilling som kommunikationschef. DR er blevet en typisk DJØF-institution der med en DJØF'er som formand og en anden som generaldirektør forstår at udvide sig selv så det kan mærkes på hele den offentlige sektor.

Men det mest bemærkelsesværdige på DF's afsluttende pressekonference ved sommermødet var trods alt den klare melding om lodret nej til lavere topskat. For da ingen af partierne på venstrefløjen går ind for lavere topskat, kan Lars Løkke ikke med Venstre, Konservative og Liberal Alliance skaffe stemmer nok til det forslag der især betyder meget for de to sidstnævnte partier. Så Thulesen kan nemt og bekvemt få bekræftet sin store indflydelse, når det gælder at forhindre Liberal Alliance i at få deres mærkesager igennem. Metoden har dog lige den bagside at det er vand på det nye parti, De borgerlige, der klarer sig pænt i meningsmålingerne og kan regne med at komme i folketinget ved næste valg. For DF vil det være en stor fordel hvis valget først kommer om et par år.

Og så er der ellers forholdet til socialdemokratiet.

Partiets formand Mette Frederiksen bebudede den 4. august at hun vil prøve at skabe en "velfærdsalliance" til 25 milliarder kroner med Thulesen Dahl ved i første omgang at opfordre Dansk Folkeparti til en pagt, der skal sikre 25 milliarder til velfærd og kortslutte regeringens planer.

Konkret tænker Frederiksen sig en alliance mellem de to partier der skal gennemtvinge, at der som det første punkt overhovedet i efterårets forhandlinger laves en politisk aftale som afsætter 25 mia. kr. frem mod år 2025 til offentlig velfærd. Pengene skal tages fra det såkaldte råderum, som ifølge Finansministeriet er på 35,5 mia. kr., og vil kunne sikre en årlig vækst i de offentlige udgifter på 0,7 pct. Et beløb af den størrelse svarer til det, man kalder 'det demografiske pres' – altså den automatiske stigning, der vil komme i de offentlige udgifter på grund af blandt andet stigningen i antallet af ældre. Med en sådan alliance vil S og DF ifølge Frederiksen kunne sikre velfærden på det nuværende niveau.

»Det, jeg gerne vil have Dansk Folkeparti med på, er at give håndslag på en velfærdsalliance. Derefter kan vi jo så have forskellige holdninger til, hvordan man prioriterer pengene – men det, jeg gerne sammen med dem vil sikre, er, at vi kigger danskerne i øjnene og siger, at med vores fælles økonomiske politik, så skal hvert eneste år ikke startes med besparelser på skolerne og i ældreplejen,« siger Mette Frederiksen. »Jeg vil ikke binde hverken regeringen eller Dansk Folkeparti på hænder og fødder, men når man kan det, som vi to partier kan sammen, så synes jeg, at det forpligter til at lave nogle nedslag og sige til danskerne, at her kan I regne med, at vi ikke bare bliver ved med at spare på velfærden.«

Efter at have reserveret 25 mia. kr. til velfærden, bør Folketingets partier ifølge Frederiksen håndtere nogle af de 'pligtopgaver', der er, herunder mest væsentligt et nyt forsvarsforlig, hvor der ventes at skulle bruges flere penge end i dag.

Budskabet fra socialdemokratiets sommermøde var ikke overraskende: Man vil have et retfærdigt Danmark, og det vil sige bedre dagtilbud og skoler, et sundhedsvæsen i verdensklasse og en tryg alderdom for alle. Og man vil kigge danskerne i øjnene!

"I Danmark står vi sammen. Vi er stolte af vores velfærdsmodel. Den skaber tryghed, retfærdighed og muligheder for den enkelte med et stærkt fællesskab som fundament. Men vores velfærd er i disse år presset på flere fronter. Vi bliver som befolkning hele tiden ældre. Dertil kommer stigende medicinudgifter, flere med kronisk og psykisk sygdom samt flere flygtninge, der udfordrer de offentlige budgetter. Samtidig er kvaliteten i den offentlige sektor ikke godt nok på alle stræk. Der er for stor forskel på kvaliteten i dagtilbud. De ældre får ikke alle steder en værdig omsorg og pleje på grund af travlhed. Og der er markante forskelle i danskernes sundhed – også når det gælder vores børn. - De problemer skal vi tage hånd om. Så uddannelse og sundhed også i fremtiden er for alle, og ikke kun for de få. Så vores børn får den bedste start på livet med gode vuggestuer, børnehaver og skoler. Så der er tryghed i alderdommen for alle."

Derfor vil Socialdemokratiet frem mod 2025 hvert år i gennemsnit bruge ca. 3 mia. kr. mere på velfærd (25 mia kr. ialt). Og derfor ønsker partiet velfærdsalliance med DF. Problemet er blot, at Thulesen Dahl omgående sagde fra. Forhandlinger og samarbejde med S ser han gerne, men ikke en velfærdsalliance der uanset gode enkeltheder vender sig mod de borgerlige og så at sige ville vikle DF ind i gammeldags socialdemokratisk livsløgn: at velfærd skulle være lig med en udvidelse af den offentlige sektor.

Det hjælper i den forbindelse næppe at statskundskabsprofessor Peter Nedergaard i en kronik i Politiken 5.8. anbefalede partierne og vælgerne at droppe neoliberalismen til fordel for 'ordoliberalismen'. Han konstaterer med en vis ret at "folket raser mod markedsøkonomien og den grænseløse grådighed" eller det man også kan kalde "elitens umådeholdne egennyttemaksimering". Og han peger derfor på at der - ikke mindst i Tyskland - findes en ordentlighedens liberalisme, nemlig en tradition som opstod allerede i 1930'erne omkring den tværfaglige Freiburger-skole. Nøglen i denne liberale ordentligheds politik eller med et kunstigt ord "ordoliberalisme" er retsstaten med sikring af frihedsrettigheder, konkurrencelovgivning med sikring af en optimal konkurrence til beskyttelse af forbrugerne, faste økonomisk-politiske regler og normer med sikring af stabilitet og forudsigelighed samt betydningsfulde og kompetente institutioner uden for det politiske niveau som kan sikre den langsigtede kurs.

Som man kan se en smuk liberal og forbrugervenlig rationalitet der er uforenelig med såvel gammel nazistisk ensretning som moderne liberalistisk grådighed. Men som også er en pæn og fornuftig utopi der sætter de subjektive og utroværdige politikere ud af spillet og dermed på forhånd benægter eller tilslører at det liberale frihedsprincip altid medfører ulighed, uretfærdighed, konkurrence, konflikt, forurening, korruption og kolde eller varme krige. Folk bliver ikke enige om denne "ordoliberalisme" blot ét enkelt sted i verden. Og folkene i de mange lande endnu mindre. Det er som om den kloge mand ikke forstår at politik ikke er hverken videnskab eller rationalitet, men er og bliver konflikt og kamp som beror på at frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet strider mod hinanden - og aldrig i demokratiske lande vil kunne medføre en rationel orden uden alvorlige konflikter.

Men dybest set er det nøjagtigt samme naive forestilling der ligger bag såvel den socialdemokratiske som den borgerligt liberale velfærdsmodel. Begge sider vil bevare velfærdssamfundet, velfærdsgoderne, den økonomiske vækst og forbrugsgoderne. Uenigheden drejer sig først og fremmest om den offentlige sektors størrelse, fordi alle - siden Jørgen S. Dichs berømte bog fra 1973 - er eller burde være blevet klar over det yderst problematiske i at gøre socialpolitikken til en ideologi. Den diskussion bliver vi erfaringsmæssigt aldrig færdig med, men her på stedet skal jeg blot henvise til andre artikler - og koncentrere mig om pointen: Såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti og Venstre tilhører den politiske midterfløj der ikke ønsker opslidende klassekamp, men samarbejde på midten om fornuftige tiltag der tilgodeser både dem der tilhører den kreative og initiativrige del af befolkning og dem der blot passer deres arbejde og overvejende vil nyde resultatet. Fejlen hos de nævnte miderterpartier ligger i at de ikke åbenlyst vil erkende at frihedsprincippet og ligheds/tryghedsprincippet er modsatrettede, og at en varig og rimelig "orden" derfor ligger i det bevidste valg af "den tredje vej". Denne vej er vejen mellem den mere eller mindre socialistiske og den mere eller mindre liberalistiske grundindstilling der går uden om ødelæggende klassekamp og ødelæggende diktatur, men til gengæld accepterer modsætninger og konflikter som sunde og dynamiske, sålænge de holdes inden for retssamfundets og fællesskabets orden. Jf. artiklerne 'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre (30.7.12.) og 'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens (23.7.12.)

Labour under Tony Blair og Venstre under Anders Fogh Rasmussen forsøgte denne vej ud fra hver sit udgangspunkt - men de forstod slet ikke den dybere idé og tabte den derfor begge på gulvet. Begge partier svigtede den indlysende og progressive tanke og opgave - og selv Dansk Folkepartis ledere var blinde da de i 2015 fik en enestående chance for at tage têten i dansk politik med en helt ny, blokopløsende midterpolitik, men valgte 'den lille indflydelse' uden regeringsansvar. Og partiet har formentlig forpasset chancen for stedse. Men den skal ikke af den grund opgives, når den er den eneste progressive idé i det 21. århundrede. Og den ser faktisk ud til i dag at kunne blive genopfrisket et helt uventet sted, nemlig i Macrons Frankrig.

Men under alle omstændigheder må alle gøre sig klart, at den tredje vej kun er mulig i et nogenlunde velfungerede vesteuropæisk og sekulært demokrati uden kvindeundertrykkelse, og at den selv her ikke er mulig at realisere uden værn om de ydre grænser. Ej heller er den mulig uden fuld accept af at den økonomiske elites grådighed lige så lidt forsvinder og lader sig regulere som verdensbefolkningens tilvækst, klimaforringelsernes vækst, diktatorernes og spillefuglenes uberegnelighed og almindelige menneskers ufattelige dumhed over for reklamebranchens, it-branchens og mediernes massive fordummelse og fortielse.

Opportunisten Lars Løkke Rasmussen og hans regering er handlingslammet. Socialdemokratiet holder på sin livsløgn og vil have Dansk Folkeparti med på vognen. Dansk Folkeparti flygter fra sit ansvar som progressiv mediator. Det er ulykken i en nøddeskal. Danmark lider. Folket lider. Kun den grådige og opfindsomme pengeelite og den succesfikserede medieelite plukker frugterne.

Ejvind Riisgård

Link til Dansk Folkepartis hjemmeside

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)
Dansk Folkeparti i voldsom krise på grund af rod med EU-midler   (24.10.16.)
Lars Løkke danner smal og dybt ulogisk Venstre-regering  (29.6.15.)
Thulesen Dahls store dilemma  (23.6.15.)
Helle tabte glansen, Kristian vandt mandaterne, Lars låner nok nøglerne  (19.6.15.)
Dansk Folkeparti synes bange for magten  (13.6.15.)

Socialdemokraten Kaare Dybvads folkelige illusioner  (23.7.17.)
Socialdemokratismens nye illusioner  (23.6.17.)
Hvad skal vi lægge i tilnærmelsen mellem S og DF?  (23.2.17.)
Anker Jørgensen og folkeligheden  (21.3.16.)
Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet