Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - folkelighed1

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.7.17.

Socialdemokraten Kaare Dybvads folkelige illusioner

Det socialdemokratiske folketingsmedlem, cand.scient. Kaare Dybvad (årgang 1984) har udgivet en bog om "De lærdes tyranni" som primært angriber den kreative klasse for at skabe ulighed og undergrave det danske velfærdssamfund.

Bogen er blevet udgangspunkt for en serie artikler i det efterhånden tydeligere og tydeligere socialdemokratiske dagblad Politiken som prøver at finde frem til hvor forskellen mellem folket og eliten ligger, og det er jo unægtelige også et relevant og aktuelt problem, fordi der hersker stor politikerlede i de vestlige demokratier. (Jf. artiklen Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb) Denne politikerlede kan næppe forstås uden at man tager afstanden mellem vælgerne eller folket på den ene side og politikerne, magthaverne og eliten på den anden side alvorligt. Men den kan heller ikke forstås uden at man bestemmer de relevante begreber nogenlunde entydigt og alment acceptabelt.

Dybvad er ikke særlig præcis i denne henseende, og det er debatdeltagerne i Politiken heller ikke. Og derfor det et taknemmeligt job for kommentatorer og karikaturtegnere at gøre dem til grin. Eksempelvis synes Pia Kjærsgaard at komme i vanskeligheder med at forklare at hun som folketingets formand tilhører eliten, men ikke føler sig som elitær. Men det er jo ikke noget nyt at der er forskel på fakta og folks subjektive oplevelse af fakta.

Kaare Dybvad lægger ikke skjul på at han personligt er en stor tilhænger af den danske velfærdsstat, men han mener dog at den økonomiske udvikling og den tilhørende vækstfilosofi skaber ulighed i stedet for udligning. Han vil have mere lighed og retfærdighed i samfundet og foreslår ændring af konkrete årsager til at udviklingen går den forkerte vej. Blandt årsagerne hører brugen af fremmed og underbetalt arbejdskraft (herunder flygtninge), men også selve de store reformer som kommunalreformen, strukturreformen, politireformen og skattereformen som trods gode hensigter omkring stordriftsbesparelsen er blevet mere eller mindre mislykkede, fordi de har fremmet bureaukratiseringen og dermed afstanden mellem borgerne og de offentligt ansatte administratorer.

Dybvad kommer med mange gode eksempler og analyser og er ikke bleg for at slå fast at S-R-SF-regeringen under Thorning og Vestager var nærmest lige så uheldig med at reformere landet som VK-regeringen under Fogh og Lars Løkke. Socialdemokraterne lægger i dag stor afstand til Thornings, Vestagers og Corydans konkurrencestatspolitik, der lignede "blå politik", men Dybvad holder dog på at det er de tre største partier - S, V og DF - der med samlet tilslutning på rundt regnet 60 % af vælgerne er de nærmeste til at løse opgaven at bevare Danmark som verdens bedste velfærdssamfund. Men han end ikke nævner "den tredje vej" som en aktuel mulighed.

Dybvads kritiserer de overordnede management- og livsstils-teorier der har haft held til at lede udviklingen længere og længere væk fra den reformistiske socialpolitik og kulturpolitik der slog igennem omkring århundredskiftet 1900 og stort set varede til omkring ungdomsoprøret 1967/68, og han fornægter i det stykke ikke sin socialdemokratiske grundholdning og tilslutning til velfærdsstaten. Men han ser ikke de svagheder og illusioner der medførte jordskredsvalget i 1973 og i første omgang gav plads til skattenægteren Mogens Glistrups Fremskridtsparti, parcelhusborgmesteren Erhard Jacobsens Centrumdemokrater og abortmodstandernes Kristelige Folkeparti og årtier senere til nye utopier og nye trends i livsstil og management. Og han går i en stor bue uden om socialøkonomen Jørgen S. Dichs skelsættende bog fra 1973 om "Den herskende klasse" som påviste at det var den nye hær af offentligt ansatte som efter momsens og kildeskattens indførelse i hhv. 1967 og 1970 forrykkede hele den politiske balance i den nye velfærdsstat og som vel at mærke også gjorde socialpolitikken til en ideologi.



Men først skal vi til Vestsjælland, fordi det er her Kaare Dybvad er opvokset og valgt - og den han refererer til som landsdelen der er gået forrest i Danmarkshistoriens folkelige oprør. Det var her man førte an i borgerbevæbningen mod den diktatoriske Estrup-regering i slutningen af 1800-tallet; her de tre store socialdemokratiske personligheder Steincke, Borgbjerg og Bramsnæs voksede op som sammen med Thorvald Stauning udgjorde den kvartet der gjorde arbejderbevægelsen til landets stærkeste politiske kraft. Men Vestsjælland er i dag den landsdel hvor folk lever kortest, har flest uden uddannelse og tjener mindst. Og alligevel vender folk i højeste grad ryggen til rød blok og især de partier i denne blok der fører den kreative klasses politik (og det er især de radikale der engang var ægte folkelige). Til gengæld er Dansk Folkeparti kommet til at stå stærkt ved både kommunalvalg og folketingsvalg. Og det huer naturligvis ikke Dybvad, selvom han betragter DF som et folkeligt parti ved siden af S og V.

Dybvad kigger nærmere på enkeltskæbner af folk fra egnen. Og det bemærkelsesværdige er at han her hverken ser automatiseringen eller digitaliseringen som fænomener der giver tabere. Ej heller globaliseringen, for disse fænomener har alle også vindere. Nej, en af de piger der har klaret sig godt slår ned på det for ham selv centrale: De rige bliver rigere, og de fattige fattigere. Og Dybvad mener at hendes fortælling er et billede på en af de konsekvenser som de kreative har forvoldt det danske samfund: Troen på at lange universitetsuddannelser er løsningen har ledt til kæmpestore årgange på nogle studier som reelt har er meget lille arbejdsmarked at slås om. Der er dukket en ny gruppe op af mennesker som har lange uddannelser, men som alligevel er truet på arbejdsmarkedet.

Dybvad skærper sin kritik. Det er den kreative klasses grundopfattelse at alle akademikere er vindere i globaliseringen, mens alle ikke-akademikere er truet af den. Men det er netop det tankesæt der har skabt de store, brødløse universitetsstudier vi trækkes med i dag. Og når almindelige faglærte arbejdere stemmer på Dansk Folkeparti er det fordi de mener folketingets flertal fører en politik som ødelægger de faglærtes fag, arbejde og lokalsamfund. - Og dermed er den overordnede synsvinkel på plads.

Landsdelene er ikke truet af globaliseringen som sådan, men af den politik den kreative klasse har gjort til svaret på globaliseringen: arbejdskraftindvandring, akademisering, underkendelse af produktionsindustri og håndværk og ikke mindst en centralisering af det offentlige. Og Dybvad langer kraftigt ud efter sit parti der er hoppet på limpinden om at man kan bryde den negative sociale arv ved at poste milliarder i de videregående uddannelser. Han henviser bl.a. til at socialforskeren Erik Jørgen Hansen har påvist at disse mange milliarder nok øger sandsynligheden for at alle får en videregående uddannelse, men ikke rokker ved den fundamentale forskel mellem samfundsgrupperne.



I et særskilt kapitel gennemgår Kaare Dybvad de tre målsætninger der fører den forkerte vej, og som han meget ensidigt og uklogt pådutter "de lærde" - jf. bogens titel "De lærdes tyranni". Og her bliver jeg nødt til én gang for alle at slå fast, at dette glosevalg er meget uheldigt af den simple grund at der findes masser af lærde mennesker der hverken har politisk eller økonomisk magt og derfor ikke tilhører nogen magtelite. Mange af de allerstørste forskere gennem tiderne har været sprænglærde uden at have haft magttilbøjeligheder. Det gælder eksempelvis Galilei, Darwin, Einstein, Niels Bohr, Konrad Lorenz og - for nu at tage en humanistisk forsker med - Vilh. Grønbech. Der findes vitterligt mennesker der søger erkendelse og fordybelse i udforskningen af gåderne for erkendelsens egen skyld. Eller for kreativitetens egen skyld! Og det er værd at lægge mærke til dette. For det har faktisk almen betydning for folkelivet.

Det havde været langt bedre hvis Dybvad havde holdt sig til at tale om "den kreative klasses" målsætninger, for denne klasse blev som bekendt af den amerikanske samfundsforsker Richard Florida udnævnt til at være noget ganske særligt i det moderne, globaliserede og digitaliserede samfund på en så opsigtsvækkende måde at det skabte en stærk trend, også herhjemme hvor den især tiltrak og ændrede de radikale. Eller han kunne have valgt at tale om akademikerne, fordi den stigende akademisering er blevet et problem som ikke mindst universiteterne og det store fagforbund af jurister og økonomer (DJØF) meget rimeligt får skylden for. Det at være akademiker eller højtuddannet er jo ikke i sig selv noget negativt, men når der kan påvises en tendens til at skabe langt flere akademikere end der er brug for, så er det naturligt at lange ud efter "bagmændene".

Men altså, en særlig klasse af højtuddannede og kreative akademikere med placering i den offentlige sektor kan påvises at have tre hovedmål: overakademisering, endeløs centralisering af samfundslivet og omformning af samfundet til et videnssamfund med højtbetalte kreative mennesker og dårligt betalte servicearbejdere.

Overakademiseringen kan illustreres af det forhold at tilgangen af nye studerende til de lange videregående uddannelser fra 2006 til 2016 er steget dramatisk fra ca. 15.000 til ca. 28.000, og den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard formulerede i sin korte ministertid logikken: "Jo bedre uddannet en medarbejder er, jo større er afkastet til virksomhed og samfund". Og den nuværende finansminister og næstformand for Venstre Kristian Jensen var heller ikke i tvivl da han udgav en bog i år: "Vi skal leve af viden og innovation". Toppolitikere tror stadig på trenden.

Ser man på den årlige tilvækst af kandidater i samme periode fordeler den totale stigning på ca. 14.000 sig med hele 7.000 på samfundsvidenskaberne, 2.000 på humaniora og teologi, 1500 på tekniske videnskab, 1.000 på naturvidenskab, 1.000 på pædagogik og knap 1.000 på sundhedsvidenskab. Over halvdelen er såkaldte 'samfundsgeneralister'. Dette betyder at stadig flere af de nye universitetskandidater vil søge ind i den offentlige sektor. Der bliver i den offentlige sektor en markant overrepræsentation af akademikere , mens akademikere får sværere og sværere ved at finde et sted at arbejde i den private sektor. Her mangler man til gengæld faglærte arbejdere i håndværk og produktionsindustri.

Et specifikt problem er at der i sygehusvæsenet og skolevæsenet også sker en markant ændring i og med at der vil blive mangel på folk med mellemlange, videregående uddannelser (sygeplejesker, pædagoger, lærere) og til gengæld blive ansat flere administrative medarbejdere. Fremtidens sygehusansat er DJØF'er som en af Dybvads overskrifter lyder. Og dette indebærer - som en overlæge påpeger - at de administative lag har fået indført en parallelverden som langsomt mindsker sygeplejerskers og lægers patientkontakt til fordel for parallelverdenens registreringer, kurser, møder og andre aktiver uden betydning for patienterne.



De fleste almindelige mennesker i Danmark (og formentligt tilsvarende i det meste af Vesteuropa) vil have oplevet at landet er blevet mere og mere centraliseret. Det værste eksempel er skattevæsenet, der er blevet historien om hvordan man river sammenhængen i det velfungerede decentrale Danmark i stykker og centraliserer med løftet om større effektivitet, men oplever det stik modsatte, ja, noget der ligner kaos og afmagt. Ingen véd længere hvem der er ansvarlig for hvad, og de enkelte myndigheder har ingen reel lokal tilstedeværelse, konstaterer Dybvad.

Kommunalreformen er et andet eksempel. Professor Grønnegård Christensen sagde om VK-regeringens udspil at med det i hånden kunne alle væsentlige afgørelser flyttes fra det lokale niveau op på regeringens og Folketingets bord. Begrundelsen for centraliseringen var "behovet for specialiseringen af driften", og det er det man i embedsmandssprog kalder "stærkere faglige miljøer", og allerede her røber tilhængerne indirekte at målsætningen og resultatet bliver flere generalister og administratorer! Mange beslutninger som før kommunalreformen lå hos de folkevalgte er i dag flyttet til administrationen på de nye, store rådhuse, hvor antallet af generalister er steget, mens antallet af politikere og praktikere er faldet. Effektiviteten er bestemt ikke blevet bedre, tværtimod, men afstanden mellem administrationen og borgerne er blevet forøget - og følgelig også borgernes utilfredshed og antallet af klager.

Dybvad kommer slet ikke ind på den lov som den britiske historiker Paul Johnsen har formuleret og kaldt "loven om de utilsigtede virkninger". Den sige netop at beslutningstagerne aldrig på forhånd kan vide nøjagtigt hvilke virkninger deres beslutninger (herunder love og reformer) medfører, for der vil altid komme virkninger som var uforudsete og uønskede. Jo større reformer, jo større utilsigtethed! Og laver man så en hel stime af nye store reformer, kan det gå grueligt galt, selvom man også modsat må sige, at et moderne samfund ikke kan undgå reformer - og slet ikke hvis det er havnet i bureaukrati, stive regler og magtarrogance. Et moderne samfund er unægteligt en kompleks sag!



Bemærkelsesværdigt er det at hovedstadens socialdemokratiske regionsformand Vibeke Storm Rasmussen i 2013 ved åbning af "Den blå Planet" udbasunerede sin nationaløkonomiske åbenbaring med ordene: "Vi kan leve af at klippe hinanden". Det er - som nogle vil vide - afvisning af ØK-lederen H.N. Andersnes gamle påstand om at vi ikke kan leve af at barbere hinanden, hvormed han blot ville understrege det banale faktum, at der i sidste ende skal vareproduktion til at holde folk i live. - Dette må naturligvis i dag justeres som direkte følge af at den teknologiske udvikling har muliggjort at flere og flere mennesker, ja i dag en stor del af klodens syv milliarder mennesker kan opretholde livet uden at være direkte involveret i produktionen med deres hænders arbejde. De kan passe en mekaniserert, automatiseret og digitaliseret produktion ved at sidde foran en computer og trykke på nogle taster. Og mange andre kan udføre et fornuftigt arbejde ved at forske, lede og oplære andre. Men stadig gælder at der skal produceres håndgribelige varer - og ikke lutter serviceydelser. Vi lever på jordkloden og ikke på en utopisk planet.

Ulykken er at medierne har kunnet udbasunere varianter af Storm Rasmussens påstand, som fx kan lyde "Vi skal sige farvel til fabrikkerne, men får alligevel rigeligt at lave i fremtiden". Eller hos managementsteoretikeren Steen Hildebrandt: "Det kan siges med sikkerhed. Vi skal ikke være industrisamfundsmennesker. Vi skal være afhængighedssamfundsmennesker. Vi skal være vidensamfunds- og oplevelsessamfundsmennesker. Vi skal være meget mere innovatie og kreative". Her bliver det helt bevidst sat på spidsen, men Kaare Dybvad har ret i at det produktionsløse samfund hurtigt blev en bærende forestilling lige fra universiteterne til regeringskontorerne - og selvfølge i det kulturliv som kunne se frem til en central rolle i den nye økonomiske virkelighed, afhængigheds og oplevelsesvirkeligheden. Men man glemmer at eksportvaren som sådan stadig er baseret på produktion og søfart. Nogle kan leve af at klippe andre, men vi kan ikke alle leve af at klippe hinanden. Det er nødvendigt med en basal produktion af håndgribelige varer (herunder fødevarer) - og bl.a. derfor snyder bruttonationalproduktet gevaldigt, for det skelner ikke mellem hvad der kommer fra vareproduktion og hvad der kommer fra serviceproduktion og administration.

Den kreative klasse har vitterligt haft held til at gøre det til en indgroet forestilling at vi i Danmark har stadig flere der selv tilrettelægger deres hverdag og deres arbejdsopgaver. Sandheden er imidlertid at den gennemsnitlige dansker hverken er selvstændig, midlertidigt ansat eller på flekstid. Og en anden sandhed er ifølge samfundsforskeren Jan Rose Skaksen, at ufaglærte danskere har betalt en pris for indvandringen eller som Hanne Reinftoft formulerede det: indvandring er et af arbejdsgivernes midler til at trykke lønningerne. Derfor er det mest besynderlige ved sagen at flere partier på venstrefløjen fortsat har det stik modsatte synspunkt. Ja, Dybvad påstår ligefrem at venstrefløjen fremelsker lavtlønsjob! Men så må man retfærdigvis tilføje at det i hver fald ikke er tilsigtet. De véd bare ikke hvad de gør!



Men Kaare Dybvad har gennemnskuet noget, og han er ikke i tvivl om at den kreative klasse er skyld i ganske mange sociale og politiske ulykker i det nye århundrede.

Richard Floridas teorier eller utopier fra 2002 kan på mange måde siges at være grinagtige i dag, og jeg påpegede selv i min bedømmelse i 2006 det interessante i at Det radikale Venstre var så tiltrukket af ideerne at partiets folketingsgruppe efter sigende fik udleveret et eksemplar af den engelse udgave da denne udkom. Her var noget der skulle studeres nærmere og annammes, forstod man. Efterfølgende blev der grinet så meget af dette 'caffe-latte-parti' at den daværende partiformand måtte melde ud, at han personligt aldrig havde smagt en sådan drik.

Man må dog medgive at Floridas bog beskrev vor nye tidsalder på en sådan relevant og inspirerende måde, at alle politisk og kulturelt interesserede kunne læse den med fordel. Bogen slår bl.a. fast at klassekampen i gammel betydning er definitivt forbi. Arbejderklassen er på retur, serviceklassen er blevet større - og må ses i relation til den ligeledes voksende kreative klasse. Kreativiteten er ikke alene en afgørende faktor i den økonomiske vækst og derfor af stigende betydning for udviklingen, den kan og bør også ses som en afgørende menneskelig værdi og dermed af største betydning for velfærden.

Alle de omvæltninger i samfundsudviklingen Florida påpeger giver desuden en udmærket forklaring på, hvorfor socialdemokraterne kom i krise. Dets store vælgergrundlag i arbejderklassen skrumpede stille og roligt ind - og partiet forstod i mange år ikke signalerne. Det stod fast på traditionerne, holdt sig mest til 'venstrefløjen' og lukrerede i lang tid på den borgerlige usikkerhed. 'Kongemordene' på stribe i partiet gjorde ikke sagen bedre. Men problemet var slet ikke formandens person, men partiets manglende vilje til at sadle om i tide. Nyrup valgte forkert i 2001 - med sin totale mangel på forståelse for Dansk Folkeparti. Og dét blev Venstres chance, som Anders Fogh Rasmussen som bekendt greb resolut og med største selvfølgelighed.



Florida påpegede modsætninger mellem den gamle familieorientering og den moderne homo-orientering uden at forstå hvor meget tidsbestemte trends betyder. Han påpegede ligeledes modsætningen mellem den gamle pligtetik (den såkaldte protestantiske etik der lagde vægt på arbejde og sparsommelighed) og den moderne boheme-etik der lægger vægt på forbrug, oplevelse og variation - uden at forstå at flertallet er tryggest ved den første, men i dag dog giver mindretallet ret til at være frie og anderledes. Og Florida understreger endelig at stressrisikoen bliver større med kreativiteten og friheden, og at arbejdsgiverne derfor nu har fået medansvaret for at den ikke bliver for stor.

Florida efterlyste dog udtrykkeligt en samlet model for det økonomiske og sociale system der kan føre os ind i "den kreative tidsalder", men gjorde det uden at bringe en helhedsforståelse ind i billedet. Han har som de fleste andre økonomer og samfundsforskere begrænset viden om dybdepsykologien og forstår ikke at alle mennesker har et grundliggende behov for mening med livet. Dette behov for mening med livet er aldeles ikke - som Maslow påstod - et luksusproblem der først dukker op når alle andre behov er dækket ind. Det gør sig tværtimod gældende lige fra fødslen. Og opfyldelsen af behovet har intet med filosofi eller begreber at gøre, men med oplevelsen af fylde og evighed, og den får ethvert barn allerede når det får bryst. Det er så at sige uroplevelsen af meningen med livet. Og den skal ikke primært findes i arbejdsprocesserne, men i de personlige relationer i hjemmet, på arbejdspladsen og i lokalsamfundet - samt i åndslivet. Og her når Kaare Dybvad aldrig hen.



Dybvad ser derfor heller ikke at den helt katastrofale virkning af den systematiske akademisering af befolkningen og samfundslivet ikke ligger i bureaukratiseringens øgede afstand mellem befolkningen og administratorerne (der altid er ødelæggende i sig selv), men i en generel intellektualisering i hele uddannelsessystemet fra folkeskolen over gymnasiet til universitetet, for det er intellektualisering der berøver den almindelige befolkning selve det frie åndsliv, der er forudsætningen for en sund psyke og dermed i vore dage forudsætningen for en helt nødvendig uafhængighed af de såkaldt sociale, men reelt asociale medier.

Generelt gælder at de vestlige samfund for øjeblikket gennemløber en yderst æsteticerende udvikling der både skyldes informationsteknologiens rige muligheder og den kreative klasses held til at lovprise og trendsætte uforpligtende forbrug, oplevelse og kunst. Medieforskeren Stig Hjarvad talte allerede for en halv snes år siden om 'det selskabelige samfund' - og det var jo i hvert fald en klar tendens, men er naturligvis ikke en mulighed i rendyrket tilstand, for et sådant samfund er ikke modstandsdygtigt over for kræfter der ønsker magt og dominans. Men når en støt stigende velstand gør det muligt, vil forbrugs- og oplevelsesbehovet ganske naturligt følge med. Og da den kirkeligt organiserede og dogmatiske religion docerer en håbløst forældet filosofi og ikke længere betyder noget i folkelivet, undergraves også den moralske eller bedre helhedsrealistiske modstandskraft.

Flertallet af befolkningen kan ikke tænkes sig moral uden ydre autoriteter eller overhovedet overordnede synspunkter uden autorisation. I gode tider fordufter moralen og overordnet synspunkt som dug for solen. Gudsfrygt har som P.G. Lindhardt i sin tid slog fast - altid været "omvendt proportional med flæskeprisen". Menneskets fortrinlige legelyst tager overhånd - idet mennesket nu engang som kulturhistorikeren Johan Huyzinga konstaterede et legende væsen. Men man skal aldrig glemme at alvoren også har været der fra starten og naturligvis stadig består. Den kan ingen løbe fra - og den dukker uvægerligt altid stærkt op, når tiderne skifter.

Nu om dage betyder de sociale medier en æsteticering der er langt værre end den Florida talte om. Den er faktisk katastrofal fordi afhængigheden af de sociale medier udelukker et åndsliv der er frit og netop derfor er et stadigt korrektiv til al nytte- og vækstfilosofi såvel som al gammeldags pligtetik.

Intellektualiseringen fører samme vej, fordi den netop ikke er udtryk for et frit og skabende åndsliv, men tværtimod for en indsnævring af virkeligheden til det rent rationelle og nyttebetonede. Alle unge mennesker her i landet (og i andre vestlige lande) udsættes fra tidlige klassetrin, men især i de ældste klasser og i gymnasiet for en stigende intellektualisering i form af koncentration om fagenes metodik. Det betyder at de unge mennesker i de afgørende pubertetsår og især i de humanistiske fag får serveret døde kundskaber, dvs. kundskaber der ikke siger dem noget i eksistentiel henseende og derfor hverken virker vejledende eller inspirerende.

Almendannelsen er forsvundet. Det bærer humanismens traditionelle vogtere i høj grad ansvaret for. Men det har Kaare Dybvad ikke begrebet. Han begynder sit forord med at citere Grundtvigs ord fra et digt 1839: "Er lyset for de lærde blot?", men han ser bort fra pointen: Oplysning skal være oplysning for livet - ganske som skolen efter Grundtvigts mening skulle være for livet, og altså hverken for nytten eller magtkampen.



Kaare Dybvad er socialdemokrat, og det er der bestemt ikke noget ondt i. Men han hylder den gamle socialdemokratisme, og det er i 2017 alt andet end progressivt i mine, helhedsrealistiske øjne.

Dybvad trækker den folkekære forfatter Jeppe Aakjær frem ved siden af den elitære åndsaristokratiske litteraturforsker Georg Brandes. Den første lader han stå for det folkelige gennembrud, den sidstnævnte for det moderne gennembrud, men han undervurderer at det folkelige gennembrud i 1800-tallet i allerhøjeste grad var knyttet til folkehøjskolen og dér gav afgørende inspiration til bl.a. socialdemokraten F.J. Borgbjerg. Og han nævner naturligvis at Brandes understregede at litteraturen skulle sætte problemerne til debat, men han fortier at Brandes (med ganske mange andre jævnaldrende) hyldede en naiv fremskridtstro der ramlede totalt sammen med 1. verdenskrig i 1914 - og gjorde Brandes til en skuffet, for ikke at sige bitter mand. Brandes troede at det teknologiske og økonomiske fremskridt førtes nærmest automatisk frem som et tog der ville ende direkte i det gode eller fuldkomne samfund.

Denne falske fremskridtstro går igen i socialdemokraternes falske forestilling om statens samlede skatteindtæger som en samfundskage til fri fordeling. Jo større bruttonationalproduktet er, jo flere penge får staten i kassen via skatter og afgifter - og jo flere penge kan deles ud til skole- og sundhedsvæsen samt socialvæsen og kulturliv. Det er en primitiv opfattelse af den komplicerede nationaløkonomi, men stikker dybt på hele venstrefløjen.

Helt uhyrlig blev den falske forestilling i den store debat i 1950'erne og 1960'erne om velfærdsstaten, da den daværende socialdemokratiske økonomiminister Ivar Nørgaard i ramme alvor postulerede at jo højere velstand og jo bedre fordeling af samfundskagen, jo mere tid ville almindelige mennesker få til 'åndelige sysler'. Ordret skrev han i 1962 (i bogen Velfærdsteori og velfærdsstat): "Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler".

Dybvad påstår i samme ånd at de socialdemokratiske kulturpolitikere Julius Bomholt og Hartvig Frisch insisterede på at "kultur er vaner" og at målet måtte være at give den brede befolkning adgang til så mange kulturtilbud som muligt: bøger, foredrag, radioudsendelser og drama.... - Bortset fra at det var nu kulturhistorikeren Hartvig Frisch der definerede kultur som vaner, så er det rigtigt at kulturministeriets oprettelse i 1960 med Bomholt som første minister netop betød at man lagde mere og mere vægt på kulturtilbud - og kulturtilskud. Det førte til Rindalismens protester. Det er stadigt kontroversielt, og det forhindrede ikke at de mest aggressive spidser i studenteroprøret i 1967-68 siden blev regulære magthavere i landet.

Hvad der mangler hos socialdemokraterne og på venstrefløjen i det hele taget er en dybere forståelse for at et frit åndsliv betyder at mennesket aldrig blive et simpelt produkt eller et simpelt mål for nyttehensyn og magtkamp. Og der mangler ligeledes en dybere forståelse for at modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet ikke er en modsætning der nogensinde kan ophæves i samfundet, af den simple grund at mennesket fra tidernes morgen blev begavet med en bevidsthed der netop betød at det både fik frihed til at gå nye veje (og dermed skabe ulighed) og fik indsigt i at der grundlæggende måtte være et fællesskab der forhindrede for stor ulighed.

I dette lys er der egentlig kun én farbar vej for det moderne, progressive samfund, og det er den tredje vel mellem frihedsprincippet og ligheds- eller tryghedsprincippet - eller mellem en liberal og en social tænkning. Det moderne samfund skal væk fra den ødelæggende enten-eller tænkning, men skal hverken forhindre udfoldelse og kreativitet eller tryghed og hensyntagen.

Folkeligheden kommer her ind i billedet som den dybe forankring i en fælles sammenhæng som overvejende er af ubevidst art, fordi den knytter sig til det kollektivt ubevidste åndsliv og det hermed sammenhørende jævne, men altdækkende og frie dagligsprog, men som også rummer den ægte etik: konsistensetikken, der sørger for overvægt af en gode i livet for såvel inividet som samfundet - uden om religiøse eller ideologiske autoriteter.

Ejvind Riisgård

PS - Ovenstående artikel er fulgt op med artiklen Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb  (29.7.17.)



Litteratur:

Kaare Dybvad: De lærdes tyranni - Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund (People'spress. 2017)
Richard Florida: Den kreative klasse - og hvordan den forandrer arbejde, fritid, samfund og hverdagsliv. - Med tillæg om Europa i den kreative tidsalder. (Forlaget Klim. 2005. Oversat efter 'The Rise of the Creative Class' 2001

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse (Borgens forlag. 1973)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'J.O. Krag, Helle Thorning og SF' (kr. 25)indeholder bl.a. artikler om Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag  (4.10.11.), Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF  (16.9.11.), Henrik Dahls store politiske desillusionering  (13.6.11.), Endelig gik han, Nyrup!   (19.11.02.), Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet samt artikler om SF en vittighed og S-SF-koalitionen en narresut  (21.3.13.) - m.fl.

'Venstre, Systemskiftet og Den tredje vej' (kr. 25)indeholder artikler om Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden 1998-2013 og om det teoretiske grundlag 'Den tredje vej', herunder artikler om: Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.) m.fl.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Relevante artikler på Jernesalt:

Folkelighed efterhånden et mangetydigt og mystisk begreb  (28.7.17.)

Folkemødet på Bornholm trues af ytrings-fanatikere  (20.5.15.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Folkeligheden og Anker Jørgensen  (21.3.16.)
Henrik Dahlstore politiske desillusering   (13.6.11.)
Krag og standpunkterne
Pia Kjærsgaard - afgiver sin formandspost  (9.8.12.)
Pia Kjærsgaard spøger stadig  (9.8.09.)
Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti på fremmarch
Mon dog Villy Søvndal vækkes af sin livsløgn?  (5.8.12.)
Søvndals voldsomme nedtur  (4.4.12.)
Villy Søvndal går uden om selverkendelse  (11.1.12.)
Hilsen til SF i anledning af 50-året  (14.2.09.)

Folkelighed og intellektualisme  (20.12.06.)
Folkemødet på Bornholm trues af ytrings-fanatikere  (20.5.15.)
Folkemødet på Bornholm - ægte eller uægte?  (22.6.11.)
Folkeskolen: Alternativet foreslår nye skolefag  (17.2.17.)
Folkeskolens krise afslører dybere samfundskrise  (16.12.10.)
Skolen for livet - eller for erhvervslivet?  (8.6.10.)



Den kreative klasse ifølge Richard Florida   (9.3.06)
Kreativitet, frihed, stress og livskvalitet  (14.10.05)
Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Er populismen elitær?  (30.3.10.)
Er samfundet blevet selskabeligt?  (Danmark/Medier - 7.6.04.)
Følelser og værdier, tro og demokrati  (28.1.04.)
Den herskende klasse efter 1970   (19.02.03.)
Ungdomsoprøret 1968 i helhedsrealistisk lys  (31.5.08.)
Er velfærdsdanskerne i virkeligheden socialdemokrater  (5.5.08.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket
- eller 'kampen om sandhederne' ifølge Rune Lykkeberg
  (21.11.08.)
Er demokrati muligt uden lederskab?  (15.10.12.)
Har vi fået vækst på hjernen?  (3.8.12.)
'Den tredje vej', Fogh Rasmussen og Venstre  (30.7.12.)
'Den tredje vej' ifølge Anthony Giddens  (23.7.12.)
Klassekampen i Danmark er passé  (7.6.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af tredje del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (21.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af anden del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (16.3.12.)
Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig?
- kritik af første del af Jørgen Øllgaards 'Paradisvænget'
  (13.3.12.)
Kulturalismen kontra oplysningsidé  (11.10.08.)
Georg Brandes og hans dybt inkonsistente radikalisme



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal