|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.4.12.Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedturEfter at Villy Søvndal blev formand for Socialistisk Folkeparti i april 2005 oplevede partiet en markant fremgang såvel i meningsmålingerne som ved folketingsvalget i 2007 (fra 12 til 23 mandater). Fremgangen i meningsmålingerne fortsatte frem til 2010, men afløstes derefter af tilbagegang på grund af SF's tættere og tættere samarbejde med Socialdemokraterne. Samarbejdet resulterede dels i det fælles udspil 'Fair forandring', dels i det fælles valgoplæg 'Fair forandring'. Samarbejdet var kommet i stand ved et hemmeligholdt møde mellem de to partiers hovedstrateger, SF's Thor Møger og S's senere så uheldige Henrik Sass Larsen, og blev videreudbygget ved forhandlinger mellem Møger og den senere finansminister Bjarne Corydon. Den endelige strategi var krystalklar: begge partier stilede direkte efter et regeringssamarbejde, og de to formænd Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal inddrog vel at mærke slet ikke Det radikale Venstre i planerne. Ønsket var en ren rød regering med støtte fra Enhedslisten. Og Søvndal og Thorning optrådte lige til selve valget i september 2011 i så tæt forening, at mange SF's medlemmer og vælgere følte partiets profil udvisket. Valgresultat blev skuffende for både S, der mistede et mandat, og SF der mistede hele syv mandater. VK-regeringen faldt, fordi De radikale Venstre vandt 8 mandater og Enhedslisten 7, mens de konservative tabte 10. Helle Thorning-Schmidt fik med de radikale, Enhedslisten og de nordatlantiske mandater et beskedent flertal på 92 mod 87 til at danne regering. Og lige siden har det gået ned ad bakke for både S og SF. De nyeste meningsmålinger bringer socialdemokraterne under de 20 % (mod valgets 24,9) og SF under 6 % (mod valgets 9,2). SF er blevet mindre end Enhedslisten, der er røget helt op på 9 % (mod valgets 6,7). Blå blok fører således komfortabelt med omkring 95-96 mandater mod rød bloks 85. Hertil kommer en meningsmåling der viser at et flertal af vælgerne regner Villy Søvndal for den ringeste af alle partiledere. Så S og SF skal være glade for at der er 3½ år til næste folketingsvalg, og at specielt Lars Løkke Rasmussen slet ikke er usårlig som det ser ud til så længe han kan bevare sin status uden at foretage sig nogetsomhelst.Den ubestridelige nedtur for SF og Søvndal giver uundgåeligt interne problemer, og de er netop i de seneste uger brudt ud i lys lue fordi der 13. april skal være landsmøde, vedtages et nyt principprogram og vælges ny næstformand. Den upopulære, men centrale figur i ledelsen Thor Møger Pedersen måtte gå af som sådan efter udnævnelsen til skatteminister. Der bliver nu kampvalg om posten, idet der har meldt sig to kandidater: den unge faglige sekretær i 3F, murersvenden Mattias Tesfaye (der kun har været medlem af SF siden 2008) og den tidligere modkandidat til Søvndal ved formandsvalget i 2005, cand.jur. Meta Fuglsang (der p.t. er i folketinget som stedfortræder for sundhedsminister Astrid Krag). Og de repræsenterer to forskellige holdninger i partiet. Meta Fuglsang er fortaler for partiets akademikere der ønsker at partiet skal favne bredt og herunder også forsvare såvel de offentligt ansattes interesser som de svage borgere der er på overførselsindkomster, og de fleste af de kvindelige akademikere i folketingsgruppen støtter hende efter forlydende. Tesfaye har derimod offentligt markeret sig stærkt og energisk som repræsentant for 'arbejderisterne', det skrækkelige udtryk der dækker de erhvervsaktive lønmodtagere der går på arbejde hver dag og smører madpakker hjemmefra. De har skatteminister Thor Møgers fulde bevågenhed og forventes at blive udtrykkeligt fremhævet i det nye principprogram. Tesfaye har netop i Politiken 31.3. offentligt 'Ti teser om moderne socialisme' med henblik på at fremprovokere en tiltrængt idédebat på venstrefløjen, og af disse teser fremgår det at han stadig holder på klassekampen. Partiet skal vælge side imod al nyliberal politik. Men socialisme handler dog også om at forlange noget af hinanden som forudsætning for at få fællesskaberne til at fungere. Danmark skal igen kendes som et solidarisk folk med en velfungerende velfærdsstat og med respekt for andre folkeslag. SF skal stå vagt om minoriteternes rettigheder, men gå hårdt imod ethvert tilløb til parallelsamfund. Partiet må tage ansvar og kan ikke være tilfreds med at have rene hænder og holdninger i evig opposition. Både SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten havde en forkert udlændingepolitik i 80'erne og 90'erne, og denne fejl skal partiet nu erkende. Det skal anerkende at antallet af udlændinge i Danmark spiller en rolle. Partiet skal være et rigtigt folkeparti hvis folketingsgruppe skal være sammensat så folk bedre kan genkende sig i den. Og endelig skal SF være bedre til at påvirke og flytte vælgernes holdninger på lokalt plan, gennem 'diskussioner over hækken'. Meta Fulgsang svarede dagen efter Tesfaye med sine teser, og her blev det pointeret, at "SF er et socialistisk parti. Vi vil et opgør med kapitalismen, som kan føre til et socialistisk samfund". Og det er jo rene ord for pengene, men ikke det partiledelsen ønsker at høre! Hvad Tesfayes teser angår skal man lægge mærke til at han på den ene side nok fastholder socialismen som partiets officielle ideologi, men på den anden side lægger sig meget tæt op af den aktuelle socialdemokratiske understregning af at der skal være sammenhæng mellem ret og pligt i samfundet. Hvad udlændinge- og integrationspolitikken angår ligger han på linje med Astrid Krag, der som SFU-formand allerede i 2006 slog fast, at partiets defensive dagsorden har fejlet og ikke som Dansk Folkepartis har leveret svar på almindelige menneskers bekymringer og problemer. Og hvad angår diskussionerne over hækken, tør det også nævnes, at Tesfayes holdning ligger endog meget langt fra daværende SF-formand Ømanns råben 'ligusterfascister' efter de lønmodtagere der i 1971 havde tilladt sig at købe parcelhus og ved jordskredsvalget to år efter satte Anker Jørgensen på porten. - Jf. artiklen Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig? - kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den intuitive folkelighed. Hagen ved den aktuelle partidiskussion er uden tvivl at det er blevet et spørgsmål om partiet skal være et arbejderparti eller et folkeparti. Og da to af akademikerne blandt partiets ministre, nemlig Ida Auken og Pia Dyhr Olsen (der i sin tid også var modkandidat til Søvndal som formand), i et interview gik ud og forsvarede Meta Fuglsang som næstformandskandidat med en understregning af at partiet ikke skulle være et parti for snævre interesser, men et folkeparti, blev det for meget for formanden der ellers stod og skulle til møde i udlandet som travl udenrigsminister. Han fik Thor Møger til at udarbejde et indlæg som Auken og Dyhr kunne tilslutte sig og som utvetydigt slog fast at de alle bakkede op om formandens synspunkt som er at SF både er et folkeparti, hvor alle er velkomne, og et arbejderparti der slås for almindelige lønmodtagere. Desværre nåede Villy Søvndal inden han stak af at råbe 'brokkerøve' efter dem der ønskede debat om partiets linje. Og det er blevet taget ilde op af nogle. Men kommentatorerne, inklusive journalisten Hans Mortensen, der sidste år udgav en bog om partiets veje til magten, er stort set enige om, at det nok skal lykkes formanden på det forestående landsmøde at få accept af sin strategi og dysset den interne uro ned. I DR2's Deadline mandag aften manede også partiets grand old mand Steen Gade til ro. Han er en varm tilhænger af den grønne linje (og var i sin tid som sådan modkandidat til Holger K. Nielsen) og skal åbenbart ikke have klinket nogle skår i dag. Uenigheden om næstformandsposten ser ud til at blive fixet på den måde at der vælges to, hvoraf Tesfaye (der foretrækkes af den øverste ledelse) naturligvis bliver den ene, men Fuglsang ikke nødvendigvis bliver den anden! Naturligvis ikke en metode der ligefrem vækker begejstring blandt kritikerne af ledelsen. De ønsker jo modvægt mod styringen fra oven. Det ser på nuværende tidspunkt ud til at det vil lykkes ledelsen at få 'brokkerierne' fejet ind under gulvtæppet med den letkøbte formands-begrundelse at modsætningen mellem arbejderne og folket er noget fjolleri. Men som bekendt kan man i dansk politik ikke altid være sikker på at 'fejemøget' forbliver under gulvtæppet. Der kan være en eller anden drilsk og umedgørlig substans i det som det i det lange løb er umulig at se bort, fordi den kan udvikle sig til store og ubehagelige overraskelser. Og i SF er sagen just, at den nævnte modsætning er lige så uafklaret som andre modsætninger. Hans Mortensens udgangspunkt for bogen om SF var netop at diskussionen om pragmatisk realpolitik kontra socialistiske principper i virkeligheden er selve den røde tråd i partiets historie. Dén diskussion begyndte med Aksel Larsen i 1966, og den er fortsat hver gang partiet har været i nærheden af magtens bord - eller under det socialdemokraten Per Hækkerup i 1966-67 gentagne gange og med allerstørste drilskhed kaldte 'ansvarets åg'. Under dette åg er det ikke let at indfri alle løfter og forventninger, og følgelig heller ikke let at gøre alle vælgere tilpasse. Skal et parti undgå at bukke under for vægten, må det i det mindste vove at tage diskussionen op - og prøve at finde en vej ud af dilemmaerne som ikke er den rene retorik. Som udgangspunkt burde det i dag kunne betragtes som utidssvarende at se en klassemodsætning mellem arbejdere og akademikere. For det første har hovedparten af alle faglærte arbejdere for længst bevæget sig så langt væk fra alle ekstreme eller revolutionære drømme at de nu tilhører den bredere og bredere middelklasse og i den forstand er blevet mobile og borgerlige vælgere der gerne vil have reformer, men frabeder sig omvæltninger. For det andet får flere og flere mennesker i dette land i kraft af den almindelige velstandsstigning og den almindelige forhøjelse af uddannelsesniveauet i dag og fremover en akademisk uddannelse, der nok skaffer dem bedre job og højere lønninger end ikke-akademikerne, men som ikke automatisk indrullerer dem i den hovne 'akademiske elite' der engang sang 'Herrer vi ere i åndernes rige' (Chr. Winther-sang til Regensen fra 1820) og siden bosatte og bosætter sig i kommunerne nord for København hvor grund- og huspriserne med tilhørende friværdier er store og indvandrerne og de sociale tabere til gengæld få. De fremmeste af dem føler sig naturligvis socialt placeret i den kreative klasse med dennes frie normer og usolidariske livsstil, men flertallet tilhører middelstanden og agerer rimelig ansvarligt derefter. De vil ikke automatisk give sig til at stemme på Det konservative Folkeparti eller Liberal Alliance bare for at slippe billigere i skat. Derimod vil der - hvis der ikke skrides politisk ind - år for år komme en tydeligere kløft mellem dem der får en uddannelse og kommer i arbejde og dem der ikke gør. De svage og udsatte grupper bliver det store sociale problem de næste årtier, men problemet løses ikke gennem gammeldags klassekamp, for disse sociale tabere er ikke i stand til på samme måde som arbejderklassen fra slutningen af 1800-tallet at føre en decideret klassekamp der kan føre dem til magten. Deres interesser skal derfor varetages af partier der favner bredere, og vel først og fremmest af de bestående partiers fælles ønske om at mindske kløften gennem sociale reformer. Og her kommer ingen uden om at se på spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse, fordi denne efterhånden er blevet et problem i sig selv i kraft af den sociale forsorgs meget bevidste og tilsigtede omstilling fra hjælp og bistand til det specielle og ukontrollable kulturfænomen der hedder særforsorg, hvis væsentligste kendemærke er den indbyggede tendens til konstant udvidelse. - Jf. Jørgen S. Dich fremragende værk fra 1973 om Den herskende klasse. De mange offentligt ansatte i social- og sundhedsektoren har naturligvis stor forkærlighed for partierne på den såkaldte venstrefløj, hvor SF har befundet sig lige siden dannelsen i 1958. Men partiet kommer ikke uden om at se et problem i en for snæver binding til denne interessegruppe, når den voksende middelstand kan se et problem i den. Ser vi konkret på spørgsmålet om arbejderparti eller folkeparti, er det nødvendigt at komme på det rene med hvad det sidste ord egentlig dækker. Hvad et arbejderparti er, har indtil for nylig næsten givet sig selv. Det har været et parti for faglærte og ufaglærte håndens arbejdere, men når et parti i dag betegner sig som et arbejderparti, er det udelukkende et udtryk for tradition. For antallet af regulære arbejdere er reduceret år for år siden velfærdssamfundets udvikling begyndte. Flertallet af lønmodtagere er i dag funktionærer, og mange af dem har overvejende administrativt eller servicerende arbejde - og det giver en ændret bevidsthed, som ingen kan være i tvivl om der har oplevet jordskredsvalget i 1973. Dette betød nemlig splittelsen af socialdemokratiet med opkomsten af Erhard Jakobsens 'Centrumdemokrater' og Mogens Glistrups 'Fremskridtspartiet'. 'Folkeparti' kan være en 'overtalelsesdefinition' som prøver at overbevise vælgerne om at et givent parti er bredt og folkeligt, selvom det måske i virkeligheden er snævert og elitært. Det prøvede det gamle 'Højre' i 1916 at gøre ved navneforandringen til 'Det konservative Folkeparti', og en sådant trick går naturligvis kun så længe et parti kan holde en vis størrelse. Og her kneb det som bekendt alvorligt for de konservative, modsat socialdemokraterne der slet ikke behøvede at skilte med folkeligheden. I 1958 valgte Aksel Larsens nydannede parti navnet 'Socialistisk Folkeparti' i stedet for 'Socialistisk Arbejderparti', som Larsen selv havde foretrukket. Men flertallet i partiets ledelse så allerede dengang at betegnelsen 'arbejderparti' var for snæver. I 1993 valgte Pia Kjærsgaards udbrydere af Fremskridtspartiet navnet 'Dansk Folkeparti' - og det var både et heldigt og et rigtigt valg. For partiet har formået at holde på sine mange vælgere, der alle føler at de tilhører midten mere end ekstremerne, og som ydermere fik så stor indflydelse under VK-regeringen at det blev en hårdtslående boomerang at angribe dem for manglende stuerenhed. Det var en af Poul Nyrups største bommerter at sætte et sådant stempel på DF. Socialistisk Folkeparti er i dag kommet i alvorlig klemme, fordi det har tabt så stor tilslutning, at det med 6-7 % i meningsmålingerne ikke længere kan siges at være folkeligt bredt. Det må da enten skaffe sig større tilslutning (og her synes propaganda ikke nok) eller begynde at forstå den dybere mening af ordet 'folkelig', den mening der dukkede op med de folkelige bevægelser i 1800-tallet og som beroede på disse bevægelsers evne til at vække folk til fri og selvstændig tænkning og ansvarlighed. Men på dette punkt gælder for alle partier i folketinget - selv de gamle med direkte eller indirekte rod i 1800-tallet at de totalt har mistet følingen med disse sjæledybder og arketypiske forestillinger. - Jf. Jernesalts tidligere kritik af såvel Venstre som Det radikale Venstre. Der findes imidlertid en anden form for genuin folkelighed, knap så dyb, men alligevel sund og stærk, og det er den intuitive føling med folket i betydningen de ganske jævne og almindelige mennesker af den slags der i ethvert samfund er flest af, og som i et nogenlunde oplyst og velfungerende velfærdssamfund som det danske simpelthen under ét må kaldes borgerne. Og det er præcis her den gennem de sidste 50 år stærkt voksende middelstand kommer ind i billedet som en aldeles afgørende faktor. Det store flertal af vælgere her i landet tilhører i dag den borgerlige middelstand, og derfor foregår al politisk kamp i dag på midten. Partiernes kamp for at få vælgere er blevet et spørgsmål om at appellere til midtervælgerne, og da disse ikke er en stor grå masse, men en mangfoldighed af meninger, holdninger, normer og interesser, så giver det stadig god mening at partierne er forskellige og fortsat "deler sig efter anskuelse". Forskellen fra tidligere tider er blot at ingen af partierne længere er rene klassepartier, og at partier der definerer sig selv som klassepartier uundgåeligt havner på yderfløjene. De partier der vil være ansvarlige og regeringsduelige må holde sig på den brede midte. Dette kommer reelt også til at afgøre udlændinge- og integrationspolitikken, for da flertallet af befolkningen fortsat er af dansk herkomst (dvs født af danske forældre med dansk som modersmål), så bliver de spontane, ægte og sunde holdninger og normer også danske i betydningen præget af dansk sprog, historie, kultur og religion, og følgelig bliver partier der har en alt for liberal pluralistisk holdning til kulturen - uanset hvor velmenende de er - umiddelbart regnet for mere 'idealistiske' og 'humanistiske' end flertallet er, og de vil naturligvis blive ramt på det, hvis de dermed svigter deres oprindelige folkelighed. Det er dette der er sket med socialdemokraterne, og dette de har måttet bøde for siden slutningen af 90'erne, og som de trods en vis genopretning stadig har svært ved at komme over. Når SF's næstformandskandidat Mattias Tesfaye som almindelig håndværker, ikke-akademisk borger og faglig sekretær i 3F åbent erklærer venstrefløjens udlændingepolitik i 80'erne og 90'erne for en fejl, er det naturligvis fordi han omgås almindelige, jævne mennesker der har problemerne med ikke-integrerede indvandrere inde på livet. Derigennem har han fået en intuitiv føling med folket der er væsentlig anderledes og mere ægte end den partiets idealistiske akademikere har tænkt sig til eller skaffet sig gennem det særlige omsorgsarbejde der udvider den offentlige sektor, men gør mange blinde for realpolitikkens begrænsninger. Socialistisk Folkeparti er bundet af sit navn - og vil næppe ændre det, selvom det nye principrogram eventuelt skulle nedtone alle gamle formuleringer der kunne udlægges derhen at partiet stadig vil have omstyrtet privatkapitalismen. Det er ikke usandsynligt at partiet fastholder sin drøm om det klasseløse samfund uden privat ejendomsret til produktionsmidlerne, men det er til gengæld givet at langt de fleste almindelige danskere betragter dette samfund som en utopi. Men som en kyniker i Henrik Ibsens 'Vildanden' siger, så skal man jo aldrig tage livsløgnen fra et 'gennemsnitsmenneske'. Netop Aksel Larsen kaldte sig engang "Danmarks mest almindelige gennemsnitsmenneske", underforstået han vidste nok hvad folk drømte om. Det var i 60'erne. I dag drømmer folk i hvert fald ikke om privatejendomsrettens eller markedsøkonomiens afskaffelse. Velfærdssamfundet er utænkeligt uden privatejendomsret til produktionsmidler og bolig - og økonomien er en blandingsøkonomi, der gennem en velfungerende offentlig sektor regulerer markedsøkonomien så denne ikke går helt grassat (men nok kan medfører alvorlige finanskriser). Men der er her i landet ingen politisk fremtid i at propagandere for socialismen. Nu hvor SF er kommet under det realpolitiske ansvars åg, ja, under det radikale ansvars åg afholder man sig naturligvis klogeligt fra alle åbenlyse angreb på privatkapitalismen og markedsøkonomien. Ole Sohn støtter som vækst- og erhvervsminister direkte de mange små og privatkapitalistiske virksomheder i landet. Men vanen tro holder man liv i den store utopi. Man tør ikke sige højt at man dropper den, og dette svarer godt til det almindelige indtryk af partiet og dets topledere: De går konsekvent uden om en selverkendelse der går tæt på egne personlige og psykologiske præmisser. Således går man også uden om det gamle grundliggende modsætningsforhold mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet, idet man naturligvis hylder både friheden og ligheden, men har for vane at definere friheden som et åndeligt eller kulturelt fænomen der angår tænkning, ytring og forskning, mens lighedstanken primært tænkes i økonomiske baner og drejer sig om kamp mod social og økonomisk ulighed. Her havner man uundgåeligt i selvmodsigelser, for menneskets frihed betyder også frihed til udfoldelse, initiativer og erobringer på grundlag af ejendomsretten, og denne frihed indebærer altid at nogle mennesker driver det videre end andre. Eller for at sige det kort: Frihed fører altid til ulighed. Og løsningen på den samfundsmæssige følge heraf hedder ikke systematisk knægtelse endsige afskaffelse af friheden, men en passende regulering, så man undgår social nød og uro. Da frihedsprincippet og lighedsprincippet er logisk uforenelige, men begge er uundværlige og umulige at slå ned (socialisters forsøg herpå er altid endt med diktatur), så er der kun én fornuftig løsning, nemlig at se de to modsætninger som komplementære. - Jf. artiklerne om Individ og samfund som komplementære fænomener og Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener Dette synspunkt fører direkte til løsningen på klassekampens grundspørgsmål om liberalismen eller socialismen er vejen frem, og som bekendt blev klassekampen her i landet officielt erklærer overstået ved statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale i folketinget i 2001, der vakte stor moro hos socialdemokraternes formand der endnu hed Poul Nyrup Rasmussen. Sagen var at Fogh Rasmussen havde luret Labours Tony Blair kunsten af, at det var muligt at gå en tredje vej mellem socialismen og liberalismen, nemlig en midtervej der tog de bedste sider fra begge ismer og tilhørende principper, men afstod fra ethvert forsøg på at lade den ene vinde over den anden. Nogle Venstre-folk med Fogh i spidsen var faktisk i London og snakke med nogle af Tony Blairs rådgivere - pudsigt nok samtidig med at en socialdemokratisk partidelegation var i London for at få nye ideer, således som Henrik Dahl har fortalt. Denne delegation rapporterede sine indtryk til Poul Nyrup, men tanken om den tredje vej fængede slet ikke. Det gjorde den imidlertid hos Venstre-folkene. Og det var forudsætningen for at Fogh kom til magten i 2001. Den tredje vej er midtervejen der svarer til det moderne velfærdssamfunds ønsker og forestillinger hos den brede middelstand. Rækkevidden har Venstres ledelse såmænd aldrig forstået, Lars Løkke allermindst. Men ingen kommer i dag uden om at forstå hvad den dybest set går ud på, heller ikke Socialdemokraterne eller Socialistisk Folkeparti. Socialistisk Folkeparti har som alle andre partier ledere, rådgivere og strateger, men ingen af dem har nogensomhelst filosofisk eller psykologisk indsigt der er værd at skrive hjem om. Jernesalt har flere gange behandlet Ole Sohns manglende lyst til at beskæftige sig med egne fejltagelser på en dybdeborende måde, jf. bl.a. Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom. Men heller ikke Villy Søvndal vover sig ud på selverkendelsens risikable stier. Jeg kaldte i begyndelsen af året Søvndals kronik i Berlingske den 6.1. for det tyndeste jeg nogensinde har set eller hørt fra den mand, og denne manglede lyst og evne til dybere erkendelse er nærmest fatal i partiets helt aktuelle situation. For med den indstilling har Søvndal ikke anden mulighed at ty til end at klare de opståede interne problemer med ord der intet forløser. Det har været lidt overraskende med den baggrund Søvndal faktisk har, men han har gennem de sidste to år vist nøjagtigt samme svaghed som Helle Thorning. Ganske som hun har han reelt ikke noget at byde på som kan forandre velfærdssamfundet til en mere moderne og mere bæredygtig balance mellem frihedsprincip og lighedsprincip gennem den tredje vejs komplementære løsning. De har begge to alene vundet valget i 2011 på charme, sikker optræden, velformede ord og gyldne løfter. De har begge været overordentlig glade for de erobrede ministertaburetter. Og Søvndal har vitterligt for sin egen part bragt SF frem til den eftertragtede regeringsduelighed og regeringsmagt, som ingen af hans forgængere har formået at bringe det hen til. Men det er åbenlyst sket på bekostning af troværdigheden. Villy Søvndal har gjort fælles sag med Helle Thorning på en måde som var utænkelig for SF før han blev formand, og han har vel at mærke ikke som den legendariske Aksel Larsen i dennes håbløse forsøg i 1966-67 gjort brug af decideret vælgerbedrag ved efter valget at stemme for en afgørende skattelov han før valget højtideligt havde lovet at stemme imod. Partiet har nok med strategen Thor Møger som hovedforhandler måttet indgå et ubehageligt kompromis med Helle Thorning og Margrethe Vestager som indebar udskydelse af flere af partiets mærkesager, men lederne har kunnet påberåbe sig at der ikke var anden udvej hvis de overhovedet ville i regeringen. Og det ville de absolut, og de vil formentlig også gøre hvad de kan for at forblive i regeringen, selvom visse kommentatorer godt kan se at de måske kommer til at knibe med et sådant held i hele 3½ år. I dag kan alle også se at når den store rorgænger Villy Søvndal på valgaftenen trods partiets store mandattab triumferende kunne udbasunere valgresultatet som en historisk sejr der førte til et systemskifte i Danmark, så var der ikke dækning for ordene, for regeringen blev ikke rød. Der forestod tværtimod de seje forhandlinger med S og de radikale som førte til et fælles regeringsgrundlag der lagde meget store bånd på SF, som man ikke kan snakke sig fra og som vitterligt har skuffet medlemmer og vælgere lige siden. Søvndal har lige så lidt som Aksel Larsen i 1966-67 formået at placere SF som et med S ligeværdigt parti der er i stand til at bevare en ægte folkelig opbakning omkring ønsket om et moderne velfærdssamfund. Han skrev derfor ikke historie i 2011 og skabte intet systemskifte. Det skabte Fogh i 2001 - og det er det vi lever på i dag og vil komme til at leve på de næste årtier, uanset hvem der har titel af minister. At foregøgle SF's partimedlemmer og vælgere en sejr for partiets tanker er opretholdelsen af en decideret livsløgn. Villy Søvndal (der i dag fylder 60 år) når personligt ikke Aksel Larsen til sokkeholderne, og han vil formentlig falde igennem som formand længe før den alder hvor denne kæmpe i sin tid toppede - dybt skuffet. Han kan varme sig bedre end Larsen ved at have fået lidt mere end et skulderklap fra socialdemokraternes formand, nemlig en taburet, og den er ham vel undt, men Helle Thorning er ikke nogen Jens Otto Krag og vil ikke gå over i historien som en partiformand der gjorde en forskel i dansk politik. Udfordringen, den helt store udfordring for Socialistisk Folkeparti anno 2012 hvor det er middelstanden der afgør landets politik, synes derfor unægteligt at være den fortsat manglende afklaring af det gamle grunddilemma mellem pragmatisk realpolitik som er nødvendig i middelstandens Danmark og socialistiske ideer og principper som tiden er løbet fra. I dag er det oplagt at hvis partiet vælger at køre en strategi på de socialistiske ideer, vil de tabe valgene og blive henvist til en marginalisering a la det gamle kommunistparti, det tidligere SF og det nuværende Enhedslisten, hvis opgave det kun er at begå langsomt selvmord. Og hvis det åbenlyst og utilsløret holder sig til den pragmatiske realpolitik, vil det uundgåeligt havne i den situation at skuffe og frustrere mange af sine tilhængere og vælgere, der havde håbet på dybtgående reformer og samfundsændringer, herunder ikke mindst et direkte opgør med privatkapitalismen og markedsøkonomien. Om den ene eller anden i denne situation bliver næstformand bliver ikke afgørende. Det er formanden og den øverste partiledelse der skal vise vejen og udrede dens principper og konsekvenser på en forståelig og troværdig måde der ikke går uden om de ømme punkter. Jan Jernewicz Henvisninger: Links til: Socialistisk Folkepartis hjemmeside Personoplysningerne om Villy Søvndal på Folketingets hjemmeside Litteratur Hans Mortensen: Den røde tråd - SF og vejen til magten. (Lindhardt og Ringhof. 2011) Gerda Kristensen: Villys verden. (Forlaget Soh. 2008) Kurt Jacobsen;: Aksel Larsen - en politisk biografi. (Vindrose. 1993) Erik Mader: SF under "det røde kabinet" 1966-1968. (Odense Universitetsforlag. 1979) Ejvind Riisgård: Konflikten i SF - Aksel Larsens spil. (Gerhard Eriksen Forlag. 1967) Relevante artikler på Jernesalt: En kynisk Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategi (17.4.12.) Komplementaritet Individ og samfund som komplementære fænomener Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener Er den danske middelstand borgerlig eller småborgerlig? - kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den intuitive folkelighed (21.3.12.) - kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den moderne småborger (16.3.12.) - kritik af Jørgen Øllgaards analyse af den klassiske småborger (13.3.12.) Det brede energiforlig (25.3.12.) Endelig kommer der gang i reformarbejdet (2.3.12.) Farcen om betalingsringen (23.2.12.) Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse (11.1.12.) Ole Sohns fortrængninger nok engang (28.11.11.) Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer (8.11.11.) SF's top frustrerer medlemmer og vælgere (9.10.11.) Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.) Gør en radikal kulturminister overhovedet en forskel? (11.10.11.) SF's top frustrerer medlemmer og vælgere (9.10.11.) Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.) Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.) Valget, udfordringerne og partierne (13.9.11.) Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen (10.9.11.) Farcen om dansk politik giver endeligt valg (28.8.11.) De radikales 2020-plan (7.6.11.) S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.) Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform (14.5.11.) Øget grænsekontrol som led i politisk forlig (12.5.11.) Villy Søvndal mon endt som moralist? (24.4.11.) Valget nærmer sig (19.4.11.) Ole Sohn og fortiden (19.10.10.) Også redningspakke fra S og SF (12.5.10.) Er Ole Sohn angst for selverkendelse? (28.4.10.) Socialistisk Folkeparti på vej mod magten? (25.4.10.) Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom (11.11.09.) S spiller højt spil med skatteudspillet med SF (29.8.09.) Bliver SF rygraden i en alternativ regering? (13.8.09.) SF bakker op om Søvndals målrettethed (27.4.09.) Hilsen til SF i anledning af 50-året (14.2.09.) SF styrker påny sin position (18.8.08) SF, polakkerne og intolerancen (13.07.08.) Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle (19.05.08.) Nye politiske teser - varm luft eller visioner? (7.4.08) Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom (7.3.08.) Søvndal ny formand for SF (28.4.05.) Aksel Larsen (kort karakteristik) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet (om bl.a. det røde Kabinet i 1966/67) Latterkoncilet (om Krag og Aksel Larsen i forhold til oprørerne i SF i 1966/67) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |