|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.4.12.En kynisk Villy Søvndal skaffede sig tilslutning til sin strategiForud for SF's landsmøde i Kolding i weekenden blev det fra mange sider fremhævet at Villy Søvndal som formand var nødt til at levere en åbningstale til de delegerede partimedlemmer som virkelig kunne overbevise dem om at partiet var på rette kurs, selv om meningsmålingerne siden valget har bragt partiet ned omkring de 6 % hvor partiet var da Søvndal overtog formandsskabet - og altså milevidt fra de 18-19 % han en overgang var oppe på. Og forehavendet lykkedes tilsyneladende formanden med en så effektiv præparering af deltagerne, at landsmødet søndag kunne ende med en så total sejr for Søvndals ledelsesteam at ikke en mors sjæl på den kritiske fløj i partiet længere har chancen for at anfægte regeringssamarbejdet med socialdemokraterne og de radikale frem til næste valg - eller så meget som nogen lille del af den kompromisvillighed der kræves for at bevare regeringssamarbejdet og dets varme taburetter. Søvndal fik stort bifald for talen som nærmest skamroste de opnåede resultater og bagatelliserede kritikken og den interne krise, ja gav medierne hovedskylden for både uroen og de dårlige meningsmålinger, skønt fiaskoen med fx betalingsringen ikke kan bestrides. Søvndal trak linjen op fra partiets stiftelse i 1958 og Aksel Larsens definitive opgør med stalinismen og modsvarende tilslutning til den demokratiske socialisme. Gert Petersen gjorde partiet til samlingspunkt for kvindebevægelsen, fredsbevægelsen og miljøbevægelsen. Og Holger K. Nielsen bragte for alvor partiet ind på den parlamentariske scene med vigtige forlig med socialdemokraterne under Nyrup. Søvndal selv havde nu taget det sidste afgørende skridt og gjort SF til "et moderne socialistisk parti der har mod og vilje til at påtage sig ansvaret for at lede landet". Og dér - i den tredje position mellem "højrefløjen der vil skære ned for at give skattelettelser til de rige" og "venstrefløjen som ikke vil anerkende den økonomiske virkelighed" - dér står SF med sin nye realisme: "Vores hjerter banker for velfærdssamfundet, og vi betragter ikke den offentlige sektor som en byrde. Tværtimod...... Vi skal udvikle vores velfærdsmodel - ikke afvikle den. Men al politik foregår i et prioriteringsrum, så vores ønsker kan kun blive til virkelighed, hvis vi effektiviserer og sparer andre steder i den offentlige sektor...."Med sin særdeles veldrejede tale lagde formanden utvetydigt op til et definitivt opgør med de kritikere af partilinjen der mente man havde svigtet idealerne. Disse 'idealistiske' eller 'principfaste' socialister havde ganske mange delegerede på mødet, men de tabte såvel valget til ny partiledelse som afstemningerne om det nye principprogram. Hvad det sidste angår blev hele det kontroversielle spørgsmål om boligbeskatningen således taget af bordet. Boligbeskatningen bliver hverken ændret i denne regerings tid eller efter næste valg. Folk der på grund af uforskyldt boligkrise er belånt til op over skorstenen skal ikke bydes på højere boligskatter af SF. Og hvad angår en forhøjelse af topskatten blev den også fravalgt, dog på den bløde måde med formuleringer der rummer visse forhandlingsmuligheder for et skatteforlig. Den nyvalgte landsledelse fik stort flertal af personer der går fuldt ind for Villy Søvndals og Thor Møger Pedersens linje, hvorimod højrøstede kritikere eller 'brokkehoveder' som Pernille Frahm og Annika Smidt gled ud. Det var dog bemærkelsesværdigt at den hidtidige næstformand Meta Fuglsang, der også havde kritiseret ledelsen og som stillede op til næstformandsvalget mod ledelsens foretrukne kandidater, fik det højeste stemmetal af alle (224), fulgt af den Mattias Tesfaye (184) der forud for mødet havde ført sig stærkt frem med ti provokerende teser om partiet som et decideret socialistisk arbejderparti, og derfor også havde mødt betydelig modstand. Derimod kom partiledelsens nyeste trumfkort, borgmester Mette Touborg, Lejre, hvis opstilling i realiteten skulle forhindre Meta Fuglsangs valg, med 149 stemmer først ind som nr. 6. Nye næstformænd blev imidlertid Tesfaye og Mette Touborg, idet landsledelsen suverænt kan udpege disse uden hensyn til andre afstemningsresultater. Begge er forholdsvis nye i partiet. De er først blevet medlemmer i 2008! Så Mette Fuglsang var dybt skuffet og måtte forlade lokalet en stund og senere liste ud ad bagdøren. Formanden forklarede efter afslutningen blot pressen, at når der opstilles tre kandidater til to poster, må den ene nu engang fravælges. Ikke et ord om at den fravalgte rent faktisk havde fået flest stemmer af alle opstillede til landsledelsen og derfor havde været det helt naturlige valg, hvis bredden i partiet skulle repræsenteres. Og heller intet om, hvad der først er kommet frem i dag tirsdag, at formanden selv til stor overraskelse for mange af de tilstedeværende startede valgproceduren i den nyvalgte landsledelse som mødeleder med - stik mod sine tidligere afgivne løfter til Mette Fuglsang - at anbefale Tesfaye og Touborg som det rigtige makkerpar. Der kom en ubehagelig stemning på mødet, er det blevet oplyst, men med både udfaldet og metoden er det jo fuldt ud blevet bekræftet at den øverste ledelse omkring Søvndal og Møger fremfor bredde og samling ønskede en entydig og strømlinjet tilslutning til deres egen linje. Og den må man sige de fik. Den interne kritik vil forstumme. Meta Fuglsang har klogeligt meldt ud at hun støtter de to nye næstformænd. Og øvrige tvivlere vil også forstå at holde kæft eller lav profil, hvis de overhovedet ønsker at forblive i partiet. Villy Søvndal holdt unægteligt en åbningstale der retorisk var i top og fik det tilsigtede bifald, men reelt gik uden om alle problemer og al forståelig og berettiget kritik og kan derfor stå som et glimrende eksempel på tom retorik (jf. artikelserien om retorik, men for at befæste sin og Thor Møgers stilling måtte han ty til så kyniske og tillidsbrydende metoder at han herefter - trods sin smilende facon udadtil - fremstår som en magtarrogant partileder af samme støbning som forgængerne Aksel Larsen og Gert Petersen, som heller ikke tålte kritik. De kritiske eller blot tvivlende landsmødedelegerede og almindelige partimedlemmer er kommet under Villy Søvndals og Thor Møgers åg og må bøje sig for disses nye moderne socialisme som i virkeligheden blot er kamuflerede drømme om ministertaburetter. Om denne nye moderne socialisme og pragmatisme så også løser partiets krise i forhold til vælgerne, får dog stå hen, eftersom det helt afhænger af hvad de menige partimedlemmer og ikke mindst vælgerne siger. Idealisterne har tabt; pragmatikerne har vundet; regeringssamarbejdet kan opretholdes endnu et stykke tid. Det er sikkert og vist. Men omkostningerne kan blive meget høje, fordi det er tydeligt for enhver at Det radikale Venstre nu kan sætte prisen for fortsat regeringssamarbejde omtrent som de vil. Afslår Søvndals og Thor Møgers nytæmmede SF på noget tidspunkt inden for de næste tre år fra kompromiser de målrettede radikale vil have igennem, bliver der valg, og så kan SF ikke føle sig sikker på udfaldet. Der er med andre ord absolut ingen garanti for at landsmødets resultat vil skaffe vælgerne tilbage til partiet eller overhovedet sikre regeringssamarbejdet perioden ud. Derfor er den anden side af landsmødets forløb lige så central: Villy Søvndal leverede ikke en gennemtænkt analyse af partiets konkrete dilemma der helt og holdent ligger i at det er kommet under Det radikale Venstres parlamentarisk åg og dermed reelt er blevet et midterparti i dansk politik på linje med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre. Det vil igen sige, at Villy Søvndal nok klarede den retoriske og afstemningsmæssige del af udfordringen - at få landsmødet til at acceptere hans strategi - men at han ikke løste den substantielle del af udfordringen som er at afklare partiets realpolitiske og parlamentariske ansvar og dilemmaer og skaffe bred samling i partiet herom. Når det kommer til denne substans er det ikke nok for formanden at stå på landsmødets talerstol og med henvisning til sin baggrund i et medlemsskab fra 1977 (dengang mødedeltagerne på landsmøderne sov i soveposer i gymnastiksalene og var på Livø-lejre samt var nede og snuse til spærregrænsen) bedyre at han kender sit parti, ja, partiets sjæl og hver en krinkelkrog i partiet. Eller nok at udtrykke undren over den debat der har været i partiet op til landsmødet, herunder 'stråmandsdiskussionen' om SF skal være et folkeparti eller et arbejderparti. Den debat gavnede ikke, påpegede han. Der blev sagt meget sludder og bygget modsætninger op som ikke er reelle. Og det hjælper næppe heller på de tvivlendes tvivl at få al kritik fejet af bordet med de pædagogiske ord: "Nu skal I høre, hvordan det er i SF. SF er et åbent parti, hvor alle mennesker, som er enige i partiets program er mere end velkomne. Et demokratisk parti hvor alle kan være med - ligegyldigt om du er direktør eller cykelbud. Vores parti har altid været åbent for både arbejdere og akademikere - og alle os andre der ikke passer ind i de to kasser....". For disse ord er lige præcis så almene, at de stort set kan bruges af alle partiformænd. Facit er, lød det fra formanden, at "SF er et folkeparti hvor alle er velkomne. Og vi er et arbejderparti der slås for almindelige lønmodtagere. Det er kernen i SF. I går, i dag og i morgen". - Og det er såmænd også klare ord, men stadig ikke ord som forløser noget hos kritikerne. Og så hjælper det næppe meget - stadig på nedladende pædagog-manér - at minde om valgaftenen i september 2011: "På den ene side var det den bedste aften i SF's lange liv. Vi væltede Løkke og Pia Kjærsgaard af tronen efter ti år med egoisme, ulighed og snæversyn. Nu var SF i regering. Vi gjorde det sgu. Kan I huske det? Det var helt vildt! Den dag løftede vi vores parti op i en ny liga. Vi indskrev SF i rækken af regeringsbærende partier. Det blev en sejr, man aldrig kan tage fra os igen." - Og på det retoriske spørgsmål om det var det hele værd, når partiet gik mandatmæssigt tilbage, leverede han også kun udenomssnak: "Jeg savner ikke VKO...." og "der er flere SF'ere derude end målingerne viser for tiden". Realiteten er at Socialistisk Folkeparti (og S) gik tilbage ved valget og kun kunne danne regering ved at gå i samarbejde med Det radikale Venstre på dette partis betingelser, og at både S og SF siden er gået støt tilbage og SF nu endda står katastrofalt dårligt i meningsmålingerne. Partiet blev regeringsdueligt og -bærende, men fik ikke drømmen om en ren rød regering opfyldt. De kom i stedet under de radikales åg, selvom de vil bestride det er et åg. De gik i fælden, selvom de ikke har erkendt det. I min forrige artikel om SF's situation gjorde jeg gældende at Villy Søvndal vitterligt bragte SF frem til den eftertragtede regeringsmagt og -duelighed, som ingen af hans forgængere formåede at bringe det frem til. Men også at det åbenlyst var sket på bekostning af troværdigheden. Og jeg tilføjede at alle i dag også kan se at når 'den store rorgænger' på valgaftenen i september trods partiets store mandattab triumferende kunne udbasunere valgresultatet som en historisk sejr der førte til et systemskifte i Danmark, så var der ikke dækning for ordene, for regeringen blev ikke rød. Der forestod tværtimod seje forhandlinger med S og de radikale som førte til et fælles regeringsgrundlag der lagde meget store bånd på SF, som man ikke kan snakke sig fra og som vitterligt har skuffet medlemmer og vælgere lige siden. Villy Søvndal har lige så lidt som Aksel Larsen i 1966-67 formået at placere SF som et med S ligeværdigt parti der er i stand til at bevare en ægte folkelig opbakning omkring ønsket om et moderne velfærdssamfund. Han skrev derfor ikke historie i 2011 og skabte intet systemskifte. Det skabte Fogh i 2001 - og det er det vi lever på i dag og vil komme til at leve på de næste årtier, uanset hvem der har titel af minister. Landets økonomiske situation er også, trods den store internationale krise, ganske god, fordi der førtes ansvarlig økonomisk politik under VKO. At foregøgle SF's partimedlemmer og vælgere en sejr for partiets egne tanker, fordomme og forhåbninger er opretholdelsen af en decideret livsløgn. I et udmærket kort rids over SF's partihistorie i anledning af landsmødet påpegede Politikens chefredaktør, historikeren Bo Lidegaard i søndags (15.4.) at det overraskende ved Socialdemokraternes og SF's forening omkring 'Fair Løsning' ikke var at Socialdemokratiet tilsyneladende valgte at fortrænge, hvad der ville ske, når de radikale skulle tænkes ind i regeringsgrundlaget, men at "SF lukkede øjnene for den indlysende realitet at fælden ville klappe i det sekund, VKO-flertallet var væk og de radikale skulle om bord". Derved ville SF komme under ansvarets åg, og dér er det ikke rart at være, men Lidegaards pointe er dog, at der ikke er noget andet sted partiet kan stille sig! Og med en morsom omskrivning af et kendt citat af Søren Kierkegaard om det at gifte sig beskriver Lidegaard SF's situation på denne måde: Tager I ansvar vil I fortryde det. Og tager I ikke ansvar, vil I også fortryde det. Men sagen er jo langt alvorligere end denne kirkegårdske leg med ordene (der reelt afspejlede hans egen store angst for at stå i et forhold til en kvinde ud over flirt). For i såvel ægteskabet som i regeringssamarbejdet gælder ubetinget, at ansvaret netop ligger i at gå ud over al æstetisk leg og al uforbindende eller ansvarsfri omgang med drømme, muligheder og utopier og begive sig ind i det 'tragediens område' hvor man må se realiteterne og udfordringerne i øjnene og leve op til sine forpligtelser, herunder at vise hensyn og gå på kompromis, ja, opgive at få sin ret og sin vilje hele tiden - uden af den grund at miste sig selv eller sin indre konsistens. Det kræver for alvor realitetssans - og vel at mærke både nøgtern erkendelse af de ydre realiteter som økonomi og socialforhold og dyb erkendelse af de indre psykiske realiteter som holdninger og forventninger. For realpolitikkens vedkommmende vil dette igen helt præcist sige, at den politiker og det parti der går ind under det politiske ansvars åg hverken kommer uden om at forholde sig til de økonomiske og sociale kendsgerninger eller til de politiske målsætninger som hænger nøje sammen med den pågældende politikers psykiske eller det pågældende partis idémæssige og etiske habitus, bindinger og udviklingsmuligheder. Derfor bliver politik i et moderne åbent samfund altid en erkendelsesproces for såvel partierne og lederne som medlemmerne og vælgerne. Jeg har skrevet det før, men bliver nødt til at gentage det, at Villy Søvndal ligner mange af sine partifæller og mange andre partiledere ved at lide af det jeg kalder APESE-syndromet, som vil sige Angsten for Psykisk og Eksistentiel SelvErkendelse. De går langt uden om at forholde sig til de grundliggende politiske problemstillinger og målsætninger lige så snart disse kommer i nærkontakt eller direkte konflikt med egne psykiske præferencer og eksistentielle holdninger og forventninger. Dette kan jævne og almindelige mennesker godt klare sig igennem med, men ikke politiske ledere, og slet ikke ledere der vil føre folket gennem krisetider eller overgangstider. Lad mig blot repetere de helt aktuelle grundproblemer i al moderne velfærdspolitik. De drejer sig primært om forholdet mellem individ og samfund, forholdet mellem frihedsprincip og lighedsprincip, forholdet mellem eliten og folket, forholdet mellem de stærke og erhvervsaktive i job og de svage, ledige, syge og gamle eller udstødte, forholdet mellem kvinder og mænd, og forholdet mellem den offentlige sektor og den private sektor samt forholdet mellem det nationale og det internationale. På alle disse felter kan der opstilles logiske eller teoretiske modsætninger som er principielt uløselige hvis de betragtes som enten-eller modsætninger, men som kan håndteres pragmatisk hvis de betragtes som altid værende, dynamiske, men komplementære modsætninger der slet ikke skal søges opløst. Og for den pragmatiske håndtering af problemerne gælder at den glimrende kan anskues ud fra 'den tredje vejs mulighed'. I stedet for den socialistiske eller den liberalistiske vej vælges den tredje vej midt imellem som tager det bedste fra begge idékomplekser, men fravælger de farlige og ekstreme elementer og sørger for at forblive i den midterpolitik der svarer til den bredere og bredere middelstands interesser og begreber som i dag er forudsætningen for bevarelsen af et sundt, progressivt og omstillingsdueligt velfærdssamfund. Det sørgelige i forbindelse med Socialistisk Folkepartis rolle i regeringssamarbejde med S og R må siges at være at partiet - uden at mangle nøgtern indsigt i realiternes begrænsede muligheder - fortsat prøver at opretholde sine egne og sine medlemmers illusioner om hvor modbydelig den politiske modpart var og er og hvor gode og retfærdige de selv er. Sandheden er nemlig at partiet ikke har nogensomhelst chance for at realisere deres drømme og utopier - hverken nu eller efter næste valg. Jan Jernewicz Henvisninger: Links til: Socialistisk Folkepartis hjemmesidee Personoplysningerne om Villy Søvndal på Folketingets hjemmeside Relevante artikler på Jernesalt: Artikelserie om retorik Konflikten i SF - og Søvndals voldsomme nedtur (4.4.12.) Det brede energiforlig (25.3.12.) Endelig kommer der gang i reformarbejdet (2.3.12.) Farcen om betalingsringen (23.2.12.) Villy Søvndal går uden om den afgørende selverkendelse (11.1.12.) Ole Sohns fortrængninger nok engang (28.11.11.) Ole Sohn ikke en risiko, men et fortrængningsoffer (8.11.11.) SF's top frustrerer medlemmer og vælgere (9.10.11.) Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.) Gør en radikal kulturminister overhovedet en forskel? (11.10.11.) SF's top frustrerer medlemmer og vælgere (9.10.11.) Helle Thornings S-R-SF-regering og dens grundlag (4.10.11.) Helle Thorning vandt statsministeriet med dårligt resultat for S og SF (16.9.11.) Valget, udfordringerne og partierne (13.9.11.) Kvinderne, valget og realitetsprøvelsen (10.9.11.) Farcen om dansk politik giver endeligt valg (28.8.11.) De radikales 2020-plan (7.6.11.) S og SF fremlægger deres 2020-plan (17.5.11.) Historisk forlig mellem VKO og R om tilbagetrækningsreform (14.5.11.) Øget grænsekontrol som led i politisk forlig (12.5.11.) Villy Søvndal mon endt som moralist? (24.4.11.) Valget nærmer sig (19.4.11.) Ole Sohn og fortiden (19.10.10.) Også redningspakke fra S og SF (12.5.10.) Er Ole Sohn angst for selverkendelse? (28.4.10.) Socialistisk Folkeparti på vej mod magten? (25.4.10.) Sohn-syndromet som del af det generelle APESE-syndrom (11.11.09.) S spiller højt spil med skatteudspillet med SF (29.8.09.) Bliver SF rygraden i en alternativ regering? (13.8.09.) SF bakker op om Søvndals målrettethed (27.4.09.) Hilsen til SF i anledning af 50-året (14.2.09.) SF styrker påny sin position (18.8.08) SF, polakkerne og intolerancen (13.07.08.) Villy Søvndal - hans verden, væsen og rolle (19.05.08.) Nye politiske teser - varm luft eller visioner? (7.4.08) Villy Søvndal ikke længere til at komme udenom (7.3.08.) Søvndal ny formand for SF (28.4.05.) Aksel Larsen (kort karakteristik) Krag, standpunkterne, nederlaget og latterkoncilet (om bl.a. det røde Kabinet i 1966/67) Latterkoncilet (om Krag og Aksel Larsen i forhold til oprørerne i SF i 1966/67) Øvrige henvisninger til Jernesalts egne artikler: Artikler om Danmark Artikler om Samfund (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Eksistens (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Artikler om Sekularisering (se iøvrigt linkene i venstre ramme) Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |