|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.8.17.Bayreuth i frit Wagner-fald med MestersangerneMidt i debatten om eliten contra folket kan det være passende at bruge lidt tid på fænomenet 'Bayreuth og Richard Wagner', for det store og legendariske tyske operahus har unægteligt i 1920'erne, 30'erne og 40'erne været involveret i ubehagelig nazistisk omklamring, men fik siden rehabiliteret sig som et fornemt og progressivt sted for fortolkning af den omstridte komponists specifikke 'Gesamtkunst'. Sønnesønnen Wieland Wagner tog det geniale skridt at fjerne al nationalromantik fra værkerne og fortolke dem symbolistisk eller mytisk. Og efter hans død vovede broderen Wolfgang Wagner at lade filmmanden Patrice Chéreau og komponisten Pierre Boulez skabe århundredets 'Nibelungenring' - og næsten 30 år senere endda at tilbyde kontroversielle danske Lars von Trier samme opgave (men han endte desværre med at sige fra). Siden gik det imidlertid tilbage, ikke mindst på grund af Wolfgangs uvilje mod at slippe roret og de to familiegrenes efterfølgende stridigheder. Og nu er alt havnet i et gigantisk fald der både afslører tysk snobbekultur når den er værst og modernitetens totale afmagt over for storslået kultisk musikdrama når den er mest beklagelig. Beviset er åbningen af festspillene 2017 med operaregissør Barrie Koskys iscenesættelse af 'Mestersangerne i Nurnberg'. Han er egentlig australier, men har i mange år været leder af Komische Oper i Berlin, og han har vel at mærke aldrig haft det godt med Wagner. Åbningen foregik i den sædvanlige stil med tyske politikere og kulturfolk og visse udenlandske kendisser som æresgæster. Kansler Merkel, Bayerns nuværende ministerpræsident Seehofer og den forhenværende Stoiber var mødt op med ægtefæller, alle i fineste puds (smoking og lange kjoler). Og selv Die Grünes Katrin Göring-Eckardt og dr. Anton Hofreiter kunne ses - og sørme også det svenske kongepar og mange andre. De fineste bliver kørt frem i rampelyset i de flotteste biler med kortege - og vinker til de dødelige tilskuere som var det hele en filmfestival. I de lange pauser på en times tid kan publikum nyde fin mad vin eller jævne Bratwurst med Bier. Og iøvrigt hilse på - og ses. Jo, nogle af dem hører sandelig til de øverste i den sociale lagdeling. Kunne det være andet, er det rimeligt at spørge. For umiddelbart er det vanskeligt at se totalt bort fra at Bayreuth netop i årtier har været brugt som kultsted for en eneste tysk kulturpersonlighed af de største, nemlig den komponist Richard Wagner der som kongelig udnævnt kapelmester i Dresden (en del af den daværende politistat Sachsen) fik alvorlige problemer som revolutionær i 1848, men siden - takket været kong Ludwig II af Bayern fik rejst sit drømmeslot: Festspilhuset i Bayreuth. Men i 1848, hvor Wagner havde skrevet 'Lohengrin' færdig, kastede han sig med stor energi ud i angreb på kongen, adelen, pengemagten og al bankierspekulation, ja med visse forbehold tilsluttede han sig kommunismen (Marx' kommunistiske manifest var lige udkommet). Han søgte klogeligt orlov fra operaen, fik den bevilget - og rejste til Wien. Og han var igennem en lang udvikling - med både mytologiske studier og erotiske affærer samt venskab og brud med Nietzsche.Festspilhuset i Bayreuth var tænkt som stedet for den første samlede opførelse af hele 'Nibelungen-ringen', de fire operaer om de mytiske nibelunger: Rhinguldet, Walkyrien, Siegfried og Götterdämmerung (på dansk oftest Ragnarok). Ialt 16 timers musikdrama. Huset blev bygget for kong Ludwigs og den bayrerske stats regning og blev færdigt i begyndelsen af 1875 efter Wagners forskrifter og med en enestående akustik. Klangbilledet er præget af det forhold at orkestergraven er lukket ud til tilskuerrummet, således at lyden kastes ind i scenerummet og først derfra, blandet med sangstemmerne, når ud til tilskuerne. I 1874 var Wagnerfamilien (komponisten Richard, hustruen Cosima og sønnen Siegfried) flyttet ind i den pragtvilla som Kong Ludwig lod opføre til ham, og som blev familiens bolig til afslutningen af 2. verdenskrig. Dagligstuen blev indrettet i overdådig Biedemeyer-stil - helt i overensstemmelse med Richard Wagners forkærlighed for luksus. Huset blev døbt 'Wahnfried' som tegn på at komponisten her havde fred for al sin 'Wahn', alle sine illusioner eller gøglebilleder. Wagner satte sand kunst lig med sand religion og hævdede at begge kun kan bygge på sand sædelighed. Han drømte om regeneration af menneskeslægten. Medlidenhed må føre til kærlighed og denne til tro og håb. Idealstilstanden er fred, ro og lyksalighed. Det var dog 'Parsifal' der blev skabt direkte til Festspilhuset i Bayreuth, og det måtte kun spilles dér. Festspillene skulle være et "Bühnenweihfestspiel", et festspil til selve teatrets helliggørelse. Og musikken til Parsifal er derfor bevidst gjort påfaldende langsom, med et gennemsnitligt pulsslag langt under 60 i minuttet. Det diatoniske står - ligesom i Tannhaüser - for renhed og uskyld, mens det kromatiske står for sanselighed og synd. Parsifal-motivet er et fanfareagtigt 'jeg-motiv' i tonika-dominant-intervallet. Forspillet til 2. akt er en stormfuld symfonisk sats, bygget op over Klingsor-motivet og den sanselige kærligheds motiv. Men 'Parsifal' begynder og slutter med nadvermotivet. - Musikken i 'Parsifal' var ikke epokegørende som 'Tristan'. Men med 'Parsifal' var operaens muligheder ligesom udtømt for Wagner. Han havde planer om ren symfonisk musik. Efter Wagners død førte Cosima, der var datter af Franz Liszt, festspillene videre med stor dygtighed. Og efter hende overtog sønnen Siegfried ledelsen. Han giftede sig i 1915 med den kun 18-årige engelskfødte Winifred Williams, der i 1930 efterfulgte sin mand som leder af festspillene lige til 2. verdenskrigs afslutning. Gæst i Bayreuth var i disse år også den britisk-tyske politiske filosof Houston Stewart Chamberlain (1855-1927) der var en varm beundrer af Wagners germansk-heroiske værker og i 1909 blev gift med Siegfrieds søster Eva. Han argumenterede i en række skrifter for den ariske races overlegenhed, hvad Hitler forlængst havde bemærket, og han gav efter et besøg af Hitler udtryk for at han betragtede denne som Tysklands kommende redningsmand. Winifred Wagner på sin side støttede Hitler allerede under hans fængselsophold i Landsberg efter det mislykkede München-kup i 1923, og han blev en kær gæst i 'Wahnfried' i Bayreuth. Og stortrivedes dér! Festspillene lå stille under og efter 1. verdenskrig - og blev først genoptaget i 1923. Det skete med nationaloperaen 'Mestersangerne i Nürnberg' og med general Ludendorff som æresgæst. Umiddelbart efter afslutningen af 3. akt med Hans Sachs' hyldest til det tyske folk og den tyske kunst rejste tilskuerne sig og afsang til orkesterledsagelse 'Deutschland, Deutschland über Alles' (som i sig selv er en smuk nationalsang fra 1841, men som i 1922 var blevet gjort til nationalsang af den socialdemokratiske rigspræsident Friedrich Ebert). Dirigent ved denne højtidelige lejlighed i 1923 var den senere i Danmark højt værdsatte Fritz Busch, der i begyndelsen af 30'erne blev mere og mere kritisk over for nazismen, og i 1933 måtte forlade landet. På grund af krigens skæve gang fra begyndelsen af 1942 blev 'Götterdämmerung'en taget af plakaten. Dens budskab om gudernes undergang har jo givetvis haft for stærke associationer til de nazistiske guders og specielt Førerens stadigt mere penible situation i den virkelige verden. I 1943 og 1944 spilledes kun 'Mestersangerne' - og tilskuerne var et udkommanderet publikum, bestående af rustningsarbejdere og frontsoldater! Såvel Festspilhuset som villa 'Wahnfried' blev bombet af amerikanerne i slutningen af krigen. Wagners forestilling om en sprængning af festspilhuset efter den første samlede opførelse af 'Ringen', gik således i opfyldelse, men på en måde han næppe havde tænkt sig. Men huset blev genopført efter de oprindelige tegninger, og genindviet i 1951. Barrie Koskys iscenesættelse her i sommeren 2017 er så langt fra såvel tysk nationalromantik som wagnersk uindskrænkede hyldest til det tyske folk og det tyske sprog som tænkes kan. Festspilhuset på den grønne eng i Bayreuth lavet om til en grotesk Nürnbergproces i snævre lukkede rum hvor Wagner, Cosima, Franz Liszt bliver gjort til grin og specielt den jødiske dirigent (og rabbinersøn) Hermann Levi, der uropførte Parsifal, bliver udstillet som simpel genstand for almindeligt jødehad. Operaens hovedpersoner, Hans Sachs, Eva, Veit Pogner og Beckmesser bliver på direkte - og højst original - måde maskeret og udklædt som de nævnte historiske personer med forbløffende akkuratesse. Mange render rundt med den karakteriske Wagner-baskethue. - Med undtagelse af Eva synges partierne med særdeles gode stemmer af hhv. Michael Volle (Sachs), Günther Groissböck (Liszt) og Johannes Kränzle (Beckmesser). Sachs' lærling David synges glimrende af Daniel Behle og Magdalene ligeså af Wiebke Lehmkuhl. Øvrige mestersangere og korsolister er også upåklagelige. Men der gestikuleres voldsomt hele vejen igennem - og det er med til at fjerne ethvert tilløb til den foreskrevne højtidelighed. Den musikalske ledelse har Philippe Jordan - og han klarer sig udmærket, men må desværre tilpasse sig løjernes lidt forcerede tempo. Det værste er imidlertid den store forsyndelse der ligger i at bruge ouverturen til et raffineret stumfilm med Wagner-familien i Villa Wahnfried, nøjagtigt som denne luksuriøse store stue så ud på Wagners tid, nemlig i Biedemeier-stil. Den slags er ellers forbudt i operakunsten - af den gode grund at ouverturen som hovedregel er komponeret sidst og med tanke på at forberede tilhørerne på musikkens art og hovedtemaer. Men hos Kosky ser man altså hovedspersonerne og mestersangerne under det smukkeste smukke ni minutter lange forspil tage al opmærksomheden ved at te sig som naragtige personer med bl.a. Wagners fine parfume-skrin - og vel at mærke gå fra stumspillet videre til 1. akt i selvsamme lokale - hvor man normalt går direkte over til et kirkerum i 1. scene. Alt er stort set gennemtænkt med en række meget morsomme indfald hvor den ene Wagner-figur efter den anden dukker op af flyglet som udtryk for at Wagner altid havde sig selv i tankerne. 2. akt er hos Wagner foreskrevet som en aftenstund uden for Sachs' hus og værksted hvor han sidder under en blomstrende hyld og får snakket med David, Eva, Walther og Beckmesser, men akten er her henlagt til en dødsens trist grøn plæne, hvor Cosima holde picnic for familien, men hvor tingene løber løbsk på sin egen måde. Sidste akt er et retslokale der skal forestille Nürnbergprocessen, og hvor der derfor står en amerikansk soldat vagt. Der er intet af den normale Mestersanger-operas skønne midsommeroptrin i det fri, men lukkethed, malplacerede løjer og en rentud tåbelig ændring i partiturets forskrifter ved at lade junker Walther von Stolzing, der skal vinde mestersangernes gunst med sin sang, henvende sig direkte til den tilbedte Eva, lade hende kysse sig og rykke nærmere og nærmere podiet under sangen. Men i hvert fald Beckmesser får sin bekomst - maskeret som Hermann Levi. Wagner forestillede sig utvivlsomt denne pedantiske tilhænger af alle de gamle sangerregler som en karikatur på alt det han ikke brød sig om fra anmeldere til jødiske komponistkolleger og ikke mindst som modstander af alt det nye han selv stod for. Men hos Kosky bliver han i den afgørende sangerdyst klædt ud som en ond, beskidt karikatur af en jøde med stor, krum næse, lang sorte krøller og jødekalot. Alt det racistiske heri kan kun tillægges Kosky. Det er i mine øjne modbydeligt - og kan kun have ét formål: at lede tanken så langt væk fra Wagners egne intentioner som muligt. Til sidst ryddes lokalet og Hans Sachs som Wagner himself holder sin enetale om det tyske folk og det tyske sprog til det tomme lokale - underforstået som Wagner selv. Til allersidst får han dog orkestret og det samlede kor at dirigere med meget store og uvarierede armbevægelser, idet hele orkestregraven, der normalt er skjult under de forreste tilskuerrækker, køres frem fra baggrunden - hvad der naturligvis kun kan lade sig gøre fordi alt i huset i dag er højteknologisk, automatiseret og digitaliseret. Ideen er unægtelig sjov - for ellers får publikum aldrig musikerne at se. Men påfundet har intet med operaen at gøre og distraherer kun. Og det er sagen i en nøddeskal. En uendelig række af mange, i sig selv oftest sjove indfald der ikke har det fjerneste med Wagners ideer og forskrifter at gøre, men virker som ren parodi - og derfor kun ville kunne forsvares som cirkusforestilling. Men Festspil-ledelsen har altså accepteret operaregissøren fra Komische Oper og alle hans Wagner-fjendtlige ideer. Kritikerne er med på spøgen og flertallet af publikummer applauderer. - Politikens anmelder, Thomas Michelsen, fremhæver allerede i sin overskrift at "nazisternes jødehad er tilbage ved Wagners operafestival", og han kalder det dristigt af Kosky at bruge retssalen fra Nürnberg i sidste akts to dele, og dette er efter hans mening endda oplagt(!) "hvis man vil have fat om problemts rod, når det handler om at sætte denne opera op efter alt hvad krigen medførte, Holocaust inklusive". - Men det er anmelderløgn og -latin. Holocaust og nazisternes grusomme jødehad og jødeudryddelse kan ikke føres tilbage til tysk nationalisme alene. Den forudsætter også biologiske raceteorier og de stammede overvejende fra arvelighedsteoretikere, herunder flere briter, bl.a. ovennævnte Houston Stewart Chamberlain. Men i Tyskland var det Alfred Rosenberg der i 1930 formulerede de fatale nazistiske raceteorier, og iøvrigt selv betragtede dem som en slags opfølgning af Chamberlains teorier. Man har naturligvis lov til at mene at Wagner må have været galt afmarscheret i alt hvad han gjorde, når han nu engang ikke kunne lide jøder og endda udgav skrifter mod jøderne, og når hans hyldest til det tyske folk og det tyske sprog nu engang havde nogle overtoner der kunne fange de tyske nationalister i almindelighed og nationalsocialisterne i særdeleshed. Men det er et stift stykke at latterliggøre et hovedværk i hans produktion og i tysk operakunst overhovedet ved at gøre det til en Nürnbergproces-agtigt opgør med nazisternes antisemitisme. Det er en kendsgerning at Wagner til et nyoprettet dagblad i Bayern skrev 15 artikler om 'Deutsche Kunst und Deutsche Politik', som hylder de tyske Burschenschaft og taler om en tysk folkehær. Han krævede idealisme i stedet for realisme. Han ville opdrage publikum ved at understrege at det at være tysk ikke er at tænke på nytte eller vinding, men at gøre hvad der bør gøres for sagens egen skyld og for glæden derved. - Og det er alt sammen inden for normale, hæderlige, men naturligvis diskutable synspunkter. Og når ordene om det at være tysk treds år senere blev bevingede i Det tredje Rige i formuleringen: "Deutsch sein heisst, eine Sache um ihrer selbst willen treiben", så skal Wagner ikke stå til ansvar for det, for nazisterne brugte alle mulige udtryk til eget formål. Om det tyske teater skrev Wagner, at den nye elitære orden og folket vil have det som sit mødested i fælles oplevelse af den tyske ånd. Han krævede et nyt teater der forstod hvad andagt er. Og hvad jødedommen angår genudgav han i 1869 sin artikel om jødedommen i musikken - med et tillæg hvor han beskyldte jøder for at stå bag modstanden mod hans virke. Egentligt racistiske synspunkter kom først til fuld udfoldelse i de sidste fire af ialt otte antisemitiske skrifter. Wagner så jødisk indflydelse overalt, og den var i strid med hans eget nationalistiske projekt om genfødelse af 'den tyske ånd'. Han ønskede en enhedsstat hvor alt helt igennem var tysk. Men man kan ikke underkende at Wagner allerede i 1851 i det 350 sider lange skrift om 'Opera og drama' gjorde gældende at en genfødelse af myten i den folkelige bevidsthed er vejen til fremtidens drama. Det er gennem myten at mennesket bliver et gudeskabende væsen. Digterens opgave er at give en forståelig fremstilling af myten, skabt på ny og i tidssvarende form. Og når det i det hele taget lykkedes Wagner med Nibelungen-ringen at skabe et decideret Gesamtkunstwerk, skyldtes det naturligvis ikke at han betragtede religion som en konstruktion og guder som magtbegærlige væsener, skabt i menneskets billede, men at han så musikalske motiver som 'plastiske følelsesmomenter' hinsides tiden. Et musikværk forløber i tid, men kan ikke destomindre i kraft af sin evne til at udtrykke 'livsviljen' (Schopenhauers 'Wille') direkte åbne for tidløsheden eller evigheden. Dette gælder især når musikken forener sig med myten der netop ikke foregår i historisk tid, men i en ahistorisk eller før-historisk tid, i 'urtiden' der også er 'altiden'. Musikken har just det tilfælles med myten, at den foregår i nutid, i præsens, og uden sondringer mellem fortid, nutid, fremtid. Da Wagner skrev teksten til Nibelungenringen var det derfor vigtigt for ham at gå til urkilden (Eddaen), dvs længere tilbage end den middelalderlige Nibelungenlied. Thomas Mann har fuldstændig ret i, at Wagner fandt sig selv da han fandt myten, sproget fra 'engang'. Wagner var mytiker, han var opdager af myten som forløser for operaen, og han har ikke sin lige i sjælelig affinitet med denne billed- og tankeverden. - Men man har sandelig lov til at mene noget helt andet, som eksempelvis den yderst skarpsindige filosof Theodor Adorno gjorde. Jf. hovedartiklen om Wagner. Men når Bayreuthfestspillene i 2017 lader Barrie Kosky gøre tykt nar af et af Wagners største værker og tilmed gør Wagners umiskendelige uvilje mod jøderne til Mestersangernes hovedærinde, så er det ikke forsvarligt, men ligner mest af alt en bøjen sig for nutidens antinationale og multikulturalistiske trend. Det afslører en total mangel på evne til at forstå det berettigede i normal nationalfølelse - uanset om den er tysk, fransk, russisk, dansk eller amerikansk. Kosky kunne have ladet sin grove og utilslørede hån komme til udfoldelse på sit eget Komische Oper i Berlin uden at nogen ville have gøet. Men at Bayreuth-festspillenes ledelse med Wolfgang Wagners datter Kathrina Wagner i spidsen lader den enøjede mand gøre det på Den grønne høj i Bayreuth viser forfaldet. Festspillene har overlevet sig selv med en så selvdestruktiv ledelse - og det er måske kun godt at få det påvist så effektivt. Bayreuth-Festspillene er blevet elitært og ufolkeligt på sygeligt plan og er dermed blevet inderligt overflødigt. Afsluttende bemærkninger Richard Wagners fortjeneste er at have skrevet operaer der ikke alene kan nydes for dem der har øren at høre med og øjne at se med, men som også ser eksistensen som et vedvarende 'syndefald' der skaber kultur i og med at mennesket gør oprør mod guder og forældreautoriteter, men bliver ved at trække på det kollektivt ubevidste. Wagner indførte den totale undergang eller udslettelse i musikdramatikken, ligesom Beethoven ifølge Furtwängler indførte katastrofen i musikken. Ikke blot gudernes fuldstændige undergang dramatiserede han, men også det af drift plagede menneskes døen bort fra dagens og dagliglivets lidelse. Men han udelukkede ikke håbet. Wagner lader den tidløse musik sejre over filosofien - og dermed 'evigheden' over den politiske kamp og det elitære stræb. Det essentielle og blivende ved Wagners musikdramatik turde være selve fastholdelsen af den spændingsfyldte komplementaritet mellem det timelige og det evige, mellem det magtmæssige og det kærlighedsmæssige og mellem det immanente og det transcendente i en storslået ligevægt mellem ord, musik og iscenesættelse. Mesterværkerne i hans enestående skaberværk er 'Den flyvende Hollænder', 'Tristan og Isolde', 'Parsifal' og 'Nibelungenringen' og så den 'Mestersangerne i Nürnberg' der i de bedste iscenesættelser er en stærk hyldest til det tyske folk og det tyske sprog samt den tyske omstillingsevne der fører det sunde i traditionen ind i nutidig og fremsynet kontekst. Tysk nationalfølelse er i almindelighed en naturlig og sund nationalfølelser som i alle andre landes og folks tilfælde. Alle steder går det galt hvis nationalfølelsen forbindes med etnisk eller antikirkelig 'Kulturkampf' (som efter 1871 under Bismarck) eller racemæssig overlegenhedsgalskab (som efter 1933 under Hitler). Men alle steder går det også galt, hvis nationalfølelsen forsvinder ud i den blå luft eller bukker under for multikulturalistiske tendenser der automatisk sætter den lig med racisme og imperialisme. Ejvind Riisgård PS - Ovennævnte kritik er baseret på tv-udsendelsen af 'Mestersangerne' på 3SAT-kanalen fredag den 28. juli 2017. Link til: Richard Wagner Web (tysk) Bayreuther Festspiele (tysk og engelsk) Wagner-museet i Wahnfried, Bayreuth (tysk, engelsk og fransk) Litteratur og film: Henrik Nebelong: Richard Wagner. Liv, værk, politik. (Vandkunsten. 2008) samme: Mestersangerne i Nürnberg. Ved Henrik Nebelong. (Fisker og Schou. 1996). samme: Parsifal. Ved Henrik Nebelong. (Vandkunsten. 2005). Martin Gregor-Dellin: Richard Wagner - Sein Leben - Sein Werk. Sein Jahrhundert. (Piper og Co. 1983-udgaven) Friederich Nietzsche: Tilfældet Wagner. (Fisker og Schou. 1996) Thomas Mann: Richard Wagners lidelse og storhed. (Gyldendal. 1969) Theodor W. Adorno: Wagner - forsøg på en tolkning. (Klim. 1988) Rüdiger Safranski: Nietzsche - Biographie seines Denken. (Hanser Verlag. 2000) Rüdiger Safranski: Romantik. Eine deutsche Affäre. (Hanser Verlag. 2007) Rudolf Augstein: Wagners Mythen - Hitlers Wahn. (Der Spiegel. 21.7.97.) Hans Jürgen Syberberg: Winifred Wagner und die Geschichte des Hauses 'Wahnfried' 1914-75. (Film 1975. 302 min.) Relevante e-bøger fra Jernesalt: 'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien. 'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr. 'Tysk romantik - Nietzsche - Og andre strømninger' (i pdf-format)(kr. 25)om Romantikken ifølge Rüdiger Safranski, Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste, Nietzsches sjæl - sjælen der ville synge og danse, men som musikken forsvandt for og Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech. 'Mozart - Mahler - Wagner' (kr. 25)om Mozarts sjæl og fascinationskraft, Gustav Mahler som mytisk skabelsesberetter og Richard Wagner: Storslået musikdramatik med stor inkonsistens - med karakteristikker, værkgennemgang og ikke mindst disse tre komponisters evner til at skabe sammenfattende musikalske myter. For Wagners vedkommende indgår også forholdet til Nietszche og Hitlers Bayreuth-dyrkelse. 'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m. 'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi 'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren. Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne Bøgerne forhandles af Saxo.com Relevante artikler på Jernesalt: Richard Wagners grandiose værk om guders undergang og menneskers lidenskab (22.5.13.) Lars von Triers storslåede Wagner-visioner (9.08.06.) Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere (9.6.05.) Valkyrien kongeligt vulgariseret om Kasper Bech Holtens iscenesættelse maj 2003 Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater om Kasper Bech Holtens opsætning 2003/04 Nietzsches sjæl Det romantiske som åben føling med det kollektivt ubevidste (26.05.08.) Romantikken ifølge Rüdiger Safranski Åndelige strømninger i det 19. årh. ifølge Vilh. Grønbech (28.05.08.) Johann Sebastian Bachs helhedsrealistiske univers (20.12.07.) Mozarts sjæl og fascinationskraft (27.1.06.) Beethovens åndelige udvikling (31.8.08.) Carl Nielsen mellem dyb enfoldig forankring og modernitet (24.10.08.) Artikler om Etik Artikler om Musik Artikler om Samfund Artikler om Eksistens Artikler om Sekularisering Redaktion Essays Emneindex Personindex Programerklæring af 2.6.02. Jens Vrængmoses rubrik Per Seendemands rubrik (fra 2005) At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Modstanden mod komplementaritetssynspunktet Den komplementære helhedsrealisme De psykiske grundprocesser De psykiske fundamentalkræfter Konsistens-etikken Etik og eksistens Livskvalitet (fire artikler) (2002-03) Ontologi-serie (tolv artikler) (2010) Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007) Religion som emergent fænomen i biologien (28.12.09.) Jernesalts 2009-filosofi Forord - Begreber og aksiomer - Krisen ved årsskiftet 2008/09 - Verdensbilledet 2009 Livet - Mennesket - Sjælen - Sproget - Samfundet - Overordnede politiske parametre Udfordringen - Helhedsrealismens advarsler - Helhedsrealismens anbefalinger - Efterskrift Værdimanifest (fra 2003)) Værdimanifest i forkortet udgave Sagregister til værdimanifest Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |