JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - socdem18kultur

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.02.18.

Har Socialdemokratiet overhovedet en kulturpolitik?

Dette vigtige spørgsmål skyldes bl.a. at partiets mangeårige kulturordfører Mogens Jensen i går den 17. februar for hele folket udbasunerede den påstand at kulturpolitikken har det glimrende i Socialdemokratiet, og at en stort opsat artikel i Politikens kulturtillæg den 3. februar skød ved siden af, når den hævdede at Socialdemokratiet et eller andet sted på vejen har tabt sin kulturpolitik.

Politikens store 'feature' var skrevet af Nikolaj Heltoft og Johan Moe Fejerskov i anledning af 25-året for socialdemokraten Jytte Hildens udnævnelse til kulturminister i Poul Nyrup Rasmussens første regering. Hendes ministertid varede til 1996, men siden overlod S-ledede regeringer posten til de radikale, nemlig Ebbe Lundsgaard, Elsebeth Gerner Nielsen, Uffe Elbæk og Marianne Jelved, og ingen af disse var nær så markante som Julius Bomholt, Hans Sølvhøj, Bodil Koch eller Niels Matthiasen.

Om dem alle gælder at de naturligvis efter bedste evne forsøgte at varetage ministeriets officielle ressortopgaver: Det Kgl. Teater, Kunstakademiet, musikkonservatorierne, de nationale biblioteker og museer, samt radio og tv - foruden støtten til forfattere, kunstnere og kulturinstitutioner. I 1964 kom Statens Kunstfond (og Rindalismen til). I 1974 filmcensuren og i 1976 idrætten. Og Mogens Jensen har da ret i at disse snævre kulturpolitiske opgaver er blevet taget alvorligt i Socialdemokratiet som i alle andre partier - naturligvis med den tydelige ideologiske forskel at venstrefløjen ønsker øgede udgifter, mens de borgerlige generelt foretrækker mindskede.

Men når Jensen primært gør gældende at hans parti gennemn årene har arbejdet særdeles aktivt med kulturpolitikken ved bl.a. at afholde kulturkonferencer og dialoger med repræsentanter for kunstnerne, medierne og idrætten - uden iøvrigt at betride at ministerposten ikke har tilhørt partiet siden 1996 - så bekræfter han kun påstanden om at partiet har tabt om ikke hele sin kulturpolitik, så så meget af den at det væsentligste synes tabt, nemlig at kulturlivet rummer en vedvarende kritik af al snæver økonomisk, teknologisk og juridiske-logisk virksomhed.

Mogens Jensen anfører at partiet opfatter kultur som velfærd, men Politikens store feature talte udtrykkeligt - og yderst relevant for vor tid - om at man, med Bjørn Nørgaards ord, lod finansministeriet diktere at kulturel, kunstnerisk aktivitet er at betragte som udgifter som skal reduceres. Nørgaard savner simpelthen en visionær, markant kulturpolitik der ser kulturen som et fundament, hvorpå nye visioner og ideer om landets fremtidige udvikling skabes. Tilsvarende hævder den kunstneriske leder af Kulturværftet i Helsingør Mikael Foss at hvis ikke socialdemokraterne formår at gentænke en større kulturpolitisk vision vil man mere og mere blive opfattet som et systemparti præget af økonomitænkning. - Den velmenende Mogens Jensen kaldes da også af flere kilder en enmandshær på området. Men undertegnede vil straks tilføje at såvel de nævnte radikale kulturministre mellem 1996 og 2015 som de efterfølgende borgerlige som Brian Mikkelsen, Per Stig Møller, Bertel Haarder og den nuværende Mette Bock ikke med nogen ret kan kaldes visionære.

Hvad der savnes ved siden af de nødvendige administrative og økonomiske ledelsesprocesser er iøvrigt ikke blot ideer og visioner, men dybere forståelse for at der gives en åndsfaktor i den menneskelige eksistens og kultur som rummer en vedvarende kritisk holdning til den snævre økonomisk-materielle-teknologiske udvikling (det såkaldte 'fremskridt') - og denne faktor er endda blevet ekstraordinært vigtigt i en tid hvor it-teknologien og ikke mindst de såkaldte 'sociale' medier river de unge med sig i en sådan grad at de bliver dybt afhængige og følgelig blinde for konsekvenserne.

Det er vigtigt at holde fast i at kulturopfattelsens indsnævring her i landet faktisk hænger sammen med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961. Oprettelsen havde sin gode grund i det forhold at det ministerielle øvrighedsområde for kulturen efterhånden var blevet så stort og omfattende at det var fornuftigt at udskille det fra undervisningsministeriet (der også blev større og større). Og det var i og for sig en god idé at udnævne Julius Bomholt til den første kulturminister, fordi kulturen (i modsætning til socialområdet) var en hjertesag for ham - og han ydermere kunne hverve en konservativ, men kreativ mand fra radio- og teaterlivet (Henning Rohde) som sin departementschef. Men ingen af dem forhindrede at ministeriets vigtigste opgave blev at skaffe bevillinger til bestående kulturinstitutioner og enkelte nye som den kontroversielle kunstfond. Og det var især mærkeligt at Bomholt syntes hurtigt og uproblematisk at falde tilføje som systemets mand. Han var ganske vist blevet 65 år, men havde dog oprindeligt tænkt i større baner.

Dette påpeger Politikens feature både med et kæmpestort billede af den nyudnævnte Bomholt siddende avislæsende og afslappet i en liggestol ved sit sommerhus på Fanø og ved bevidst at kalde ham 'forhenværende højskolemand'. Manden havde ved sin udnævnelse i 1961 dog været folketingsmedlem fra 1928, radiorådsformand 1940-53, folketingsformand 1945-50 og 1964-68 samt undervisningsminister 1950-57 og meget mod sin vilje socialminister i den besynderlige trekantsregering 1957-60 (hvor de radikales store høvding Jørgen Jørgensen tog undervisningsministeriet). Men sagen er at Bomholt, der var teolog af uddannelse og i sine unge år havde været på højskole i Tyskland , i 1924 blev forstander for Esbjerg arbejderhøjskole og var det til 1929 hvor han var blevet folketingsmedlem for Esbjergkredsen. Højskolen fik i hans tid en opblomstring, og hans arbejde betød også at en generation af ledere i parti og fagbevægelse fik sit præg af netop ham og hans ideer.

Derfor er der god mening i at fremhæve Bomholt som højskolemand, men en uartighed at journalisten Poul Smidt i en læserbrev falder over dette forhold med en bemærkning om at denne titel med nutidige læserøjne ikke er noget særligt. Dette er unægteligt rigtigt isoleret set, men pointen i Politikens feature er netop at det betød noget engang. Det var i Bomholts og Socialdemokratiets tilfælde endda yderst vigtigt, fordi det ligesom i tilfældet F.J. Borgbjerg gav lige præcis den forbindelse bagud i tiden til den grundtvigianske højskolebevægelse der i 1800-tallet blev basis for først bøndernes og siden arbejdernes vækkelse til bevidste og samfundsengagerede mennesker. Og Bomholt kunne da også endnu i 1926 tale om at arbejderne skulle afløse den borgerlige forfaldskultur med en karakterfast og frisk proletarkunst, og at adskillige af de gamle former kunne bruges, men ånden måtte være ny. Ja, der skulle skabes en socialistisk arbejderkultur befriet for overklassens flitter.

I 1938 understregede Bomholt i partiets programskrift 'Kulturen for Folket' at det nu var arbejderbevægelsen der skulle være hovedhjørnestenen i den folkelige kultur. Og i 1953 udkom under hans redaktion bogen 'Mennesket i centrum' hvori han gik ind for fællesskolen til det 15. år, bedre vilkår for videnskaben, støtte til kunstnerne gennem offentlige opgaver samt udviklingen af folkeoplysningen. En omfattende skolereform var langt fremme i 1961, da Viggo Kampmann havde overtaget statsministeriet efter H.C. Hansens død, men måtte lade de radikale beholde undervisningsministeriet (efter Jørgen Jørgensen blev det K. Helveg Petersen). Så blev Bomholt altså kulturminister - uden den helt store energi og begejstring. Der kom i hvert fald i 1962 en offentligt debat om en 'kulturpause'! Men han trak en del kunstnere over til Socialdemokratiet, og det var ifølge Vagn Dybdahl også ham der satte det åndelige præg på partiets lederlag fra 1945 til op i 1970'erne.

Som nævnt førte oprettelsen af Statens Kunstfond til Rindalismen: Den fuldstændigt ukendte lagerforvalter i Kolding ved navn Peter Rindal indledte en offentlig protestaktion mod kulturstøtten til forfattere og kunstnere. Protesten var ikke en protest mod kunsten som sådan, men blev formuleret som en protest mod brugen af skatteydernes penge til kunst som folk ikke forstod. Og protesten kom vitterligt bag på den kulturelle overklasse - som bl.a. Rune Lykkeberg understreger i sin bog "Kampen om sandhederne" (2008) - jf. artiklen Kulturelitens ulidelige foragt for folket.

Rindalismen blev - med Lykkebergs ord - af hele den kulturelle overklasse set som kulturfascismens kamp mod det absolut gode, kulturen som sådan, ja konflikten blev fraskrevet enhver berettigelse og modstanden mod den forfaldt til moralisme. Ligesom Jesper Jensen i 'Gris på Gaflen' (1962) havde latterliggjort massekulturen og udtrykt foragt for underholdning, så blev Rindal nu hånet fordi han havde et smagløst skilderi med en brølende kronhjort hængende over sin sofa.

Befolkningen følte ikke længere at de stod over for en økonomisk overklasse, men over for en kulturel overklasse af smagsdiktatorer, kulturaristokrater og bedrevidende mennesker. Og det var typisk for de kulturradikale og modernisterne, at de overhovedet ikke opdagede at det var dem selv der var de dominerende. Samme blindhed ramte ifølge Lykkeberg de humanister der underviste på universiteterne. Det faldt eksempelvis ikke litteraturforskeren Johan Fjord Jensen ind at han selv var dominerende på et universitet hvis autoritet var sanktioneret af staten. Positionen som toneangivende, intellektuel kritik blev i 70'erne overtaget af den såkaldte universitetsmarxisme eller munkemarxisme, hvis 'kapitallogik' - ledet af Hans-Jørgen Schanz - ikke anerkendte at kulturen var selvstændig i forhold til økonomien eller kunne have nogetsomhelst frigørende potentiale.

Et væsentligt, ja fatalt træk ved udviklingen er imidlertid at den socialdemokratiske opfattelse af velfærdsstaten og dens fortræffelighed var nøje bundet op på den forestilling at kultur så at sige var en følge af velstand og ikke en integreret del af velfærden eller samfundslivet generelt. Daværende chefredaktør for Aktuelt og senere økonomiminister Ivar Nørgaard skrev i 1962 (et år efter kulturministeriets oprettelse) et 'Forsvar for velfærdsstaten', hvor han naturligvis går ind for en rimelig fordeling af de materielle goder og en ordentlig varetagelse af folks sociale tryghed, men hvori han om kulturen ordret skriver nogle yderst afslørende ord: "Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler." Det svarer til at den ryggesløse Macheath i Bert Brechts 'Dreigroschenoper' kommer med det horrible udsagn: Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral. Det er rystende løgne! Hverken moralen eller kunsten kommer efter fortæringen af de nødvendige mad- og drikkevarer eller tilhørende forbrugsartikler, men er samtidige med dem. Og det har de været så længe der har været kultur på jordkloden.

Derfor må det slås fast med syvtommersøm, at Socialdemokratiets kulturpolitik slet ikke er i nærheden af at kunne hamle op med den udfordring vi står over for i dag. Og derfor er Julius Bomholt trods sine gode, højskoleinspirerede hensigter i efterkrigstiden heller ikke idealet for en moderne kulturpolitik. En sådan må tværtimod være aktiv i en helt anden forstand, nemlig i en vedvarende og skånselsløs kritik af den fremskridts- og velfærdsbegejstring der sætter lønstigninger, karriereræs og forbrug samt afhængighed at bevidstgørende medier og stoffer over alt andet - ja faktisk forsømmer en folkeoplysning og en folkelig vækkelse der genskaber og sikrer folkets tro på en mening med tilværelsen der ikke bygger på det individuelle forbrug og den egoistiske tilfredsstillelse, men tværtimod på det åndelige fællesskab der har med den direkte, umiddelbare føling med det kollektivt ubevidste at gøre.

Det skal noteres at der synes at være et vist opbrud på venstrefløjen i og med at Socialdemokratiet har lanceret et nyt principprogram og gjort det klart at der ikke bliver et fælles projekt for hele 'rød blok'. Og samtidigt har partiet nu også fremlagt et udspil om en ny udlændingepolitik. Blokken har fælles synspunkter, men netop om flygtningepolitikken er der uenighed. Her står Socialdemokratiet nærmere Dansk Folkeparti, og det kan De radikale ikke tåle. Men det er her de progressive muligheder ligger.

Folkeskole og gymnasium svigter oplysningen, fordi den - udover basale færdigheder - giver flere døde kundskaber end levende, inspirerende og provokerende råd om de unges eksistentielle problemer. Underviserne ved alt for lidt om eksistensens dybeste problemer og går derfor den lette vej at formidle overfladisk viden om fagenes metodik og internettets nemme likes og lyksaligheder.

Men ikke mindst kører Folkekirken blindt videre i de gamle spor, så den fjerner sig mere og mere fra sin opgave at værne det umiddelbare åndsliv. Dens hovedproblem er ikke udmeldelser, men svigten af de unge gennem en i dag totalt meningsløs konfirmationsforberedelse, der pukker på trosbekendelsens utidssvarende postulater. Kirken tør ikke åbne for et opgør med sine håbløse dogmer (der reelt ikke har noget med evangeliet at gøre som Jesus forkyndte det) - og det på et tidspunkt hvor al dogmatik ellers skal bekæmpes for at værne om vores tanke- og ytringsfrihed.

Det eneste rigtige ville være at nedlægge kirkeministeriet og slå det sammen med kulturministeriet som et 'kultusministerium' og dermed tilkendegive at man for alvor ønsker en moderne dogmefri åndsfaktor med i spillet. Men både den nuværende kultur- og kirkeminister og embedsmændene i begge ministerier korser sig ved tanken.

Hovedresultatet af den gennemgående tendens og forvirring er at enhver egentlig sammenhængskraft i folkelivet forsvinder som dug for solen - uden at politikerne opdager det. Og det er fatalt for nationens vilje og evne til at forsvare sin suverænitet og sine medborgeres integritet.

Ejvind Riisgård

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt:

Den store kulturkrise 2017 og udvejen  (7.5.17.)
Er værdikamp mulig uden kulturopgør?  (28.10.12.)
Kulturkampen aflyst eller afsporet?  (24.1.10.)
Kulturkamp: gammel, eller ny værdikamp?  (26.8.03.)

Kulturen, eliten og folket  (7.9.11.)
Kulturens hovedkilder: Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
Kultur, kamp og kanoner  (28.9.05.)
Kultureliten og folket  (5.8.09.)
Kulturelitens ulidelige foragt for folket   (21.11.08.)

Kulturminister Mette Bock er fundet for let - men kulturkrisen er tung og udfordringen kræver oprør!  (24.1.17.)
Kulturminister Uffe Elbæk drevet ud af statskassens nidkære vogtere  (6.12.12.)
Kierkegaard og Karl Marx hang fast i dualismen  (10.5.13.)
Kulturradikalismen kontra liberalismen  (16.2.08.)
Opret et kultusministerium!  (14.2.05.)
Kulturminister Brian Mikkelsens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)

Blakes kulturopgør
Vilh. Grønbechs kulturopgør
Konrad Lorenz' kulturopgør
Nietzsches kulturopgør

Artikler om Danmark
Artikler om Ideer og ideologi
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering

Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)

At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens