JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - baadflugt2017

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.8.17.

Menneskesmuglingen over Middelhavet et kæmpe problem - både politisk og etisk

Flygtningekrisen fra 2015 har i høj grad ændret karakter, fordi den ikke længere er en milliontilstrømning af flygtninge fra Mellemøsten (overvejende fra Syrien, Afghanistan og Irak), men først og fremmest en massetilstrømning af flygtninge fra Afrika, navnlig de fattige lande syd for Sahara som er hærget af tørke, hungersnød og skånselsløse borgerkrige. I begge tilfælde er der dog tale om mennesker der flygter lige så meget af økonomiske grunde som af politiske - og derfor har meget ringe chancer for at få legalt asyl i Europa. Og i begge tilfælde er der også tale om folk der er ofre for en organiseret menneskesmugling fra fuldstændigt kyniske forbrydere der har slået sig op på denne specielle 'forretning' eller 'industri'.

Massetilstrømningen fra Mellemøsten via Tyrkiet til Grækenland og Balkanlandene er kommet nogenlunde under kontrol gennem aftalen mellem EU og den tyrkiske diktator Erdogan, der for god betaling har etableret lejre tæt ved Syriens grænser. Men tilstrømningen fra Afrika er på trods af visse politiske tiltag fra EU helt ude af kontrol og vil på længere sigt betyde vedvarende pres på de sydeuropæiske lande (navnlig Italien, Spanien og Frankrig), medmindre EU finder en metode til at standse den effektivt. Men dette ser sort ud, for EU kan hverken blive enig med sig selv eller med de lande i Nordafrika der kunne forhindre menneskesmuglernes ulovlige trafik, men i stedet pukker på deres suverænitet - endsige med de gennemkorrupte militærregimer syd for Sahara der "producerer" strømmen af flygtninge, men ikke er til at lave solide aftaler med.

Tallene viser problemets omfang. I 2014 kom der 170.000 bådflygtninge over det centrale Middelhav, i 2015 154.000 og i 2016 181.000. I 2017 forventes lidt færre, takket være forstærket grænsekontrol fra Italiens og EU's side. Men hvad kystbevogtningen angår, siger de internationale søfartsregler, at fartøjerne er forpligtet til at redde alle mennesker i havsnød, og da smuglerne helt bevidst sender de afrikanske flygtninge af sted i overfyldte og dårlige gummibåde, blev ikke mindre end 72.000 reddet af den italienske flåde i 2016. NGO-skibene (græsrodsorganisationers redningsfartøjer) reddede ca. 47.000 tæt på grænsen til Libyen. Handelsskibene reddede små 14.000, og det samme gjorde EU-grænseagenturet Frontex. Den italienske flådes tal er overraskende stort, fordi krigsskibene ikke har fokus på redning, men på at ødelægge menneskesmuglernes forretningsmodel, men de skal jo overholde søfartsreglerne!

Af de 181.000 afrikanere det lykkedes at komme til Europa i 2016 var 37.500 fra Nigeria, 23.700 fra Eritrea og 13.500 fra Guinea. I 2017 er tallene fortsat store fra disse tre lande, men det gælder også for Elfenbenskysten, Gambia, Senegal, Mali og Sudan - samt Marokko. Og bort set fra det sidste land går flygtningenes rute gennem Libyen, navnlig gennem byen Sehba videre til kysten. En aftale med Libyen ville være en stor fordel, men Libyen eksisterer ikke som suveræn stat, det er et splittet land der regeres af forskellige hinanden bekrigende militser og 'regeringer'. Og den milits der sidder på de centrale kystbyer frabeder sig udtrykkelig europæiske indblanding i kystbevogtningen! Det var som bekendt EU og USA der fjernede Libyens mangeårige diktator, oberst Muammer Gadaffi. fra magten i 2011, men lige som i tilfældet Irak 2003 sørgede man ikke for at stabilisere landet ved at indsætte effektive oprørs- eller militsledere der både kunne og ville samle landet eller dele det mellem shiaer og sunnier.

EU vil gerne have en aftale med alle relevante afrikanske lande, så disse lande mod god betaling (lige som i Tyrkiets tilfælde) ville og kunne begrænse flygtningestrømmen, men regeringerne i de nævnte afrikanske lande har ikke bare en betydelig, men en enorm økonomisk interesse i at lade migrationen fortsætte, for migranterne sender penge hjem til deres familier, og disse penge udgør en meget væsentlige del af landenes økonomi. I Gambia skal det være omkring 22 procent af landets bruttonationalprodukt. Desuden letter migrationen presset på regeringerne for at skaffe job til de mange unge. Det groteske er at de unge der hverken får normale jobs i hjemlandet eller mulighed for migration til Europa, ofte vil blive fristet til at gå ind i militser der simpelthen lever af kriminalitet, herunder at røve landenes råstoffer.

Et særligt problem ved strømmen af bådflygtninge fra Afrika er det store tal flygtninge der drukner under turen i de elendige gummibåde. Ulykkerne skyldes ganske enkelt at menneskesmuglerne kynisk fylder bådene op til bristepunktet eller 'kæntringspunktet'.

Flygtningestrømmen til Europa er og bliver derfor en stigende og yderst kompliceret sag. De moralske dilemmaer er indlysende, men også selve den moralske forvirring er stor - og udnyttes kynisk af både magthavere og pengegriske menneskesmuglere.

Griskheden er der peget på af navnlig to grundige og vidende forskere, nemlig den canadiske Tuesday Reinato, der er vicedirektør for og medstifter af tænketanken 'The Global Initiative against Transnationel Organised Crime', og den italienske journalist og forfatter Loretta Napoleoni.

Reinato gør opmærksom på at Afrika ikke tidligere har været kendetegnet af særligt velorganiseret menneskesmugling. Men i de seneste år er der nærmest blevet "etableret et transportbånd" gennem Afrika. Menneskesmuglerne er ikke længere illegale transportører, men fungerer snarere som rejsebureauer der sender salgsagenter til flygtningelejre og markedspladser for at finde nye kunder. Sælgerne kan lokke med at turen fra en landsby til Libyens Middelhavskyst nu kan gennemføres på ned til ti dage, hvor det førhen tog uger eller måneder. Der er etableret faste netværk i et selvkørende maskineri. Reinato retter et stærkt angreb på Europas politik for asyl og gæstearbejdere: Ønskede man at skabe et system som var designet til at berige menneskesmuglingsindustrien, så ville det være Europas!

Hun påpeger, at der i dag er langt flere libyske smuglere på markedet, som forsøger at få en del af kagen, og de har en klar oplevelse af at de kan gøre lige hvad de vil. For sådan har det nu været i årevis. EU er jo totalt tandløs med dets krigsskibe i Middelhavet. De gør intet som rammer smuglerne på deres forretning. - Smuglerne er ligeglade med menneskeliv, så de vil ikke stoppe med at sende folk af sted. Hun frygter at kampen mod menneskesmugling ender ligesom kampen mod narkotikasmuglingen. Hvis èn vej ind i Europa bliver lukket ned, så vil der altid blive fundet en ny. Sålænge der er så mange mennesker i bevægelse, vil der altid være smuglere, som vil finde en vej for dem og skabe et nyt marked. Mennesker er simpelthen blevet smuglernes nye narkotika.

Napoleoni gør i sin bog "Menneske-købmænd" - med undertitlen "Kidnapning og menneskesmugling som milliardindustri" først og fremmest opmærksom på at de mange kidnapninger som afrikanske pirater foretog ved Afrikas østkyst (herunder også af danske sømænd) er taget af og erstattet af stadigt stigende menneskesmugling. Bagmændene er de samme. De høstede uhørte løsesummer for kidnappede europæiske gidsler i destabiliserede regioner - og det er beløb der samlet set kan sammenlignes med narkotikasmuglingen til Europa.

Menneskesmuglerne er som oftest selv deltagere i de konflikter der tvinger menneskene på flugt - men de er vel at mærke krigsherrer og kriminelle jihadister, der finansierer de fortsatte konflikter ved til ublu priser at sælge et håb om flugt til folk, et håb der kun er spinkelt. Europæerne er ganske enkelt ramt af de største flygtninge- og migranstrømme siden anden verdenskrig. Og disse menneskestrømme genererer vel at mærke en industri som er mange millarder kroner værd om året, og som tilflyder en række lokale kriminelle bander. Disse kriminelle bander og kriminelle-jihadistiske grupper forsyner europæiske menneskesmuglere med deres daglige last af mennesker, og de tjener store pengesummer.

Disse største globale migrant- og flygtningestrømme siden anden verdenskrig er ikke kun en guldgrube for europæiske småforbrydere. Vækstmulighderne for hjælpeorganisationer såvel som for selvstændige erhvervsdrivende er enorme, eftersom flygtninge og migranter skal indlogeres og have mad og tøj. Dette afføder en betydelig 'lovlig' industri, som igen er finanseriet med skattepenge. Og det endnu mere chokerende er den kendsgerning at myndigheder ikke tjekker budgetterne for hele denne hjælpevirksomhed. Flygtninge betragtes af de involverede hjælpere som en vare eller en indtægtskilde. Selv nonprofitorganisationer skaber profit, forklarede en tolk hende engang. Det eneste de skal gøre er at fakturere venligtsindede virksomheder eller udbetale løn til mennesker de kender.

Hertil kommer at fx både Den Internationale Valutafon og OECD hævder at indvandring i det lange løb vil være godt for Europa, for kontinentet er hurtigt aldrende med en større og større andel af pensionister og en mindre og mindre arbejdsstyrke til at sørge for pensionerne. OECD hævder fx at Tysklands befolkningstal uden en migration på omkring en million mennesker om året til hele Europa vil falde fra 81 millioner i 2013 til 71 millioner i 2060. Der er bare et men: Bruttonationalproduktet per indbygger vil falde fordi flygtningenes effektivitet på arbejdsmarkedet er ringere. På langt sigt vil den økonomiske effekt være afhængig af hastigheden af integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet. Men de fleste politikere interesserer sig ikke for udvikling på langt sigt.

Migrantkrisen er derfor ifølge Napoleoni ved at udvikle sig til en meget alvorlig politisk krise. Ja, migrant- og flygtningstrømmen er en politisk bommerang som er på vej tilbage i hovedet på de europæiske ledere. Udviklingen i Syrien (hvor Assad forbliver ved magten) vil ikke afholde folk fra at flygte. Åbningen af grænserne (Merkels valg i september 2015) har vist sig at være katastrofal på grund af antallet af flygtninge og migranter. Mange af flygtningene vil blive spærret inde i tyrkiske flygtningelejre, og de er et sandt udklækningssted for næste generation af kidnappere, jihadister og kriminelle.

Den moralske forvirring kommer - som allerede påpeget i artiklen Bådflygtningene er en stor etisk udfordring - først og fremmest af selve modsætningen mellem det humanistisk-kristne barmhjertighedssyn på den ene side og det historiske og realpolitiske samfundssyn på den anden side.

Forskellen kommer tydeligt til udtryk i hjælpeorganisationernes principielle holdninger. 'Læger Uden Grænser' har fx to redningsfartøjer i Middelhavet ud for den libyske kyst, og de har foreløbigt reddet over 18.000 af de ialt 115.000 flygtninge og migranter der er kommet til Europa i 2017. Lederen Michele Trainiti (med station på Sicilien) vil egentlig gerne trække sig fra opgaven i Europa, men siger at det er samme slags mennesker man hjælper som dem man har hjulpet i Nigeria, Chad og Sudan. Lægerne følte sig forpligtede til at gribe ind. Men de er under angreb fra en del politikere i Europa, og finder det særligt bekymrende at flere af kritikerne ikke respekterer menneskers rettigheder og internationale regler. Forelagt den danske integrationsminister Inger Støjbergs udtalelse om at det ganske simpelt ikke nytter med "denne uhellige alliance mellem menneskesmuglerne og ngo'erne", understreger Trainiti, at hans organisation selvsagt ikke har noget med menneskesmuglerne at gøre. Vi befinder os der hvor mennesker drukner, siger han, men benægter ikke at smuglerne udnytter situationen.

Det er i en nøddeskal problemstillingen. 'Læger Uden Grænser' gør hvad de kan for at redde flygtninge der er ved at drukne; de er klar over at menneskesmuglerne udnytter situationen, men de føler ingen som helst forpligtelse til at forholde sig til den politiske konsekvens af hjælpen, at der kommer langt flere migranter til Europa end Europa dybest set er i stand til at modtage, hvis man vel at mærke vil opretholde en civil orden der sikrer sammenhængskraften i de enkelte lande. I stedet fastslår Trainiti blot at redningsaktioner ikke er årsag til at disse migranter tager flugten over havet. Årsagen er de pushfaktorer (frastødningsfaktorer) som folk oplever i deres hjemlande. Hvis EU-politikerne får held til at forhindre overflytning af mennesker fra et skib til et andet, vil det tvinge ngo-skibene til at gå i land i Italien med hver enkelt flygtning......

Den libyske kystvagt har truet med at udvide den nationale søgrænse og eventuelt skyde mod ngo-skibe der kommer nærmere, og det har medført den kommentar fra lederen af den tyske organisation Sea Watch at det i første omgang vil koste flere menneskeliv, og derfor give færre migranter til Italien. Men på længere sigt vil migranterne finde nye veje til Europa. - Det skal dog i denne forbindelse nævnes, at en rapport til FN's Sikkerhedsråd fra et særligt ekspertpanel har afsløret at islamister med tilknytning til IS får våben fra grene af kystvagten i Libyen. Det viser i hvert fald - sammen med andre ting - at den libyske kystvagt ikke er til at stole på.

Fra politisk hold er det værd at notere at den radikale Morten Helweg indrømmer at hjælpeorganisationernes redningsaktioner ikke hjælper på den lange bane. Det gør kun indsatser i nærområde. Og dette synspunkt deles af socialdemokraten Jeppe Kofod. Det er efter hans mening bagmændene der skal stoppes. Herom bliver hverken danske politikere eller EU-politikerne enige.

Men selve det etiske dilemma ligger i at humanisterne sætter det enkelte menneske eller individet over samfundet eller helheden, mens det historiske og realpolitiske samfundssyn gør det modsatte. Humanismen tager uden videre patent på medmenneskeligheden og ophøjer den til et indiskutabelt, nærmest guddommeligt princip der indebærer at et overordnet samfundssyn altid må vige i tilfælde af konflikt. Det samfundsmæssige helhedssyn ser derimod historisk og realpolitisk på udviklingen, og det regner følgelig det nationale fællesskab som en realitet der er forudsætningen for de enkelte menneskers liv og velfærd. Samfundet står ikke i modsætning til individet, men er overordnet i den forstand at det er forudsætningen for individets reale liv og reale overlevelse. Uden fællesskab, sprog og samfund er individet intet og har ingen overlevelsesmulighed. Men individet bliver ikke af denne grund til et viljesløst massemenneske der blot er et lem på samfundslegemet og blot skal indordne sig 'helheden', hvilket i praksis altid vil sige den siddende regering eller det bestående system.

Man kan undre sig over hvordan meningsforskellen er kommet til at spille en så stor rolle som den gør i dag, men grunden turde være at humanismen er et decideret europæisk fænomen der netop betød et fremskridt ved at give individet rettigheder i forhold til enevældige herskere, men ideen vandt i årene 1300-1600 kun frem, fordi den svarede til forudsætninger for hele den europæiske kulturudvikling der førte til oplysningstiden, romantikken og de politiske omvæltninger med demokratiet (enevældens afskaffelse) og sekulariseringen (adskillelsen mellem stat og kirke). Heri ligger der naturligvis så vigtige principper at man må kalde dem universelle: de vil være gavnlige for alle mennesker og for alle stater. Sagen er blot at forudsætningerne ikke er der alle steder og aldrig kommer af sig selv.

Individet har naturligvis sin eksistensberettigelse og i civiliserede samfund også sine rettigheder. Dermed kan mennesket siges at komme i centrum - i stedet for Gud og Konge. Men modsætningen mellem individ og samfundet vil altid bestå, fordi individets og samfundets interesser aldrig kan gå op i en højere syntese, men tværtimod altid vil virke som modsætninger der i positiv forstand giver samfundet sin dynamik, men i negativ forstand kan give det kamp, krig og krise der kan være ødelæggende. Modsætningerne ses derfor bedst som komplementære, dvs som logisk uforenelige, men i praksis som sideordnede og berettigede. Blot skal man forstå at modsætningernes logiske uforenelighed bevirker at der meget let kan opstå dybe konflikter imellem dem, hvis omstændighederne er til det, herunder hvis magthaverne ikke vil opgive deres privilegier, men fremturer i primitive former for verdsligt eller religiøst diktatur.

Helhedsrealistisk set betyder dette, at individets interesser aldrig kan vige for samfundets, og at samfundets interesser på den anden sige aldrig kan vige for individets. Sætter man ubetinget individets interesse over samfundets, får man ikke en hel og sund humanisme, men en halv og usund. Og sætter man ubetinget samfundets interesser over individets, får man ikke et helt og sundt demokrati eller et helt og sundt folk, men et halvt demokrati og et halvt folk. I værste fald endda et 'folkedemokrati' der ikke kan skelnes fra et étpartidiktatur eller en 'massekultur' der ikke kan skelnes fra pøbelvælde eller korporative systemer.

Et frit europæisk og sekulært demokrati uden kvindeundertrykkelse forudsætter et sammenhængende og integreret fællesskab omkring fælles historie, sprog og normer, og det forudsætter derfor også ydre grænser der værner mod alle fremmede elementer der ikke er integrerbare og integrervillige. Et frit demokrati kan sagtens være åbent, så det kan deltage i fornuftigt internationalt samarbejde og i fornuftig global handel og kommunikation, men det kan ikke være åbent i den betydning at det giver plads til personer eller grupper af personer der ikke accepterer de grundliggende regler og normer.

Det er unægteligt byrdefuldt for de europæiske befolkninger og den europæiske kultur at se andre mennesker lide under tørke, hungersnød, sygdomme, undertrykkelse, diktatur og borgerkrige, og det må betragtes som en naturlig opgave for europæiske lande at yde hjælp til sådanne lidende befolkninger, men det er ikke muligt at forhindre lidelser overhovedet, og det er hverken rimeligt eller fornuftigt at yde hjælp i en form og et omfang der svækker landene og deres sundhed og undergraver deres modstandskraft. Og at hjælpe, så man selv bukker under, har slet intet med humanisme at gøre. Det er tværtimod fatal halv- eller kvarthumanisme.

Ejvind Riisgård

Henvisninger:

Litteratur:

Loretta Napoleoni: Menneske-købmænd. Kidnapning og menneskesmugling som milliardindustri (Tiderne Skifter. 2016)
samme: Islamisk Stat. (Tiderne Skifter. 2014). Original titel: Islamic State and Redrawing of the Middle East.)

Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen' omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com

Relevante artikler på Jernesalt: