Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - aand2018

ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.5.18.

Ånd og virkelighed nøgternt set i 2018

Verdenssituationen
Hvad er ånd?
Årsager til krise og åndløshed
Ånd forudsætter respekt for det underbevidste
Henvisninger



Verdenssituationen    
Til toppen  Næste

I artiklen om Israels 70 års dag, der blev både festlig og blodig, påpegede jeg, at der i øjeblikket hverken hos israelerne og palæstinenserne eller hos de øvrige aktører i Mellemøsten og Europa er nogen leder der er i nærheden af de indsigter om psykiske og eksistentielle forhold der er nødvendige for at løse de afgørende konflikter. Ingen af disse ledere kan eller vil opgive ambitionerne om suveræn magt og vil slet ikke røre gamle, hellige dogmer der blokerer for at opgive hvad de opfatter som deres 'ret'. Der er i mine øjne ikke den store forskel mellem jødernes og muslimernes dogmatiske opfattelse af deres hellige skrifters absolutte sandhed og derfor ingen væsentlig forskel mellem kravet til begge parters fortolkningsmæssige og mentale 'omkodning'. Den vil kræve et decideret opgør med de gamle dogmer - af den dybtgående art der allerede begyndte i Europa med den franske revolution 1789 og dets opgør med absolutte kirkelige og verdslige autoriteter, og fortsatte i romantikkens forståelse for at alle guder, skrifter og autoriteter er relative i betydning historisk betingede. Denne forståelse findes skam hos enkelte israelere og enkelte palæstinensere. Men den har ikke for alvor kunnet slå igennem i Mellemøstens befolkninger. Og så kommer der aldrig gang i den ønskede udvikling.

Verdenssituationen i almindelighed og Mellemøsten-konflikten i særdeleshed har nu udviklet sig så skævt, at der ingen vej er uden om et bredt opgør mod al dogmatik af både religiøs og verdslig art. Det ses også af den mærkværdige og beklagelige beslutning præsident Trump har truffet om at trække USA ud af atomaftalen med Iran - imod Ruslands, Kinas og EU's ønsker. Trump har også provokeret ved at flytte USA's ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, og beslutning om atomaftalen skaber ikke mindst afgrundsdyb diplomatisk kløft mellem USA og EU, og den har ingen anden årsag end Trumps ulyksalige trang til at demonstrere primitiv magt, hvor der er brug for det stik modsatte. Trump handler fuldstændigt uansvarligt og uden en virkelighedssans der inddrager forståelse for at hans modparter også kan have berettigede interesser at varetage.

I forvejen har Europa nu i to et halvt år været hårdt ramt af den voldsomme flygtningetilstrømning som den tyske kansler Merkel udløste ved stik mod EU's regler at åbne unionen ydre grænser for enhver der ville ind. Og da der ikke var grænsekontrol mellem unionslandene indbyrdes, betød det i princippet at flygtninge kunne rejse til hvilket EU-land de ville. I forvejen var Grækenland, Italien og Ungarn hårdt ramt, men nu blev Tyskland selv oversvømmet af flygtninge, så det hurtigt kom til at overbelaste såvel sociale og økonomiske som ordensmæssige og sikkerhedspolitiske rammer. Og grunden var såmænd så ædel som den kunne være, nemlig kristen næstekærlighed (kansleren er jo en dydig præstedatter). Sagen er blot at næstekærlighed er fuldstændig malplaceret i storpolitik - og aldrig har været ment som relevant for politik. Den gælder i forholdet mellem de mennesker der kommer nær på hinanden i dagligdagen - og altså ikke i forhold der skyldes politiske storkonflikter endsige katastrofale borgerkrige.

Dette kan der naturligvis føres endeløse teoretiske diskussioner om, men de bliver jo netop teoretiske ved ikke at tage højde for nærhedsprincippet i dagligdags adfærd, dvs ved ikke at respektere, at dagligdags moral helt og holdent afhænger af umiddelbarheden: vi føler os frie så længe vi ikke behøver at tænke på retslige eller filosofiske principper, men kan handle i et umiddelbart jeg-du-forhold uden tanke på højere formål eller langsigtede virkninger. Lige så snart det er nødvendigt at tænke på sådanne højere formål og langsigtede virkninger, er vi kommet over i jeg-det-forholdet hvor vi må tænke rationelt. Og her er vi straks inde på forretning og politik. Men når Merkel og mange andre velmenende mennesker ikke kunne fastholde denne fornuftige sondring, da de uendeligt mange fra Syriens borgerkrige flygtende mennesker strømmede til vore grænser, skyldes det præcis at de ikke forstår eller umiddelbart indser at den etiske forpligtelse skifter karakter når man går fra nære og varme menneskelige forhold til fjerne og kolde forretninger. De godhjertede gik ud på motorvejene for at hjælpe de flygtninge det var synd for og som de på stedet fik varme følelser for - men de tænkte ikke på at disse flygtninge i det store perspektiv var brikker i en fatal borgerkrig og storpolitik, som kræver storpolitisk indsats.

I Tyskland var der fra starten stor modstand mod Merkels politik fra mennesker og politikere der kunne se udviklingen i et større perspektiv, ligesom det var tilfældet i Sverige, hvor den socialdemokratiske statsminister i begyndelsen lod stå til. Men begge steder og i mange andre lande blev man klogere med tiden.



Generelt kan man imidlertid nøgternt fastslå at det for samtlige europæiske lande gælder at de politiske ledere med meget få undtagelser er meget kortsynede og handler på pludseligt opståede, presserende problemer på en uhensigtsmæssig måde der klart viser at de ikke kun er blottede for det man i almindelig kalder visioner, men ganske enkelt ikke ser deres politiske ansvar i et større perspektiv. Formentlig bilder de fleste politikere sig selv og deres tilhængere ind at de skam har et 'perspektiv', men når man ser nærmere efter viser det sig blot at være anbringelse af en række nærmere angivne objektive og målbare størrelser som økonomiske forhold, teknologiske muligheder eller partipolitiske interesser i en eller anden grafisk oversigtsplan som kan vises på en stormskærm - uden inddragelse af de historiske forhold eller, nok så vigtigt, de potentialer som den menneskelige kreativitet og de menneskelige forhåbninger frembringer i bevidsheden eller underbevidstheden, og som naturligvis ikke kan anskueliggøres på samme måde. Eksempelvis er der ingen grænser for hvilke reformplaner Lars Løkke Rasmussen har disket op med i hele sin ministertid og som alle er kendetegnet ved at fokusere mere på systemerne end på borgerne og medarbejderne.

Den slags støttes naturligvis af mediers og eksperters nærmest blinde fokusering på de selvsamme grafiske oversigter og økonomiske eller statistiske data. Videnskaben har jo overtaget den gamle naturvidenskabs 'fysikalisme' og dermed dennes tro på døde ting som den basale virkelighed ud fra hvilket al virkelighed kan og skal bedømmes. Et godt eksempel er klimaforskeren Hans Roslings faste tro på 'factfulness' der ikke alene har ført ham til fornøjelig og lærerig gennemgang af en lang række uheldige misforståelser angående klimasituationen (som selv G20-folk nærer), men også til et opgør med relativt uskyldige almene tilbøjeligheder i folks måde at opfatte problemerne på - uden at inddrage relevante psykologiske og erkendelsesteoretiske betragtninger og forklaringer på den slags. Selv denne vidende og velmenende mand troede det muligt at nå frem til en objektiv forståelse af "verden som den virkelig er", men det er jo et naivt synspunkt der ser totalt bort fra den meget naturlige og forståelige kendsgerning at både lærde mennesker og almindelige ulærde folk ser eksistensen gennem personlige og subjektive briller og aldrig støtter sig alene på såkaldte facts. Hans bog vender jeg hurtigst muligt tilbage til med en speciel artikel.

Egentlig kan jeg for øjeblikket kun få øje på én eneste europæisk leder der rager op over alle andre ved gang på gang at understrege at de store politiske og kulturelle problemer i vor tid med dens hastige forandring kun kan forstås og tackles fornuftigt ved inddragelse af og fuld respekt for dybe åndelige eller irrationelle aspekter af tilværelsen, og det er den franske præsident Emmanuel Macron, som jeg tidligere har betegnet som et emergent fænomen i europæisk politik.

Macron tror simpelthen ikke at udviklingen i vore højtbesungne, sekulære samfund i Europa er kommet ind i sådanne sikre rammer og rationelle processer at vi er i stand til at trodse de alvorlige udfordringer fra korrupte og priviligerede folk eller fra sociale tabere, flygtninge, terrorister og kriminelle grupper bare ved at fortsætte i de gamle baner. Macron ønsker en stærk stat og et stærkt præsidentskab. Han kræver indsats, kamp og dynamik der medfører ændringer. Han ønsker ungdommen integreret i arbejdslivet og muslimerne integreret i både arbejdslivet og samfundslivet - under forudsætning af at alle accepterer de basale sekulære normer. Men alt dette er ikke nok. For Frankrig er en helhed, og det er vores kultur der samler os. Det er kulturen der forbinder os med hinanden. Kulturarven er vores våben mod splittelsen, radikaliseringen og resignationen.

Men, fortsætter han, vores kultur, vores følelser og alt det vi beundrer er mere end kulturarv. Det er at genfinde kernen i det liv, vi deler med hinanden. Og her mangler vi i bund og grund alle noget. De vestlige samfunds udvikling synes at nedsænke os i en slags resigneret tristesse. Vi får hver især anvist en funktionel plads i markedet eller i staten. Transcendensen synes endegyldigt at være gået tabt. - Og dette ord er måske nok et halvfarligt ord at bruge, da det ofte betegner det der går ud over erfaringen og erkendelsen, men i virkeligheden betyder ordet helt neutralt blot hvad der overskrider givne forhold. I almindelighed betegner begrebet den fysiske verdens transcendens i forhold til den åndelige verdens - og omvendt. Og det har naturligvis fået teologien til at hævde at det guddommelige er transcendent i forhold til den jordiske verden og altså skal forstås som noget hinsidigt. Men det er en speciel og meget uheldig udlægning. I eksistentialismen betegner ordet transcendens den fundamentale menneskelige evne til at overskride den nutidige virkelighed gennem det frie valg og muligheden for at ændre virkeligheden.

Og hvad Macron angår er der ingen tvivl om at han hentyder til alt det der i folks personlige liv eller hverdag går ud over praktiske hensyn, penge, sociale roller og effektivitet, med andre ord alle de dennesidige kulturelle og åndelige forhold der har eksistentiel betydning. Hans tale var henvendt til Frankrigs biskopper og lagde ikke skjul på Macrons egen usikkerhed i disse store og dybe spørgsmål. Men så vidt jeg har forstået Macron ønsker han hverken mere stærk eller mere moderat tro, for han véd ikke hvad sådanne tros-størrelser skulle være. I hvert fald ønsker han ikke mere tro på nogen absolut religion eller nogen absolut filosofi. Han ønsker tværtimod en form for transcendens der sætter mennesket frit i forhold til al absolutisme og som kan bære dybere behov end det absolutte. Men det betyder at Macron reelt vil gøre op med religion som ren privatsag og altså se den som en form for overordnet 'helhedsrealisme' - for nu at bruge Jernesalts neutrale udtryk for en føling med virkeligheden der dækker både det private og det offentlige område, og som ikke accepterer dogmer. - Jf. artikel.

Der gives for Macron en absolut frihed fra tro og filosofi, som altid respekterer sekulær lovgiving. Verdsligheden er her en massiv regel for hele vort fælles liv som ikke tåler noget kompromis, men giver absolut trosfrihed og dermed den åndsfrihed han gerne vil vække.



Hvad er ånd?    
Til toppen  Næste

Hvis vi nu for klarhedens skyld skulle prøve i korthed at forklare hvad ånd er, så vil jeg først og fremmest pointere, at ånd generelt er det diametralt modsatte af magt, og at det åndelige omfatter alt det der kan udfolde sig i frie foretillinger, tanker, billeder, drømme og ideer der ikke har direkte praktiske formål og hverken kan kontrolleres af religiøse eller verdslige (ideologiske) magtinstanser. Det er med andre ord alt det der foregår i menneskers frie underbevidsthed og i al fri menneskelig kreativitet, dvs i musik, sang, dans, kunst, digtning og drama samt leg, sex og ikke-professionel sport.

Ånd har ingen kønsforskel, men det har som bekendt biologien både hvad angår legemsorganer og kønshormoner. Og da disse medfører forskel i menneskers adfærd og magtbegær, vil det være nødvendigt for kønnene hver for sig at finde sig tilrette med denne forskel. Den har intet med intelligens at gøre - og derfor kan kvinder naturligvis principielt få lige så høj uddannelse som mænd og nå lige så langt op i magthierarkiet som mænd, og altså i moderne demokratiske samfund frigøre sig fra primitiv mandsundertrykkelse og opnå reel ligestilling. Blot medfører dette aldrig ophævelse af kønsforskellen. Især skal kvinder ikke tro at det er uden betydning for mandens adfærd at han hvad kønsorganer og -hormoner angår har trang til penetration og udløsning. Derimod har begge køn stor fordel af at være på det rene med at de kulturelt afgørende kanaliseringer af kønsdriften er ret forskellig for de to køn, men ene og alene muliggøres af åndens særlige frihed.



Ånd står i biologisk henseende i modsætning til instinkterne, i og med at der indgår bevidsthed og underbevidsthed i spillet og dermed netop viljesbestemte og frit skabende processer og virksomhed, hvor dyrene må basere deres liv og adfærd på de instinktive impulser der stort set er automatiske og tvingende. Men det hører med til det biologiske billede at ånd i en vis forstand også forekommer hos de højerestående dyr i forbindelse med forplantningen, altså konkret i den orgasme kønsakten frembringer og som nemt kan iagttages i den frie natur eller hos vore tamdyr. Især etologen Konrad Lorenz har beskrevet den ejendommelige ekstase eller begejstring der fx. kan iagttages hos gæs. Lorenz var ikke i tvivl om at vi her står over for noget der i allerhøjeste grad har med ånd at gøre eller er forstadier til ånd. Og man kan i den forbindelse påpege, at ekstasen hos mennesket gennem alle tider har været en meget eftertragtet oplevelse ikke bare gennem seksualakten, men også gennem musik og dans, beruselse i øl og vin samt beruselse gennem stoffer. Stoffer kan jo føre et menneske ind i det Baudelaire kaldte "de kunstige paradiser" - og hovedproblemet med dem er som bekendt at man kan blive afhængige af dem og altså miste jordforbindelsen og evnen til at leve et almindeligt nøgternt liv. Men ekstasen som sådan har altid været vigtig for mennesket og har derfor i alle religioner været led i kulten.

Ordet 'ekstase' betyder at gå ud af sig selv, og et ord som 'entusiasme' betyder faktisk oprindeligt at "gå op i Gud". Hvad den kristne pinse angår, var den netop betegnelsen for Helligåndens komme. Disciplene var forsamlede 50 dage efter Jesu død og opstandelse og oplevede her ånden så stærkt at de begyndte at tale i tunger. Det blev indstiftelsen af kirken - og fejres jo hver eneste år (uden at folk nødvendigvis kommer i ekstase).

Men en stor digter som N.F.S. Grundtvig kunne i midten af 1800-tallet skrive en ægte mytisk salme der knytter underet sammen med det årlige under at foråret springer prægtigt ud:

I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen,
nu kom vor pinseliljetid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mere end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.



For det tredje skal påpeges det afgørende at det åndelige rummer al eksistentiel mening og helhed af den simple grund at det beror på de medfødte ) psykiske grundprocesser der er uden skel mellem fantasi og virkelighed, mellem fortid, nutid og fremtid og mellem jeget og omgivelserne.

De er iøvrigt - til forskel fra de tillærte processer - kendetegnet af bl.a. disse forhold:

Følelserne er ustabilt bundet, men kan til gengæld være intense.
De følelsesmæssige behov søges altid umiddelbart tilfredsstillet.
Intense følelser oversvømmer organismen og ødelægger dømmekraften.
Følelserne er forskydelige.
De logiske regler, specielt benægtelsen, er suspenderet (en ting og dens modsætning udtrykkes på samme måde).
Jf. artiklen De psykiske grundprocesser.

Kunst og musik har deres store force i, at de kan meddele sig til os på en ofte intens måde, men uden præcision, uden eksakt tankeindhold og uden brug af de logiske konstanter. Surrealistisk kunst kan bevidst spille på ophævelsen af naturlovene, som fx tyngdekraften. Og musikken kan bevidst tilstræbe ophævelse af rumtiden, som fx i Richard Wagners "Tristan og Isolde", hvor de elskende orgastisk forenes i en musik der ophæver deres individuelle identitet.

Religion i ikke-dogmatisk forstand berører vore dybeste følelser og gør det ofte i og med, at sekundærprocessen suspenderes. Jesu lignelser appellerer i højere grad til os end moralsk opbyggelige taler eller mere eller mindre spidsfindige teologiske fortolkninger. Mystikernes mål var at forene sig med det guddommelige i en radikal ophævelse af enhver form for normal jegbevidsthed. Også humoren spiller på sammensmeltningen af begreber eller på ordenes tvetydighed. Og for al humor, reklame og demagogi gælder jo iøvrigt, at den umiddelbare oplevelse altid kvæles af analyse.

Men det centrale her er at oplevelser inden for disse irrationelle felter netop kan fremkalde den helt specielle erfaring af helheden og sammenhængen i tilværelsen og dermed selve erfaring af den mening med tilværelsen som er nødvendig for alle mennesker hvis ikke de skal risikere at havne i fortvivlelse eller depression. Denne erfaring beror aldrig på rationelle processer, men altid på medfødte irrationelle processer. Derfor erfares de af ethvert barn lige fra fødslen, ja endnu nogle uger før. Især musikken er velegnet til at fremkalde oplevelser og give erfaringen, og derfor nydes og elskes den stort set af alle mennesker livet igennem. Og dette vel at mærke i så høj grad i den vestlige del af verden den her kan siges af have erstattet gudstjenesten som kult.



Billedkunsten inkl. filmkunsten spiller også en stor rolle i menneskets åndelige eksistensdimension netop fordi den har et andet hovedsigte end forretning, status og magt. Det giver en klar forskel mellem den rent underholdningsmæssige kunst og den mere seriøse. Den første spiller i høj grad på det lette, velkendte, sjove og spændende - og det er der naturligvis ikke noget forkert i. Men den seriøse kunst kommer dybere i menings- og helhedsmæssig forstand, fordi den ikke går uden om etiske, tragiske eller religiøse problemer. Navne er vist overflødige - men eller henvises til rubrikkerne om kunst og film.

Aktuelt er det relevant lige at se på Lars von Triers i mange henseender geniale filmkunst, fordi hans nyeste film netop har været vist i Cannes og været omtalt og anmeldt. Som undertegnede tidligere har konstateret ved anmeldelse af hans film Antichrist (2009), Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2014) er det blevet klarere med årene og hans faktiske fordybelse i tragiske emner, at han støder på markante grænser, fordi han ikke - som fx Ingmar Bergman - vover at gå i lag med sine neuroser. Det er ganske tydeligt at han er blevet mere og mere sex-fikseret og voldsfixeret - uden at det har ført ham til dybere selvforståelse.

Jeg har ikke set Triers nyeste film "The House That Jack Built" - og har egentlig heller ikke lyst til at se den - men jeg kan forstå på omtalen, at den har flere direkte kvalmende indslag. Hovedpersonen er en seriemorder der betragter sine mord som kunstværker og sine ofre som kunstnerisk råmateriale. Kunstneren selv ser ud til med sadistisk fornøjelse at bruge andre menneskers liv som sit materiale for at kunne skabe stor kunst. Det er et gammelt dilemma, men en anmelder kalder det fortsat "relevant i en tid hvor mange vil sætte moralske grænser for kunsten". For lige netop det vil Lars von Trier ikke. Han er nihilist - og mener principielt ikke at der findes noget helligt som en æstetisk indstillet kunstner bør gå uden om. Tværtimod. Og dette er jo et ærligt standpunkt, som han ikke er ene om.

Men som det ses på den meste film- og teaterkunst i vor tid medfører indstilingen uundgåeligt at kunsten forbliver inden for den meget lukkede æstetiks rammer og derfor aldrig kommer i nærheden af en konfrontation med de dybe eksistentielle spørgsmål i virkeligheden alle mennekser bakser med. Man bliver ved sex- og voldsorgier med tilhørende splatter og råb. Det vil igen sige at man bliver man ved de mest primitive instinkter og de mest frustrerende erfaringer. Ren æstetisk kunst kan sige sig fuldstændigt fri for al moraliseren og prædiken, og det er jo kun godt, når denne er latterlig. Men det indebærer - som man særligt tydeligt ser hos Trier - at man aldrig får nye og dybere indsigter, og dermed heller aldrig erhverver sig indsigter der har den kvalitet og alvor der gør fri af autoritær undertrykkelse og overjegs-censur ved at gå så dybt i erkendelsen at den fjerner neurotiske træk. I Triers tilfælde synes det oplagt at han simpelthen frygter at miste sine kunstneriske evner, hvis han helbredes for sine neuroser, og det afslører i mine øjne en dyb uvidenhed om at den menneskelige kreativitet er et sundt træk der først og fremmest beror på det kollektivt ubevidstes uudtømmelige kilde.

Men denne uvidenhed er ikke et helt uskyldigt træk i det menneskelige sjæleliv og kulturliv, for den afslører total og fatal uvidenhed om det åndeliges eksistens overhovedet. Og den er der naturligvis flere årsager til.



Årsager til krise og åndløshed    
Til toppen  Næste

Den væsentligste årsag turde være at den teknologiske og økonomiske udvikling er løbet helt grassat efter 2. verdenskrig, hvor den slagne part Tyskland blev delt i to, og hvor den vestlige del af de tre sejrende besættelsesmagter (USA, England og Frankrig) fik forbud mod at genopbygge et militært forsvarsberedskab, men frihed til at bruge hele sin store viden, energi, viljestyrke og kreativitet til noget så fantastisk som et "Wirtschaftswunder" (et økonomisk mirakel), dvs opbygningen af et helt nyt samfund, der forenede en gammel civil orden med en moderne produktion og en ny samfundsmodel, der satsede på "velfærd for alle" og som derfor kom til at hedde velfærdssamfundet. Dette mirakel blev forbillede for det vestlige Europa og basis for et økonomisk fællesskab (først EF, siden EU), der både skulle sikre fred og fri konkurrence på lige vilkår. - Sideløbende udviklede den internationale situation sig dog stadig i mistillidens, oprustningens og regionale kriges skygge, der først for alvor blev lysere med Sovjetkommunismens sammembrud i 1990. Men Europa har stort set kunnet satse sin fremtid på økonomisk vækst, teknologiske fremskridt, fri konkurrence og rimelig fordeling af velfærdsgoderne. De politiske partikampe fortsatte - ligesom magtens tendens til korruption. Men de mentale eller kulturelle omkostninger har været enorme. Magtstræbet og karrierestræbet blev nemlig altdominerende.

Skolegangen blev forbedret og gjort længere og længere. Uddannelsen blev højere og højere, så vi i dag har en meget høj procent af unge der får studentereksamen og videregående uddannelse. Faktisk sker der en overproduktion af akademikere og en underproduktion af arbejdskraft til de håndværksmæssige fag. Den offentlige sektor stiger og stiger med det uundgåelige resultat at bureaukratiet vokser; den partipolitiske fordeling forskydes og socialforsorgen bliver omformet til noget så fint og misforstået som et humanistisk kulturfænomen. Levealderen stiger, og lønningerne stiger. Medierne får større magt, men tvinges også til at skele til seertal. Det betyder at selv de nationale tv-stationer svigter den påbudte public service for at kunne satse frit på underholding....

Oplysningen ændres fatalt, i og med at undervisningen i folkeskolen og gymnasiet bliver mere og mere akademisk og intellektuel - og navnlig i de humanistiske fag i alt for høj grad fokuserer på metodik og retorik i stedet for indhold og eksistens. Og på universiteterne bliver både forskningen og undervisningen ligeledes mere og mere intellektualiseret og teoretisk - hvad der generelt betyder at de får mindre og mindre betydning for folkelivet. Der uddannes en elite der overtager de bedste stillinger i såvel det offentlige som det private, herunder også medierne. Og der gives på stribe stipendier til kandidaterne, så flere og flere kan tage en phd-grad der holder dem endnu flere år væk fra det almindelige pulserende liv og uddyber kløften mellem producerende og administrerende borgere.

Skævheden i systemet ses bedst af at de humanistiske fag i stigende grad svigter deres oprindelige mening og eksistensberettigelse, nemlig at sørge for opretholdelsen af en almen oplysning der til forskel fra de eksakte fags oplysning beskæftiger sig indgående med de eksistentielle spørgsmål som alle har og alle ønsker belyst med alt andet end metodik, teorier og spekulation, nemlig med solid og relevant viden og referencer til den store fond af eksistentiel erfaring der ligger i ethvert lands historie, litteratur, kunst, musik og samfundsliv i bredeste forstand. Humanioras svigt er så meget mere katastrofalt som den anden instans i kulturlivet der tidligere har kunnet levere en relevant viden om eksistensen og et relevant modspil til magtens ensidige dominans, nemlig kirken, i årtier har placeret sig til en mere og mere ligegyldig og inferiør position i folkelivet og stort set kun holdes oppe af vane og tradition og total mangel på lyst til at tage konsekvensen af moderne og tidssvarende indsigter om de eksistentielle problemer.



Teologiens åbenlyse svigt - der faktisk er lige så katastrofalt som Judas' forræderi og kirkefædrenes trosbekendelse - ligger primært i at den på den mest reaktionære vis fastholder de dogmer der er formuleret i trosbekendelsen og som i dag er så utidssvarende at de også giver præster store samvittighedsproblemer. Trosbekendelsen er formuleret af den romersk-katolske kirken i år 325, og det skete vel at mærke ikke på det evangelium der kan føres tilbage til menneskesønnen og oprøreren Jesus, men tværtimod på de neurotiske formuleringer som apostlen Paulus kom med efter sin meget specielle omvendelse, og som helt og holdent bygger på de jødiske lovtekster og den jødiske tankegang han havde tilegnet sig forinden. Apostlens fuldstændige bundethed til jødedommen blev herhjemme allerede påpeget i 1940 af den fra al teologi frigjorte religionshistoriker Vilh. Grønbech i en grundig bog. Men den blev ikke dengang taget alvorligt af teologien. Men det kan til gengæld anføres at teologen Troels Engberg-Pedersen i 2003 redigerede en bog om den nyeste Paulusforskning - hvoraf det tydeligt fremgår at man i dag har nogenlunde samme vurdering af den nævnte bundethed til jødedommen som Grønbech påviste. Uenigheden viser sig derimod i vurderingen af Paulus' betydning

Ifølge Engberg havde Paulus før det første en fast forestiling om at hans egen erfaring af hvad Gud havde gjort i og med Kristi komme (i sindene), havde en så ny og radikal karakter at den ville ændre et menneske én gang for alle. Det afgørende skel var nemlig skellet mellem at befinde sig dér hvor synden stadig har magt og dér hvor kroppens syndige handlinger (dvs seksuallysten) er gjort døde ved Kristusomvendelsen. Og her noterer Engberg at vi er endt med et resultat der på ingen måde gør Paulus direkte overtagelig for en moderne bevidsthed, mens Grønbech blankt afviste Paulus fordi hans filosofi lodret stred mod det budskab Jesus have til mennesket.

Paulus havde for det andet et verdensbillede hvor de sande værdier findes i himlen og altså ikke på jorden. De 'Kristustroende' på jorden har grebet og begrebet disse værdier og er på vej til at lægge den negativt værdiladede jordiske verden fuldstændigt bag sig. Men hele denne paulinske Kristustro er "i vore øjne i alt for høj grad vævet sammen med kosmologiske forestillinger som vi umuligt kan dele". Gud befinder sig konkret i himlen. Dér befinder Kristus sig også. Dér er desuden - hvad Engberg med udsøgte gloser kalder - "de Kristustroendes fællesskab" som venter på "Herren Jesus Kristus" som den frelser der vil forvandle "deres jordiske ringheds krop" så den får samme skikkelse som "hans himmelske herligheds krop"!

Det er trods det kristelige sprog rene ord for pengene, men det mest bemærkelsesværdige er at den gode professor Troels Engberg ikke tager konsekvensen af de nye indsigter og anbefaler et klart opgør med den autoriserede kirkelige trosbekendelse der fastholder de paulinske synspunkter. Men må i den forbindelse ikke glemme at trosbekendelsen dogmatiserer forestillingen om den treenige Gud. Gudsbegrebet omfatter Faderen, Sønnen og Helligånden og gør således både Jesus og ånden til guddommelige og overjordiske størrelser. Dogmet har intet med Jesu evangelium at gøre, ja overhovedet har trosbekendelsen intet med Jesus at gøre. Den er kirkelære og kirkemanifest, som skal stive den hellige almindelige katolske kirkes autoritet af med absolutte sandheder som alle der ønsker frelse og et liv efter døden skal acceptere.

Hvad oprøreren Jesus forkyndte skal man til Grønbech for at læse i den form der viser den originaliteten der findes i de tre synoptiske evangelier og som groede videre i mundtlig overlevering hos ulærde mennesker der ikke ville skabe en kirkelige overhøjhed der kunne kontrollere folk. Denne menneskesøn og oprører forkyndte ikke nogen som helst trosbekendelse, men simpel tro, dvs jævn og tilforladelig tro på livet, tro på mennesket og tro på Gud som livets gud. Og han pegede i den forbindelse på at Gudsriget er den helt enfoldige og umiddelbare evighedsverden som ethvert barn fødes ind i og som ikke behøver teologi eller filosofi for at forstå.

For morskabens skyld skal tilføjes at selvsamme Troels Engberg ikke alene nyligt har fremhævet teologien som god humanistisk videnskab, men også spildt tid og spalteplads på i det efterhånden meget kulørte dagblad Politiken at tilbagevise en kronik af filminstruktøren Christian Braad Thomsen der voldsomt og ensidigt kritiserer den kristne kirke og det ægte menneske Jesus under ét for systematisk menneskeundertrykkelse uden ringeste anelse om at der her er tale om to diametralt forskellige størrelser. Det vil denne snæversynede freudianer ikke vide af, for han har traumatiske erfaringer fra opvæksten og opdragelsen i et fattigt og religiøst hjem og sætter automatisk religion lig med seksualangst, autoritær opdragelse og menneskeundertrykkelse - uden ringste hensyn til det faktum at mennesket Jesus gjorde radikalt op med al autoritær og frygtindgydende religion og i stedet pegede på barnets umiddelbare verden. En sådan kritik behøver absolut ikke endeløse kirkehistoriske eller teologiske forklaringer for vise de fatale konklusioner; men dem disker Engberg op med, og det siger meget om Engbergs forkærlighed for teologi og afvisning af overhovedet at bevæge sig ind i de basale psykologiske forhold der kan klargøre forskellen.



Ånd forudsætter respekt for det underbevidste    
Til toppen  Næste

Lad det derfor være slået fast med syvtommersøm at der er fundamental forskel mellem den kirkelige/teologiske beretning og dens dogmatiske fortolkning af apostlenes Kristustro på den ende side og på den anden side den mundtlige og folkelige overlevering af Jesu egne ord, liv og omgang med mennesker man kan læse sig til i de synoptiske evangelier - hvis man ellers er i stand til at læse dem uden at bruge teologiens særlige briller, der er blevet os alle mere eller mindre påtvunget gennem skolernes religionsundervisning og kirkernes konfirmationsundervisning. Den kirkelige fortolkning siger at mennesker gennem bekendelse af ganske bestemte dogmer kan frelse sig og efter døden komme i paradiset. Den folkelige overlevering siger at mennesket simpelthen bliver sat fri ved at afholde sig fra alle bekendelser og give sig umiddelbart hen til det jævne og almindelige liv her på jorden - med tilliden og troen på det skabende som basis.

Ligeledes er der fundamental forskel mellem myte og dogmatik, hvad der skinner igennem selv kirkens officielle tekster (med undtagelse af trosbekendelsen), men fremfor alt gennem digteres, kunstneres og komponister frie værker. Som eksempel er allerede gengivet første vers af Grundtvigs pragtfulde pinsesalme der netop dokumenterer det helt centrale at billederne og ikke teologiske påstande er det vigtigste i eksistensen, og at alt hvad der siges om skabelsen fortælles i nutid. Myter foregår her og nu og ikke i en fjern fortid. De bygger på den ejendommelighed ved sproget at næsten alle begreber kan bruges i både en bogstavelig og en overført betydning. Bruges de overført er der tale om arketypiske forestillinger, der er blevet universelle på grund af dens særlige energiladning. Myter kan frit og naturligt forbindes med fx. årets gang - og dermed trække kraftigt på det forhold at de fleste mennesker oplever foråret som en rig tid der viser grøn vækst.

Der kunne også henvises til en komponist som Johann Sebastian Bach, der har skrevet en mængde kirkemusik der er præget af hans mystiske indsigt og derfor er i stand til at vise at selv nederlag og død kan betyde sejr. I sin h-moll messe begår han den genistreg at forme hele det store Credo-afsnit som en gradvist mere og mere knugende beretning om Jesu død og korsfæstelse, men den går ved opstandelsen over i en utroligt festlig musik der er skrevet i D dur med vidunderlige trompetindslag. Bach viste dermed at intet er bedre til direkte forkyndelse af mytens hemmelighed: Livet bliver til menneskets store fryd ved med at forny sig og overvinde døden.

Ogå billedkunsten giver (med undtagelse af den rene dekoration og den rene realisme) det ene eksempel efter det andet på fri kreativitet, fx hos en mand som netop afdøde Per Kirkeby.

De fleste mennesker kan heldigvis uden videre se forskel mellem den bogstavelige og den overførte betydning - uden at tænke over hvori den består. Det er jo noget de fleste lærer når de tilegner sig deres modersmål. Men andre kan desværre ikke se forskellen. Nogle er så rationelt indstillede, at al forståelse af kunst, musik og digtning skal gå over ord og begreber og kunne forklares efter årsagslovens principper. Den store generelle uvidenhed om disse fundamentale forskelle er derfor ikke bare et spørgsmål om manglende viden om forskellige stilarter og metoder, eller om forskellige udlægnigner af givne tekster og skrifter, herunder kirkens og præsteskabets fatale fokusering på magt og magtstrategi, men også og navnlig et spørgsmål om en langt mere kompliceret sag, nemlig en helt ubevidst afvisning af selve det underbevidste og det kollektivt ubevidste. Den sker uanset af at alle fra barnsben kender disse psykiske fænomener fra drømme og spontan tankevirksomhed (det at falde i staver). Men gennem sprogtilegnelse, skolegang og opdragelse tilpasses alle i vore moderne samfund til den idealiserede og målelige nytteværdi og effektivitet af al aktivitet. Men heldigvis eksisterer der frie kunstnere og frie oprørere der kan tænke alternativt og vise vej til åndens verden.

Denne åndens verden er den irrationelle, indre verden der til forskel fra den ydre og sanselige verden er præget af mangel på logik og strenge årsags-virkning forhold, desuden er den uden skel mellem fortid, nutid og fremtid samt i de lykkeligste øjeblikke også uden bevidst opfattelse af sondringen mellem subjekt og objekt. Det giver alt i alt den oplevelse af en tidsløs og meningsfuld verden som intet menneske i længden kan undvære uden at havne i fortvivlelse. Man må derfor understrege at denne åndens verden har noget særligt, ja noget helligt over sig. Det betyder ikke at ånden er nogen absolut instans endsige en guddom, men at den er ukrænkelig i lige netop den betydning at en krænkelse vil medføre tab af mening og tidløshed. Det man for sin egen skyld ikke må krænke er i virkeligeden selve det kollektivt ubevidste der er kilden til al fri kreativitet i kraft af de arketypiske forestillinger. Det er manglen på respekt for det kollektivt ubevidste der medfører at man taber meningen og evigheden. Menneskets frihed ligger altså altid i respekten for det kollektivt ubevidste. Og det er derfor friheden tabes, hvis alt i samfunds- og kulturlivet spændes ind i nyttetænkning, måling og vejning, kontrol og måske ligefrem censur og forfølgelse af kættere.

Den aktuelle kulturkrise og verdenskrise kan kun overvindes gennem en ny folkelig oplysning og vækkelse. Det samme var tilfældet for to hundrede år siden, da vækkelsen kom samtidig med den politiske vækkelse, hvor bønder og borgere og til sidst også arbejderklassen og kvinderne blev frie. Men til forskel fra dengang er det i den aktuelle krise naturligvis ikke den simple frigørelse fra arbejdets og pligtens tvang og elitens eller autoriteternes undertrykkelse, men tværtimod en frigørelse fra åndløshedens, mistillidens, teknologifikseringens, den økonomiske væksts og uansvarlighedens tvang der er nødvendig.

Mennesket er nøgtern set fortsat nødt til at tilpasse sig de fysiske og økonomiske love samt acceptere en rimelig civil orden med fornuftig lagdeling og lederskab. Men det er også - nøgternt set - nødt til at sørge for sikker føling med de skabende kræfter i det indre der giver energi til fest og musik, erotik og forplantning, kunst og gøgl, sport og leg, forskning og utopier, tragedie og humor.

God pinse!

Ejvind Riisgård



Henvisninger    
Til toppen

Relevante artikler på Jernesalt:

Ånd er selve den eksistentielle føling med virkeligheden
Opgør med dogmatik mere og mere påkrævet  (1.4.18.)
Karl Marx fejlfortolkede fremmedgørelsen  (5.5.18.)
De humanistiske fag svigter den eksistentielle virkelighed  (11.3.18.)
Har psykologien og terapien brug for samfundskritik?  (25.08.17.)
Videnskabstroens ubærlige snæversyn  (21.4.17.)
Fatale tendenser i videnskab, politik og nyhedsformidling  (22.8.16.)
Uvidenheden om det ubevidste er en kulturkatastrofe  (30.3.18.)
De psykiske grundprocesser
Jeget og selvet
Selvet - sjælen - ånden
Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi

Kristendommens håbløse modsætninger nødvendiggør et skarpt opgør  (24.12.17.)
Hvorfor skal unge mennesker bekræfte en meningsløs trosbekendelse?  (5.5.17.)

Sandheden og den dobbelte virkelighed,   (4.12.06.)
Hvad er umiddelbar realitet?  (5.11.12.)
Hvad er virkelighed?  (Københavnerfortolkningen)
virkelighedsaksiomet

Hele 2007-serien om virkelighed
virkelighed og humor  (20.8.07.)
virkeligheden og livet  (22.07.07.)
virkeligheden og sproget  (4.8.07.)
virkeligheden og rummet  (12.7.07.)
virkeligheden og tiden  (5.7.07.)
virkelighed og ånd  (29.7.07.)

Betyder kvindernes ligestilling kønsforskellens ophævelse?  (8.3.18.)
Drømmer kvindefrigørelsen virkelig om kønsforskellens ophævelse (11.1.18.)
Ålen i filmbranchens danske paradis  (1.12.17.)
Kvindeillusion og kvindesvigt  (26.3.17.)
Afgøres kvindekampen af ligestillingskampen?  (8.3.17.)
Hvad skal præster stille op med kødets lyst?  (16.3.10.)
Kæmper kvinderne med eller imod biologien?  (8.3.10.)



Artikler om
Artikler om
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Sekularisering



Relevante e-bøger fra Jernesalt:

'Den komplementære helhedsrealisme' (opdatering af Jernesalts 2009-filosofi, som udkommer 30.11.13. Prisen fra 2.1.15. er 50 kr.). Udover kapitlerne i 2009-udgaven indeholder e-bogen essayet Religion som emergent fænomen i biologien.

'Højsangen om den menneskelige eksistens' (nyt og afsluttende hovedværk af forfatteren, som udkom 22.11.13.). 358 sider, rigt illustreret. Pris 100 kr.

'Eksistens-psykologi for 21. årh.' (kr. 25) indeholder artikelserierne om de psykiske grundprocesser, om de psykiske fundamentalkræfter, om bevidsthedsforskning og om det kollektivt ubevidste samt artikler om 'jeget og selvet' og åndslivet m.m.

'Konsistensetik - Erling Jacobsen og Jes Bertelsen'   omfatter essays om Etik og eksistens, Erling Jacobsens moralfilosofi

'Virkelighedens dobbelte karakter' (kr. 25) indeholder essayene om Virkeligheden fordelt på kapitler om fysikken, tiden, rummet, livet, ånden, sproget og humoren.

Nærmere om e-bøgerne i oversigten her på siderne

Bøgerne forhandles af Saxo.com



Redaktion
Essays
Emneindex
Personindex

Programerklæring af 2.6.02.
Jens Vrængmoses rubrik
Per Seendemands rubrik (fra 2005)



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Modstanden mod komplementaritetssynspunktet

Den komplementære helhedsrealisme
De psykiske grundprocesser
De psykiske fundamentalkræfter
Konsistens-etikken
Etik og eksistens

Livskvalitet (fire artikler) (2002-03)
Ontologi-serie (tolv artikler) (2010)
Virkelighedsopfattelse (syv artikler) (2007)
Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Jernesalts 2009-filosofi
Forord  -   Begreber og aksiomer  -   Krisen ved årsskiftet 2008/09  -   Verdensbilledet 2009
Livet  -   Mennesket  -   Sjælen  -   Sproget  -   Samfundet  -   Overordnede politiske parametre
Udfordringen  -   Helhedsrealismens advarsler  -   Helhedsrealismens anbefalinger  -   Efterskrift



Værdimanifest (fra 2003))
Værdimanifest i forkortet udgave
Sagregister til værdimanifest



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  



utils postfix clean
utils postfix normal